Zigeunerpigen

---

Lisa Mikaély (1931)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

IX. Czinkás moderne kjole

   Så inderligt som Børn beder om godt Vejr, når de om Sommeren skal ud og more sig, så inderligt ønskede Czinká Pankravu Regnvejr for at undgå at komme ud og kede sig.
   Hendes Ønske blev ikke opfyldt. Det blev en af Højsommerens mest strålende Dage, og Czinká, der indså, at der var ingen Udvej for at undgå dette Besøg hos de fremmede Folk, gik stille omkring den hele Formiddag og var mere end nogen Sinde »den stilfærdige vilde«.
   - Å, Per Steensen, se at finde Czinká, hun er nemlig ikke i Haven, og sig til hende, at hun kan komme op til mig før Frokost, for jeg har noget til hende, som hun vil blive meget glad for, sagde Inger, da hun så ham i Gården.
   Per Steensen gik straks i Gang med at søge efter Czinká, som han heller ikke havde set noget til siden den tidlige Morgen nede i Haven.
   Han gik i Marken, og han gik i Hegnet; han spurgte Line Andersen og Folk på Vejen, men uden Resultat.
   Line Andersen havde ikke set Pigebarnet, siden de sammen havde været ude at tage Æg ind fra Hønsene.
   Men så kort før Frokost, da Per Steensen skulde over i Hønsehuset og hente et Jern, fandt han pigebarnet.
   Helt tilbage i den mørkeste Krog, hvor han havde sine Redskaber, sad hun på en lille Kasse, så lav, at Knæene stak helt til Vejrs, med Hovedet bøjet ned i Hænderne og i dyb Søvn.
   - Czinká, kaldte han dæmpet. Hun hørte ikke. - Czinká, kaldte han igen, og hun fo'r sammen, knejste, stirrede på ham og råbte angst:
   - Hvad skal jeg? Å, får jeg ikke Lov at blive hjemme? Å, Per Steensen, hvad skal jeg?
   - Blot komme op til Frøkenen inden Frokost, for Frøkenen har noget til dig, som du vil blive meget glad for.
   - Og andet sagde Frøken Inger ikke?
   - Nej! Men det er vist bedst, du skynder dig derop, for det er længe siden, Frøkenen bad mig om at søge efter dig, og jeg har været både ude i Marken og langt inde i Hegnet for at finde dig, har du måske siddet Længe i Hønsehuset? Og hvorfor har du egentlig sat dig herind?
   - Jeg tænkte, at der måske ikke vilde blive søgt efter mig her, og jeg vilde ikke være kommet frem før længe efter Frokost, når det var blevet for sent at gå på det Besøg.
   Da de kom ud i Lyset, så Per Steensen, at Czinká havde grædt.
   - Herregud, lille Czinká, hvad er der i Vejen? Har Fru Andersen skændt på dig for noget?
   - Nej, nej! Det er bare det, at jeg så nødigt vil på Besøg hos de fremmede Folk.
   - Snak, lille Czinká. Du skulde hellere være glad for, at Frøkenen vil tage dig med. Du må dog vænne dig til andre Mennesker end lige netop os herhjemme.
   Selvfølgelig var Inger straks klar over Situationen, da Czinká viste sig med sit forgrædte Ansigt. Men fornuftigvis gjorde hun ingen som helst Bemærkning om dette, så lidt som hun spurgte, hvorfor hun ikke havde været til at finde hele Formiddagen.
   - Nå, endelig viser Damen sig, sagde Inger spøgende, rejste sig og tog frem af Skabet en nydelig lille Kjole af écrufarvet Voile med Borter af Blade i høstlige Farver, en af Ingers omsyede Kjoler ganske vist, men som sikkert vilde passe Czinkás mørke Skønhed udmærket. - Og hvad siger du så til denne?
   Inger holdt Kjolen præsenterende op foran sig.
   Barnets Øjne, som var mærkede af Gråden, blev pludselig store og strålende ved Synet af Kjolen.
