Niels Klims underjordiske Reise

Ludvig Holberg (1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

VII: Potuanernes Statsforfatning

   I Fyrstendommet Potu er Regieringen arvelig i lige Linie. Således har den været i heele tusinde År, og endnu afviger man ikke derfra. Ikkun eengang finder man i Årbøgerne, at Potuanerne have forandret denne Orden i Arvefølgen; thi da den sunde Fornuft synes at fordre, at Regenten skulde overgåe sine Undersåtter i Forstand og Naturgaver, meente nogle, at man måtte see meere på Sielens Egenskaber, end på Fødselens Fortrin, og vælge den til Regent, som fortiente dette Fortrin. De ophævede derfor den gamle Arvefølge, og udnævnede ved eenstemmigt Valg Philosophen RABAKU til deres Fyrste. Han regierede i Begyndelsen med så megen Klogskab og Mildhed, at han kunde været et Mønster for alle Regentere. Men det varede ikke længe, og for sildig indsåe Potuanerne, hvor ugrundet det Ordsprog er, at det Rige er lyksaligt, hvor Philosopher sidde ved Roret. Thi da den nye Fyrste var af ringe Herkomst, kunde hans Dyder og Regieringskonst ikke forskaffe ham den Agtelse og Ærbødighed, der er Staternes Styrke. De, som nylig havde været hans Lige eller Overmænd, ansåe ham endnu derfor, da han var kommet på Tronen, og kunde ikke finde sig i at adlyde ham som deres Fyrste. De knurrede over hans Forordninger, såsnart disse mishagede dem, eller faldt dem for vanskelige, og tænkde kun på hvad han havde været, og ikke hvad han var. Nu måtte han ved Bønner og Smigrerier søge at forskaffe sig Lydighed; men også derved udrettede han intet. Man blev ved at ringeagte hans Befalinger, fordi man ikke agtede ham selv. RABAKU såe, at der måtte anvendes andre Midler, og begyndte at blive stræng. Ved denne anden Yderlighed udbrød den Gnist, som havde ulmet under Asken, til en åbenbar Ild: Undersåtterne satte sig offentlig op imod ham, og på eet ilde stillet Oprør fulgde et andet. Omsider mærkte han, at Staten ikke kunde beståe, uden den bestyredes af en Regent, som var af stor Familie, hvis Ahner kunde indprænte Folket Ærbødighed: han nedlagde Regieringen og overdrog den til en Fyrste, som ved Fødselen havde Ret dertil. Roligheden vendte tilbage med den gamle Kongefamilie, og det Uveir lagde sig, der sålænge havde forvirret Staten. Derpå blev det forbudt under Livs Straf for Eftertiden at giøre ringeste Forandring i Arvefølgen.
   Denne Orden, i lige Linie, vil rimeligviis altid blive uryggelig i Potu, så at man ikke uden i yderste Nødsfald vil gåe den Førstefødde forbi. Dog melde Årbøgerne om en Philosoph, som vilde ophæve denne kongelige Lov, og opfandt en Middelvei. Hans Forslag var, at man vel ikke skulde gåe det kongelige Huus forbi, men dog vælge den blandt den afdøde Fyrstes Sønner til Regent, som besad størst Duelighed og Beqvemhed til at bære Regieringens Byrder. Da han havde fremsagt sit Forslag, underkastede han sig den Prøve, som var brugelig i hans Fædreneland, og lod Strikken lægge om sin Hals, så længe som man rådslog om Forslagets Nytte. Da Rådsforsamlingen var forbi, og Stemmerne vare talte, blev denne Plan erklæret for ubesindig og høist skadelig for Staten. Man troede nemlig, at den vilde give Anledning til mange Uroligheder, og opvække Strid imellem de kongelige Børn, og at det derfor var bedre at beholde den gamle, som bestemte den førstefødde Prinds til Regieringen, om han endog var mindre duelig dertil end de andre. Planen blev altså forkastet, og Projektmageren hængt. Thi Projektmagere ere de eeneste, som i dette Fyrstendom straffes på Livet, da man troer at enhver, endog vel overtænkt nye Forandring, giver Anledning til Urolighed og Uorden i Staten, men kuldkaster og forstyrrer den reent, om den er urimelig og overilet.
