Niels Klims underjordiske Reise

Ludvig Holberg (1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

IV: Det fyrstelige Hof i POTU

   ENDELIG kom vi til Residentsstaden POTU. Det er en særdeles prægtig og anseelig Bye. Huusene der ere høiere, og Gaderne bredere og beqvemmere end i Keba. Det første Torv, vi kom til, var fuldt af en stor Mængde Handlende, og rundt omkring omgivet af Konstneres og Håndværkeres Boder. Jeg studsede ved at see en Misdæder med en Strikke om Halsen, stående midt på Pladsen, omringet af en stor Mængde meget alvorlige Træer, der såe ud som en Kreds af Rådsherrer. Da jeg spurgte, hvad dette betydede, og hvad denne Synder havde giort, for at blive hængt, tvertimod Skik og Brug, siden ingen Forbrydelse i disse Lande straffes med Livet, svarte man mig, at det var en Projektmager der havde rådet til at afskaffe en vis gammel Sædvane. De omkringstående vare Rådsherrer og andre Lovkyndige, der, som sædvanligen, skulde undersøge det nye Påfund; og dersom dette befandtes vel udtænkt og nyttigt for Staten, skulde Synderen ikke allene frikiendes, men belønnes; opdagede man derimod, at det var Landet skadeligt, eller at Projektmageren havde havt egen Fordeel til Hensigt med denne Forandring, skulde han strax, som en Statsforstyrrer, opklynges. Denne Fremgangsmåde har den Virkning, at meget få vove nye Forslag, og at man er særdeles varlig med at råde til en og anden Lovs Afskaffelse, med mindre Statens Fordeel derved er så tydelig, at man ikke kan tvivle om et lykkeligt Udfald. De Underjordiske holde overalt særdeles meget over gamle Love, og Forfædrenes Indretninger ere dem i Almindelighed meget hellige, eftersom de troe at Staten, ved de evige Forandringer efter hver andens Indfald, nødvendig må svækkes. Hillemænd! tænkte jeg ved mig selv, hvorledes vilde det gåe her med vor Klodes Projektmagere, der under Skin af det Almindeliges Tarv og Landets Beste, hver anden Dag pønse på nye Forordninger til deres egen Fordeel?
   Vi bleve omsider indførte i et meget stort Huus, hvor man modtager alle dem, som sendes til Hovedstaden fra samtlige Seminarier i Riget. Herfra bleve vi atter udførte, for at stilles for Fyrsten. Vor Anfører, eller Karatti, bød os imidlertid at vente her, medens han gik bort og meldte os; men neppe var han borte, før en usædvanlig høi Lyd, som Lyden af et Seiersskrig, døvede vore Ører, og et Øieblik derpå gienlød Allarmen af Trommer og Basuner i hele Bygningen. Vi bleve bestyrtsede ved denne Larm, løb ud, og såe et Træe fremtrine, med en Blomsterkrands om Hovedet, fulgt af et prægtigt Følge; og opdagede snart, at det netop var den samme Borger, som vi nylig havde seet på Torvet med Strikke om Halsen.
   Den Forordning, han med Livsfare havde foreslået, var bleven bifaldet og antaget, og derfor førte man ham nu i Triumf giennem Byen. Men på hvad Grund han havde rådet til at afskaffe den gamle Lov, kom jeg ikke efter, og kunde jeg på ingen Måde siden fåe at vide, formedelst dette Folks Taushed, der giør, at de allermindste Ting, der forhandles i Rådet og angåe Statens Bestyrelse, bestandigen blive Hemmeligheder for Almuen. Det gåer hermed ganske anderledes til hos os, som man veed, hvor Statsplaner og Rådsslutninger Dagen efter fortælles, giennemgåes og bedømmes i alle Kroer og Kaffehuse.
