WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Zigeunerpigen




(1931)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


X. Besøget i »Skovhuset«

   Ude på Verandaen, hvor Thebordet stod dækket, ventede Holmers deres Gæster, mens Børnene løb i Haven og legede.
   Inden Lågen var nået, havde Czinká derfor hørt, set og genkendt alle fire Børn og Frøken Ella Krag.
   Modtagelsen var yderst elskværdig og Czinkás Optræden upåklagelig. Hun var til at begynde med for Resten ganske, som Inger havde ventet det, meget lidt indladende over for de fire Småpiger, der på deres Side syntes at ville nøjes med blot at betragte denne mærkelige pige, der så' så alvorlig ud og var så mørk og talte så underligt Dansk.
   Men da Moster Ella spurgte Børnene, om de ikke skulde lege med deres fremmede Gæst, lod Grethe straks Opfordringen på videre til Czinká.
   - Ja, skal vi gå ned i Haven og lege?
   - Nej, Tak, svarede Czinká særdeles høfligt og blev stående ved Siden af Inger, hvor hun havde siddet og drukket The, og som hun helst ikke vilde fjerne sig for langt fra.
   - Hvad skal vi så more os med? sagde Grethe, der følte sig som en Slags Værtinde for den Fremmede pige, som Moster Ella havde talt om, og som hun havde lovet, det skulde blive så morsomt at få Besøg af.
   Men så pludselig fik den stilfærdige Lisbeth en god Idé og sagde til Czinká:
   - Har du ikke Lyst til at se vores Haver? Vi har en lille Have hver, og den har vi Lov at plante i, alt hvad vi holder af, men vi har kun Blomster, Frugt er der ikke Plads til. Kom med, Czinká, så skal du bare se.
   Så tog hun Czinká i Hånden og trak af med hende, mens de andre Søstre fulgte efter.
   Czinka, som ikke var modvillig, men kun sky og lidt ængstelig over, at det netop skulde være disse Pigebørn, hun skulde komme til at besøge, tøede op, efterhånden som hun blev trukket med fra den ene Have til den anden, og hvor de viste hende alle de små Blomster, som de med mere eller mindre Held dyrkede.
   Grethes Have var inddelt i ganske små Bede, omgivet af Tusindfryd, og Bedenes Midte var næsten alt for fyldt af Stedmodersblomster, Forglemmigej, Vinca, Reseda og mange andre, og de tre andre Haver lignede for en Del hendes.
   Dog adskilte Birthes Have sig lidt fra de andres, fordi hun holdt mest af alt, hvad der voksede hurtigt og fyldte godt. Derfor havde hun ikke så mange Blomster, men meget Grønt. På Espalier, lavet af Træpinde bundet sammen med Sejlgarn, slyngede sig Vildvin og Vedbend. I et Hjørne snoede en Humleranke sig om et meterlangt Spanskrør, og i Havens Midte mellem en hel Mængde Tusindfryd knejste en stor Verbena med fem lange blomstrende Stængler.
   - Er den ikke flot? spurgte Birthe og daskede ret ublidt til de lilla Blomsterstande.
   - Jo, den er køn, og så har den stor Kraft, svarede Czinká.
   - Kraft, hvordan? Mener du sådan, at den er meget stærk?
   - Hårdfør, hedder det om Planter, oplyste Czinká. - Men det er ikke det, jeg mener.
   - Hvad er det da? Er det måske en Lægeurt?
   - På en Måde, for det er en Trylleurt.... Hvis man plukker en af dens Blomsterstængler, når Fuldmånen skinner på den, tørrer den i Solen og bagefter lægger den under sit Hovedgærde om Natten, så vil man i Drømme få at se, hvor viden om man skal vandre, og hvordan man skal undgå Forfølgelse.
   - Ih! Har du prøvet det? spurgte Birthe viltert.
   - Nej, men Moder ved det. Og Moder har også flettet Verbenablade til Krans og lagt om Hovedet, når hun havde rigtig Hovedværk, og det hjælper altid. Den hedder også Jernurt.
   - Ih, hvor mærkeligt! sagde Grethe tænksomt og tog et Øjeblik Øjnene fra Czinká for at se på Planten.
   - Du er en rigtig Zigeunerske, ikke? Czinká nikkede. - Ja, det har Moster Ella sagt. Og din Moder er også Zigeunerske? Igen et Nik. - Ih, hvor er det spændende! Men så kan du også spå, ikke? For det kan alle ægte Zigeunere, det har jeg læst om. Og I kan både spå i Hånden og i Kort, ikke?
   - Jo, jeg kan godt, men jeg vil ikke, svarede Czinká, der begyndte at more sig lidt over disse Pigebørns Spørgesyge og efter hendes Mening store Uvidenhed.
   - Og hvorfor vil du ikke?
   - Fordi I kun er Børn. Moder spår heller ikke Børn.
