WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Niels Klims underjordiske Reise




(1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


XI: Seiladsen til VIDUNDER-LANDENE

   Inden jeg skrider til denne Søereises Beskrivelse, måe jeg i Forveien påminde alle strenge og ubarmhiertige Kunstdommere om, ikke at slåe alt for mange Rynker på Panden eller Næsen, ved Fortællingen om Ting, som synes at stride imod Naturen, og overgåe alle det meest troende Menneskes Troekræfter.

Jeg fylder ei min Bog med tomme Navne,
Med Flittervid og Svulst og prægtig Fias;
   Jeg vil, at den skal, meer end moere, gavne:
Og Sandhed er dens Præg, og Simpelhed dens Stads.
Jeg fortæller utroelige, men sandfærdige Ting, som jeg har seet med mine egne Øine. Råe og ukyndige Hiemfødninger, som aldrig have sat Foden uden for deres Fødested, holde alt det for Fabel, som de ikke have hørt eller seet Mage til fra Barnsbeen; men lærde Folk, især de, som have nogen Kundskab i Naturhistorien, og have lært a Erfaring, hvor frugtbar Naturen er på Forandringer, fælde billigere Domme over de usædvanlige Ting, man fortæller dem.

   Hvo studser ved en Hals så tyk, som tre,
Blandt ALPERNES besneete Høie?
Hvo undres ved i MEROÓ
   Et større Bryst end Pattebarn at see?
Hvem sætter i Forundring blåligt Øie,
   Lysgule Hår, og hornet Pandes Dusk
   Hos RHINENS Søn den krigerske Cherusk?
Hvad andensteds man aldrig finder,
   Er her og der almindeligt;
   På Stedet studser ingen over sligt.
Så nævestor PYGMÆE til spæde Hofte binder
   Det fingerlange Sværd,
   Og mod en talrig, vinget Hær
   På Marken iler ud i Ledingsfærd;
Snart grumme TRANE ham i Kampen overvinder,
   Og snapper lille Helten i sin Kloe,
Og seirende med ham igiennem Luften iler.
   Enhver, hos os, som såe det Syn, vist loe;
Der ingen, hvor man seer det daglig, smiler,
   End sige leer; skiøndt hver i slig en Hær,
Endog den længste af de tvende høie,
Som ståe på begge Fløie,
   Kun een Fod lang fra Tå til Toppen er.
Man har i fordum Tid fundet Mennesker i SCYTHIEN, de så kaldte ARIMASPER, der havde kun eet Øie, som sad midt i Panden. Andre under samme Himmelegn havde Fodbladene vendte bag ud. I ALBANIEN fødtes Mennesker, som i deres Barndom havde gråe Hår. De gamle SAUROMATER spiiste kun hver tredie Dag, og fastede i de to andre. I AFRIKA gaves visse Familier, som kunde forhexe Folk med deres Snak. Det er en bekiendt Sag, at der vare visse Personer i ILLYRIEN, med to Øiensteene i hvert Øie, som dræbte Folk med deres blotte Syn, ved at stirre længe på dem, når de vare vrede. På Biergene i HINDOSTAN har man truffen hele Folkeslag med Hundehoveder, som giøede: og andre, som havde Øinene på Ryggen. Ligeledes har man i de alleryderste Egne af INDIEN fundet Indbyggere, hvis Kroppe vare lodne, og havde Fiær ligesom Fugle, der levede uden Mad, blot ved at lugte til Blomsterne. Hvo skulde kunne troe dette og andet meere, hvis ikke PLINIUS, een af de alvorligste Skribentere, havde helligen forsikkret, at han hverken havde hørt eller læst det mindste herom; men seet det altsammen selv med sine egne Øine? Ja, hvo skulde have troet, at Jorden var huul, at der inden i den var både Sol og Måne, dersom ikke min egen Erfaring havde opdaget denne Hemmelighed? Hvo skulde have tænkt det mueligt, at der fandtes en Klode, som var beboet af gående, fornuftige Træer, hvis ikke samme Erfaring havde sat det uden for al Tvivl? Imidlertid vil jeg dog ikke yppe Klammerie med nogen, for sin Vantroe i denne Henseende; thi jeg må tilståe, at jeg selv, før jeg giorde denne Reise, havde en Slags Mistanke om, at det var blotte Eventyrer og Ammestue-Historier, hvad Skipperne fortalte.
   I Begyndelsen af Måneden RADIR gik vi ombord, lettede Anker, og

Vinden i spilede Seil omfavned' de bugnende Master,
Og, som Pilen i Luften, med lynende Fart, uden Hinder,
Giennemhvinede Kiølen de svindende frådende Bølger.
Vinden blev ved at være god i nogle Dage, i hvilken Tid vi arme Roersknægte havde got, da man ingen Årer behøvede; men på den fierde Dag blev det stille.

