Niels Klims underjordiske Reise

---

Ludvig Holberg (1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

I: Forfatterens Nedfart til Underverdenen

   Efterat jeg ved Academiet i Kiøbenhavn havde overstået begge Examener, og fået Karakteren Laudabilis både for Theologien og Philosophien, lavede jeg mig, i Året Sexten Hundrede og Fire og Tredsindstive, til at reise hiem igien til mit Fødeland, og gik ombord på et Skib, som var bestemt til Bergen i Norge. Jeg var forsynet med glimrende Testimonier fra begge Faculteter; men blottet for Penge, en Skiebne, som jeg havde tilfælles med alle andre Norske Studentere, der i Almindelighed komme pengeløse tilbage fra Musernes Tempel. Vi havde god Vind, og ankom efter sex Dages lykkelige Seillads til min Fødebye Bergen.
   Lærdere, men ikke rigere, levede jeg i nogen Tid efter min Hiemkomst af mine Slægtninges og Forvandtes Understøttelse. Uagtet jeg på denne Måde levede som et Slags Tigger, drev jeg dog ikke Tiden bort ved Lediggang; thi for at udvide mine Kundskaber i Physiken, som jeg havde begyndt at legge mig efter, undersøgte jeg omhyggelig Landets og Biergenes indvortes Beskaffenhed, og streifede til den Ende rundt omkring i alle Kroge der i Provindsen. Der var ingen Klippe så steil, at jeg jo forsøgte at klavre op på den, ingen Hule så dyb og rædsom, at jeg jo vovede mig ned deri, i Håb om at finde et eller andet, der var en Naturkyndigs Opmærksomhed og Undersøgelse værd. Vist er det, at der gives mange Ting i mit Fødeland, som vi ei allene aldrig see, men ikke engang høre tale om, der, hvis de fandtes i Frankrig, Italien, Tyskland eller noget andet Land, som forståer at giøre Væsen af sin Frugtbarhed på Mirakler, skulde have opfyldt den lærde Verden med uendelige Afhandlinger, og den læge med umættelig Læselyst.
   Iblandt de Ting, som forekom mig meest mærkelige, var en Hule på Toppen af et Bierg, som Indbyggerne kalde FLØIEN. Af sammes Munding kommer af og til en vis mild og ikke ubehagelig Vind, som om Hulen ved idelige Suk drog Luften til sig og udstødte den igien; hvilket har givet de Lærde i Bergen, især den berømte ABELIN, og den i Astronomie og Physik særdeles grundige Magister EDVARD, Conrector i den Latinske Skole, Anledning til at opmuntre deres Landsmænd, da de selv for Alderdoms og Svagheds Skyld ikke kunde, til nærmere at undersøge denne Hules egentlige Beskaffenhed. Den syntes dem så meget mere fuldkommen at fortiene den grandskende Philosophs Undersøgelser, som den virkelig til bestemte Tider, lig et Menneske der snorker, drog den udstødte Luft med Heftighed til sig.
   Ansporet ikke mindre af disse store Mænds Opmuntringer, end af min egen medfødte Tilbøielighed, pønsede jeg på at stige ned i denne Hule, og åbenbarede mit Forsæt for nogle gode Venner, som slet ikke syntes derom; men påstode, at man både måtte være gal og fortvivlet for at påtage sig slig en Forretning. Men deres Formaninger vare aldeles spildte, og isteden for at slukke min engang antændte Lyst, opflammede de samme endnu mere. Min Tilbøielighed trak mig, trods alle Farer, til Naturens Studering, og mine slette Omstændigheder skiøde bag efter. Aldeles blottet for Penge, blev det mig meer og meer utåleligt at leve af andres Nåde; og med den skrækkelige Udsigt, til bestandig Armod for Fremtiden, såe jeg mig al Vei til Ære og Forfremmelse i mit Fødeland tillukt, med mindre jeg ved et eller andet vovsomt Arbeide, der giorde Opsigt, åbnede mig den.
   Fuldkommen fast bestemt ved disse Betragtninger, tillavede jeg alt hvad jeg havde nødig til Toget, og gik en Torsdag Morgen, i smukt klart Veir, ud af Byen, ved Dagbrækningen, for, når mit Arbeide var forbi, at kunne være der igien inden Aften. Hvor lidt drømte jeg dengang om, at jeg, som en anden Phaëton,

