Niels Klims underjordiske Reise

Ludvig Holberg (1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

IX: Reisen omkring Planeten NAZAR

Da jeg i en Tid af to År havde forrettet den møisommelige Løbertieneste, og giennemrendt Landet med Placater og åbne Breve, blev jeg endelig reent kied af denne besværlige og uanstændige Forretning. Jeg indgav til Fyrsten den eene Ansøgning efter den anden, hvori jeg begierte en anstændig Afsked, og tillige anholdt om en noget ærefuldere Befordring. Men det blev mig bestandig afslået, da Hans Durchlauchtighed troede, at en vigtigere Forretning vilde overstige mine Kræfter. Han anførte mig de Love og Sædvaner, som strede mod min Ansøgning, og efter hvilke kun de, som havde den fornødne Duelighed dertil, måtte befordres til anseelige og vanskelige Embeder. Det var nødvendigt, sagde han, at jeg forblev i min engang påtagne Tieneste, indtil jeg ved een eller anden Fortieneste banede mig Veien til en høiere Bestilling. Han sluttede med denne Påmindelse:

Hver med sin egen Alen måle sig!
"Studeer og kiend dig selv!" er Viisdoms Lære.
Og før en Vægt du kiæk påtager dig,
Prøv dine Skuldre først, om du den og kan bære!

Disse gientagne Afslag bragte mig omsider til en dristig og fortvivlet Beslutning. Jeg stræbte af alle Kræfter at udpønse noget nyt, hvorved jeg kunde lægge mine Talenters Fortreffelighed for Dagen, og aftvætte den Plet, man havde sat på min Duelighed. Jeg tilbragte næsten et heelt År med at giennemstudere dette Fyrstendoms Love og Skikke, for, om mueligt, at finde et eller andet, der kunde trænge til Forbedring. De Bemærkninger, jeg giorde i denne Henseende, åbenbarede jeg en Tornebusk, som var min meget fortrolige Ven. Han fandt, at mine Betænkninger og Forslag vel ikke vare ganske ufornuftige; men tvivlede dog om, at de vilde være denne Stat til Nytte. Det var en Reformators fornemste Pligt, sagde han, at have det Lands Forfatning aldeles for Øie, hvori han vil foretage sin Reformation; thi een og den samme Anstalt kan, efter to Landes forskiellige Beskaffenhed, frembringe ganske andre og aldeles modsatte Virkninger, ligesom det Lægemiddel, der helbreder een Syg, kan dræbe en anden. Han giorde mig opmærksom på den Fare, jeg udsatte mig for, ved at vove dette Spil, forestilte mig, at det var ude med mit Liv, hvis min Plan, ved Undersøgelsen faldt igiennem, og bad mig derfor indstændig, i Forveien ret omhyggeligen at overveie alle Ting. Imidlertid rådede han mig ikke aldeles fra min Bestræbelse, da det dog altid var mueligt, sagde han, at jeg ved moden Eftertanke kunde opdage noget både til min egen og Statens Fordeel.
Jeg fulgte denne min Vens Råd, og udsatte min Plans Indlevering indtil videre. Imidlertid forrettede jeg med Tålmodighed min Tieneste, og giennemstreifede på min sædvanlige Måde Byer og Provindser. Denne evige Omrenden gav mig Leilighed til meget nøie at lære at kiende det hele Fyrstendom, og alle de omliggende Egne; og at jeg ikke skulde glemme de Bemærkninger, jeg giorde på mine Reiser, skrev jeg dem op, så got som jeg kunde, og overleverte således Fyrsten engang et Bind af anseelig Tykkelse.
Jeg erfarede snart, at dette Arbeide var aldeles efter Hans Durchlauchtigheds Smag. Han giennemlæste med Eftertanke min Bog, og efterat have anbefalet den i Statsrådet med mangfoldige Berømmelser, besluttede han at betiene sig af mig, for at opdage hele Planeten Nazar. Jeg havde ventet en ganske anden Løn for mine vågne Nætter, og sukkede taus med Poeten:

Ak! Dyden roses overalt - og fryser.

Men da jeg altid har havt særdeles Lyst til at see og høre hvad der var nyt, og stolede på en overordentlig Belønning af den milde Fyrste ved min Tilbagekomst, påtog jeg mig alligevel med en Slags Fornøielse dette Arbeide.
   Omendskiønt den hele Klode, NAZAR, neppe har to hundrede tydske Mile i Omkreds, forekommer den dog Træerne, formedelst deres langsomme Gang, meget stor. Af denne Årsag ere mange Lande, besynderlig de langt fraliggende, dem aldeles ubekiendte. Thi ingen Potuaner var i Stand til at giennemvandre denne Planets Riger i to År, da jeg derimod, ved Hielp af mine hurtige Been, blev færdig dermed i een Måned.
   Hvad der i Begyndelsen meget låe mig på Hiertet, var Frygt for Sprogenes Forskiellighed; men man trøstede mig med den Forsikkring, at hele Planetens Indbyggere, så forskiellige som de for Resten vare i Sæder, havde eet Tungemål, og at hele det grenede Kiøn var overalt uskyldigt, omgiengeligt og giæstfrit, så at jeg uden mindste Fare kunde vandre rundt omkring, hvor jeg vilde på hele Kloden. Disse Efterretninger ansporede endnu meere min Tilbøielighed, og jeg begav mig i Begyndelsen af Poppel-Måneden på Reisen.

   Alle de Ting, som nu følge, ere så forunderlige, at man lettelig kan fristes til at holde dem for lutter Tankespil og blotte poetiske Opfindelser, især da de physiske og moralske Forskielligheder, jeg bemærkede på min Reise, vare så store, at man, ved at forestille sig Forskiellen imellem de langtfra hinanden adskilte Folkeslag på vor Klode, kun kan giøre sig et meget svagt Begreb om samme. Men man må tage i Betragtning, at de fleste Folkeslag på NAZAR ere adskilte fra hinanden ved Sunde og Have, hvorfor og Kloden seer ud som et Slags Archipelagus. Indbyggerne reise næsten aldrig over disse Vande, og Færgemændene, som boe ved Strandbredden, ere der blot for fremmede Reisendes Skyld. Thi de Indfødte sætte sielden Foden udenfor deres Boepæle, og nødes de imellemstunder at sætte over Vandet, skynde de sig i Almindelighed strax tilbage igien, da de ikke godt fordrage at leve i et fremmet Land. Så mange Folkeslag altså, så mange nye Verdener.
   Den fornemste Årsag til denne store Ulighed må søges i Landenes forskiellige Natur, som de mangefarvede Marker, de forskiellige Jordarter, Planter, Frugter og Urter noksom give tilkiende. Hvad Under, at der ved denne store Forskiellighed i Jordbunden og Frugterne gives så ulige og hinanden modsatte Egenskaber og Sæder hos Indbyggerne? I vor Verden er Forskiellen imellem de længst fra hinanden adspredte Nationers Sæder, Tænkemåde, Farve, Siels og Legems Dannelse ikke så betydelig; thi da Jordbunden næsten overalt er den samme, uden for såvidt at det eene Land kan være frugtbarere end det andet, og Vand, Frugter og Urter have næsten een Natur, kunne her umuelig frembringes så ulige Skabninger, som i den underjordiske Verden, hvor hvert Land har sin ganske særegne Beskaffenhed. Fremmede have vel Frihed til at reise og handle overalt, men ikke til at boesætte sig nogensteds, hvilket heller ikke Landenes forskiællige og modsatte Beskaffenhed tillader: derfor ere alle de Fremmede, man møder, enten Vandrere eller Kiøbmænd.
   De Provindser, som ligge nærmest omkring Potu, have alle næsten samme Naturbeskaffenhed som dette Fyrstendom. Deres Indbyggere førte i forrige Tider blodige Krige med Potuanerne; nu derimod ståe de enten i Forbund med dem, eller have underkastet sig deres milde Herredømme. Men såsnart man er kommen over det store Sund, som deler hele Kloden, så at sige, i to Dele, seer man ganske nye Verdener, og nye hos Potuanerne aldeles ubekiendte Dyr. Det eeneste, som alle Klodens Indbyggere have tilfælles, er Fornuften, Træeskabningen og det samme Sprog. Af denne Årsag er det slet ikke besværligt at reise, så meget mindre, da Indbyggerne, formedelst den store Mængde fremmede Vandrere og Kiøbmænd, som reise igiennem Provindserne, ere vandte til at see ganske forskiellige, dem selv aldeles ulige Skabninger.
   Jeg har holdt for nødvendigt at erindre Læserne om alt dette i Forveien, at de ikke skulde støde sig over min følgende Fortælling, og ansee den som en sædvanlig Skipper-Efterretning.
   Det vilde blive for langt og kiedsommeligt at opregne i historisk Orden, stort og småt, hvad der mødte mig på denne Reise. For at undgåe denne unyttige Vidtløftighed, vil jeg kun opholde mig ved de Folkeslag, som forekom mig meest besynderlige, og i hvis Sæder og Egenskaber jeg fandt så meget usædvanligt og forunderligt, at Planeten NAZAR, fra denne Side, synes mig at fortiene Plads iblandt Verdens Underværker.
   Overalt lagde jeg Mærke til, at det hele fornuftige Træekiøn i Artighed, Dømmekraft og Alvorlighed meget lidt afveeg fra Potuanerne; men i Skikke, Sielekræfter og Legemsdannelse fandt jeg dem så forskiællige, at hver Provinds syntes mig en ny Verden.
   I QVAMSO, den første Provinds man kommer til på hin Side Sundet, vide Indbyggerne, som ere lutter Eegetræer, af ingen legemlig Svaghed eller Sygdom at sige; men opnåe i fuldkommen, vedvarende Sundhed den høieste Alderdom. De forekom mig derfor i Førstningen at være de lyksaligste blandt alle Skabninger; men jeg indsåe snart ved løselig Omgang med dem, at jeg havde taget mærkelig feil. Jeg såe rigtig nok ingen iblandt dem bedrøvet; men jeg såe på den anden Side heller ingen fornøiet, end sige glad. Thi ligesom den reeneste Himmel og mildeste Luft intet Indtryk giør på os, uden efter foregående Slud og Uveir, så have og disse Træer intet Begreb om deres Lyksalighed, fordi den aldrig afbrydes, og føle ikke, at de ere sunde, fordi de aldrig ere syge. De henbringe deres Liv i bestandig Helbred; men tillige i bestandig Ligegyldighed. Ethvert Gode, som nydes bestandig, kieder omsider, og for at nyde Livets Glæder, må man undertiden have smagt dets Bitterheder. Jeg kan forsikkre, at jeg hos intet Folk har fundet så liden Artighed og Godlidenhed, så kold og stiv Omgiængelse, som hos dette. Det er en Nation uden Laster, men som man hverken kan elske eller hade; hvor man ikke møder nogen Fornærmelse, men heller ingen Velvillighed; kort: hvor man intet finder, som kan mishage, men heller intet som behager. Overalt, da den uophørlige Sundhed forvolder, at de aldrig have Døden for Øine, og aldrig røres af Medlidenhed, når andre lide, henleve de deres hele Levetid i følesløs Roe, uden mindste Deeltagelse i deres Brødres Skiebne, så at man ikke finder mindste Spor af Kierlighed, Medynk eller Velgiørenhed hos dem. Vi derimod, som ved Sygdomme erindres om vor Dødelighed, og påmindes bestandigen om at holde os færdige til den sidste Reise, lære ved egne Lidelser at have Medlidenhed med andres. Jeg fik i dette Land en levende Forestilling om, hvor meget Sygdomme og Dødsfarer bidrage til indbyrdes Kierlighed og Blidhed i Omgang med vore Medmennesker; og hvor megen Uret vi have, i at knurre mod vor Skaber, fordi vi synes at være fødte til disse Lidelser, der ere os så tienlige, og have de lyksaligste Følger.
   Disse Eege ere alligevel Sygdom underkastede, som alle andre Træer, såsnart de komme andensteds hen. Jeg troer derfor, at dette Sundhedens Gode, hvis det ellers kan kaldes et Gode, bør allene tilskrives Luften og Levnetsmidlerne der i Landet. Provindsen LALAK, som man kalder med det Tilnavn MASKATTA, eller den LYKSALIGE, syntes ret at svare til dette Navn. Alting fremkom der af sig selv, uden mindste Hielp af Kunsten. Man behøvede hverken at pløie eller såe i den yderst frugtbare Jord; kort: jeg fik her et tydeligt Begreb om det lyksalige Land,

   Hvor hist en Bæk af Melk, og her en Flod af Miød
   Imellem Jordbær og Meloner flød;
Og Cyperviin af Klippens Diamanter
   Nedsprudlede sit Guld i Kummer af Krystal,
   Som mellem Roser i den eviggrønne Dal
Ved Bækkens Bred, med luemalte Kanter
   Utømmelige stode - hist og her
Stod' vinkende med tusind grønne, røde,
   Voxgule Frugter Edens beste Træer,
Og med udstrakte Grene dem frembøde;
   Her syded' Suppen, og på samme Sted
   En pillet Høne faldt af Himlen ned
I Jaspis-Gryden - hist i hele Skarer
Sprang ud af Skoven lækkre, møre Harer,
   Og lagde sig på hver sit Fad;
Og stegte Ryper, Lærker, Bekkasiner
Neddrattede med ufortrødne Miner
På selvfrembragte skiønne Porselliner,
   Der stod' om Fadet i symmetrisk Sirkelrad.
Hist faldt en Sukkersnee, mens Saften af Citroner
Hist styrknedes til Iis; og Tærter og Makroner,
   Deviser og Gotgot - hvordan de bar sig ad -
   Var, før man såe sig til, og krøbne hen på Fad;
Mens alle Fugle sang, som ikke stegte vare,
Snart een, snart to, snart tre, og snart den hele Skare,
   Vidtløftige Concerter udenad -
   Og Vandreren gik hen, og spiste, hvis han gad.

Men disse overordentlige Fordele giøre dog Indbyggerne slet ikke lykkeligere, end andre. Thi da de ikke behøve at arbeide for deres Underholdning, hendøse de deres Liv i Lediggang, og plages af mangfoldige Sygdomme. Der gåe Orme og Forrådnelse i deres Legemer, og de fleste døe for Tiden.
Dette Lands Beskaffenhed gav mig Anledning til adskillige philosophiske Betragtninger; iblandt andet faldt det mig ind, ved at betragte denne Nations Vilkår, at Tienestefolk og Daglønnere i visse Måder ere meget lykkeligere end de, som aldrig have nødig at sørge for det daglige Brød, og derfor henfalde til Uvirksomhed og Vellyst.

