WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Niels Klims underjordiske Reise




(1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


XIII: Begyndelsen til DET FEMTE MONARKIE

   Fra den Tid af gik alle mine Bestræbelser ud på at give dette Rige en ganske anden Skikkelse. Jeg giorde Begyndelsen med at forbedre Krigsvæsenet, ved at øve det unge Mandskab i Riden, Fægten og Skyden.

   Stadens Ynglinger alle på Fælleden, udenfor Porten,
Nogle til Hest, og andre til Fods, og andre på Vogne,
Tumledes, kiørte om kap; og snart fra strammede Bue
Lynte den vingede Piil, snart giennemhvinede Luften
Treffende Spyd -
Fornemmelig lærte jeg dem i Førstningen at tæmme og afrette Heste, da jeg ventede ved det blotte Rytterie at holde Naboerne i Lydighed. Ved uafbrudt Flid bragte jeg det så vidt, at jeg i kort Tid stillede sex tusinde Ryttere frem for Keiseren. Da TANAQVITERNE just på samme Tid lavede sig til et nyt Anfald, på Grund af den tilbageholdte årlige Skat, som efter adskillige Fordringer var bleven dem nægtet, gik jeg, efter Keiserens Begiering, med mit nye Rytterie og endeel Fodfolk Fienderne imøde. Fodfolket havde jeg givet Kastespyd og Pile, hvormed de kunde stride mod TANAQVITERNE langt fra; thi QVAMITERNE havde tilforn kun brugt korte Sværd eller Dolke, og var derfor altid komne til kort i Håndgemæng med disse frygtelige Fiender, der i Legemskræfter vare dem så overlegne. Jeg blev strax udnævnt til øverste Hærfører, og da man sagde mig, at TANAQVITERNE nærmede sig ikke langt fra Grændserne, rykkede jeg strax imod dem. Bestyrtsede over at see denne uformodede Krigshær, holdt de i nogen Tid stille; men da jeg lod Tropperne gåe videre frem, og vi kom dem så nær, at vi kunde nåe dem med vores Kastespyd, nedlagde vi strax i første Anfald en uhyre Mængde. De tabte alligevel ikke Modet herover, og styrtede med rasende Hidsighed ind på vore Fodfolk; men da Rytteriet i det samme faldt dem i Flankerne, forlode de deres Gelidder og toge Flugten, så at dette Angreb afgiorde Slagets Skiebne aldeles til vor Fordeel. Fienderne leed et skrækkeligt Nederlag, og den Tanaqvitiske Hærfører blev levende fangen, tilligemed tive andre adelige Tigre, og bragt i Triumf til QVAMA. Det er ikke at beskrive, hvilken almindelig Glæde denne glimrende Seier opvakte i det hele Rige; thi Qvamiterne havde gemeenligen i de forrige Krige måttet strække Gevær, og tiltigge sig Fred på de skammeligste Vilkår. Keiseren befalede strax, at Fangerne, efter gammel Sædvane, skulde henrettes; men jeg, som fandt denne Skik afskyelig, rådte til at kaste dem i Fængsel, med den Forestilling, at Tanaqviterne, som vi for nærværende Tid hverken havde Krig eller Fred med, ganske vist vilde holde sig rolige, indtil de såe, hvad vi toge os for med Fangerne, og lod mig forlyde med, at jeg havde denne Stilstand nødig, for at udføre andre Planer, som jeg havde i Hovedet.
   Jeg havde lagt Mærke til, at dette Land var meget rigt på Salpeter, og havde allerede samlet en temmelig stor Mængde, for at giøre Krud deraf. Dette Forsæt holdt jeg imidlertid skiult for alle, undtagen for Keiseren, da jeg behøvede hans Tilladelse til at anlægge Værksteder for Flinte og andre Krud-Geværer. Med disse håbede jeg i kort Tid at betvinge alle Keiserdommets Fiender. Da jeg havde fået nogle hundrede Flinte med tilhørende Kugler færdige, aflagde jeg offentlig Prøve på mit Påfund til alles store Bestyrtelse. Et vist Antal af Soldaterne blev strax ansat til denne Krigsart, og øvede i at omgåes med Skydegeværer. Da de vare blevne færdige deri, blev jeg, efter holden Mønstring, af Keiseren udråbt til JAKAL, eller Generalissimus over hele Krigsmagten. Mens alt dette gik for sig, havde jeg indgået et fortroeligt Venskab med Tanaqviternes brave Anfører, den fangne TOMOPOLOKO, som jeg holdt idelige Samtaler med, for at udforske hans Nations Forfatning, Karakter og Sæder. Jeg kom, til min store Forundring, efter, at det var et vittigt, sædeligt og oplyst Folk, og at Kunster og Videnskaber dyrkedes hos dem med Alvorlighed. Han fortalte mig, at der mod Østen fandtes en særdeles stridbar Nation, mod hvilken Tanaqviterne bestandig måtte holde sig i Forsvarsstand. Indbyggerne vare rigtig nok småe, og meget svagere i Legemskræfter, end de i TANAQVI; men udrustede med fortrinlig Skarpsindighed, og vel øvede Bueskyttere, så at de ofte havde tvunget TANAQVITERNE til at bede om Fred. Jeg fik strax efter at vide, at denne Nation bestord af Katte og udmærkede sig blandt alle Firmamentets Folkeslag ved sin kloge Politik og ypperlige Dømmekraft. Det ærgrede mig ikke lidet, at Klogskab, Videnskaber og fine Sæder fandtes hos alle DYRENE i den underjordiske Verden, og at MENNESKENE, nemlig QVAMITERNE, vare de eeneste udyrkede Barbarer. Men jeg gav mig tilfreds, i Håbet om, at denne Skam inden kort Tid skulde ophøre, og at Qvamiterne snart skulde fåe det Herredømme tilbage, der tilkom dem, som Mennesker, over de andre Dyr.
