Niels Klims underjordiske Reise
Ludvig Holberg (1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
X: Reisen til FIRMAMENTET
HIDINDTIL har jeg intet meldt om den høistforunderlige Forviisning til Firmamentet, som er i Brug hos de Underjordiske; jeg vil derfor her, som på det meest passende Sted, give Læseren et Begreb om denne Reise. Tvende Gange om Året pleie nogle overordentlig store Fugle, som man kalder KUPAKKI, eller POSTFUGLE, at lade sig see. Da de komme og flyve bort igien på bestemte Tider, har Årsagen til denne deres ordentlige Ankomst og Bortgang i lang Tid brudt Hovederne på de underjordiske Naturkyndige. Nogle meene, at visse Insekter, eller ualmindelig store Fluer, hvoraf der på den Tid af Året gives en stor Mængde, og som disse Fugle særdeles gierne spise, lokke dem ned på Kloden; og denne Formodning synes mig ikke urimelig. Den Omstændighed, at Fuglene, når samme Fluer forsvinde, strax flyve tilbage til Firmamentet, sætter Tingen næsten uden for al Tvivl, og at sligt virkelig kan skee ved en vis Naturdrift, beviser Exemplet af andre Fugle, som på bestemte Tider, uden Tvivl af samme Årsager, lade sig see i visse Lande. Andre troe, at disse Fugle ere således afrettede og øvede af Indbyggerne i Firmamentet, at de kunne bortsendes, som Falke eller andre Jagtfugle, for at hente Bytte fra andre Lande. Denne Gisning grunder man på den store Varlighed og Behændighed, hvormed de, når Reisen er tilende, nedlade deres Bytte eller Passagerere på Jorden. Man slutter og af andre Omstændigheder, at disse Fugle enten måe være afrettede ved Kunst, eller begavede med Fornuft. Imod den Tid, for Exempel, da de skulle flyve bort igien, blive de så tamme og kielne, at de lade kaste Garn og Snarer på sig, hvorunder de ligge stille og ubevægelige i nogle Dage. Indbyggerne mader dem imidlertid med de nysomtalte Insekter, hvoraf der til den Ende samles i Forveien en stor Forråd, og sinke dem ved denne Spise sålænge til alle Ting ere færdige til de Forviistes Bortreise. De hertil brugelige Anstalter skee på følgende Måde: Man binder med Reeb et Slags Trug eller aflang Kasse fast til de Snarer, hvori Fuglene ere hildede. En sådan Kasse kan netop rumme et Træe ellerMenneske. Når nu Reisetiden nærmer sig, og Fuglene mærke, at de ingen fleer Insekter fåe at spise, svinge de sig op, og flyve hiem giennem Luften. Således var det forunderlige Reisetøi beskaffent, som jeg og andre Fanger måtte betiene os af, for at komme til den anden Verden.Foruden mig skulde på samme Tid to Borgere fra POTU, der for andre Forbrydelser vare dømte til Landflygtighed, afsendes. Den eene af disse var en Metaphysiker, som havde forbrudt sig imod Loven ved at disputere om Guds Væsen og Åndernes Natur. Han havde først bødet for denne Forvovenhed med at årelades; men da man strax efter traf ham i samme Forbrydelse, blev han forviist til Firmamentet. Den anden var en Fanatiker, som ved at opkaste Tvivl mod Religionens Hellighed og de borgerlige Loves forbindende Kraft, syntes at ville kuldkaste begge Deele. Han vilde ikke rette sig efter de offentlige Forordninger, fordi, sagde han, al borgerlig Lydighed stred imod hans Samvittighed. Hans Venner stræbte med de kraftigste Grunde at fåe ham til at afståe fra denne Egensindighed, forestillende ham, hvor mange Vildfarelser Samvittighedens Tilsagn og indbildte Åbenbaringer ere underkastede: hvor ofte man forvirrer Nidkierhed, Samvittighed og guddommelig Indskydelse med Tykblodighed og fordærvede Vædsker: hvor dårligt det er at beråbe sig på sin indvortes Overbeviisning, og hvor ubilligt det er at vilde giøre sin egen Følelse til Rettesnoer for andres, i hvad de skulle troe, da de kunne påståe samme Ret, og sætte Samvittighed imod Samvittighed. De beviiste ham, at ingen, som bliver hårdnakket ved den Grundsætning, at man eene skal rette sig efter sit eget Hoved, kan eller bør nyde Borger-Ret, da det er en god Borgers Pligt blindt hen at lyde Landets Love; og denne Lydighed hverken vil eller kan en Fanatiker vise, der i alle borgerlige Sager giør sin Følelse til sin eeneste Regel. Men da hverken Forestillinger eller Beviser virke på en Fanatiker, blev han, som en forhærdet og ulægelig Galning, dømt til Forviisning. Vi vare altså på samme Tid tre, som vare bestemte til denne Reise, nemlig en Projektmager, en Metaphysiker og en Fanatiker.
I Begyndelsen af Birkemåneden bleve vi tagne ud af Fængselet, og førte hver til sit forskiellige Sted. Jeg veed slet ikke hvordan det siden gik mine Kammerater; thi jeg havde nok med at sørge for mig selv, og brød mig ikke om andre. Såsnart jeg var kommen til det bestemte Sted, blev jeg knuget ind i Truget eller Kassen, med så megen Mad, som jeg behøvede, for at opholde Livet i nogle Dage. Kort derefter, da Fuglene fornam, at man ikke gav dem meer at æde, forlod de, som advarede om at reise, Kloden, og fløi med utrolig Hastighed igiennem Luften. Man troer i Almindelighed under Jorden, at der er hundrede Mile imellem Planeten NAZAR og Firmamentet: jeg kan ikke sige for vist hvor lang Tid jeg tilbragte på denne Vej; men det forekom mig, som om denne Luftseilads varede omtrent i fire og tyve Timer. Efter en meget langvarig Stilhed, kom omsider en forvirret Larm mig for Øren, hvoraf jeg sluttede, at jeg ikke måtte være langt fra Land. Jeg mærkede nu, at disse Fugle virkeligen vare afrettede; thi de satte med så megen Lethed og Omhyggelighed Kassen, hvori jeg låe, ned på Jorden, at den ikke fik mindste Skade. Der stimlede strax en stor Mængde Aber omkring mig, som ikke indjoge mig liden Frygt, eftersom disse Dyr, mens jeg var på NAZAR, bestandigen havde været min største Plage. Denne Bestyrtelse tog meget til, da jeg hørte dem snakke med hinanden, og såe dem fremgåe, med afmålte Skridt, i Klæder af forskiellige Farver. Jeg sluttede mig heraf til, at det måtte være Indbyggerne i dette Land; men da intet, efterat jeg var bleven vant til så mange urimelige Ting, burde forekomme mig nyt og usædvanligt længer, tog jeg Mod til mig igien, især da jeg såe, at disse Aber med den største Høflighed og Artighed af Verden nærmede sig til mig, og tog deres nye Giest ud af Kassen. Man bruger næsten ikke flere Ceremonier ved de største Gesandters Modtagelse i vor Verden. Den eene trådde frem af Kredsen efter den anden, og tiltalte mig med de Ord: PUL ASSER! Da de meget ofte havde gientaget denne Velkomst, svarede jeg dem omsider det samme, hvorover de brøde ud i Skoggerlatter, og ved adskillige løierlige Gebærder gave tilkiende, hvor inderlig dette gottede dem at høre mig gientage disse Ord. Jeg mærkede strax, at disse Indbyggere vare letsindige, nysgierrige og særdeles snaksomme. Når de talte lod det, som de slog på Tromme, så flydende og hastig rullede de Ordene frem oven på hinanden i eet Åndedræt. De vare, kort sagt, POTUANERNE aldeles modsatte i Klædedragt, Sæder, Tungemål og Legems Dannelse. I Begyndelsen syntes de meget at studse ved min Skabning; men det, som især opvakte deres Forundring, var, at jeg havde ingen Hale; thi eftersom ingen iblandt alle ufornuftige Dyr meere ligner Mennesker end Aber, havde de holdt mig for en Skabning af deres Art, hvis jeg havde havt denne Prydelse; så meget meere, da de havde lagt Mærke til, at alle de Indbyggere, som vare komne hidindtil fra NAZAR, vare dem aldeles ulige.
