Zigeunerpigen
Lisa Mikaély (1931)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
XI. Marika Pankravu findes
Da der kun var få Dage, inden Docenten, hans Hustru og Datter skulde rejse til Jylland, kunde der ikke inden Afrejsen blive Tale om noget Genbesøg af Familien Holmer, hvilket kom Czinká storartet tilpas.Selvfølgelig var Docent-Familien så velopdragne og fornuftige Mennesker, at de ikke udæskede Czinkás Kritik over Mennesker, i hvis Hjem hun var blevet modtaget med Venlighed.
Inger havde selvfølgelig fortalt sine Forældre om Czinkás Debut i Selskabslivet, men Barnet selv meddelte intet som helst ud over, at hun på Docentens almindelige og løst henkastede: »Og du har vel moret dig godt?« svarede: »Jo Tak. Men vores Have er meget, meget smukkere.«
Sin store Hemmelighed, Tyveriet i »Skovhuset«s Køkken, bevarede hun omhyggeligt i sit inderste Indre.
Skønt Czinká havde megen Fortrolighed til Søster Inger, havde hun dog endnu mere til Per Steensen.
Disse tidlige Morgentimer, hvor Naturen efter Nattehvilen sender sin friske, duftfyldte Ånde over Jorden og dens Skabninger, og hvor alt endnu er Stilhed og Fred, var Tiden, hvor Per Steensen og Czinká Pankravu - de eneste af »Elmebo«s Beboere, der var så tidligt på Benene - mødtes i Arbejdet for Urters og Blomsters Pasning og Trivsel, og fyldt af denne Fred og Glæde følte Czinká ofte Trang til at udtale sig.
Da derfor Per Steensen Morgenen efter Besøget i »Skovhuset« spurgte Czinká - måske lidt mere indgående end Docenten - hvordan hun så egentlig havde moret sig på dette Besøg, om Småpigerne, hun havde leget med, var venlige, om hun syntes godt om dem og gerne vilde have, at de skulde komme og besøge hende på »Elmebo«, svarede hun uden Betænkning og Forbehold:
- Nej Tak, jeg vil helst være fri for deres Besøg. For de ved ikke rigtig noget, de er dumme, og deres Moder er ikke nær så smuk som min Moder, og Haven! Å, Per Steensen, den kan ikke nær måle sig med vor Have.
En kort, klar og til Dels rammende Kritik.
Docenten havde ingenlunde glemt, at han havde lovet Czinká, hvis det var muligt, at skaffe hende Underretning om, hvor Vognen med hendes Moder, hendes lille Søster og alle Dyrene var henne i Verden. Han havde talt med Inger om Sagen, som slet ikke var så ligetil, når der nødig skulde opdages, hvorfra Forespørgslen kom.
Men Heldet kom til Hjælp.
En ung Mand, en af Ingers Kolleger i Ministeriet, Werner Bang, som for tolv Dage siden var taget på Ferie i Sverige og til Dels vilde gøre Rejsen som Fodtur, havde Inger betroet sig til.
Men da hun ikke var i Stand til at give ham andre og bedre Oplysninger at gå efter, end at Stedet, hvor disse Zigeunere i April Måned havde holdt til, lå nær ved en stor Skov, der hed »Svartvikskogen«, og at Czinká på Flugten der oppe fra var kommet gennem en By, der hed Gøinge, og da hverken Skoven eller Byen fandtes afsat på Kortet, var Sagen ikke så lige til.
Werner Bangs Plan var at tage direkte til Karlstad og derfra begynde Strejftog til Fods ind i der skønne Värmland. Men Ingers livfulde og malende Beskrivelse af Czinkás Personlighed og dramatiske Oplevelse vakte imidlertid i sådan Grad hans Interesse, at han kaldte Czinká en »Romantikkens Udløber«, som det skulde være ham en Hjertensglæde at kunne gøre noget for. Af denne Grund forandrede han endog sin Rejseplan, besluttede at tage først til Halland, afsøge Åsens Skove og Landsbyer og derefter gennemstrejfe Smålands-Området, hvor det skulde blive festligt måske at komme til at opleve et eller andet Eventyr.
Kun tre Uger havde Werner Bang Ferie. Seksten Dage var forløbet, og endnu havde Inger intet hørt fra ham. Men Trediedagen før hun selv skulde af Sted til Jylland, kom hendes Fader hende i Møde på Vejen op til »Elmebo«, da hun om Eftermiddagen kom hjem fra Byen.
I Frastand så hun, at han viftede med et Brev, og straks følte hun, at det måtte være det længselsfuldt ventede Brev fra Werner Bang.
- Fra Sverige? råbte hun på lang Afstand.