   Efter det sidste Nederlag holdt Tanaqviterne sig i temmelig lang Tid rolige; men da de ved Speidere havde udforsket det nye Rytteries Tilstand og Beskaffenhed, og fået at vide, at disse Centaurer, der havde indjaget dem så stor Skræk, i Grunden kun vare tæmte Heste, som der sad Mennesker på, toge de Mod til sig igien, og udrustede nye Tropper imod Qvamiterne, under deres Konges egen Anførsel. Den hele Hær bestod af tive tusinde Tigre, alle gamle Soldater, der havde før været med, undtagen to Regimenter, som nylig vare hvervede. Men disse i en Hast sammenskrabede Krigsfolk vare det meer i Navnet end i Gavnet. Allerede sikkre på Seieren, faldt de alle på eengang ind i QVAMA. Jeg lod strax tolv tusinde Mand Fodfolk, hvoriblandt vare sex hundrede Flinteskyttere, rykke imod dem, tilligemed fire tusinde Ryttere. Da jeg slet ikke tvivlede om et lykkeligt Udfald, bad jeg Keiseren, på det han kunde høste hele Æren af Seieren, selv at anføre dem. Ved denne tilsyneladende Beskedenhed tabte jeg aldeles intet af min egen Anseelse, da hele Krigshæren dog ansåe mig som den sande Anfører. Jeg gav det Råd, ikke strax at gåe løs på Fienden med Skydegeværerne, for at see, om man kunde vinde Seieren ved Hielp af det blotte Rytterie, men dette Råd kom mig dyrt at ståe; thi Tanaqviterne satte så heftig ind på vore Fodfolk, at de nødte dem til at tage Flugten. De modstod på den anden Side med så megen Tapperhed Rytteriet, at Seieren i lang Tid ikke hældte til nogen af Siderne. En meere hårdnakket Træfning er neppe nogensinde bleven holdt.

End tvivlsom Stridens Lykke længe hang;
Og hid og did på ubestemte Vinger
   Sig mellem begge Hære Seiren svang -
da jeg med eet lod Flinteskytterne rykke frem. Tanaqviterne bleve meget bestyrtsede over de første Skud; thi de kunde ikke begribe, hvor den Lynild og Torden kom fra; men da de fornam deres sørgelige Virkning, bleve de alle betagne af den yderste Skræk. Ved den første Salve faldt to hundrede Tigre, hvoriblandt vare to Feldtpræster, som Kuglerne traf i det de med Taler opmuntrede Soldaterne til Tapperhed. Deres Tab forårsagede en almindelig Bedrøvelse, fordi man holdt dem for to af de beste og meest veltalende Prædikantere. Da jeg mærkede denne Fiendernes Angest, lod jeg anden Gang fyre. På denne Salve fulgte et endnu større Nederlag: Kongen selv blev skudt. Dette betog Tanaqviterne alt Håb, de vendte Ryggen; Rytteriet forfulgte dem, og de Flygtende nedsabledes i så stor Mængde, at de Seirende kunde, for døde Kroppe, som bedækkede Marken, ikke komme videre. Da Slaget var endt, talte vore Folk de ihielslagne Fiender, og fandt tretten tusinde på Valpladsen, som vare faldne deels i Træfningen, deels på Flugten. Den seirende Krigshær rykkede derpå ind i Riget TANAQVI, og slog, efter nogle Dages Marsch, sin Leir op for Hovedstaden. Den almindelige Forfærdelse havde imidlertid taget så stærk Overhånd, at Magistraten kom os ydmygen imøde, og overleverede Seierherren Nøglerne til Staden, endskiøndt den både ved Natur og Kunst var overordentlig vel befæstet. Dens Størrelse, brede Gader og prægtige Bygninger udmærkede den som een af de anseeligste Stæder jeg har seet. Høistforunderligt forekom det mig, at Qvamiterne, der på alle Sider vare omgivne af så oplyste Nationer, i så lang Tid havde levet i det tykkeste Mørke. Men det må have gået dem, som visse Europæiske Nationer, der ikke bekymre sig om hvad der er uden for dem, holde deres eget altid for det beste, lade alting blive ved det gamle, og derfor blive i den samme Slendrian til evig Tid, uden at komme videre. Fra dette store Nederlag begyndte Tanaqviterne en nye Tidsregning, og da dette afgiørende Slag blev holdt på den tredie Dag i Måneden TORUL, regne de samme blandt de ulykkelige Dage. I samme Måned er Planeten NAZAR, hvis Løb om Solen bestemmer Tidsregningen og Årstiderne, længst borte fra denne Deel af Firmamentet. Hele Firmamentet dreier sig vel ligeledes omkring Solen; men da Planetens Bevægelse er hastigere, synes den større og mindre, ligesom den er nærmere denne eller den modsatte Halvsphære. Efter denne NAZARS Aftagen og Tilvæxt, og af Soelformørkelserne bestemmes de astronomiske Beregninger. Jeg giennembladede engang ved Leilighed de Tanaqvitiske Almanakker, og fandt dem særdeles ordentlige og vel udarbeidede.
   Da Hovedstaden havde overgivet sig, fulgte hele det øvrige Rige dens Exempel. Den Foragt Qvamiterne hidindtil havde været i, forandredes nu til Anseelse, og Keiserdommet blev ved dette overvundne Riges Tillæg næsten dobbelt så betydeligt, som det var før. Eftersom al denne Lykke blev eenstemmigen tilskreven min Klogskab og Virksomhed, så gik den Høiagtelse, man alt for længe siden havde båren for mig, nu over til fast guddommelig Dyrkelse. Da jeg havde lagt Besætninger hist og her i det undertvungne Riges Steder, for at holde dette grumme og krigerske Folk i Roelighed, tænkte jeg ret for Alvor på at udføre min begyndte Plan, og aldeles at udrydde det Barbarie, Qvamiterne hidtil havde døset i. Jeg fandt store Vanskeligheder strax i Begyndelsen med at indføre Videnskaberne; thi det, jeg havde lært i Europa, nemlig Latin og en Smule Græsk, var mig til aldeles ingen Nytte her. Jeg såe mig altså nødt til fra det fiendtlige Land at forskrive tolv meget lærde Tigre. Disse gjorde jeg til Professorer, og pålagde dem at oprette et Universitet, efter Mønster af Academierne i deres Land, og befalede derpå at forflytte det Kongelige Tanaqvitiske Bibliothek til QVAMA. Jeg havde imidlertid foresat mig, såsnart QVAMITERNE vare komne såvidt i Videnskaberne, at de kunde gåe eene, at sende disse lånte Lærere tilbage til deres Hiem.
