WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Zigeunerpigen




(1931)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


IV. Tiggergang

   Det var Daggry.
   Fuglene vågnede og begyndte at synge deres Morgensalme. Lærkerne var først på Færde. Fra Markerne svang de sig kvidrende op i Luften, højt, højt, som vilde de nå selve Himlen for at kunne se den store, gyldne Sol i samme Nu, den steg frem der ude i Øst, og for straks at juble ud dens Lov og Pris med Toner og Triller, der hang og dirrede i Luften.
   Efter Lærkerne begyndte alle Skovens Sangere, Drossel og Solsort, Finke og Spætte, Sisken og Irisk, at sætte ind med alt, hvad de evnede af Triller og Fløjt, af Kvidder og Pip, med al deres smuttende Flugt og deres yndefulde Liv, som gør »Danmarks Vang og Vænge« så henrivende og skønt, skønnere end mangt og meget ude i den store Verden.
   Men trods det vågnende Liv i Hegnet og på Marken sov den lille Landstrygerske det uskyldige Barns Søvn i den ubeboede Villas skrøbelige Udhus.
   Det syntes således ikke, at Aftenens Bedrift, Tyveriet af Maden i »Skovhuset«, i generende Grad havde besværet hendes Samvittighed.
   Dog dette var undskyldeligt. Thi aldrig havde nogen bekymret sig om at retlede hendes Begreber med Hensyn til den personlige Ejendomsret. Dette lille primitive Væsen måtte ifølge de Forhold og de Mennesker, hun hidtil havde levet iblandt, næsten naturnødvendigt praktisere den ganske forkastelige og meget farlige Leveregel: »Hvad der er mit er ikke dit, men hvad der er dit er også mit«.
   Men næppe havde Solens varmende Lys gennem Steenholt-Hegns Underskov trængt frem til Udhuset og gennem det lille Vindues fire snavsede Ruder kastet Rosenskær over Rummets ubeskrivelige Smuds og Ragelse, før Pigen vågnede.
   Forbavset så de store, sorte Øjne frem i Rummet, hvor Mørket sad uldent og tykt og dækkede alle Kroge. Så Løftede de sig til det røde Skær, som ikke engang de snavsede Ruder kunde holde ude, og atter lukkede de sig i.
   Var hun vågnet af en Drøm, der var meget smukkere end det virkelige Liv, som hun kendte det?
   Troede hun at kunne leve denne Drøm videre, og var det derfor, hun igen lukkede Øjnene i?
   Stærkere blev det røde Skær, højere sang Fuglene, og med et var hun lysvågen, kastede det gamle lasede Dækken af sig, som hun havde taget over sig, og sprang op fra den Bunke Klude og gamle Sække, som havde været hendes Seng.
   Midt på det stampede Lergulv stod hun og rakte og strakte sig, faldt derpå til Ro, foldede Hænderne om Nakken og stirrede mod den røde Lysning.
   Der var ingen Glæde i hendes Sind og intet Smil om hendes Mund; der var blot dyb Alvor og uendelig Længsel over det lille mørke Ansigt.
   Hvor hen og til hvem gik dette hjemløse Barns Tanker? Kendte hun allerede syg Længsel og havde ikke en Sjæl at dele den med? Havde hun allerede tunge Tanker og ikke en Ven at betro sig til?
   Stakkels lille forladte Pige!
   En pludselig Lyd fik hende til at fare sammen, springe hen til Døren og gennem en Revne ved Siden af Dørkarmen kikke ud i Gården.
   Men der var ingen hverken at se eller høre.
   Dørens Lås var ikke i Orden, en Krog sad indvendig og var det eneste Lukke. Krogen løftede hun af, åbnede Døren på Klem, og da intet mistænkeligt var at se, løb hun hen til Pumpen, postede Vand i en gammel, hankeløs Spand, badede Ansigt og Hals, skyllede Hænder og Fødder og tørrede sig, så godt hun kunde, i sit stumpede brune Skørt.
   Hun så på Himlen og på Skyerne, der lignede hvide vattotter og drev fra vest til Øst, Det var netop, som hun helst vilde have det. Skyerne, der kom vestfra, bragte Varme og mild Vind, og der var køligt om Natten i Udhuse og fugtige Kældere.