   Den smager intet, som er altid mæt;
Trods alt hvad Kunsten kan anvende,
Er ved et Måltid uden Ende
   Bestandig Ekkel sidste Ret.
Hver Vellyst, nydt bestandig, kieder,
Man væmmes ved al Jordens Lækkerheder,
   Når Nydelsen ei stundom holder op -
   Og Sielen døer tilsidst i den nedbrudte Krop.

Heraf udspringe de mange nedrige Planer, de fortvivlede Foretagender og hyppige Selvmord, som gåe i Svang her. Thi den Overflødighed, hvori de bestandig leve, sløver al Sands for Livets finere Glæder, og avler i dets Sted hos alle Ekkel og Kiede til Livet. Således fandt jeg, at dette Land, som jeg indbildte mig at være et Paradiis, var Tungsindighedens tause Bolig, langt meere værd at ynke, end misunde, og skyndte mig derfor, jo før jo heller at komme ud deraf igien.
Tæt derved ligger Riget MARDAK, hvis Indbyggere alle ere Cypresser, af eens Skabning, når man undtager deres Øine, som ere meget forskiellige. Nogle have aflange, andre fiirkantede Øine, somme have dem meget små, og atter andre så store, at de dække hele Panden. Nogle fødes med to, andre med tre, og andre med fire Øine. Der gives endog somme, der kun have eet Øie, hvilke man skulde fristes til at ansee for den bekiendte Polyphemus's Afkom, hvis de ikke havde det i Nakken. De inddeles derfor i visse Stammer, efter deres Øines forskiellige Antal og Dannelse, hvis Navne ere følgende:

NAGIRI, eller de, som have aflange Øine, og som derfor alle Objekter forekomme langagtige.
NAQVIRI, hvis Øine ere fiirkantede.
TALAMPI, der have små bitte Øine.
JARAKU, med to Øine; men hvoraf det eene altid er lidt skievere end det andet.
MEHANKI, med tre Øine.
TARASUKI, med fire Øine.
HARRAMBA, hvis Øine optage hele Panden.

SKODOLKI, der kun have eet eeneste Øie i Nakken.

Den talrigste, og altså og den mægtigste blandt disse Stammer, er NAGIRERNES, eller deres, som have aflange Øine, og derfor synes, at alle Ting ere aflange. Regenterne, Rådsherrer og Præster vælges altid af denne Stamme. Disse allene have Deel i Statsbestyrelsen, og antage ingen af de andre Klasser til noget offentligt Embede, med mindre han bekiender, at en vis, Solen til Ære, på det høieste Sted i Templet opstillet Tavle, også forekommer ham aflang, og bevidner dette med Eed.
Denne Tavle er det allerhelligste i den Mardakanske Gudstieneste. Mange retskafne og dydige Borgere, som afskye Meeneed, komme derfor aldrig til Æres-Embeder, og ere bestandigen udsatte for al muelig Spot og Forfølgelse. Det nytter intet, at de undskylde sig med at måtte troe deres egne Øine; de fåe kun derved en Proces på Halsen, og det, som blot er en Naturfeil, regnes dem til Ondskab og Gienstridighed. Eeden, som de, der ville være noget, må underskrive, lyder således:

"KAKI MANASKA QUIHOMPU MIRIAC JAKKU MESIMBRII CAPHANI CRUKKIA MANASKAR QVEBRIAC KRUSUNDORA."
På Dansk: "Jeg sværger, at Solens hellige Tavle synes mig aflang, og lover i denne Meening at forblive indtil mit sidste Åndedræt."

Såsnart een har aflagt denne Eed, optages han i Nagirernes Stamme, og kan søge hvilken Ærespost han vil.
   Dagen efter min Ankomst blev jeg, i det jeg gik omkring på Torvet for at fordrive Tiden, en gammel Mand vaer, som førtes hen for at pidskes. En uhyre Mængde Cypresser gik efter ham, og døvede ham med Skieldsord og Spottegloser. Jeg spurgte, hvad han havde giort, og man svarte mig, at det var en Kietter, som offentlig havde ladet sig forlyde med, at Solens Tavle forekom ham fiirkantet, og uagtet adskillige Advarseler var bleven hårdnakket ved at forsvare denne farlige Meening.
   Jeg gik strax efter ind i Solens Tempel, for at komme efter, om jeg havde orthodoxe Øine, og da virkelig denne hellige Tavle forekom også mig ganske fiirkantet, sagde jeg det åbenhiertig til min Vert, som nylig var bleven Kirkeværger der i Byen. Han drog et dybt Suk ved denne Leilighed, og tilstod, at den ligeledes syntes ham fiirkantet; men at han ikke torde lade sig mærke for nogen dermed, af Frygt for at lægge sig ud med den regierende Stamme, og blive sat fra sin Bestilling.
   Jeg forlod stiltiende, og zittrende over mit hele Legeme, dette Sted, af Frygt for at komme til at undgielde mine Øines Forseelse med Ryggen og derpå med det forhadte Navn af Kietter til Spot og Spektakel at blive jaget ud af Byen. Ingen Indretning i Verden, syntes mig, kunde være meere gruesom, barbarisk og ubillig, end denne, hvorved Forstillelse og Meeneed, som jeg var Øievidne til, allene banede Vei til Æresposter. Jeg glemte derfor ikke heller, da jeg var kommen hiem til Potu, ved alle Leiligheder at udtømme min Galde over denne barbariske Stat. Men da jeg engang på min sæd vanlige Maneer tordnede mod denne Indretning, og gav min hele Ærgrelse derover Luft i en Samtale med et Enebærtræe, som var min meget fortroelige Ven, fik jeg følgende Erindring: "Vi Potuaner holde rigtig nok Nagirernes Indretninger for dårlige og ubillige; men du, min kiære Klim, burde ikke, synes mig, forundre dig så meget over, at man der behandler Synets Ulighed med så megen Strænghed; thi, såvidt jeg erindrer, har du selv fortalt, at der i de fleste europæiske Stater gives visse herskende Stammer, som formedelst en egen naturlig Feil på Synet eller Forstanden, forfølge de andre med Ild og Sværd; og dog har du roest disse Tvangsmidler, som meget gudelige og Staten nyttige Indretninger." Jeg mærkede strax, hvor han vilde hen med denne Stikpille, og blev ganske rød i Hovedet. Siden den Tid dømte jeg altid mildere om dem, som fare vild, og råbte bestandig på Tolerance.
   Fyrstendommet KIMAL holdes for den mægtigste af alle denne Klodes Stater, formedelst dets uhyre Rigdomme. Thi foruden de store Sølvgruber, som findes der i Mængde, samler man årlig en stor Deel Guldsand af Floderne, og Søen ved Kysterne er næsten overalt rig på Perler. Men ved nøiere at undersøge dette Lands Tilstand, lærte jeg, at Lyksalighed langtfra ikke beståer i blotte Rigdomme; thi de fleste Indbyggere vare enten Biergfolk, Guldrensere eller Perlefiskere, som fordømte til den skammeligste Trældom, rodede i Jorden og i Søen, for den kiære Vindings Skyld. De, som ikke give sig af med dette Arbeide, holde Vagt over de samlede Skatte. Hele Landet er så fuldt af Røvere, at man ikke kan reise der uden bevæbnede Ledsagere.

Der ingen Dag så hellig er, at jo
På den sit Øie Solen vender bort
Fra een og anden nedrig Handling; Svig,
Og Vold, og Tyverie gåe der i Svang.
Man lever kun af Rov. For egen Slægt
Er ingen Slægtning tryg, og ingen Giest
Kan sove rolig under Vertens Tag;
Een Broder lurer på den andens Liv,
Og Sønnen tæller længselfuld hvert Skridt
Hans Fader giør mod Graven. Spor af Dyd
Ei findes meer. Astræa selv, den sidste,
Iblandt de himmelske, forlod med Skræk
Den blodbestænkte, lastopfyldte Jord.

Således fortiener dette Folk, som af alle dets Naboer ansees med skeele Øine, meget meere Medlidenhed end Misundelse. Thi Frygt, Mistanke, Nid og Misundelse raser i alle Hierter: den eene anseer bestandig den anden som en Fiende, der lurer på hans Midler, så at Skræk, Bekymring, vågne Nætter og blege Ansigter, ere de eeneste Frugter af den Lyksalighed, Fyrstendommet KIMAL udråbes for. Jeg reiste derfor med megen Angest og Besværlighed igiennem dette Land; thi ved hver Bom og Station måtte jeg melde den derværende Vagt mit Navn, mit Fødested, Årsagen til min Reise, og deslige, så at jeg, kort sagt, såe mig udsat for alle de Bryderier, en Reisende er underkastet i mistroiske Lande. Der gives og i dette Fyrstendom et ildsprudende Bierg, som ideligen opkaster den underjords brændende Materie i store Strømme.
Såsnart jeg var kommen ud af dette Land, hvis Giennemvandring var mig den besværligste på min hele Reise, fortsatte jeg mit Løb bestandig imod Østen. Jeg traf overalt omgiengelige og artige, men tillige høist besynderlige Folk. Men over ingen undrede jeg mig så meget, som over Indbyggerne i det lillebitte Rige QVAMBOJA, der var af en, så at sige, ganske bagvendt Natur. Jo ældre, for Exempel, een var, desto overgivnere og vellystigere var han, så at Fremfusenhed, Løsagtighed, og de Laster, som ellers pleie at have Sted hos Ungdommen, der toge til med Alderen. Af denne Årsag betroes ingen i denne Stat noget Embede, med mindre han er under sine fyrretive År; thi såsnart een har fyldt dem, ansees han som en vild Pog,

Der trænger til gientagne Dask
Af sin Mamas Krabask.

Jeg såe gamle Mænd med grå Hår giøre Spilopper på Gaderne, og lege Høi og Due midt på Torvet.

   Hist bygged' een med ufortrøden Sveed
Af Kort tre, fire Stokværk høie Huse,
   Som strax en anden pusted' ned;
Hist såes i Langbold een at buse,
   En anden i sit lange Skiæg
   At fange Bolden; somme trilled' Æg,
   Og andre spilled' nærmeste til Væg;
Her en Matrone med sin Dukke tripped',
   Og hendes gamle Mand,
   Hvis Hyldesprøite strax gav ikke Vand,
Ved Siden gik og vripped',
   Og svor en ivrig Eed at ville giøre den
   Til Hyldebøsse om igien;
Een spilled' Skorsteen hist, og her en anden Top;
Een reed på Kiep i Trav, en anden i Galop.

Drenge, som gik forbi, skammede disse gamle Folk ud, og pidskede dem sommetider hiem til deres Børn. Jeg mødte engang en udlevet Olding, som gik og spilte Top på Torvet, og man fortalte mig, at han i sin Ungdom havde været en særdeles alvorlig Mand, og beklædt den øverste Plads i et stort Råd.
   Denne bagvendte Orden har Sted hos begge Kiøn. En ung Person, som giftede sig med en meget gammel Kone, blev derfor overalt spået Horn, da tvertimod hos os kun en gammel Mand, der ægter en ung Pige, frygter for denne Prydelse. Jeg traf endog på Torvet engang to ældgamle udtærede Mænd, som duellerte. Da jeg udlod mig med min Forundring over denne usædvanlige Fyrighed i så høi en Alder, og spurgte om Årsagen til Duellen, svarte man mig, at den var reist sig af en Strid imellem dem om et løst Fruentimmer, som de havde begge lige Fordring på. Man lagde til, at de sikkert vilde fåe dygtig Strips af deres Foresatte, hvis de kom efter disse overgivne Alderdoms Streger. Samme Aften blev der fortalt, at en fornem gammel Dame havde hængt sig af Fortvivlelse over en ung Bøg, som havde givet hende Kurven.
   Denne bagvendte Naturens Orden fordrer naturligviis bagvendte Love. Derfor tillades det ingen, i den Afdeling af Loven, som handler om Formynderie, at foreståe sine egne Midler, med mindre han er under fyrretive År; og ingen Kontrakt imellem Personer over denne Alder ansees for gyldig, hvis den ikke er underskrevet og bekræftet af deres Formyndere eller Børn. I det Kapitel om Subordination hedder det: "OLDINGER OG GAMLE KONER SKULLE VÆRE DERES BØRN HØRIGE OG LYDIGE." Embedsmænd fåe altid deres Afsked noget før de ere fyrretive År, da de giøres umyndige af Rådet, og overgives til unge Slægtninges Opsigt og Bestyrelse. Jeg fandt det derfor ikke rådeligt at opholde mig alt for længe i dette Land, hvor jeg om ti År vilde blive dømt efter Loven til at være Barn igien. Da jeg havde fuldendt min Reise, sammenlignede jeg dette Folks Beskaffenhed med den Levemåde og de Indretninger, vi have hos os deroppe, hvor adskillige i deres mandlige Alder leve, tænke og skrive som Philosopher; men i deres Alderdom jage efter store Rigdomme, tomme Titler og andre Narrerier. Denne Sammenligning forsonede mig lidt igien med QVAMBOJERNE, og lærte mig at dømme mildere om dem, end jeg i Begyndelsen havde giort.
   I Kongeriget KOKLEKU har man en ikke mindre vrang Skik, som Europæerne ganske vist aldeles ville fordømme. Det bagvendte i denne Skik har Naturen ingen Skyld i, men allene Lovene. Indbyggerne ere alle Eenebærtræer af begge Kiøn; men Mændene bruges kun til Kiøkkensager, og andet ubetydeligt Arbeide. I Krigstider giøre de rigtig nok Tieneste; men blive sielden meer end Soldater; kun meget få drive det såvidt, at de blive Fændrikker. Denne Post er den høieste, noget Hantræe i denne Stat kan giøre sig Håb om. Fruentimmerne derimod betroes de vigtigste, såvel borgerlige, som geistlige og krigerske Embeder. Jeg havde kort tilforn opholdt mig over Potuanerne, fordi de i Betieningers Uddeling ikke gave det eene Kiøn Fortrin for det andet; men denne Nation forekom mig reent unaturlig og rasende. Jeg kunde aldeles ikke begribe Mandkiønnets Uvirksomhed, at det, trods sit Fortrin i Legemsstyrke, tålmodigen blev ved at bære dette foragtelige Åg, og i så mange Århundrede havde ladet alting gåe i den gamle Slendrian; thi det havde naturligviis været dem let at afkaste Åget, hvis de havde havt Villie eller Mod dertil. Men den gamle Vane havde dysset dem så reent i Søvn, at det ikke faldt nogen ind at vove det mindste Skridt, for at løsrive sig af disse skammelige Lænker: de troede, at Naturen nu så vilde have det, at Fruentimmerne skulde regiere Staten, og Mændene væve, kåge, strikke, spinde, feie Stuerne og fåe Hug oven i Kiøbet.
   Fruentimmerne grunde deres Herredømme på Mændenes større Legemskræfter, deres stærkere Muskler, og til grovt Arbeide beqvemmere Lemmer. Det er heraf tydeligt, påståe de, at Naturen kun har bestemt dem til hvad der kan forrettes med Kroppen.
   Fremmede forundre sig, når de komme ind i Husene, og see Fruen på Studerekammeret i Papirer op til Ørerne, mens Herren nysler om i Kiøkkenet og skurer Gryder. Og tilforladelig blev jeg, i hvilket Huus jeg kom, når jeg vilde tale med Manden, viist ud i Kiøkkenet, hvor

Een stod i Vasken, og en anden hakked' Kiød;
Een vendte Steg, en anden trilled' Boller;
Og mellem Fade, Potter, Kasseroller,
Enhver med Bæven Husets Frue lød.