   - Gør det alligevel! Vi har nogle små Kabalekort. Jeg stikker op efter dem, råbte Birthe og var på Spring.
   - Det skal du ikke, for jeg vil ikke, erklærede Czinká, og det var mere Blikket fra hendes sorte Øjne end hendes Ord, der bremsede Børnenes Plageri.
   Men så kom Lisbeth hen og bad på sin blide Måde, om Czinká ikke nok vilde se rigtig efter i hendes Have, om der måske ikke også fandtes sådan en Troldeplante, og Czinká, som syntes bedst om Lisbeth, satte sig på Hug foran hendes lille Have og så opmærksomt ind mellem alle de små Planter.
   - Nej, Lisbeth, der er ingen Trylleurter, men næste År skulde du have mange flere af de der Forglemmigejer. De hedder Myosotis versicolor, og de er så smukke, for de er både gule og blå og violette, men man skal have mange af dem, det siger Per Steensen. Hjemme har vi dem i sådan brede Rabatter.
   - Hvem er Per Steensen?
   - Det er vores Gartner. Han kender alle Blomster og Urter og deres rigtige Navne. De der, hun pegede på Stedmodersblomsterne, det er egentlig store Violer, og deres rigtige Navn er Viola tricolor, forklarede Czinká belærende.
   - Ja, det ved jeg godt, skyndte Grethe sig at få sagt. - Vi har en meget dygtig Lærerinde i Botanik, og Fader og Moder siger også, at hvis vi ikke lærer noget, så er det vores egen Skyld, bekendte hun og lod Blikket hvile fast og talende på Birthe, der dog ikke lod sig genere af det.
   - Jamen, I har jo ikke stor Have i Skolen, så I må jo nøjes med at se Billeder af det alt sammen.
   - Det gør ikke noget, for de er nemlig meget ankuelige, hævdede Grethe.
   - Det kan aldrig være så godt som en stor, dejlig Have, hvor man kan gå både Morgen og Aften og se, hvad der er vokset frem om Dagen. Per Steensen siger også, at man skal leve med sine Blomster og Urter, for så kommer man rigtig til at elske dem, og det gror de af.
   Småpigerne, som ikke vidste noget om, at Czinká hverken kunde læse eller skrive, var ikke så lidt imponeret af både hendes Udseende, hendes Holdning og Viden, mens Czinká for sit Vedkommende var kommet til at føle sig rigtig vel tilpas mellem de fire Småpiger, som hun nu syntes var meget kønnere end den Aften, hun havde set dem fare omkring med de kulørte Lamper.
   - Kom med herhen, sagde Lisbeth og løb foran de andre hen mod Stengærdet, - her er så mange forskellige Blomster, og måske er der nogle fortryllende Planter imellem.
   - Å, Lisbeth! skreg Birthe højt leende. - Du kan selv være fortryllende, når du siger sådan noget Vrøvl. Trylleplanter er tilstrækkeligt.
   Alle fire Pigebørn stillede sig op og stirrede forventningsfuldt på Czinká, der undersøgende lod sine sorte Øjne afsøge både Stengærdets Flora og alle nærstående Buske og Blomster. Dog fandt hun ingen Planter af dem med hemmelig Kraft, som hun kendte. Men da hun pludselig opdagede en Plante, der i hendes Øjne lignede den, som hendes Moder kaldte »Alrune«, og som besad mægtig Kraft, og da hun gerne vilde forfølge sin botaniske Sukces, pegede hun helt højtideligt ind mellem Buskene og sagde med tilsvarende Tonefald:
   - Jo, se den der, den kalder vi »Alrune«, og den er en af Jordens allermægtigste Planter. Hvis man ser en »Alrune« på en Kirkegård, så skal man gå derhen, før Solen står op, og meget forsigtig skal man trække Planten op, så Roden ikke ødelægges, og svøbe den godt ind, så intet Menneskeøje ser den, og så skal man hænge den op sådan, at Månen i ni Dage kan skinne på den.
   Når så alle dens Blomster og Blade er visnet bort, skal man gemme Roden et hemmeligt Sted, hvor ingen andre kan finde den, for hvis andre rører ved den, taber den sin Kraft.
   - Og hvad så? spurgte Grethe, spændt til det yderste. - Hvad får man så at se?
   - Se! gentog Czinká højstemt. - Dejlige Ting, Skatte og Smykker så dejlige, at man slet ikke kan tænke sig det.
   - Jamen, kan man få nogen af dem? vilde Birthe vide.
   - Måske! Hvis man er klog, og altid bærer Roden på sig, men så ingen ser den, så bliver man ved at være smuk, om også man er gammel, og man bliver heller ikke opdaget af Politiet eller Grænsevagterne, og ingen Hund vover at, gø ad én, og det er næsten det allervigtigste.
