Zigeunerpigen
Lisa Mikaély (1931)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
XII. Czinká og Søster Inger
Dagen før Docentfamilien var rejst til Jylland, var Fru Erna Brun kommet til »Elmebo«. Hun var Enke efter en af Docentens Brødre, var umådelig retskaffen, særdeles velopdragen, og yderlig pligtopfyldende, men ikke morsom.Så længe hun havde været Enke, og det var mange År, havde det været Sædvane, at hun boede på »Elmebo«, mens Docentens var i Jylland. Hun havde nemlig ingen Børn og ikke meget at leve af, så til Landophold kunde der umuligt blive noget tilovers.
Under Docentens Fraværelse plejede også Fru Line Andersen at have Ferie omkring tre Uger, som hun tilbragte hos en gift Datter på Fyn, og i Stedet for Line Andersen kom en pæn Kone, Enken efter den forrige Sognefoged, og forestod Husholdningen med mere.
Tidligere havde Bruns været af den Mening, at der var dem, der viste Broderkonen en, for Resten ganske naturlig, Venlighed. Men dette År, da de havde det store Ansvar for deres lille, kære Czinká, var de mere tilbøjelige til at synes, at det var Fru Erna, der gjorde dem en stor Tjeneste med at opholde sig på »Elmebo« og tage Vare på Barnet, som for øvrigt i Per Steensen havde den mest trofaste og forstående Beskytter, man kunde ønske sig. Per Steensen tog aldrig Ferie, fordi han ikke ønskede det. Kun nu og da tog han en Dag fri for at besøge en Blomster- eller Havebrugsudstilling, men ellers var han som groet fast på »Elmebo«.
Inden Afrejsen havde Inger talt med Tante Erna om Czinká, som Fruen kun kendte fra et enkelt Besøg på »Elmebo« i Forsommeren. Fruen havde den Gang ikke lagt Skjul på sin Opfattelse, at Czinká var et både meget aparte og meget vanskeligt Barn, som hun i Bruns Sted aldrig vilde have turde optage i Hjemmet.
Inger søgte at mildne denne Opfattelse og sluttede med at sige, at skønt det naturligvis var meget beroligende at vide Czinká i Tante Ernas Varetægt, så vilde det jo på den anden Side være kedeligt, om hun skulde føle sig meget besværet af Pigebarnet. Tante Erna måtte derfor endelig ikke tage sig Ansvaret alt for højtideligt. Czinká var i høj Grad fremmed Blod, meget særpræget og på samme Tid både meget sky og meget stejl, men absolut et godt og kært Barn, som der sikkert kunde blive et udmærket lille Menneske ud af.
Hertil havde Tanten meget fornuftigt svaret, at ud over at fordre Lydighed og almindelig god Opførsel vilde hun ikke blande sig i Czinkás Opdragelse, da både Tiden dertil var alt for kort og hendes Kendskab til Barnet alt for ringe.
Det var en Aftale, at Per Steensen en Gang om ugen, i Lighed med foregående Somre, skulde sende Docenten en lille Beretning om, hvordan alt stod til på »Elmebo«. Men i sidste Øjeblik før Afrejsen havde Docenten lagt Hånden på Per Steensens Skulder og sagt:
- Og husk så, gode Per Steensen, at i År er det ikke kun Gård og Jord og Folk og Fæ, som De har Ansvar for, men det er også vor lille Czinká, som vi betror i Deres Varetægt. Jeg er nu ikke helt sikker på, at det vil gå så let med hende og min Svigerinde.
- Docenten kan være rolig. Jeg skal nok have et Øje med det hele.
---
Kun en Uges Tid efter Familiens Afrejse hændte det, at Fru Erna Brun, der led af næsten overdreven Rengøringstrang og hver Dag lod alle Gulvene, også i de for Tiden ubeboede Værelser, sæbevaske, pludselig og lydløst trådte ind i Ingers Værelse, hvor hun fandt Czinká, siddende foran Toiletbordet, lyksalig snusende til en Flacon med Kölnervand, som Inger havde ladet stå fremme.
Øjeblikkelig var Fruen fyldt til Randen af den retfærdiges rene rene Vrede og den ansvarsfuldes Værdighed.
- Hvad bestiller du her inde i Frøken Ingers Værelse?
- Ikke noget.
- Nå, ikke det! Du har da lukket op for Flaconen og naturligvis taget af den.
- Nej, nej! Jeg har kun lugtet til den.
- Ja vist! Men hvad vilde du overhovedet herinde, hvor du aldeles ikke har noget at gøre? Czinká, der straks havde rejst sig, stod trykket op i krogen og svarede ikke. - Nysgerrighed, den ulyksalige Nysgerrighed, som er alle tarvelige Folk medfødt og stempler dem som uopdragne personer, eller det som værre er.... for der er ikke langt mellem at være nysgerrig og at stjæle. I hvert Fald må du hellere tilstå, at du....
- Nej, nej! Jeg har ikke stjålet.... Jeg har ikke taget en Dråbe! Å, De er ond! Gå, gå! Jeg vil bort skreg Czinká, puffede voldsomt til Fruen, der stod foran Døren, og styrtede ned ad Trappen os ud i Haven.
