WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Niels Klims underjordiske Reise




(1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


XIV: Forfatteren bliver Monark under Jorden

   Da Talen var til Ende råbte de alle med høi Røst: "VI VILLE HAVE PIKIL-SU TIL KEISER." Da jeg hørte dette, blev jeg ganske forskrækket, og bad dem alle med Tårer i Øinene, ikke at glemme den Troskab, de skyldte den Keiserlige Familie, og de Velgierninger, som den afdøde Monark havde beviist enhver især iblandt dem, såvelsom alle i Almindelighed, da de ved en sådan Utaknemmelighed vilde sætte en uudslettelig Skamplet på Nationens Navn. Jeg lagde til, at jeg ikke desto mindre vilde være dem til Nytte, som Privatmand, om de ellers kunde have nogen Nytte af mig. Men mine Ord udrettede ikke det mindste.

Folkets Føreres Sind opflammed' end meere min Tale;
Og blandt Folkene selv opstod en almindelig Mumlen.
Soldaterne blandede deres Skrig med Anførernes Råb, og den hele Leir gienlød adskillige Gange af de anførte Ord. Jeg bedækkede mit Hoved, og forføiede mig derfra ind i mit Telt, og forbød Vagten at indlade nogen; thi jeg håbede, at Soldaterne skulde blive anderledes til Sinds, når den første Heede havde lagt sig. Men Officierer og Soldater trængte med Magt ind i Teltet, og satte Kronen på mit Hoved, hvor meget jeg end satte mig derimod. Derpå førte de mig ud, og udråbte mig under Paukers og Trompeters Lyd til KEISER I QVAMA, KONGE OVER TANAQVI, ARCTONIEN og ALECTORIEN, samt STORHERTUG I KISPUSIEN. Da jeg såe, at det ikke stod til at forandre, satte jeg mig ikke længer imod min egen Lykke: og jeg må tilståe, at denne høie Værdighed ikke var mig så ganske imod; thi et Keiserdom, med tre Kongeriger og et Storhertugdom, ere Ting, som kunde sætte enhver anden i Fristelse. Jeg skikkede vel strax Gesandter til Prindsen, for at berette ham, hvad der var forefaldet, og råde ham, at han tappert skulde håndhæve den Ret, som Fødselen havde forhvervet ham, ved at erklære dette nye lovstridige Valg for dødt og magtesløst; men jeg foresatte mig dog tillige, at jeg ikke så let vilde lade dette mig frivillig tilbudne Keiserdom fare. Jeg affærdigede altså egentligen dette Gesandtskab, for at undersøge Prindsens Tænkemåde. Såsom denne unge Herre var udrustet med ypperlige Naturgaver, og især med en skarp Dømmekraft, vidste han vel hvor mange Smuthuller og listige Udveie Menneskene kunne udfinde, og da han giettede sig til min forstilte Beskedenhed, søgte han med Klogskab at skikke sig i sin Skiebne, fulgte Krigshærens Exempel, og udråbte mig selv til Keiser i Hovedstaden. Derhen blev jeg bragt i Triumf, ledsaget af Generalerne, under det hele Folks Fryderåb, og nogle Dage derefter blev jeg kronet. Således var jeg fra en skibbrudden Mand forvandlet til en Monark. På det jeg kunde giøre mig QVAMAS Indbyggere endnu meere forbundne, og ligeså meget ved private som offentlige Handlinger befæste min Magt, formælede jeg mig med den afdøde Keisers Datter; thi jeg mærkede, at mine Undersåtter endnu elskede og ærede den gamle Keiser-Familie. Denne Prindsesse hed RALAC, og