   Min Nysgierrighed efter at lære at kiende det Tanaqvitiske Bibliothek, var især bleven opvakt af den fangne Anfører TOMOPOLOKO, som fortalte mig, at der iblandt dets Manuscripter fandtes en Bog, hvis Forfatter havde været oppe på vor Klode, og beskrevet adskillige af dens Lande, fornemmelig i Europa. TANAQVITERNE vare komne over dette Manuscript engang, da de førte Krig i et langt fraliggende Land; men Forfatteren havde skiult sit Navn, og man vidste endnu ikke hvad Landsmand han var, eller på hvad Måde han var kommen op over Jorden. Da jeg havde seet Bøgerne igiennem, fandt jeg, at alt hvad TOMOPOLOKO havde berettet mig om dette Skrift var så i sig selv, og åbenbarede ham derfor i Fortrolighed min sande Herkomst og mit rette Fødeland, forsikkrende ham, at jeg ved min Ankomst havde sagt det samme til QVAMITERNE; men dette dumme Folk havde ikke villet fæste Troe dertil, men heller indbilde sig, at jeg var en Gesandt fra Solen, og vedblev endnu hårdnakket i denne Vildfarelse. Jeg lagde til, at da jeg holdt det for Uret, længer at beholde denne så forfængelige Titel, havde jeg besluttet, omsider reent ud at åbenbare alle min sande Herkomst, ved hvilken oprigtige Bekiendelse jeg troede, ikke at kunne tabe det mindste af den Agtelse, jeg stod i, især da jeg håbede, at Læsningen af dette Håndskrift vilde overtyde alle og enhver om, hvor langt Europæerne i Viisdom og Dyd overgåe alle andre Dødelige. Men denne min Beslutning mishagede aldeles denne kloge og erfarne Mand, og han gav mig sin Meening derom tilkiende i følgende Udtryk: "Du må nødvendig, oplyste Helt! først læse Bogen; måskee dens Læsning vil bringe dig på andre Tanker; thi enten lyver Forfatteren, eller og de Overjordiske ere Folk af naragtige og slette Sæder, og deres Love og Indretninger værdigere at belees end beundres. Når du først har læst Bogen, kan du jo siden giøre hvad dig synes; men det vil jeg alligevel råde dig, ikke så ganske uden Overveielse at bortkaste den Titel, som har indgivet QVAMITERNE så stor Ærefrygt for dig. Thi intet i Verden er så skikket til at holde Almuen i Lydighed, som den Fordom, den har om sin Bestyrers ædlere Natur og glimrende Herkomst."
   Jeg fulgte dette Råd, og besluttede at læse Bogen, efter TOMOPOLOKOS Oversættelse. Dens gamle Titel var: TANIANS (man holder dette Navn for opdigtet) REISE OVER JORDEN, ELLER BESKRIVELSE OVER RIGERNE OG LANDENE DER, FORNEMMELIG I EUROPA. Men da Bogen af Brug og Ælde var bleven smudsig og forreven, fattedes uheldigviis netop det, som jeg var meest nysgierrig efter at see, nemlig: hvorledes Forfatteren var kommen op til os, og på hvad Måde han var kommen ned igien.
   Her er Værkets Indhold, således som jeg fandt det:
"Fragmenter af TANIANS Dagbog, holden på en Reise over Jorden,
oversatte af Hans Excellence Herr TOMOPOLOKO, Hærfører i
Hans TANAQVITISKE Majestæts Tieneste.
* * * Dette Land (TYDSKLAND) kaldes det Romerske Rige; men det er blot en tom Titel, eftersom det RomerskeMonarkie for nogle hundrede År siden har aldeles ophørt. Dette Lands Sprog er ikke let at forståe, formedelst den bagvendte Stiil, som hersker deri; thi hvad der i andre Sprog sættes foran, hefte de bag ved, så at man ikke kommer efter Meeningen før man har læst en heel Side igiennem. Regieringsformen er meget urimelig. Man troer at have en Regent, og har dog ingen. Det skal være et Rige, og er dog deelt i adskillige særskilte Fyrstendømmer, der alle have deres egen Regiering, så at den eene Naboe ofte påfører den anden en formelig Krig. Det hele Land kaldes "helligt", endskiøndt man ikke finder mindste Spor af Hellighed deri. Regenten, eller rettere Uregenten, som bærer Navn af Keiser, kaldes "altid Rigets Formerer", endskiøndt han ikke sielden betydelig formindsker det; "uovervindelig", uagtet han ofte bliver slagen og bragt i Knibe, snart af de Franske og snart af Tyrkerne. Man har ikke mindre Årsag til at forundre sig over Folkets Rettigheder og Friheder; thi mange have Rettigheder, som de forbydes at bruge. Der ere skrevne utallige Kommentarer over den Tydske Statsforfatning, men man er desuagtet ikke kommet videre; thi * * *
   * * * Hovedstaden i dette Rige (FRANKRIGE), som er meget stor, hedder PARIS, og kan i visse Måder kaldesHovedstaden i hele Europa; thi den udøver en vis lovgivende Magt over alle andre Europæiske Nationer. Den har, for Exempel, udelukkende Ret til at foreskrive dem, hvordan de skulle leve ogklæde sig, så at ingen Dragt er så ubeqvem og latterlig, at man jo i det øvrige Europa nødes til at bruge samme, hvis Pariserne have fundet for got at indføre den. Hvorledes eller når Pariserne have fået Hævd på denne Ret, er mig ubekiendt. Jeg mærkede dog, at dette Herredom ikke strakte sig til andre Ting; thi de andre Nationer i Europa føre ofte Krig med Franskmændene, og tvinge dem ofte til at indgåe Fred på temmelig hårde Vilkår; men Slaveriet i Levemåde og Klædedragt varer ikke destomindre bestandig ved. I flyvende Fattekraft, Begierlighed efter Nyt, og opfindende Frugtbarhed, ligne Pariserne meget Martinianerne.
   * * * Fra BOLOGNA reiste vi til ROM. Denne Stad ståer under en Præst, som holdes for den mægtigste af alle Kongerog Fyrster i Europa, uagtet hans Rige kan giennemreises på een god Eftermiddag. Thi isteden for at de andre Fyrster kun herske over deres Undersåtteres Liv og Gods, kan han tillige fordærve deres Siele. Europæerne troe i Almindelighed, at denne Præst har Himmelens Nøgler i sin Forvaring. Jeg var meget nysgierrig efter at see disse Nøgler, men al min Umage var spildt, og jeg veed endnu ikke, hverken hvordan de såe ud, eller i hvad Skrin de låe. Den Magt han har og udøver, ikke allene over sine egne Undersåtter, men over det hele menneskelige Kiøn, beståer fornemmelig deri, at han kan friekiende dem, som Gud fordømmer, og fordømme dem, som Gud friekiender: en sandelig uhyre Myndighed, som vore Underjordiske vilde sværge på, ikke kunde tilkomme noget dødeligt Menneske. Men det er en let Sag at binde Europæerne på Ærmet hvad det skal være, og fåe dem til at troe de allerurimeligste Opdigtelser, endskiøndt de holde sig selv allene for kloge, og opblæste af denne Indbildning see alle andre Folkeslag, hvis Sæder de kalde barbariske, over Skuldrene. Jeg vil slet ikke forsvare vore Underjordiskes Sæder, Skikke og Indretninger; men blot anføre nogle af Europæernes, for at lægge for Dagen, hvor liden Ret de have til at opholde sig over andre Nationer.