Jeg såe mange bedrøvelige Virkninger af denne urimelige Skik. Ligesom man, for Exempel, finder på andre Steder løse Fruentimmere, der bringe deres Kydskhed til Torvs, og handle med deres Yndigheder, så finder man her unge Karle og Mænd, der sælge deres Nætter, og til den Ende leie sig visse Våninger, hvis Skildter og Overskrivter vise hvad der handles med. Men da man i Almindelighed alt for dumdristig og offentlig driver denne Handel her, blive disse løse Mandfolk ofte grebne, satte i Arrest og pidskede, ligesom Skiøgerne hos os. Koner og Jomfruer derimod kunne, uden mindste Tab af deres gode Navn og Rygte, gåe omkring på Gaderne, vinke ad Mandfolkene, gloe dem stivt i Øinene, zidske med Læberne, fløite, råbe pst! tage dem om Hagen, napse dem, male skamløse Dumheder i Buegangene, og giøre så mange Spilopper, som de ville. De fortælle, uden at man fortænker dem deri, deres Uforskammenheder, og giøre sig til af dem, som af ligeså mange Seiervindinger; ligesom Småherrerne hos os prale med Ramser på alle de Damer, hvis Fortroelighed (ofte kun et Ørefigen) de have nydt.Det lægges aldeles intet Fruentimmer her til Last, om hun beleirer unge Mandfolk med Elskovsvers, Kierlighedsbreve og Foræringer; men en ung Karl stiller sig ved sådan Leilighed gierne meget koldsindig og ærbar an, da det strider imod Velanstændigheden for et Mandfolk, strax at sige en ung Pige Ja.
   Der var i den Tid, jeg opholdt mig der, en stor Allarm med en vis Rådsherres Søn, som var blevet voldtaget af en Jomfrue. Hun blev på de fleste Steder meget ilde omtalt, for denne afskyelige Handling, og den unge Persons Venner mumlede om, at der skulde lægges Sag an imod Pigen, og at hun sikkert ved næste Consistorium blev dømt til at redde hans Ære, ved at ægte ham, især da man med formelige Vidnesbyrd kunde gotgiøre, at den unge Karl bestandig havde ført et ærbart og ustraffeligt Levnet, førend hun forførte ham.
   Lyksalige EUROPA! udbrød jeg ved denne Leilighed, og især tre Gange lyksalige FRANKRIG og ENGELLAND! hvor det svagere Kiøn svarer til sit Navn, hvor Konerne så ganske blindt adlyde deres Mænds Befalinger, at de meget meere synes at være Maskiner eller Automater, end med frie Villie begavede Skabninger!
   Jeg vovede ikke at laste denne bagvendte Sædvane offentlig, så længe jeg opholdt mig iblandt disse Eenebærtræer; men såsnart jeg var kommen uden for Hovedstaden, fortalte jeg adskillige, at den aldeles stred imod Naturen, da det var klart af den almindelige Naturens Lov, og alle Folkeslags Samtykke, at Mandkiønnet er bestemt til vanskelige og vigtige Forretninger. Men de påstode, at jeg forvirrede Sædvane og Indretninger med Naturen, og at den foregivne Skrøbelighed hos Qvindekiønnet blot måtte tilskrives Opdragelsen, hvilket dette Lands Tilstand især viiste, da man der fandt Dyder og Sindsgaver hos Fruentimmerne, som Mandfolkene på andre Steder allene tilegne sig. Og rigtig nok ere de Koklekuanske Damer i Almindelighed beskedne, alvorlige, sindige, bestandige og tause; da Mændene derimod ere letsindige, fremfusende og sladderagtige. Derfor, når der fortælles noget urimeligt, siger man for et Ordsprog: DET ER MANDFOLKE-SLADDER; og når noget er foretaget med Overilelse, uden modent Overlæg: MAN MÅ HOLDE MANDFOLKENES SKRØBELIGHED NOGET TILGODE. Men jeg kunde ikke lade mig nøie med disse Grunde, og blev ligefuldt ved at fordømme denne Stats Forfatning, som bagvendt, vanskabt, og aldeles stridende mod Naturen. Den Ærgrelse, som dette qvindelige Overmod opvakte hos mig, var Årsag i det ulykkelige Forslag, jeg giorde, da jeg var kommet hiem til Potu, og som bragte mig tusinde Fortredeligheder på Halsen, hvorom jeg på sit Sted skal melde noget siden.
   Iblandt de prægtigste Bygninger i denne Bye var det Dronninglige Harem, hvori der var tre hundrede overordentlig smukke Mænd og Ynglinger, der underholdtes til Dronningens Forlystelse på hendes egen Bekostning. Da jeg hørte, at nogle roste min Skabning, begav jeg mig i største Hast på Reisen igien, af Frygt for at blive kapret til Hendes Majestæt; og

-Frygt gav mine Fødder Vinger.

Næst ved dette Rige ligger det PHILOSOPHISKE LAND, som Indbyggerne, der aldeles have fordybet sig i Philosophie og de høie Videnskaber, kalde det. Jeg brændte ret af Længsel efter at see dette Rige, som jeg forestilte mig, måtte være alle Musernes sande Sæde, og Middelpunkten for alle Videnskaber; jeg ventede ikke at see Agre og Enge, men

Een eeneste uoverseelig Have,
Hvor Kunsten ikke med Naturen stred,
Men begge favnedes i begge værdig Fred -

Og med Hovedet fuldt af denne Forestilling, skyndte jeg mig af alle Kræfter derhen, og talte hvert Minut på Veien. Jeg fik både besmurte og sårede Been ved denne Leilighed; thi Landeveiene vare fulde af Steene og Huller, og så giennemskårne af Grøvter og Moser, at jeg snart måtte trampe over Steendynger, snart traske igiennem Moradser, da der ingensteds var Broer at finde. Men jeg udstod kiæk alle disse Besværligheder, når jeg tænkte på, hvad der ventede mig, vel vidende, at man ikke løber til Himmerig på Roser. Da jeg i en Times Tid havde møisom kiempet mig igiennem, mødte jeg en Bonde, som jeg bød god Dag, og spurgte, hvor langt jeg havde tilbage endnu, før jeg kom til MASKATTIA, eller det philosophiske Land? - Du måtte heller spørge, svarte han, hvor langt du har tilbage, før du kommer ud af det igien; thi du er lige midt deri. Jeg studsede forskrækkelig ved denne Efterretning. Hvordan gåer det til, blev jeg ved, at et Land, som beboes aflutter Philosopher, ligner meer et Opholdssted for vilde Dyr, end et dyrket og beboet Rige? - Ja! svarte han, det vil snart komme til at see bedre ud, når Indbyggerne fø rst fåe Stunder til at give sig af med slige Bagateller. For nærværende Tid må man undskylde dem, at de lade Marker og Enge ligge, da de have høiere himmelske Ting i Hovedet, og pønse på at finde en Vei til Solen. Man kan ikke blæse og søbe på eengang. -Jeg forstod strax hvad denne Bonde, der lod til at være temmelig slu, vilde sige; traskede lidt længer frem, og komendelig til Hovedstaden CASCA. I Stadsporten såe jeg, isteden for Vagt, endeel Høns, Giæs, Fuglereder og Spindelvæve. På Gaderne spadseerte en Hoben Sviin og Philosopher imellem hverandre, som man allene kunde kiende fra hinanden på Dannelsen; thi de sidste vare ligeså besølede som de første. Alle Philosopherne bare eet Slags Kapper; men af hvad Farve, kunde jeg ikke skielne, da det var umueligt at opdage den igiennem det Støv og Snavs der hængte på dem. Jeg standsede ved een af disse Viise, som, aldeles henrykt i Betragtninger, rendte lige på mig. - Om Forladelse, Hr. Magister! sagde jeg, tør jeg spørge hvad denne Bye hedder? - Han blev længe stående ubevægelig, med tillukte Øine, som om hans Siel havde taget Afsked med sit Legeme; endelig kom han til sig selv igien, og svarte med et Blik mod Himmelen: "Vi ere ikke langt fra Middag." Dette utidige Svar, der røbede en fuldkommen Sandseløshed, lærte mig, at det er meget rådeligere at studere med Måde, end at blive rasende af for megen Lærdom. Jeg gik dybere ind i Byen, for at see, om jeg ikke kunde finde andre Mennesker eller fornuftige Dyr, end. Philosopherne. På Torvet, som var meget stort, stode adskillige Støtter og Piller med Indskrivter på. Jeg gik hen til een af disse Støtter, for at forsøge, om jeg forstod hvad der stod skrevet; men i det jeg stod og stavede mig frem, fornam jeg, at min Ryg blev pludselig varm, og begyndte at blive ganske våd. Jeg vendte mig om, for at opdage Kilden til denne varme Flod, og blev en Philosoph vaer, som uden Omstændighed forrettede det samme på min Ryg, som Hundene pleie at forrette på Afviserne. Fordybet i Tanker, havde han taget mig for en Støtte, hvorved han pleiede at forrette denne Ting. Jeg blev opbragt over så skammelig en Streg, især da Hans Høilærdhed oven i Kiøbet skoggerloe over min Bestyrtelse, og gav ham et dygtigt Ørefign. Men herover blev han, som han var gal, foer i Hårene på mig, og slæbte mig, trods al min Skrigen, rundt om på Torvet. Da jeg mærkede, at hans Vrede slet ikke vilde lægge sig, satte jeg mig i Forsvarsstand, og gav lige for lige, så at Indtægt og Udgivt hos os omtrent gik lige op, indtil vi endeligen, efter en hidsig Kamp, begge tumlede om på Valpladsen.
Ved dette Syn kom en utallig Mængde Philosopher tilløbende. De styrtede, som Rasende, ind på mig, giennempryglede mig Led for Led med deres Stokke og knyttede Næver, og slæbte mig halvdød efter Hårene rundt omkring på Torvet. Ikke mætte, men trætte af at slåe, førte de mig omsider hen til et stort Huus; og da jeg der, med Fødderne mod Døren, af alle Kræfter stred imod at komme ind, sloge de et Reeb om Halsen på mig, og trak mig, som et skrålende Sviin, ind i en Sal, hvor de lagde mig på Ryggen midt på Gulvet. Alting låe her hultertilbulter imellem hinanden, så at der såe ud omtrent som hos os ved Påske eller Mikkelsdags Tider, når Folk flytte, og alle Slags Redskaber, Kar og andet Huusgeråd ligger kastet imellem hinanden. Jeg begyndte nu at bønfalde mine Viise, om at sætte Grændser for deres Vrede, og lade sig bevæge til Medlidenhed, forestillende dem, hvor uanstændigt det var for Viisdommens Dyrkere at rase, som vilde Dyr, og overlade sig aldeles til de Lidenskaber, de selv tordne imod på Cathedrer og Prækestole. Men Bønner og Forestillinger vare spildte. Den Philosoph, som havde vandet min Ryg, begyndte Striden på nye, slog på mig, som på en Ambolt, og blev ved at mørbanke mig Elendige så længe, at det lod til at han ikke blev forsonet før han fik Livet af mig. Jeg lærte nu, at ingen Vrede kan lignes i Heftighed med den philosophiske, og at Dydens Lærere er langtfra ikke det samme, som Dydens Udøvere;

-thi meeer og meer, jo meer han slog,
Hans Blod og Galde kom i kåg.