   Hun løb hen bag Udhuset for at se, hvordan det stod til med Solen, og hvor langt dens Stråler nåede frem mellem Hegnets Træer; hun skønnede, at Klokken måtte være omkring fem. Og det passede omtrent.
   Atter en uventet Lyd, som fik hende dl at lytte og trykke sig tæt til Udhusets Væg.
   Men denne Gang opdagede hun, hvor Lyden kom fra. En ung, tigret Kat, forpjusket som hun selv, måske også forsulten, som hun selv var, sprang frem fra en Bunke Kvas og stirrede vildt og sky på hende.
   Å, om hun kunde få fat på den! Få den til at være hos sig om Natten! En Tanke, som fik den stakkels ensomme Pige til at smile.
   Lydløst lod hun sig glide ned på Hug og søgte at lokke Katten til sig.
   Den kom ikke nærmere, men den løb heller ikke sin Vej, og det var allerede noget.
   Pigen forstod sig på Dyr og holdt af dem. Hun vidste, at for at få Dyr til at følge og lystre, gjaldt det først og fremmest at være frygtløs, holde dem fast med uvigeligt Blik, aldrig narre dem og så give dem noget at spise.
   Længe stod den på, denne hypnotiserende Stirren, uden at Situationen i mindste Måde forandredes, Katten rørte sig ikke, og Pigen rørte sig heller ikke.
   Endelig måtte hun dog opgive at få fat på Katten på den Vis. Uden et Øjeblik at tage Blikket fra den, rejste hun sig langsomt og gik baglæns hen til Udhusets Dør, lukkede den op og gik ind, men lod Døren stå helt åben.
   Hendes beregning slog til. Det varede ikke ret længe, før Katten stod i Døråbningen, skarpt spejdende ind i det dunkle Rum.
   Igen stirrede de to på hinanden, og lige standhaftige var de de begge.
   Men endelig, da hun begyndte at pille Brødet og de små Kødrester ud af Papiret. fik Katten omsider Mod til efter et Par forgæves Tilløb at fare hen og sætte sig på Sække bunken lige ud for hende og Maden.
   - Nå, lille dumme Kat.... jeg vil jo ikke være ond ved dig.... jeg vil jo give dig Mad, når jeg har noget.... der!
   Og ud til den stak hun nogle af Kyllingebenene, og for Resten ikke dem, der var mindst Kød på.
   Iltert spiste den, og snart var den færdig, skønt det ikke var sådan Lækkerbisken, som en Sild eller Rødspætterester vilde have været, og at den hverken var mæt eller fornøjet, da den igen satte sig til at stirre på hende og slikkede sig om Munden med en vis bidsk Utålmodighed, var hun ganske klar over.
   - Ja, det nytter ikke, du slikker dig om Munden, du Haluzka,*) for jeg har ikke mere til dig.... ikke nu. Jeg ved jo nok, hvad det skulde være, men jeg har selv ingen Mælk og ved ikke, hvor jeg skal få noget fra. At den onde Kone også skulde tage den dejlige Flaske fra mig! Den var god til mange Ting, både til Vand og Mælk og til Skovens Bær, når Tiden kommer, at jeg kan spise af dem, så meget jeg vil. Men to Gange skal Månen tændes på ny, inden det sker.
   Længe sad hun og stirrede frem i Rummet, og mangehånde Tanker svirrede i hendes Hjerne. Dog drejede de sig i Øjeblikket mest om Mælk til Katten, for at hun kunde holde den til, og lidt til hende selv også....
   Men denne Kone, denne onde Kone, der rigtignok havde givet hende et Stykke Mad og lidt lunken Kaffe, kunde hun ikke glemme, allermest fordi hun havde taget Termoflasken fra hende og havde påstået, at den ikke var fundet, men rent ud stjålet, og havde sagt, at hvis hun ikke godvillig vilde aflevere den, skulde hun blive meldt til Politiet.
   Blot ved Tanken om Politi, fik det lille mørke Ansigt et Udtryk af vild og vred Angst, og hun knyttede truende Hånden, ganske som hin Dag, da hun sad oppe i Træet ved Mølleskrænten.
   Og dog, kunde Politiet være værre end hendes onde Fader, der slog både hendes Moder og hende selv, og hendes lille dejlige Søster Lejla?.... Nej, nej! Faderen var værst af alt det onde, hun kendte i Verden!
