Zigeunerpigen

---

Lisa Mikaély (1931)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

VIII. En hændelse

   Da Inger Brun en Lørdag Eftermiddag kørte hjem til Fredensborg, og Toget havde holdt ved Hillerød, hvor altid en Masse Passagerer stiger ud, fik hun pludselig Øje på Frøken Ella Krag, Fru Gerda Holmers Søster, som hun kendte fra et Gymnastikkursus, hvor de havde været Elever på samme Hold.
   Ella Krag sad nogle Bænke fremme, men da der var Plads ved Siden af hende, satte Inger Brun sig hen til hende.
   - Nå, og hvad er så passeret i al den Tid, vi ikke har set noget til hinanden? spurgte Inger Brun, da hun havde hilst på Ella Krag. - For det kan snart blive et Par År siden.
   - Ikke store Oplevelser; de svæver måske i Luften om os, men de rammer os ikke, sjældent i hvert Fald.
   - Nej, vi små ældre Tante-Piger, vi holder os på det jævne, og kommer sjældent ud for de skæbnerystende Begivenheder. Deres Mosterværdighed er ikke blevet forøget?
   - Nej. Fire Pigebørn, det er tilstrækkeligt.
   - Mere end tilstrækkeligt! Der er for mange af vor Slags.
   - Ja. Og desuden er det sidste Nummer, Aase, så bedårende, at der umuligt kan præsteres noget yndigere. Og Deres Fasterværdighed, er den måske taget til?
   - Heller ikke, og hos Alfred er der kun de to Drenge, der kom for tretten År siden.
   - Tvillinger?
   - Ja, og to Pragteksemplarer. Men dem har jeg ikke megen Fornøjelse af. De lever jo der ovre på »Gratinggaard«. Som Regel ser jeg dem kun i Juleferien, da er vi altid ovre hos dem. Derimod er vi de senere År ikke sammen med Drengene i Sommerferien, de er jo nemlig med deres Lærer på Fodtur i Udlandet. Og det er brillant, det udvikler dem herligt i alle Retninger.
   - Det gør det naturligvis. Men De har jo på den Vis ikke så megen Fornøjelse af dem. Når man skal have rigtig Glæde af Børn, skal man have Lejlighed til at være meget sammen med dem; sådan som jeg, der ser dem næsten daglig, mens de er i Byen, og holder Weekend hos dem, når de er flyttet på Landet.
   - Ja, Børn kan være umådelig interessante, de er værd at studere. Det mærker jeg nu, da jeg har fået en lille Søster.
   - En Søster! Men det er da umuligt!
   - Ja, det er selvfølgelig hverken det, man kalder en Hel- eller Halvsøster, lo Inger ved at se Frøken Krags Forbavselse. - Det er en Søster, som Skæbnen har påført mig. Men jeg beklager mig ikke, for hun er pragtfuld, kan De tro, og jeg tør nok sige enestående i dette Land. Tænk Dem, den dejligste Zigeunertøs, og De vilde ikke blive skuffet, hvis De så hende.
   - Men, kære, det lyder jo som et Stykke Eventyr. Hvor har De fået fat i hende?
   - De må hellere spørge, hvordan hun har fået fat i os, for det er virkelig noget af Eventyret.
   Og da Frøken Krag syntes meget interesseret i Zigeunerpigen, fortalte Inger Brun Pigebarnets Historie fra den Dag, hun med sin »Haluzka« kom vandrende til »Elmebo«, fortalte om hendes Naturel, der var lige så særpræger som hendes Skønhed, og talte Lovord om hendes Smidighed og hendes gode Vilje med Hensyn til gerne at ville tilegne sig den daglige Omgangsform. Til sidst sluttede Inger Brun Foredraget om sin lille Zigeuner-Søster med at sige, at de første Dage, Czinká Pankravu opholdt sig i hendes Hjem, havde hun betragtet dette fremmedartede Barns Opdragelse som et interessant Eksperiment, men det havde ikke varet længe, inden hun havde følt denne Opgave som en kær Pligt.
   Følgen af denne Samtale om Czinká Pankravu blev, at Frøken Krag absolut vilde se dette opsigtvækkende Pigebarn og derfor indbød Inger Brun til om Søndagen at komme til Sørup og drikke The i »Skovhuset« og naturligvis tage den lille Zigeunerske med.
   - Jeg vil ikke love at komme, svarede Inger Brun, - både Fader og Moder sætter nemlig megen Pris på, at jeg bliver hjemme om Søndagen, og det er kun naturligt. For øvrigt er det jo også den eneste Dag, jeg har Tid til rigtig at tage mig af Czinká. Men vi får se. Der er vel Telefon i »Skovhuset«?
   - Ja. Vi har 527.
   - Godt, så ringer jeg efter Frokost, ved Ettiden.
   Straks efter var Fredensborg nået.
   Inger Brun gik ind i Garderoben og tog sin Cykel. Uden for Stationen skiltes Damerne, og mens Ella Krag som vanlig skulde afvente Anna Sivertsen og sine to ældste Søsterdøtres Komme for det Tilfælde, hun bragte mange Pakker med fra Byen - og det gjorde hun for det meste - hjulede Inger Brun af Sted til »Elmebo«, hvor hun af alle ventedes med Længsel.
