Niels Klims underjordiske Reise
Ludvig Holberg (1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
VIII: Om Akademierne i POTU
DETTE Fyrstendom har tre Akademier, af hvilke det første er i POTU, det andet i KEBA, og det tredie i NAHAMI. De Videnskaber, som læres der, ere Historien, Oekonomien, Mathematiken og Lovkyndigheden. Da deres Theologie er så kort, at den næsten kunde skrives på to Sider, og indeholder ikke andre Lærdomme, end at vi skal elske og ære Gud, alle Tings Skaber og Bestyrer, som i det andet Liv vil belønne os for vor Dyd, og straffe os for vore Laster, så er den ikke nogen akademisk Videnskab, og kan ikke være det, da det strængelig er forbudet i Loven at disputere om Guds Væsen og Egenskaber. Medicinen regnes heller ikke iblandt de akademiske Videnskaber; thi da Træerne leve ordentlig, veed man næsten intet af indvortes Sygdomme. Jeg vil ikke tale om Metaphysiken og de transcendentalske Videnskaber, da jeg nylig har sagt, at de, som disputere om det guddommelige Væsen, Englenes Egenskaber og Sielenes Natur, blive åreladte, og bragte til Hospitalet eller Tugthuset.De akademiske Øvelser ere følgende: I de første År må de unge Studerende opløse mørke og vanskelige Spørsmål. Disse forelægges dem på visse Tider, og der sættes en Belønning for den, som opløser dem på den beste og rigtigste Måde. Derved opdage Videnskabernes Bestyrere enhvers sande Fremgang, og i hvad Fag han har sin Styrke. Ingen lægger sig efter meer end een Videnskab, thi Polyhistorie anseer man her som Beviis på et flygtigt og ustadigt Hoved. Da altså Studeringerne ikke ere meget vidtløftige, læres de i kort Tid til Fuldkommenhed. Lærerne selv må hvert År aflægge Prøver på deres Lærdom. Den philosophiske Lærer må opløse et Problem i Moralen; den historiske udarbeider et Stykke i Historien; Lærerne i Oekonomien og Mathematiken må forbedre deres Videnskaber ved een eller anden nye Opdagelse; de Lovkyndige udarbeide smukke og passende Taler, og disse ere de eeneste, som må øve sig i Talekonsten, da disse Øvelser egentlig allene kunne nytte dem, som føre Sager for Retten. Jeg fortalte dem, at alle akademiske Prøver hos os bleve aflagte i Talekonsten; men de misbilligede denne Indretning, og sagde, at, dersom alle Håndværksfolk skulle sye Skoe til Mesterstykke, vilde de fleestes Arbeide blive meget slet, og Skomagerne allene vinde Prisen. Jeg nævnede blot Talekonsten; thi Disputatser torde jeg ikke tale noget om, da Indbyggerne her regne disse blandt Gøglespil. Deres offentlige Lærere foredrage ikke de nyttige Sandheder på så stræng og bydende en Måde, som Philosopherne hos os; men de blande smukke og behagelige Fortællinger imellem de alvorlige Læreregler, så at man hører dem med Fornøielse.
Den Alvorlighed og Anstand, hvormed alle akademiske Handlinger og Forfremmelser her foretages, er ganske beundringsværdig. Man tager sig meget nøie i Agt for, at der ikke skal forekomme noget i de akademiske Handlinger, der kan opvække Latter, og holder for, at disse Ceremonier må være forskiellige fra Farcer, at ikke Videnskaberne for slige usømmelige Skikkes Skyld skulde blive foragtede. Jeg torde derfor ikke tale om de Ceremonier, som bruges ved Graders og Værdigheders Uddeeling på vore Akademier; det som mødte mig i KEBA, da jeg beskrev vore Doctorpromotioner, var desuden nok for mig, til aldrig meer at røre ved den Materie.