   De potuanske Fyrsters Magt er uindskrænket, og dog er deres Regiering meere faderlig end stræng. Thi da de udøve Retfærdigheden efter Grundsætninger, og ikke blot efter Love, vide de altid at foreene Herredom og Frihed med hinanden, to Ting, som ellers så let skilles ad.
   Een af de nyttigste Indretninger her er denne, at Fyrsten så meget som mueligt stræber at vedligeholde en Lighed imellem Undersåtterne. Værdighed er her ikke bunden til nogen Stand, men de Ringere må allene lyde deres Overmænd, og de Unge ære de Gamle. De underjordiske Årbøger vise vel, at der for nogle Århundrede siden have været visse ved offentlige Love anordnede Stænder iblandt dem, men de vise tillige, at dette gav Anledning til store Uroligheder. Thi det forekom den ældre Broder hårdt at vige for den yngre, og Forældre kunde ikke skikke sig i at sættes tilbage for deres Børn: det eene Træe skyede det andet, og al Omgang og Selskabelighed ophørte. Men disse vare ikke de eeneste Uleiligheder, som fulgte deraf. Efterhånden gik det såvidt, at de beste og dueligste Træer, som Naturen havde udrustet med de største Siele-Evner og de fleeste Grene, måtte sidde nederst i Giestebudder og Forsamlinger. Thi de Træer, som havde nogen indvortes Værd, og udmærkede sig noksom ved Klogskab og Dyd, kunde aldrig beqvemme sig til at søge nogen Rang eller Titel, for at fåe Ret til at sidde øverst. Men de slette og uduelige Træer søgte på en Måde at skiule deres naturlige Mangler med prægtige Ærestitler, og plagede Fyrsten uden Ophør med deres Ansøgninger. Han føiede dem, for at slippe frie for dem, og tilsidst bleve da Titler intet andet end Tegn på de udueligste Træer. Fremmede måtte lee derover, når de i Giestebuder og høitidelige Forsamlinger såe Tornebuske sidde på de fornemste Bænke, og Palmetræer, Cedre og anseelige Eege med ti eller tolv Grene, sidde nederst; thi så længe denne Regieringsform varede, havde næsten alle Tornebuske Karakterer. Fruentimmerne iblandt dem fik Titler af Oeconomieråd, Huusråd og Hofråd, og det opvakte endnu større Uroligheder iblandt dette Kiøn, end iblandt det andet. Nogle Træer gik såvidt i forfængelig Ærgierrighed, at de, som af Naturen ikke havde fået meer end to eller tre Grene, søgte om Titler af Tigrenet eller Tolvgrenet, og Tornebuske søgte om at kaldes Palmetræer. Det var ligeså latterligt, som om en Vanskabning søgte om Titel af Velbåren, eller den, der var født af ringe Stand, vilde kaldes Høiædel. Da Ulykken var steget til det høieste, og hele Landet var forvirret, såsom alle jagede efter tomme Navne og Titler, uden sand Ære og Fortieneste, vovede en Borger i Byen Keba at giøre Forslag til en Lov, hvorved denne Skik skulde afskaffes. Han blev, som sædvanlig, slæbet hen på Torvet med en Strikke om Halsen; men da man havde holdt Råd derom, og samlet Stemmer, blev hans Forslag, uden at nogen indvendte det ringeste derimod, billiget som nyttigt for Staten. Han blev derpå prydet med en Blomsterkrands, og ført i Triumph igiennem Byen, med det ledsagende Folks Bifald og Fryderåb. Og da man i Tidens Længde indsåe, til hvor stor Nytte hans Forslag havde været Staten, blev han udnævnt til Kadoki eller Storkanzler.