Seilene faldt: i en Snup var' alle på Bænkerne rede,
Og med pladskende Slag slog Årerne Himlen i Vandet.
Da Skibskapteinen såe, at dette Arbeide faldt mig meget besværligt, lod han mig hvile imellemstunder, og befriede mig tilsidst aldeles fra denne Trældom. Jeg veed ikke af hvad Årsag han var så artig imod mig, enten det kom deraf, at han troede mig uskyldig, eller fordi han holdt Opfinderen af de majestætiske PARYKKER en bedre Skiebne værd. Han havde selv taget tre PARYKKER med sig, som han lod mig krølle og holde ved lige, så at jeg fra en Roers-Slave pludselig blev omdannet til en Hårskiærer. Hans Artighed gik så vidt, at han altid, når vi kom i en Havn, lod mig være een af dem, som gik i Land, hvorved jeg fik overflødig Leilighed til at stille min Nysgierrighed.
   I lang Tid mødte os ikke det ringeste, som var værd at lægge Mærke til; men såsnart vi havde tabt Landet af Sigte,

Hævede nye Gestalter sig op af det bævrende Havsvælg.
Det var HAVFRUER, som når Veiret blev stille, og Bølgerne lagde sig, svømmede hen til Skibet for at bede om Almisse:

Menneske-Næser og Munde, med Ører og Øine de havde,
Pander og Hager, og alt, hvad Menneskehoveder anståer;
Hver, fra Issen til Beltet den skiønneste Jomfrue, var neden
Skiældækt, finnet og sort, som Halen af fæleste Hvalfisk.
Deres Sprog havde så megen Lighed med det MARTINIANSKE, at endog nogle af Matroserne kunde snakke med dem uden Tolk. Een af dem bad mig om et Stykke Kiød; da jeg gav hende det, såe hun opmærksom på mig, og råbte:

Snart du vorder en Helt og mægtige Landes Behersker!
Jeg loe af denne Spådom, som af et tomt Smigrerie, endskiøndt Matroserne bandte på, at Havfruernes Forudsigende sielden sloge feil. Efter otte Dages Seilads såe vi endelig et Land, som Skibsfolkene kaldte PICARDANIA. I det vi lagde ind i Havnen, kom en Skade flyvende, som de sagde, var General-Told-Inspecteuren, en meget betydelig Mand. Jeg havde Møie med at bare mig for Latter, da jeg hørte, at en Skade beklædte så anseeligt et Embede, og såe en Skatmester

