Zigeunerpigen

---

Lisa Mikaély (1931)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

VI. Første dag på »Elmebo«

   Docent Emil og Fru Ingeborg Bruns yngste Barn og eneste Datter, Frøken Inger Brun, var en udmærket Blanding af Faderens og Moderens bedste Egenskaber.
   Sit godhedssvulmende Hjerte havde hun taget fra dem begge, sin Ro og Fornuft havde hun fra Faderen, sin Livfuldhed og Interesserthed fra Moderen.
   Men hendes Ønsker og Drømme svævede ikke omkring i Romantikkens blå Rige, og hendes Vilje og Evner tjente hendes højmoderne og reelle Livsopfattelse.
   Inger Brun var ansat i Undervisningsministeriet, hvor hun måtte give Møde om Morgenen og ofte arbejde til langt ud på Eftermiddagen. Af den Grund boede hun om Vinteren i København, og først i Begyndelsen af Maj flyttede hun hjem hos sine Forældre på »Elmebo« og blev der til Oktober.
   Hver Morgen ved Ottetiden tog hun til Byen, og hver Eftermiddag hen imod Klokken seks kom hun hjem.
   Den Dag Zigeunerpigen var kommet til Huse på »Elmebo«, havde Frøken Inger det Uheld, at hendes Cykel punkterede, da hun kun var nået et lille Stykke fra Fredensborg Station, hvorfor hun måtte trække den hele den øvrige Del af Vejen.
   Da hun nåede Hjemmet og langs Haven gik mod Indgangen, standsede hun pludselig, lyttede og kikkede derind og blev ovenud forbavset.
   Inde på Plænen svingede og svajede en mærkelig Fremtoning, som hun aldrig før havde set. Om det var en Pige eller en Dreng, kunde hun ikke afgøre. Benene var blottede til over Knæet, noget brunligt Tøj flagrede om Kroppen, Armene var rakt til Vejrs, og i Hånden holdt det mærkelige Væsen noget skinnende blåt, som blev rystet og dasket på som en Tamburin, og en underlig ensformig Melodi blev sunget til denne mærkelige Dans.
   Pludselig stod Skikkelsen stille, og Inger så sin Moder styrte frem og trykke den til sit Bryst og sin Fader træde til og kærligt lægge Hånden på dens Hoved.
   Hvad i Alverden var dog dette for en Forestilling?
   Hurtig var Inger over Stengærdet, og i næste Nu stod hun foran sine Forældre og den lille mystiske Person.
   - Goddag, søde Inger! Er du allerede der, sagde Fru Ingeborg og lod Pigebarnet slippe ud af sin Omfavnelse.
   - Allerede! I må have moret jer godt, siden I ikke ved, at jeg kommer et Kvarter senere end ellers, jeg har måttet trække min Cykel hele Vejen. Men sig mig, hvem er den lille Genstand der?
   - Ja, forstår du, kære Inger, det skulde jo have været en Overraskelse, vi....
   - Men det er det da sandelig også blevet. Set ude fra Vejen var Scenen ligefrem højdramatisk.
   - Ja, men du forstår, lille Inger, ikke før ved Middagsbordet skulde du have set hende, og....
   - Nå, det er altså en »hun«. På Afstand var det ikke let at afgøre, hvilken Slags det var.
   Et Øjeblik mødtes Frøkenens nordiskblå og Pigens indisksorte Øjne i undersøgende Stirren. Frøkenens Stirren gled bort i et Smil, og hun spurgte:
   - Og hvad hedder så den lille »Zingarese«? For det er jo tydeligt nok, at hun er af den Race.
   - Ja, hun er ægte, kan du tro, forsikrede Docenten, mens Fru Ingeborg dramatisk slyngede ud:
   - Czinká Pankravu! Czinká Pankravu er det ikke Pragtfuldt?
   - Jo, jo. Men hvordan er Czinká Pankravu kommet til »Elmebo«? spurgte Inger på lige så højstemt Vis, - pr. Cykel, Bil, Zigeunervogn eller Æsel?
   - Stakkels lille Pige, hun kom såmænd gående på sine bare Fødder og ledsaget af en pragtfuld Kat, det er noget for dig, Inger, og hun....
   - Czinká! Fru Ingeborg lagde al sin Romantik i Betoningen.
