Niels Klims underjordiske Reise

Ludvig Holberg (1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

III: Beskrivelse over Byen KEBA

I denne min Underviisningstid førte min Vert mig ofte omkring i Byen, for at vise mig alt hvad der var sieldent og mærkværdigt. Vi spadseerte rundt omkring med hinanden uden Hinder, og hvad jeg meest undrede mig over, uden mindste Tilløb af Pøbelen. Det gåer ganske anderledes til hos os, som man veed, hvor ved enhver Ubetydelighed, som man ikke netop seer hver anden Dag, Folk stimler sammen i Tusindtal, for at mætte deres Nysgierrighed. Men denne Planets Indbyggere synes, tvertimod os, nok så godt om gamle Vigtigheder, som om nye Snurrepiberier.
KEBA, så heed denne Bye, er den næststørste Stad i Fyrstendommet POTU. Dens Indbyggere udmærke sig ved så megen Alvorlighed og Sindighed, at man kunde tage hver af dens Borgere for en Rådsherre. Alderdom er især her i største Anseelse; på intet Sted i Verden ere gamle Folk meer agtede og ærede, deres Meeninger, ja deres blotte Vink ere Ungdommen hellige. Jeg undrede mig derfor så meget desmeere over, at et så sædeligt og sindigt Folk kunde finde Smag i Leegekampe, Skuespil og andre slige theatralske Forlystelser, der syntes mig at stride aldeles mod deres medførte Alvorlighed. Min Vert, som mærkede denne min Forundring, stræbte at tilintetgiøre den. Vi har, sagde han, i heele dette Fyrstendom den Skik at afvexle med alvorlige Forretninger og morende Forlystelser:

Vi efter øvet Pligt til skyldfrie Moerskab tye,
For med fornyet Kraft at øve hin på nye.