   - Uha! Sikken en Rod! sagde Lisbeth og gøs.
   - Men Birthe, der hurtigt rystede Uhyggefornemmelsen af sig, sagde leende:
   - Ja, det med Hundene, der ikke gør, det er Højspænding. Så kan man forstå, at I Zigeunere kan komme så godt af Sted med at stjæle både Børn og Høns og Guld og Mad, og så....
   - Stjæle! Stjæle!
   Ordene blev ikke skreget ud, tværtimod, men der var en så rystende Angst i dem, at de alligevel virkede som Skrig; og da Czinká med der samme trak sig sammen, blev ligesom smal og et Øjeblik stirrede helt fortvivlet frem imod Børnene, blev de forvirrede og alvorlige og vidste ikke, hvad de skulde sige.
   I det samme smuttede Czinká forbi Børnene, fo'r gennem Haven og op på Verandaen, hvor Inger Brun og de andre Damer just talte om, hvor godt Czinká og de små Holmers lod til at kunne sammen.
   - Søster Inger! Å, kære Søster Inger, jeg vil ikke være her. Lad os gå hjem.... vil du ikke nok!
   Heller ikke dette blev sagt højrøstet. Kun som halvkvalte Suk, korte og runge, faldt Ordene, mens Barnets Arm klemte krampagtigt fast om Ingers Hals.
   - Men, Czinká, hvad er nu det for en Idé? Hvorfor vil du nu pludselig ikke være her? De små Piger er jo dog søde imod dig, ikke?
   - Nej, nej, Søster Inger! De siger, jeg stjæler.... da, skal vi ikke gå hjem?
   Inger var blevet rød, fordi Harmen kom op i hende. Der måtte jo være Ondskab bag ved dette. Alligevel sagde hun roligt til Czinká, hvis sorte, forskræmte Øjne stirrede ind i hendes:
   - Stjæle! Men du har jo intet stjålet. Der må være en hel Misforståelse.
   Pigebørnene havde imidlertid nærmet sig Verandaen, og de tre største, især Birthe, havde Færten af Ballade.
   - Kom lidt herop, kaldte deres Moder, som ikke havde kunnet undgå ar høre Czinkás Beklagelse. - Jeg håber ikke, det kan være rigtigt, at I har sagt til Czinká, at hun stjæler. Det vilde jo være meget, meget ondt.
   - Men det har vi heller ikke sagt, Moder, forsikrede Grethe, og Lisbeth sagde det samme, men Birthe sagde ingenting.
   - Hvad er det da, I har sagt, så Czinká kunde tro, I beskylder hende for at stjæle?
   Dette var Løsenet til en tredobbelt, mundrap, og samtidig afgivet Forklaring om Czinkás Kendskab til Troldplanter, i Særdeleshed til Alrunens mystiske Kraft, og om Birthes Udtalelse om det heldige i, at en sådan Rod kunde holde Hunde fra at gø, for så behøvede de, der vilde stjæle, ikke at være bange for at blive røbet af dem.
   Men Czinká, som tavs og stiv havde stået tæt op til Inger, sagde stilfærdigt og fast, vendt lige mod Birthe:
   - Det var ikke sådan. du sagde.
   - Det var da sådan noget lignende, ikke? hun så hen til Grethe, som ikke svarede.
   Men det gjorde derimod Czinká.
   - Nej, du sagde, at når Hundene ikke gør, så kan man forstå, at Zigeunerne kan komme så godt af Sted med at stjæle både Børn og Høns og Guld og Mad. Sådan sagde du.
   - Er det rigtigt, Birthe? spurgte Fru Holmer roligt, men meget alvorligt.
   - Jeg ved ikke rigtig, men det kan gerne være, jeg har sagt det på den Måde, men det er jo næsten det samme, og jeg har jo ikke sagt, at Czinká har stjålet.
   - Du har været tankeløs og sagt noget, som har såret Czinká dybt.... Vil du derfor straks gå hen og gøre hende en Undskyldning. Men det skal være nu, hører du, Birthe!
   - Ja, Moder, det kan jeg jo gerne gøre, svarede Birthe, og slentrede med Næsen i Vejret og Mugge-Underbid hen til Czinká som fuldkommen utilnærmelig holdt sig tæt til Inger.
   - Moder siger, jeg skal gøre dig en Undskyldning for det jeg sagde om Hundene og dem, som stjæler Børn. Jeg har jo slet ikke sagt, at du har stjålet, så det var da dumt at....
   Videre kom Birthe ikke i sin noget ejendommelige Undskyldning, for pludselig styrtede Tårerne Czinká ud af Øjnene, og hun brød fuldstændig sammen i Hulken, hvis dybeste Årsag hun kun selv forstod.
   Stille rejste Inger sig og førte Czinká med sig ud i Haven, og snart efter tog de Afsked og gik hjem til »Elmebo«.


Kapitel 11 >