Endelig kom fire andre Philosopher, hvis Kapper viiste, at de vare af en anden Sect, ind i Salen. De syntes at have Medlidenhed med mig, og standsede med Ord og Næver de andres Raserie. De toge derpå nogle af mine Pryglere tilside, hviskede noget til dem, og førte mig hen i et andet Huus. Jeg blev hierteglad over at være sluppen af disse Røveres Hænder, og kommen til skikkelige Folk; og fortalte dem vidtløftigen Anledningen til den hele Allarm. De loe ret hiertelig af denne, som de kaldte den, moersomme Tildragelse, og sagde mig, at Philosopherne pleiede, når de spadserte over Torvet, i visse naturlige Tilfælde at standse ved disse Støtter; og at min Modpart sandsynligviis havde, fordybet i sine philosophiske Betragtninger, taget mig for een af dem. De fortalte mig tillige, at samme var en særdeles berømt Astronom, og de øvrige, som med så megen Hidsighed havde gået løs på mig, Lærere i Moral-Philosophien.
Da jeg troede nu at være i fuldkommen Sikkerhed, hørte jeg dem med Fornøielse fortælle dette og andet meere. Imidlertid kan jeg dog ikke nægte, at den Opmærksomhed, hvormed de betragtede min Skabning, gav mig nogle Skrupler i Hovedet; ligesom og de mange Spørsmål om mit Fødeland, min Levemåde, Årsagen til min Reise og deslige, syntes ikke at spåe mig meget got.
Men jeg havde nær opgivet min Ånd af Angest, da jeg blev indelukt i et Slags Anatomiekammer, hvor jeg såe en gyselig Mængde Been og døde Kroppe, der opfyldte Værelset med en utålelig Stank. Jeg havde troet at være kommen ned i en Røverkule, hvis ikke endeel Instrumenter, som hængte på Væggene, havde betaget mig noget af min Frygt; da jeg deraf kunde slutte mig til, at min Vert måtte være Læge. Da jeg havde smagtet omtrent en halv Time allene i dette Fængsel, kom Fruen i Huset ind, og bragte mig Middagsmad, som hun selv havde tillavet. Hun forekom mig særdeles artig; men såe meget nøie på mig, og sukkede bestandig. Jeg spurgte hende om Årsagen til hendes Sorg; og hun svarte mig, at hun sukkede ved at tænke på det, der forestod mig. "Du er rigtig nok," sagde hun, "kommen til skikkelige Folk; thi min Mand, som boer i dette Huus, er Stadsphysicus og Doctor i Medicinen, og de andre, du såe, vare hans Colleger; men din usædvanlige Skabning har opvakt deres Forundring, og de have besluttet at tage din indvortes Dannelse i nøiere Betragtning, og skiære dig op, for at see, om de i dine indvortes Dele kunde finde noget nyt til Anatomiens Oplysning." Denne Efterretning var mig et Tordenslag. Jeg gav et stort Skrig fra mig, og råbte: "Hvor kan man kalde dem skikkelige Folk, Madame! som ikke tage i Betænkning at skiære deres Næste op?" -

"Du Fingren stikke må i Jorden, lugte til
Hvad Land du lever i" -

sagde hun. "De Folk, i hvis Hænder du er falden, ere meget skikkelige Folk, og have, blot for at oplyse deres Videnskab, besluttet denne Operation." Jeg svarte hende, at jeg tusinde Gange heller vilde løslades af Røvere, end skiæres op af de allerskikkeligste Folk, styrtede ned for hendes Fødder, og bønfaldt hende med en Strøm af Tårer at udvirke Nåde for mig. "Min Forbøn," gientog hun, "vil kun lidt nytte dig, imod hele Facultetets Beslutning, der altid pleier at være ugienkaldelig; men jeg vil stræbe at redde dit Liv ved et andet Middel." Da hun havde sagt dette, tog hun mig ved Hånden, førte mig ud af en Bagdør, og fulgte mig, der skialv som et Espeløv, lige til Byens Port.
Da jeg her vilde tage Afsked med hende, og stræbte, som ikke meer end billigt var, at bevidne hende min Erkiendtlighed i de meest levende Udtryk, faldt hun mig pludselig ind i Talen, og forsikkrede, at hun ikke forlod mig, før hun såe mig i fuldkommen Sikkerhed. Da jeg ikke satte mig derimod, blev hun ved at følge mig.
Mens vi således spadserte sammen fortalte hun mig adskilligt om Landets Beskaffenhed, som jeg hørte på med megen Begierlighed. Men omsider dreiede hun Talen hen til en Materie, som ikke klang synderlig i mine Øren, da det lod til, at hun, til Løn for hendes Artighed imod mig, fordrede en Artighed igien, som det var mig moralsk umueligt at vise hende. Hun beskrev mig, nemlig, med megen Følelse og Varme Konernes ulykkelige Skiebne i dette Land, da de philosophiske Skolemestere af Mænd, de have, aldeles begravne i deres Bøger, næsten ganske forsømme Ægteskabs Pligter. "Ja! jeg kan sværge Dem til," blev hun ved, "at det var reent ude med os, dersom ikke, nu og da, een og anden artig fremmet Reisende ynkedes over vor ulyksalige Forfatning, og lindrede en Smule den almindelige Jammer." Jeg lod, som jeg ikke forstod hvad hun vilde sige, og gik lidt stærkere til. Men min Koldsindighed giød kun Olie i den Ild, der flammede i den arme Frues Hierte, så at

Den nylig elskovsyge, kielne, milde
Sødtsmilende Gudinde pludselig
Forvandlet blev til Furie; med vilde,
Høitskingrende. fortvivlte Skrig,
Og Hændevrid, og stærke Rusk i Håret,
Og gyselige Blikke -

forekastede hun mig min Utaknemmelighed; og da jeg desuagtet blev ved at gåe til, greb hun mig fat i Fligen af min Kappe, for at holde mig tilbage. Jeg sleed mig endelig med Magt af hendes Arme, og da jeg var så meget hurtigere til Fods end hun, kom jeg hende i en Hast af Syne. Hvor rasende forbittret hun blev på mig ved denne Leilighed, sluttede jeg af de Ord: KAKI SPALAKI, det er: UTAKNEMMELIGE HUND! som hun idelig udstødte. Men jeg fordøiede med Spartansk Høimodighed alle hendes Skieldsord; og glædede mig over, at jeg var sluppen nogenlunde heeløret af dette de Viises Land, som jeg endnu ikke uden en Slags Gysen kan tænke på.
   Næst ved dette Rige ligger Provindsen NAKIR, som har en Hovedstad af samme Navn. Om samme kan jeg ikke sige meget; thi jeg skyndte mig så hastig, som mueligt, igiennem alle de Lande, som grændsede til MASKATTIA, for at komme til Folk, der fordybede sig lidt mindre i Philosophie, og, fremfor alting, ikke vare så ivrige for Anatomiens Oplysning. Der var kommen en sådan Skræk i mit Blod, at jeg spurgte enhver, som jeg traf på Veien, om han var Philosoph? og jeg drømte bestandig, i lang Tid efter, om Beenrade og anatomiske Instrumenter. Indbyggerne i Byen NAKIR forekom mig ellers meget artige; thi enhver, som mødte mig på Gaden, tilbød mig, uforlangt, sin Tieneste, og forsikkrede mig vidtløftigen om sin Velvillighed. Jeg fandt disse Forsikkringer meget latterlige, da jeg aldrig lod mig mærke med mindste Tvivl om deres gode Hierte, og yttrede aldrig den ringeste Mistanke om deres Ærlighed; og sagde derfor til adskillige, at jeg ikke kunde begribe, hvortil de mange dyre Forsikkringer giordes nødig. Men de fornyede dem ved sådan Leilighed med de høitideligste Eeder. Uden for Byen kom en Person mig imøde, der gik meget langsomt, og sukkede under en stor Byrde, som han bar på Ryggen. Han standsede, da han såe mig, og spurgte mig, hvor jeg kom fra? Da jeg fortalte ham, at jeg nylig havde været i Byen NAKIR, ønskte han mig til Lykke med at være kommen uskadt derfra, da Indbyggerne, sagde han, vare bekiendte Gavtyve, der pleiede at udplyndre alle Fremmede. Jeg svarte ham, at hvis deres Gierninger svarte til deres Ord, havde jeg Årsag til at holde dem for særdeles redelige Folk; eftersom enhver med de høieste Eeder havde bevidnet mig sin Ærlighed. Den gode Mand smilte herover, og sagde: "Tag dig i Agt for at troe nogen for vel, der udbasuner sin egen Retskaffenhed, og især den, som kalder Dievelen til Vidne på sin Dyd!" Jeg glemmer aldrig denne Formaning, og har ofte befunden dens Grundighed. Derfor, såsnart mine Skyldnere begynde at bande på deres Ærlighed, forlanger jeg mine Penge tilbage, og låner dem ikke en Skilling meer.
   På Grændsen af dette Land kom jeg til en guulagtig Søe, ved hvis Strandbred der låe en treradåret Færgebåd, hvori man for meget billig Betaling blev sat over til DET FORNUFTIGE LAND. Jeg giorde Akkord med Færgemanden, steeg i Båden, og morede mig meget på denne Søereise. Thi de underjordiske Skibe roes ikke ved menneskelige Hænder, men ved Hielp af visse skiulte Maskiner drives de med en forunderlig Hastighed frem på Vandet. Da jeg var kommen i Land, fik jeg fat på een, som viiste mig Vei til Byen; og han fortalte mig underveis en heel Deel om Byens Tilstand, og Indbyggernes Beskaffenhed og Levemåde, som han lod til at være meget nøie underrettet om. Iblandt andet fik jeg at vide, at alle Borgerne studerte Logiken, og at denne Bye var Fornuftens sande Sæde, og svarte fuldkommen til sit og Landets Navn. Ved min Ankomst i Byen erfarede jeg strax, at min Veiviser havde sagt mig sandt; thi den ringeste Borger, syntes mig, formedelst sin Skarpsindighed, Alvorlighed og sædelige Opførsel, at være en Rådsherre. Jeg løftede herover mine Hænder imod Himmelen, og udbrød: O! høistlyksalige Stat, som frembringer lutter CATONER!
   Men da jeg nøiere lærte at kiende Tilstanden i Byen, mærkede jeg, at mange Ting gik en temmelig treven Gang, og at Staten på en Måde var syg af Mangel på Dårer. Thi da Indbyggerne overveie alting med megen Forsigtighed og Skiønsomhed, og lade sig ikke røre ved prægtige Løvter, blomstrende Taler og Flitterstads, tabes mange af de Midler, hvorved man ellers så let, uden offentlig Bekostning, ansporer Borgerne i en Stat til store, og Fødelandet ofte meget nyttige Bestræbelser.
   De skadelige Følger for Landet, som flyde af en sådan alt for ængstlig Betænksomhed, satte en vis Finantsminister mig med megen Iver ud fra hinanden. "Det eene Træe," vare hans Ord, "skilles her fra det andet blot ved Navnet og Udseendet. Der er ingen Kappelyst imellem Borgerne, da den eene ikke kan udmærkes ved noget Ærestegn for den anden, og ingen synes at være klog, fordi alle ere kloge. Jeg tilståer, at Dumhed er en Feil; men aldeles at udrydde den af en Stat, synes mig slet ikke rådeligt. Det er tilstrækkeligt for enhver Stat, når der er så mange Kloge deri, som der er offentlige Betieninger. Der må være nogle, som regiere, og nogle som lade sig regiere. Det, som Øvrigheden i andre Lande kan udvirke ved Dukkestads og Snurrepiberier, kan man ikke her sætte i Værk, uden ved vægtige Belønninger, der ikke sielden udtømme Skatkammeret; thi den Kloge fordrer for de mod Fædrenelandet viiste Tienester Kiernen, når derimod Dåren lader sig afspise med Skallen. Således virker, for Exempel, Titler og Ærestegn, der på andre Steder lokke Dårer til de vanskeligste Foretagender, slet intet hos Borgerne her, som indsee, at den sande Ære beståer allene i Dyd og indvortes Værd, og derfor ikke lade sig blende af slige Småtings falske Glimmer. Ved Håbet om et evigt Navn i Årbøgerne anspores Eders Krigsfolk," blev han ved, "til at gåe med uforfærdet Mod de største Farer imøde; hos os derimod, hvor man holder dette for Ordspil, og slet ikke begriber den Talemåde: at leve efter Døden, mangler denne Spore. De troe det ikke Umagen værd at tilvinde sig en Roes, som man ikke kan høre. Ikke at tale om tusinde andre Uleiligheder, som flyde af Tingenes alt for nøiagtige Undersøgelse, og som tilfulde bevise Rigtigheden af den Sætning: at DET ER NØDVENDIGT I EN VEL INDRETTET STAT, AT I DET MINDSTE DEN HALVE DEEL AF BORGERNE ERE NARRE Dårlighed er i Selskabet det samme, som Syrlighed i Maven: og for lidet af begge Dele, skader ligesåvel, som for meget."
   Jeg hørte denne Finantsministerens Tale med største Forundring. Men da han i Statsrådets Navn tilbød mig Borgerskab der i Byen, og anmodede mig om at blive der, blev jeg ganske rød i mit Ansigt, sluttende mig til, at jeg skyldte den Meening, han havde fattet om min Dumhed, denne Begiering, og at han ansåe mig velskikket til at være Syrlighed i Maven på en Stat, der låe syg af al for megen Klogskab. Jeg blev strax efter bestyrket i denne Mistanke, da jeg hørte, at man havde besluttet i Rådet at sende et stort Antal Borgere som Colonister til andre Steder, og låne ligeså mange Narre af Naboe-Nationerne, for at fylde Tallet igien. Jeg forlod derfor med Ærgrelse denne fornuftfulde Stad. Men den Sætning, jeg nylig talte om, og som vore Statsmænd hidindtil slet ikke have kiendt, den nemlig: "AT DET ER NØDVENDIGT I EN VELINDRETTET STAT, AT I DET MINDSTE DEN HALVE DEEL AF BORGERNE ERE NARRE", kunde jeg i lang Tid ikke fåe af Hovedet. Jeg undrede mig over, at en så tienlig Regel i så lang Tid havde været skiult for vor Klodes Philosopher. Dog måskee giør jeg dem Uret; det er mueligt, at een og anden kan have opdaget den og indseet dens Rigtighed; men ikke holdt det Umagen værdt at anføre den blandt de politiske Maximer, eftersom der hos os overalt er så fuldt af Narre, at man (med Forlov at sige) finder ingen Flek, end sige stor Stad nogensteds, som lider Mangel på denne såre nyttige Syre.
   Da jeg havde udhvilet mig lidet, gav jeg mig igien på Reisen, og vandrede giennem adskillige Provindser, som jeg med Stiltienhed gåer forbi, fordi jeg fandt meget lidt usædvanligt og besynderligt i samme. Jeg troede derfor, at Nazars Underværker her havde Ende. Men da jeg kom ind i Landet CABAC, mødte mig nye Besynderligheder, der ville synes mange reent utrolige. Iblandt dette Riges Indbyggere, for Exempel, gives adskillige, som ingen Hoveder have, og komme ganske hovedløse til Verden. De tale igiennem en Slags Mund, som sidder midt på Brystet. Formedelst denne Naturfeil ere de udelukte fra alle vanskelige Embeder, hvortil der fordres Hierne; og man har aldrig seet Exempel på, at nogen hovedløs har fået en vigtig Betiening her. De Poster, de antages til, ere for det meste Hof-Betieninger. Således tager man i Almindelighed Kammerjunkere, Hof-Marskaller, Haremsvogtere, Hof-Fourerere og deslige af den hovedløse Stamme. Af samme vælger man og Pedeller, Klokkere, Gravere, og andre, hvis Embeder nogenlunde kunne forrettes uden Hierne.
   Undertiden optages dog een og anden af dem i Rådet, enten ved besynderlig Gunst af Øvrigheden, eller på Grund af sin Families Fortienester, hvilket endog ofte skeer uden Landets Skade. Thi Erfarenhed lærer, at et Råds hele Myndighed gierne beroer på nogle få Rådsherrer, og at de øvrige kun ere der, for at fylde Tallet, og samtykke og underskrive hvad disse få beslutte. Således sadde der, i den Tid jeg opholdt mig i Byen, to hovedløse Assessorer i Rådet, med ligeså stor Besoldning, som de andre. Thi endskiønt de, formedelst denne Naturfeil, ikke vare synderlig forsynede med Sandser, og altså ikke heller med Begreber, gave de dog deres Stemme med, og samtykkede de andres Meeninger. De vare endog deri lykkeligere end deres Kolleger, at, når nogen Sag gik galt i dette Råd, blev man ikke stødt på dem, der ingen Hoveder havde; men udøste allene sin Galde på de øvrige. Et tydeligt Beviis, at det undertiden har sin store Fordeel at være født uden Hoved. Denne Bye giver for Resten ingen af de andre Steder på denne Klode efter i Pragt og Anseelse. Den har et Hof, et Universitet, og prægtige Kirker.
   I de to Provindser, jeg strax efter kom til, nemlig CAMBARA og SPELEK, ere alle Indbyggerne Lindetræer. Forskiellen imellem dem beståer allene deri, at de i den første Provinds aldrig blive meer, end i det høieste fire År gamle; da derimod de i den anden i Almindelighed leve over firehundrede År. Man seer derfor i SPELEK mange Bestefædre, Oldefædre, og Tip-Oldefædre, hører en heel Deel Ordsprog og gamle Krøniker, så at, når man kommer der i Landet, skulde man troe, man var sat nogle Sekler tilbage i Tiden. Så meget, som jeg ynkedes over hines Skiebne, så høit priste jeg derimod disse lyksalige. Men da jeg nærmere fik betragtet begges sande Forfatning, mærkede jeg, at jeg havde taget feil i min Dom. I CAMBARA komme Indbyggerne inden få Måneders Forløb efter deres Fødsel til deres fulde Legems og Siels Modenhed, så at det første År er tilstrækkeligt til deres Dannelse og Udvikling, og de andre tre synes dem skienkede til at belave sig på Døden i. Under disse Omstændigheder forekom dette Land mig at være en sand platonisk Republik, hvori alle Dyder nåede den størst muelige Fuldkommenhed. Thi da Indbyggerne, formedelst deres så meget korte Levetid, ståe bestandig ligesom på Springet, og ansee dette Liv som en Port, hvorigiennem de hastig gåe ind i det andet, er deres Sind meere henvendt til deres tilkommende, end til deres nærværende Tilstand. Enhver kan derfor ansees der som en sand Philosoph, der, uden at bekymre sig meget for dette jordiske, stræber allene ved Gudsfrygt, dydige Handlinger og en reen Samvittighed at giøre sig en tilkommende varig Lyksalighed værdig. Kort sagt, dette Land syntes mig beboet af lutter Engle, eller Helgene, og den sande Skole, hvor man best kunde lære alle Dyder. Man seer heraf, hvor ubilligen mange knurre over Livets Korthed, og ligesom trætte med Forsynet derover; thi vort Liv kan eene kaldes kort, for såvidt vi spilde dets meeste Tid på Lediggang og Vellyst; og det vilde altid være langt nok, hvis det altid blev vel anvendt.
   I SPELEK derimod, hvor Levetiden udtrækkes over fire hundrede År, syntes alle Laster, som have Sted hos det menneskelige Kiøn, at herske. Folket har der blot de nærværende Ting for Øine, som om de vare evige, og aldrig skulde forgåe; og derfor har Oprigtighed, Ærlighed, Kydskhed og Velanstændighed taget Flugten, og givet Plads for Falskhed, Bedragerie, Vellyst og slette Sæder.
   Dette lange Liv har endnu en anden meget sørgelig Virkning. De, som ved ulykkelige Tilfælde tabe deres Formue, komme til Skade på deres Lemmer, eller falde i ulægelige Sygdomme, pleie med Utålmodighed at forbande deres Tilværelse, og tilsidst at tage Livet af sig selv, da de, formedelst deres Levetids Længde, ikke see nogen Ende på deres Lidelser. Livets Korthed er den virksomste Trøst for alle Elendige. Begge Lande opvakte meget min Forundring, og jeg forlod dem med Hovedet fuldt af philosophiske Betragtninger.
   Jeg gik nu igiennem lutter øde og klippefulde Egne, og kom endeligen til SPALANK, eller, som det almindelig kaldes, DET USKYLDIGE LAND. Det har fået dette Navn på Grund af Indbyggernes Sagtmodighed og Uskyldighed. Man holdt disse Træer, der alle vare Steen-Eege, for de lykkeligste af alle Dødelige, fordi de vare aldeles frie for alle Sindslidelser, og følgelig for alle Laster.