   Det er brugeligt hist og her i Europa at bestrøe Håret og Klæderne med malet og sigtet Korn, som Naturen har frembragt til Menneskenes Føde. Dette Meel kaldes PUDDER, som de med megen Omhue kæmme af Håret om Aftenen, for at drysse noget igien deri om Morgenen. En anden Skik, som ikke syntes mig mindre latterlig, var denne: De have visse Dækker eller Hatte til Hovederne, for at beskytte dem imod Kulden; men disse bære de i Almindelighed under Armen, endogså midt om Vinteren, hvilket forekom mig ligeså naragtigt, som om jeg såe nogen gåe igiennem Byen med sin Kappe eller sine Buxer i Hånden, og udsætte Legemet, de skulde bedække, for Luftens Umildhed.
   Europæernes Religions Lærdomme ere fortreffelige og overeensstemmende med den sunde Fornuft. I de Bøger, som indeholde hvad de skulle troe og giøre, befales, at man flittigen skal læse dem, og udgranske deres sande Meening, og rådes til Overbærelse med de Svage og Vildfarende. Ikke destomindre bliver den, som tager et og andet i samme Bøger i en anden Forstand, end den største Hob, straffet med Fængsel, pidsket, ja undertiden brændt for sin Mangel på Dømmekraft. Dette kom mig for, som om man vilde kagstryge een, der havde Feil på Synet, fordi det, som man fandt fiirkantet, forekom ham rundt. Man fortalte mig, at nogle tusinde Mennesker af denne Årsag vare blevne halshugne, hængte og brændte.
   I de fleste Stæder og Landsbyer finder man visse Personer, som ståe på ophøiede Steder, og giennemhegle på det strængeste de Synder hos andre, som de selv dagligen begåe, hvilket syntes mig det samme, som at høre en fuld Mand præke imod Drukkenskab.
   Den, som er kommen skiæv, pukkelrygget eller halt til Verden, søger om Titel af Velbåren; den, som er fød af gemeene Forældre, vil hedde Høiædel. Begge Deele er i mine Tanker lige så urimeligt, som om en Dverg vilde kaldes Kæmpe, og en gammel Mand Ungkarl.
   I de større Byer er det næsten overalt bleven Mode at indbyde sine Venner, strax efter Måltidet, til Giæst på en sort, af brændte Bønner tillavet Suppe, som man gemeenligen kalder KAFFE. Til Stederne, hvor de skulle drikke den, trækkes de i en stor Æske på fire Hiul, af to meget stærke vilde Dyr; thi Europæerne holde det for meget uanstændigt at flytte sig på Fødderne.
   På den første Dag i Året fåe Europæerne en vis Sygdom, som vi Underjordiske slet ikke kiende. Tilfældene ved denne Sygdom ere besynderlig Uroe i Sindet og Fortumling i Hovedet, som giør, at ingen på samme Dag kan blive fem Minuter på eet Sted. De løbe ligesom Rasende fra eet Hus til et andet, uden at vide selv hvorfor. Sygdommen varer hos mange i hele fiorten Dage, indtil de endeligen af den evige Omløben blive trætte, komme til sig selv igien, og fåe deres forrige Helbred.
   Da Europæerne plages med en utallig Mængde Sinds Sygdomme, har man og opfunden en utallig Mængde Lægemidler. Somme angribes af en rasende Lyst til at gåe således på Gaderne, at deres venstre Side altid vender imod andres høire. Jo længer man kommer imod Norden, jo stærkere raser denne Sygdom, hvoraf tydeligen sees, at den har sin Grund i Luftens Umildhed. Lægedommen beståer i visse stemplede Blade med nogle Karakterer på. Når de Syge bærer disse Talismaner hos sig, blive de efterhånden bedre. Et andet Raserie fordrives ved Lyden af små Klokker eller Bielder, som sætter Sindet igien i Rolighed; men dette Lægemiddel virker ikke længe; thi efter to Timers Forløb kommer Sygdommen igien med dobbelt Heftighed.
   I FRANKRIGE, ITALIEN og SPANIEN gåe Folk på en Tid af nogle Uger om Vinteren aldeles fra Forstanden. Dette Raserie forjages ved at strøe Aske på de Galnes Pander. I den nordlige Deel af Europa, hvor denne Aske har ingen Kraft, måe Naturen hielpe sig selv.
   De fleeste Europæer have den Skik, tre eller fire Gange hvert År, i Vidners Overværelse, at indgåe en vis høitidelig Pagt med Gud, som de strax efter bryde. De kalde denne Pagt COMMUNION, og synes at indgåe den, blot for at vise, at det er Skik hos dem, tre fire Gange om Året at bryde deres Løfter. Når de bekiende deres Synder og anråbe Gud om Nåde, skeer det gierne efter Takten og på visse Melodier. Undertiden tage de Fløiter, Basuner og Trommer til Hielp: alt ligesom Synden er stor til, hvis Straf de med Musik ville afbede.
   Næsten alle Nationer i Europa ere forbundne til at troe og bekiende de Lærdomme, som indeholdes i en vis hellig Bog. Men i de sydlige Lande er denne Bogs Læsning aldeles forbuden, så at Menneskene tvinges til at troe, hvad de uden Straf hverken tør læse eller kikke i. I samme Egne er det ligeledes strængeligen forbuden at dyrke og tilbede Gud, undtagen i et Sprog, som man ikke forståer; så at kun de Bønner holdes for lovlige og Gud behagelige, der giøres af dem, der ikke vide hvad de selv sige.
   I alle store Byer blive de, som ophøies til Æresposter og Værdigheder, værkbrudne, så at de, ligesom Syge, bæres igiennem Gaderne i tillukte Æsker.
   De fleste Europæer lade deres egne Hår afrage, og bedække det skaldede Hoved igien med fremmede.