Thi mellem andre ypperlige Indretninger i dette Land har man givet Indvånerne Tilladelse at nyde alle Slags uskyldige Fornøielser, hvorved man troer at Sielen styrkes og giøres beqvemmere til trættende Forretninger, ikke at tale om, at slige med Måde nydte Forlystelser forjage Tungsindighed, der ikke sielden er Moder til Oprør og andre fortvivlede Foretagender. Af denne Årsag pleiede de efter deres alvorlige Forretninger at adsprede sig ved Skuespil eller anden Moerskab, dog på sådan en Måde, at Alvorligheden aldrig udartede til Barskhed, eller Munterheden til Kådhed. Så fornøiet, som jeg var med dette, så ærgerlig blev jeg, da jeg hørte, at de regnede Disputatser iblandt deres theatralske Leege. På visse bestemte Tider om Året, efterat man havde giort Væddemål, og udsat en vis Præmie for den, som vandt, gik de to, som skulde disputere, ud for Hånden, eller rettere Munden, med hinanden, ligesom andre Baxere, og bleve sammenhidsede omtrent på samme Måde som Haner eller andre stridbare Dyr hos os. I Almindelighed var det Mode blandt de Rige der, at de opklækkede slige Disputatorer, ligesom man her på Jorden opklækker Jagthunde, og lode dem oplære i Disputere-Konsten eller Dialektiken, for at give dem den Færdighed i Munden, som udfordredes til disse årlig bestemte Kampe. På denne Måde havde en vis riig Borger der i Byen, hvis Navn var HENOKKI, samlet sig store Rigdomme, og vundet ved den Disputators Seire, han underholdt, i en Tid af tre År en Sum af fire tusinde Rikatu. Adskillige andre, som ligeledes skrabede Penge sammen på denne Måde, havde af og til budt ham uhyre Summer for denne Disputator; men han havde hidindtil ikke kunnet overtales til at skille sig ved et Liggendefæe, der årlig indbragte ham så betydelige Indkomster. Personen, der handledes om, havde en umaneerlig flydende Tunge, kunde rive alting ned og bygge alting op igien, giøre krumt til lige og fiirkantet til rundt som ingen Ting, var en Hårkløver på en Hals, og slog om sig med Syllogismer og dialektiske Kroglove, så vældigen, at Larmen af hans Distingveren, Subsumeren og Limiteren bragte alle hans Opponentere til at tie som Fiske. Jeg var et Par Gange med inderlig Siels Græmmelse Tilskuer ved disse Skuespil; thi det forekom mig både usømmeligt og ugudeligt at forvandle så hellige og ærværdige Øvelser som disse, der ere en Prydelse for vore Universiteter, til Theaterspil, og da det faldt mig ind, at jeg selv tre Gange havde disputert offentlig med største Berømmelse, kunde jeg neppe bare mig for at græde af Ærgrelse. Imidlertid var det dog ikke nær så meget Handlingen i sig selv, som Måden den skeete på, der forargede mig; thi man leiede ved slige Leiligheder visse Sammenhidsere, der kaldtes KABALKI, som, når de mærkede Disputatorernes Hidsighed sagtnedes, stak dem i Siden med et Slags Syle, for at muntre dem og bringe dem på ny i Heede. Jeg forbigåer adskilligt andet i denne Anledning, som jeg rødmer ved at tænke på, og som jeg ikke kunde andet end fordømme hos et så oplyst Folk som dette.
   Foruden disse Disputatorer, som man spøgviis kaldte MASBAKKI eller Slagsbrødre, holdt man adskillige andre fireføddede, såvel vilde som tamme Dyr, og endeel Rovfugle, hvilke man for Penge ligeledes lod fægte med hinanden til Tilskuernes Fornøielse. Jeg spurgte min Vert, hvorledes det var mueligt, at en så skiønsom Nation kunde nedsætte slige ædle Øvelser, hvorved man skiærper Forstanden, opdager Sandheden, og lærer at tale med Lethed, til Spilfægtninger. Han svarte mig, at i de barbariske Tider havde disse Øvelser været i stor Agt; men da Erfarenhed langt om længe lærte, at de meget meere tiente til at skiule Sandheden, giøre Ungdommen kåd, opvække Uroligheder og skade nyttigere Videnskaber, havde Academiet forvandlet dem til Skuespil; og Udfaldet havde viist, at de Studerende bragte det meget videre i Lærdom ved stille Læsning og rolig Overtænken. Dette Svar, skiønt det syntes artigt nok, tilfredsstillede mig alligevel slet ikke.