På den Tid jeg ankom, var der høit Vand overalt, formedelst Planeten NAZARS Nærhed; thi ligesom Ebbe og Flod retter sig efter Månens Gang hos os, således aftager og voxer Havet i Firmamentet her, i Forhold til NAZARS Frastand.
Strax efter min Ankomst blev jeg ført til et meget stort Huus, som var prydet med Fliser, Speile, Marmorer, kostbare Vaser og prægtige Tapeter. Der stod Vagt ved Porten, hvoraf jeg kunde slutte, at det ikke måtte være en gemeen Abekat, som boede der. Det var, som jeg siden fik at høre, hverken meer eller mindre end Borgemesteren der i Byen. Han længtes meget efter at komme til at tale med mig, og leiede derfor strax adskillige Sprogmestere, som skulde undervise mig i Sproget. Da jeg efter et fierding Års Forløb talte det med temmelig Færdighed, ventede jeg at tilveiebringe mig alles Beundring for mit flyvende Nemme og ypperlige Hukommelse; men mine Lærere fandt mig dorsk og tungnem i så høi Grad, at de af Utålmodighed ofte truede med at forlade mig. Ligesom jeg altså på Planeten NAZAR for mit hurtige Nemmes Skyld spotviis blev kaldet SKABBA, eller den Utidige, så kaldte man mig her i Hensigt til mit sløve og langsomme Begreb KAKIDORAN, som betyder dum og dorsk; thi her agter man allene dem, som i et Øieblik kunne fatte en Ting, og lade Munden løbe. Mens jeg lærte Abesproget, førte min Vert mig adskillige Gange omkring i Byen, hvor jeg overalt mødte Tegn på al Slags Pragt og Overdådighed. Vi kunde med Nød og Neppe komme frem for de mangfoldige Vogne, Kareter, Lakeier, Løbere og Aber, som vrimlede imellem hinanden. Med alt det var dette dog intet at regne mod den Overflod, som herskede i Hovedstaden, hvor man fandt samlet, som i et Middelpunkt, al den Forfængelighed Dødelige kunne opfinde. Da jeg ganske havde Sproget inde, bragte min Vert mig til denne Bye, da han håbede ved en så nye og usædvanlig Foræring at indsmigre sig hos en vis Rådsherre. Regieringen i dette Land er aristocratisk; Staten bestyres af det store Råd, og alle Rådsherrerne ere af gammel Adel. De, som ere komne af borgerlige Folk, kunne ikke giøre sig Håb om at blive meer end i det høieste Rodemestere, Byeskrivere og Dommere i de små Byer og Provindserne. Undertiden drive de det så vidt, at de blive Borgemestere; men dertil udfordres særdeles udmærkede Fortienester. På denne Måde var min Vert sluppet til sit Borgemesterskab, thi han havde et så frugtbart Hoved, at han i een Måned fandt på otte og tyve Projekter, og omendskiønt ingen af disse vare således beskafne, at deres Iværksættelse i mindste Måde kunde beståe med Statens Nytte, gave de dog Prøver på det hurtige Genie, hvorved han havde sat sig i Anseelse; thi i den hele underjordiske Verden agtes ingensteds Projektmagere så høit som her.
Republikens Hovedstad hedder MARTINIA, hvoraf hele Landet har fået sit Navn. Den har en skiøn Beliggenhed, prægtige Bygninger, driver stærk Handel, og har et fortreffeligt Søe-Arsenal. I Størrelse og Indbyggernes Mængde syntes den, såvidt jeg kunde dømme. ikke at give PARIS noget efter. Trængselen på Gader og Stræder var så stor, at vi måtte slåe os igiennem med Stokke og knyttede Næver, for at komme til den Kant af Byen, hvor Præsidenten boede. som min Vert, Herr Borgemesteren, havde i Sinde at forære mig til. Da vi endeligen vare komne i Nærheden af denne Herres Huus, gik min Vert i Forveien ind i et Vertshuus, hvor han bragte sin Pynt i Orden, for at komme net og anstændig påklædt frem for Hans Excellence. Der stimlede strax en heel Hær af Leietienere, som de kalde MASKATTI, eller Pyntere, til, hvilke alle Folk pleie at betiene sig af, før de gåe ind i Rådsherrernes Palladser. Disse børste Klæder, tage Pletter af, og sætte med en forunderlig Behændighed alt hvad der er kommet i Uorden, indtil de mindste Folder, igien i Lave. Een af disse MASKATTER tog strax Borgemesterens Kårde, og pudsede den blank. En anden bandt Sløifer af forskiellig farvede Bånd om hans Hale; thi intet ligger disse Aber så meget på Hiertet, som at fåe deres Haler ret udzirede. Der vare Rådsherrer, og især Rådsherrers Fruer, som på Festdagene ikke kunde pynte deres Hale under tusinde Rixdalers Bekostning i vor Mynt. Den tredie MASKATTI havde en Passer, hvormed han udmålte Klæderne, for at see om alting havde sin behørige Symmetrie. Den fierde løb til med en Flaske Sminkevand, for at give ham et ganske andet Ansigt. Den femte eftersåe hans Fødder, og skar meget net hans Ligtorne. Den siette bragte lugtende Vand, hvormed han oversprøitede hele Borgemesteren; og, kort sagt, een tørrede ham med et Håndklæde, hin giorde ved hans Bukler med en Kam, denne holdt et Speil for ham, og alt dette skeete med samme Påpassen, Flid og Omhue, hvormed en Landmåler hos os udmåler og illuminerer et Landkort. Hillemænd! tænkte jeg ved mig selv, giøres der så megen Flid og Umage nødig for at stadse, glatte, danne og male Mandfolkene, hvilken Tid, og hvilke Bekostninger må der ikke da anvendes på Damernes Pynt! Og vist er det, at Fruentimmerne i MARTINIA holde aldeles ingen Måde heri; men skiule med så megen Sminke deres legemlige Feil, at Næsen må undgielde Øinenes Fornøielse ved at nærme sig til dem. Thi når Sveden blander sig med Sminken og de lugtende Vande, gåer det, som når en Kok slåer mange Supper sammen: man veed ikke hvoraf det lugter, man veed kun, at det lugter ilde.