Docenten nikkede, og Øjeblikket efter holdt hun Brevet i Hånden. Da de begge var lige spændt på Indholdet, åbnede de straks Brevet, og ude på Vejen, lænet mod Havens Stengærde, læste de sammen, hvad Werner Bang havde at berette.
Dog allerførst så de på det lille Fotografi, som fulgte med, og som gengav »den smukke Moder«, stående ved Siden af »Vognen«, holdende en lille Pige i Hånden og med en Abekat på Armen. »Den smukke Moder« havde tydeligt nok været smuk engang. Ligesom Czinká havde hun store, sorte Øjne, der fyldte det halve Ansigt, men ellers.... en svær, træt Skikkelse, som man kun vanskeligt kunde forbinde med Begrebet Dans.
Men så Brevet.
».... efter at have trawlet Halland og Småland igennem på Kryds og tværs, uden at have fundet Spor af Hr. Pankravus Vogn eller Svartvikskogen, fik jeg endelig opsnuset, at »Svartvikskogen« også hed »Sunjeskogen«, og at den lå ved en By, som jeg forlængst havde passeret. Ebbien, tilbage til »Sunjeskogen«, hvor jeg fik oplyst, at Hr. Pankravu sad velforvaret i Falköpings Fængsel, og at hans »Kvinde« med Vogn og Børn og Dyr straks efter var draget nordpå, antagelig til Värmland, hvor Jordbunden blandt de fantasirige Värmlændinger er god for sligt Kæltringepak. Altså, af Sted til Värmland, hvor jeg efter et Par Dages Omstrejfen på Landevejen møder en stor, køn Dreng, udpræget Zigeunertype, med en Abekat på Hovedet, Musefælder og Sæbepiskere hængende på Skulderen og i Hånden et Tremmebur med Fugle. Min Næse sagde mig, at det var en Pankravu. Det gjaldt at holde på ham. Han kom hen til mig, spurgte, om Herren havde Brug for Musefælder, eller om Herren vilde spås. Nej, hans Varer havde jeg ikke Brug for, men han kunde jo få Lov at spå mig. Ja, men han spåede ikke selv, men hans Fugle trak Lykkesedler, og det var også godt, og hans Moder var en af Verdens bedste Spåkvinder, hun havde spået både Konger og Dronninger, og hvis jeg vilde følge med ud på den anden Side Skoven, skulde hans Moder både spå og danse for mig og lade Dyrene gøre deres Kunster.
Selvfølgelig fulgte jeg med. - Jeg risikerede jo ikke stort, da »Manden« sad velforvaret i Falköpings Fængsel. Gennem Skoven nåede vi til Engen, hvor Vognen holdt, og hvor »den smukke Moder« både spåede mig, dansede for mig og fremviste sine kunstbegavede Dyr.
Indlagte Foto, som forhåbentlig vil glæde Deres lille Zigeuner-Søster, beviser til fulde, at mine Anstrengelser er kronet med Held. Alle de nærmere Omstændigheder skal jeg fortælle, når vi igen ses. Kun endnu dette, at »den smukke Moder« ikke gjorde overvældende Indtryk af at være en smertebetynget Moder. Hun er som Billedet viser en fed, sløv og træt Kone, der spiser og drikker, danser og spår, og for øvrigt lader Verden gå sin skæve Gang.
Jeg håber, Frøken, at De må være lige så tilfreds med Udførelsen af Deres Mission, som jeg er lykkelig over, at De har betroet mig den. Thi den har skænket mig så mange uventede og interessante Oplevelser, at jeg har Stof til en stor og spændende Roman.
Efter Aftale afsender jeg lille Czinkás Brev til Moderen fra en af de svenske Byer, som jeg kommer igennem på Hjemrejsen til Danmark, og håber dermed at have opfyldt min Mission på den bedste og mest diskrete Måde....«
Dette Brev til Moderen, den første Skrivelse Czinká havde præsteret, var hverken langt eller skønt skrevet, men det var et Råb til en elsket Moder fra hendes Barns længselsfulde Hjerte.
Brevet var kun på få Linier, men enhver Moder måtte mellem Linierne og bag Ordene kunne høre Suk og se Tårer.
Brevet lød:
»Min kære Moder!
Du har vist været meget bedrøvet, fordi jeg er gået bort fra dig, og måske troet, at jeg var død. Men du må ikke sørge mere, for jeg lever og har det godt. Jeg har fundet en Papa og en Mama og en Søster Inger og Per Steensen, som er så gode imod mig og giver mig alt, hvad jeg skal have, og lærer mig at læse og at skrive. Men jeg længes så meget efter at se dig og at vide, hvordan du har det, kære Moder; også Søster Lejla og Broder Juko og alle Dyrene længes jeg efter. Farvel, kære Moder.
