Niels Klims underjordiske Reise

---

Ludvig Holberg (1741)
Oversættelse: Jens Baggesen (med rettelser af Carl V. Østergaard integreret)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

XV: Lykkens pludselige Forandring

   EFTERAT jeg havde udført så mange og så overordentlige Foretagender, og vor Flode havde fået en anseelig Tilvext ved de MARTINIANSKE Skibe, seilede vi tilbage til vort Fædreneland, hvor jeg holdt mit Indtog med en Pragt, som overgik alle Romerske Triumfer. Og virkeligen fortiente mine Bedrifter al muelig Hæder; thi hvilken Heltegierning kunde kaldes større og herligere, end den, i så kort en Tid at forvandle et foragtet og for alles Fornærmelser udsat Folk til Hersker over den hele underjordiske Verden? Hvad kunde for et Menneske, som jeg, der levede iblandt så mange mig ulige Skabninger, være meere ærefuldt, end at forskaffe det menneskelige Kiøn det Herredømme igien, som Naturen har givet det over alle andre Dyr? Pragten i denne Triumf, det Tilløb og Fryderåb, hvormed jeg blev modtagen af alle, både Gamle og Unge i alle Stænder, vilde ikke engang værdigen kunne beskrives i en egen Bog, meget mindre i dette korte Værk. Fra denne Tid kan man regne en nye Tidspunkt i Historien, og tælle FEM Monarkier, nemlig det ASSYRISKE, PERSISKE, GRÆSKE, ROMERSKE, og det UNDERJORDISKE I QVAMA, der upåtvivleligen langt overgåer de første i Storhed og Magt. Jeg kunde derfor ikke undslåe mig for at modtage Titelen af KOBLU eller den STORE, hvilken Qvamiterne og de øvrige overvundne Folk kappeviis tilbøde mig. Jeg tilståer, at det er en høi og stolt Titel at blive kaldet den STORE; men dersom en CYRUS, ALEXANDER, POMPEJUS, eller CÆSAR sammenlignes med mig, vil man finde dem alle mindre end mig, og snarere ansee denne Titel for alt for beskeden. ALEXANDER undertvang vel Orienten, men med hvad for Tropper? med lutter gamle, forsøgte, og ved idelige Krige hærdede Soldater; thi sådanne vare Macedonerne i hans Faders PHILIPS Tid. Men jeg undertvang langt flere og stridbarere Nationer end PERSERNE vare, og det i kortere Tid, og med Folk, som nylig vare vilde Barbarer, og som jeg selv havde dannet. Den Titel, jeg siden brugte, var følgende: NIELS DEN STORE, SOLENS GESANDT, KEISER I QVAMA OG MEZENDORE, KONGE OVER TANAQVI, ALEC. TORIEN, ARCTONIEN, DE MEZENDORISKE OG MARTINIANSKE RIGER, STORHERTUG I KISPUSIEN, HERSKER OVER MARTINIA OG KANA. LISKA &c. &c.

   - - - Grundfæstet stod
Nu det uhyre Rige: Lykkens Søn
Jeg syntes; ak! men før sin sidste Dag
Bør ingen prises lykkelig. - -