Da min Vert på denne Måde var poleert, friseert, opmalt og udpyntet, gik han med mig til Præsidentens Pallads, fulgt allene af tre Tienere. Såsnart han kom ind i Forgemakket, tog han sine Skoe af, for ikke at plette Marmorgulvet. Han måtte bie en heel Time inden han blev meldt, og blev ikke indladt, før han havde givet nogle små Kiendelser, hvorved man må sætte sig i Gunst hos Betientere her i Landet. Præsidenten sad på en forgyldt ophøiet Stoel. Såsnart han såe mig og min Vert træde ind i Stuen, brast han i høi Latter, og giorde strax så mange dumme og unyttige Spørsmål, at Sveden sprang mig af Panden derover. Ved hvert Svar,
-Ja, før han havde hørt dets Meening halv,Jeg formodede, at Galskab her måtte holdes for en Fortieneste, siden Staten havde valgt slig en Nar til Præsident, eller næst øverste Rådsherre i det store Råd, og yttrede denne Tanke for min Vert. Men han forsikrede mig, at det var en Mand, som var almindelig bekiendt for at besidde meget udmærkede Naturens Gaver, og hvis ypperlige Genie lagdes tydelig nok for Dagen ved de utallige Forretninger af ganske forskiellig Natur, han bestred i så ung en Alder. Hans Fattekraft var så flyvende hurtig, at han ikke allene over Borde, med et Glas i Hånden, afgiorde de vigtigste Sager, men endog ved Middags- og Aftensmåltider pleiede imellem hver Ret at skrive en nye Forordning. Jeg tog mig den Frihed at spørge, hvor længe vel sådan en Forordning pleiede at gielde? "I Almindelighed," svarte min Vert, "så længe til Rådet finder for got at ophæve den igien."
Han skoggerloe, så hele Huset skialv.
Da Hans Excellence omtrent i en halv Time havde sladdret med mig, og ladet Munden løbe med samme Færdighed, som vore Europæiske Barberere, vendte han sig til min Vert, og sagde, han vilde antage mig blandt sine Betientere, eftersom han mærkede af mit langsomme Begreb, at jeg måtte være fød
I Dumheds Land, hvor en langøret Vrimmelog altså uskikket til enhver betydelig Bestilling. "Jeg har rigtig nok også," sagde min Vert, "mærket en vis medfødt Dorskhed hos ham; men når han fåer Tid til at betænke sig derpå, dømmer han ikke så galt om en Ting." "Ja, hvortil nytter det?" svarte Præsidenten, "her bruge vi hurtige Embedsfolk, da Forretningernes Mangfoldighed ikke tåler nogen Langsomhed." Da han havde sagt dette, begyndte han omhyggeligen at undersøge mine Legemskræfter, og bød mig løfte en temmelig tung Vægt op fra Gulvet. Da jeg giorde dette uden synderlig Møie, sagde han: "Naturen, som har været så knap imod dig i Sielens Evner, har på en Måde erstattet dette ved den legemlige Styrke den har forundt dig." Jeg fik derpå Befaling at forføie mig bort, og opholde mig et andet Steds i Gården i nogle Minuter, hvor Tienerne rigtig nok modtoge mig med al muelig Høflighed, men plagede mig tillige ynkelig med deres evige Jaddren og løierlige Fagter. De giorde mig så mange Spørsmål om vores Verden, at jeg tilsidst ikke vidste hvad jeg skulde svare dem derpå: og uagtet jeg digtede adskillige Ting i min Forlegenhed, kunde jeg dog ikke mætte deres Nysgierrighed. Omsider kom min Vert tilbage, og fortalte mig, at det havde behaget Hans Excellence at antage mig blandt sine Hofbetientere. Af Præsidentens foregående Tale kunde jeg nogenledes slutte mig til, at den Bestilling jeg havde fået, ikke måtte være af stor Vigtighed, og formodede, at det enten måtte være som Portner eller Huushovmester jeg var ansat; men da jeg spurgte min Vert, hvad det egentlig var for et Embede, svarte han mig: "Hans Excellence har af besynderlig Nåde antaget dig som sin fornemste Porteur, med årlig Løn af fem og tive STERCOLATER (en STERCOLAT i MARTINIA er omtrent to Rixdaler i vor Mynt), og derhos lovet, at du ikke skal forrette denne Tieneste for andre end ham selv og Hendes Nåde, Frue Præsidentinden." Dette Svar var mig et Tordenslag. Jeg forestillede min Vert på den bevægeligste Måde, hvor ubilligt det var at sætte et friebårent Menneske, som var kommet af Folk, til en slig Bestilling. Men Betienterne afbrøde min Tale, stimlede i Hobetal omkring mig, og havde nær dræbt mig med deres urimelige Lykønskninger. Thi alle MARTINIANERNE ere letsindige, forfiasede og sladdervorne; de tænke aldrig længer end fra Næsen til Munden, og lade Tungen uophørlig løbe. Jeg blev tilsidst ført ind i et lille Kammer, hvor Aftensmaden stod færdig, og da jeg havde spiist lidet, viiste man mig hvor jeg skulde ligge.
I Tåge trasker under mørke Himmel,
Jeg kastede mig strax i Sengen, men formedelst det Oprør, der var i mit Sind, kunde jeg ikke fåe Søvn i mine Øine. Den Stolthed, hvormed disse Aber såe mig over Skuldrene, giorde mig næsten rasende, og der behøvedes virkelig en spartansk Tålmodighed til at fordøie denne Forhånelse. Jeg begræd min ulykkelige Skiebne, som forekom mig endnu hårdere her, end på NAZAR, og sagde ved mig selv: "Hvad om den store KADOKI, Storkanzleren i Fyrstendommet POTU, kom hertil! man vilde neppe lægge Mærke til denne værdige, yderst fortreffelige Mand, som behøver en heel Måned til at giøre en Forordning. Hvorledes vilde det gåe PALMKA i dette Land, hvor Rådsherrerne forfatte Love og føre dem i Pennen over Borde!" Efter alvorlig Overveielse befandt jeg, at jeg var kommen fra de Viises Land til Narrenes Opholdssted. Udmattet af disse Betragtninger faldt jeg endelig i Søvn. Jeg kan ikke sige, hvor længe jeg sov, fordi der her ingen Forskiel er på Dag og Nat. Det er aldrig mørkt, undtagen på en vis bestemt Tid, når Planeten NAZAR kommer imellem Firmamentet og den underjordiske Sol, og derved formørker den. Disse Formørkelser ere meget mærkelige, da Planeten NAZAR, som løber i sin Bane Firmamentet temmelig nær, aldeles skiuler Solen med sin Skygge. Årstiden er, formedelst Solens bestandige Nærværelse, altid den samme. Indbyggerne have derfor adskillige Indretninger, som, for Exempel, skyggefulde Lunde, kiølige Spadseregange og Kieldere under Jorden, for at beskytte sig imod Hedens Ubehageligheder.