Hovdkulds boltrende giennem Luften i susende Rullen,

nedstyrtet på en anden Klode, først efter ti Års Omtumlinger, igien skulde see mit Fødeland og mine Venner! Dette Tog blev foretaget i Året Sexten Hundrede og Fem og Tredsindstive, da HANS MUNTHE og LARS SØRENSEN vare Borgemestere, og CHRISTEN BERTELSEN og LARS SAND vare Rådmænd i Bergen. Fire Daglønnere fulgte mig med Reeb og Bådshager, som jeg skulde bruge til Nedstigningen. Vi gik lige til SANDVIG, hvor den letteste Opgang er til Bierget, og da vi derfra havde vundet op til Toppen, tæt ved den fatale Hule, satte vi os trætte ned et Par Øieblikke, for at tage den nødvendige Frokost. Da først begyndte mit Hierte, som om det ahnede den forestående Ulykke, at bæve. Jeg vendte mig til mine Medfølgere: »hvo af Eder,« spurgte jeg, »vil nu først bryde Isen?« Men ingen svarede. Med et opluede mit halv slukte Mod på nye; jeg lod dem binde Rebet om mig, giorde mig synkefærdig, og befalede Gud min Siel.
   De nedlode mig derpå i Hulen, efterat jeg havde underrettet dem om, hvad de videre havde at giøre, at de nemlig skulde blive ved at stikke på Rebet, indtil de hørte mig råbe, ved hvilket Tegn de skulde stoppe; og når jeg blev ved at råbe, i en Hast hale mig op igien. Jeg tog selv en Bådshage i den høire Hånd, at jeg dermed kunde bortstøde hvad Hinder der kom mig i Veien på min Nedfart, og tillige styre mig lige i Midten af Hulen; og således lode de mig glide. Men neppe var jeg kommen elleve tolv Alen ned, før Rebet brast. Jeg sluttede mig til denne Ulykke af de Fires pludselige Hylen og Tuden, som dog strax forsvandt, eftersom jeg med en forunderlig Hurtighed nedtrimlede i Afgrunden, og, som en anden PLUTO, når jeg undtager, at jeg, isteden for Scepter, havde kun en Bådshage:

Sank i Afgrundens Bug giennem den gabende Jord.

   Jeg havde dumpet i tykt Mørke og uophørlig Nat henved et Qvarteer, såvidt jeg i denne Forstyrrelse kunde beregne, da jeg endelig bemærkede et Skimt af Lys, som et Slags Tusmørke, og strax derpå en reen og klarskinnende Himmel. Jeg troede herover i min Eenfoldighed, at jeg enten ved den underjordiske Lufts Tilbagestød, eller nogen anden sådan Modvind, var pustet op igien, og at Hulen, ved at give sin Ånde fra sig, igien havde givet mig til Jorden. Men da både den Sol, jeg såe, Himmelen og alle Stiernerne vare meget mindre, end de, vi Mennesker i Almindelighed see, kunde jeg Dog denne sidste Meenings Latterlighed opdagede jeg strax derpå, da jeg såe mig selv, bevæbnet med Bådshagen og slæbende det lange Reeb efter mig, vel begribende, at man hverken behøver Reeb eller Bådshager, for at lande ved Paradiis, og at de himmelske Borgere umuelig kunde synes om en Prydelse, hvorved jeg lod til, efter Giganternes Exempel, at ville bestorme Himmelen og jage Guderne derfra. Langt om længe, da jeg ret alvorlig havde grundet på Tingen, begreb jeg, at jeg måtte være neddumpet til den underjordiske Himmel, og at deres Meening må være grundet, som påståe, at Jorden er huul, og at der inden for dens Skal er en anden mindre Verden, med en mindre Sol, mindre Planeter og Stierner i samme Forhold. Udfaldet viiste, at jeg giettede ret.
   Den Fart, hvormed jeg nedstyrtede, havde nu varet temmelig længe, da jeg omsider fornam, at den lidt efter lidt sagtnedes, alt som jeg meer og meer nærmede mig til den Planet eller Himmelklode, som jeg ved min Nedfart først var bleven vaer lige for mig. Den blev efterhånden større og større, så at jeg tilsidst igiennem en tykkere Dunstkreds, som omgav den, tydeligen kunde skielne både Søer, Bierge og Dale på dens Overflade.

Lig Fuglen. som om muskelklædte Klipper,
   Imellem Fieldets Tind og Bølgens Top,
På lette Vinger over Dybet vipper,
   Så mellem Jord og Himmel hang min Krop.