   På Styret havde hun nemlig en ret stor Taske, i hvilken der var noget til hver enkelt i Hjemmet, små Kommissioner, små Gaver, Godter o.s.v. Blandt andet bragte hun med sig to nye Grammofonplader, ægte Zigeunermelodier, skønne og stemningsfulde, og som det skulde blive morsomt at spille for Czinká for at høre, om hun måske kendte dem. Hun havde desuden været heldig at få fat i en særlig Slags Shagtobak, som Per Steensen havde ønsket sig lige fra den Dag, Arkitekt Boesen for et Par Måneder siden havde været på »Elmebo« og havde røget, hvad Per Steensen vilde kalde en rigtig »Duft-Pibe«.
   Inger Brun havde altid syntes, at Per Steensen var en usædvanlig flink og rar Fyr, men hun var i den senere Tid kommet til at sætte endnu mere Pris på ham, siden Czinká var kommet til Huse, og han omtrent fra allerførste Dag havde taget sig så fornuftigt og omhyggeligt af hende og således på sin Vis også havde Del i hendes Udvikling, og Inger havde derfor en Morgen, da hun traf Arkitekten i Toget, fået Mærket på Tobakken og Adressen på Forhandleren og bragte nu Per Steensen så stor en Portion, at den antagelig kunde slå til, mens de var i Jylland. Senere skulde han nok få mere.
   Samme Aften blev både Shagtobakken og Pladerne prøvet. Per Steensen var ovenud glad og taknemmelig for Ingers Opmærksomhed.
   - Ja, Frøkenen kan nu slet ikke tænke sig, hvad det vil sige for os Mandfolk at ryge sådan en pibe Tobak, hvad enten man en Sommeraften slår et Slag hen ad Vejen, og Røgen slår op i Luften, eller man en Vinteraften sidder og fylder sit Kammer med denne liflige Duft og bilder sig selv ind, at man er en hel Herremand.
   - Det er godt, Per Steensen, at jeg har kunnet glæde Dem lidt, for De fortjener det, alene fordi De tager Dem så venligt af lille Czinká. Der er jeg Dem meget taknemmelig for.
   - Det er jo da kun ganske almindelig Menneskepligt. Sådan et stakkels lille, forsømt og forskræmt Væsen, som hun jo var, da hun kom her.
   - Ja, der er allerede sket stor Forandring med hende.
   - Ja, bevares!..... Men hun er jo alligevel noget for sig selv, helt anderledes end Børn i Almindelighed.
   - Det er Naturellet, Per Steensen, og det kan man ikke forandre.
   - Nej, og det kan jo måske også være godt nok; hun er et meget tænksomt Barn. Jeg har jo god Anledning til at mærke det, når vi om Morgenen går og pusler om Planterne. Hun har sådan rigtig det nænsomme og fornuftige Håndelag, der skal til.
   - Ja, hun elsker Blomster, har jeg lagt Mærke til.
   - Jeg vil næsten hellere sige, at hun har Kærlighed til Blomster. Forleden Aften, da jeg kom ned ved Stauderne, lå hun på Knæ foran en Rudbéchia, der er lidt tynd i det, og sagde til den, at den skulde skynde sig at vokse, for der var ikke så Længe, til den skulde stå og lyse med sine smukke, gule Blomster. Hun klappede den på Bladene og viftede lidt med Grenene, og imens sagde hun: »Du er jo ikke så dejlig som en Rose, men du er alligevel køn, og både Steensen og jeg holder af dig, og vi vil begge to være så glade, når du en Dag har fået mange, mange gule Blomster«.
   - Hvor det i Grunden er henrivende sødt, Steensen! sagde Inger Brun glad for dette Bevis på Barnets Godhed og Følsomhed.
   - Og så er hun meget interesseret i alt, hvad jeg fortæller hende om Planternes Pasning og om deres oprindelige Voksested, og Navnene, selv de latinske, husker hun, blot jeg har nævnt dem et Par Gange.
   - Ja, hun har lykkeligvis en kvik Hjerne, og så trætter og sinker hun Dem jo heller ikke i Deres Arbejde, Per Steensen.
   - Trætter! Å, nej, Frøken. Tværtimod, det letter snarere Arbejdet at have sådan en lille forstående Medhjælp ved Siden af sig. Og for alt det, den Pige ved om Planters Sjæl og Kraft både i den ene og anden Retning, det er sandelig forbavsende. Så vi kan jo godt sige, at vi gensidig belærer og oplyser hinanden.
   - Men det er da brillant, Per Steensen. Gensidig Påvirkning mellem Lærer og Elev, det må jo være det ideelle for begge Parters Vedkommende.
   - Ja, såmænd, Frøken.
