WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Zigeunerpigen




(1931)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


V. I Elmebo's have

   Line Andersens Ord: »Først må jeg kalde på Herren, for han vil tale med dig, inden du går«, havde pludselig fået Pigebarnet til at ønske sig langt bort.
   Hvad vilde dog den Mand hende? Var han måske en Politibetjent? Kendte han måske Folkene nede i Sørup, hvor hun om Aftenen havde listet sig ind og taget Maden?
   Men netop som hun var i Færd med baglæns og lydløst at nærme sig Døren til Gården, kom Docenten tilbage, gik hurtig hen imod hende og sagde, idet han strøg hende nogle Gange over det sorte, svære Hår:
   - Nå, lille Ven, er du nu blevet rigtig mæt?
   - Jo Tak, Herre!
   Hans Hånds kærtegnende Bevægelse havde øjeblikkelig gjort sin Virkning. Det mørke undersøgende Blik, som mødte hans, var ganske vist uden Smil, men også uden Frygt.
   - Og lad mig så høre, hvad du hedder og hvor du har hjemme, for jeg kan jo nok se, at du ikke hører til her på Egnen.
   En Hovedrysten var hele Svaret.
   Docenten opgav dog ikke at, få den ønskede Viden pillet ud af denne fremmedartede Fugl, som havde forvildet sig ind i hans sjællandske Idyl.
   - Og hvad hedder du så?
   - Czinká, kom det knapt.
   - Og hvad mere?
   Igen fæstede Barnet sit stærke, prøvende Blik på ham, før hun besluttede sig til at oplyse, at hendes Fader hed Janko Pankravu og var fra Landet med de sorte Bjerge.
   - Nå. Og I er nu kommet helt her op til Danmark og bor her i Nærheden?
   - Nej. Manden og Moder er ikke her. De er langt, langt borte, hun slog dramatisk ud med Hånden.
   - Men hvor kan det da være, at du er kommet hertil? Og hvem bor du hos?
   - Ikke hos nogen.... ingen Steder....
   Docenten, som var lydhør for alt, hvad der rørte sig hos Ungdom og Børn, og hvis Interesse var vakt for dette stakkels fremmede Barn lige fra det Øjeblik, hun viste sig med sin stoltserende Kattepage, mærkede også Vemoden, der gemte sig bag de undvigende Svar og det sænkede Blik.
   Han tog hendes lille Hånd i sin og strøg hende igen over Håret, mens han dæmpet talte til hende.
   - Stakkels Barn.... stakkels lille Pige, som ikke har noget Hjem, og ingen Moder til at pleje sig!.... Stakkels lille Ven; men kom du nu med mig ud i Haven, og så snakker vi to fornuftigt sammen.
   Endnu mens hun med Docenten gik gennem Spisestuen og Havestuen, var hun trykket af ængstelig Modvilje, fordi Angsten for Politi og Forhør sad hende i Blodet.
   Men da hun var kommet ud i Haven, hvor Himlen var Loft, Frugttræerne Vægge, og Drys af deres Blomster et Tæppe for Foden, var Beklemtheden pludselig som vejret bort af Vinden, og hendes Kækhed og Livlighed helt vendt tilbage.
   I Skyggen af nogle store gamle Syrenbuske stod en Bænk, hvor de satte sig.
   - Så, lille Ven, betro mig nu, hvad det er, der er Skyld i, at du sådan er blevet overladt til dig selv og Tilfældet af dine Forældre. Det er jo dog forfærdeligt, og næsten uhørt i vor Tid. Men vi skal nok hjælpe dig, stakkels Pige.
   Et glad Smil lyste et Nu over hendes Ansigt, men straks efter var Udtrykket næsten vild Skræk, idet hun sprang op og råbte:
   - Men De må ikke straffe min Moder!
   - Her er ikke Tale om at straffe, men kun om at hjælpe dig.... vær rolig, Barn, og sæt dig ned igen.
   - Ja, for Moder har det selv så ondt.
   - Er det din Fader, der er ond imod hende?