   Jeg befandt tillige nu, at jeg ikke allene svævende hang i den himmelske Luft; men at den lodrette Linie, hvori jeg hidindtil havde tumlet, gik over til en Sirkel. Jeg nægter ikke, at Hårene reiste sig på mit Hoved ved denne Opdagelse, af Frygt for, at jeg måtte være bleven forvandlet til en Planet eller Planet-Drabant, for at omdreies i en evig Hvirvel til Verdens Ende. Dog, da jeg overveiede hos mig selv, at min Ære herved ikke tabte det mindste, og at en himmelsk Klode, eller en himmelsk Klodes Drabant i det mindste, altid i Rang kunde gåe op mod en sulten STUDIOSUS PHILOSOPHIÆ, voxte mit Mod på nye, så meget meer, som jeg, styrket ved den himmelske Luft, hvori jeg svævede, hverken fandt til Hunger eller Tørst.
   Imidlertid faldt det mig ind, at jeg havde en Kringle i min Lomme; jeg tog den frem, blot for at forsøge, om noget i denne Tilstand kunde smage mig; men jeg mærkede strax ved den første Mundfuld, at al jordisk Føde var bleven mig modbydelig, og slængte den derfor bort, som en unyttig Byrde. Hvor stor blev min Bestyrtelse ved denne Leilighed, da den bortkastede Kringle ikke allene blev hængende i Luften; men - o Under! - begyndte endog at beskrive en Sirkel rundt omkring mig. Jeg fik herved et tydeligt Begreb om de sande Bevægelses Love, efter hvilke alle Legemer, når de sættes i Ligevægt, måe bevæge sig i en Sirkel. Så nedslået, som jeg kort tilforn var bleven over at see mig en Boldt for den spottende Skiebne, så stolt blev jeg derimod nu, ved at see mig ophøiet ikke allene til selvstændig Planet, men endog til en, som evig skulde opvartes af en Måne, og altså kunde henregnes til Stierner af første Størrelse, eller Planeter af første Rang. Og, at jeg skal bekiende min hele forfængelige Skrøbelighed, blev jeg virkelig så umådelig opblæst af denne Lykke, at om jeg på eengang havde seet alle Borgemesterne og Rådmændene i Bergen komme mig imøde, havde jeg blot værdiget dem et Blik, for at skue ned på dem, som Atomer, og ikke bukket min Bådshage, end sige min Ryg for dem.
   Jeg blev næsten heele tre Dage i denne Forfatning. Da jeg omtumledes bestandig ved den mig nærmeste Planet, kunde jeg letteligen skielne Nat fra Dag, ved at see den underjordiske Sol ståe op og gåe ned, endskiønt jeg ikke mærkede nogen sådan Nat, som hos os, når den forsvandt. Thi efter dens Nedgang blev hele Himmelen overalt lys og skinnende, omtrent som den fulde Måne hos os, hvilken Glands, jeg sluttede, måtte komme fra denne indvendige Verdens Hvelving eller Halvsphære, som lånte sit Lys af den i Middelpunkten værende Sol. En Smule Indsigt i Astronomien hialp mig til at giøre denne Gisning.
   Men allerbest, som jeg midt i denne lyksalige Forfatning drømte mig næst efter de udødelige Guder, og betragtende mig selv som et nyt Himmellys, giorde Regning på, snart af den nærmeste Klodes Stiernekigere, tillige med min Drabant, at blive indført i Stiernernes Tal - see! da lod sig et skrækkeligt bevinget Uhyre tilsyne, som truede snart min høire, snart min venstre Side, snart min Pande, og snart min Nakke med tilintetgiørende Stød. Jeg troede i Førstningen, da det nærmede sig, at det måtte være et af de tolv Himmeltegn, og ønskede hemmeligen, om så var, at det måtte være IOMFRUEN, da i det heele Himmeltegn-System intet uden dette i denne Eenlighed kunde være mig til mindste Moerskab og Husvalelse.
   Men da det kom mig nærmere, såe jeg, at det var hverken meer eller mindre end en umaneerlig stor og gyselig Grif. Jeg blev herover så betagen af Skræk, at jeg aldeles glemte mig selv og min nye himmelske Værdighed, og i denne usigelige Angest tog mit Testimonium fra Academiet, som jeg til al Lykke havde i min Lomme, frem, for at vise min truende Fiende, at jeg havde både min theologiske og philosophiske Examen, var Student, og det, som meere er, Baccalaureus, der altså kunde drive hver fremmet Modstander tilbage ved at exipere Forum.