   ---
   Efter Middagen, da Familien sad ved Kaffen ude i Haven, fortalte Inger sine Forældre om sit uventede Møde i Toget med Frøken Ella Krag, som skulde holde Weekend hos sin Søster, Fru Gerda Holmer, der med Mand og Børn boede i Sørup, og at Frøkenen absolut vilde have, at Inger skulde komme og drikke The hos dem Søndag Eftermiddag, men at hun ikke havde villet love det, da hun jo nok vidste, at Fader og Moder holdt mest af, at hun blev hjemme om Søndagen, især hvis der kom Gæster, hvilket ret hyppigt var Tilfældet.
   Alligevel var både Docenten og Fru Ingeborg enige om, at Inger skulde efterkomme Indbydelsen, for de kunde da så udmærket godt indse, at der kunde blive til gensidig Fornøjelse at opfriske Bekendtskabet efter i flere År at have tabt hinanden helt af Syne.
   Nå ja, så troede da Inger også nok, at hun vilde bestemme sig til at tage ned til Holmers.
   At Czinká skulde med på dette Besøg, havde Inger ikke nævnt et Ord om, og derom vilde hun Heller ikke tage endelig Bestemmelse, før hun havde talt med Barnet. Havde Czinká ikke Lyst til at komme med, skulde hun have Lov at være fri og blive hjemme.
   Mens Inger og hendes Forældre havde siddet ved Kaffen i Haven, havde Czinká, dels med Line Andersen og dels med Per Steensen, været den aftenlige Runde hos alle Gårdens Dyr, og de var mange og forskellige, om end ikke så forskelligartede, som Dyrene i »Vognen«.
   Der var en Hest med et lille Føl, en Ko med sin Kalv, et Gedepar med Kid, en So med syv små Grise, og hvad der interesserede Czinká allermest: fire Par dejlige Kaniner, og netop det smukkeste Par, de fuldkommen snehvide, havde Unger.
   Czinká fulgte som sagt med overalt og søgte stadig på en eller anden Måde at gøre sig nyttig. Hun passede også altid på at være den sidste henne hos Dyrene for at sige »Godnat« til dem, når Line Andersen og Steensen ikke hørte det. For Line Andersen havde sådan en særlig Måde at se på og virre med Hovedet, når Czinká gjorde noget, som de andre ikke gjorde, og det kunde Czinká ikke fordrage.
   Per Steensen, som så udmærket godt kunde forstå, at hun holdt så meget af Planter og Blomster, havde et Far Gange kyst ad Haluzka, og det kunde hun ikke lide, for Haluzka var en god Kat, der ingen Fortræd gjorde; tværtimod hapsede den mangen næsvis Mus og andre små Utysker, som vilde ind hos Hønsene, og aldrig havde Haluzka bidt en eneste Kylling.
   Dette, at Per Steensen havde kyst ad Haluzka, var også det eneste, hun havde at bebrejde ham. Det var hverken meget eller slemt, men hun glemte det ikke.
   Efter at Czinká havde sagt sit »Godnat« ti1 alle Dyrene, kom hun ud i Haven for at sige »Godnat« til sin Papa og Mama og Søster Inger, for det var Tiden nu, at hun skulde op og i Seng.
   - Hør engang, lille Czinká, kunde det more dig at følges med mig hen til nogle Venner i Morgen Eftermiddag? Der er nogle søde, små Piger, som glæder sig til at lege med dig, lokkede Inger og lagde Armen om hende.
   Som altid, når Czinká direkte blev spurgt om noget, tøvede hun et Øjeblik med Svaret.
   -Tak, Søster Inger.... jeg vil meget gerne følges med dig på Besøg hos dine Venner.... men Børnene.... du ved nok.... jeg bryder mig ikke om at lege.... og hvis jeg skal det, vil jeg hellere blive hjemme hos Papa og Mama.
   - Men, Czinká, hvad er det dog for en Idé, at du ikke vil lege med andre Børn, sagde Docenten med venlig Alvor, - det må du vænne dig til, lille Pige. Ellers kan det let gå sådan, at når den Dag kommer, at du får Lyst til at lege med andre Småpiger, så står du der alene og kender ingen, der vil lege med dig, og så vil du blive bedrøvet, meget bedrøvet endda.
   - Ja, Papa har Ret, lille Czinká, du må lære at omgås andre Børn, sagde Fru Ingeborg blidt belærende, - og derfor skal du være sød og i Morgen følges med Søster Inger på Besøg hos Kontorchef Holmers. Måske vil du komme til at more dig storartet; det er så ofte sådan, at noget, man slet ikke har Lyst til, men kun gør af Hensyn til andre, det får man alligevel selv Glæde af, du glæder os alle, hvis du går med.
   - Ja, Mama, ja! Jeg skal nok gå med Søster Inger, når I alle så gerne vil have det, men jeg glæder mig ikke, slet ikke, og jeg vil ikke danse for alle de fremmede Folk. Jeg vil kun danse og synge herhjemme.
   Med denne Erklæring, understreget af et lille, måske ubevidst Stamp med Foden og et lynende Blink i de sorte Øjne, gik Czinká Pankravu op mod Trappen. Men i næste Nu vendte hun om, styrtede tilbage, trykkede dem hver et Kys på Hånden og løb op i Huset.