   Bumstille havde Katten siddet og bare passet på hende; nu pludselig åbnede den sit lille, vilde Gab og skreg, ikke kun en, men mange Gange.
   - Ja, ja! Mælk! skulde du skrige.... Kunde du bare skrige det, så kunde jeg vise dig frem for Penge, og så kunde vi begge to få både Mad og Mælk. Men du kan ingenting, bare sidde og glo på mig.... lille dumme Haluzka!
   Lidt efter rejste hun sig, lukkede Døren op ud til Gården, lyttede, om der var nogen Støj af Mennesker at høre, og kikkede efter Skyernes Fart og efter Solens Højde og så, at det var Tid at begynde sin Tiggergang.
   - Vil du med, Haluzka?.... Så kom da.
   Men Katten blev siddende inde i Rummet.
   - Godt, så kan du blive, hvor du er, sagde hun og vilde lukke Døren.
   Men i et Par vældige Spring var Katten ude i Gården ved Siden af hende, hvor den blev stående.
   Hurtigt lukkede hun Døren til sit usle Natlogi, og gik langs Haven ud på Vejen.
   Her stod hun lidt, uvis om, hvilket Sted hun helst skulde hjemsøge....
   Allerhelst var hun gået ad Sørup til igen. Dog det var vist ikke tilrådeligt. En eller anden kunde have set hende i Nærheden af »Skovhuset«, uden at hun selv vidste af det.... og Tyveriet om Aftenen, det var jo næppe glemt endnu.... nej, nej.... ikke til Sørup.... men ellers lige meget hvorhen, blot finde Mennesker, hos hvem hun kunde tigge eller stjæle noget Mad, for hun var endnu gnavende sulten.
   Kun et lille Stykke fulgte hun Frederiksborgvejen. En Sidevej, som førte til Grønholt lokkede hende, og hendes medfødte skarpe Stedsans sagde hende, at der havde hun aldrig været.
   Næppe var hun bøjet af fra Hovedvejen, før hun følte, at noget fulgte efter hende. Hun vendte sig om.
   - Haluzka!.... Kom da!.... Kom da!
   I lange Spring med Halen til Vejrs og krum Ryg var den med et tæt ved Siden af hende.
   Var det Håbet om Mælk, eller var det Glæden over Mennesket, der havde givet den Mad? Den så imidlertid ud som en rigtig veltilfreds Kat og blev ved at løbe med hende.
   Vejen gennem Grønholt Vænge, som ikke er ret stort, er meget smuk. Fuglene sang i vilden Sky, Duggen lå endnu på Blade og Græs, og skønt Pigen hverken havde Mål eller Med, gik hun dog som til en festlig Dans.
   Og Katten fulgte med.
   Da hun var kommet ud af Skoven, så hun, at der på den anden Side af Vejen lå en gammeldags stråtækt Gård inde i en stor Have, hvor Frugttræerne blomstrede, blegrøde, hvide, dejlige, et Kæmpeblomsterbed indhegnet af Tjørn og Hassel. I Havens Hjørner stod Popler på Vagt.
   Pigen og Katten gik over Vejen og hen mod Gården, men inden de nåede indgangen, kom en Mand inde fra Haven hen til Stensætningen, som hegnede den, og spurgte:
   - Hvor skal du hen, lille Pige?
   Hun standsede, og først efter er prøvende Blik på Manden kom Svaret:
   - Hen til Folkene i Huset der.
   - Og hvad vil du dem?
   - Bede om noget at spise og drikke.
   Manden, der straks så, at hun var en Type af ganske anden Art end den almindelige blonde og rundhovedede danske, fandt hende interessant og hendes ranke, frimodige Holdning tiltalende.
   - Og du håber, at Folkene her nok vil give dig noget?
   - Ja, hvorfor ikke? Det gør da de fleste, svarede hun uden Betænkning.
   - Nå, ja! Forsøg det kun. Det er den Vej ind ad Porten, viste Manden og gik samtidig gennem Haven ind i Huset.
   »Manden« var forhenværende Docent og hed Emil Brun. Efter tredive Års Virksomhed havde han købt denne lille, idylliske Ejendom, hvor han levede med sin Hustru, en ugift Datter og Gårdens forrige Ejerinde, der var blevet boende, og som styrede Huset og for Resten det mest af, hvad der angik Ejendommen. Tillige var der en yngre Mand, der oprindelig var Gartner, men nu Alt-mulig-Mand i den Brun'ske Bedrift.