   - Ja, Manden slår hende, når hun ikke vil danse. Og Moder er somme Tider så syg, at hun må blive liggende i Vognen.
   - Og så vil han ikke lade hende ligge i Fred?
   - Nej, for det er jo Moder, der må tjene næsten alle Pengene. Moder er meget smuk. Alle kalder hende »den skønne Marika«. Og når hun danser, er hun så dejlig, å, så dejlig!
   Tanken på denne Moder og på hendes Dejlighed, når hun dansede, gjorde Pigebarnet meddelsom; thi uden fornyet Opfordring fortsatte hun:
   - Og når Moder danser, har hun en dejlig Dragt på. Hun har både et rødt og et grønt Silkeskørt og med mange Guldbånd og Frynser på og dertil har hun hvidt Liv, broderet med alle mulige Kulører Garn. Og så har hun Håret løst ned ad Ryggen, langt, sort Hår.
   - Ja, jeg kan jo tænke mig, at din Moder må være dejlig, indskød Docenten diplomatisk, - men du selv, kan du også danse?
   - Det kan jeg rigtignok, og næsten lige så godt som Moder. Men Moder vil ikke have det, og Manden vil ikke give mig noget Tøj, og jeg kan jo ikke danse i sådan noget som dette, sagde hun og slog foragteligt til sit stumpede, brune Skørt.
   - Nej, Pynt skal der vel til, indrømmede Docenten, skønt han mente, at hun sikkert var allermest malerisk i sit fattige Tøj, - Men »Manden«, som jo er din Fader, bestiller han da ingenting?
   - Ikke meget! Jo, han lapper Kedler og Ovne og sådan noget, og så klipper han Heste og Får. Men nu er der jo næsten ingen Heste mere, og så laver han Forestilling med Dyrene.
   - Har I også Dyr?
   - Ja da! Vi har en Hund, der holder Vagt ved Vognen om Natten, og så har vi en Papegøje, der holder Tale, og en Slange, som Moder danser med, for den har ingen Tænder, og en Abekat, der ryger Pibe, og to små Papegøjer, som trækker Lykkesedler, og det betaler sig. Og så har vi Hesten, der trækker Vognen. Og vi havde også et lille Egern, som min Broder havde fanget i Svartvikskogen, et lille glad Dyr.
   - Og det slog din Fader måske ihjel?
   - Nej, det gjorde han ikke, men han slog mig. Uh! Uh, som han slog!
   - Men hvorfor slog han dig?
   - Fordi jeg lod det lille Egern løbe ud i Skoven igen. Min Broder havde lavet et Bur til det, hvori det hverken kunde springe eller løbe omkring, og det var ondt.... Men da Manden sådan bankede mig, gav Moder sig til at skrige. Og så blev han ond på hende også og slog løs og blev ved, og det skulde han ikke have Lov til, og så tog jeg en Dunk med Olie, der stod på Gulvet, og den kastede jeg i Hovedet på ham. Han brølede, men han gav Slip på Moder, det så jeg, og så sprang jeg ud af Vognen og løb min Vej, bort i Skoven. Og jeg vil aldrig, aldrig mere tilbage til Manden.
   Barnets Beretning om sit unge Livs Tragedie rystede Docenten. Det var nu ikke kun den levende Interesse for, men tillige den inderligste Medfølelse med dette fremmede og særprægede Menneskebarns Skæbne, der ganske tog ham om Hjertet.
   Efter nogle Øjeblikkes Tavshed sagde han:
   - Du vil aldrig tilbage til dine Forældre, siger du. Tænker du da ikke på din stakkels Moder, som naturligvis er ganske trøstesløs over din Bortgang?
   - Ja, Moder har nok grædt, fordi jeg er gået bort. Og Moder savner mig også, det ved jeg. Jeg gjorde det meste Arbejde inde i Vognen, og det var ikke så lidt, for det er en stor Vogn. Vi har tre Stuer og et lille Køkken. Og den ene Stue er fin, der er både Skab og Kommode og Spejl og to grønne Lænestole og et Bord til Kortene.
   - Spiller I Kort?