   De lærde Stridigheder, som i Almindelighed beskieftige de Europæiske Akademier, beståe i Undersøgelser om Ting, hvis Opdagelse enten er uden al Nytte, eller hvis Natur den menneskelige Forstand umueligen kan begribe. De lærdeste Materier, Europæerne afhandle, angåe et Par gamle, for længe siden uddøde Folkeslags Støvler, Skoe, Tøfler, Halssmykker og Kapper. I Videnskaberne for Resten, såvel de geistlige som verdslige, dømmer ingen selv, men underskriver blot andres Domme. Den Meening de eengang strande på, blive de hængende ved, som Østers på en Klippe. De sige, at de troe den, de kiende for den viiseste, i alting: og jeg vilde ikke have det mindste at indvende herimod, hvis råe og ukyndige Folk kunde kiende i denne Sag. Men til at afgiøre, hvo der er viis, udfordres at man selv er det.
   I de sydlige Lande bæres i Kiøbstæder og Landsbyer nogle Kager omkring, som Præsterne give ud for Guder; det underligste er, at Bagerne selv, skiøndt Deien, hvoraf de have bagt dem, klæbrer dem endnu på Fingrene, giøre deres Eed på, at disse Kager have skabt Himmelen og Jorden.
   ENGELLÆNDERNE foretrække deres Friehed for alt, og ere ikke Slaver, uden af deres Koner. De forkaste i Dag den Religion, de bekiendte sig til i Går. Jeg tilskrev Landets Beliggenhed denne Ustadighed; da de ere Øeboere og Søefolk, har rimeligviis deres ustadige Element nogen Virkning på dem. De spørge meget flittigen til hinandens Sundhed og Befindende, så at man skulde troe, at de alle vare Læger; men det Spørsmål: HOW DO YOU DO? eller: Hvordan befinder De Dem? er en blot Talemåde, en Lyd uden mindste Bemærkelse. Man filer og tilspidser på denne Øe sin Forstand og Tænkekraft så meget, at endeel tilsidst reent tabe den.
   Imod Norden ligger en Republik, som beståer af syv Provindser. De kaldes FOREENEDE, uagtet man ikke finder Spor i samme til mindste Eenighed. Pøbelen praler her af sin Magt, og påståer, selv at råde for Statsbestyrelsen, uagtet Almuen ingensteds er meer udelukket fra offentlige Forretninger, og hele Regieringen er i nogle få Familiers Hænder. Indbyggerne i denne Stat sammenskrabe med ængstlig og utrættelig Omhyggelighed store Rigdomme, som de dog ikke nyde, så at deres Punge altid ere fulde, og deres Maver altid tomme. Man skulde næsten troe, at de levede blot af Røg, som de sue til sig igiennem visse Rør eller Leerpiber. Man må imidlertid tilståe, at dette Folk overgåer alle andre i Reenlighed; thi de toe alle Ting, undtagen deres Hænder.
   I adskillige store og små Byer i det nordlige Europa gåe Vægtere omkring på Gaderne om Natten, som, for med deres Syngen, eller rettere Skryden, at ønske de Sovende Roe, vække dem hver Time.
   Hvert Land har sine Love og Skikke, som gemeenligen ere hinanden ganske modsatte. Således, for Exempel, er, efter Loven, Konen underkastet sin Mand; men efter Skikken, Manden underkastet sin Kone.
   I Europa ståe de i størst Anseelse, som leve så overdådigen, at de ikke blot opæde Landets Frugter, men Landet selv; og ingen Stand foragtes, uden den, som dyrker Jorden og føder disse Ædere.
   Hvor vidt Europæerne have bragt det i Laster, kan man slutte af de mange Galger og Rettersteder, man finder overalt. Hver Bye har sin egen Bøddel. Engelland allene måe jeg undtage, hvor jeg troer der gives slet ingen Bødler, eftersom Indbyggerne hænge sig selv.
   Jeg har en Slags Mistanke om, at Europæerne ere Menneskeædere; thi de indslutte hele Hobe af friske og stærke Mennesker i visse Lukker, som de kalde Klostere, blot til den Ende, at de skulde blive glatte og fede, hvilket sielden slåer feil, da de, fritagne for alt Arbeide, have intet andet at sørge for i disse Lysthaver, end at giøre sig tilgode.
   Europæerne drikke gierne Vand hver Morgen for at afkiøle Maven; men neppe have de fået Heden på denne Måde dæmpet, før de drikke Brændeviin, for at hidse den igien.
   Religionen i Europa deeles i to Hovedsecter: den Romersk-Catholske, og den Protestantiske. Protestanterne tilbede kun een Gud, Catholikerne flere; thi de have ligeså mange Guder og Gudinder, som Stæder og Landsbyer. Alle disse Guder og Gudinder har Paven, eller Ypperste-Præsten i Rom, skabt, og Paven igien bliver skabt af visse Præster, eller de så kaldte Cardinaler. Man seer heraf, hvilken Magt disse Cardinaler må have, siden de kunne skabe Guders Skabere.
   De gamle Indbyggere i ITALIEN undertvang hele Verden, og lystrede deres Koner; de nu værende derimod mishandle deres Koner, og lystre hele Verden.
   Dyrene i Europa deeles i to Klasser: de som opholde sig på Landet, og de som opholde sig i Vandet. Dog gives der og nogle, som man kalder Amphibier, der kunne leve i begge Elementer, for Exempel: Frøer, Marsviin og HOLLÆNDERE; thi disse boe i Moradser, og

-færdes nok så got i Søen, som på Landet.
   Europæerne have samme Levnetsmidler som vi. SPANIERNE allene leve blot af Luften.
   Handelen blomstrer hist og her i Europa, og mange Ting ere endog her tilfals, som man aldrig driver Handel med hos os. Således sælger man i ROM Himmelen, i SCHWEIZ sig selv, og i * * * sættes Krone, Scepter og Kongeværdigheden på offentlig Auction.
   I SPANIEN er Ladhed det sande Kiendetegn på et velopdraget Menneske, og intet er større Beviis på ægte Adel end Søvn.
   De kaldes overalt Rettroende, som ikke vide hvad de troe, og som ikke gide giort sig den Umage at undersøge hvad de høre. Der gives adskillige, som blot på Grund af denne Skiødesløshed og tankeløse Ladhed indføres i de Helliges Tal; da derimod de, som, bekymrede for deres evige Skiebne, nøiere prøve og veie alle Ting, for mindste Afvigelse fra den herskende Meening fordømmes i al Evighed.