Jeg var netop opvågnet, da en Abekat, som gav sig ud for at være min Collega, kom ind i Kammeret til mig med nogle Bånd og en forloren Hale, som han anbragte bag på mig, for at giøre mig de andre Aber så lig, som mueligt. Derpå bød han mig at være færdig, siden Præsidenten om en halv Times Tid skulde bæres hen til Academiet, hvorhen han, tilligemed de øvrige Rådsherrer, var indbuden ved et offentligt Program. Det var en Doctor-Promotion, som skulde gåe for sig Klokken Fiorten om Formiddagen. Man må vide, at skiønt Dagen her ikke kan skielnes fra Natten, siden det altid er lyst, så deles dog Dagen i visse Timer, halve Timer og Qvarterer, ved Hielp af Uhrværker eller Timeglas, så at Dag og Nat indeholder to og tive Martinianske Timer. Hvis det altså hendte sig, at alle Byens Uhrværker på eengang gik i ståe, vilde det være umueligt for Indvånerne at fåe Tidens Gang at vide, før de fik rettet og stillet deres Uhre igien efter andre Stæders. Thi Soelskiver ere og kunne der ikke være, eftersom der er ingen Skygge, ved det at Solens Stråler falder stedse lige ned på deres Isser; og hvor man graver en Brønd er den lys overalt. Året er bestemt efter Planeten NAZARS Gang, der i dobbelt så kort Tid som Firmamentet gåer omkring Solen.
Klokken Fiorten bare vi altså i en forgyldt Bærevogn Hans Excellence til Academiet. Da vi kom ind i Auditorium såe vi adskillige Doctorer og Magistrer, som sadde i ordentlig Rad. Enhver af dem reiste sig, i det Hans Excellence gik forbi, og vendte ham sin Hale. Dette er et Ærbødigheds Tegn; og af denne Årsag udpynte de med så megen Omsorg deres Haler. Mig forekom disse bagvendte Hilsener naturligviis meget dumme og latterlige; thi at vende Ryggen til Folk er hos os Tegn på Koldsindighed eller Foragt: men hvert Land har sin Skik. De omtalte Doctorer og Magistrer sadde på begge Sider af Auditorium, og i den yderste Ende, midt for Skrankerne, var et Katheder, hvori den, som skulde creeres, stod. Før Promotions-Acten blev der holdt en Disputats, hvis Titel var følgende: PHYSISK INAUGURAL-DISSERTATION, hvori den yderst vigtige Opgave: OM DEN LYD, SOM FLUER OG ANDRE INSEKTER GIVE FRA SIG, KOMMER UD AF MUNDEN ELLER RUMPEN, opløses og afhandles. Præses havde påtaget sig at forsvare den første Meening; men Opponenterne bestrede den med så megen Hidsighed, at man befrygtede, denne Trætte skulde tilsidst ende sig med et blodigt Slagsmål, hvortil det vist nok og var kommet, hvis det forsamlede Råd ikke havde reist sig, og ved sin Myndighed dæmpet det udbrydende Klammerie. Mens Disputatsen varede blev der spilt på Fløite. Fløitespilleren styrede Stridens Gang ved snart med hårde og heftige Stød i Fløiten at ophidse de Stridende, når de bleve kolde, snart med milde og behagelige Toner at dæmpe deres Raserie. Men slige Midler have som oftest ingen Virkning. Thi det er vanskeligt at lade sig styre, når der handles om vigtige Materier, hvilket man har Beviser nok på i vores Verden, hvor Undersøgelsen og Opløsningen af indviklede og meertydige Opgaver ikke mindre sætte Blodet i Bevægelse. Imidlertid endtes denne Trætte, som syntes at tegne til Mord og Blod, med indbyrdes Lovtaler og Lykønskninger, ligesom på vore Academier, hvor, efter en gammel vedtagen Skik, Præses altid med Seier gåer ned af Kathedret.
Da Disputatsen var tilende gik Promotions-Acten for sig med følgende Ceremonier: Candidaten blev sat midt på Gulvet i Høresalen, hvor tre Pedeller, eller Academiets Betientere, med afmålte Skridt gik hen og styrtede en heel Spand koldt Vand på hans Hoved; siden røgede de ham med lugtende Sager, og gave ham et Brækmiddel ind. De forrettede dette med al muelig Høitidelighed og Ærefrygt, og i det de nedbøiede deres Hoveder udråbte de ham som lovlig creeret Doctor. Høistforundret over disse fremmede og besynderlige Ceremonier, vendte jeg mig til en lærd Abekat, som stod ved Siden af mig, og spurgte ham, hvad dette skulde betyde? Han ynkedes over min tykke Uvidenhed, og sagde mig, at ved Vandet, Røgelsen og Vomitiven betydedes, at man skal aftoe de gamle Pøbelpletter, og beflitte sig på en nye over Almuen ophøiet Levemåde. Da jeg hørte dette, ærgrede jeg mig over min Dumhed, og fuld af Beundring spurgte jeg ikke et Ord meere, at jeg ikke skulde ansees for aldrig at have været før iblandt skikkelige Folk.
Da Acten var forbi, blev der en stor Allarm af Trommer, Fløiter og Basuner. Den nye Doctor gik ud af Auditorium i en grøn Kappe, med et Belte om Livet, og blev fulgt hiem af hele den lærde Skare; men da han var kun af borgerlig Familie, blev han ikke båren i en Bærevogn, men trukken i en Karre, med tvende Løbere i lange Kiorteler foran. Høitideligheden endtes, som sædvanlig, med en prægtig Smaus, hvor alle Giesterne fik en Ruus ; thi der blev drukken så megen Viin, at de fleeste bleve bårne drukne hiem, og måtte i nogle Dage efter bruge Medicamenter inden de kom sig igien; så at der i den hele Act intet fattedes, at den jo fra Begyndelsen til Enden var fuldkommen høitidelig; og jeg kan bevidne, at jeg aldrig har seet nogen meere academisk Promotion, eller nogen Candidat lovligere creeret til Doctor i vor Verden.