   - Ih, hvor er den smuk! Hvor er den smuk! råbte Czinká jublende, mens hun gik nogle Skridt baglæns, knugede Hænderne sammen foran Brystet for så med et at styrte frem mod Inger, rive hendes Hænder til sig, så Kjolen faldt på Gulvet, kysse dem atter og atter og mumle ind imellem. - Å, Tak.... Tak, Søster Inger.... Å, som den er smuk.... og det er min Kjole!
   - Ja, lille Czinká! Ja, lille Søster! Inger kyssede hendes Pande.
   - Den skal du have på i Dag hos Kontorchef Holmers. Jeg vil jo gerne have, it, de alle skal synes rigtig godt om dig, og jeg tror, du bliver meget sød i den Kjole.
   - Å ja, måske bliver jeg næsten lige så smuk som Moder, når hun danser.
   - Ja, det kan du være vis på, du gør, svarede Inger, der indså, at Bevidstheden om at være lige så køn som den smukke Moder vilde hjælpe Barnet over mangt og meget med Hensyn til Holdning og Optræden over for fremmede Mennesker. Czinká var af Natur både sky og stejl, god og upålidelig, den underligste og vanskeligste Blanding, som der skulde både megen Godhed og megen Klogskab til for at få et helstøbt og værdifuldt lille Menneske ud af.
   - Men skynd dig nu at få gjort dig i Stand, rigtig omhyggeligt, hører du det, lille Czinká! Børst Håret godt.
   - Må jeg tage den nye Kjole på til Frokost?
   - Ja, når du vil love at være meget forsigtig med den. Men du må skynde dig, Czinká, om et Kvarter skal vi spise.
   Inger havde valgt godt. Den lyse Kjole med de bronzebrogede Borter stod dejligt til Pigebarnets ejendommelige Skønhed: det sorte Hår, de fløjlssorte Øjne og den mørkgyldne Lød.
   Både Docenten og Fruen forstod også, at det til en vis Grad gjaldt om at bibringe Czinká Bevidstheden om, at hun i alle Tilfælde var lige så køn og lige så velklædt som andre Børn.
   Som aftalt med Frøken Ella Krag ringede Inger til »Skovhuset« Klokken lidt over et og meldte sit og Czinkás Besøg til Klokken tre.
   - Jeg vil gerne gå Dem i Møde, hvis De ikke kender Vejen gennem Hegnet, den er nemlig både den korteste og den kønneste.
   - Hvor vil De hen, Frøken, Grønholtbonde gennem fem År, og så skulde jeg ikke kende alle Smuthuller og Stier i Fredensborg og Omegn.
   - Nå ja. Men husk, at »Skovhuset« ligger tæt op til Hegnet og til højre, når De kommer ud på Vejen. Så Farvel så længe og på Gensyn!
   Godt at Czinká ikke overhørte denne Telefonsamtale, at hun overhovedet ikke vidste, at Turen gik ad Sørup til; thi det kunde måske yderligere have gjort hende betænkelig ved Besøget i »Skovhuset«.
   Lidt før de skulde af Sted og et Øjeblik, da Inger var alene med sine Forældre, sagde hun:
   - Er vores Pige ikke henrivende sød i den Kjole?
   - Jo, hun er nydelig! Du har Ære af din lille Søster, Inger, svarede Docenten, og det var klart, at han var hjertelig fornøjet med deres »Zingarese«, som han ofte kaldte hende.
   Derimod var Fru Ingeborg ikke så absolut tilfreds med Czinká i »Visitetoilette«.
   - Ja, vist er hun nydelig, hun kan jo vanskelig være andet med sin Skønhed og sin Gratie, men hun er ikke det, hun netop burde være sådan en Dag, når hun skal præsenteres i et fremmed Hjem.
   - Men hvad vilde du da, jeg skulde have givet hende på? spurgte Inger lidt forbavset over sin Moders Kritik.
   - Hvis det kom an på mig, lille Inger, vilde jeg ved en sådan Lejlighed netop have understreget hendes Særprægethed, vist hende i hele hendes umiddelbare Raceskønhed.... og den er der ikke Spor af i den Kjole.