Czinká lod sig ikke se mere den Dag. Men hen på Aftenen gik hun til Per Steensen i Haven, betroede ham, hvad der var sker og forsikrede, at hun ikke havde taget en Dråbe af Parfumen, men bare havde lugtet til den, fordi hun længtes så meget efter Søster Inger og syntes, at hun næsten kunde mærke hende, hvor den Duft var.
Et Par Dage efter, da Per Steensen skulde afsende det andet brev til Docenten, sagde han til Czinká, da de om Morgenen var nede i Haven, om han ikke i Brevet skulde hilse fra hende?
- Jo Tak. Men hun havde for Resten selv skrevet Brev til Papa og Mama og vilde bede Per Steensen se efter, at der ikke var alt for mange Fejl i og så lægge det inden i sit Brev.
Hun løb op og kom straks efter ned med det færdige Brev, og Per Steensen læste:
»Kære Papa og Mama og Søster Inger!
Her er smukt i Haven, Vejret er dejligt, og Per Steensen er så god imod mig, men ellers er jeg ikke så glad, for jeg længes så meget efter jer alle, og der er meget længe til om tre Uger. Mange kærlige Hilsner
fra Eders Czinká
- Er det rigtig, Per Steensen.... hvad?
- Jo, Czinká, det kan rigtig godt gå an, og det er også pænt skrevet.
- Det er godt.... Jeg vilde ikke skrive noget om, at Fru Brun har været så ond imod mig, og at jeg er så ulykkelig, for så vilde de blive så bedrøvede; derfor skrev jeg blot, at jeg længtes så meget efter dem alle.
- Det er rigtigt, lille Czinká, man skal hverken sige eller skrive noget, som gør andre ondt, når man da kan undgå det.
---
Ugen efter, sent på Eftermiddagen og kort efter at Per Steensen på Cykel var kørt op til Teglstruphegn for at hente en særlig køn Art Bregne, kom Sofie Larsen, Line Andersens Stedfortræder, ind i Dagligstuen, hvor både Fru Brun og Czinká sad, da det den Dag var Regnvejr, og bad Fruen komme ud i Køkkenet, da der var kommet en af disse Fyre, der sælger Rottefælder og Børster og den Slags Bras, en stor, sort Karl, der ikke var til at få af Sted igen. De blev nok nødt til at købe noget af ham for at få ham til at gå; om derfor Fruen vilde komme med ud, da det var så uheldigt, at Per Steensen just var borte.
Fruen efterkom Anmodningen, rejste sig stor og myndig og gik ud til Manden.
Men Czinká sad stiv af Rædsel, stirrende på Døren til Køkkenet, hvor han stod, Manden med Rottefælderne, »Manden«, hendes Moders onde Mand, der var brudt ud af Fængslet, for det havde han gjort før.... »Manden«, der altså havde fået at vide, hvor hun var, og nu var kommet for at tage hende med sig op til Vognen.... og hvor vilde han slå hende, fordi hun var løbet sin Vej!.... Å, »Manden«! »Manden«!.... Og Per Steensen var langt, langt borte og kunde ikke hjælpe hende. Å! Ingen, ingen vilde komme hende til Hjælp!
Nogle Øjeblikke klemte Czinká Hænderne om Hovedet, som var Skrækken så stærk, at det gjorde ondt....
En Lyd ved Dørens Lås.... i et Sæt fo'r hun op, af Sted ud i Haven, i Spring over Gærdet ned på Marken og gennem den våde Sæd ind i det dunkle Hegn, hvor Regnen hang som Tåge mellem Træerne, og Fuglene stille og stumme hyttede sig under de skærmende Blade.
---
Da Per Steensen ved Nitiden vendte hjem og blev modtaget med den alarmerende Efterretning, at Czinká var forsvundet kort efter, at han var kørt til Teglstrup, og ikke var til at finde nogen Steder, tænkte han straks, at der måske igen havde været en Scene mellem Czinká og Fru Brun, og at Barnet sikkert snart vilde komme hjem.
Men da han hørte, at dette ikke var Tilfældet, blev han for Alvor urolig og kørte straks igen af Sted for at søge efter hende.
Frem og tilbage kørte han på Vejene, krydsede inde på Stierne hele Grønholt Vang og Sørup Hegn igennem, kørte til Fredensborg, hvor hun var velkendt, søgte og forhørte, men alt uden Resultat. Til sidst kørte han ud forbi »Egelund« og et Stykke ind i Steenholt Vang, alt lige forgæves.
Havde Czinkás Rædsel for »Manden« været stor, var Per Steensens Angst for hendes Skæbne ikke mindre ved Tanken om, hvad der kunde være hændt en sådan lille, køn Pige, som Czinká.
Klokken var imidlertid blevet over elleve, og han begyndte at køre hjemad, stadig spejdende til alle Sider og spørgende de enkelte, han mødte.