   Fra den Tid af holdt man nøiagtig over den Lov, at alle Borgerne skulde være lige. Og dog ophørte ikke al Kappelyst, fordi Titlerne bleve afskaffede; men nu stræbte den eene at overgåe den anden i Dyd og sande Fortienester. Man seer af den underjordiske Historie, at der siden den Tid ikke har været meer end een eeneste Projectmager, som to Gange hemmelig stræbte at indføre den forrige Rangforordning; men for det første Forsøg blev han dømt til at årelades, og da han siden blev anklaget, at han endnu arbeidede derpå, blev han forviist til Firmamentet. Nu omstunder har Rang og Titler ikke meere Sted i dette Fyrstendom. Vel giver den høieste Øvrighed visse Professioner Fortrin for andre, men ingen fåer derved Ret til den første Plads i offentlige Sammenkomster. Man kan see denne Forskiel af de kongelige Forordninger, som gierne sluttes med disse Ord: "Dette byde og befale vi vore Bønder, Fabrikantere, Kiøbmænd, Håndværksmænd, Philosopher, Konstnere, Hofbetientere o.s.v." Jeg kom efter, at følgende Rangforordning giemmes i det fyrstelige Arkiv:

De, som i offentlig Trang have hiulpet Staten med deres Formue.
De, som tiene Staten uden Løn.
Bønder og Agerdyrkere med otte Grene, og derover.
Bønder med syv Grene, og derunder.
De, som have anlagt Fabriker eller Manufakturer.
De, som drive de nødvendige Håndværker.
Philosopher, og ordentlig creerede Doctorer af begge Kiøn.
Konstnere.
Kiøbmænd.
Hoffolk med fem hundrede Rupaters Løn.
Hoffolk med tusinde Rupaters Løn.

Jeg fandt denne Rangforordning overmåde latterlig, og jeg tvivler på, at nogen i vor Verden vil give den sit Bifald. Noget nær lugtede jeg alligevel hvad de Underjordiske sigtede til, og Grundene, de byggede den på; men jeg tilståer, at den endnu forekommer mig besynderlig, og at jeg ikke ganske kan fatte den.
   Blandt andre mærkværdige Ting fortiener følgende at anmærkes. Jo mere got man her nyder af Staten, jo mere beskeden og ydmyg opfører man sig. Jeg såe tidt, at BOSPOLAK, den rigeste af Borgerne i Potu, hilste alle meget ydmyg, som mødte ham på Gaden, ja bøiede alle sine Grene, og bukkede dybt med Hovedet for ethvert Træe af Almuen. Da jeg spurgde om Årsagen, svarede man mig, at det var hans Pligt, da han nød de fleste Fordele i Staten, og altså var dens største Skyldner. Dog er der ingen Lov for denne Høflighed, men da Indbyggerne altid handle efter fornuftigt Overlæg, udøve de denne Dyd frivillig, og ansee Erkiendtligheds Bud for en Lov. Det er en heel Deel anderledes hos os, hvor de, der nyde den største Ære og de fleeste Fordele i Staten, see de Ringere over Skuldrene med Foragt. De, som have talrig Afkom, ansees her for de meest fortiente Borgere, og æres af alle uden Undtagelse. Disse ere de underjordiske Helte, og deres Erindring er Efterkommerne stedse hellig. De allene fåe Navn af STORE. Hos os derimod fåe Menneskeslægtens Forstyrrere dette Navn. Man indseer let hvad Priis den underjordiske Verden vilde have sat på ALEXANDER DEN STORE og JULIUS CÆSAR, som begge døde uden Afkom, og myrdede nogle Millioner Mennesker. Jeg erindrer mig herved følgende Gravskrivt, som jeg såe over en Bonde i Keba: "HER LIGGER JOKTAN DEN STORE, SIN TIDS HELT, FADER TIL TREDIVE BØRN." Dog må man mærke, at til at fåe Navn af Stor, udfordres meer, end at have avlet Børnene: man må også opdrage dem vel.