   Efter en Times Forløb kom vor Karatti tilbage, og gav os alle Befaling at følge sig, som vi strax adlød. På Veien kom os hist og her endeel Småtræer imøde, med små trykte Historier om alle Slags merkværdige Ting, som de holdt tilfals. Iblandt dette Krimskrams fik jeg hændelseviis Øie på en lille Piece, der havde følgende Titel: SANDFÆRDIG BERETNING OM ET GANSKE NYT OG USÆDVANLIGT LUFTSYN ELLER FLYVENDE DRAGE, SOM I FIOR LOD SIG SEE PÅ HIMMELEN. Jeg såe mig her stukket i Kobber, sådan som jeg væltedes om Planeten, med Bådshagen i Hånden, og slæbende Rebet efter mig. Med megen Umage holdt jeg mig fra at lee høit ved denne Leilighed, og sagde hemmelig ved mig selv

Forunderlige Syn! uhørte Reisefærd!
En bedre Gravstik var din Herlighed dog værd!

Jeg kiøbte imidlertid Bogen for tre Kilak, der omtrent er det samme som fire Skilling i vore Penge, undertvang min Latter og gik ganske taus op til Slottet. Det udmærkede sig meere ved Konst og Nethed, end ved overdådig Pragt og Glimmer. Jeg såe meget få Hofbetientere eller Opvartere; thi Fyrsten elsker Tarvelighed, og er en afsagt Fiende af alt overflødigt. Man har langtfra heller ikke her så mange Tienere nødig, som ved vore Hoffer; thi så mange Grene, så mange Arme har ethvert Træe, og altså kan alt Håndarbeide, Opvartning og Huusgierning forrettes her i tredie eller fierde Delen af den Tid, det medtager hos os.
Det var Middag, da vi kom op på Slottet. Da Hans Fyrstelige Durchlauchtighed ønskede at tale med mig afsides fra de andre før han gik til Taffels, blev jeg eene ført ind i Spisesa len. Denne Fyrste foreener Venlighed med Alvorlighed i en beundringsværdig Grad. Hans Munterhed og Mildhed er ham så naturlig, at ingen Bekymring kan formørke hans blide Udseende. Såsnart jeg såe ham, faldt jeg på Knæe, hvorover alle omkringstående meget syntes at forundre sig. Han spurgte mig selv, hvi jeg giorde dette? og da jeg sagde ham Årsagen, bød han mig ståe op igien, sigende, at slig en Dyrkelse tilkom allene Guddommen, og at Lydighed, Arbeide og Flittighed vare de eneste Veie til hans Yndest. Da jeg havde reist mig, giorde han mig adskillige Spørsmål, hvordan jeg var kommet ned, hvad der var Årsag til min Reise, hvad jeg heed, og hvor jeg var fød. Jeg svarte ham:

Mit Navn er KLIM, en meget større Klode.
Her oven over, er mit Fødested;
Jeg hid ei gik, ei seiled' eller roede,
Men dumped' hov'dkulds giennem Luften ned.

Han spurgte mig videre, hvad der var mødt mig på min Reise, og ønskede at vide noget om vor Klodes Sæder og Skikke. Jeg udbredte mig herpå med megen Varme over Menneskenes Vid og Dyder, fine Sæder, Levemåde og andreTing, hvoraf det menneskelige Kiøn især pleier at bryste sig. Men han blev ganske kold ved denne Fortælling, og gabede ved adskillige Ting, som efter min Formening allermeest burde have opvakt hans Beundring. Ak! tænkte jeg, hvor forskiællig er dog ikke de Dødeliges Smag! hvad der meest fortryller os, opvækker disses Ekkel. Det der af alting meest syntes at skurre i hans fyrstelige Ører, var hvad jeg sagde ham om vores Måde at føre Sager på for Retten, om vore Sagføreres Veltalenhed, og vore Dommeres Hurtighed i at afsige Domme. Jeg forsøgte at sætte ham dette i bedre Lys; men han afbrød mig, og gik til noget andet, spørgende mig tilsidst om vores Religion og Kirkeforfatning. Jeg sagde ham kortelig alle vore Troes Artikler. Medens jeg læste disse for