   Samtidig med at Pigen viste sig i Portåbningen til Gården, stod Docenten allerede i Køkkenet og nød Optoget: Pigen og Katten.
   Hun havde de for Zigeunere ejendommelige både glidende og vuggende Bevægelser og den dvælende Gang, der giver dem en særegen Ynde.
   Men sjældent havde han set et mere højrygget og halestrittende Katteeksemplar end det, der fulgte denne Pige lige i Hælene.
   - Fru Andersen, kaldte han hen mod et Rum ved Siden af Køkkenet - å, kom lidt herud, her kommer Gæster til Huse.... se der....
   - Tak, lad os dog bare være fri for den Slags Gæster, sagde Line Andersen og slog med Hånden ad Pigen, hun skulde blot gå sin Vej igen.
   - Vist ikke! Hun beder kun om at få lidt at spise og drikke, og det skal hun selvfølgelig have. Vi lader jo da aldrig ellers en fattig gå sulten herfra.... Kom du kun ind, min Pige.... værs'god, sæt du dig der. Han gav Køkkenstolen et lille Puf frem. - Men Katten der, den kan jo nok blive udenfor.
   - Nej, han skal blive hos mig, svarede hun bestemt og holdt Hånden skærmende ud over Katten, der havde sat sig tæt op til hendes Fødder.
   - Men hvis nu Fruen her ikke vil have den ind her i Køkkenet?
   - Nå ja, så går vi igen, svarede hun stille og stejlt og rejste sig fra Stolen, - men han er så tørstig, han har ingen Mælk fået i flere Dage. Må han ikke få lidt.
   Om dette var Sandhed eller Løgn, vidste hun ikke, men det var ifølge hendes Begreber også ret ligegyldigt, bare Katten fik Mælk.
   Og ikke hendes Ord, men det barnlige, bønlige Udtryk, der pludselig lyste i hendes dejlige, sorte Øjne, vilde straks have gjort det af med enhver Modstand eller Betænkning.
   - Men du selv, får du noget Mælk?
   - Nej, der er ikke mange, der giver Mælk. Jeg kan også nok drikke Vand, men det kan han der ikke.
   Nogle Øjeblikke betragtede han opmærksomt Pigen, der endnu stod op, parat til at gå.
   - Sæt dig, lille Ven! Både du og din Kat skal få, hvad I vil have af Mad og Drikke.
   Inde i Spisekammeret sagde han til Line Andersen:
   - Giv hende så meget, hun kan spise og drikke og lidt at tage med sig.... og Katten så meget Mælk, den vil have.... der er noget rørende i hendes Omsorg for denne Kat.
   - Ja, såmænd! Men man skal nu ikke holde den Slags til Huse. Hun er jo da tydeligt nok en Tatertøs, og om man er aldrig så god ved den Slags, så render de dog en skønne Dag deres Vej og tager med, hvad de har Brug for.... Stjæle, det ligger dem nu en Gang i Blodet. I min Barndom har jeg hørt gamle Folk fortælle så meget om dette Kulsvierpak her fra Egnen.
   - Men et Barn er et Barn, selv om dets Tiptipoldeforældre har været Kæltringer, og et Barn skal man være god imod.
   Dermed gik Docenten hen til Stuedøren, men inden han gik ind, vendte han sig om til Line Andersen og sagde ret bestemt:
   - De vil nok lade mig vide, når hun har spist. Jeg har Lyst til at snakke lidt med hende, inden hun går.
   Og både »Tatertøsen« og hendes Kat fik rigeligt både at spise og drikke, for når alt kom til alt, var Line Andersen mere hård i Munden end i Hjertet.
   Desuden havde hun pakket seks Stykker Rugbrød med Margarine os belagt med Sildesalat og Rullepølse samt lige sa mange Stykker Sigtebrød med Ost og nogle kolde Kartofler sammen i et gråt Papir, som hun gav Pigen, dette mærkelig tavse Barn, som kun svarede med enkelte Ord, lige meget hvad man sagde til hende.
   - Se, her er en Pakke god Mad, som du må tage med dig, hele tolv Stykker, så i Dag kommer du da ikke til at sulte. Men først må jeg kalde på Herren, for han vil tale med dig, inden du går din Vej.

*) Lille Kat


Kapitel 5 >