   I Lovgivningen gåer man her meget langsomt til Værks, og næsten som hos Romerne fordum. Den nye Forordning bliver først opslået på Rådhusene i alle Byer, og da ståer det enhver frit for at undersøge den, giøre Indvendinger derimod, og forelægge den en Forsamling af indsigtsfulde Mænd, som i denne Hensigt er nedsat i Potu. Her veies nøiagtig alt hvad der indgives til Lovens Bestyrkelse, Forandring, Ophævelse, Bifald, Forbedring, Indskrænkelse eller Udvidelse: og når den således er giennemseet af alle Lovkyndige, sendes den endelig til Fyrstens Bekræftelse og Underskrivt, førend den publiceres. Måskee mange ville finde sådan Langsomhed latterlig; men Følgen af denne Forsigtighed er, at Lovene evig beholde deres Kraft; og, som man siger, har ingen Lov i dette Fyrstendom i hele fem hundrede År lidt mindste Forandring.
   Fyrsten har en Fortegnelse i sin Forvaring over de beste Træer i sit Land, som er belagt med Attester om enhvers Duelighed fra de examinerende Karatter, og Vidnesbyrd om hans Tænkemåde og Opførsel fra Rodemesterne og Naboerne. Fyrsten kiender derfor altid duelige Mænd til at besætte de ledige Embeder med. Især er det besynderligt, at ingen fåer Tilladelse til at opslåe sin Bopæl i nogen Stad eller Landsbye, uden han bringer Attester med om sin Skikkelighed fra det Land eller Bye, hvor han forhen har opholdt sig, og stiller Sikkerhed for sin gode Opførsel i Fremtiden.
   Ingen tør under Livs Straf giøre Anmærkninger over en Lov, der eengang er publiceret. Man har altså mindre Frihed i politiske Ting end i Religionssager. Årsagen, de give hertil, er denne: Hvo som farer vild i Religionen eller Troens Artikle, giør det allene til sin egen Skade; men den, som opkaster Tvivl mod de offentlige Love, og fordreier dem ved sine Forklaringer, forvirrer hele Staten.
   Om Hofstaten og sammes Oeconomie har jeg allerede talt noget forhen. Jeg har sagt, at KADOKI eller Stor-Kanzleren har den øverste Plads iblandt Hofbetienterne. Næst efter ham kommer SMIRIAN eller Overskatmesteren. I min Tid beklædte den syvgreenede Enke RAHAGNA dette Embede. Hendes dydige Tænkemåde og store Sielevner havde ophøiet hende til denne vigtige Post. Hun havde beklædt den længe, ja endog nogle År før sin Mands Død; thi skiønt denne havde havt temmelig Indsigt i Finantssager, lod han sig dog i alting regiere af sin Kone, og kunde rettere kaldes hendes Forvalter end Ægtemand. Når hans Kone låe i Barselseng, eller på anden Måde var syg, udgav han vel sine Breve og Foranstaltninger under sit eget Navn, men man ansåe dem ikke for gyldige, med mindre hun tillige havde sat sit Navn og Segl derunder. RAHAGNA havde to Brødre, den eene var Hofkieldermester, og den anden Hofslagter; men de torde ikke tænke på at svinge sig høiere i Veiret ved deres fornemme Søsters Hielp, thi de havde ingen Forstand: så retfærdig er man her i Embeders Bortgivelse.