   I Almindelighed troe Europæerne, at det, til evig Salighed, eller evig Fordømmelse, ikke kommer an på Menneskenes Handlinger i Livet, Udøvelsen eller Forsømmelsen af deres Pligter, men blot på Stedet man er fød på; thi de tilståe alle, at de, hvis de vare fødde i et andet Land, og af andre Forældre, vilde have havt en anden Troe. De syntes derfor, ikke så meget at fordømme Folk, fordi de havde den eller den Religion, som fordi de vare fødde på det eller det Sted, hvilket jeg slet ikke kan finde overeensstemmende med Guds Retfærdighed og Godhed.
   Iblandt deres Skribentere ståe de i størst Anseelse, som således forvende og bagvende den naturlige Orden i Stilen, at det, som i sig selv var klart og tydeligt, derved bliver mørkt og uforståeligt. Disse kaldes "Poeter", og deres Ordomflytning "Poesie". Dog er dette endnu ikke nok til at være en ægte Poet; en sådan må tillige kunne lyve forskrækkeligen. Man dyrker af denne Årsag, med en Art af guddommelig Tilbedelse, en vis gammel HOMERUS, der skal have været Mester i begge Dele. Mangfoldige efterabe ham i Ordenes Omflyttelse og Sandhedens Forfalskning; men ingen har, som man siger, nået ham endnu.
   Videnskabs Dyrkerne kiøbe Bøger i stor Mængde; dog ikke så meget for Indholdets, som for Bindets og Formatens Skyld. Boghandlerne, som snart ere komne under Veir med denne Bogforfængelighed, bruge derfor det Kneb at lægge de usleste og almindeligste Bøger op på nye, i en anden Format, med anden Tryk, og Kobbere, så at Prisen for den samme Bog bliver ti Gange dyrere. Man må mærke, at Videnskaberne udgiøre en Green af Handelen der, og at Philosopher og andre Forfattere regnes blandt de snueste Kiøbmænd. Tosserne skrive gierne helst og de fleeste Bøger, som om de frygtede, at Rygtet om deres Dumhed ellers ikke skulde komme til Efterkommerne.
   Academierne i Europa ere ligeså mange Handelsbørse, hvor for mådelig og billig Priis Grader, Promotioner, Værdigheder, alle Slags Lærdomstitler og deslige videnskabelige Varer ere tilfals, hvilke man her under Jorden først efter megen Sveed og Møie, og mange Års daglige og natlige Studering, kan tilveiebringe sig. Doctorer kalder man dem, som have nået den høieste Spidse af al menneskelig Lærdom, eller, som Europæerne kalde det, have besteget Toppen af det Bierg Parnassus, hvor der skal boe ni så kaldte Jomfruer. Næst efter dem komme Magistrene, som for noget ringere Priis fåe deres lærde Titler, og derfor og holdes for mindre alvidende. Man seer heraf, hvor stor en Velvillighed imod det menneskelige Kiøn der hersker på de overjordiske Universiteter, siden de bane Veien så let og magelig til Lærdom. De Nordiske Academier ere heri lidt meere vrantne, da de ikke bortgive de høieste Æresposter uden efter foregående Examen.
   De Lærde og Ulærde skilles fra hinanden ved forskiellig Klædedragt og Sæder; men fornemmelig ved forskiellig Religion. Disse troe for det meeste kun på een Gud, hine derimod dyrke flere Guder og Gudinder. De Lærdes fornemste Guddomme ere APOLLO, MINERVA, de ni Muser, og andre ringere hele eller halve Guder, som Poeterne påkalde, når de fåe i Sinde at rase. De Lærde selv inddeles efter deres forskiellige Studeringer, i forskiellige Klasser, såsom Philosopher, Poeter, Grammatikere, Physikere, Metaphysikere, og så videre.
   En Philosoph er en videnskabelig Kræmmer, som for en vis bestemt Priis sælger Selvfornægtelses, Mådeligheds og Fattigdoms Forskrivter, og præker så længe imod Rigdom indtil han selv bliver rig. Faderen for Philosopherne er en vis SENECA, der ved at bære sig således ad, samlede sig kongelige Rigdomme.
   En Poet er et Menneske, som giør Opsigt med trykt Sladder, Løgn og Raserie. Afsindighed er derfor et Særmærke på de sande høie Digtere. Alle, som udtrykke deres Meening med Tydelighed og Simpelhed dømmes uværdige til Laurbærkrandsen.
   Grammatikerne udgiøre en vis Art af Krigsstand, der forstyrrer den offentlige Rolighed. De kiendes fra andre Krigere derpå, at de isteden for affarvede have sorte Munderinger, og Penne isteden for Sværd. De fægte med ligeså stor Hårdnakkenhed for Bogstaver og Ord, som hine for Frihed og Fædreneland. Jeg troer, at Regieringen allene til den Ende underholder dem, at det menneskelige Kiøn ikke i Fredstider skal fåe Skiørbug af al for megen Rolighed. Undertiden dog, når disse lærde Krige gåe så vidt, at de true med Blodsudgydelse, lægger Øvrigheden sig med sin Myndighed derimellem, som jeg hørte for nogen Tid siden at være skeet i Paris, hvor det store Råd, da Stridigheden imellem Doctorerne over Q og K blev for alvorlig, omsider gav Tilladelse til at bruge begge disse Bogstaver.
   En Physiker er en, som randsager Jordens Indvolde, de tobeenede, fiirbeenede og fleerføddede Dyrs, Ormes og Insecters Natur, og som kiender, kort sagt, alle Ting, undtagen sig selv.
   En Metaphysiker seer allene det, som er skiult for alle andre, kiender, beskriver og udvikler Åndernes og Sielenes Væsen, alt det, som er, og alt det, som ikke er; men formedelst sit alt for skarpe Syn skielner ikke hvad der ligger ham lige for Fødderne.
   Således er Tilstanden i den lærde Republik i Europa. Jeg kunde anføre mange flere Ting; men det må være nok at have givet Læseren en Mundsmag af det fornemste, der vil noksom sætte ham istand til at dømme, hvorvidt Europæerne have Ret til at holde sig selv for de eeneste Kloge. Det måe man imidlertid indrømme de overjordiske Doctorer og Magistrer, at de have langt større Færdighed i Opdragelses Videnskaben, end vore underjordiske Lærde; thi der gives Lærere i Sprog og Videnskaber, der ikke allene lære det fra sig, de selv have lært; men endog det, hvoraf de ikke forståe det allerringeste. Det falder os allerede vanskeligt, på en let Måde at bibringe andre, hvad vi selv vide; men at lære dem, hvad vi ere aldeles ukyndige i, derom have vi næsten intet Begreb engang. Der findes adskillige blandt de Europæiske Lærde, der med lige Iver dyrke både Theologien og Philosophien. Som Philosopher, tvivle de om alle Ting, og, som Theologer, troe de hvad det skal være. Europæerne besieles af samme Lyst til Studeringer, som vi underjordiske; men blive i meget kortere Tid Lærde. Denne Fordeel skylde de en vis magisk Opfindelse (lærde Journaler, Cataloger, Ordbøger, Encyclopædier, o. s. v.), hvorved de sættes i Stand til at læse et halvhundrede Bøger på een Eftermiddag.