På Rådhusene afgiøres Sagerne med en forunderlig Hastighed, så at jeg virkeligen ikke noksom kunde beundre den lette og hurtige Fattekraft, som er dette Folk egen. Som oftest reise Dommerne sig længe før Advocaten har udtalt, og votere så med så megen Hurtighed og Ziirlighed, at det er en Lyst. Jeg gik ofte ind på disse Rådhuse, for at lære ret at kiende den Martinianske Rettergangsmåde. I Begyndelsen forekom Dommene mig altid rigtige, og grundede på naturlig Billighed; men ved nøiere Overveielse fandt jeg dem så ubillige, dårlige og modsigende, at jeg meget heller vilde lade en Sags Udfald beroe på Tærningkast, end overlade den til Dommernes Kiendelser i MARTINIA. Om Lovene kan jeg ikke sige det mindste, formedelst den Ubestandighed de ere underkastede; thi Lands Lov og Ret forandres her årlig ligesom Moden i Klædedragt, så at mange straffes for Handlinger, som ikke vare forbudne da de begik dem. Af denne Årsag appellerer man altid fra de lavere til de høiere Retter, fordi man håber, at den værende Lov under Processens Gang bliver afskaffet. Denne Feil reiser sig af Lovenes alt for hurtige Affattelse. Hertil kommer, at denne Nation finder så megen Smag i alt hvad der er nyt, at den ækles endog ved de allernyttigste Love og Indretninger, såsnart de blive gamle. Den samme Letsindighed bemærkede jeg i deres Klædedragt og Pynt.
Advocaterne agtes her overmåde høit for deres spidsfindige Disputeremåde. Der gives somme, der vide således at snoe sig, at de aldrig påtage sig uden tvivlsomme og uretfærdige Sager, for at lægge deres Færdighed for Dagen, og vise med hvor stor Klygt de vide at forandre sort til hvidt. Dommerne see gierne igiennem Fingre med en uretfærdig Sag, som med Spidsfindighed forsvares, og ere tilfreds, når Processen blot er ført med alle Formaliteter. Ved sådan Leilighed pleie de at sige: Vi indsee rigtig nok, at Sagen er uretfærdig; men siden den med så megen Kunst og Formelighed er forsvaret, kunne vi ikke undlade, i Betragtning af Sagførerens Duelighed, at afvige lidet fra Billighedens Regel.
Doctorerne i Lovkyndigheden give Underviisninger i deres Videnskab til forskiællige Priser, efter Sagernes Natur. De, for Exempel, som lære at føre og vinde uretfærdige Sager, lade sig betale med tive Stercolater; de derimod, som lære at føre retfærdige Sager, tage kun ti. Rets Formaliteterne ere så mange og så vidtløftige, at man igiennem den uhyre Mængde af på hinanden dyngede Love og Forordninger, aldrig kan komme til Grunden i denne Videnskab; thi MARTINIANERNES overordentlige Skarpsindighed og flyvende Fattekraft væmmes ved alt, hvad der er simpelt og tydeligt, og finder allene Smag i det, som er spidsfindigt, indviklet og forvirret.
Det samme gielder om deres Religion, der slet ikke er praktisk, men blot speculativ. Således have de to hundrede og tredive forskiellige Meeninger om hvad Skikkelse man kan tillægge Gud, og tre hundrede og sex og halvfemsindstive om Sielens Natur og Egenskaber. MARTINIANERNE gåe ikke i Kirke, eller på Theologiske Collegier, for at høre noget til Opbyggelse, eller lære, hvorledes man skal leve og døe vel; men blot for at høre med hvilken Kunst og Fiinhed de hellige Talere udtrykke sig. Jo uforståeligere deres Foredrag er, jo meere roses de; thi MARTINIANERNE høre ikke noget med Fornøielse, uden hvad de ikke forståe.
De bekymre sig ikke nær så meget om Ting, som om Ord; deres Talere stræbe meere efter pyntede Talemåder og kunstige Vendinger, end efter grundige Fornuftslutninger og giennemtænkte Beviser, og søge blot ved velklingende Perioder at kildre Ørerne, og tilvende sig Tilhørernes Opmærksomhed. Jeg vovede derfor ikke at tale noget om den christelige Religion her, hvis Lære udmærker sig ved tydelig Simpelhed og usminket Sandhed.
Den Anseelse, Projektmagere her ståe i, gåer over al Forestilling, og jo urimeligere og umueligere et Forslag er, jo sikkrere er det på almindeligt Bifald. Da jeg engang talte med en vis Abekat om Jordklodens Beskaffenhed, og sagde ham, at dens Overflade var beboet, faldt han strax på den Idee at giennemgrave Jordskorpen, og bane en Vei til de overjordiske Folk. Han indgav sit Forslag, det behagede overalt, og der blev i kort Tid oprettet et OVERJORDISK HANDELS-COMPAGNIE, som Indbyggerne strømmede til i Hobetal, og kappedes om at kiøbe sig Actier i. Men da alting kom i Uorden ved disse Bevægelser, og adskillige Familier ved Actierne gerådede i yderste Armod, indsåe man omsider, at Forslaget var dårligt, og stod af fra dette Foretagende. Imidlertid, trods al den Skade denne Plan havde tilføiet Landet, fik dog Projektmageren ikke allene ingen Straf for samme, men blev endog for dens Storheds og Dristigheds Skyld overalt overvældet med Berømmelse; thi MARTINIANERNE pleiede at sige ved slige Leiligheder:
Blev end Udfaldet slet,Da jeg ret nøie havde udstuderet Nationens Karakter, faldt jeg på at benytte mig af denne Svaghed, for at sætte mig i Anseelse der i Landet, og ved et eller andet nyt Påfund at forbedre min Tilstand. Ved at undersøge Statsforfatningen opdagede jeg adskillige Feil og Mangler deri: især fandt jeg, at de havde for mange Kunstnere og for få Håndværkere. Jeg indleverte altså en Forestilling om at oprette flere Håndværker til offentlig Nytte. Men alle Forslag af denne Natur opvakte kun Latter og Foragt hos dette forfængelige Folk, som allene fandt Behag i Fias og Dukketøi.
Var dog Indfaldet net.