   Endskiønt RAHAGNA havde så mange og vigtige Forretninger, ammede hun dog selv et Barn, som hun var nedkommen med efter sin Mands Død. Da jeg udlod mig med, at dette var et alt for besværligt og upassende Arbeide for så stor en Dame, gave Indbyggerne mig dette Svar: "Hvorfor troer du at Naturen har givet Konerne Bryster? enten til Legemets Prydelse, eller til Børnenes Næring? Barnets Opdragelse beroer meget på Ammens Gemytsbeskaffenhed og Melkens Godhed, og de Mødre sønderrive Kierligheds og Sielenes naturlige Bånd, som lade andre opamme deres Børn." Det er Årsagen, hvorfor alle skikkelige Koner i dette Fyrstendom selv opamme deres Børn.
   Kronprindsen var et Barn på sex År, og røbede Anlæg til udmærket Forstand og store Dyder. Han havde allerede sex Grene, som er noget usædvanligt i den Alder; thi ingen fødes med meer end fem eller i det høieste sex Grene, de øvrige voxe ud med Alderen. Han havde en Hofmester, som var det viseste Træe i det heele Fyrstendom, og som underviiste ham i Læren om Gud, i Historien, Mathematiken og Moralphilosophien. Jeg har selv seet det moralskpolitiske System, eller Udtog af Sædelæren og Statskonsten, som han havde skrevet til Prindsens Brug. Titelen på dette Udtog er MAHALDA LIBAB HELIT, hvilket på det underjordiske Sprog betyder STATENS ROER. Det indeholder mange grundige og nyttige Regler, hvoraf jeg endnu erindrer mig følgende:

Hverken Anklagelse eller Anbefaling bør man alt for hastig troe, men opsætte sin Dom indtil man har fået nøiagtig Kundskab om Tingene.
Når Een anklages for en Forbrydelse, og overbevises derom, så må man undersøge, om den Anklagede forhen har gjort noget godt, sammenligne hans gode og onde Handlinger med hinanden, og rette sig derefter i Dommens Afsigelse.
Dem i Rådet, som idelig falde Fyrsten besværlige med deres Modsigelser, bør han ansee som sine redeligste Undersåtter, og have Tillid til dem; thi ingen sætter sig selv i Fare for Sandhedens Skyld, uden den, som har Fædrenelandets Velfærd kierere end sin egen.
Fyrsten bør ikke indlemme nogen i sit Råd, som ei har Godser og faste Eiendomme i hans Land; thi disses Fordeele ere uadskillelige fra Statens Velfærd, da derimod de, som ingen faste Eiendomme have i et Rige, ikke ansee det som deres Fædreneland, men som et Herberg, hvori de for en kort Tid opholde sig.
For en Tid kan han vel benytte sig af en ond Mands Tieneste, dersom han er meget oplagt til visse Forretninger, men det er ikke rådeligt at værdige ham nogen besynderlig Gunst; thi når en ond eller lastefuld Mand antoges iblandt Fyrstens Venner, vilde mange ligeså slette Borgere ved hans Hielp komme i Veiret, og trænge ind i de offentlige Embeder.
Fyrsten må mindst troe dem, som meest overløbe ham, og oftest vise sig ved Hoffet: de, som idelig og ukaldte sees i Forgemakket, have enten giort noget ondt eller have det i Sinde.
Han bør allermindst ophøie dem, som ivrigst tragte efter Ære. Så vist som det er, at ingen tigger om Almisse, uden den, der er hungrig eller fattig: ligeså afgiort er det, at ingen heftigere stræber efter den udvortes Ære, end den, som ikke kan erhverve sig Berømmelse ved Dyd og Fortienester.

Den følgende er en meget nyttig Regel; men jeg kunde ikke bifalde den, for det fornærmelige Exempels Skyld, hvormed den var oplyst. Den lød omtrent således:

Ingen Borger må ansees for ganske uduelig. Ingen er så dum, at han jo kan bruges til noget, ja endog overgåe andre deri, når man forståer at vælge det rette. Een kan have stor Dømmekraft, en anden Vittighed; een Stadighed og Siels Fasthed, en anden Legems Styrke; een kan bruges som Dommer, en anden som Skriver; een kan være duelig til at giøre Opdagelser og Planer, en anden til at udføre dem; få ere ganske ubrugelige. At så mange ansees derfor, er ikke Skaberens Skyld, men allene Menneskenes egen, som ikke ret undersøge enhvers Kræfter og Duelighed.