Op i den tyndere Luft sig svinge med susende Vinger,
Til han tabtes, som Prik, blandt Himmelens blålige Skyestænk.
Af Inspecteurens Dannelse sluttede jeg, at Visitererne og de ringere Toldbetientere måtte være Fluer.
   Efterat han tre Gange havde fløiet om vort Skib, fløi han i Land, og kom tilbage med tre Skader. De satte sig alle på Forstavnen. Jeg havde nær bristet af Latter, da jeg såe een af vore Tolke nærme sig med mange Komplimenter til disse Skader, og hørte ham holde en lang Tale med dem. De vare komne for at eftersee Ladningen, og undersøge, om vi ikke havde forstukket een eller anden forbuden Vare, især den Plante SLAK, hvis Indførsel er på det strængeste forbuden. De pleie derfor med yderste Omhyggelighed at efterspore samme, og krybe rundt omkring i alle Kroge af Skibet, rode i alle Pakker og grave i alle Lommer, for at opsnuse den. Sagen er, at Indbyggerne elske særdeles denne Plante, og tiltuske sig den for andre meget ypperlige og nødvendige Varer, hvorover Landets egne Planter, der kunde tiene til samme Brug, tabe deres Priis, så at PICARDANERNE deri fuldkommen ligne EUROPÆERNE, der ere så begierlige efter alt, hvad der frembringes i fremmede Lande, og må hentes meget langt borte.
   Da General-Told-Inspecteuren temmelig længe havde talt med vore Tolke, gik han ned i Rummet med de andre Skader. Da han kom op igien, såe han meget forbittret ud, og lod os vide, at al Handel imellem os og hans Nation herefter skulde ophøre, eftersom vi havde overtrådt den eengang sluttede Tractat, ved at bringe forbudne Varer med os. Men Skibskapteinen, der vidste af Erfaring, hvorledes man strax kan stille Told-Inspecteurers Vrede, forærte ham nogle Pund SLAK af beste Sort, hvorpå han blev god igien, lod som ingen Ting var, og tillod os at losse. Da vi havde udlosset, kom strax en stor Mængde Skader tilflyvende, som alle vare Kiøbmænd. Imidlertid gik Kapteinen i Land med mig og to andre Abekatter, nemlig vor Superkargo og en Tolk.
   Vi vare budne til Bords hos Hr. General-Told-Inspecteuren. Der var imidlertid intet Bord; thi PIKARDANERNE kunne ikke bruge Stole; man dækkede derfor midt på Gulvet. Man frembar mangfoldige prægtige og kostbare Retter, men på overmåde småbitte Fade: og da Kiøkkenet var i det øverste Stokværk, kom fire Skader nedflyvende med hver Ret igiennem en Åbning i Loftet. Da vi havde spiist, viiste Hr. General-Told-lnspecteuren os sit Bibliothek. Det bestod af en temmelig stor Mængde Bøger; men i så små Formater, at de største Folianter neppe vare så store som Musen-Almanakker. Jeg kunde ikke bare mig for at smile, ved at see Bibliothekaren flyve op til de øverste Hylder, for at tage Småbøger i Octav og Duodez ned. De PICARDANSKE Huse ere ellers ikke vores meget ulige i Bygning og Udziiring, undtagen, at Sengene hænge tæt under Taget, ligesom Fugle-Reeder. Man vil forundre sig over, hvorledes det er mueligt, at Skader, der dog høre til de mindre Fugleslag, kunne opføre så store Bygninger; men at det virkelig lod sig giøre, blev jeg overbeviist om, ved at see dem arbeide på et Huus, som netop den Gang stod i Bygning. Der vare tusinde Arbeidsfolk i Bevægelse derved. Mængden, og den Lethed, hvormed de flyve, erstatter på en Måde Mangelen på Kræfter, så at de i næsten lige så kort Tid, som vi, fåe en Bygning færdig.
   Vi havde ikke den Fornøielse at see Frue General-Told-Inspecteurinden, siden hun just låe i Barselseng; thi Barselkonerne her pleie ikke at lade sig see, før Børnene have fået Fiær på Kroppen; men hun vilde nu snart vove sig ud, sagde hendes Mand, siden Ungerne begyndte allerede kiønt at duunes.
   Vi opholdt os ikke længe i dette Land, hvorfor jeg ikke kan indlade mig i nogen nøiagtigere Beskrivelse over dets Forfatning, og Indbyggernes Karakter og Sæder. Alle Gemytter vare i Giæring og Uroe på samme Tid, formedelst en Krig, som nylig var udbrudt imellem PICARDANERNE og deres Naboer, KRAMSFUGLENE, især da der Dagen efter vor Ankomst kom Tidende om, at Skaderne i en stor Lufttrefning vare slagne, hvorfor og den commanderende General, efter holdet Krigsråd, blev dømt til at miste sine Vinger, som her holdes for en skrækkelig Straf, og næsten ligeså stor, som den at miste Livet. Såsnart vi havde afsat vore Varer, gik vi til Seils igien. Ikke langt fra Strandbredden såe vi Søen bedækket med Fiær, hvoraf vi sluttede, at Slaget imellem Skaderne og Kramsfuglene havde været holdt der.
   Efter tre Dages lykkelige Seilads nåede vi MUSIKLANDET. Såsnart vi havde ankret, gik vi i Land. Een af vore Tolke spadserede foran med et musikalsk Instrument, som man i Europa kalder BAS, hvilket forekom mig meget latterligt, da jeg ikke kunde begribe til hvad Ende han slæbte denne Byrde med sig. Da vi fandt alting tomt og øde, og ikke såe Spor til nogen levende Skabning, befalede Kapteinen, ved Stød i Trompeten at underrette Indbyggerne om vores Ankomst, på hvilken Lyd der strax kom løbende henved tredive musikalske Instrumenter, eller BASSER, på eet Been. Da der på min hele Reise aldrig havde mødt mig noget så forunderligt, forekom det mig i Begyndelsen som lutter Hexerie; men jeg mærkede snart, at disse FIOLBASSER vare Indbyggerne der i Landet. Oventil havde de på en temmelig lang Hals et lillebitte Hoved; Kroppen selv var smal, og omgivet med en glat Bark, der ikke sluttede tæt til Livet, så at der imellem begge var et temmelig viidt, tomt Rum. Over Navlen havde de af Naturen en Stoel, over hvilken de fire Strænge vare spændte. Den hele Maskine hvilede på et eeneste Been, så at de meere sprang end løb, og hoppede med en forunderlig Hastighed over