ham, forsvandt lidt efter lidt Rynkerne på hans Næse; han tilstod, at han villigen kunde underskrive enhver af dem; og undrede allene på, at Folk uden Skiønsomhed kunde have så sunde og rigtige Begreber om Gud og hans Dyrkelse. Men da han strax derpå hørte, at de Christne vare deelte i utallige Secter, og formedelst denne Forskiellighed i Troen ikke sielden forfulgte og myrdede hinanden, sagde han: "Hos os har man og forskiællige ulige Meeninger om de Ting der henhøre til Gudsdyrkelsen; men den eene forfølger derfor ikke den anden. Thi enhver Forfølgelse for Tanker og Meeninger, eller Vildfarelser der have deres Grund allene i Begrebenes Forskiellighed, har ikke sin Oprindelse af andet end Stolthed, da den eene bilder sig dårligen ind at see dybere i Tingen end den anden; en Stolthed, der neppe kan være behagelig for Gud, som elsker Beskedenhed og Ydmyghed. Vi straffe her ingen, der i sin Godtroenhed farer vild fra den almindelige Meening i speculativiske Ting, når han ikke i det practiske afviger fra den offentlige Gudsdyrkelse, og heri følger jeg mine Forgiængeres Exempel, der holdt det for gruesomt at pålægge fornuftige Skabningers Tænkekraft Lænker, og herske over Samvittigheder. Jeg iagttager omhyggelig den samme Regel i Ting, der angåe Regieringen; det er mig lige meget, om mine Undersåtter have ulige Meeninger om min Skikkelse og Udseende, om min Levemåde, Huusholdning og andre slige Ting, når de kun erkiende mig som deres retmæssige Bestyrer, hvis Anordninger de skylde Lydighed. I dette Tilfælde holder jeg dem alle for gode Borgere."
   "Durchlauchtigste Fyrste!" svarte jeg, "dette kaldes hos os Syncretismus, og bliver i Besynderlighed af vore Lærde vældigen bestridt - -" Jeg fik ikke Tid til at sige meere; thi han blev lidt stødt, gik pludselig bort, og befalte mig at bie til Taffelet var forbi.
   Ved Bordet sadde Fyrsten, Fyrstinden og Prindsen, deres Søn, med KADOK eller Storkanzleren. Denne Kadok havde ved sine fine Sæder og endnu finere Forstand tilvundet sig et særdeles berømmeligt Navn i Potu. I heele tyve År havde han i Rådet aldrig afsagt nogen Dom, som ikke af alle de andre jo var bleven bifaldet. Han havde aldrig giort i de offentlige Sager nogen Anordning, som ikke var bleven ubrydelig, og hans Udsagn vare bestandige Regler. Men hans Begreb var og så langsomt, at han behøvede fiorten Dage til et Udkast af den allermindste Forordning. Ifald han altså var kommet ned på vor Klode, hvor al Tøven fåer Navn af Uduelighed og Ladhed, vilde man have dømt ham aldeles ubrugbar til alle nogenlunde vigtige Forretninger. Men da han, når han først havde fattet en Ting, indsåe den til Grunde, og aldrig afgiorde noget, førend efter den strængeste Undersøgelse, kunde man sige, at han giorde meer end ti andre såkaldte store Genier, der øieblikligen i største Hast giøre deres Forretninger færdige, og hvis Arbeider derfor, som oftest, måe rettes, forandres og files så længe, at man tilsidst, når deres Embedstid er udløbet, finder, at der rigtig nok er intet, som de jo har forsøgt; men heller intet, som de har fuldbragt. Ved denne Leilighed erindrer jeg mig iblandt de skiønne Sindsprog ved Hoffet i Potu, som meget mærkeligt, at de lignede disse Folk, der alt for hurtigen give sig af med, og afgiøre hvad det skal være, ved ørkesløse Spadseergiængere, der snart gåe frem og snart tilbage på den samme Vei, uden at komme videre.