   De overjordiske Folk ere overmåde andægtige, og særdeles ivrige i at bede. De rette sig alligevel, i det sidste, ikke efter deres Hiertes Tilskyndelse og Bevægelse, men efter Klokkeringen, Uhre og Soelskiver, så at deres Andagt er fuldkommen mekanisk, og bestemmes meer af udvortes Tegn, gammel Vane og visse Klokkeslet, end af inderlig Følelse. Hvor flittige de ere i Bøn og Påkaldelse, kan man slutte deraf, at de fleste, mens de hugge Brænde, skure Tallerkener, og have andet Håndarbeide for, synge åndelige Psalmer.
   Da jeg kom til ITALIEN, ansåe jeg mig som Herre over hele Landet; thi enhver, som mødte mig, kaldte sig min Slave. Da jeg fik i Sinde at sætte Prøve på denne underdanige Lydighed, befalede jeg engang min Vert at låne mig sin Kone en Nats Tid; men han blev ordentlig opbragt herover, befalede mig at pakke ind, og, da jeg nølede noget længe, jog mig på Døren.
   I NORDEN søge Indbyggerne med yderste Begierlighed Titler af Embeder, som de ikke have; og alle ere så hidsige efter at gåe på den høire Side, at de næsten gåe fra Forstanden. Videre * * * * *"
   Længer strakte min Tålmodighed sig ikke. Jeg blev optændt af den yderste Forbittrelse, kastede Bogen bort, og forsikkrede TOMOPOLOKO, som var hos mig, at det var lutter Opdigtelser af en ubillig og galdefuld Skribent. Men da den første Hede havde sat sig, begyndte jeg at fælde en noget mildere Dom over denne Reisebeskrivelse, eftersom jeg såe, at Forfatteren, endskiøndt usand og ubillig i de fleste Stykker, dog ikke altid havde afveget fra Sandheden, men truffen den endog i mange Ting på en Prik. For Resten fulgte jeg TOMOPOLOKOS Råd, omhyggeligen at nære QVAMITERNES falske Meening om min Herkomst, da jeg fandt det rådeligere til mine Planers Udførelse at gielde for overordentlig Gesandt fra Solen, end for simpel Europæisk Borger.
   Efterat alle Naboerne i lang Tid havde holdt sig rolige, og jeg imidlertid havde benyttet mig af den velgiørende Fred til at indrette Staten efter mit Ønske, fik vi pludselig Efterretning om, at tre af de mægtigste Nationer havde foreenet sig imod QVAMITERNE, nemlig ARCTONIERNE, KISPUSIANERNE og ALECTORIANERNE. De første vare med Fornuft og Tale begavede BIøRNE, et meget hårdt og krigersk Folk. Den Kispusianske Nation bestod af overordentlig store KATTE, som for deres Snedighed og Dømmekraft vare almindelig berømte, og ikke så meget ved legemlig Styrke, som ved snilde Påfund og Krigspuds havde bestandigen holdt de mægtigste Fiender Stangen. Alectorianerne, da de ligeså got strede i Luften, som på Jorden, vare heller ikke at løbe med. De vare HANER, bevæbnede med Buer og forgiftede Pile, der sielden feilede, og voldte dødelige Sår, hvor de traf.
   Disse tre Folkeslag vare blevne forbittrede over Qvamiternes usædvanlige Fremgang og Tanaqviternes Nederlag. For at standse den Qvamitiske Vælde, inden den greb for vidt om sig, indgik de altså et fælles Forbund; men førend de lode udgåe nogen Krigserklæring, afsendte de Gesandtere til QVAMA, som forlangte Tanaqviternes Frihed, og forkyndte Keiseren formelig Krig, hvis samme blev nægtet. På mit Tilråden bleve de strax affærdigede med følgende Svar: "Da Tanaqviterne, som Forbunds- og Fredsbrydere, havde fortient den Elendighed, de ved deres egen Dårlighed og Stolthed selv havde styrtet sig i, havde Hans Majestæt Keiseren i QVAMA besluttet, af alle Kræfter at forsvare den Eiendom, han i en lovlig Krig havde erhvervet sig, til det yderste, imod enhver Angriber, uden i mindste Måde at frygte enten disse foreente Folkeslags, eller nogen anden Magts Trudsler." Med dette Svar bleve Gesandterne sendte tilbage; og vi gave os strax ifærd med Tilberedelserne til den forestående Krig. I kort Tid fik jeg en Krigshær af fyrretive tusinde Mand bragt på Beenene, hvoriblandt vare otte tusinde Ryttere og to tusinde Flinteskyttere. Keiseren, så affældig han var af Alderdom, besluttede selv at være med i dette Feldttog, og var endnu så opflammet af Begierlighed til Ære, at hverken hans Gemalindes, Børns, eller mine Forestillinger formåede ham til at afståe fra dette Foretagende. Hvad der i denne Tingenes Forfatning giorde mig meest urolig, var den Tvivl og Mistanke jeg havde til Tanaqviterne, da jeg frygtede, at de, utålmodigen over deres nye Trældom, vilde gribe den først beste Leilighed til at afkaste Åget, og gåe over til Fienderne. Jeg bedrog mig ikke; thi strax efter Krigens Forkyndelse fik vi vide, at tolv tusinde Tanaqviter i fuld Rustning vare gangne over til den fiendtlige Leir; så jeg mærkede, at vi på eengang fik med fire mægtige Fiender at bestille.