Frie, langt fra Tvang, lød af sig selv enhver
Naturens Bud, og øved' Ret og Dyd,
Med Straf og Frygt aldeles ubekiendt,
I sikker Roe; på ingen hellig Steen
Var Trudsler gravet; ingen hellig Tavle
Forkyndte Lovens Torden. Ingen skialv
For Overherrens Hevn; men uden Værn
Enhver var tryg. Trompeten aldrig bød
Dem more Fyrsten mellem Brødres Lig,
På blodbestænkte Valplads. Fredsomt Plovjern
Var ikke smeddet om til Sværd og Spyd;
Men uden Tvist og Kamp de spøgte bort,
Som spæde Sødskende på Moders Skiød,
Det trygge Liv i Fredens kielne Favn.

   Da jeg kom til denne Provinds erfarede jeg, at alt hvad Rygtet havde sagt mig derom, var sandt: at, nemlig, Indbyggerne blot af egen Tilbøielighed, og ikke efter Loves Forpligtelse, udøvede Dyden. Misundelse, Begierlighed, Vrede, Had, Stolthed, Ærgierrighed, Ueenighed, og alle andre Menneskeslægtens Laster, fandt jeg aldeles forjagne af dette Land. Men tilligemed Lasterne savnedes der og mange Ting, som pryde Menneskekiønnet, og hæve de fornuftige Skabninger over Dyrene. Når man undtager Theologien, Physiken og Astronomien, dyrkedes for Resten ingen Videnskaber der, og Lovkyndigheden, Politiken, Historien, Sædelæren, Mathematiken, Veltalenheden og mange andre, vare Videnskaber, som man kiendte ikke engang af Navnet. Da Misundelse og Ærgierrighed slet ikke finder Sted hos dem, savnes og aldeles den Kappelyst, som ansporer så ofte Folk til de største og berømmeligste Foretagender. Der var ingen Paladser eller prægtige Bygninger, ingen Rådsale eller Tinghuse, og ingen store Midler, da der hverken var Øvrighed, Processer, eller Gierrighed. Med få Ord: Der var ingen Udyder; men heller ingen Smag, Kunst, Pragt eller slige Ting, som dog holdes for Fuldkommenheder, give Staterne Anseelse, og forfine Menneskene; så at man syntes meget meer at befinde sig i en virkelig Eegeskov, end i en kultiveret Stat. Jeg var derfor i lang Tid tvivlsom i, hvad jeg skulde dømme om denne Nation, og om virkelig en sådan naturlig Tilstand skulde være ønskelig for Menneskeligheden. Dog, da jeg omsider betænkte, at Mangel på Kultur kan meget bedre tåles end Mangel på Dyd, og at Ukyndighed i Mord, Vold, Tyverie, og andre Siel og Legem fordærvende Laster, var forbunden med Ukyndigheden i visse Videnskaber, måtte jeg tilståe mig selv, at denne Stat var lyksalig.
   På Veien igiennem dette Land faldt jeg engang af Uforsigtighed over en Steen, og stødte fælt mit venstre Skinnebeen, så at det hovnede. En Bonde, som såe det, løb strax hen og plukkede nogle Urter, som han lagde på Såret, hvorved Smerten strax lindredes og Hævelsen svandt. Jeg sluttede deraf, at dette Folk måtte have fortrinlig Styrke i Lægekunsten; og det forholdt sig virkelig så. Thi da SPALANKERNES Studeringer indskrænkes til få Videnskaber, lade de sig ikke, som vore Polyhistorer, nøie med Skallen; men trænge ind til Kiernen. Da jeg takkede min Læge for den mig beviiste Tieneste, og sagde, at Gud vilde belønne ham derfor, svarte han mig, skiønt i simpel Bondestiil, med så megen Klogskab, Grundighed og Gudsfrygt, at jeg indbildte mig at see en Engel, eller et andet himmelsk Væsen, i et Træes Skikkelse for mine Øine. Man kan see heraf, hvor ubilligen vi støde os over Apathiens Tilhængere, hvilke vi troe at leve i Dovenskab og Uvirksomhed, fordi de ikke føle nogen heftig Begierlighed, Sorg eller Glæde, og overlade sig aldrig til Vrede eller nogen anden Sindslidelse. Men endnu tydeligere seer man heraf, hvor meget de fare vild, som troe, at Lasterne ere på en Måde nødvendige hos Mennesket, og påståe, at Vrede er Sielen i Tapperhed, Misundelse Stræbsomheds Spore, og Mistænksomhed Forsigtigheds Moder; thi Æblet falder ikke gierne langt fra Stammen, og af et ondt Æg kommer aldrig nogen god Kylling. Mange af de Dyder, hvoraf det menneskelige Kiøn bryster sig, og som ophøies til Skyerne, både i rimede og urimede Vers, fortiene, når man betragter dem med et philosophiskt Øie, meget meer at lastes, end at berømmes.
   Da jeg forlod dette Land, reiste jeg igiennem Provindsen KILIAK, hvis Indbyggere fødes med visse Tegn i Panden, som tilkiendegive, hvor mange År enhver skal leve. Jeg holdt i Begyndelsen også disse Folk for meget lykkelige, da Døden aldrig kunde uformodentlig overrumple dem, eller rive dem bort midt i deres Synder. Men, da enhver veed, hvad Dag han skal døe på, opsætte de alle deres Omvendelse til den allersidste Time. Hvis man derfor vil finde nogen, som lever gudfrygtig og skikkelig iblandt dem, må man treffe een, hvis Årstegn i Panden forkynder, at han synger på det sidste Vers. Jeg såe adskillige gåe med hængende Hoveder omkring på Gaderne; det var alle Personer, som skulde snart afsted. De talte Timer og Minuter på deres Fingre, og såe med Rædsel den sig alle Øieblikke nærmende Død imøde. Dette lærte mig tydeligen at indsee Skaberens Viisdom og Godhed imod os i denne Henseende; og jeg fik fuldkommen Overbeviisning om, at det er Skabningerne got at være uvidende om, når Døden kommer.
   Jeg lod mig herfra i en lille Båd sætte over et sort Sund til Riget ASKARAK. Her mødte mig ganske nye Vidundere; thi ligesom Landet CABAC frembringer Mennesker uden Hoveder, således komme her somme Indbyggere til Verden med syv på eengang. Disse ere gierne store Universal-Genier; de Gamle giorde i forrige Tider meget af dem, og tilbade dem, for denne Naturens Velgiernings Skyld, med næsten guddommelig Dyrkelse, så at man aldrig valgte Anførere, Rådsherrer, Borgemestere eller Amtmænd af nogen anden, end deres Stamme. Da de have ligeså mange forskiellige Anlæg og Tænkemåder som Hoveder, forrette de rigtig nok med Iver og Hurtighed mange forskiellige Ting, og mens Regieringen var i deres Hænder, var der intet, som de jo tog fat på og forandrede; men da de satte alting i Værk på eengang, og de mangfoldige forskiellige Ideer i deres mange Hoveder naturligviis meget let kom i Strid med hinanden, vidste de tilsidst hverken ud eller ind; og Sagerne kom lidt efter lidt i en så forvirret Tilstand, at der behøvedes hele Århundrede, for at bringe det i Orden igien, som denne alting vidende Øvrighed havde forviklet. Det blev derfor bestemt eengang for alle ved en Lov, at i Evighed aldrig noget Syvhoved herefter måtte ansættes til et vigtigt Embede; og at Staten fra den Tid af allene skulde bestyres af enfoldige Folk, det er at sige, af dem, som kun havde et eeneste Hoved. På denne Måde ere disse tilforn så vigtige Personer, der fordum bleve anseete som Halvguder, nu næsten i samme Forfatning, som de hovedløse i CABAC. Thi ligesom de ingen Ting kunne forrette, fordi de slet ingen Hoveder have, således forrette disse alting bagvendt, fordi de have for mange. De Herrer Syvhoveder ere derfor og for nærværende Tid aldeles udelukte fra alle offentlige Embeder, og henleve deres Tid i Stilhed. Ikke destomindre tiene de dog Staten til en Slags Ziir. De føres omkring i Landet, som Gøglere, for at lade deres Kunster see, og vise Folk, hvor gavmild Naturen har været imod dem; men havde den været lidt meere sparsom, og ladet sig nøie med at give dem et eeneste Hoved, havde den giort meget bedre. Af den hele syvhov'dede Stamme vare i min Tid kun tre i Embeder; men de havde ikke erholdet samme, hvis de ikke i Forveien havde ladet de sex Hoveder sætte af, og på den Måde samlet igien de mange adspredte Ideer til sund Menneskeforstand i det eene tilbageblevne; ligesom man afskiærer et Træe de overflødige Grene, at de, som blive tilbage, skulle trives desbedre. Der er imidlertid meget få, som vove at underkaste sig denne meget smertelige, og ofte dødelige Operation. Jeg lærte heraf, at for meget, af hvad det også er, er altid skadeligt, og at den sande Klogskab stikker i ordentlige Ideer i en enkelt Hierne.
   Fra dette Land kommer man igiennem Udørkener til Fyrstendommet BOSTANKI, hvis Indbyggere i den udvortes Skabning have megen Lighed med Potuanerne; men i den indvortes Dannelse have det forskiellige fra dem, at deres Hierte sidder i det høire Lår; så at man med Rette kan sige om dem, at de bære Hiertet i Buxerne. De holdes også for de største Kujoner blandt alle denne Klodes Indbyggere.
   Jeg kom, ærgerlig i Hovedet over den besværlige Vei, til et Vertshuus tæt inden for Byens Port, og gav Verten endeel knubbede Ord, fordi det ingen Ende kunde fåe med hvad jeg forlangte. Han faldt på Knæe for mig, bad mig med grædende Tårer om Skånsel, og holdt det høire Lår hen til mig, at jeg skulde føle, hvor hans Hierte pikkede. Jeg stak i Latter herved, og glemte hele min Ærgrelse; tørrede Tårerne af Øinene på den arme Synder, og bad ham give sig tilfreds og ikke være bange. Han reiste sig op igien, kyste min Hånd, og gik ud at lave Måltidet til. Men ikke længe derefter blev der en jammerlig Skrigen og Tuden i Kiøkkenet, så det skingrede i hele Huset. Jeg løb ud, og såe med største Bestyrtelse min Herr Kujon i fuldt Arbeide med at møerprygle sin Kone og Tienestepigerne; men såsnart han såe mig, fik han Been og tog Flugten. Jeg vendte mig derpå til Konen og Pigerne, som græd, og spurgde dem, hvad for en Misgierning de havde begået, siden de havde bragt denne sagtmodige Mand til så gyselig en Vrede. De stode længe med Øine fæstede på Jorden, og svarte mig ikke et Ord, som om de frygtede for at lade dem mærke med deres Bedrøvelse; men langt om længe, da jeg både med Bønner og Trudsler blev ved at spørge, brød Konen omsider ud i følgende Ord: "Du synes ikke, kiære Fremmede! at have megen Kundskab til Menneskene. Borgerne her, som ikke tør see nogen bevæbnet Fiende under Øinene, og, ved den mindste Larm udenfor, gierne krøbe i et Musehul af Forskrækkelse, herske alle i deres Kiøkkener, og holde tyransk Huus med os svage Fruentimmer. Mod bevæbnede Folk føre de aldrig Krig; det er kun ubevæbnede de binde an med. Derfor er vort Land også bestandig udsat for Naboernes Spot og Udplyndring. I det næste Rige herved, som vi må betale Skat til, ere Mændene ganske anderledes beskafne; de slåes aldrig uden med bevæbnede Fiender, herske udenfor Huset, og lystre hiemme."