   - Men hvilken Kjole skulde hun da have haft på?
   - Ja, jeg vilde jo have givet hende det gamle brune Tøj på, som hun var iført den Morgen, hun kom vandrende her til »Elmebo« med sin Kat, for da var hun det fuldblods dejlige Zigeunerbarn, men nu....
   - Å, du er fuldkommen vims, lille Moder!
   - Mener du også, at hun skulde være snavset og ufriseret? Hva', lille Ingeborg? For det var hun jo i høj Grad, da hun kom, bemærkede Docenten stilfærdigt.
   - Kære Emil, fritag mig for at svare på sådan noget Nonsens.
   - Men, kære lille Moder, tænk dig dog om. Hvad vilde det ikke blive for en Tort for Barnet selv at skulle trække i de gamle elendige Pjalter og vise sig sådan hos fremmede Folk.
   - Det skulde naturligvis forklares hende, at man netop ønskede at se hende, som det rigtig primitive Zigeunerbarn, hun er.
   - Men, kæreste Kone, Pigebarnet ved naturligvis nok, at hun er køn, for hun er jo ikke Idiot, men da hun endnu ikke har Begreb om Raceforskel og Typer, endsige om malerisk Udseende, hvor kan du så få sådan en absurd Idé. Jeg forstår dig ikke!
   - Og desuden må jeg sige dig, lille Moder, at jeg absolut ikke vilde lave Optog med Czinká som »Mignon«. Vore »pæne« indfødte vilde jo gro fast på Vejene af Forbavselse over at se Docent Bruns lille Datter i den Udhaling. Det maleriske, som de ikke forstår, har de jo ingen Glæde af.
   - Men så er de Folks Mening jo også ganske uden Betydning, så den behøver man jo ikke at tage Hensyn til. Men bevares, Inger, lad det blot blive, som du vil.
   - Det er også det bedste, lille Moder, da det er mig, der skal have hende med.
   I Udkanten af »Elmebo«s Have i Hjørnet ved Vejen, der fører langs Hegnet, stod Docenten og Fru Ingeborg og så efter »Børnene«, så længe til Hegnet skjulte dem.
   - Vil du nu ikke indrømme, Emil, at det vilde have været et både smukt og symbolsk Billede at se Inger, den kultiverede unge Kvinde, med Czinká, Naturbarnet, ved Hånden?
   - Jo, som Maleri eller som Film, jo, min Ven; men som veritabel spadserende fra »Elmebo« i Grønholt til »Skovhuset« i Sørup, nej, nej og atter nej!
   Da Inger og Czinká var kommet ud af Hegnet og skråede over Vejen til Stien, der førte til Sørup, var Czinká med sin skarpe Stedsans straks klar over, at det var der, hun havde gået hin Aften, da hun havde taget Maden i det smukke Hus ved Skoven. At Huset hed »Skovhuset«, vidste hun jo ikke; thi selv om hun havde set det malede Navn, havde hun jo ikke den Gang kunnet læse det.
   Alligevel havde hun en Anelse om noget, der ikke var helt rart.
   - Hvor er det egentlig, vi skal hen, Søster Inger? Jeg ved nok, det er en Kontorchef, der har Børn, vi skal besøge, men hvor bor de? Er der lang Vej endnu?
   - Nej. De bor lige på den anden Side af Sørup Hegn.... vi er der snart.
   Inger så godt, at denne Besked aldeles ikke virkede opmuntrende på Barnet, snarere det modsatte. Men Inger lod klogeligt som ingenting og undlod lige så klogeligt at give Czinká Forskrifter med Hensyn til hendes Opførsel hos Holmers. Thi om end Czinká, skulde begå en eller anden lille Kejtethed, så vidste Inger, at meget skulde tilgives hende på Grund af hendes lille interessante Personlighed, og at fornuftige Mennesker ikke ventede at skulle modtage en lille salonvant Bourgeoisipige, når man vidste, at Barnet kun i et Par Måneder havde levet i almindelige, civiliserede Omgivelser.