   Såsnart Deres Durchlauchtigheder havde sat sig til Taffels, kom en ottegrenet Jomfrue ind med ligeså mange Tallerkener og Fade, så at hele Bordet i et Øieblik var dækket. Strax derpå kom et andet Træe med otte Flasker, fyldte med alle Slags Most og andre Safter. Dette Træe havde ni Grene, og blev derfor anseet som den fortreffeligste Opvarter man kunde ønske sig. På denne Måde forrettede to Opvartere mageligen det, som en heel Flok Tienere neppe kan blive færdig med ved vore Hoffer. Man tog Retterne bort igien med samme Behændighed, hvormed de bleve bragte på Bordet. Måltidet var tarveligt, men tillige net. Af de foresatte Retter spiste Fyrsten kun een eneste, der meest var efter hans Smag - tvertimod den Skik, som er brugelig blandt de Rige hos os, der ikke holde et Måltid for at være noget, hvis der ikkekommer den eene prægtigere og lækkrere Ret på Bordet efter den anden. Mens de spiste underholdt de sig med adskillige Samtaler om Dyder, Laster og politiske Ting, så at Legemets Nydelse krydredes med Sielens. Man bragte også mig på Bane; men for mit hurtige Begrebs Skyld troede man, der ikke kunde giøres noget synderligt af mig.
   Da man var mæt, og Bordet taget bort, befalte Fyrsten mig at forevise mit Testimonium. Da han havde giennemlæst det, såe han på mine Been. "Karatterne have dømt fuldkommen ret!" sagde han - og befalede, at deres Råd skulde følges. Ved disse Ord blev jeg som truffen af Lynild, og udbrød i en Strøm af Tårer. Jeg bad, at man vilde giennemsee min Stilebog, og håbede, når man nøiere undersøgte mine Dyder og Sielekræfter, at fåe en langt mildere Dom. Den milde og yderst billige Fyrste blev slet ikke vred over dette uartige og usædvanlige Forlangende; men befalede den nærværende Karatti at overhøre mig på nye med meere Nøiagtighed. Medens dette varede, gik Fyrsten bort for at giennemlæse de andres Testimonier. Min Karatti gav mig nye Spørsmål, og forelagde mig nye Opgaver; jeg besvarede dem, til hans store Forundring, med min sædvanlige Hurtighed. "Du fatter," sagde han, "en Ting meget snart, men du indseer ikke Tingens Grund; og dine Svar bevise meget meer, at du har hurtig fattet end rigtig indseet Opgaven." Da Overhøringen var til Ende, gik han ind til Fyrsten, og kom tilbage med følgende Dom: at da jeg havde handlet slet og uforsigtig i at kalde Karattis engang fældede Dom i Tvivl, havde jeg derved, i Følge den Straf, som pålægges dumdristige Bagvaskere i Lovens fierde større Afsætnings tredie mindre (ved større og mindre Afsætninger, eller SKIBAL og KIBAL, forståes Bøger og Kapitler), fortient at årelades efter gammel Skik og Brug, på begge mine Grene eller Arme, og hensættes i Byens offentlige Fængsel. Lovens Ord i fierde Bogs tredie Kapitel, om Bagvaskelser, vare disse: Spik, antri, Flak, skak, mak, Tabu mihalat Silak. Men endskiønt Meeningen af disse Ord var tydelig som den klare Dag, og Lovens Hellighed ingen Undtagelse tålte, havde Hans Durchlauchtighed af besynderlig Nåde besluttet at tilgive mig denne store Forbrydelse, deels i Hensigt til min Mangel på Dømmekraft, og deels i Hensigt til min Uvidenhed i Loven, da man uden at fornærme den, på en Måde kunde eftergive en nys ankommen Udlænding den for andre uundgåelige Straf. Endelig for at give mig et desto større Beviis på sin Yndest og Velvillighed, havde det behaget Hans Durchlauchtighed at give mig en Plads iblandt sine ordentlige Hof-Løbere, med hvilken Gunst jeg måtte for denne Gang være fornøiet.
   Da denne Dom var mig forkyndet, lod man hente en KIVA eller Secretaire, der skulde indføre mig tilligemed de øvrige nys ankomne i Forfremmelses Protocollen. Denne Sekretaire var en Mand af ypperlig udvortes Anseelse; thi han havde ikke mindre end elleve Grene, og kunde derfor på eengang skrive elleve Breve med samme Lethed, hvormed vi skrive et eeneste. Hans Dømmekraft derimod var kun mådelig, hvorfor han heller ikke kunde stige høiere; men måtte blive gammel i det samme Embede, som han allerede i tredive År havde forrettet. Det var denne Mand, som jeg siden efter havde meest at giøre med, og som jeg oftest måtte giøre min Opvartning, da han reenskrev de Forordninger og Breve, jeg som Løber måtte bringe omkring i Landet. Jeg faldt tidt i Forundring over at see med hvilken Færdighed han forrettede sin Gierning, da han ikke sielden skrev elleve Exemplarer på eengang, og på eengang satte ligeså mange Segl på. Af denne Årsag holdes det og i Familier for en af de lykkeligste Tildragelser, når et Barn fødes med mange Grene. Såsnart jeg havde fået min Bestalling, og var bleven ansat imellem de ordentlige Hofløbere, gik jeg i Seng; men endskiønt mine Lemmer vare meget trætte, giorde jeg mig dog forgieves Umage, for at fåe Søvn i mine Øine, den meste Tid af Natten.