Jeg ærgrede mig over min egen Dumhed, og tænkte ved mig selv: du er dog en Erkedosmer, og fortiener at blive Bærevogns Hest til din Dødsdag! Imidlertid lod jeg dog ikke Modet reent falde; og da jeg mærkede, at jeg intet udrettede ved nyttige Forslag, besluttede jeg at forsøge, om jeg med et dårligt og unyttigt Påfund ikke kunde giøre meere Lykke. Jeg åbenbarede mit Forsæt for en fornuftig Abekat, som opmuntrede mig med disse Ord:
Vov en Ting, som der er Halsbrud ved,Han anførte mig Exempler af mange, som ved blotte Snurrepiberier og Børnespil, især ved at indføre nye Moder i Klædedragten, havde sat sig i Yndest hos Nationen. Jeg besluttede altså at være gal med de galne, og giennemgik til den Ende med omhyggelig Undersøgelse alle de unyttige Kunster og dårlige Påfund jeg kiendte oppe i EUROPA. Efter modent Overlæg faldt mit Valg på de Hovedprydelser, som vi kalde PARYKKER. Jeg såe at Landet havde en stor Mængde Giedder, af hvis Uld man nogenledes kunde giøre Parykker; og da min salig Stedfader just havde havt denne Profession, kunde jeg til Nød fuske lidt på Håndværket. Jeg forfærdigede altså en Paryk af Gieddehår, som passede mig, og fremstillede mig i denne Prydelse for Præsidenten. Han studsede ved dette nye og usædvanlige Syn, spurgte mig hvad det skulde betyde, tog den af mit Hoved, satte den på sit, og løb hen for Speilet for at see hvordan den klædte ham. Han fandt så stor Behag i at see sig selv med denne Stads på Hovedet, at han råbte i Henrykkelse: GUDDOMMELIGT! JEG ER GUDERNE LIG! og lod Hendes Nåde kalde ind, for at tage Deel i hans Glæde. Hun blev ikke mindre glad end han, omfavnede og kyste ham, og forsikkrede, at hun aldrig havde seet ham kiønnere, hvilken Meening alle Huusfolkene stemte i med. Hans Excellence vendte sig derpå til mig, og sagde: "O KAKIDORAN! dersom denne din Opfindelse vil behage Rådet så meget, som den behager mig, kan du giøre dig Håb om den meest ærefulde Belønning af Staten." Jeg takkede Hans Excellence underdanigst, og overleverte ham strax en Ansøgning, som jeg bad ham forelægge Rådet, hvori jeg udbredte mig over mit Påfunds Fortreffelighed, som følger:
Om ikke Hovedbrud! Forsøg et Stykke,
Som baner Vei til Galgen! hvis din Lykke
Du giøre vil på dette Sted! -
"Deres Excellencer,Hans Excellence, Hr. Præsidenten, tog denne Ansøgning, tilligemed Parykken, med sig da han gik i Rådet. Jeg hørte, at alle Sager, som vare for samme Dag, bleve satte til Side, så meget fik de at bestille med at undersøge dette Påfund. Da det kom til Votering, roeste alle Opfindelsen, fandt at Arbeidet var et Mesterstykke, og tildømte den beskedne og uegennyttige Kunstner en Belønning. I hele Rådet vare kun tre Rådsherrer, som satte sig derimod; men de kom i slemt Udråb derfor, og bleve overalt lastede, som ukyndige, smagløse og uduelige Medlemmer.
Høi- og Velbårne,
Høiædle, høiviise og høilærde
RÅDSHERRER!
Den naturlige Tilbøielighed, jeg stedse har følt hos mig til at gavne Staten, og virke noget til almindelig Nytte, har drevet mig til at optænke og forfærdige et nyt og hidindtil aldeles ubekiendt DÆKKE TIL HOVEDET, som jeg her underdanigst fremlægger, for at underkastes det høianseelige og høioplyste Råds høiviise Bedømmelse, ikke påtvivlende, at samme jo nådig vil blive optaget, især da Opfindelsen sigter til Nationens Ziir og Ære, og vil kunne lægge hele Verden for Dagen, at ligeså meget som den berømmelige MARTINIANSKE Nation udmærker sig blandt alle Verdens Folkeslag ved fortrinlige Dyder og Sielekræfter, så meget overgåer den og alle andre Nationer i Klædedragt og udvortes Prydelse, der giver Legemet Værdighed og Anseelse. Jeg bevidner helligen, at jeg aldeles ikke har tænkt på egen Fordeel i denne Henseende, og fordrer derfor ikke heller mindste Belønning for mit Arbeide; da det er mig fuldkommen nok, efter min Evne at have bidraget til offentlig Nytte og Statens Ære. Dersom imidlertid det høianseelige og høiviise Råd skulde finde, at denne min Umage fortiente Belønning, skal jeg med Taknemmelighed og Glæde tage imod en Godhed, som vil viise hele Verden dets prægtige Gavmildhed, og opmuntre andre til lignende eller større Kunstopfindelser. Blot i denne Betragtning vil jeg ikke sætte mig imod det høiviise Råds og ædle Martinianske Folks Erkiendtlighed og Gunstbeviisninger. Anbefalende mig i øvrigt til de høioplyste høie Herrers gunstige Bevågenhed, forbliver jeg, med dybeste Ærefrygt,
Det høiædle og høiviise Rådsden 7de i Måneden Astral."
underdanigste Tiener
MARTINIA, KIKIDORAN.
Såsnart Rådslutningen var affattet, blev jeg kaldt op i Rådsalen. Ved min Indtrædelse reiste en gammel Abe sig, som, efterat have takket mig i hele Republikens Navn, og forkyndet mig, at mit Arbeide skulde vorde belønnet efter Fortieneste, spurgte mig: hvor lang Tid jeg behøvede til et sådant Hovedsmykkes Forfærdigelse? Jeg svarte, at det var mig Belønning nok, at mit Kunstarbeide havde vundet så store Mænds og det hele Råds Bifald; for Resten forbandt jeg mig til, i to Dage at giøre en anden Paryk færdig, og hvis man vilde give mig til Hielp nogle Abekatter, som vare vandte til Håndarbeide, skulde jeg i een Måned forfærdige så mange Parykker, som der behøvedes til den hele Bye.
Men herved blev Præsidenten heed om Ørerne, og udbrød med megen Heftighed: "Det være langt fra, min kiere KAKIDORAN, at denne Prydelse skulde blive almindelig for hele Byen, og, ved at bruges uden Forskiel af enhver, blive gemeen! Adelen må nødvendig have noget at udmærke sig fra Pøbelen med." Alle de anseeligste Medlemmer i Rådet bifaldt hans Meening, og det blev overdraget Politiemesteren at påsee denne Rådsbeslutnings Overholdelse, at Adelen ikke, ved et alt for almindeligt Brug af Parykker, skulde tabe noget af sin Rettighed, og et så fortreffeligt Smykke besmittes af den gemeene Pøbel. Men dette Forbud havde samme Virkning, som alle med Hensigt på forskiellig Stand givne Overdådigheds Forordninger pleie at have: Almuen fik kun desto større Lyst til at overtræde det. Da alle fandt særdeles Behag i denne Prydelse, så forskaffede de velhavende Borgere sig, deels ved deres Venners Indflydelse, deels ved Penge, Titler eller Adelsbreve, så at den halve Bye i kort Tid blev nobiliteret. Da der siden indstrømmede Ansøgninger på Ansøgninger fra Provindserne, fandt Rådet omsider for got at ophæve dette Forbud, og tillade enhver uden Forskiæl at bruge Paryk. Jeg havde altså den kildrende Fornøielse at see hele det Martinianske Folk PARYKKET, inden jeg forlod Landet. Og sandelig! man kan ikke forestille sig, hvor pudseerligt et Syn det var at see disse Aber med Parykker på! Hele Nationen giorde så meget af dette Påfund, at man indførte en nye Tidsregning derefter; og fra denne Tid af begynder PARYK-ALDEREN i de Martinianske Årbøger.