Ved en Jernbaneoverskæring så han, at der var Lys i Ledvogterens Hus, og at flere Mennesker færdedes derinde. Han standsede, for han havde Fornemmelsen af, at her gik han ikke forgæves, og i samme Øjeblik, han bankede på, lukkede Konen op. Han havde næppe fået spurgt, om de havde set en lille Pige, der vist havde forvildet sig i Mørket, før Czinká rejste sig fra en Sofa, gik et Par Skridt hen imod ham og råbte: - Å, Per Steensen, bliv hos mig og skjul mig! »Manden« er efter mig.... å, frels mig.... »Manden«.... og derpå faldt hun sammen på Gulvet.
Per Steensen, som øjeblikkelig så, at Czinká var meget syg, ringede straks efter en Vogn, og mens de ventede på den, fik han at vide, at Ledvogteren, der havde set hende løbe ganske forvildet omkring langs Skinnerne, selvfølgelig havde taget sig af hende, men at hun på ingen Måde vilde sige, hvem hun var, og hvor hun hørte hjemme, for at ikke »Manden« skulde finde hende og slæbe hende med sig.
Snart efter kom Vognen. Czinká, som var gennemblødt af Regnen og tilsyneladende bevidstløs, blev svøbt ind i et Tæppe og lagt i Vognen, der hurtig nåede hjem til »Elmebo«, hvor Ængstelsen over Barnets Forsvinden havde været stor, men Bestyrtelsen over at få hende hjem i en sådan Tilstand var endnu større.
Da Czinká var bragt til Sengs, ringede Per Steensen til Lægen, der lovede at komme meget tidligt næste Morgen. Indtil da beordrede han fuldkommen Ro, frisk og kølig Luft i Værelset og nogle Gange ti Kamferdråber i lidt Vand.
Per Steensen vilde våge hos Czinká, til Lægen kom. Men Fru Brun gik til Ro efter at have beklaget sig over denne Dag, som uden Tvivl måtte være en af Årets Tyge Brahesdage, thi Fortrædelighederne havde været tiltagende Dagen igennem. Besøget af denne modbydelige Mand, der vilde sælge Rottefælder o.s.v., en rigtig Stratenrøver, der trængte ind i Køkkenet og ikke vilde gå sin Vej, havde gjort hende frygtelig angst, men naturligvis var Forskrækkelsen med Czinká meget værre.
Ved Oplysningen om Manden med Rottefælderne blev Per Steensen pludselig klar over Årsagen til Czinkás sørgelige Tilstand og dermed i Stand til måske at kunne berolige hende.
Lægen kom allerede Klokken syv, men kunde ikke med det samme udtale sig bestemt om Sygdommens Karakter. Straks derpå telegraferede Per Steensen til »Gratinggaard«, talte med Inger og forklarede roligt uden Omsvøb og Fortielser, hvad der var sket med lille Czinká.
Et Øjeblik var Inger bestyrtet og grædefærdig , men hurtig tog hun sig sammen, takkede Per Steensen og sagde:
- Jeg taler med Fader og Moder og rejser derpå straks med Bil gennem Landet og kan måske nå at være hjemme hos Barnet allerede i Aften. Skaf straks en Sygeplejerske.
Klokken fem om Eftermiddagen sad Inger Brun ved sin lille dødssyge Søsters Leje. Den næste Dags Aften kom Docenten og hans Hustru, bedrøvede og rystede over deres lille Czinkás Sygdom, som gjaldt det et af deres egne Børnebørns Liv.
---
I mere end en Måned svævede Czinká mellem Liv og Død. Denne Spænding, både Dag og Nat, tog stærkt på alle hendes Omgivelser, men stærkest selvfølgelig på de to gamle Folk.
Dog ikke så snart var Czinká erklæret uden for Fare, før man begyndte at tale om Fremtid for dette ejendommelige, men kære Barn, som man holdt så inderlig meget af, men hvis Opdragelse de var ganske klare over vilde volde mange Vanskeligheder. Da besluttede Inger sig til at lade den Bombe springe, som hun længe havde haft i Beredskab.
- Hvad mener I to, kære Gamle, om jeg, som dog må bo i Byen om Vinteren, tog Czinká med mig ind, og for Fremtiden indrettede mig på at dele Hjemmet med hende? Hvad siger I til den Plan?
Ja hvad skulde de sige. De måtte have Lov at tænke lidt over det, for det kom jo så overrumplende.
Men de måtte dog indrømme, sagde Inger, at selv den bedste Undervisning, den fornuftigste Opdragelse her ude på Landet og hos to ældre Mennesker, som vilde topforkæle hende, absolut ikke kunde betyde den Udvikling for hende som det daglige Liv i en stor By og sammen med en endnu ung og meget levende Søster.
Docenten indrømmede Ingers fornuftige Syn på Sagen, men nu havde de jo glædet sig til at have dette unge Liv i Huset, da de hele Vinteren igennem kun så Inger fra Lørdag til Søndag Aften.
Men i Stedet for vilde de så se to fra Lørdag til Søndag Aften, indvendte Inger muntert.
Endnu taltes lidt frem og tilbage om Sagen. Men så sluttede Docenten af med at sige:
- Ja, ja, Inger.... så tag du hende da.... Moder og jeg er måske nok for gamle til dette Zigeunerbarns viltre Naturel og brusende Ungdom.