Marken. Kort sagt, man kunde have taget dem for virkelige musikalske Instrumenter, hvad Dannelsen angik, hvis de ikke havde havt tvende Hænder og Arme. I den eene Hånd holdt de Buen, den anden brugte de til Grebene. Da vor Tolk vilde tale med dem, tog han Bassen, som han havde med sig, i sin venstre Hånd, Buen i den høire, satte sig ret i Stilling, og begyndte at spille. De svarte ham strax med Strøg på deres Strænge, og, ved således at afvexle med hinanden, blev det til en ordentlig musikalsk Samtale. I Begyndelsen spillede de blot ADAGIO med megen Velklang; men strax derpå gik de over til skurrende Toner, som giorde ondt i Ørerne, og tilsidst endtes Musiken med en særdeles munter og behagelig PRESTO. Såsnart vore Folk hørte det, hoppede og sprang de af Glæde, sigende, at Akkordten om Varerne nu var sluttet. Jeg kom siden efter, at den ADAGIO, de først spilte, betydede en Indledning til Samtalen, og bestod blot i Komplimenter på begge Sider: siden, mens DISSONANTSERNE varede, trættedes man om Prisen, og endelig tilkiendegav den sødtklingende PRESTO, at man var kommen overeens om Kiøbet; thi strax efter blev Skibet udlosset. Iblandt de Varer, som indføres her, er KOLOFONIUM den allerbetydeligste, hvormed Indbyggerne i Landet smøre deres Buer eller Taleredskaber. Man straffer store Forbrydere med at lade Buen tage fra dem; og at miste den for bestandig, ansees som Livsstraf. Da man sagde mig, at der på et Ting i Nærheden blev ført en Sag, løb jeg derhen, for engang at være Vidne til en musikalsk Rettergang. Sagførerne spilte på deres Mavestrænge, isteden for at tale, og så længe Sagen blev forhandlet, hørte man intet uden Dissonantser, så at al deres Veltalenhed bestod i Strøg med Buen og Fagter med Hænderne. Såsnart Trætten var forbi, reiste Dommeren sig, tog sin Bue og spillede en ADAGIO. Jeg mærkede, at dette var det samme som at afsige Dommen; thi der sprang strax nogle Retsbetiente frem, og toge Buen fra Synderen, som havde tabt sin Sag.
   Børnene her see ud som de Instrumenter vi kalde VIOLINER. De fåe ingen Bue før de ere tre År gamle. Når de gåe ind i deres fierde År, blive de satte i Skolen, for at undervises i Grebene på Strængene og Strøgene med Buen, hvilket er her det samme, som hos os at lære at læse. De komme ikke fra Skolemesteren, før de have lært at gribe reent, stryge med Buen, at det ikke skurrer, og selv kunne opfinde en Melodie. Vi havde vor store Plage med disse Børn, som forfulgte os med deres Musik. Vor Tolk, som forstod Instrumentsproget, sagde os, at disse Basunger tiggede om Kolofonium. Så længe de bad, hørte man en GRAVE eller ADAGIO: men når de fik noget spillede de PRESTO, hvormed Taksigelse udtrykkes. Fik de intet ophørte deres hele Musik aldeles.
   Da vi efter Ønske havde bragt vore Ting i Rigtighed, forlode vi, i Enden af Måneden CUSAN, Musiklandet, og efter nogle Dages Seilads fik vi Kysterne af et nyt Land i Sigte, som vi, formedelst den fæle Lugt der kom os i Næserne, sluttede at måtte være PYGLOSSIA. Indbyggerne i dette Land ere Mennesker ikke meget ulige; hele Forskiellen beståer deri, at de ingen Mund have, og derfor tale med det Ansigt, som vender i Syd, når Næsen vender i Nord. Den første, som kom ombord til os, var en meget rig Kiøbmand. Han hilsede os, efter Folkets Sædvane, med den anden Ende, og begyndte strax at akkordere med os om Varernes Priis. Jeg holdt mig i en temmelig Frastand, så længe dette varede, da hverken Lyden eller Lugten af hans Tale synderlig behagede mig. Men til min store Ulykke var vores Barberer på samme Tid syg, så at jeg nødtes til at lade en PYGLOSSIANER komme, for at tage mit Skiæg af. Thi da Barbererne her ere vel så snaksomme, som de Europæiske, opfyldte han, mens han ragede mig, hele Kahytten med så ubehagelig en Lugt, at vi, såsnart han var gået, måtte ryge med al den Røgelse vi havde.
   Jeg var nu bleven så vant til forunderlige og overnaturlige Ting, at intet længer forekom mig urimeligt. Da det imidlertid, formedelst denne Naturfeil, faldt os besværligt og kiedsommeligt at omgåes med disse Folk, ilede vi, det beste vi kunde, med vor Afreise, og lettede, endog noget før den bestemte Tid, Anker; fornemmelig fordi en rig PYGLOSSIANER havde budt os til Bords hos sig. Ved Indbydelsen trak vi alle på Skuldrene, og ingen vilde sige ja, uden på de Vilkår, at der ved Bordet, så længe Måltidet varede, skulde herske en fuldkommen Taushed. Da vi seilede ud af Havnen, stode endeel PYGLOSSIANER på Strandbredden, og baglænds ønskede os en lykkelig Reise; men da Vinden bar fra Landet, bade vi dem med Miner og Gebærder at spare deres Lykønskninger; thi Høflighed kan også gåe for vidt. De Varer, som MARTINIANERNE føre hertil, ere Rosenvand, Balsam, og adskillige andre vellugtende Specerier.
   Jeg har allerede bemærket, at dette Folk i Legems Dannelse lignede Mennesker, undtagen for såvidt, at de snakkede med den Deel af Kroppen, som vi sidde på. Imidlertid mangler det ikke heller vor Jord på Folk, der såvel i Mundart, som Skabning, stemme fuldkommen overeens med PYGLOSSIANERNE. Hvad om JENS SøRENSEN, tænkte jeg ved mig selv, OLE PETERSEN, ANDERS LORENTSEN, og andre slige vakkre Mænd, som med cynisk Åbenhiertighed give hver Ting sit egentlige Navn, og uden Undseelse, endog i Fruentimmer-Selskab, alle Øieblikke røbe deres Galte-Siele, hvad om disse Sote-Sigere kom til dette Land, hvor vilde de blive modtagne med åbne Arme! For Sprogets Ligheds Skyld vilde man strax give dem Borger-Ret, og ansee dem som Indfødde. Thi hvad giør det til Sagen, hvor Munden sidder, når det, som kommer ud af den,