Foruden disse Akademier er der i enhver Bye store Seminarier eller Gymnasier, hvor man giør sig Umag for at lære at kiende de Unges Anlæg, og til hvilket Fag af Videnskaberne enhver best er skikket. Da jeg blev underviist på Seminariet i Keba, havde den ypperste Præst fire Sønner, som der lærte Krigskonsten. Fire andre, hvis Fader var Rådsherre, lærte Håndværker, og to Jomfruer bleve underviiste i Søevæsenet; thi der sees allene på Lærlingernes Naturgaver, og slet ikke på deres Stand eller Kiøn. Når deres Anlæg nøie er prøvet, give Forstanderne for Seminarierne hver af dem et Vidnesbyrd med den Upartiskhed, som jeg ovenfor har meldt. Disse Vidnesbyrd anseer man her for meget pålidelige, endskiønt jeg var af en anden Meening, da jeg fik mit Vidnesbyrd fra Seminariet i KEBA, hvilket forekom mig høist urimeligt og ubilligt.
Det tillades ingen her at skrive Bøger førend han har fyldt sit tredivte År, og er af Videnskabernes Bestyrere erklæret duelig dertil. Derfor komme her ikkun få, men lærde og vel udarbeidede Skrivter for Lyset. Jeg tog mig altså vel i Agt, ikke at sige til nogen, at jeg, før min mandlige Alder, havde skrevet fem eller sex lærde Afhandlinger, at jeg ikke skulde blive til Latter.
Dette må være nok om denne Nations Karakter, Religion, Statskonst og Videnskaber. Imidlertid kan jeg ikke undlade at føie hertil endnu nogle andre særegne Ting, som forekom mig meget merkværdige.
Når et Træe udfordrer et andet, mister Udfordreren for bestandig sin Ret til at bruge Våben, og fordømmes til at leve under Formynderskab, som et Barn, fordi han ikke kan styre sine Sindslidelser. Hos os derimod ansees Udfordringer som Beviser på Heltemod, især i vort Norden, hvorfra denne slemme Skik har sin Oprindelse; thi Grækerne, Romerne og andre gamle Nationer vidste intet af Udfordringer.
I den Potuanske Rettergang har jeg mærket den Besynderlighed, at deres Navne, som føre Proces, blive Dommerne en Hemmelighed, og Processerne afgiøres ikke på det Sted, hvor Striden er begyndt, men bedømmes i langt fraliggende Provindser. Grunden til denne underlige Skik er, at da de fleeste Dommere, som Erfarenhed lærer, tage Stikpenge, eller på anden Måde forsee sig af Partiskhed, betages dem disse Fristelser, når de hverken kiende Anklageren, eller den Skyldige, eller de Godser, Eiendomme og Ting, hvorom Processen føres. Begge Parters Beviser sendes allene til en, efter Fyrstens Godtbefindende, vilkårlig nedsat Ret, med nogle tilføiede Anmærkninger, for Exempel: om A, som er i Besiddelse, bør indrømme B Eiendommen, efter hans Fordring og Klage. Jeg vilde ønske, at denne Skik var indført hos os, da vi så ofte erfare hvad Virkning Partiskhed og andre Fristelser have på Dommernes Gemytter.