   Den nedrige Betiening, jeg var fordømt til, svævede mig bestandig for Øine; det syntes mig yderst uanstændigt og skammeligt for en Ministerii Candidatus og Baccalaureus i den store Verden at fornedres til en ussel Løber i den lille. Jeg tilbragte den største Deel af Natten i disse bedrøvelige Betragtninger, og læste, og atter læste i min Fortvivlelse mit Testimonium fra Kiøbenhavns Academie, som jeg havde hos mig, thi, som jeg før har anmærket, Dag og Nat ere her næsten lige lyse. Udmattet af disse Tanker og Bekymringer faldt jeg endelig i en dyb Søvn. I Søvne havde jeg adskillige Drømme. Det forekom mig, at jeg var kommen hiem, og fortalte løst og fast, om hvad der var hændet mig under Jorden; snart syntes det mig, at jeg seilede i Luften, og sloges med den glubske Rovfugl, der gav mig så meget at bestille, at Stridens Heftighed forjog Søvnen. Men hvor forskrækket blev jeg, da jeg vågnede, og fik Øie på en usædvanlig stor Abe ved Siden af mig. Den havde listet sig ind af Kammerdøren, som ikke omhyggelig nok var tillukt, og var krøbet op i Sengen. Dette uventede Særsyn indjog mig slig en Angest, at jeg med stærke Skrig, hvoraf hele Kammeret gienlød, råbte om Hielp. Nogle Småtræer, som låe i andre Kamre i Nærværelsen af mit, vågnede ved denne Allarm, kom ind, hialp mig i Kampen mod den afskyelige Abe, og fik den endelig jaget på Døren. Jeg hørte siden, at Fyrsten havde leet umaneerlig af denne Tildragelse. Men for ikke oftere at sættes blot for denne Ubehagelighed, befalede han, at jeg strax skulde klædes på underjordisk, og prydes med Grene. De europæiske Klæder, som jeg var kommet ned i, bleve mig altså fratagne, og for deres Usædvanligheds Skyld ophængte på Kunstkammeret, med denne Overskrift:

DEN OVERJORDISKE SKABNINGS DRAGT.

Hillemen! tænkte jeg ved denne Leilighed, hvad om Mester Jens Andersen, Skræderen i Bergen, der har syet disse Klæder, fik at vide, at hans Arbeider bleve forvarte imellem andre Sieldenheder i det underjordiske Kunstkammer? Han vilde sikkerligen bryste sig som en kalkunsk Hane, og slåe Spar-To både til Borgemester og Byefoged.
   Efter denne Hendelse fik jeg ikke Søvn i mine Øine hele Natten, indtil Solen stod op. Jeg stod op med den, og modtog min Løber-Bestalling.
Man gav mig strax utallige Ærender; jeg måtte løbe omkring til store og små Steder, med Forordninger og åbne Breve; og kort sagt, jeg var et reent PERPETUUM MOBILE. Ved disse Omflakninger studeerte jeg omhyggeligere denne Nations Caracter, og opdagede hos de fleste Indbyggere en beundringsværdig Artighed og Levemåde, foreenet med ligeså megen Klogskab. Indvånerne i Staden Maholki, som alle ere Torne, syntes mig allene at være mindre forfinede i Sæder og Videnskaber.
