Niels Klims underjordiske Reise
Ludvig Holberg (1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
VI: Om Folkets Religion i POTU
RELIGIONS-SYSTEMET i Potu beståer kun i få Kapitler, og deres heele Troesbekiendelse er ikke meget større end vore apostoliske Troesartikle. Under Straf at forvises til Firmamentet, er det her forbudt at forklare de hellige Bøger, og vover nogen at disputere om Guds Væsen og Egenskaber, Åndernes og Sielenes Natur, fordømmes han til at årelades og sættes i Byens almindelige Hospital. Thi det er dårligt, sige de, at ville beskrive og definere det, hvori vor Forstand er ligeså blind som Natuglen i Solskin. De ere alle eenige i at dyrke et høieste Væsen, hvis Almagt har skabt, og hvis Forsyn opholder alle Ting. Om Måden at dyrke dette Væsen på, tillader man enhver at tænke, som han vil: kun de, som åbenbar angribe den herskende Religion, straffes som offentlige Fredsforstyrrere. Jeg havde derfor fuldkommen Tænkefrihed her, og ingen forfulgde mig for min Religions Skyld.Indbyggerne i Potu bede sielden, men med så brændende en Andagt, at man skulde troe de vare henrykte så længe Bønnen varer. Jeg fortalte dem, at man hos os pleiede at bede og synge hellige Psalmer ved vore huuslige Forretninger og Håndarbeider; men dette lastede de. En jordisk Fyrste vilde tage det ilde op, sagde de; om En, som kom for at bede ham om noget, vilde i hans Nærværelse børste sine Klæder og frisere sit Hår. De fandt heller ikke meere Smag i vore Psalmer; thi de holdt det for latterligt at foredrage sin Anger og Bedrøvelse på Noder, da Guddommen ikke formildes ved Triller, Fløiter og Trompeter, men ved Suk og Gråd. Dette og andet deslige kunde jeg ikke høre på uden Fortrydelse, så meget meere, som min salig Fader, der var Chordegn, havde sat adskillige Psalmer på Noder, hvilke endnu synges i Kirken, og jeg selv havde foresat mig at søge det første Degnekald der blev ledigt. Men jeg stræbde at undertrykke min Vrede; thi disse Underjordiske forsvare deres Meeninger med så megen Skarpsindighed, og vide at give alt det, de sige, så stor en Sandsynlighed, at det er vanskeligt at giendrive endog deres groveste Vildfarelser. De have endnu fleere besynderlige Meeninger i Religionen, som de ligeså konstigen vide at forsvare. Da jeg, for Exempel, sagde til nogle, som jeg holdt Venskab med, at de ikke kunde vente at blive salige efter Døden, fordi de omgikkes i Mørket, svarede de, at den, som med Strænghed fordømte andre, stod selv Fare for at blive fordømt; thi man kunde ikke fordømme andre, uden at giøre det af Stolthed, hvilken Last, Gud, der så meget elsker Ydmyghed, hader og afskyer hos sine Skabninger: at fordømme andres Meeninger, eller påtvinge nogen sine, var at indbilde sig, at man eene havde sluget al Viisdom, ligesom de Galne, der holde sig selv allene for Kloge.
Engang vilde jeg bevise en Sætning, og anførte det som en Grund, at jeg i min Samvittighed var overbeviist derom. Min Modpart roste dette Beviis, og bad mig altid følge min Samvittigheds Vidnesbyrd, det vilde han også selv altid giøre; thi når alle vilde følge deres Samvittighed, vilde al Trætte og Anledning til Trætte ophøre.
Iblandt andre Vildfarelser, som jeg fandt hos Indbyggerne i dette Fyrstendømme, vare også følgende. Skiønt de ikke nægtede, at Gud belønner det Gode og straffer det Onde, meente de dog, at denne belønnende og straffende Retfærdighed ikke udøvedes førend i det andet Liv. Jeg anførte adskillige Mennesker, som her i Livet vare straffede for deres Ondskab og Ugudelighed. Til Beviis på det Modsatte anførte de ligeså mange ugudelige Træer, som havde været høist lykkelige indtil deres Død. Så ofte vi stride med nogen, sagde de, tage vi af det daglige Livs Rustkammer allene de Våben, som vi kunne bruge, og give ikkun Agt på de Exempler, som tiene til at bestyrke vore Sætninger, og udelade dem, som giøre os Skade. Jeg beråbte mig på mig selv, at adskillige, som havde giort mig Uret, vare jammerlig omkomne; men det var kun Egenkierlighed, sagde de, at jeg ansåe mig for bedre og vigtigere i Guds Øine end andre, som havde uskyldigen lidt de allergroveste Fornærmelser, og dog seet deres Forfølgere blive meget gamle og bestandig lykkelige.