Retfærdigheden udøves her uden Persons Anseelse. Dog må Fyrsterne selv ikke fordres for Retterne; men såsnart de ere døde, blive de stillede til Doms af offentlige Anklagere, eller Folkets Advokater. Den afdøde Fyrstes Handlinger blive nu undersøgte i en talrig Rådsforsamling; endelig afsiges Dommen ved visse Karakterer, som tilkiendes ham efter hans Fortienesters Beskaffenhed. Disse ere: ROESVÆRDIG, IKKE GANSKE UROESVÆRDIG, GOT, IKKE SLET, TÅLELIG, MIDDELMÅDIG. En Herold udråber et af disse Ord offentlig blandt Folket, og siden sættes det som Gravskrivt over den Afdøde. Potuanerne give følgende Grund til denne Skik: Man kan ikke fordre den levende Fyrste for Retten, uden Oprør og Urolighed; thi så længe han lever, skylde Undersåtterne ham en blind Lydighed og bestandig Ærefrygt, hvorved Staten best vedligeholdes; men når Fyrsten døer, opløses Båndet imellem ham og Undersåtterne, følgelig kunne disse nu, som frie, søge ham for Retten. Ved denne nyttige, skiønt besynderlige Indretning, sørges for Fyrstens Sikkerhed, den øverste Magt taber intet af sin Majestæt, og dog vedligeholdes tillige Statens Beste. Thi skiønt disse Karakterer ikkun tillægges de Døde, opmuntre de dog bestandig de Levende til Dyder. Man seer af den Potuanske Historie, at der i hele fire hundrede År ikke have været flere end to Fyrster, som fik den allerringeste Karakter, MÅDELIG. De øvrige have næsten alle fået ROESVÆRDIG, eller IKKE UROESVÆRDIG, hvilket deres Gravminder vise, som den alting fortærende Tid ikke endnu har ødelagt. Karakteren MÅDELIG, som på det Potuanske Sprog hedder RIP-FAC-SI, forårsager så stor Sorg i den fyrstelige Familie, at den Afdødes Tronfølger og alle hans Slægtninge bære Sørgeklæder hele sex Måneder derefter. De følgende Fyrster vise ingen Fortrydelse mod Dommerne for slige fornærmelige Domme, men ansee dem som Opmuntringer til at handle vel, og ved Klogskab, Retfærdighed og Billighed at udslætte den Skamplet, som det fyrstelige Huus har pådraget sig.
Årsagen, hvi den eene af disse Fyrster fik den sletteste Karakter, var denne: Uagtet Potuanerne ere meget øvede i Krigssager, og, når de angribes, slåe tapperligen fra sig, påføre de dog aldrig selv nogen Krig. Af denne Årsag blive de gierne Meglere imellem andre krigende Nationer, og adskillige Folkeslag på denne Klode have frivilligen underkastet sig et så retfærdigt og fredeligt Folks Herredømme. Men Fyrsten MIKLETA, dreven af en utidig Lyst til at udvide sit Riges Grændser, angreb Naboerigerne, og undertvang dem aldeles i kort Tid. Så meget, som Potu vandt ved denne sin Magts Forøgelse, så meget tabte det igien, ved at forvandle sine Naboers Venskab til Skræk og Misundelse. Den udmærkede Agtelse for Retfærdighed og Billighed, som Staten hidindtil havde skyldt sin Tilvext og Blomstren, begyndte fra denne Tid af at tabe sig. Såsnart altså Fyrsten var død, viiste Potuanerne deres Fortrydelse, ved at sætte denne Plet på hans Minde, for at vinde de andre Nationers Velvillighed tilbage. Hvori den anden Fyrstes Forseelse har bestået, kunde jeg ikke komme efter.
Kun de, som have opnået den tredie Alder, blive offentlige Lærere. For at forklare dette nøiere, må man mærke, at Træernes Liv inddeeles i tre Aldere. Den første er for dem, som oplæres i Statsbestyrelsen; i den anden udøve de hvad de have lært i den første, og i den tredie Alder undervise de andre, når de med Berømmelse have nedlagt deres Embeder. Af denne Årsag fåer ingen Tilladelse til at lære offentligen, med mindre han er bleven gammel i Statens Tieneste, da man holder for, at ingen kan give grundige Forskrivter, som ikke har hentet sin Kundskab af Erfaringen.
Dersom een, der er berygtet for slette Sæder, giver Staten et godt og nyttigt Råd, forties hans Navn, at det værdige Forslag ikke skal tabe ved dens Uværdighed, der giorde det, og Forslaget bekiendtgiøres under en bedre Mands Navn.