   Enhver Provinds har sine særegne Træer eller Indbyggere, som man især bemærker på Landet i Bondestanden, hvor alle ere indfødte; thi i de store Byer, og især i Hovedstaden, er en Sammenblanding af alle Slags Træer. Den Formodning, jeg havde giort mig om disse Potuaneres Klogskab, bestyrkedes meer og meer, jo nøiere jeg lærte at kiende deres gode Egenskaber. De Love og Skikke, som meest havde stødt mig, fik efterhånden, som jeg indsåe deres Billighed og Retfærdighed, mit fuldkomneste Bifald, og min ugrundede Foragt forvandledes til grundet Beundring. Det vilde være mig en let Sag een for een at opregne de Ting og Sædvaner, som jeg ved løselig Skuen havde holdt for dårlige; men ved nøiere Betragtning fandt grundige og viise. Af tusinde vil jeg blot anføre eet eeneste Exempel, der særdeles levende skildrer dette Folks Caracter. En vis lærd Philolog ansøgte om Rectoratet i en af Fyrstendommets offentlige Skoler. Hans Ansøgning var belagt med en Anbefaling fra Borgerne i Byen Nahami, der bevidnede, at Candidaten i samfulde fire År havde levet fredeligen med en løsagtig og utroe Kone, og i al den Tid båret sine Horn med Tålmodighed. Vidnesbyrdet lød omtrent således:
   "Såsom nærværende hæderlige og vellærde Mand, JOKTAN HU, har af os været et Vidnesbyrd om sit Levnet og Opførsel begierende, bevidne vi underskrevne Borgere og Boesiddere i den Afdeling af Byen, som kaldes Posko, at samme Mand har i fire samfulde År levet i fredelig Stilhed med en utroe Kone, båret sine Horn med Tålmodighed, og viist så megen Sagtmodighed i at tåle dette Onde, at vi holde ham fuldkommen værdig til det ledige Rectorat, dersom i øvrigt hans Lærdom svarer til hans Opførsel. NAHAMI, den tiende i Palme-Måneden, År Tretusinde efter den store Oversvømmelse".
   Til dette Vidnesbyrd var føiet et Testimonium fra Seminariets Karatter, om hans Lærdom og Videnskaber, som syntes mig af større Betydenhed; thi hvad Fortieneste en hornet Skolelærer har for andre Lærere, begriber jeg ikke. Meeningen af hint urimelige Vidnesbyrd var denne: Iblandt de Egenskaber, som en Lærer nødvendig måe besidde, er Sagtmodighed een af de vigtigste; thi med mindre han er udrustet med Jern-Tålmodighed, vil han, trods hele sin Forråd af Kundskaber, være meget uskikket til Skolelærer-Embedet, der må forrettes uden Barskhed og Hidsighed, for ikke ved utidig Skielden og Pryglen at giøre de Unge hårdnakkede. Da nu ingen umiskiendeligere Prøve på Sagtmodighed kan gives, end den Standhaftighed, hvormed Candidaten havde båret et så betydeligt Huuskors, havde hans Naboer ikke taget i Betænkning at anbefale ham på denne Grund, for derved at sætte i Lys, hvad man kunde vente sig af en Skolelærer, der så særdeles udmærkede sig heri blandt de andre.
   Man fortalte, at Fyrsten nær var død af Latter over denne besynderlige Anbefaling; men at han alligevel da han ved Overlæg fandt den mindre urimelig, end den lod til i Førstningen, overdrog det ledige Rectorat til Ansøgeren. Han opfyldte efter alles Tilståelse dette Embeds Pligter med så meget Held, og vidste, med Sagtmodighed og Mildhed således at vinde de Unge, at de meget meer ansåe ham som en Fader, end som en Tugtemester. De viiste så megen Flid i deres Studeringer under denne fromme venlige Lærers Anviisning, at der, den Dag i Dag er, gives få Skoler i dette Fyrstendom, hvorfra så udmærkede, lærde og dydige Træer hvert År dimitteres.
   Da jeg i de fire År, jeg var Løber, fik Leilighed til nøie at studere Landets Beskaffenhed og Indbyggernes Natur og Levemåde, formoder jeg, at det ikke vil være Læseren ubehageligt at finde her noget samlet heelt om deres Politie, Gudstieneste, Love og Videnskaber, hvorom jeg tilforn blot har givet nogle Vink hist og her.

Kapitel 5 >