Blomstred', lig den nys udsprungne Rose,
   I modne Purpursmiil. -
Da jeg havde bragt så mange og store Ting i Rigtighed, tænkde jeg på nye Midler, hvorved jeg kunde udvide mit Rige, og giøre det frygteligt for den hele underjordiske Verden. Fornemmeligen var jeg betænkt på at holde de nylig overvundne Folk i Lydighed. I denne Hensigt anlagde jeg hist og her nogle Fæstninger, og lagde stærke Besætninger deri; de Overvundne behandlede jeg med Mildhed, og ophøiede endog nogle af dem til anseelige Embeder i Residentsstaden. Især beviiste jeg de to fangne Anførere, TOMOPOLOKO og MONSONIUS, så megen Gunst, at nogle af Qvamiterne bleve misundelige derover, endskiønt de endnu ikke lode sig mærke med deres Fortrydelse. Længe låe denne Gnist skiult i Asken, indtil den endelig brød ud til en åbenbar Ildebrand, som jeg siden skal fortælle. Hiemme stræbte jeg at bringe de skiønne Videnskaber og Krigskunsten til den høieste Fuldkommenhed; og såsom dette Land havde tykke Skove og Træer nok til Skibsbyggerie, stræbte jeg af al Magt at fåe udrustet en Flode af Krigsskibe, byggede efter Europæernes Måde, og hvor overvældet jeg end var med andre Forretninger, lod jeg dog dette eene være mig så vigtigt, at jeg syntes ikke at foretage mig andet. I dette Arbeide betiente jeg mig især af Kispusianerne, som vare temmelig erfarne i Søevæsenet, og siden giorde jeg MONSONIUS til Admiral over Floden.
   Jeg lod hugge Tømmer og smedde Værktøi, og drev så ivrig på Arbeidet, at jeg havde en Flode af tive Skibe i Søen den tredsindstivende Dag efterat Træerne vare fældede. Da alt dette var gået efter Ønske, betragtede jeg mig selv som en anden ALEXANDER under Jorden; thi jeg havde i Sinde at giøre ligeså megen Opsigt her, som han havde giort på vor Klode. Den afsindige Herskesyge voxer stedse, og kiender ingen Grændser. For nogle År siden havde et Kapellanie, Skriverembede, eller et ringe Degnekald været mine Ønskers høieste Mål: jeg vovede dengang ikke at håbe meere, og nu syntes fire eller fem Kongeriger mig for lidet; så at jeg i Henseende til min Begierlighed, som stedse tiltog med min Magt og Formue, aldrig havde været fattigere og meere trængende end nu.
   Jeg var underrettet af de Kispusianske Skippere, såvel om Havets, som de omliggende Landes Beskaffenhed, og havde erfaret, at man efter otte Dages lykkelige Seilads kunde nåe Keiserdommet MEZENDORES Kyster: og da man derfra let kunde komme over til MARTINIA, hvilken Vei jeg selv nylig havde seilet, besluttede jeg at iile med dette Tog. Det var egentligen MARTINIA, som jeg sigtede til: deels af Lyst til dette Folks Rigdomme, deels fordi MARTINIANERNE fremfor alle andre vare erfarne i Søevidenskaberne, og jeg altså kunde behøve dem til mit store Forehavende. Desuden var der endnu noget, som bevægede mig til at undertvinge dette Folk: jeg vilde nemlig hevne mig på dem. Jeg overtalte den ældste af Prindserne til at tage Deel med i dette Tog, og foregav, at Hans Høihed vilde derved fåe en ypperlig Leilighed til at vise sin Tapperhed og Forstand; men min egentlige Hensigt var, at jeg vilde beholde ham til Gidsel og Pant på Qvamiternes Troskab. Vel blev den yngste Prinds tilbage; men Regieringen betroede jeg i min Fraværelse til Keiserinden, som alt da var frugtsommelig. Den hele Flode bestod af tive store og småe Skibe, som alle vare byggede ligesom Skibene i MARTINIA, og det efter Kispusianeren MONSONIUS'S Råd og Bestyrelse, der med egen Hånd havde udkastet Planen dertil. MARTINIANERNE vare iblandt de Underjordiske ligesom TYRERNE og SIDONERNE fordum, eller ENGELLÆNDERNE og HOLLÆNDERNE nu omstunder, i vor Verden, der tilegne sig Herredømmet over Havet. Men da jeg kom til MARTINIA, såe jeg, hvor meget man i disse Skibes Bygning havde forfeilet den Martinianske Model.
   Vi gik under Seil på den Årstid, da Planeten NAZAR sees i sin Middelstørrelse. Da vi havde pløiet Havet i tre Dage, såe vi en stor Øe, hvis Indbyggere let kunde undertvinges, formedelst en Ueenighed, som på den Tid deelte dem i Partier. Da de ingen Våben have, og ikke forståe at bruge dem, stride de blot med Skieldsord og Forbandelser. Deri beståer også deres Straf, og al deres Krig. Hos dem kastes Forbrydere i Fængsel, og efter Forhøret slæbes de hen på Torvet, for offentligen at udskieldes og forbandes. Hertil har man visse Betientere, som kaldes SABUTER eller Skiendegieste, og ere ligesom Skarprettere og Politiebetiente hos os. Deres Skabning er allene forskiellig fra andre Menneskers deri, at Fruentimmerne hos dem have Skiæg, og Mændene ikke; desuden vende deres Fødder bagud, og ikke, som andre Menneskers, fremad. Da vi havde giort Landgang her, mødte vi henimod tre hundrede KANALISKER; thi således kaldes disse Øeboere. De angreb os som Fiender, og brugte deres sædvanlige Våben, Skieldsord og Forbandelser. Som vi fik at høre af en Alectorianer, der forstod det Kanaliskiske Sprog, vare disse Skieldsord så bidende, at de dermed beviiste, hvor store Mestere de vare i denne Måde at stride på, og at de deri ikke gave vor Tids Kunstdommere noget efter. Men jeg vidste vel, at