Da jeg engang formanede dem til at bede hver Dag til Gud, svarede de, at de vel ikke nægtede Bønnens Nødvendighed, men troede dog, at den egentlige Gudsdyrkelse bestod i at lyde Guds Lov. Det Beviis, de anførte for denne Meening, var følgende: Sæt, at en Fyrste har to Slags Undersåtter. Nogle forsee sig hver Dag, og overtræde hans Befalinger, enten af Skrøbelighed eller Ondskab, men disse komme hvert Øieblik med Ansøgninger og Afbigter til Fyrstens Slot, og bede om Forladelse for de Feil, som de strax ville begåe på nye. Andre komme sielden og aldrig af sig selv til Hoffet, men udøve trolig og nøiagtig Fyrstens Befalinger, og vise ham derved den Ærbødighed, de som Undersåtter skylde ham. Hvem tvivler nu om, at Fyrsten vil ansee disse som Mennesker, der fortiene hans Kierlighed, men derimod hine som onde, uduelige og besværlige Undersåtter, såvel for deres Forseelsers, som idelige Ansøgningers Skyld?
Jeg indlod mig ofte i disse og deslige andre Tvistigheder, men uden mindste Frugt; thi det var mig umueligt at fåe nogen på mit Partie. Jeg vil derfor springe over alle de øvrige, og blot anføre de fornemste og merkværdigste af Hovedlærdommene i deres Religion, overladende til Læserens egen Skiønsomhed at bifalde eller fordømme dem.
Potuanerne troe een eeneste almægtig Gud, altings Skaber og Opholder. De beviise hans Almagt og Eenhed af Skabningens Storhed og Orden; og da de ere meget kyndige i Physik og Astronomie, have de så lyse og ophøiede Begreber om Guds Væsen og Egenskaber, at de holde det for dårligt at ville definere, hvad der så uendelig vidt overgåer vor Fattekraft. De have kun fem Festdage om Året, af hvilke den største helligholdes med stor Andagt på mørke Steder, hvor ingen Lysstråle kan indtrænge sig, for at betegne, at det Væsen, de tilbede, er ubegribeligt. De forblive på disse Steder ubevægelige, henrykte i tilbedende Andagt fra Solens Opgang til dens Nedgang. Denne Fest kaldes den UBEGRIBELIGE GUDS DAG, og indfalder på den første Dag i Eege-Måneden. På de fire andre Fester, som helligholdes på de fire Årets Tider, takke de Gud for de Velgierninger, han har beviist dem. Det er yderst sieldent, at nogen bliver borte fra disse hellige Forsamlinger, og den, som uden tilstrækkelig Årsag forsømmer dem, ansees som en slet Undersåt, og lever i bestandig Foragt. De offentlige Bønner ere affattede således, at de ingen Hensigt have til den Bedendes, men blot til Fyrstens og Statens Vel. Ingen beder offentlig for sig selv. Man har ved denne Indretning villet tilkiendegive, at enhver Enkelts Velgående er så nøie forbundet med det Heles Vel, at det eene ikke kan have Sted uden det andet. Ingen bliver ved Tvang eller Bøder holdt til den offentlige Gudstieneste; thi da de holde for, at Gudsfrygt fornemmelig beståer i Kierlighed, og Erfaring lærer, at denne meere kiølnes end opflammes ved Tvang, troe de det ikke allene unyttigt, men endog skadeligt at ville tvinge nogen med Magt til at dyrke Gud. En Mand, sige de, der ønskede Gienkierlighed af sin Kone, og tog sig for at forjage hendes Koldsindighed med Ørfign og Næsestyvere, vilde, isteden for at oplue den Gnist af Kierlighed der var tilovers, aldeles slukke den, og forandre hendes Ligegyldighed til Had og Afskye.