   - Nej. Men når Moder ikke danser, så spår hun, både i Hånden og i Kort, som Folk helst vil have det. Jeg kan også spå, men kun i Hånden. Giv mig Deres Hånd, så skal jeg sige Dem, både hvor gammel De bliver, hvor mange Børn De får, og om De bliver rig, og De skal ikke betale for det. Jeg gør det for Maden og Mælken, jeg fik.
   - Snak, Barn. Naturligvis kan hverken du eller din Moder eller noget Menneske forudsige, hvad Tiden vil bringe os.
   - Jo, Moder kan det, protesterede Pigebarnet. - Og Moder tjente mange Penge, fordi det, hun spåede, er gået i Opfyldelse.
   - Ja vist, Tilfældet, lille Ven, kun Tilfældet! Men fortæl mig, hvor længe det er siden, du løb fra dine Forældre, og hvordan du er kommet herned.
   Jeg forstår jo nemlig, at dine Forældre holder til i Sverige; du nævnte før Svartvikskogen, og den må jo være derovre.
   Hun nikkede, tænkte sig lidt om og svarede:
   - Jeg tror nok, at det tre Gange har været Søndag, siden jeg løb min Vej.
   - Tre Gange Søndag! gentog Docenten noget forbavset. - Kender du da ikke Ugedagen? Retter din Tidsregning sig kun efter Søndagene?
   - Ja, For når alle Kirkeklokkerne ringer, så ved jeg, det er Søndag.
   Docenten rystede på Hovedet. En sådan Uvidenhed nu om Dage var næsten eventyrlig, men den forringede jo på ingen Måde Pigebarnets Tiltrækning for ham, tværtimod, hun var jo et Stykke levende Fortidsromantik.
   - Svartvikskogen, ligger den højt oppe i Sverige?
   - Det ved jeg ikke, men vi kørte gennem mange Byer, inden vi nåede derop.
   - Og du er vandret til Fods hele Vejen, til du nåede ned til Kysten?
   - Ja, næsten hele Vejen. Men somme Tider fik jeg Lov at ligge bag på en af de store Biler, der kører med Sække og Tønder og sådan noget.
   - Men Mad og Nattely, hvordan gik det med det?
   - Jo, det tiggede jeg mig til, og det er meget lettere i Sverige end her, for der jager de os ikke straks bort sådan som her. Af og til tjente jeg også nogle Penge ved at danse og spå. Så snart svenske Piger ser en »Zigenare«, så vil de spås, og så bilder jeg dem ind, at jeg er fjorten År, ellers tror de ikke, jeg kan se noget, men Moder siger, at jeg er kun elleve År. Da jeg så nåede Helsingborg havde jeg så mange Penge, at jeg kunde komme med Færgen over til Helsingør, og havde endda nok til at købe to Bananer og et Brød.
   - Og så?
   - Ja, så har jeg tigget om Dagen og sovet hvor jeg kunde luske mig ind om Natten, for her i Danmark kan man ikke tjene Penge ved at spå og danse, det siger Moder også.
   - Nej. Her er Folk for oplyste til at tro på Spådomme, og danse, det gør de alle sammen selv, mere eller mindre rædsomt, og lige meget om de er tykke eller tynde, om de vralter omkring på Kommodeben eller svæver af Sted på Stankelben.... Nå, men med Hensyn til dig er det uden Betydning, for du skal ikke mere tjene Penge ved Dans og Spåning.
   - Men, Herre, jeg kan ikke andet.
   - Behøves heller ikke, min Pige. Foreløbig bliver du her på »Elmebo«, får alt det, du kan spise, og en god Seng at sove i. Du skal også få pænt nyt Tøj, for det, du har på, trænger nok til Afløsning.
   - Manden vilde aldrig give mig noget andet. Denne Kjole fik jeg af en Pige i Finland, og det har været Jul siden den Gang.
   - »Manden«, denne dårlige Person, vil vi slet ikke mere tale om. Ham skal du aldrig mere komme tilbage til, det lover jeg dig.
   - Det er godt! Det er godt! udbrød hun, slog Hænderne om Nakken og så jubelglad op i den blå Himmel.