   - Gå ud og find din Kat og bring den her ud til os. Frøken Inger vil sikkert også holde al den. Og sig til Fru Andersen, at Frøkenen er kommet, og at vi kan spise.
   Pigen gik. Og ikke så snart var hun uden for Hørevidde, før Fru Ingeborg gik løs på Datteren med Spørgsmålet:
   - Må jeg så spørge, er hun ikke pragtfuld?
   - Jo. Hun er køn, og hun bliver nok dejlig. Men for Øjeblikket er det hendes største Attraktion, at hun er anderledes end alle andre.
   - Hun er allerede dejlig, slog Fru Ingeborg fast - og lagde du Mærke til hendes Gang? Dvælende, elastisk! Og Bevægelserne, mere plastiske end nogen Danselærer kan banke dem ind i vore danske Børn, og desuden er hun en meget, meget interessant Fremtoning.
   - Ja, Moder har Ret. Der er sandelig Indhold i hende, indskød Docenten fornøjet.
   - Ja, men hvilket? Man har også smukke Attrapper med værdiløst Indhold, bemærkede Inger skeptisk.
   - Vent til efter Middagen, når du får talt, med hende. For som hun kan fortælle! Det er aldeles fænomenalt.
   - Men er det Oplevelse eller Opfindelse?
   - Inger, du er utålelig med din Mistro. Men det hører også jer moderne Mennesker til aldrig helt ureflekteret at kunne give jer en stor og køn Stemning i Vold.
   - Så, så, lille Moder, tag det dog ikke så heftigt.
   - Jo, for du virker så irriterende med din Skepsis. Men som sagt, vent blot. Og så hendes Sprog! Brokker af Slavisk og Tysk, af Svensk og Dansk i vildeste Sammenblanding; men også det virker henrivende morsomt.
   Efter en lille Pause sagde Inger, der holdt uendelig meget af sine Forældre, men som den moderne Pige hun var havde sådan sin egen Facon at tage dem på:
   - Og hvad så, kære Børn?.... Hvad har I så i Sinde med Czinká Pankravu, denne »Puszta'ens vilde Rose«? Skal hun måske efter at have fornøjet Herskabet gå herfra på sine bare, brune Fødder?.... Det kan jeg ikke tro om »Elmebo«s Herskerpar.
   Herskerparret smilte og skottede til hinanden, og Docenten sagde fornøjet, som en Mand, der er glad for at have taget en god Beslutning:
   - Nej, lille Inger. Hun skal hverken gå barfodet eller bestøvlet herfra. »Puszta'ens vilde Rose«, som du siger, skal plantes om i »Elmebo«s Jord. Og jeg håber, vi skal få et lille lykkeligt Menneske ud af hende.
   Med stor Veltalenhed fortsatte Docenten i et formeligt Foredrag om Zigeunernes Naturel og Liv og talte om Czinká Pankravus ulykkelige Barndom og rent ud tragiske Tilværelse.
   - Jeg kan så godt forstå, at I to kære Mennesker har taget den Beslutning. Men om I opnår at få et lykkeligt Menneske ud af hende, det er jeg ikke så sikker på, sagde Inger alvorligt.
   - Skulde det ikke være Lykke for sådan et lille forladt Væsen at komme i Havn i et godt Hjem og blive plejet og opdraget? Jo, Inger, absolut.
   - Men, kære Fader, Opdragelsen, den er netop det vanskelige Skær, som Lykken let kan strande på med sådant et Naturbarn. Opdragelsen kan dog ikke praktiseres ved blot at fylde hendes lille Mave med god Mad og søde Sager og hendes unge Hjerte med Honningord og kælne Blikke.
   - Du kan være ganske rolig, Inger. Fader og jeg har allerede talt om Sagen. Hun skal opdrages i fuldkommen Frihed, så hendes Ejendommelighed ikke går tabt, og hendes Udvikling til Kulturmenneske skal foregå sådan, at hun så at sige ikke selv mærker det.
   - Storartet! Jeg er bare bange for, at du og Fader så heller ikke kommer til at mærke det, brast Inger leende ud.
   - Ja, le du kun. Efter Middagen, når hun synger for os, så ler du ikke.
   - Synger hun da sådan bedrøvelig Vise?