   I denne Bye var for Resten et Gymnasium eller Academie, hvori de boglige Konster lærtes med megen Alvorlighed og Sømmelighed. Min Vert førte mig op på denne Høiskoles Auditorium en vis høitidelig Dag, da der blev creeret en MADIK eller Lærer i Philosophien. Denne Handling gik for sig uden mindste Ceremonie, undtagen for såvidt at Candidaten holdt en net og grundig Tale over en vis physisk Opgave, hvorpå han af Academiets Forstandere blev indskrevet i deres Tal, der have Tilladelse til at lære offentlig. Da min Vert spurgte mig, efterat vi vare komne hiem, hvorledes denne Promotion anstod mig, svarte jeg ham, at den forekom mig alt for tør og maver, i Forhold til vores. Jeg fortalte ham, at Magistrene og Doctorerne hos os måtte disputere før de bleve creerede, ved hvilken Efterretning han trak forskrækkelig på Næsen. Han spurgte mig med en Slags Spodskhed, om disse Disputatsers Beskaffenhed, hvad Måde de bleve holdte på, og hvori de afvege fra de hos dem brugelige. Jeg sagde ham, at de handlede i Almindelighed om lærde og vigtige Materier, især sådanne, som angik Sæderne, Sproget og Klædedragten hos to gamle Nationer, der i forrige Tider havde fornemmelig blomstret i Europa. Jeg forsikkrede ham, at jeg selv i tre meget lærde Disputatser havde sagt alt hvad der kunde siges om disse to gamle Nationers Tøfler. Ved at høre dette faldt han i Latter, og skoggerloe så høit, at det gienlød i heele Huset. Hans Kone, som hørte denne Latter, kom løbende af alle Kræfter ind til os, nysgierrig efter at vide hvad der havde forårsaget den; men jeg var bleven så opbragt derover, at jeg ikke værdigede at svare hende; thi hvo kan udholde at høre så vigtige og alvorlige Ting optages med Latter? Hendes Mand forklarede hende, hvori Tingen stak, og hun loe, til min inderlige Græmmelse, lige så høit som han derover.
   Det varede ikke længe før denne Historie var udspredt over heele Byen, hvor den gav Stof til uophørlige Spottegloser. Iblandt andre var der en vis Rådmands Kone, som var af Naturen meget lattermild, der, ved at høre den, faldt i så stærk en Latter, at hun nær havde revnet; og da hun nogen Tid efter døde af en Feber, mumlede man overalt om, at denne umådelige Latter, ved at angribe hendes Lunge, var bleven, som man siger, Pinden til hendes Liigkiste. Denne Folkesnak var imidlertid kun en løs Formodni ng; thi i Grunden vidste man ikke, hvoraf hun var død. Det var for Resten en ypperlig Kone og en skrap Huusholderske; thi hun havde ikke mindre end syv Grene, der er et usædvanligt Antal hos dette Kiøn, hvorfor og alle skikkelige Træer tog sig hendes Død meget nær. Hun blev begravet om Natten, uden for Byens Muure, i de samme Klæder, som hun havde havt på da hun døde; thi det er her forbudet ved en Lov, at ingen må begraves inden i Byen, da man troer, at Luften fordærves ved Ligenes Uddunstninger. Ligeledes er det forbudet at klæde Ligene med kostbar Pyndt, og udføre dem med prægtige Sørgeskarer, da de alligevel strax efter blive Føde for Ormene. Med alle disse Indretninger var jeg ret vel fornøiet. De pleie og at holde Sørgetaler og Liigprækener; men de beståe kun i blotte Opmuntringer for Tilhørerne til at leve dydig, og Formaninger til at have deres Dødelighed stedse for Øie. Der ere ved slige Leiligheder anordnede Censorer, som må mærke på, hvorvidt den Dødes Fortienester enten mindes med større eller mindre Roes end Sandheden fordrer. Da der tillige er lagt Straf på dem, som overdrive eller digte Berømmelser, finder man ingensteds sparsommere Lovtalere end her i Potu. Da jeg kort efter selv var Tilhører af en sådan Sørgetale, spurgte jeg min Vert om den afdøde Helts Stand og Kår, hvis Minde så høitideligen blev æret. Han svarte mig, at det var en Bonde, som i et Ærende til Byen var pludselig død underveis. Havde de underjordiske Folk tilforn beleet mig, så beloe jeg nu på min Viis dem igien med Skoggerlatter, og giengieldte deres Spydighed mod os Europæer med Cølns Vægt ved denne Leilighed. "En Bonde?" råbte jeg, "hvorfor blive ikke også Stude og Tyre, Bøndernes Staldbrødre og Medarbeidere, ligeledes roste fra de offentlige Talesteder? Da de have samme Forretninger, kunde de give lige Stof til Liigprækener." Men min Vert bad mig holde Måde med min Latter, og