   Men da min Forbittrelses første Heede var forbi, kom jeg lidt efter lidt til mig selv igien og beloe denne Dårlighed. Jeg begreb endnu ikke til hvad Ende denne Grif fulgte mig. Jeg vidste ikke, enten jeg skulde ansee den for en Ven eller Fiende, eller troe, som dog lod meere sandsynligt, at den blot, for at stille sin Nysgierrighed, vilde gotte sig med at betragte mig. Sandt er det, at et menneskeligt Legeme, hængende i Luften, med en Bådshage i Hånden, og slæbende et langt Reeb efter sig, som en Hale, var et Syn, som kunde lokke ethvert umælende Dyr til Betragtning.
   Den usædvanlige Figur, jeg dengang giorde, gav og, som jeg siden fik at høre, Indbyggerne på min Side-Planet Anledning til adskillige Samtaler og Hypotheser. Philosopherne og Astronomerne holdt mig for en Komet, og toge Rebet for Kometens Hale. Nogle påstode endog, at sligt usædvanligt Luftsyn vist måtte betyde en overhængende Ulykke, Pest, Hungersnød, eller nogen anden sådan ualmindelig Tildragelse. Andre gik endnu videre, og, så vidt de langt fra kunde bemærke, afbildede meget nøie min Gestalt, så at jeg allerede var defineret, beskreven, malt og stukket i Kobber før jeg kom der. Jeg hørte alt dette siden med Latter og en Slags kildrende Fornøielse, da jeg var kommet ned på denne Klode, og havde lært det underjordiske Sprog.
   Man må lægge Mærke til, at der inden i Jorden gives visse usædvanlige Stierner, som pludseligen vise sig af og til, og som de kaldte SCISCISI (eller HÅREDE), hvilke de beskrive som meget gyselige med blodrøde Hår, der ståe dem på Hovedet som Børster, og et Svæv, der fuldkommen ligner et langt Skiæg. De regnes derfor, ligesom hos os, blandt de himmelske Jertegn.
   Men til Historien igien! Griffen var nu kommen mig så nær, at den anfaldt mig med sine Vinger, og var i Begreb med at sluge mit eene Been, så at jeg nu tydelig mærkede, i hvad Hensigt den besøgte mig. Jeg begyndte derfor at værge mig mod denne stridbare Fiende, tog min Bådshage i begge Hænder, og afbødte dermed ikke allene dens forvovne Angreb; men nødte den endog til imellemstunder at vige tilbage, indtil jeg endelig, da den blev ved at nappe mig, efter adskillige frugtesløse Slag stødte Bådshagen med slig en Eftertryk imellem begge Vingerne bag ind i dens Nakke, at jeg ikke kunde fåe den ud igien. Det sårede Uhyre styrtede med et gyseligt Skrig ned på den underliggende Klode, og jeg, som allerede var kied af min nye himmelske Stiernerang, da jeg mærkede, at den, som enhver anden Høihed var udsat for Fald og Farer:

   Mig lod med Fuglen sorgløs dumpe ned
Til Jorden. Som fra Soles lyse Vrimmel
En Stierne ned af ætherreene Himmel
   Om ikke glider, synes som den gleed.

Og således blev den Sirkel, jeg nys tilforn beskrev, atter forvandlet til en lodret Linie.
   Efterat jeg med en Slags Heftighed i Førstningen var trukken ned imod den tykkere Luft, hvis Susen døvede mine Øren, sank jeg omsider med et let og uskadeligt Fald sagte ned på Jorden, tilligemed Griffen, som strax efter døde af sit Sår.
   Det var Nat, da jeg kom ned på denne Planet, som jeg sluttede deraf, at Solen var borte, og ikke af Mørket; thi det var endnu så lyst, at jeg tydeligen kunde læse hvert Bogstav i mit Testimonium. Dette natlige Lys kommer fra Firmamentet, eller den inderste Skal af vor Jordklode, hvis halve Deel glindser som vores Måne. I Henseende til Lysningen er derfor her næsten ingen Forskiæl imellem Dag og Nat, undtagen for såvidt, at Solen er borte, og Nætterne af denne Årsag ere noget koldere end Dagene.