   Jeg beundrede denne Kones Forstand, og fandt, at hun var en bedre Skiebne værd. Og da jeg siden i Tidens Længde havde giort mig nøiere bekiendt med den menneskelige Natur, måtte jeg tilståe mig selv, at hun havde havt fuldkommen Ret i hvad hun sagde; thi man seer af tusinde Exempler, at det ikke var HERKULES allene, der skialv for sin Kones Tøffel, men at det gemeenlig er alle de største Heltes Skiebne, tålmodigen at underkaste sig de Skiønnes Tyrannie; da derimod de største Kujoner, der, som BOSTANKITERNE, bære Hiertet i Buxerne, ere Helte i Kiøkkenet. Denne Nation ståer under Naboerigets Beskyttelse, og betaler derfor en årlig Skat til samme.
   Jeg seilede fra dette Land, i en anden Båd, til MIKOLAK, og savnede min Frak, som jeg havde med dengang jeg steeg i Båden, da jeg kom i Land. Efterat jeg længe forgieves havde trættet med Færgemanden, der hårdnakket blev ved at nægte Tyveriet, gik jeg til Stedets Øvrighed, og forestillede den, at jeg i det mindste havde Ret til at fordre mit igien, om det end nægtedes mig at føre Proces med Færgemanden om betroede og stiålne Sager. Men denne blev ikke allene stivt ved at nægte det; men fordrede endog Straf over mig for falsk Beskyldning. I denne tvivlsomme Sag forlangte Rådet Vidner; men da jeg ingen kunde stille, tilbød jeg min Modpart at bevise sin Uskyldighed med Eed. Herover smilede Byefogden, og sagde: "Her i Landet, min Ven! har ingen Religions-Bekræftelse Sted; Lovene ere vore Guder. Slige Beviser måe derfor føres på en formelig Måde, ved skriftlige Documenter eller Vidner. De, som ikke kunne forevise sligt, tabe ikke allene deres Sag, men dømmes tillige som falske Anklagere. Beviis Sagen med Vidner, så skal du fåe dit Tøi tilbage." Jeg tabte altså Sagen, af Mangel på Vidner; men jeg beklagede ved denne Leilighed ikke så meget mig selv, som denne Stats Forfatning. Thi jeg såe heraf, hvor svage Selskabets Rettigheder ere, når de grundes på blotte menneskelige Love, og hvor liden Fasthed den politiske Bygning har, når den ikke hviler på Religionens Grundvold. Jeg opholdt mig i tre Dage her, og levede i en bestandig Frygt. Thi uagtet Lovene ere ypperlige, og Forbrydelser straffes på det strængeste, er og kan der dog ikke være nogen Sikkerhed at vente i et Land, hvor man ingen Religion har, og tager ikke i Betænkning at begåe enhver Forbrydelse, når man blot kan skiule den.
   Fra dette Atheistiske Land kom jeg over et meget høit og steilt Bierg til BRACMAT, der ligger i en Dal ved Foden af Bierget. Indbyggerne i denne Bye ere Eenebærtræer. Den første, som kom mig imøde, styrtede med sin hele Legems Tyngde ind på mig, så at jeg tumlede baglænds overende; og da jeg spurgte ham om Årsagen til denne Hilsen, bad han mig om Forladelse i de ziirligste Udtryk af Verden. Strax derpå kom en anden, og stødte mig i Siden med en Stavre, som han holdt i den høire Hånd, så han nær havde giort mig lændelam, og undskyldte ligeledes sin Uforsigtighed med en ligeså kunstig, som vidtløftig Tale. Jeg tænkte, at denne Nation måtte være blind, eller i det mindste stærblind, og gik derfor omhyggelig langt til Side for enhver, som mødte mig. Men denne Feil reiser sig, som jeg siden kom efter, af sommes alt for skarpe Syn, som giør, at de meget godt skielne de Ting, der ligge så langt borte, at ingen andre kunne see dem; men derimod slet ikke see, hvad der ligger dem lige for Næsen eller Fødderne. Disse skarpseende Folk kaldes i Almindelighed MAKKATTI, og give sig for det meste af med Astronomien og den transcendentalske Philosophie. Til jordiske Forretninger ere de, formedelst dette giennemtrængende Syn, næsten aldeles uduelige, fordi de kun giennemskue de allerfineste Småting, og derimod ere ganske blinde for alt hvad man kan tage og føle på. Staten bruger dem imidlertid til at undersøge Metalgruberne; thi ligeså slet som de see hvad der er oven på Jorden, så fortreffeligen see de det der er inden i den. Jeg bemærkede ved denne Leilighed, at visse Folk, som ere blinde af et alt for stærkt Falkesyn, vilde see meere, hvis de såe mindre skarpt.
   Da jeg med megen Besværlighed havde vundet over et meget steilt Bierg, kom jeg til Landet MYTAC, hvis Hovedstad seer ud som en Pileskov, eftersom Indbyggerne alle ere Piletræer. Da jeg kom op på Torvet, blev jeg et velvoxent, ungt Menneske vaer, der såe ud som Sundheden selv, at sidde på en Natstoel, og ydmygeligen anråbe det forsamlede Råd om Medlidenhed. Da jeg spurgte, hvad dette vilde sige? svarte man mig, at det var en Misdæder, som i Dag skulde have den femtende Dosis. Fortumlet over dette Svar, gik jeg bort, for at fåe Opløsningen på denne mørke Tale at vide af min Vert. "Vi her," sagde han, "vide aldeles intet af Pidsken, Brændemærken, Opklyngen, eller andre slige Straffe, hvormed man tugter Misdæderne i andre Lande, at sige, fordi vor Hensigt er ikke så meget at straffe, som at forbedre de Skyldige. Den Synder, som du nys såe sidde på Stolen deroppe, er en slet Forfatter, hvis Skrive-Orm hverken Rådets Forbud eller Påmindelser har kunnet fordrive, og som derfor nu underkastes offentlig Straf eller Kuur. Stadens Dommere, der alle ere Læger, blive på denne Måde ved at plage ham med een Laxativ efter den anden, så længe til Ormen forlader ham, og han holder op at skrive." Et Par Minuter efter kom jeg op på Byens offentlige Apothek, og såe der med største Forundring adskillige i Rad opstilte Krukker, med følgende Påskrifter: PULVER FOR GIERRIGHED; PILLER FOR LØSAGTIGHED; SALVE FOR GRUESOMHED; LENITIV, ELLER TEMPERERENDE DRÅBER FOR STOLTHED; BARK IMOD VELLYST, o. s. v. Jeg kan ikke beskrive, hvor hovedsvimlet jeg blev over disse Koglerier. Men jeg havde nær gået reent fra migselv, da jeg såe nogle Bundter Manuskripter med disse Titler: MAGISTER PISAGS PRÆDIKEN, SOM, NÅR MAN LÆSER DEN OM MORGENEN,VIRKER SEX SEDES; DOCTOR JUKESIS OPBYGGELIGE BETRAGTNINGER, SOM BEFORDRE SØVN, o. a. f. Jeg holdt denne Nation for at være særdeles urimelig, og for at undersøge nøiere disse Lægemidlers Kraft, åbnede jeg den første af disse Bøger. Den var skreven så dumt, at jeg gabede ved den første Side; da jeg læste videre fornam jeg allerede stærke Vrid i Maven, og inden jeg fik udlæst den anden Side, var jeg så plaget af Vinde, som man kan ønske sig; men da jeg for Resten var frisk, og trængte ikke til at laxere, slængte jeg den bort og skyndte mig derfra. Jeg såe alligevel heraf, at ingen Ting i Verden er aldeles uden Nytte, og at endog de jammerligste Skrivter ere tienlige til sit Brug. Det lærte mig og, at dette Folk, omendskiønt meget besynderligt, ikke var ganske dårekistegalt. Min Vert forsikkrede mig, at han havde før været skrækkelig plaget med Søvnløshed om Natten; men at han var bleven fuldkommen helbredet herfra, blot ved at læse DOCTOR JUKESIS Betragtninger; thi denne Bog, sagde han, var så kraftig, at den kunde dysse Årvågenhed selv i Søvn. Ved at høre dette og andet, fik jeg Hovedet fuldt af ganske underlige Tanker; men for ikke reent at forstyrres i mine gamle Ideer, forlod jeg i største Hast dette Land; og det var en Lykke for mig, at nye Besynderligheder og Vidundere, som jeg mødte i dem, jeg siden kom til, ikke tillode mig længe at tænke derpå. Men da jeg havde fuldendt min Reise omkring denne Klode, og nøiere overtænkte den Mytaccianske Philosophie, syntes mig, at den Lægekunst, som var i Brug hos MYTACCIANERNE, ikke var så ganske at forkaste. Thi jeg har ofte erfaret, at vi her i Europa have Bøger, der ligeledes virke Brækning, Søvn og Stolegang hos Læserne. Men hvad Sindets Sygdomme angåer, er jeg ikke ganske af Meening med de Mytaccianske Læger, endskiønt jeg tilståer, at der gives visse legemlige Svagheder, som vi forvirre med Sielens, hvilket een af Poeterne her oven på Jorden viseligen har anmærket i følgende Sinddigt:

Vi længe nu, min SIX, med samme Syge drages,
   Os onde Vædsker begge den har voldt;
I Hiertet sidder det, hvoraf jeg plages,
   Mig kalder man i Selskab tvær og stolt;
Men dig man ynker, deler blid din Smerte,
   Fordi du har i Fødderne din Meen,
Og, når du ikke dandse vil, hvert Hierte
   Undskylder venlig dine tykke Been.
Når derimod jeg vægrer mig at synge.
   Jeg kaldes egensindig, vranten, tvær,
Eenstemmig af det hele Selskabs Klynge;
   Skiønt sikkerlig det lettere dig er,
AT DANDSE, kiere SIX, end mig, AT SYNGE.