Hvad mig selv angåer, da blev jeg overvældet med Berømmelser og Lovtaler, indhyllet i en Purpurkappe, og båret i Præsidentens Bærevogn tilbage fra Rådhuset, så at den samme Porteur, der nyelig havde været min Kammerat, nu måtte være min Hest. Fra denne Dag af spiste jeg bestandig ved Hans Excellences eget Bord. Jeg begyndte nu, efter dette glimrende Forspil til min Lykke, at lægge Hånd på det Arbeide jeg havde lovet, og fik, ved Hielp af de Medarbeidere man havde givet mig, i en Hast så mange Parykker færdige, som behøvedes til hele Rådet; og da jeg havde svedt omtrent en Måned herover, overbragte man mig et Adelsbrev af følgende Indhold:
"I Betragtning af den yderst fortreffelige og Staten meget nyttige Opfindelse, hvormed KAKIDORAN, barnfød i Byen EUROPA, har giort sig fortient af hele den Martinianske Nation, have vi besluttet at optage ham i Adelstanden, så at han, og alle hans Efterkommere, herefter skulle ansees for rette og ægte Adelsmænd, og nyde alle de Fortrin, Rettigheder og Herligheder, som Adelen i MARTINIA er i Besiddelse af. Fremdeles have vi besluttet at forherlige ham med et nyt Navn, så at han, fra denne Dag, ikke længer skal kaldes KAKIDORAN, men KIKIDORIAN. Ydermeere, da samme hans nye Værdighed medfører en bekosteligere Levemåde, ansætte og bevillige vi ham en årlig Pension af TO HUNDREDE PATARER, til at føre sin Stand med, som det en Martiniansk Adelsmand egner og anståer. Givet på Rådhuset i MARTINIA, den fierde Dag i Måneden MERIAN, under Rådets store Segl."Således blev jeg fra en ussel Porteur pludselig forvandlet til en anseelig Adelsmand, og levede en Tid lang i stor Herlighed og Ære. Da man kom efter, at jeg gialdt særdeles meget hos Præsidenten, søgte alle min Gunst og Beskyttelse. Mine Klienteres Smigrerie gik såvidt, at de giorde Oder og Lovsange til mig i Skokketal, hvori de tillagte mig Dyder, som jeg ikke kiendte detmindste til. Adskillige, skiøndt de meget vel vidste, at jeg var Borger af en aldeles ubekiendt Verden, toge ikke i Betænkning at giøre min Stamtavle, og regne min Slægt ud i mangfoldige Ahner fra de allerførste Fabeltider. Men dette smagte mig ikke synderligen; thi jeg holdt det ikke just for meget ærefuldt at nedstamme fra Abekatter. End videre, da det var Mode hos MARTINIANERNE at ophøie de Fornemmes Haler omtrent som Poeterne hos os ophøie Fruentimmernes Skiønhed, så besang adskillige Digtere, for at sætte sig i Gunst hos mig, min Hales overordentlige Skiønhed, uagtet jeg ingen havde. For at sige alting med få Ord: deres Kryben gik til slig en Yderlighed, at en vis Mand af temmelig høi Stand, hvis Navn jeg af Agtelse for hans Familie ei vil nævne her, undsåe sig ikke ved at tilbyde mig sin Kone til behagelig Brug i alle Måder, imod at jeg til Vederlag anbefalede ham på det beste hos Hans Excellence, Herr Præsidenten.
Denne lumpne Kryben og Hyklen, hvortil hele Nationen er hengiven, giør, at man ikke kan udholde at læse de Martinianske Årbøger, da de indeholde næsten intet uden usle Smigrerier og Lovtaler, uagtet at Stilen i Almindelighed er net og glimrende. Derfor frembringer og dette Land meget bedre Poeter end Historieskrivere. Det er ganske vist en afgiort Sag, at der ingensteds i Verden gives høiere Digtere, hvilket man må tilskrive MARTINIANERNES ualmindelig stærke Indbildningskraft.
Min Helbred var, for det meste, i meget god Stand her, endskiønt Heden, som Solens bestandige Nærværelse forårsager, faldt mig temmelig besværlig. Jeg låe rigtig nok engang af en hidsig Feber, men den varede kun kort, og jeg måe tilståe, at Lægen, som gik til mig, faldt mig ufordrageligere end Sygdommen selv, formedelst den evige Snaksomhed, som er dette Folk egen. Da han første Gang kom ind til mig, kunde jeg ikke bare mig for Latter, ved at see den samme Person, som nylig havde taget mit Skiæg af, og spurgte ham, hvorledes han i sådan Hast var bleven omskabt fra en Skiægskraver til en DOCTOR MEDICINÆ? Han svarte mig, at han levede af begge disse Bestillinger. Da jeg hørte det, tog jeg lidt i Betænkning at betroe mit Liv i en slig Polyhistors Hænder, og sagde, at jeg heller vilde have en Doctor, som blot gav sig af med Lægekunsten; men han forsikkrede mig høit og dyrt, at der ikke var sådan en at finde i hele Byen. Jeg såe mig altså nødt til at antage ham. Hans overordentlige lilfærdighed opvakte endnu meere min Forundring; thi han havde ikke såsnart foreskrevet mig en Drik, før han gik bort igien, sigende, at han ikke havde Tid til at opholde sig længer hos mig for andre Forretningers Skyld. Jeg spurgte ham, hvad det var for Forretninger, som det hastede så meget med? og han svarte mig, at han ved dette Klokkeslet måtte forrette sit sædvanlige Embede i en Underret, hvorved han var Skriver. Denne Skik, at have så mange Jern i Ilden, var, som jeg mærkede, giængse overalt i dette Land, hvor ingen undslåer sig for at påtage sig adskillige, hinanden ganske modsatte Forretninger. Denne Selvtillid grunder sig på det hurtige Genie, hvormed de i forunderlig Hast udføre alle Ting. Men af de mange Feil og Forplumringer der bleve begangne her, lærte jeg, at disse flyvende Hoveder meere zire end nytte en Stat.
Da jeg således i en Tid af to År havde levet i dette Land, først som PORTEUR, og siden som ADELSMAND, mødte der mig ganske uformodentlig et Tilfælde, som nær havde givet mig det sidste Stød. Jeg havde hidindtil stået i besynderlig Yndest i Hans Excellences Huus, og især viiste Hendes Nåde, Frue Præsidentinden, så megen udmærket Godhed for mig, at jeg syntes at være den første blandt alle hendes Yndlinger. Hun havde ofte værdiget at tale med mig i Eenrum; men endskiønt hun syntes at finde særdeles Behag i min Nærværelse, viiste hun dog så megen Tilbageholdenhed og Undseelse i hendes Tale, at jeg ikke kunde andet, end tage hendes Gunstbeviisninger i den uskyldigste Meening, og faldt ikke på ringeste Mistanke om, at Kilden til denne Artighed skulde være en uanstændig Tilbøielighed, især hos en Dame, der udmærkede sig blandt Abekatinderne ligeså meget ved sine Dyder, som ved sine Ahner. Men da nogen Tid var gået, begyndte een og anden Tvetydighed i de Ord, hun lod falde, at indgive mig en Slags Mistanke om sligt, især da jeg lagde Mærke til,
At stundom, når i lyse Smil,Denne Formodning blev endelig til fuldkommen Vished, da en Kammerpige bragte mig en Dag følgende Seddel:
Hvis Glands forsvandt i pludselige Tårer,
Hun stirred' på mig, taus og mild,
Bedrøvet glad, og stille vild,
Med al den Ømhed. al den Ild,
Som kildrer i det Øieblik den sårer,
Det halvbedækte Bryst sig hæved' op og ned
Med synderlig Urolighed,
Og Suk, hvortil man ingen Årsag fandt,
I deres Fødsel døde -
Og hendes Ansigts Rosenrøde
Forsvandt i Liljens Glands, som atter svandt
For Morgenrødens fulde Purpurflamme,
Der blussed' op, og sluktes i det samme.