Potuanerne forsonede i de ældre Tider Guddommen med Offringer, prægtige Optog og andre Ceremonier. Denne udvortes Gudsdyrkelse vedvarede indtil den berømte Philosoph CIMALI for otte hundrede År siden opstod som Religions-Forbedrer, og udgav en Bog kaldet SEBOLAC-TACSI, eller: ET GUDFRYGTIGT TRÆES SANDE MÆRKER. Jeg læste flittig denne Bog dernede, og kunde aldrig blive kied deraf. Den indeholder theologiske og moralske Lærdomme, som alle Potuanerne lære udenad. Den underjordiske Reformator afskaffer Offringer og deslige Skikke på følgende Grunde. "Kun de Dyder," siger han, "ere sande Dyder, hvis Udøvelse falder et fordærvet Hierte tung og vanskelig. At offre, at istemme Psalmer, at holde Høitid hver anden Dag, at ære de Dødes Aske, at gåe i Procession med Helgenbilleder, er meget meer andægtigt Dovenskab, end åndelige Handlinger; og hvis det skal kaldes Handlinger, sådanne, som enhver Lastefuld gierne kan udøve, da de ikke koste mindste Selvfornægtelse. Men af sin egen Formue at understøtte Trængende, at styre sin Vrede, og undertvinge sin Hevngierrighed, at kiempe mandig imod enhver Vellyst, og stræbe at holde vore kiereste Lidenskaber i Tømme, dette koster Kraft og Møie, og er derfor sande Kiendetegn på Dyd og Gudsfrygt. Uniform og glimrende Våben giør enhver Kriger kiendelig fra Kiøbstædmanden; men Helten kiendes på sin Tapperhed, Tålmodighed, ufortrødne Arbeide og Opofrelse af Liv og Lemmer for sit Fødeland." Ved deslige Exempler har CIMALI stræbt at befæste sine Forskrifter, og da Potuanerne på det nøieste iagttage dem, vilde den Romerske Kirkes Omvendere, eller de så kaldte Missionairer, der så meget anbefale Ceremoniers lagttagelse, og love alle dem Paradiis, som tilbede Reliqvier, eller i fyrretive Dage mæske sig med Markernes, Havernes, Viinbiergenes, Flodernes og Oceanets Lækkerheder, spilde både Tid og Flid i disse Lande.
Disse ere den potuanske Theologies Hovedlærdomme, der vil støde endeel af mine Læsere, som blot og bar Naturreligion, som jeg selv troede den var i Begyndelsen. Imidlertid påståe Potuanerne, at disse Lærdomme ere dem guddommelig åbenbarede, og at de for nogle hundrede År siden fik en Bog, der lærer hvad de skulle troe og giøre. I de ældste Tider, sagde de mig, lode deres Forfædre sig nøie med den blotte naturlige Religion; men da Erfaring havde lært, at Naturens blotte Lys ikke var tilstrækkeligt for Mængden, eftersom hos adskillige Dovenskab og Uagtsomhed ofte reent udslettede den moralske Følelse, og andre ved spidsfindig Philosophie og tøileløs Grublen fordærvede deres egne og andres Begreber, havde Gud givet dem en skreven Åbenbaring, hvis Nødvendighed syntes dem aldeles upåtvivlelig. Uagtet jeg ikke kan rose adskilligt i denne potuanske Theologie, må jeg dog oprigtigen tilståe, at der er meget, som jeg ikke kan nægte mit Bifald. Således syntes mig, for Exempel, den Skik ikke allene Bifald, men Beundring værd, at de, når de i Krigstider, som Seirere, kom hiem fra et Feldtslag, isteden for, som vi, at udbryde i Frydeskrig og synge TE DEUM, tilbragte nogle Dage i sørgende Taushed, som om de skammede sig over en Seier, der havde kostet så mange af deres Brødre Livet. Af samme Årsag finder man og meget lidet om Feldtslag og Blodbad i de underjordiske Historier og Årbøger, men blot Efterretninger om borgerlige Sager, Anordninger, Love og Stiftelser.