Da jeg havde forladt dette Land, og var sat over en brandguul Indsøe, kom jeg til Landet MIKROK. Men da jeg vilde gåe ind i en Stad af samme Navn, fandt jeg Porten tillukket. Jeg måtte bie temmelig længe, inden den forsøvnede Portvægter fik Jernet og Bolterne fra, og lukte op. I den hele Stad herskede den dybeste Stilhed, undtagen for såvidt de Sovendes Snorken forårsagede en bestandig Susen for mine Øren, så at det forekom mig, at jeg var kommen til Søvnens sande Boelig, således som den beskrives af Poeterne. Jeg tænkte derfor ved mig selv: Ak! at adskillige Borgemestere, Rådsherrer og andre slige ærværdige Borgere i mit Fædreneland, vare fødde her! hvor kunne ikke disse for deres Roelighed så omhyggelige Mænd leve roeligt og mageligt i denne lyksalige Bye! Af Skildter og Overskrivter på Husene mærkede jeg dog, at Kunster og Håndværker vare i Gang her, og at man lagde sig efter Lovkyndigheden. Ved Hielp af disse Skildter fandt jeg et Vertshuus, hvor jeg dog måtte blive udenfor, da Dørrene vare tillukte; thi det var Nat hos disse Folk, endskiønt Solen stod midt på Himmelen. Jeg kom omsider ind, efter at jeg længe af alle Kræfter havde banket på. Man sagde mig, at Dag og Nat deeltes her i tre og tive Timer, hvoraf de nitten anvendtes til at sove, og de øvrige fire til at våge i. Jeg sluttede heraf, at både offentlige og huuslige Sager måtte blive meget forsømte; og bad derfor, at man vilde bringe mig i største Hast hvad Mad der var først ved Hånden, af Frygt for, at Natten skulde overfalde Kokken midt i Tillavelsen af Middagsmåltidet. Men da alting her forrettes uden mange Omstændigheder, og alt overflødigt sættes til Side, er de MIKROKIANERS korte Dag lang nok til deres Forretningers Afgiørelse. Efter Måltidet, som jeg fik hurtigere end jeg havde formodet, fulgte min Vert mig omkring i Byen. Vi gik ind i en Kirke, og hørte en Prædiken, der rigtig nok ikke varede længe; men var ligeså fyndig, som kort. Taleren gik strax til Texten, brugte ingen Omsvøb, ingen Gientagelser, ingen Fyldekalk; så at jeg fandt denne Tale, ved at sammenligne den med MAGISTER PEDERS Prækener, der så tidt have kiedet mig, at indeholde meget meere end de allerlængste af hans. Med samme Korthed bleve Sagerne afhandlede i Retten. Sagførerne sige meget med få Ord, og Vidnerne blive strax fremkaldte og forhørte. Jeg erindrer mig blandt andet en Tractat i Anledning af et Forbund, som nylig var sluttet med et af Naboerigerne, der var affattet i disse Ord: "DER SKAL VÆRE ET BESTANDIGT VENSKAB IMELLEM MIKROKIANERNE OG SPLENDIKANERNE. FLODEN KLIMAK OG BIERGET ZABOR SKULLE VÆRE GRÆNDSESKIÆLLENE IMELLEM BEGGE RIGER. UNDERSKREVET &c. &c." Således ere tre Linier hos dem tilstrækkelige til det, hvortil vi bruge hele Bind. Man lærer heraf, at man med meget mindre Larm og Tidsspilde kunde komme til Målet, hvis man lod al unyttig Omsvøb fare, ligesom en Vandrer sparer sig den halve Vei ved at gåe ligefrem. Alle Indbyggerne ere Cypresser, og skilles fra andre Træer ved visse Knuder i Panden. Disse Knuder tage på visse Tider af og til; og når Panderne begynde at hovne, fåe de, ved det at Vædskerne synke ned til Øinene, en Slags Snue, der forkynder den tilstundende Nat.
Omtrent een Dags Reise derfra ligger MAKROK, eller, som Navnet betyder, De VÅGENDES LAND, hvis Indbyggere aldrig sove. Såsnart jeg kom ind i Hovedstaden, mødte jeg en ung Person, der hastede meget; jeg bad ham meget ydmyg at vise mig et skikkeligt Vertshuus; men han svarte, at han havde travlt, og løb sin Vei. Alle havde så stærkt Hastværk, at de ikke syntes at gåe, men løbe eller flyve igiennem Gader og Stræder, som om enhver frygtede at komme for silde. Jeg tænkte, der måtte være Ild løs, eller anden stor Ulykke på færde i Byen, og travede længe allene omkring, indtil jeg omsider kom til et Sted, som jeg kunde see på Skildtet måtte være et Vertshuus. Her løb nogle op, andre ned af Trapperne, og somme snublede af bare Forskrækkelse; så at jeg næsten et heelt Qvarteer måtte blive stående i Forstuen, inden jeg kom ind. Man bestormede mig strax med tusinde unyttige Spørsmål; een spurgte mig, hvorfra jeg var? hvor jeg agtede mig hen? hvor længe jeg vilde blive der i Byen? en anden: om jeg vilde spise allene, eller i Selskab? i hvad for et Værelse? i det røde, grønne, gule eller sorte Kammer? ovenpå eller nede i Stuen? og andet meere. Verten, der tillige var Skriver ved en Underret, vendte sig ud for at besørge Maden, men kom strax ind igien, og forklarte mig med uendelig Vidtløftighed Sammenhængen i en Proces, som havde varet i ti År, og nu blev ført for det fiortende Ting. Jeg håber, sagde han, at den om to År vil blive bragt til Ende, siden der kun ere to Retter tilbage, hvorfra ingen videre Appel har Sted. Han forlod mig ganske bestyrtset over hans Tale, der lærte mig, at denne Nation var meget beskiæftiget med ingen Ting. Mens han var ude, såe jeg mig omkring i Huset, og blev en Bogsamling vaer, der, når man vilde regne Bøgernes Antal, var meget betydelig; men i Hensigt til deres Indhold yderst ussel. Iblandt de Folianter, som vare prægtigst indbundne, lagde jeg Mærke til følgende:

Beskrivelse over ST. KAT-KIRKEN, 24 Bind.
Beleiringen for Fæstningen PEHUNK, 36 Bind.
Om Brugen af den Urt SLAK, 13 Bind, med mange Kobbere.
Liigprædiken over Byefoged JAKSI, 18 Bind.

Da min Vert var kommen tilbage igien, gav han sig i Snak med mig om Byens Forfatning, hvoraf jeg sluttede, at de sovende MIKROKIANER udrette meget meer end de vågende MAKROKIANER, da hine gåe lige til Kiernen, mens disse lege med Skallen. Også disse Folk ere Cypresser, og når man undtager Knuderne i Panden, afvige de i udvortes Dannelse meget lidt fra Indbyggernei MIKROK. Men de have intet Blod, eller rettere Saft i deres Årer, som de andre Traeer på denne Klode; men i dens Sted en vis tyk Vasdske, der har samme Egenskab som Qvæksølv; og nogle påståe, at den virkelig er Qvæksølv, da den frembringer samme Virkninger, som dette i Thermometre.
   Efter to Dages Reise kommer man herfra til Republiken SIKLOK, som beståer af tvende med hinanden forbundne Stater, der have ganske modsatte Love. Den første, som kaldes MIHO, er stiftet af MIHAK, en gammel berømt Lovgiver og de Underjordiskes LYCURGUS. Han søgte fornemmelig ved Sparsomheds Love at styrke sin Stat, og forbød strængeligen al Overdådighed. Denne Provinds fortiener derfor og for sin Afholdenheds og Sparsomheds Skyld at kaldes det nye SPARTA. Men jeg undrede mig over, i en så vel indrettet Stat, der giorde sig til af sine ypperlige Love, at finde så mange Tiggere; thi hvor jeg vendte mig hen, såe jeg et Træe, som bad om Almisse, så at man aldrig kan reise nogen kiedsommeligere Vei. Da jeg nøiere undersøgte denne Stats Forfatning, fandt jeg, at netop Indbyggernes Afholdenhed var Kilden til denne Elendighed; thi da al Pragt og Overflod er forjaget, og de Rige ikke nyde deres Rigdom, hendøser Pøbelen sit Liv i Uvirksomhed og yderlig Armod, da den intet kan fåe at fortiene. Jeg lærte heraf, at Påholdenhed og Sparsomhed har samme Virkning i en Stat, som Blodets Forstoppelse i det menneskelige Legeme.
   I den anden Provinds, LIHO, lever man derimod i Overflod, og giør sig tilgode, uden at spare nogen Bekostning. Derfor blomstre Kunster og Håndværker der overalt, Borgerne opmuntres til Arbeide, hvorved de ikke allene undgåe Mangel, men endog ofte berige sig, og hvis nogen lever i Armod, er det hans egen Ladheds Skyld, da han ingensteds savner Leilighed til at fortiene sit Brød. Således give de Riges Ødselhed hele Staten et Slags Liv, ligesom Blodets Omløb giver Legemets Lemmer Sundhed og Styrke.
   Til dette Land grændser LAMA, Lægekunstens berømte Sæde. Man dyrker der med så megen Flid denne Videnskab, at ingen holdes for en ret ægte Doctor, hvis han ikke har studeret ved Universitetet i LAMA. Derfor vrimler og Staden således af Læger, at man meget snarere møder en Doctor, end et Menneske. Hele Gader beståe blot af Apotheker, Anatomiekammere og Værksteder, hvor man giør chirurgiske Instrumenter. Da jeg engang spadserede omkring i Byen, mødte jeg et lille Træe, som gik omkring og solgte Fødde- og Dødelister. Jeg såe med største Forundring, at der i sidste År vare fødde hundrede og halvtredsindstive Træer, og sexhundrede døde. Jeg kunde ikke begribe, hvorledes Døden kunde holde således Huus i Apollos eget Tempel, og spurgte derfor Drengen, om der i forrige År havde været nogen usædvanlig smitsom Syge eller Pest i Byen? Han svarte mig, at for to År siden var Antallet af de Døde endnu større, og at dette var det sædvanlige Forhold imellem de Fødde og Døde, da de sidste altid pleiede at være tre Gange så mange som de første, eftersom Indbyggerne bestandigen ere udsatte for dødelige Sygdomme, så at Byen, hvis den ikke fik årlig Tilskud af Folk fra Provindserne, snart vilde blive ganske tom. Jeg holdt det ikke for rådeligt, da jeg hørte dette, at blive her for længe, og skyndte mig i en Hast fra Byen, så meget meere, da den blotte Lyd af Læge og anatomiske Instrumenter, fra den Tid af jeg var i Philosophernes Land, bestandig opvakte en Slags Gysen hos mig. Jeg løb, og standsede ikke min Fart, før jeg kom til en lille Flek, som låe fire tusinde Skridt derfra, hvor Indbyggerne havde ingen Læger, og følgelig heller ingen Sygdomme.
   Jeg reiste videre, og kom efter to Dages Forløb til DET FRIE LAND. Indbyggerne her ere deres egne Herrer, og beståe af adskilte Familier, der hverken have Øvrighed eller Love. De udgiøre alligevel en Slags Stat, og rådføre sig i Tilfælde, som angåe det Hele, med de Ældste, der bestandigen råde til Fred og Eenighed, og indskiærpe det første Naturens Bud: GIØR IKKE IMOD EN ANDEN, HVAD DU IKKE VIL, AT EN ANDEN SKAL GIØRE IMOD DIG! I alle store og små Byer stod Frihedens Billede, trædende Bånd og Lænker under Fødder, udgravet, med denne Overskrivt: DEN GYLDNE FRIHED. I den første Bye, jeg kom igiennem, syntes alting at være roligt nok; men Borgerne gik med visse Sløifer, af forskiellige Farver, som betegnede de forskiellige Partier, hvori Staden den Gang var deelt. Udenfor alle de Fornemstes Porte vare Skildvagter, og alle stode ligesom færdige til at slåes; thi Stilstanden var forbi, og Krigen skulde begyndes igien den følgende Dag. Jeg flygtede derfor med største Angest derfra, og holdt mig ikke for ret frie, før jeg havde fået dette Frihedens Land reent af Syne.
   Ikke meget langt derfra ligger JOCHTANA, som jeg endnu meere gysede for, efter Beskrivelsen, da jeg troede, der at finde alle Ting meere urolige, usikkre og forvirrede, end i Frihedens Land, eftersom man havde fortalt mig, at det var en Sammelplads for alle Religioner, og at alle de Lærdomme, som fandtes adspredte på den hele Klode, vare samlede her som i en Middelpunkt, og lærtes offentlig. Da det randt mig i Tankerne, hvilke Bevægelser Religions Forskiellighed opvækker i de fleste europæiske Stater, vovede jeg neppe at gåe ind i Hovedstaden JOCHTANSII, hvor der var ligeså mange forskiellige Kirker, Gudstienester og modsatte Secter, som Pladser, Gader og Stræder. Men min Frygt blev snart Thi da det under Livs Straf er pålagt, at den eene aldrig må hindre den anden i sin Religions Udøvelse, og at ingen Bitterhed må have Sted mellem Secter af modstridige Lærdomme, så er der Ulighed i Meeninger uden Fiendtlighed, Disputeren uden Klammerie, og intet Had, fordi der er ingen Forfølgelse. Der var blot en vedvarende, men anstændig Kappelyst imellem de forskiellige Partier; thi enhver Sect stræbte ved et ustraffeligt Liv og uskyldige Sæder at bevise sin Religions Fortreffelighed. Ved denne vise Statsbestyrelse sørgede Regieringen for, at der forårsagedes ligeså liden Uorden af disse forskiellige Religions-Meeninger, som af de forskiellige Kramboder på Torvene, eller ulige Værksteder, når de allene ved gode Varer og forsvarligt Arbeide lokke Kiøbere til sig, uden Bedragerie, Vold eller Bagtalelse. På denne Måde forekommes al Leilighed til Ueenighed, og en anstændig Staten meget nyttig Kappelyst vedligeholdes imellem Borgerne. Heraf seer man, at ikke Forskiellighed i Religionen, men Samvittigheds Forfølgelse allene har Skyld i de Uroligheder, som i denne Henseende herske på andre Steder.
   En vis lærd JOCHTANENSER gav mig en udførlig Underretning om dette Folks Sæder, Regiering, og Årsagerne til den der herskende Roelighed; jeg hørte ham med megen Fornøielse, og prægede alt dybt i min Erindring. I Førstningen giorde jeg ham rigtig nok endeel Indvendinger, men tilsidst nødtes jeg til at give mig tabt, da han af tydelig Erfaring beviiste sine Sætninger. Da Virkeligheden låe mig soleklar for Øinene, og jeg ikke var ublu nok til at nægte mine egne Sandser, måtte jeg indrømme ham, at Tænkefriheden var den sande Grund til denne Stilhed og Eenighed. Jeg greb derfor til andre Våben, og sagde, at det var en Lovgivers Pligt, ved Indretningen af sin Stat meer at see på Borgernes tilkommende, end på deres nærværende Lyksalighed, og ikke så meget at agte på hvad der gavner dem i dette Liv, som på hvad der behager Gud. Herpå gav han mig følgende Svar: "Du bedrager dig, Fremmede! hvis du troer, at Gud, Sandhedens evige Kilde, finder Behag i sminket Dyrkelse og hykkelsk Tieneste. Hos de Nationer, hvor alle forpligtes efter Loven til at troe eet og det samme, ståer Dørren åbnet for Vankundighed og Forstillelse, da ingen hverken vil eller tør opdage sin sande Meening; men som oftest bekiender med Munden hvad han nægter i Hiertet. Derfor behandles Læren om de guddommelige Ting med så megen Kulde, og forbliver i sin gamle Slendrian, ingen giør sig Umage for at komme efter Sandhed, og Præsterne selv holde sig fra theologisk Studering, for ikke at brændemærkes med Navn af Kiettere, og lægge sig efter andre Videnskaber, som de med mere Frihed og mindre Fare kunne dyrke. Man fordømmer dem, som afvige fra den herskende Meening; men Hyklere og Øienskalke ere afskyelige for Gud, der har vildfarende Oprigtighed kierere end forstilt Bekiendelse af den sande Troe." Da jeg hørte dette, taug jeg bumstille, og vovede ikke at indlade mig oftere i Ordstrid med disse spidsfindige Folk.