Dette oplystes nu med mit Exempel således: Vi have i vor Tid seet et underligt Dyr, som formedelst sin hurtige Forstand blev af alle anseet for ganske udueligt, dog have hans hurtige Fødder været os meget nyttige. Da jeg havde læst dette Stykke, sagde jeg ved mig selv: Indgangen er skrevet af en brav Mand, men Slutningen af en Skurk.

Een af Regentens vigtigste Pligterer, at han seer sig om efter en duelig Lærer til sin Tronfølger. Da hele Statens Velfærd beroer på Kronprindsens Underviisning, må den, der skal undervise ham, være en dydig og indsigtsfuld Mand. Hvad man lærer i den unge Alder, bliver Natur hos os siden. Især må denne Lærer elske sit Fædreneland, og alle de Regler, han giver Prindsen, må gåe ud på at indprente ham Kierlighed til sine Undersåtter.
Fyrsten må nøie kiende sine Undersåtters Tænkemåde, og rette sig derefter, og vil han hemme Lasterne, må han heller giøre det ved sit Exempel, end ved Love. Exemplets Indflydelse er altid så meget større, som den er i større Anseelse, der giver det.
Han må ikke tillade nogen at gåe ledig; thi de ørkesløse Mennesker ere Fædrenelandet til Byrde. Ved utrættet Flid og Arbeidsomhed voxer Statens Magt, men den svækkes ved Mytterie og Sammenrottelser, Ledigheds skadelige Følger. Bedre er det endog, at Borgerne ere beskiæftigede med Småting, med Skuespil og andre Lege, end at de ere ganske ledige.
Fyrsten bør vedligeholde Eenighed iblandt sine Undersåtter; dog kan det have sin Nytte, at han underholder en Slags Skinsyge imellem sine Rådsherrer; thi på denne Måde kommer Sandheden ofte for Dagen: ofte fåer Dommeren nøiere Kundskab om Processen ved Advokaternes Trætte.
Fyrsten handler klogest, om han i alle vigtige Sager hører hele Rådets Meening. Men endnu sikkrere er det at udspørge dem hver for sig, end alle tillige i det forsamlede Råd. Thi i de almindelige Rådsforsamlinger, hvor alle offentlig sige deres Meening, skeer det ofte, at een henriver de andre med sin Veltalenhed, og at Fyrsten i Stedet for manges, fåer kun eens Meening at høre.
Straffe ere ikke mindre nødvendige, end Belønninger. Hine hemme det Onde, ligesom disse befordre det Gode. Det er endog nødvendigt at belønne en ond Mand, når han har giort noget godt, for at opmuntre andre desto mere til at iagttage deres Pligter.
Den sunde Fornuft lærer, at man ved Befordringer til offentlige Embeder især må see på Personens Duelighed. Thi Fromhed og Retskaffenhed ere vel den største Fortieneste, men man bedrages så ofte ved Skinnet af disse Dyder, og bane de Veien til Embede, vil enhver påtage sig deres Miner. Desuden kan man ikke med Vished dømme om en Mands Fromhed og Ærlighed, førend han kommer i Embed: det er den sande Skueplads, hvorfra han kan vise Verden sin Dyd. Men Dueligheden kan let erfares ved en foregående Examen. Den Dumme og Uvidende kan ikke så let skiule sin Uvidenhed, som Hykleren kan anstille sig from, og Skurken skiule sin Ondskab. Duelighed og Fromhed ere heller ikke stridige Dyder: de kunne ligeså vel være samlede hos een Mand, som Fromhed og Dumhed kunne være adskildte. Men den, som besidder både Duelighed og Fromhed, er en fuldkommen Mand. En dum Mand har enten et godt eller et ondt Hierte: er han ond, veed man hvilke Afskyeligheder Dumhed foreenet med Ondskab kan afstedkomme; men er han from, kan han, for sin Uvidenheds Skyld, ikke bringe de Dyder, som han besidder, i Udøvelse: og tør han ikke, eller kan han ikke selv giøre ondt, så kunne hans Betientere det, fordi han behøver deres Tieneste. Den dumme Herremand har gierne en listig Forvalter, og den uvidende Dommer en snedig Secretaire, som bedrager uden Frygt, og skyder Skylden på sin Herre, når det mislykkes. Duelighed er altså det vigtigste man må see på ved Befordringer.