underrettede mig om, at Agerdyrkerne vare i største Agt her for deres nyttige og vigtige Beskiæftigelsers Skyld, og at ingen Stand holdtes for ædlere i dette Land, end Bondestanden; hvorfor og enhver stræbsom Bonde og retskaffen Huusfader blev hilset af Kiøbstædfolk med de Æresnavne: Nærer og Beskytter. Heraf kom og den Skik, at Bønderne i Begyndelsen af Høsten eller i Palme-Måneden, når de kom til Staden med en stor Mængde Vogne, belæssede med Levnetsmidler, bleve modtagne uden for Porten af Stadens Øvrighed og under Klang af Basuner og Cymbler i Fryds Triumf indførte i Byen. Hvor studsede jeg ved denne Fortælling, især da jeg tænkte tilbage på Bøndernes Skiebne hos os, der sukke under en forhånet Trældom, og hvis Beskiæftigelser agtes ringe og foragtelige imod dem, som Overdådighed og Vellyst har indført, for Exempel Kokkes, Posteibageres, Conditorers, Hårskiereres, Dandsemesteres og utallige andre. Dette fortalte jeg vel nogen Tid efter min Vert; men under Pålæg af den ubrydeligste Taushed, af Frygt for at bibringe de underjordiske Folk alt for slette Tanker om de overjordiske. Han lovede mig, at aldrig noget Træe skulde fåe det af hans Mund at vide, og førte mig op på Auditorium, hvor der skulde holdes en Sørgetale. Jeg må oprigtigen tilståe, at jeg aldrig har hørt
   Da vi gik hiem fra Auditorium, mødte vi en Misdæder, som blev ført imellem tre Vægtere. Han havde nylig efter Overdommerens Kiendelse udstået Armstraffen (så kalde de den omtalte Åreladen) og blev nu bragt til Byens almindelige Hospital. Jeg spurgte, hvori hans Forbrydelse bestod, og man svarte mig, at han offentlig havde afhandlet Guds Væsen og Egenskaber, hvilket var aldeles forbuden i disse Lande, hvor slige utidige Afhandlinger bleve holdt for så dumdristige, at man ikke troede de kunde fødes uden i forvirrede Hierner. Man har derfor den Skik her at sætte slige spidsfindige Disputatorer, efterat man først har åreladt dem, i Dårekisten eller Rasphuset, indtil de fåe deres sunde Forstand igien. Jeg tænkte ved mig selv: Himmel og Jord! hvorledes vilde det gåe her med vore Theologer, som klamres hveranden Dag om Guddommens Egenskaber og Beskaffenheder, om Åndernes Natur og andre sådanne skiulte Hemmeligheder? Hvorledes vilde det gåe med vore metaphysiske Lærde, der, stolte af deres transcendentalske Fremgranskninger, troe, langt over andre Folks Begreb, at nærme sig Guddommens Alvidenhed? Sandelig, jeg frygter, at de her isteden for Recensent-Roes og Doctorhatte, hvormed man kroner dem hos os, vilde bane sig Veien til Hospitalet eller Rasphuset.
   Disse, og mange andre ligeså urimelige Ting, lagde jeg Mærke til i den Tid jeg opholdt mig ved Seminariet. Endelig kom den af Fyrsten bestemte Tid, da jeg, forsynet med Lærernes Vidnesbyrd, skulde sendes herfra til Hoffet. Jeg giorde mig sikker Regning på den meest glimrende Roes og de varmeste Anbefalinger, grundende dette Håb deels på min egen Dygtighed, da jeg meget tidligere, end jeg ventede, havde lært det underjordiske Sprog, deels på min Verts Venskab, og deels på mine Dommeres udråbte Oprigtighed. Endeligen overbragte man mig mit Testimonium. Ved at åbne det zittrede jeg af Glæde, begierlig efter at læse mine egne Berømmelser, og deraf at giette mig til min Lykke. Men hvor opbragt og fortvivlet blev jeg, da jeg havde læst det. Det lød således:
   "I Følge Deres Durchlauchtigheds Befaling afsende vi hermed nærværende Dyr, som for nogen Tid siden er nedbragt til os fra en anden Klode, og kalder sig Menneske. Vi have med omhyggelig Flid underviist samme i vor Realskole, og efter så nøie som mueligt at have undersøgt dets Forstand og Opførsel, have vi befundet det meget letnemt og lærvilligt; men af en så skiæv og jammerlig Skiønsomhed, at det formedelst sit alt for hastige Begreb, neppe kan regnes i Klasse med fornuftige Skabninger, end sige betroes til noget vigtigt Embede. Da det imidlertid er langt hurtigere på Fødderne end nogen anden af dette Lands Indvånere, kunde det være overmåde vel skikket til Hof-Løber. Skrevet i Torne-Måneden på vort Seminarium i Keba, af Deres Durchlauchtigheds ydmygste Tienere."