         - - Trudsler uden Magt
Bør høres og bestrides med Foragt,
og forbød at bruge Vold imod et ubevæbnet Folk. Blot for at giøre dem bange, lod jeg skyde med en Pistol iblandt dem, hvilket strax havde den Virkning, at de faldt på Knæe og bade om Nåde. Derpå kom de fornemste Småkonger på denne Øe ydmyge til mig, overgave sig selv tilligemed deres Undersåtter, og giorde hele Øen skatskyldig til mig. Det var ingen Skam for dem, sagde de, at overvindes af den, som var uovervindelig, og de kunde med Ære underkaste sig den, som Lykken havde ophøiet over alle andre. Da altså denne Øe var bleven mig skatskyldig, hvorved min Magt vel var noget udvidet, men min Ære for Seieren over så ustridbart et Folk ikke meget formeeret, lettede vi Anker, og kom efter nogle Dages lykkelige Seilads til MEZENDORE'S Kyster. Her holdt jeg Krigsråd, om enten det var best strax at angribe, eller i Forveien lade spørge Keiseren ved Gesandter, om han vilde overgive sig med det gode, eller tvinges dertil. De fleste syntes, at det var sikkrere og ædlere at affærdige Gesandter. Jeg lod da følgende fem Mænd, en Qvamiter, en Arctonier, en Alectorianer, en Tanaqviter og en Kispusianer reise i dette Gesandtskab. Da de kom til den Keiserlige Residents, spurgte Commandanten dem i Keiserens Navn:

      Hvad Hensigt dem førte
Did over svælgende Dybs vidtbrusende Bølger - -
Gesandterne svarede:

Ei forvildende Stierner, ei skuffende Toning, ei Storm os
Bragte; med frivillig Hu vi styrede hid - -
og derpå overleverte de Keiseren et Brev af følgende Indhold:
   "Vi NIELS KLIM, Solens Gesandt, Keiser i Qvama, Konge over Tanaqvi, Arctonien og Alectorien, Storhertug i Kispusien, og Hersker over Kanaliska, formelder Keiseren af MEZENDORE, MIKLOPOLATU sin Hilsen. Vi giøre hermed vitterligt, at det er besluttet i Himlens uforanderlige Råd, at alle Keiserdømmer og Kongeriger i Verden skulle underkaste sig Qvama's Magt; og da Forsynets Beslutning er uigienkaldelig, må Eders Rige nødvendigen prøve samme Skiebne. Vi råde derfor, at I frivillig overgiver Eder, og ikke lader det komme an på Krigens Udfald, ved dårligen at modsætte Eder vore seierrige Våben. Ved en frivillig Underkastelse vil det uskyldige Blod spares, og Eders egen Skiebne formildes. Givet på vor Flode den tredie Dag i Måneden RIMAT."
   Efter nogle Dages Forløb kom Gesandterne tilbage med et frækt og stolt Svar. Jeg lod da alle fredelige Tanker fare, og giorde Landgang. Da jeg havde stillet mine Tropper i Slagtorden, udsendte jeg Speidere, for at udforske Fiendens Forfatning. Disse kom i en Hast tilbage, og berettede, at en fiendtlig Armee, som bestod af tredsindstive tusende Løver, Tigre, Elephanter, Biørne og gyselige Rovfugle, rykkede imod os. Vi satte os fast på et beqvemt Sted, og oppebiede Fiendens Ankomst. Da alting var færdigt, og Tegnet var givet til Angreb, bleve fire Ræve sendte fra det fiendtlige Partie, som Gesandter, der skulde handle med os om Fred; men da de havde talt nogle Timer med de øverste Anførere, måtte de gåe tilbage med uforrettet Sag. Vi fik strax at vide, at de meere havde været Speidere end Gesandter, og at de vare sendte for at udforske vor Krigshærs Tilstand. De lode vel, som de snart vilde komme tilbage med anden Fuldmagt, men da vi strax derefter såe, at den fiendtlige Armee rykkede imod vor Leir, mærkede vi, at der intet Håb var meere til Fred, brækkede op og gik løs på Fienden. Striden var heftig og hårdnakket på begge Sider; thi endskiøndt vort Artillerie i Begyndelsen anrettede stor Ødelæggelse iblandt Fienderne, bleve dog Elephanterne i deres Gelidder, da deres hårde Hud betryggede dem imod Kuglerne. Men da vi begyndte at tordne med det grove Skiøt, og Elephanterne såe dets gyselige Virkning, bleve de forskrækkede og toge Flugten.
   I dette Slag faldt tre og tredive tusinde Mezendorer, og to tusinde giorde vi til Fanger. De, som undkom af Slaget, flyede til Hovedstaden, som var en stærk Fæstning, hvor de forkyndte denne skrækkelige Tidende. Vi fortsatte Seieren, og kom, efter at have slået Leir tre Gange, til Residentsstaden, som vi beleirede både til Lands og Vands. Da vi nærmede os Byen, kom et nyt Gesandtskab os imøde, som begierede Fred på meget billigere Vilkår end de forrige. Keiseren tilbød mig sin Datter, den smukkeste af alle Løvinderne, til ægte, og Halvdelen af sit Rige til Medgivt. Vilkårene mishagede mig, især hvad dette Ægteskab angik; thi jeg holdt det både for usikkert og utilladeligt at forstøde min Gemalinde, som jeg efterlod frugtsommelig, og givte mig med en Løvinde. Gesandterne måtte da gåe tilbage uden Svar. Derpå stillede jeg Kanonerne imod Byens Mure, og skiøndt de vare af Steen, fik de dog hist og her Huller, og bleve nedrevne. Da Staden vrimlede af adskillige Slags Dyr, hørte man blandede Toner af Indbyggerne, som brølede, tudede, bøgede, skrydede, brægede og hvislede imellem hinanden. Slangerne skiulede sig i Jordens Sprækker; Fuglene, som fløi forskrækkede i Luften, forlode den beleirede Stad, og toge deres Tilflugt til Klipperne og de høie Bierge. Træerne skiælvede, så at deres Blade faldt af og skiulede Byens Gader. Tive Kammerfrøkener, som vare Roser og Lillier, visnede af Forskrækkelse ved det første Kanonskud. Hele Skarer af alle Slags Dyr løbe omkring i Byen og på Landet, og skrækkede Indbyggerne, som havde sammenpakket sig i deres snevre Huse, hvor Heeden og Mængden forårsagede smitsomme Sygdomme. Elephanterne havde vel meere Mod end de andre, men skrækkede ved Kanonernes gientagne Torden forlode også de omsider de skielvende Huse.