Det er ubesindigt at erklære dem for ærgierrige, der søge de hæderlige Embeder i Staten, når de tiltroe sig selv Duelighed nok dertil, eller erklære dem for stolte, som giøre sig Umag derfor. Vil Fyrsten ved Embedernes Bortgivelse alt for meget see på Ydmyghed, så vil endog den Stolteste påtage sig Ydmygheds Maske, for desto snarere og sikkrere at nåe sit Mål. Fyrsten vilde da, tvertimod sin Hensigt, ikkun befordre de ærgierrigste Mennesker, når han udmærkede dem, som med den beskedne Dyds Mine anstillede sig, som om de hadede Opsigt og elskede Stilhed, eller lode udsprede ved deres Venner, at de afskyede offentlig Ære. Til Bekræftelse herpå anføres dette Exempel: Da et stort Embede blev ledigt, skrev en vis Mand, som ønskede at fåe det, til Fyrsten, at han havde hørt Hans Durchlauchtighed havde besluttet at give ham denne Post, som så mange stræbte efter, men han måtte frabede sig den, og bekiende, at han ikke var den voxen; derimod vilde han ydmygst bede, at en anden, der var dueligere end han, måtte nyde denne Ære, så meget meer, som han selv var fornøiet med sin nærværende Tilstand, og tragtede ikke efter høiere Ære. Fyrsten havde ikke tænkt derpå; men dette Beviis på Ydmyghed rørte ham så meget, at han gav Embedet til den, som havde afslået det. Men han mærkede snart, at han var bedraget ved forstilt Ydmyghed, da denne nye Hofmand overgik alle de andre i Hovmod og Uforskammenhed.
At sætte en Fattig eller Banqveroterer til Skatmester, er det samme, som at giøre en hungrig Ulv til Kiøkkenmester eller Proviantforvalter. Det samme gielder om en rig Gnier; thi hin haver intet, denne kan aldrig fåe nok.
Fyrsten bør ikke confirmere Gavebreve og Fundationer, som sigte til at underholde ørkesløse Træer, og føde deres Dovenskab. Ingen må derfor optages i noget Kloster eller anden Stiftelse i dette Fyrstendom, uden meget flittige og duelige Træer, som enten kunne nytte Staten ved Håndarbeide, eller hædre det Selskab, hvoraf de ere Lemmer, ved Lærdom og Videnskaber. Dog undtages nogle få Klostere, hvor gamle udlevede Træer underholdes; thi disse må formedelst deres Alderdom fritages for Arbeide.
Når Laster i Staten giøre en Reformation nødvendig, så må man endelig gåe langsom til Værks. På eengang og med Magt at ville udrydde alle gamle indgroede Feil, er det samme, som at ville foreskrive en Syg Vomitiv, Laxativ og Åreladen på eengang.
De, som ere dristige nok til at love alting, og påtage sig mange Forretninger tillige, ere enten Dårer, som ikke kiende deres egne Kræfter og Tingenes Vigtighed, eller slette og uredelige Borgere, der see allene på deres eget og ikke på Statens Beste. Den Kloge prøver sine Kræfter førend han påtager sig nogen Byrde, og den redelige Borger kan ikke giøre noget af Statens vigtige Arbeider i Hast.

Kapitel 8 >