"Elskeligste KIKIDORIAN!Jeg kan ikke beskrive, hvor underlig jeg blev tilmode ved denne ganske uventede Kierligheds Erklæring. Men da jeg holdt det for bedre at udsætte mig for en rasende Dames Hevn, end at synde mod Naturens Orden, ved en skiændig Omgiængelse med en Skabning, der ikke hørte til min Art, opsatte jeg strax et Svar, der lød omtrent således:
Følelsen af hvad jeg skylder min Stand og høie Herkomst, og den Undseelse, som er mit Kiøn medfødt, har hidindtil hindret de Gnister af Kierlighed, som længe hemmeligen have ulmet i mit Bryst, fra at udbryde i åbenbar Flamme. Men jeg er mat af Striden, og mit Hierte kan ikke længer modståe sin fortryllende Fiende. Hav Medynk med et Fruentimmer, som kun den yderste Grad af brændende Kierlighed har kunnet aftvinge denne Tilståelse.
PTARNUSA."
"Nådige Frue!Neden under satte jeg følgende Påmindelse:
Den bestandige Bevågenhed, Hans Excellence, Deres Herr Gemal, har viist imod mig, de Velgierninger, hvormed han, uden min Fortieneste, har overøst mig, den moralske Umuelighed i at opfylde Deres nådige Forlangende, og utallige Foruden at det, man forlanger af mig, er mig bittrere end Døden, vilde denne Gierning, om jeg villigede deri, geråde til Vanære for een af de anseeligste Familier i Staten, og min Villighed vilde, fremfor alle andre, skade den Person, som har forlangt den. Med de helligste Forsikkringer måe jeg altså her erklære, at jeg ingenlunde i denne Henseende kan svare til Deres Ønsker, nådige Frue, skiønt jeg for Resten mod alle Deres andre Befalinger lover en blind Lydighed.
KIKIDORIAN."
E.S. "Betænk den store Synd De giør!Dette Svar forseglede jeg med mit Signet, og gav Kammerpigen, som strax bragte det til sin Frue. Det havde den Virkning, som jeg formodede: hendes Kierlighed blev forvandlet til det bitterste Had
Flye, før det er for silde!
Jag ikke Dyden reent på Dør!
Lad AMOR Dem ei hilde!
Tænk Følgerne, hvis han Dem fåer
I sine lumske Snarer!
O! Syndens Lyst så snart forgåer;
Men Pinen længe varer."
Omsonst den ellers stærke Tunge stræbteImidlertid udsatte hun sin Hevn så længe, til hun havde fået Kierlighedsbrevet, som hun havde tilskrevet mig, tilbage. Såsnart hun havde forsikkret sig det, underkiøbte hun nogle Personer, som skulde bevidne med Eed, at jeg i Hans Excellences Fraværelse havde forsøgt på at tage hende med Vold. Denne Fabel blev indklædt og forestillet med så megen Kunst og Sandsynlighed, at Præsidenten aldeles ikke tvivlte på Sagens Sandhed, og gav Befaling til at kaste mig i Fængsel. I denne fortvivlede Forfatning såe jeg intet andet Middel til Redning, end at tilståe den mig pådigtede Forbrydelse, og bede Præsidenten om Nåde, hvorved jeg håbede at stille hans Vrede, eller i det mindste formilde min Straf; thi at indlade mig i Proces med een af de fornemste og mægtigste Familier, især i et Land, hvor man ikke seer så meget på Sagen selv, som på Parternes Stand, forekom mig meget tåbeligt. Jeg lod derfor al Undskyldning og Forsvar fare, bad og græd, og bønfaldt ikke om Straffens Eftergivelse, men blot om en Formildelse deri.
At velte hendes Vredes Udtryk frem;
Fortvivlet Skam hvert Ord på Læben dræbte,
Og ingen Tårer randt; thi Smerte hemmed' dem.
Hvert Øie lynte Hevn; med vilde, grumme Miner
Hun, lig en Furie, foer rasende afsted -
Jeg blev altså, ved at bekiende mig skyldig i en Misgierning, som jeg aldrig havde drømt om, benådet med Livet, og dømt til evigt Fængsel. Mit Adelsbrev blev mig strax frataget og revet i Stykker af Bøddelen, og jeg selv blev henslængt på en Gallei som Slave. Det var et af de Skibe, som tilhøre Republiken, og låe seilklart for at afgåe til MEZENDORES eller VIDUNDERLANDENE, hvilken Reise pleier altid at foretages på en vis Tid af Året, nemlig i Måneden RADIR. Fra disse Lande henter man de Varer, som MARTINIA ikke selv frembringer, så at MEZENDORES ere så at sige Martinianernes INDIER. Det MEZENDORISKE Handels-Compagnie beståer af Kiøbmænd, såvel adelige, som borgerlige, hvilke ved Skibenes Hiemkomst deele Varerne imellem sig, i Forhold til det Antal af Parter, eller Actier, de have deri. Skibene drives frem, deels ved Seil, og deels ved Årer, og ved hver Åre sidder to Slaver. Jeg blev een af disse ulykkelige. Man kan let forestille sig, hvorledes jeg var tilmode ved at skulle trælle og pidskes, som Galleislave, især da jeg ved ingen Forbrydelse havde fortient denne Plads iblandt Misdædere.
MARTINIANERNE fældede, i Forhold til deres forskiellige Gemytter, forskiellige Domme over denne Hendelse. Nogle troede vel, at jeg havde fortient min Straf; men da de såe mig lide den, ynkedes de over mig. Andre holdt for, at man burde have taget mine forrige Fortienester i Betragtning, og i den Henseende i det mindste formildet Straffen. De retskafneste og beste blandt Aberne mumlede indbyrdes om, at jeg var falskeligen anklaget; men ingen vovede at antage sig min Sag, af Frygt for mine mægtige Modstandere. Jeg besluttede altså at bære min tunge Skiebne med Tålmodighed. Den største Trøst i min Elendighed va r den tilstundende Reise, på hvilken jeg håbede at finde nye Næring for min umættelige Nysgierrighed, uagtet jeg ikke fæstede Troe til alt hvad Søefolkene fortalte om de forunderlige Ting jeg vilde fåe at see, og kunde ikke fåe i mit Hoved, at der gaves så mangfoldige og store Vidundere i Naturen, som samme måtte være, efter deres Beskrivelse. Vi havde adskillige Tolke ombord med, som det Mezendoriske Handels-Compagnie betiener sig af på disse Farter, til Underhandlingerne ved Indkiøbet og Udsalget.