Din Datter
Czinká«
Czinká«
---
Docenten, Fru Ingeborg og Inger havde en lang Samtale om, hvad der burde fortælles, og hvad der skulde forties af Werner Bangs Brev.
Rigtignok vidste de kun alt for godt, at Czinká kun nærede Skræk for og Uvilje mod sin Fader, men dog syntes de, at det vilde være grimt at fortælle hende, at han havde begået Forbrydelser og nu sad i Fængsel. Men på den anden Side vidste de jo også, at hun vilde blive glad, når hun fik at vide, at »Manden« ikke mere var med i »Vognen«, for så havde hendes Moder Fred og fik ikke flere Prygl, hvilket jo sikkert var det, der allermest tyngede Barnets Sind.
Men at undgå dette og dog holde sig til Sandheden, som Docenten meget nødig vilde fravige, var ikke nogen helt let Sag. Imidlertid blev de enige om med Hensyn til Faderens Fængsling at forklare denne sådan, at han på Grund af nogle Stridigheder med Øvrigheden ikke havde fået Lov at drage videre med Vognen, men foreløbig skulde blive i Falköping. At Moderen havde danset og trakteret med Kaffe, vilde de heller ikke fortælle om.
Efter Middagen, da Czinká. som sædvanligt havde hjulpet Inger med at bære Kaffeservicet ned i Lysthuser, blev hun kaldt ind i Dagligstuen, hvor Docenten stod med Werner Bangs Brev i Hånden.
- Husker du, lille Czinká, at jeg for nogen Tid siden lovede dig at søge Oplysning om, hvor din Moder opholdt sig, og hvordan hun havde det, for så vidt det kunde gøres, uden at det blev opdaget, at du opholdt dig her på »Elmebo«?
- Ih, ja, Papa, det husker jeg da rigtignok, og jeg har sådan ventet. Nu troede jeg næsten, at Papa havde glemt det.
- Det kunde jeg aldrig glemme, lille Pige. At det har varet så længe, inden vi har hørt noget, er, fordi det har været meget svært at finde din Moders Opholdssted. Vognen står ikke mere ved Svartvikskogen, for din Moder er med dine Søskende og alle Dyrene draget helt op i Värmland.
- Moder og mine Søskende! Ja, men, Papa, »Manden«, hvor er »Manden« da blevet af?
- Din Fader er blevet tilbage i Falköping, der var nok nogle Sager, der skulde afgøres inden han måtte rejse videre.
- Å, så sidder »Manden« i Fængsel, det er jeg vis på, For så har han igen røvet, og plyndret eller måske stukket Ild på. Men det er godt, for så har Moder Fred så længe.... »Manden« har flere Gange været i Arrest.
Det var forståeligt, men uhyggeligt, at høre dette Barn tale sådan om sin Fader, og der opstod en Pause, inden Inger sagde:
- Men nu har vi fået Brev fra Sverige. En Herre, som jeg kender, har været derovre, og efter meget Besvær har han endelig fundet Vognen og talt med din Moder.
- Han har talt med Moder?
- Ja. Men før jeg læser Brevet for dig, skal du se, hvad der lå inden i det, sagde Inger og rakte hende Billedet af Moderen og Vognen med Hunden siddende foran.
- Å, min Moder! Min Moder!.... Min Moder! blev Czinká ved at skrige, mens hun skiftevis trykkede Billedet mod Mund og Kinder, Øjne og Pande.
Både Docenten, Fru Ingeborg og Inger blev stærkt bevægede ved at se dette heftige Udbrud af et Barns Kærlighed til en Moder, som til Gengæld viste ringere Omhu for sit Barn end et Dyr for sin Unge.
Endelig, da der faldt lidt Ro over Czinká, begyndte Inger at læse Brevet, det vil sige det, der passede for Barnets Øren. Naturligvis lyttede Czinká med Interesse, men Moderens Billede var åbenbart det vigtigste, thi hvert Øjeblik blev det betragtet og kysset og trykket til Brystet.
Da Inger var færdig med Brevet, kaldte Docenten Czinká hen til sig.
- Svar mig nu ærligt, kære Barn. Du ved, hvor meget vi alle holder af dig, og hvor nødigt vi vil miste dig, men længes du så meget efter din Moder, at du vilde være lykkeligere ved at vende tilbage til hende end ved at blive hos os, så skal du have din Frihed og have Lov at forlade os.
Forbavselse og Ængstelse lyste ud af Pigens Ansigt. Derpå gjorde hun som så ofte i sådanne Øjeblikke, hun bøjede sig hurtigt, kyssede Docentens Hånd og sagde:
- Jeg længes meget efter min Moder, men jeg elsker også alle jer, og jeg vil ikke bort herfra.