I Henseende til Religionen, har jeg allerede meldt, at det var forbudet at disputere om dens Grundlærdomme, men i Særdeleshed om Guds Væsen og Egenskaber; derimod ståer det enhver frit at sige sin Meening om andre Ting, og underkaste den Publicums Overveielse. Potuanerne siger, at slige Trætter kunde lignes ved Storme, som nedslåe Træer og Tage, men tillige rense Luften, og hindre, at den ikke ved for megen Roelighed fordærves. De have ikke mange Festdage, fordi de give Anledning til dorsk Lediggang, og Potuanerne troe, at den sande Gudsdyrkelse beståer ikke mindre i nyttigt Arbeide, end i Bøn og Påkaldelse.
Poesien dyrkes ikke med megen Varme, endskiønt man i dette Fyrstendom finder hist og her nogle Poeter; men den underjordiske Poesie skilles allene ved en høiere Stiil fra Prosa. De udloe det derfor, som Børnespil, hvad jeg fortalte dem om vores Stavelsemål og Tonefald.
Iblandt de Potuanske Lærere gives nogle, som kaldes Professorer i den gode Smag. Disse sørge for, at Ungdommens Tænkekraft ikke skal beskiæftiges med Ubetydeligheder og Småting; at alt for platte og pøbelagtige Skrivter, hvis Læsning fordærver Smagen, ikke skulle komme for Lyset; og at af Bøger, som skulle trykkes, de Ting blive udslettede, som stride mod sund Sands. Blot til denne Ende har man Bogcensur. Ganske anderledes er det oppe på vor Klode, hvor de beste Skrivter blot af den Årsag, at de enten vige af fra en herskende Meening, eller fra en engang indført Talebrug, eller fordi de med Vittighed og Åbenhiertighed giennemhegle Menneskenes Dårligheder, ofte undertrykkes af Censorerne, hvorved Videnskaberne naturligviis qvæles, og sunde og gode Skrivter ikke kunne komme for Dagen. Men da Handelen er fri imellem Potuanerne og Naboefolkene, snige sig blandt andre Varer ofte platte og pøbelagtige Bøger ind i Landet. Til den Ende har man ansat visse Dommere, som Tid efter anden besøge Bogsamlingerne. Disse kaldes SYLA-MAKATTI, det er: Bibliothek-Rensere. Thi ligesom der i vor Verden er en vis Art Mennesker, som årligen feie Skorsteene og Kakkelovne, således skille disse Dommere, ved at giennemsee Bogladerne, omhyggeligen det slette fra det gode, og kaste alle gemeene Bøger, som kunne fordærve Smagen, i Kloakerne. Hillemænd! tænkte jeg ved mig selv, hvilken Ødelæggelse vilde der skee blandt Bøgerne på vor Klode, dersom denne Indretning der blev indført!
Intet fortiener meere Berømmelse, end den Omhue, hvormed man sørger for, af de Unges Naturgaver at udgrandske hvad Bane enhver i sit Liv er best skikket til at betræde. Thi ligesom den ringeste falske Tone mærkes af et musikalsk Øre, således vide de Dommere, der ere satte til at prøve de Unges Anlæg, af Småting at kiende de større, og af Øiesynet, af Øienbrynenes Spiilning eller Sammentrækning, af deres sørgmodige eller glade Ansigt, af deres Latter, af deres Udtale, af deres Taushed, og andre lignende Ting, at dømme, hvortil enhver er best oplagt, og hvad der strider mod hans Natur.
Men nu til mig selv igien. Jeg havde kun liden Fornøielse af at omgåes disse urimelige Træer, som bestandig foragtede og beloe mig, for den alt for hurtige Fattekraft, de nu engang havde tillagt mig. Jeg ærgrede mig meget over de Øgenavne, man derfor gav mig. Man kaldte mig, for Exempel SKABBA, som betyder en utidig og umoden Person. Men hvad jeg især græmmede mig over, var, at min Vaskerkone ikke tog i Betænkning at give mig samme forhadte Titel, uagtet hun var et gemeent, fattigt og elendigt Lindetræe.