   I Begyndelsen af Måneden KILIAN lod jeg Krigshæren brække op, efterat den var forsynet med alle Nødvendigheder. På Marschen mødte vore Speidere os med den Beretning, at de foreenede Tropper allerede vare brudte ind i TANAQVI, og beleirede Fæstningen SIBOL på Grændserne af KISPUSIA, med så megen Heftighed, at Commandanten allerede tænkte på Opgivelse. Men såsnart de mærkte vor Ankomst, ophævede de Beleiringen, og rykkede imod os. Slaget blev holdt i en Dal, ikke langt fra den beleirede Fæstning, hvoraf det endnu den Dag i Dag er, kaldes det Sibolske Feldtslag. ARCTONIERNE, som stode på den venstre Fløi, anfaldt vore Ryttere, og giorde et stort Nederlag iblandt dem; og da de oprørske TANAQVITER understøttede dette Anfald, syntes det næsten at være ude med os. Men Flinteskytterne kom Rytteriet til Hielp, og i det disse med to dygtige Salver adsplittede de fiendtlige Gelidder, fik Træfningen et ganske andet Udseende, og de nylig seirende Fiender såe sig nødte til lidt efter lidt at vige, så længe til de aldeles gave sig på Flugten. Mens dette gik for sig, bragte KISPUSIANERNE på den anden Side vore Fodfolk stærkt i Knibe. De afskiøde med så megen Behændighed og Lykke deres Pile, at sex hundrede Qvamiter i kort Tid bleve deels dødeligen sårede, deels reent ihielskudte. Men da Rytteriet med Flinteskytterne kom til, nødtes de til at tage Flugten, dog således, at de beholdt deres Gelidder i Orden, og syntes meere at trække sig tilbage, end at flye; hvilket de kunde tilskrive deres Anførers, MONSONIUS'S Klogskab og Erfarenhed, der, på den Tid, i Krigskunsten giorde alle underjordiske Hærførere Palmen stridig. Endnu vare ALECTORIANERNE tilbage, som det var meest vanskeligt at overvinde; thi såsnart vore Flinteskyttere lagde an på dem, svang de sig op i Luften, og skiøde derfra deres Pile med så megen Eftertryk ned på vore Hoveder, at få reiste sig igien, som faldt til Jorden derved. De traf bestandigen; thi man skyder altid meget lettere og sikkrere ovenfra nedad, end nedenfra opad; men vore derimod, formedelst Fiendernes idelige Flagren og Bevægelse, feilede som oftest. Midt i Stridens største Hede blev Keiseren, der foer omkring, hvor Faren var størst, og skiød selv på Fienderne med al muelig Tapperhed, truffen i Halsen af en forgiftet Piil, og faldt ned af Hesten. Man bar ham strax ud af Slaget til sit Telt, hvor han kort efter opgav Ånden. I denne slibrige Forfatning holdt jeg det for rådeligst at pålægge alle dem, som havde været Vidne til dette bedrøvelige Tilfælde, Taushed, at de Stridende ikke skulde tabe Modet ved Tidenden om Keiserens Død. Jeg bød dem derfor at være ved got Mod; Keiseren, sagde jeg, var kun besvimet af det pludselige Skud, og Pilen var ikke gået dybt ind i Kiødet. Da Blodet var tørret af, havde jeg seet Såret, blev jeg ved, og fundet, at det slet ikke var dødeligt, så at jeg håbede, de snart skulde fåe ham at see igien ganske frisk. Da de fleste således bleve uvidende om hvad der var hendet Keiseren, varede Slaget til Midnat; men da ALECTORIANERNE, udmattede af Arbeide og Sår, trak sig tilbage til deres Leir, giorde jeg Stilstand på så mange Dage, som jeg behøvede til at lade de Dræbte begrave. Imidlertid, da jeg mærkede, at jeg havde et nyt Kunstgreb nødig, for at betvinge disse vingede Fiender, lod jeg, mens Stilstanden varede, Flintekuglerne støbe om til Hagl. Dette Middel havde så heldig en Virkning, at ALECTORIANERNE i den følgende Trefning faldt hovedkulds ned af Luften, som Fluer, og den halve Deel af deres Krigshær omkom ynkeligen på denne Måde. De overblevne strakte derpå Gevær, og bade ydmygen om Fred. ARCTONIERNE og KISPUSIANERNE fulgte deres Exempel, og overgave sig selv med Våben og Fæstninger i vore Hænder.

Da alle disse Ting vare lykkeligen bragte til Ende,
See da kaldte jeg sammen de første af Folket, de Ældste,
Alle Troppernes Hov'der, til Høiråd i fulde Forsamling;
Lig det boblende Havs høitbrusende Bølger de strømte
Alle til mig i Teltet, og tause hørte min Tale:
"Ædle, tapre, berømte Krigere! Jeg tvivler ikke på, at det jo er de fleste iblandt Eder noksom bekiendt, med hvor ængstlig Bekymring og Omhue, jeg har rådet Hans Majestæt, Kejseren, fra at vove sit eget dyrebare Liv i dette Tog. Men hans medfødte Tapperhed og uforskrækkede Heltemod tillod ham ikke, i Magelighed at blive hiemme på en Tid, da vi andre vove Livet imod hans Fiender. Sandeligen! det er den eeneste Begiering, som Hans Keiserlige Majestæt nogensinde har afslået mig. O! at Allerhøistsamme havde været vanskeligere i at tilståe mig alle andre Ting, og villigere i denne eene! vi skulde da ikke have befunden os i denne ulykkelige Tilstand, hvori hans uformodentlige Død har styrtet os; men vort Indtog i den Keiserlige Hovedstad skulde da have blevet en sand Triumf, og vor Glæde over så mange herlige Bedrivter skulde da have været fuldkommen, ublandet med nagende Kummer! Jeg kan ikke længer, og bør ikke længer dølge den sørgelige Tildragelse, som har givet enhver af os et større Sår, end alle Fiendernes samtlige Pile havde kunnet forvolde. Vider altså, at vor Keiser, midt i Slaget, hvor han streed med den ham egne Tapperhed, blev truffen af en ulyksalig Piil, og kort efter opgav sin Ånd! Gyselige Tilfælde! hvilken Sorg, hvilken almindelig Kummer vil denne store Fyrstes Tab udbrede over hele Riget! Dog, taber ikke ganske Modet! Den store Helt ophører at døe; men ikke at leve. Eders Keiser er ikke død for Eder! Han lever igien i to voxne Prindser, sande Aftryk af den fortreffeligste Fader, og ikke mindre Arvinger til hans Dyder, end til hans Riger. I have ikke forandret Keiser, men blot Keiserens Navn. Og da Prindsen TIMUSO, som den Førstefødde, modtager sin Faders Krone, er jeg fra nu af under hans Scepter Krigshærens Anfører. Leve TIMUSO! ham ville vi samtligen hylde! ham ville vi sværge evig Troskab! ham skulle vi herefter alle lyde!"


Kapitel 14 >