Er lydende Stank og stinkende Lyd,
Som røber en Mødding i Siel eller Mave?
   Vi styrede Kursen herfra til IISLANDET, som var så fælt og gyseligt at see til, at jeg troede det måtte være det ulyksaligste af alle Lande. Det bestod af øde Klipper, som låe bedækkede med en evig Snee. Indbyggerne, som alle ere af Iis, boe hist og her i Kløfterne på Fieldtoppene, hvor Solen aldrig sees, og en uophørlig Frost hersker i Mørket. Den eeneste Lysning de have, giver den glindsende Riimfrost. De underliggende Dale ere fortørrede og forbrændte af heede Ilddampe. De vove sig derfor aldrig ned i Dalene uden i tykt og fugtigt Veir, når Luften er tåget, og såsnart de see den mindste Soelstråle, vende de pludselig tilbage til Fieldtindene, eller styrte sig hovedkulds i Hulerne. Det hænder sig ikke sielden, at de, når de gåe ned af Biergene, smelte på Veien, eller komme til anden Ulykke. Misdædere føres derfor i tåget Veir ned på en Slette, hvor de blive bundne til en Pæl, for at smeltes af Solen. Landet har alle Slags Mineralier, undtagen Guld. De føres rå ud af Landet ved fremmede Kiøbmænd, da Indbyggerne ikke fordrage Varme, og derfor ikke kunne forarbeide Metallerne. Man holder for, at denne Handel på IISLANDET indbringer eene næsten lige så meget, som al den anden Handel på MEZENDORES.
   All disse Lande, som jeg her har givet en Udsigt over, ståe under den store Keiser i det egentlige MEZENDORE. De Søefarende kalde dem derfor i Almindelighed de Mezendoriske Øer, endskiøndt hver af dem har sit særegne Navn, som man har seet i denne min Reisebeskrivelse. Dette store og forunderlige Rige er Målet og Enden af denne Reise. Efter otte Dages Seilads kom vi til den Keiserlige Residents-Stad, hvor vi fandt alt det i Virkelighed, som Poeterne have digtet om Dyrenes, Træernes og Planternes Selskaber; thi MEZENDORE er så at sige alle fornuftige Dyrs og Vexters fælles Fædreneland. Ethvert Dyr, ethvert Træe kan fåe Borgerskab der, når de underkaste sig Regieringen og Lovene. Man skulde troe, at der, formedelst Blandingen af så mangfoldige forskiellig dannede og stridig artede Skabninger, måtte herske megen Forvirring og Uroelighed. Men det er så langt fra, at tvertimod denne Forskiellighed frembringer de lykkeligste Virkninger, hvilket må tilskrives deres viise Love og Indretninger, der bestemme enhver af Undersåtterne den Bestilling og Forretning, han efter sin Natur og særegne Sielekræfter er best oplagt til. Således, for Exempel, vælger man i Betragtning af den medfødte Høimodighed, som er Løverne egen, altid en LØVE til Regent. ELEFANTERNE, formedelst deres skarpe Dømmekraft, sidde i Statsrådet. Af CHAMÆLEONER giør man Hofmænd, fordi de ere ubestandige, og vide at vende Kåbwn efter Veiret. Land-Krigsstanden beståer af BIøRNE, TIGRE og andre stridbare Dyr; på Floden derimod har man STUDE og TYRE, fordi Søemænd gierne ere jevne og brave Folk; men hårde, ubøielige, og i Almindelighed ikke synderlig forfinede Personer, hvis Levemåde kommer overeens med deres Element. Man har derfor et Seminarium, som beståer af KALVE, eller Søecadetter, hvori man danner Orlogskrigere, og hvoraf man tager alle Søeofficierer. TRÆERNE, formedelst deres medfødde Sindighed, blive gierne Dommere. Høiesterets-Advocaterne ere GIÆS; Procuratorerne ved Under-Retterne SKADER; RÆVENE blive ordentlige og overordentlige Gesandter, Consuler, Agenter og Legations-Secretairer. RAVNENE beskikkes i Almindelighed til Skifteforvaltere og Stervboes Commissairer. GIEDEBUKKENE ere Philosopher, og især Grammatikere, deels for Hornenes Skyld, hvormed de ved mindste Leilighed pleie at stange deres Modstandere, deels i Betragtning af det ærværdige Skiæg, som udmærker dem så kiendeligen blandt alle Skabninger. Borgemesterne og Rådmændene i de småe Kiøbstæder ere HESTE. Godseierne og Bønderne ere SLANGER, MULDVARPE, ROTTER og MUUS. Til Stafetter og Løbere bruger man FUGLE. ESLERNE, formedelst deres skrydende Stemme blive Degne. NATTERGALENE ere Sangere og Fløitespillere; HANERNE Vægtere, og HUNDENE Portnere. Rentemestere, Kasserere og Told-Inspecteurer ere gierne ULVE, og HØGE ere deres Fuldmægtige.
   Ved disse ypperlige Indretninger blive de offentlige Embeder vel besatte, og alting forrettes med Lyst og i behørig Orden. Jeg troer derfor, at denne Regiering er et Mønster, som alle Lovgivere, når de indrette Stater, bør rette sig efter; thi at der på andre Steder gives så mange usle og uduelige Embedsmænd, kommer sikkert ikke så meget af Undersåtternes Dumhed, som deraf, at man ikke vælger med Skiønsomhed blandt de forskiellige Anlæg. Ved at giøre dette med Omhyggelighed og Klogskab, og ikke så meget see på enhver Fortieneste i Almindelighed, som på udmærket Beqvemhed til det eller det Embede i Særdeleshed, vilde alle offentlige Betieninger ypperligen foreståes, og Staten uophørlig blomstre. Hvor nyttig denne Indretning er, beviiser dette Riges Exempel. De Mezendoriske Årbøger melde, at for tre hundrede År siden, under Keiser LILAKO, denne Lov blev afskaffet, og de offentlige Embeder givne bort i Fleng til alle, som havde enten giort noget stort, eller udmærket sig ved een og anden Dyd. Men denne Uddeeling i Fleng af Embeder forårsagede så megen Uroelighed og Uorden, at det syntes i kort Tid at være ude med hele Staten. En Ulv, for Exempel, som ypperligen havde forestået et Kasserer-Embede, forlangte på Grund af denne Fortieneste en høiere Værdighed, og blev Rådsherre. Et Træe derimod, som var bekiendt for sin udmærkede Dømmekraft, blev igien Kasserer. Ved denne bagvendte Befordring bleve tvende duelige Mænd giorte aldeles unyttige for Landet. End videre, en Gieddebuk, eller Philosoph, som ved Academiet havde indlagt sig største Berømmelse for sin Hårdnakkenhed i at forsvare sine Sætninger, blev opblæst af denne Ære, og søgte en meere glimrende Post, nemlig den første Hofbetiening, som blev ledig, og fik den. Derimod fik et