   - Ikke bedrøvelig, men vidunderlige stemningsfuld. Man føler det, som var man selv en Nøkkerose på Kørøs Vande, der i Måneskinnet åbner sin duftende Blomst.
   - Å sødeste Moder! Du Poesiens blåblomstrede Barn! Du bliver aldrig vokser, råbte Inger og kyssede sin Moder på Kinden.
   Endnu en liden Stund taltes der frem og tilbage om Sagen, men uden at komme nogen egentlig Bestemmelse blot et Skridt nærmere. Den kære Docents og hand Fru Ingeborgs Meninger sad godt fast i Livet, Realiteter.
   Endelig kom Genstanden for denne livlige Debat tilbage med Katten stående på Skulderen og Hånden holdende om dens Poter.
   - Jeg beder dig, Inger, se og indrøm, at det er Plastik. Rank som et Lys, komplet Vandbæreske på antik Gemme, sagde Docenten, mens Pigen gik over Plænen og hen imod dem.
   Inger måtte indrømme, at Billedet passede. Men hun var så fornuftig at sige de indrømmende og anerkendende ord på Engelsk, som Fænomenet jo ikke forstod.
   - Og du skal altså blive her på »Elmebo« og være som min lille Søster, sagde Inger venligt og lagde Armen om hendes Skulder.
   Først det alvorlige, prøvende Blik, så et Smil, der lyste over det lille dejlige Ansigt, og til sidst en takkende Bøjning af Hoveder. så umiddelbar yndefuld, at Inger måtte trykke et Kys på hendes Pande.
   - Hun har ærlige Øjne, og hendes Smil har Sødme. Måske bliver det ikke så vanskeligt som man skulde vente sig det, at få hende passet til i almindelige Livsforhold, sagde Inger på Engelsk til sine Forældre.
   Inger havde netop talt ud, da Line Andersens respektindgydende Skikkelse viste sig i Havedøren, Tegnet på, at man havde straks at begive sig ind til den ventende Middag.
   Ved Middagsbordet forbavsede Pigebarnet alle med sin næsten dadelløse Holdning og forholdsvis pæne Måde at spise på. Selv var hun åbenbart uhyre optaget af og interesseret i den efter hendes Begreb overdådige Borddækning. Så meget Sølvtøj og så mange fine Glas troede hun kun fandtes hos Kejsere og Konger, og at hun med vagtsomme Øjne fulgte sine Bordfællers Bevægelser, opfattede disse som sikkert Tegn på dette Naturbarns Modtagelighed for Kultur.
   Også det, at Pigen ikke viste Spor af Grådighed - Retterne: Tomatsuppe, Hachi med brunede Kartofler og Frugtkompot med Makroner måtte dog vist være Herreretter for hende - måtte opfattes som Bevis for hendes tiltalende Naturel, var de alle tre enige om.
   Efter Middagen bad Inger hende synge den smukke Sang om Nøkkerosen.
   Og Czinká Pankravu sang om Lotusblomsten, der ængsteligt skjuler sig for den pragtfulde Sols Stråler og med bøjet Hoved venter den drømmende Nat og Månen, i hvis blide og blege Lys den løfter sit Hoved og ånder ud sin Duft.
   Fru Ingeborg vilde have, at Barnet også skulde danse for Inger; men denne sagde hurtigt og bestemt:
   - Nej, nej, lille Moder; nu skal det være Slut for i Dag. Czinká må være træt nu og skal til Ro, ikke, Czinká? Nu vil du allerhelst ind og sove? I Morgen kan du danse for mig, ikke?
   Igen et stumt, alvorligt Nik til Svar.
   Docenten så på Uret.
   - Inger har Ret. Efter denne Dags mange forskellige Indtryk må Barnet være træt, desuden er Klokken snart ni.
   Just i det samme stak Line Andersen Hovedet ind ad Døren og sagde i selvretfærdig Krænkelse:
   - Ja, undskyld, men her står en Mand, der absolut skal tale med Docenten selv, og jeg kan ikke få ham til at gå.
   - Hvem er det? spurgte Docenten.
   - Det siger sådan nogle jo ikke, næsten snerrede Line Andersen.
   - Lad være at gå ud, Emil, det er naturligvis en Vagabond, bad Fru Ingeborg.