   Jeg havde nu tilbragt henved to Måneder på denne Reise, da jeg endelig kom til TUMBAK, et Rige, der grændser til Fyrstendommet POTU, og som jeg ansåe som mit Hiem, da jeg her såe så got som Enden på min besværlige Omvandring. Indbyggerne ere for største Deelen Olietræer, meget andægtige og strænge Folk. I det første Herberg jeg kom til, måtte jeg, så sulten som jeg var, i to Timer vente på Frokosten, trods alle gientagne Fordringer. Årsagen til denne Nølen var Vertens utidige Andagt, som ikke tillod ham at forrette nogen Ting, før han var færdig med sin Morgenbøn. Da han langt om længe havde fået Ende på den,

- - treen han ind
Bleg, mumlende, med Hånden under Kind,
Og rakte mig et Stykke mullent Brød
Til fiorten Dage gammelt Lammekiød -

Men den Frokost måtte jeg betale, og jeg kan forsikre, at jeg aldrig har kiendt en så andægtig og tillige ubarmhiertig Vert som denne. Jeg tænkte derfor ved mig selv: at det var bedre, lidt meer at spare på Bønner, og lidt mindre på Kierligheds Gierninger; men jeg holdt min Fortrydelse hos mig selv, da jeg vel vidste, at intet er farligere, end at opirre himmelsksindede Gemytter. Alle Borgerne i denne Bye vare strænge Moralister og Sæder heglende Catoner. De gik omkring på Gaderne med hængende Hoveder og Grene, prækede mod Verdens Forfængelighed og fordømte enhver, endog den alleruskyldigste Fornøielse til Helvedes Afgrund. De lastede alting med yderste Strænghed indtil Lader og Smil, og ved uophørlig Giennemheglen af andres Opførsel tilvendte de sig Navn af Helgene. Da jeg var udmattet af de mange Besværligheder, jeg havde udstået, og vilde muntre Sindet og styrke mig lidt igien ved uskyldig Forlystelse, måtte jeg høre ilde derfor over hele Byen, så at hvert Huus forekom mig som en Skriftestoel.
   Adskillige iblandt dem, da de såe, at hverken Formaninger eller Rettelser virkede på mig, skyede mig som Gift og Pest. Jeg gider ikke opholde mig længe ved dette knarvurne Folks Beskrivelse; men eet Exempel må jeg dog endnu anføre, som levende skildrer deres Karakter, og hvoraf man let kan slutte sig til alt det øvrige. En TUMBAKKER, som jeg havde kiendt før, og holdt Venskab med i Potu, såe mig af en Hendelse gåe forbi et Vertshuus, og bad mig gåe ind med. Da han havde hørt, at jeg pleiede at giøre mig lidt tilgode, satte han mig med så megen Bitterhed tilrette for min Opførsel og Levemåde, at Håret stod mig på Hovedet, og alle mine Lemmer begyndte at zittre. Imidlertid mens denne min Cato tordnede herimod, drak vi et Glas sammen efter det andet, så længe til Hovederne bleve os for tunge, og vi begge faldt baglends ned på Gulvet og bleve bårne halvdøde hiem. Da jeg havde sovet Rusen ud, og var kommen til mig selv igien, overtænkte jeg alvorligen denne Nations Andagt, og fandt, at slig hellig Nidkierhed meere har sin Grund i Galden og onde Vædsker, end i sand gudelig Følelse. Jeg holdt imidlertid for rådeligt, ikke at åbenbare denne Meening for nogen, og reiste stiltiende bort.
   Efter to Måneders Forløb kom jeg omsider hiem, meget udmattet; thi mine Fødder vare af den idelige Omtrasken blevne så ømme, at jeg neppe kunde ståe på dem. Jeg kom ind i Staden Potu den tiende Dag i Ask-Måneden. Det første jeg tog mig for, var, allerunderdanigst at overlevere Fyrsten min Dagbog, som han strax befalede at lade trykke. Man må mærke, at Bogtrykkerkunsten, som EUROPÆERNE og CHINESERNE giøre sig til af at have opfundet, meget længe tilforn har været i Brug her. Potuanerne fandt så stor Smag i min Reisebeskrivelse, at de aldrig kunde blive mætte af at læse den. Småtræer løbe rundt omkring på alle Gader og Stræder med den, og råbte: HOF-LØBER SKABBAS REISE OMKRING HELE VERDEN. Opblæst af dette lykkelige Udfald, tragtede jeg nu efter meget høiere Ting, og giorde mig Håb om et særdeles stort og anseeligt Embede; men da jeg mærkede, at dette Håb slog mig feil, indgav jeg på nye en Ansøgning til Hans Durchlauchtighed, hvori jeg satte mine Arbeider i Lys, og bad om Belønning for mine ualmindelige Fortienester. Fyrsten, som var mild og velgiørende, lod sig bevæge af mine Bønner, og lovede at have mig i nådig Erindring: han holdt og sit Løvte, men den hele Nåde bestod i et årligt Tillæg til min forrige Løn. Jeg havde spidset min Næse på en ganske anden Belønning, og lod mig derfor ikke tilfredsstille hermed; men da jeg ikke torde overhænge Fyrsten med flere Ansøgninger, klagede jeg min Nød for Storkanzleren. Denne særdeles fornuftige Mand anhørte mine Klager med sin sædvanlige Venlighed, og lovede at giøre sit Beste for mig; men rådte mig tillige at afståe fra en så urimelig Begiering, og tage lidt rigtigere Mål af min Ubetydelighed og tynde Skiønsomhed. "Naturen," sagde han, "har været dig en Stedmoder; du mangler aldeles de Talenter, som bane Veien til vigtige Embeder. Man må krybe, før man lærer at gåe, og det er naragtigt at ville flyve uden Vinger. Sæt, at du virkeligen fik hvad du så dårligen begierer, så måtte Lovene overtrædes, og Fyrsten vilde overalt blive lastet derfor; vær derfor tilfreds med din Lod, og opgiv et Håb, som har Naturen imod sig!" Han tilstod mig for Resten mine Fortienester, og fandt den Standhaftighed, hvormed jeg havde udstået så mange Besværligheder på min Reise, Berømmelse værdig; "men det var ikke sådanne Fortienester," blev han ved, "som gave Adgang til Statsforretninger; thi dersom enhver udstået Møie, enhver enkelt Fortieneste gav Rettighed til store Bestillinger, så kunde enhver Maler, eller Billedhugger, den eene for sin Færdighed i at male, den anden for sin Færdighed i at udhugge, giøre Fordring på at blive Rådsherre. Fortienester bør belønnes, men Belønningerne bør og være passende for dem, som fåe dem, at Staten ikke skal lide derved, og sætte sig blot for Latter." Denne Tale slog mig, og havde den Virkning, at jeg i nogen Tid derefter holdt mig ganske rolig. Men da jeg ikke kunde udholde den Tanke at blive gammel i en så ringe Bestilling, greb jeg igien til det fortvivlede Anslag, jeg før havde ladet fare, at foreslåe en Forbedring i Statsindretningen, og således ved et ganske nyt Påfund på eengang at sørge både for Landets og mit eget Beste.
   Kort før min Reise havde jeg på det nøiagtigste undersøgt dette Fyrstendoms indvortes Tilstand, for at udfinde de betydeligste Mangler i dets politiske Indretning, og de Midler, hvorved samme best kunde afhielpes. Af Forfatningen i Provindsen KOKLEKU havde jeg lært, at Staten vakler, når Fruentimmere have Deel i dens Bestyrelse; thi da samme af Naturen ere forfængelige, stræbe de at udvide deres Magt og Myndighed i det uendelige, og helme ikke, før de have tilveiebragt sig et fuldkommen uindskrænket Herredømme. Jeg besluttede derfor at giøre et Forslag, om at udelukke det smukke Kiøn fra alle offentlige Embeder, i Håb om at fåe Stemmer nok på min Side, ved at sætte Sagen i sit rette Lys, og forestille dem tydeligen de Uleiligheder, som nødvendigen vare forbundne med den gamle Indretning. Det syntes mig en let Sag at overtyde alle om den Fare, Mandkiønnet satte sig blot for, hvis de ikke i Tide søgte at svække denne Fruentimmer-Magt. Fandt man, at denne Sædvanes fuldkomne Afskaffelse vilde have alt for store Vanskeligheder, påstod jeg, at man i det mindste burde indskrænke Qvinde-Regimentet inden snevrere Grændser. Jeg havde med dette Forslag en tredobbelt Hensigt. Først vilde jeg give mig Anseelse af at råde Bod på en skadelig Statsfeil; for det andet, søgte jeg, ved i dette ædle og dybsindige Påfund at aflægge en Prøve på min Skarpsindighed og Dømmekraft, at forbedre mine Omstændigheder; og endeligen for det tredie, fik jeg herved Leilighed til at hevne mig på Fruentimmerne over de Fornærmelser og Spottegloser, de så ofte havde tilføiet mig. Jeg måe reent ud bekiende, at min egen Fordeel og Lyst til at hevne mig vare de fornemste Drivefiære til dette Forslag; men jeg skiulte snildeligen hvad jeg havde bag Øret, at jeg ikke skulde synes under Skin af Landets Tarv at søge min egen Fordeel, og således at træde i andre Projektmageres Fodspor, der altid giøre meget Væsen af deres Forslags almindelige Nytte for hele Landet; men når man seer lidt dybere i Tingen, befindes eene og allene at have havt deres egen Fordeel i Sigte.
   Jeg udarbeidede denne Plan med al den Kunst, som var mig muelig, understøttede den med de fyndigste Grunde, og indgav den allerunderdanigst til Fyrsten. Han, som bestandig havde givet mig Prøver på sin særdeles Yndest, studsede over dette, som han kaldte det, dårlige og dumdristige Foretagende, og spåede mig, at det vist vilde geråde til min egen Fordærvelse. Han søgte derfor ved Bønner og Forestillinger at overtale mig til at afståe derfra; men

- - Skiønt til Vennens spildte Bøn Han føiede den vrede Fyrstes Trudsler,

så lod jeg mig dog ikke afskrække. Jeg stolede deels på Nytten af mit Forslag, deels på hele Mandkiønnets Medhold, som jeg troede mig sikker på, og blev hårdnakket, trods alle Påmindelser, ved mit Forsæt. Jeg blev altså efter Loven ført op på Torvet, med en Strikke om Halsen, for at vente på Rådets Udslag. Alle Rådsherrerne forsamlede sig, og da de havde givet deres Stemmer, blev Dommen afsendt til Fyrstens Underskrivt, fra hvem den igien blev sendt tilbage, og ved en Herold offentlig oplæst, som følger:
   "Efter moden Overveielse dømme vi: at det af Sr. SKABBA, første Hofløber hos Hans Durchlauchtighed, giorte Forslag, om AT UDELUKKE DET ANDET KIØN FRA OFFENTLIGE EMBEDER, ikke uden Statens allerstørste Skade kan antages og udføres, eftersom den halve Deel af Nationen, som beståer af Fruentimmere, nødvendigen må opbringes ved denne Forandring, og derved blive Regieringen fiendsk og besværlig. Fremdeles holde vi det for ubilligt at nægte Træer af fortreffelige Egenskaber Adgang til de Æresposter, de vise sig værdige til, i Særdeleshed da det er utroeligt, at Naturen, som intet giør hen i Tåget, uden Hensigt skulde have udrustet dem med så ypperlige Gaver. Vi troe, at Statens Tarv udfordrer i Embeders Uddeeling meer at see på Duelighed og Anlæg, end på Navne. Og, da Landet ikke sielden har Mangel på dygtige Subjekter, finde vi det dårligt, ved en Forordning eller Rådsbeslutning på eengang at erklære den hele halve Deel af Indbyggerne, blot for Fødselens Skyld, uværdige og ubrugelige til Forretninger. Efter grundigste Overlæg kiende vi altså for Ret: AT OVENMELDTE SKABBA BØR, FOR SIT SÅ DÅRLIGE, SOM DRISTIGE FORSLAG, AT LIDE DEN I SLIGE TILFÆLDE SÆDVANLIGE STRAF."
   Fyrsten tog sig denne min Ulykke meget nær; men da han aldrig pleiede at forandre Rådets Beslutninger, underskrev han Dommen, og efterat have sat sit Segl derunder, befalede han at giøre den bekiendt; dog med denne Formildelse: at jeg, som en Udlænding, der var fød og opdraget i en fremmed Verden, hvor et hurtigt Hoved holdtes for en Fuldkommenhed, kunde i denne Betragtning befries for Livsstraf. Imidlertid på det at Lovene, ved en sådan Eftergivelse ikke måtte tabe noget af deres Ubrydelighed, skulde jeg sidde i Fængsel indtil Begyndelsen af Birkemåneden, da jeg, tilligemed andre Forbrydere, skulde bortsendes til Firmamentet.
Da Dommen var bekiendtgiort, blev jeg altså henført i Stadens Arresthuus. Nogle af mine Venner rådte mig at protestere mod denne Dom, på Grund af, at der havde befundet sig så mange Fruer og Jomfruer iblandt mine Dommere, der følgelig havde dømt i deres egen Sag. Andre holdt det for rådeligere, at jeg tilstod min Forseelse, og undskyldte den med min medfødte Dumhed, som en Nationalfeil. Men jeg var ikke at overtale hertil, af Agtelse for mine overjordiske Medmennesker, hvis Anseelse jeg ved en sådan Bekiendelse ikke havde sat en liden Plet på.
   Ikke længe derefter hørte jeg, at Fyrsten havde besluttet at frietage mig for al Straf, hvis jeg blot vilde bede ham om Forladelse for min Misgierning; endskiønt Skatmesterinden RAHAGNA af alle Kræfter satte sig imod min Befrielse. Men, for at tilståe Sandheden, må jeg bekiende, at jeg ikke var meget misfornøiet med min Dom; thi den Forretning, jeg havde, var mig meer forhadt end Døden, og jeg var kied af at omgåes længer med disse af deres alt for store Viisdom opblæste Træer. Jeg håbede desuden at giøre større Lykke i Firmamentet, hvor alle Fremmede, som jeg hørte, bleve uden Forskiel meget vel imodtagne.

Kapitel 10 >