Chamæleon, på Grund af sin fine Levemåde og smidige Karakter, en Professor-Plads ved Academiet, som han søgte for Indkomsternes Skyld. Således blev den eene af en ypperlig Hofmand en elendig Philosoph, og den anden af en ypperlig Philosoph en elendig Hofmand. Thi den Standhaftighed i at forsvare sine Meeninger, der havde prydet Philosophen, vanzirede Hofmanden, da Letsindighed og Ustadighed ere Hoveddyderne ved Hoffer, og en sand Hofmand ikke bør see så meget på hvad der er ret, som på hvad der er trygt, og bestandigen vende Kappen efter Hoffets Veir. Men hvad der er en Feil ved Hoffet, er netop en Dyd ved Academiet, hvor den Ivrighed i at påståe sin Meening til det yderste, er det største Beviis på Lærdom og Duelighed. Med få Ord: alle Undersåtterne, endog de, som udmærkede sig med de sieldneste Talenter, bleve ved denne Lovens Forandring giorte fuldkommen ubrugelige, og Staten begyndte at vakle. Da alting truedes med Undergang, opstod endelig en særdeles klog Elefant, ved Navn BAKKARI, som sad i Statsrådet, og foredrog Keiseren med megen Varme Landets Elendighed. Keiseren blev overbeviist, besluttede strax at råde Bod derpå, og gik til Værks på følgende Måde. Alle Embedsmænd bleve ikke på engang afsatte; thi derved havde Lægemiddelet blevet værre end Sygdommen selv; men efterhånden, som Bestillingerne bleve ledige, flyttede man een fra den Post han ikke duede til, til een, som han kunde foreståe. For denne sit Fædreneland beviiste Tieneste, hvis ypperlige Virkning snart viiste sig, blev BAKKARI opreist en Ærestøtte, som endnu sees på det store Torv i MEZENDORE. Fra den Tid af har man bestandig holdet helligen over de gamle Love.
   Vores Tolk forsikkrede, at denne Historie var ham fortalt af en Gasse, som var hans meget fortrolige Ven, og blev holdt for een af de kyndigste Procuratorer i hele Byen.
   Man finder i dette Land mangfoldige usædvanlige, høist forunderlige Ting, som nødvendigen må drage alle Fremmedes og Reisendes Øine til sig. Det blotte Syn af så mange forskiellige Arter af Dyr, såsom BIØRNE, ULVE, GIÆS, SKADER o. s.v., som spadsere omkring på Gaderne og snakke med hinanden, opvækker både Forundring og Fornøielse hos enhver, som ikke har seet sligt før. Den første, der kom ombord til os, var en maver ULV eller Told-Inspecteur, som blev fulgt af fire HøGE, eller Betientere, som man i Europa kalder VISITERERE. Disse toge af Varerne hvad de best syntes om, og gave derved tilkiende, at de forstode deres Håndtering tilgavns, og vidste alle Knebene deri på deres Fingre. Kapteinen var så artig, som han altid pleiede, at tage mig i Land med sig. Såsnart vi havde sat Fod på Broen, kom en HANE os imøde, som da han havde spurgt os, hvorfra vi vare, og om Årsagen til vor Reise, meldte os hos Told-Inspecteuren. Han modtog os med megen Artighed, og bad os spise til Middag hos sig. Fruen i Huset, som jeg havde hørt, skulde være een af de største Skiønheder blandt Ulvinderne, var ikke tilstæde ved Bordet. Årsagen hertil var, som vi siden fik at vide, hendes Mands Skinsyge, som fandt det ikke rådeligt at lade så smuk en Kone sees af Fremmede, og oven i Kiøbet Søefolk, der hungrige og forsmægtede efter den langvarige Fasten, pleie gierne, når de komme i Land, at giøre Jagt på alle Koner og Piger. Der vare dog adskillige andre Damer ved Bordet, iblandt andre en vis Commandeurs Kone, som var en hvid KOE med sorte Pletter. Næst ved hende sad en sort KAT, som var Hof-Jægermesterens Gemalinde, der nylig var kommen ind fra Landet. Ved Siden af mig sad en spraglet SOE, en vis Renovations-lnspecteurs Kone; thi det Slags Bestillingsmænd tages gierne af Svineslægten. Hun var rigtig nok lidt smudsig, og havde ikke toet sine Hænder, som ofte er Tilfældet hos det Slags Folk; men for Resten forekom hun mig meget artig; thi hun tog ofte Mad af Fadet og lagde på min Tallerken. Alle forundrede sig over denne usædvanlige Høflighed, især da Svinene ikke just besidde den fineste Levemåde. Men jeg havde heller seet, at hun havde været lidt mindre artig; thi det var mig ikke synderlig behageligt at rækkes Mad af en Soes Hænder. Man må lægge Mærke til, at Indbyggerne i Keiserdommet MEZENDORE, skiøndt de i Legems Dannelse ganske ligne Dyrene, dog have Hænder og Fingre på Forbeenene. Da de have enten Hår, Uld eller Fiær på Kroppen, behøve de ingen Klæder. Imidlertid udmærke dog de Rige sig fra de Fattige, ved visse Prydelser, som, for Exempel, Halskieder af Guld eller Perler, og Bånd, som de i Alnetal vinde omkring deres Horn. Commandeurens Frue havde så mange Bånd og Sløifer på Hovedet, at man knap kunde skimte hendes Horn. Hun giorde Undskyldninger for hendes Mands Fraværelse, og fortalte, at han måtte blive hiemme, formedelst en Trætte han nylig var bleven indviklet i, og holde Råd med to SKADER, som den følgende Dag skulde føre hans Sag for Retten.
   Efter Måltidet havde den spraglede Soe, Renovations-Inspecteurens Kone, en Samtale under fire Øine med vor Tolk, hvori hun åbenbarede ham, at hun var dødelig forelsket i mig. Han trøstede hende det beste han kunde, lovede hende sin Understyttelse, og vendte sig til mig, for at overtale mig; men da han mærkede, at al hans Veltalenhed var spildt, rådte han mig at tage Flugten, da han vidste, at denne Dame vilde sætte både Himmel og Jord i Bevægelse, for at opnåe sit Ønske. Fra den Tid af blev jeg bestandig ombord, især da jeg kom efter, at en gammel Galan hos denne Frue, en vis Studiosus Philosophiæ, af Skinsyge stod mig efter Livet. Men Skibet selv var mig ikke Værn nok mod denne Dames Anfald, som snart ved Mellembud, snart ved Kierlighedsbreve, og snart ved Elskovs Elegier, stræbte at smelte den Iis, som omgav mit Hierte. Havde jeg ikke ved det Skibbrud, jeg siden leed, mistet disse Papirer, skulde jeg have fremviist Prøver af Svinenes Poesie. Men jeg har glemt det altsammen, så nær som disse Linier, hvori hun roser sin Skabning således:

"Du, efter hvem min Siel i hede Længsler tørster,
Find ei min Skabning styg, for den er klædt med Børster!
   Hvordan seer Træet ud, som ingen Blade har?
   Hvor styg er ei en Hest, som man sin Mank afskar?
Svie alle Hårene af Inspecteurens Frue,
Og see, om meer med Horn hun hendes Mand vil true?
   Hvad Værd var Pudd'ler i, hvis deres Krop var glat?
   Om ei det lodne var, hvo holdt vel af en Kat?
O! see dig om, min Griis! blandt alle skabte Sager,
Mon det ei loddent er, som overalt behager?
   Har Lammet ei sin Uld? og har ei Fuglen Fiær?
   Og mon ei Mandens Skiæg hans største Skiønhed er?"
   Varernes Omtuskning gik med så megen Hurtighed for sig, at vi inden få Dage havde kunnet gåe til Seils igien; men en Trætte, som opkom just, som vi vare seilfærdige, imellem vore Skibsfolk og nogle Mezendoriske Borgere, sinkede vor Afreise. Anledningen til denne Trætte var følgende: Een af vore Bådsmænd var, i det han spadseerte igiennem Byen, bleven skiældt ud af en GIøG, som iblandt andet kaldte ham PERIPOM, hvilket Ord i deres Sprog betyder en Gøgler; thi da Gøglere og Marionetspillere i dette Land gemeenligen ere ABER, havde Giøgen taget ham for en slig Person. Bådsmanden, som ikke forstod denne Spøg, pryglede den arme Kukuk dygtig af, og havde nær slået Halsen i tu på ham. Den Afpryglede bad Folk drages til Minde, kaldte de Omstående til Vidner, og lod dem den følgende Dag komme til Forhør. Da de vare afhørte, indgav han Sagen for Magistraten. Bådsmanden, som hverken forstod Sproget eller Lovkyndigheden i MEZENDORE, såe sig nødt til at antage en Skade, for at forsvare sin Sag. Efterat begge Parters Procuratorer i en Time Magistratspersonerne, som dømte i denne Sag, vare HESTE, hvoraf to kaldtes Borgemestere, og fire Rådmænd. Der sadde og sex FØL, som Auscultantere, der på denne Måde, som unge Jurister, øvede sig i Rettergangs-Sager. I de andre Collegier hørte jeg, at der vare lige sådanne Seminarier, hvoraf man tog de meest øvede Lærlinger til at besætte de ledige Embeder med.
   Da vi lykkelig havde afgiort vore Forretninger, og fået en meget kostbar Ladning ind, gav vi os på Hiemreisen. Vi vare netop komne i åben Søe, da vi pludselig fik Vindstille, så at Folkene, for at fordrive Tiden, måtte give sig til at fiske, deels med Garn, deels med Kroge. Det begyndte derpå at lufte lidt igien, og