NEHEK. JOKTAN. RAPASI. KILAK.

Jeg gik grædende herover til min Vert, bønfaldt ham med Tårerne i Øinene, om at udvirke ved sin Anseelse et mildere Vidnesbyrd af Karatterne, og bad ham at vise dem mit Testimonium fra Kiøbenhavns Academie, hvori jeg blev fremstillet som en meget ypperlig og udmærket Student. Han indvendte mig, at dette Testimonium kunde være godt nok oppe hos os, hvor man måskee såe meere på Skyggen end Legemet, og mere på Barken end Marven; men hos dem, hvor man såe på Kiernen af Tingene, var det af ingen Værdie. Han rådte mig for Resten at bære min Skiebne med Tålmodighed, især da mit Skudsmål hverken kunde forkastes eller forandres, eftersom det agtedes her for een af de største Forbrydelser at rose nogen for Dyder, som han ikke besad. For imidlertid at gyde nogen Balsam i mit Sår, og trøste mig så godt som han kunde, sagde han mig omtrent følgende mærkelige Ord, hvis Sandheds heele Vægt mit Hierte føelte.

Tragt aldrig efter det, den blinde Pøbel troer
At skabe Fryd hos den, som Dumhed kalder stor,
   Hvis Glimmer Dumhed blot kan ønske og misunde!
Ak ofte Viisdom een såe hvirvled' op
Til Magtens høie Bølges svimle Top,
   For, Skibet liig i Storm, at gåe til Grunde.
Tidt sank, beladt med Titler og med Guld,
   Den, som gleed ellers sikker giennem Livet;
At bære dette Jordens tunge Muld
   Blev meget få blandt Dødelige givet.
De stræbe, jage, svede hist og her,
   For Skat til Skat, og Rang til Rang at klynge;
   Omsider kneiser den optårnte Dynge,
Lig Pyramiden omvendt, Skyen nær,
For i det næste Nu at styrte brat omkuld,
Og knuse Dyngeren i sit tilbedte Muld.

Han lagde til, at man med middelmådig Lykke i en lavere Stand ikke havde sligt et Fald at frygte. Mit Testimonium fra Karatterne påstod han at være som det burde, og at disse grandseende og retskafne Dommere, der aldrig lode sig bestikke ved Gaver, eller skrække ved Trudsler til at vige mindste Fodbred fra Sandheden, ikke heller heri kunde mistænkes for Partiskhed. Han sagde mig endog omsider reent ud, at han selv for længe siden havde lagt Mærke til min svage Dømmekraft, og at han strax af mit hurtige Begreb og frugtbare Hukommelse havde sluttet sig til, at jeg ikke var oplagt til at giøre store Spring; men tvertimod ved min elendige Skiønsomhed aldeles udygtig til ethvert betydeligt Embede. Han lagde til, at han havde giort den Opdagelse, ved at høre mine Fortællinger om Europæerne, at mit Fødeland måtte være

Et meget usundt Land, som skiult i Tåge låe,
Og hvor i Tågen man kun lutter Narre såe.