Nu tabte Keiseren af Mezendore alt Håb, kaldte sit Råd sammen, og talte:

Omsonst, o Borgere! vi føre Krig
Mod Guders ubetvingelige Magt,
Som ingen Stridens Uheld svækker, som
Ved ingen Våben overvindes! - Høit
Forkynder Eders Råd og beste Tykke!
Alle svarede på eengang med samlede Råb:

O bort med Krig! vi alle signe Fred!
Derpå overgav han sig, tilligemed alle sine Lande; og jeg fik på een Dag dette vidtløftige Keiserdom med ti Kongeriger, og ligeså mange Fyrstendømmer, i min Magt; thi alle de småe Fyrster og Statholdere fulgte Keiserens Exempel, og kappedes om at overgive sig til mig.
   Efter så overordentlig en Fremgang lagde jeg sex hundrede Mand Soldater til Besætning i Hovedstaden, og lod Keiseren bringe som Fange på vor Flode. På hele Hiemreisen behandlede jeg ham med Artighed, og da vi kom tilbage til QVAMA skienkede jeg ham en heel Provinds, der indbragte så meget, at denne fangne Fyrste kunde leve deraf efter sin Stand. Underveis fordrede vi Gidsler af de fleste Nationer, som havde stået under Keiser MIKLOPOLATU, og ved mine Trudsler fik jeg på en kort Tid alt det i min Magt, som hørte til MEZENDORE. For den største Deel var det de samme Folk, som jeg har beskrevet på min Reise fra MARTINIA. Endelig forlode vi de Mezendoriske Lande, og styrede til MARTINIA, hvis Kyster vi omsider fik i Sigte efter en lang, skiøndt lykkelig Seilads. Aldrig har jeg havt noget behageligere Syn; thi når jeg tænkte på, at jeg nu, som Keiser og Hersker over så mange Riger, skulde komme tilbage til det Land, hvor jeg var bleven dømt til Slaverie på Galleierne, følte jeg en ubeskrivelig Glæde. I Begyndelsen havde jeg besluttet, strax at give mig tilkiende, for at giøre Martinianerne desto meere forskrækkede; men jeg forandrede siden min Beslutning, da jeg betænkte, at det var rådeligere at vedligeholde den store Indbildning, de overvundne Folk eengang havde om min Herkomst, som Solens Gesandt.
   Jeg håbede vel, at jeg i en kort Tid og uden megen Umag skulde undertvinge Martinianerne, hvis Feighed jeg kiendte; thi det var et Folk, som af Naturen var tilbøieligt til Vellyst, og som ved dets Rigdom og den Mængde Fornøielser, Jorden og Havet frembragte, og ved dets bestandige Lykke var blevet meer og meer forkielet. Men Erfarenhed lærte mig, at det var et vanskeligt Foretagende. Ved den vidtløftige Handel, de dreve i den underjordiske Verden, havde de samlet sig umådelige Skatte, hvormed de strax kunde forskaffe sig Hielpetropper fra de stridbareste Folk. Desuden havde intet Folk i den underjordiske Verden bragt det videre i Søevæsenet, end Martinianerne, og vore Skibe vare langtfra ikke så gode Seilere, som deres. Man kan let forestille sig, hvordan de Skibe måtte være, som en Baccalaureus i Philosophien i en Hast havde ladet bygge, og hvad Dom Engellænderne, Hollænderne og de Danske vilde have fældet over dem. Men vore Kanoner, hvis Brug Martinianerne ikke endnu kiendte, oprettede denne Mangel.
   Førend jeg foretog noget fiendtligt, affærdigede jeg Gesandter til Rådet med de samme Fredstilbud, som jeg forhen havde giort Keiseren i Mezendore. Medens vi ventede på Svar, såe vi en ypperlig og vel udrustet Flode komme for fulde Seil imod os. Vi stillede vore Skibe i Orden, så got som det i en Hast lod sig giøre, og gave Tegn til Angreb. Striden var langvarig og hidsig på begge Sider. Isteden for Kanoner havde Martinianerne et Slags Maskiner, hvormed de kastede umådelig store Stene ind på vore Skibe, og giorde dem ikke liden Skade. De havde desuden Brandere fulde af Beeg, Harpix, Svovel og andre brændbare Materier, hvorved vort største Skib blev stukket i Brand og ødelagt. Seieren var derfor i Begyndelsen tvivlsom, og vore Folk vare allerede uvisse om, enten de skulde fægte eller flye: da vore Kanoner med eet betoge Martinianerne Modet, så at de bleve nødte til at flygte og søge Havn. Dog fik vi intet fiendtligt Skib i vor Magt, da de seilede meget hurtigere end vores, og i en Hast kom os af Sigte. Da dette Slag var til Ende, giorde vi Landgang, og marscherede så hurtig som mueligt for Hovedstaden MARTINIA. På Marschen mødte vi vore Gesandter, som Rådet stolt havde modtaget, og affærdiget med disse Ord:

Til Flugt! til Flugt! forkynder Eders Konge,
At ikke han, men vi beherske Havet!
Han skiule sig i sine Fieldes Huler!
Thi da Martinianerne tillagde sig Overherskabet over Havet, havde de modtaget en Biergkonges Fordringer med Hånhed. Dog hvervede de Tropper af al Magt, og alle Indbyggerne i Martinia, som kunde bære Våben, rustede sig.
Vi havde neppe marscheret nogle Mile, før vi såe en overmåde talrig Armee, som bestod af alle Slags Nationer, at komme imod os. Denne Dristighed, som Fienderne viiste, efterat de havde været så ulykkelige til Søes, giorde os noget bange. Men alle disse Tropper vare som Luftsyn, der lade sig see og forsvinde; thi

De skialv, før Krigstrompeten lød: Til Kamp! -
Og ved den første Salve af vore Kanoner gave de sig alle på Flugten. Vi forfulgte dem, og giorde et stort Nederlag. Hvor mange der vare faldne på Fiendens Side, kunde vi siden see af Parykkerne, som vi samlede efter Slaget; thi da vi talte dem, kunde vi slutte, at henimod fem tusinde Martinianere måtte være slagne. Ellers vare disse Parykker dannede anderledes end i min Tid, og jeg talte over tive forskiellige Slags, så sindrigt er dette Folk i sine Opfindelser.
   Efter dette Slag, eller rettere Nederlag, indtoge vi Hovedstaden uden mindste Hindring. Thi såsnart vi havde giort os færdige til Beleiring, og stillet Kanonerne mod Staden, kom Rådsherrerne meget ydmyge til vor Leir, og overgave Byen med hele Riget til os. Der blev da sluttet Fred, og vi holdt et høitideligt Indtog i Staden. Da vi kom ind igiennem Portene, mærkede vi ikke nogen Allarm, som Skræk pleier at forårsage i overvundne Byer; Stilhed og tavs Bedrøvelse herskede overalt. Nogle sadde med Øinene mod Jorden; andre vare rådvilde, hvad de skulde tage med sig, og hvad de skulde lade blive; andre stode forvildede i Dørrene, og betragtede deres Huse, som om de såe dem sidste Gang. Jeg sparede Byen, og Bedrøvelsen blev derved forvandlet til Glæde. Jeg gik ind i Rigets Skatkammer, og forfærdedes over at see denne overordentlige Skat. En stor Deel deraf lod jeg uddele blandt mine Soldater, det øvrige lod jeg bringe i mit eget Skatkammer. Derpå lagde jeg Besætning i MARTINIA, og lod adskillige af Rådet, som Gidsler, føre på mine Skibe; iblandt disse var hin Borgemester og hans Kone, som havde pådigtet mig den Forbrydelse, hvorfor jeg blev dømt til Slaveriet. Dog hevnede jeg mig ikke for denne Forhånelses Skyld; thi jeg fandt det usømmeligt for så stor en Monark at straffe de Fornærmelser, han havde lidt, som Lastdrager.
   Da MARTINIANERNE vare undertvungne, besluttede jeg også at underkaste mig Naboe-Nationerne; men i det jeg giorde mig færdig dertil, ankom Gesandter fra fire Kongeriger, som frivillig overgave sig til mig. Jeg regierede nu over så mange Lande, at jeg ikke holdt det Umagen værdt at spørge om disse overgivne Rigers Navne, og lod mig nøie med at indbefatte dem under Titelen af DET MARTINIANSKE RIGE.


Kapitel 15 >