Hurtig til Flugten i Vandet udspændte vi Seilenes Vinger.
Efterat have seilet en Tidlang med god Vind, såe vi atter nogle Havfruer, som

            -Drybende våde
Skiøde sig op, og dukked' imellem de skummende Bølger,
og af og til gave gyselige Skrig fra sig. Skibsfolkene bleve meget forskrækkede herover, da de vidste af Erfaring, at denne sørgelige Musik pleiede at spåe Uveir og Skibbrud. De toge derfor strax de store Seil ind, og hver blev anviist sin Post og Forretning. Neppe var dette giort, før hele Himlen blev overtrakt med sorte Skyer,

   Den lyse Dag blev Nat, hver Skabning giøs;
Og strax med frygteligste Hvinen bryder
   En uhørt Hvirvelstorm fra alle Kanter løs.
Jordkuglens Axel knager, Havet syder,
Af Tordner, Skrald i Skrald, den hele Himmel lyder,
   Som Bierge Bølgerne optårne sig;
Vildt, uden Roer, den halvforknuste Skude
   Omtumles hist og her - og med fortvivlte Skrig,
Blandt Havets Brusen, Himlens Bragen, tude
Matroserne på Dækket: det er ude!
Styrmanden, som i fyrretive År havde pløiet Søen under Jorden, forsikkrede, at han aldrig havde forsøgt et hårdere Uveir. Alting på Dækket flød i Vand, deels af de indvæltende Bølger, deels af den umådelige Regn, som i gyselige Skyebrud, med Torden og Lynild, styrtede ned på os, så at alle Elementerne syntes at have sammensvoret sig til vor Ødelæggelse. Mens vi således omtumledes knak på engang vor Stormast, og faldt med et skrækkeligt Brag agter over, så at den tillige knuste Mesans-Masten. Strax derpå faldt den forreste Mast, og nu var alt Håb til Redning ude. Vi såe alle den visse Død for os; den eene råbte på Kone og Børn, den anden på Slægt og Venner, og hele Skibet gienlød af fortvivlede Skrig. Styrmanden, endskiøndt han selv havde opgivet alt Håb, stræbte imidlertid at stille Mandskabet tilfreds, og bad dem holde op med deres Hylen og Tuden, som ikke hialp dem det mindste; men i det han talte, kom en Styrtning og kastede ham over Bord. Han sank ned og kom et Par Gange op igien, længer og længer fra Skibet, indtil han endelig opslugtes reent af de fnysende Bølger. Samme Skiebne havde tre andre, nemlig vor Kiøbmand og to Matroser. Jeg var den eeneste, som bar denne almindelige Jammer med Tålmodighed, eftersom jeg var kied af Livet, og fandt slet ingen Lyst til at komme tilbage til MARTINIA, hvor jeg havde mistet både min Friehed og min Agtelse: altså var i deres Tal,

Som alt har tabt, og intet frygte meer.
Det giorde mig kun ondt for Kapteinen, som på den hele Reise havde viist mig så megen Godhed; jeg stræbte derfor med de fyndigste Ord at opmuntre hans nedslagne Sind, men al min Veltalenhed var spildt; thi han blev ved at sukke og hyle, som et Fruentimmer, indtil der kom en Bølge og kastede ham i Søen. Stormen tog bestandig meer og meer Overhånd, og ingen bekymrede sig meer om Skibet. Uden Roer, uden Master, uden Årer eller Toug, førtes Skroget hvorhen Bølgerne vilde. I hele tre Dage vare vi således en Boldt for de rasende Storme, udmattede af Hunger, og i bestandig Forventning af den sig nærmende Død. Af og til såe vi vel Himmelen klar; men Stormen rasede alligevel bestandig. Til Trøst for de overblevde Skibsfolk opdagede vi endelig noget borte et biergefuldt Land, og da Vinden stod der på, var der Håb om, i kort Tid at nåe det. Skiøndt dette umueligt kunde gåe an uden Skibbrud, da Kysten bestod af steile Klipper, var det dog at formode, at nogle, om ikke alle, kunde redde sig på Stykkerne af Skroget. Mens vi fornøiede os i dette Håb, stødte Skibet på et blindt Skiær så stærkt, at det skildtes ad, og gik i hundrede Stykker. I denne Angest fik jeg fat på en Planke, og, uden at bekymre mig om de andre, tænkte kun på at redde mig selv, så at jeg endnu i dette Øieblik ikke veed hvorledes det gik dem. Det sandsynligste er, at de alle ynkeligen ere omkomne; thi jeg hørte aldrig siden at nogen af dem var kommen til dette Land. Jeg blev meget hurtig dreven frem af Bølgerne, hvilket var min Lykke; thi havde det varet lidt længer, måtte jeg udentvivl have opgivet Ånden af Hunger og Udmattelse. Da jeg var kommen inden for en Odde, lagde Bølgerne sig, og jeg hørte kun det oprørte Hav sagtere og sagtere bruse. Da jeg såe, at jeg var nær ved Strandbredden, gav jeg mig til at råbe meget høit, i Håb om, at Indbyggerne på dette Skrig skulde komme mig til Hielp. På det første Råb fik jeg intet Svar; men da jeg råbte anden Gang, hørte jeg en Lyd fra Strandbredden, og såe endeel af Landets Indbyggere løbe ud af Skovene, og komme mig imøde i en Jolle, som var sammenflettet af Vidier og Eege-Qviste, hvoraf jeg sluttede, at denne Nation måtte være meget vild og udyrket. Men jeg blev inderlig glad, da de som roede, kom mig nærmere; thi de havde fuldkommen menneskelig Skabning, og vare de eeneste rigtige Mennesker, jeg på min hele Reise havde truffen. De ligne meget de Folk på vor Klode, som boe i det heede Jordstrøg; thi deres Skiæg er kulsort, og deres Hår krøllede: og de enkelte, som have langt og lyst Hår, holdes for Vanskabninger. Landet, de beboe, er meget klippefuldt; de krumme Fieldrygge, og sammenstødende Biergtoppe, som i mangfoldige Bugter giennemskiære Luften, giøre, at Lyden kommer igien med Ekko på Ekko i de underliggende Dale. De nærmede sig endelig til den Planke jeg drev på, toge mig i Jollen, og satte mig i Land, så våd som jeg var, hvor de gave mig noget at spise og drikke. Skiøndt det var ikke synderlig velsmagende, hvad jeg fik, vederqvægede det mig dog så meget, da jeg havde sultet og tørstet i tre Dage, at jeg i Hast kom igien til mine forrige Kræfter.


Kapitel 12 >