   Men straks efter var Glæden slukket og mørk Ængstelse kommet i Stedet.
   - Men hvis Manden og Moder kommer til Danmark igen, og Manden så finder mig og fanger mig? Hvad så?
   - Det er der kun ringe Sandsynlighed for, så længe du er hos os.
   - Og hvor længe må jeg blive her?
   - Så længe du i alle Henseender opfører dig godt, bliver du i vort Hjem. Du forstår, det kommer altså ganske an på dig selv, hvor længe du vil blive hos os.
   Et stumt, alvorligt Nik, et tænksomt, fjernt Blik, og så først kom Ordene:
   - Tak Herre! De er meget, meget god.
   Lidt efter gik Docenten ind til til Hustru for at forberede hende på denne pludselige og ganske uventede Forøgelse af Husstanden. Og Fru Ingeborg, der havde et Hjerte af Guld, en Fantasi som Kviksølv og for Resten alle Betingelser for at kunne goutere det romantiske og usædvanlige, var straks Fyr og Flamme ved Tanken om denne opsigtsvækkende Begivenhed - en ægte Zigeunerpige på »Elmebo«.
   - Er hun dejlig? spurgte Fru Ingeborg, mens hun med både Kam og Fingre jog sit korte, gråmelerede Hår op i det vildeste Purr.
   - Nå ja.... det kan man vel nok kalde hende. Hun har da i hvert Fald Øjnene.
   - Lynende sorte naturligvis, og sådan! Fruen viste med Tommel- og Pegefinger,- som målte hun en Svedskeblomme i Udstillingsformat.
   - Ja, nu kan du jo selv se. Jeg synes jo, hun er er Pragteksemplar af Racen, og når hun først kommer under din og Ingers Behandling, bliver rigtig velplejet og velklædt, så....
   - Ikke for meget, ikke for meget! afbrød Fruen. - Man skal være forsigtig, ar man ikke forfladiger det karakteristiske hos sådanne primitive Væsener.
   - Men vaskes må hun sandelig, og det grundigt, for ren er hun absolut ikke.
   - Naturligvis, Emil. Jeg bilder mig da ind, at jeg forstår mig både på Hygiejne og Soignering, og du forstår jo udmærket godt, hvad det er, jeg mener. Selvfølgelig skal hun kultiveres, men hendes Zigeuner-Apparition skal alligevel bevares, den brune Lød, det naturligt faldende Hår, og hun skal heller ikke puttes i almindeligt Allemandstøj.
   Mens Fru Ingeborg trak i en Slags Kaftan af Farve som en solbeskinnet Appelsin og med brogede Borter og Skærf, og slyngede et violet Silkesjal med lange Frynser malerisk over Hoved og om Hals, sagde hun til sin Mand:
   - Jeg er så sikker på, at det betyder Lykke, at dette stakkels Barn er tyet ind til os, og vi må gøre alt, hvad der står i vor Magt, for også at gøre hende lykkelig, ikke, min egen Emil?
   De sidste Ord gik under i et Kys på hans Kind, hvorpå Fru Ingeborg suste ud i Haven, fulgt af sin Emil.
   Som en kæmpestor Pragtblomst fløj hun ned gennem Gangen og lige imod Pigebarnet, der endnu sad på Bænken, hvor Docenten havde forladt hende, bredte Armene ud og råbte med rørelsedirrende Stemme:
   - Stakkels, kære Barn! Vær rolig og glad. Hos os skal du finde et Hjem og aldrig mere komme til at lide ondt.
   Pigebarnet, som var aldeles overrumplet og forbavset over denne store, fremmede Dames pludselige Tilsynekomst og voldsomme Modtagelse og ikke mindre betaget af hendes farvestrålende Påklædning, der langt overgik hendes egen smukke Moders allerfineste Dragter, sagde ikke et Muk, smilte bare lidt forvirret og så spørgende på Docenten, som kun svarede med et opmuntrende Nik.
   Men Fru Ingeborg vendte sig glædestrålende om til sin Mand, slog Hænderne sammen, vendte Øjnene mod Himlen og sagde:
   - Beautiful!!


Kapitel 6 >