Han forsikkrede mig i øvrigt på den høfligste Måde om sit Venskab, og rådte mig uden Ophold at giøre mig færdig til Reisen. Jeg fulgte denne meget fornuftige Mands Råd, så meget meere, da Nødvendigheden udkrævede det, og det syntes mig en Dumdristighed at sætte sig imod Fyrstens Befaling.
   Jeg begav mig altså på Reisen, i Selskab med endeel Småtræer, som tilligemed mig vare giort færdige fra Seminariet, og i samme Hensigt, som jeg, bleve sendte til Hovedstaden. Vores Veileder var en gammel Ka ratti, eller Opsynsmand, der reed på en Stud, fordi han af Alder dom ikke længer kunde gåe. At age er overalt her noget gansk usædvanligt; det er kun udlevede Oldinger og Syge, som nyde denn Beqvemmelighed, endskiønt Indbyggerne her vare langt meer a undskylde, om de lode sig kiøre, end vi, da de flytte sig med så megen Vanskelighed og Langsomhed. Det falder mig herved ind, med hvilken Latter de underjordiske Folk hørte på den Beskrivelse jeg engang giorde dem over vore Kiøretøier, vore Forspand, Kurvevogne og disse store Æsker, hvori vi pakkes ind, som Byldter, for at føres rundt om i Byen, især da jeg fortalte dem, at hos os den eene Naboe ikke kunde besøge den anden uden at indsluttes i en sådan Æske eller Karre, og således af to modige stridbare Dyr slæbes igiennem Gader og Stræder.
   Formedelst disse fornuftige Træers langsomme Gang måtte vi tilbringe tre Dage på Veien inden vi kom til Hovedstaden, uagtet den ligger neppe fire Miil fra Keba. Havde jeg gået allene, havde jeg magelig kunnet giort denne Reise på een Dag.
   Så meget som det fornøiede mig at være uden Sammenligning raskere til Fods end de Underjordiske, så meget græmmede det mig på den anden Side, at denne Legems Fuldkommenhed skulde skaffe mig et så ringe og foragteligt Embede. "Jeg vilde ønske," sagde jeg, "at jeg var ligeså plump til Beens, som dette Lands Indvånere, for ved denne Feil at undgåe den slaviske og nedrige Betiening man har bestemt mig." "Siig ikke det," sagde vor Veileder, der hørte mig; "dersom Naturen ikke ved dette legemlige Fortrin på en Måde havde erstattet din Siels Mangler, havde vi alle måttet ansee dig som en aldeles unyttig Byrde for Jorden; thi formedelst dit utidig hurtige Begreb, seer du allene Skallen af en Ting, uden at opdage Kiernen, og da du har kun to Grene, ståer du dybt under alle Underjordiske i Beqvemhed til Håndarbeide, af hvad Slags det og kunde være." Da jeg hørte dette, takkede jeg Gud for mine lange Been, eftersom jeg uden dem neppe var bleven regnet iblandt fornuftige Skabninger.
   På hele Veien lagde jeg med Forundring Mærke til, at ingen af Indbyggerne, da vi gik forbi, blev stående, for at see på os, end sige forlod sit Arbeide for at betragte et Syn, som man alligevel ikke såe hver Dag, så gandske henvendte vare de til deres Forretninger. Men såsnart Dagen var til Ende, og enhver havde forrettet sit, forlystede de sig med alle Slags Lege, med Øvrighedens Tilladelse, der holdt for, at slig uskyldig Spøg styrkede både Siel og Legeme, ligesåvel som Mad og Drikke. Af denne og andre Årsager var Reisen mig overmåde behagelig. Landet havde overalt det meest fortryllende Udseende. Man forestille sig et Amphitheater så skiønt, som Naturen eene kan danne det. I de Egne, hvor Naturen selv havde været mindre gavmild, var alting erstattet ved Indbyggernes Konst og Flid. Øvrigheden udsatte til den Ende opmuntrende Belønninger for dem, som opdyrkede, forbedrede og prydede deres landlige Eiendomme, og den, som forsømte sin Jord, blev dømt fra sin Borgerret.
   Vi kom igiennem adskillige smukke Landsbyer, der, eftersom de ikke låe meget langt fra hinanden, syntes at udgiøre een eeneste stor Bye. Overalt såe man lige Nethed og Orden. Ikke destomindre bleve vi på Veien temmelig ofte antastede af endeel vilde Abekatter, der løb hist og her omkring, og i Særdeleshed sprang altid til og nappede mig, som de for Skabningens Skyld tog for en af deres Kammerater. Jeg kunde ikke undertrykke min Fortrydelse og Vrede herover, især da jeg såe, at denne Spøg gav Træerne Stof til Latter på min Bekostning; thi jeg blev ført til Hoffet, efter Fyrstens Befaling, i samme Dragt, som jeg havde på, da jeg kom ned på Planeten, og med Bådshagen i den høire Hånd, at han kunde see hvordan Folk vare klædte på vor Klode, og i hvilken Prydelse jeg var dumpet herned. Jeg ansåe det for en Lykke, at jeg havde fået denne Bådshage med; thi den syntes at komme mig ret vel tilpas, for at bortjage de næsvise Abekatter, der i Skokketal stimlede til mig; men det hialp ikke meget, thi jo fleere jeg drev på Flugten med den, jo fleere kom der igien, så at jeg på den hele Vei hvert Minut måtte holde mig færdig til Feldtslag.

Kapitel 4 >