   - Ja, det tør jeg nok sige, indskød Line Andersen, - men kommer Docenten så?
   - Det er jo en mærkelig Tid at komme på, indvendte Inger, som også helst havde set, at hendes Fader havde sagt, at Fyren måtte komme igen den næste Dag.
   Mens dette Ordskifte stod på, havde ingen lagt Mærke til Barnet, som i det Øjeblik Line Andersen nævnede »en Mand«, var blevet betaget af formelig Rædsel for, at Personen, der vilde tale med Docenten, skulde være »manden«, som for hende var Indbegrebet af al Livsens ondskab.
   Hendes Blik, der var blevet helt vildt af Angst, søgte til alle Kroge og Døre om et Sted, hvor hun kunne gemme sig bort for »manden«, og i samme Nu, Docenten rejste sig for at følge efter Line Andersen, sprang Barnet hen til ham, klyngede sig til hans Arm og skreg dirrende af Angst:
   Å, Herre, hvis det er »Manden«, der kommer for at tage mig med sig, sig da ikke, at jeg er her! Skjul mig! Å, jeg vil ikke med ham!
   - Vær rolig, lille Ven! Hos os skal der ikke ske dig noget ondt, det har jeg jo lovet dig, og det kan du trygt stole på.
   Så gik Docenten ud til Manden, som viste sig at være en arbejdsløs Brøndgraver fra et Nabosogn, og som nu gik fra Sted til Sted for om muligt at finde noget tilfældigt Arbejde.
   Da Barnets Skræk havde sat sig, fik hun et Glas Frugtsaft og Vand, som skulde hjælpe til at berolige hende.
   Hun skulde netop følges op i Værelset, hvor hun foreløbig skulde sove, da Inger pludselig huskede på, at hun næste Dag inde i Byen måtte sørge for at købe Tøj til Pigebarnet, som fuldkommen skulde udstyres fra inderst til yderst.
   - Å, Moder, giv mig Metermålet, så noterer jeg alle Målene, køber straks i Morgen det nødvendigste og tager det med hjem. For vi kan jo ikke lade hende gå her og spille »Mignon« længere end højst nødvendigt.
   - Nej, det går jo ikke an, indrømmede Docenten.
   - Men lille Inger, når du vælger Kjolerne til hende, så tænk endelig på hendes ejendommelige Udseende, og tag noget, som både af Form og Farve hellere understreger det end udvisker det.
   - Ja, ser du, lille Moder, i Morgen køber jeg af Kjoler kun de allernødvendigste, to praktiske Dagligkjoler, enkle og stærke. Og så ringer jeg til Frøken Justesen og beder hende komme herud en Uges Tid for at sy alle de af mine Kjoler, som dog skulde moderniseres, om til Czinká, og det mener jeg er en god Idé.
   - Udmærket! sagde Ingers Fader.
   - Nå ja! sagde hendes Moder.
   Derpå gik Inger med sin lille nye Søster op til Sovekammeret, hjalp hende at gøre omhyggeligt Toilette til Natten og gav hende en af sine Natkjoler på.
   Da Barnet var kommet til Ro, og Inger var ved at forlade Værelset, rejste Pigen sig pludselig op og spurgte:
   - Hvor skal De sove, Frøken?
   - I Værelset her lige overfor. Er du måske bange for at være alene?
   - Nej, ikke her oppe på første Sal.
   - Vilde du være bange for at sove nede i Stuen? spurgte Inger.
   Barnet nikkede sit alvorlige »Ja«.
   - Og hvorfor vilde du være bange nede i Stuen?
   - For »Manden«.
   - Men Czinká, stakkels lille Czinká! Og du, som har måttet sove i Skove og Udhuse, du må jo have døjet af Angst.
   - Ja, jeg var bange.... så bange, så bange!
   - Stakkels lille Pige! sagde Inger og kyssede hende på Panden.
   - Godnat igen, og sov godt!
   Men atter standsedes Inger af Czinká, der spurgte:
   - Haluzka, min Kat, hvor skal den være? Er den måske jaget bort, hvad, Frøken?
   - Ikke »Frøken«, men Søster Inger, kan du nu huske det? Naturligvis er din Haluzka ikke jaget bort. Den må blive her, så længe den vil. Men du må selv passe den med Mad og Drikke. Godnat, Søster Czinká.