Thi efterat jeg havde opnået denne Magt og Lyksalighed, der var større end noget Menneske kunde ønske sig, gik det mig, som det pleier at gåe dem, der fra en ringe Stand komme til stor Ære i Verden. Jeg forglemte min forrige Tilstand, og forfaldt til Hovmod. Isteden for at giøre mig Umag for Folkets Yndest, viiste jeg mig grum og hård mod alle Stænder. Mine Undersåtter, som jeg hidindtil havde giort mig hengivne ved en venlig og høflig Opførsel, betragtede jeg som Slaver. Ingen fik Audients hos mig, uden at de faldt mig tilfode, og når nogen blev indladt, modtog jeg dem med en stolt Mine. Dette giorde mig snart forhadt, og mine Undersåtters Kierlighed blev forandret til Ligegyldighed og Frygt. Hvorledes man da var sindet imod mig, erfarede jeg af en Begiering, eller rettere Befaling, som jeg bekiendtgiorde Qvamiterne i et åbent Brev. Keiserinden, som jeg forlod frugtsommelig, var i min Fraværelse nedkommen med en Prinds. Denne Prinds ønskede jeg at fåe udnævnt til min Efterfølger; jeg påbød derfor en Rigsdag, og tilsagde Qvamiterne og alle Store blandt de overvundne Folk at møde ved dette Barns Kroning. Vel understod ingen sig at være min Befaling ulydig, og Kroningen blev foretaget med al muelig Pragt; men jeg mærkede snart af mine Undersåtters Miner, at deres Glæde var forstilt. Det bestyrkede mig i min Mistanke, at der på samme Tid udspredtes adskillige Pasqviller af ubekiendte Forfattere, hvori man lastede på en bidende Måde, at Prinds TIMUSO var fornærmet ved dette Valg. Dette giorde mig så urolig og forbittret, at jeg ikke hvilede før jeg fik ryddet denne ypperlige Prinds af Veien. Dog holdt jeg det ikke for rådeligt, så åbenbar at ombringe en Søn af den Fyrste, som jeg skyldede så meget. Jeg underkiøbte derfor nogle, som skulde beskylde ham for Forræderie; og da Fyrster aldrig mangle Hielpere, når de ville begåe Laster, fandtes der snart nogle, som giorde deres Eed på, at Prindsen havde Ondt i Sinde, og stræbte mig efter Livet. Jeg lod ham da kaste i Fængsel og dømme fra Livet af bestukne Dommere; dog skeete Henrettelsen hemmeligen i Fængselet, at den ikke skulde give Anledning til Oprør.
   Den yngre Prinds havde jeg også foresat mig at lade ombringe; men da han endnu var så ung, opsatte jeg det. Hans Alder tilveiebragte ham altså for en Tid den Sikkerhed, som min Retfærdighed ikke forskaffede ham. Da jeg havde besmittet mine Hænder med dette uskyldige Blod, begyndte jeg at regiere så strængt og overmodigen, og gik såvidt i min Grumhed, at jeg dømte adskillige Qvamiter, og andre, fra Livet, hvis Troeskab forekom mig tvivlsom. Ingen Dag forløb uden Blodsudgydelse. Dette befordrede det Oprør, hvilket de Store allerede længe havde arbeidet på, som strax skal fortælles.
   Jeg bekiender i denne Henseende, at jeg fortiente al den Ulykke, som siden mødte mig. Det havde vistnok været roesværdigere og meere passende for en christelig Fyrste, om jeg havde underviist dette uvidende og afgudiske Folk, og lært dem at kiende den sande Gud, end at jeg besmittede mig med uskyldige Menneskers Blod Det havde været mig en let Sag at forbedre det hele Folk; thi alt, hvad jeg besluttede, antog man med Begierlighed, og når jeg sagde noget, var det som om en Gud havde talet. Men jeg glemte Gud og mig selv, og tænkte ikke på andet end tom og forfængelig Pragt, og min Magts Formerelse.

Mord, Blod og Brand, og Skrækkens Skrig
Ved Dræbtes og Forbrændtes Lig
   Var al min Vellyst, selv i Drømme -

Desuden faldt jeg altid på de værste Anslag, og formeerede Årsagerne til Fortrydelse meer end jeg formindskede dem, som om det kunde rettes ved Strænghed, hvad der var forseet ved Uretfærdighed. Til mine Venners Erindringer pleiede jeg at svare:

For alt fra Grunden af at rette,
   Jeg nødes til at være hård -

Derfor fulgte een Ulykke oven på den anden, og mit Fald blev tilsidst så stort, at de Dødelige kunne lære af mit Exempel, hvor foranderlige de menneskelige Ting ere, og hvor liden Varighed en hård og voldsom Regiering har.
   Mine Undersåtter, såvel i QVAMA, som de overvundne Lande, bleve stedse ligegyldigere imod mig, ligesom min Strænghed tiltog. Da de mærkede, at de Laster, hvortil jeg var hengiven, ikke passede sig med en guddommelig Oprindelse, et himmelsk Menneske, eller Solens Gesandt, begyndte de nøiere at undersøge alting, især Årsagen til min Ankomst, og den Tilstand, hvori jeg blev funden, da jeg kom til disse Egne. De såe, at de overordentligeTing, jeg havde giort, meere måtte tilskrives Qvamiternes Uvidenhed, end min Indsigt, især da de, efterat de vare komne til bedre Kundskab, mærkede, at jeg ofte tog Feil. Fornemmeligen havde KISPUSIANERNE, dette skarpsindige Folk, nøie givet Agt på alle mine Handlinger. De havde lagt Mærke til, at der i de Forordninger, som jeg udgav, fandtes nogle Urimeligheder, som røbede min åbenbare Uvidenhed i Statssager. De havde heller ikke Uret; thi da mine Læremestere aldrig havde drømt om Trone og Scepter, havde jeg fået en Underviisning, som bedre passede sig til en tilkommende Guds Ords Tiener, eller Capellan, end til en Fyrste; og mine Studeringer, som ikke strakte sig videre end til et theologisk System, og nogle metaphysiske Kunstord, vare lidet skikkede til min nærværende Post, da det kom an på at styre to Keiserdømmer og henimod tive Kongeriger. MARTINIANERNE havde også indseet, at de Krigsskibe, jeg havde ladet bygge, vare så slette, at de ikke kunde bruges i Krigen mod nogen ordentlig Flode, og at min Seier allene måtte tilskrives Kanonernes Opfindelse. Disse og andre bittre Domme udspredte de, og anmærkede tillige den Måde, hvorpå jeg var landet ved disse Kyster, at jeg nemlig var kommet på en Skibsplanke, og havde været klædt i Pialter, og halvdød af Sult og Tørst, da jeg blev funden af Indbyggerne, hvilken Tilstand ikke kunde passe sig på en Solens Gesandt. Desuden havde Martinianerne, som besad megen Kundskab om de himmelske Legemer, udbredt visse astronomiske Grundsætninger iblandt Qvamiterne, og beviist for dem, at Solen var et livløst Legem, der var sat af den Almægtige midt på Himlen, at det ved sit Lys og Varme skulde tiene Skabningerne: at den bestod af en Ildmaterie, og kunde altså ikke beboes af jordiske Skabninger.
   Med sådanne fornærmelige Anmærkninger giennemheglede man mig daglig; men det var kun tavs Murren, da ingen, af Frygt for min Magt, torde tale offentlig, eller åbenbar sige sin Meening. Jeg vidste derfor i lang Tid ikke, at det var kommet såvidt med mine Undersåtters Misfornøielse, at de vilde giøre mig Regieringen stridig, førend en Pasqvil åbnede mine Øine. Den var skrevet i det Kanaliskiske Sprog, og førte Titel af DET LYKKELIGE SKIBBRUD. Jeg har forhen anmærket, at Kanaliskerne vare meget øvede i Skieldsord, og at de brugte disse Våben i deres Krige. Dette Skrift indeholdt alle de Beskyldninger, som jeg nylig har anført, og var skrevet i en spidsfindig og bidende Stil, efter Kanaliskernes Maneer, som ere store Mestere i denne Skrivemåde.
   Men mit Overmod var dengang så stort, og jeg satte så megen Tillid til min Magt, at jeg ikke lod mig bevæge og forbedre ved Erindringer. De nyttigste Råd tiente meere til at ophidse min Grumhed, end til at hemme den. Jeg lod nogle gribe, som jeg især havde mistænkt, og søgte ved de grusomste Piinsler at tvinge dem til at bekiende Forfatterens Navn. De udholdt Piinslerne med en utrolig Standhaftighed, og jeg udrettede intet videre med denne Grumhed, end at det forrige Had blev forvandlet til rasende Forbittrelse. Således forekom Skiebnen mine Anslag, og jeg løb frivillig i Fordærvelsen.
   Da Sagerne stode således, besluttede jeg at lægge Hånd på Prinds HIKOBA, som endnu var tilbage. Jeg åbenbarede min Storkanzler, KALAK, dette Anslag; thi ham havde jeg meest Tillid til. Han lovede vel at være mig til Tieneste i alt, og gik strax bort, for at fuldføre min Befaling; men i sit Hierte afskyede han mit Anslag, og åbenbarede Prindsen det. Begge forføiede sig til Fæstningen, kaldte Besætningen sammen, og forestillede på en rørende Måde den nærværende Forfatning. Den ulykkelige Prindses Tårer gave Talen Vægt: alle grebe til Våben, og lovede, at de vilde vove deres Liv for ham. Den listige Kanzler benyttede sig af Leiligheden, lod dem sværge Prindsen Troeskab, og sendte i en Hast Bud til andre, som han vidste vare misfornøiede med mig, at de måtte gribe til Våben imod Tyrannen, som havde i Sinde, ganske at ødelægge den gamle Kongestamme.

Alle væbnede sig, hvis Hierter af Angest og Afskye
Brændte mod Rigets Tyran; de stimlede sammen - -

og foreente sig med Besætningen. Medens jeg ventede på, at Kanzleren skulde komme tilbage,

See! da styrter et Bud giennem bævende Vagt, og i Slottets
Hvelvinger gienlød hans Skrig: Til Våben! til Våben! et Oprør
Truer Monarkens Liv; man stormer til Slottet! alt rundt om
Vrimler Høien og Marken af fnysende Fiender! TiI Våben!

TOMOPOLOKO rådede mig at forføie mig i Tide til TANAQVI. Velan, sagde han, lader os samle en Armee i mit Fædreneland, så vil det Raserie lægge sig, som her bringer alting i Oprør. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde foretage mig. Frygt og Håb afvexlede i min Siel. Omsider fulgte jeg hans Formaning, og kom lykkelig bort fra QVAMA, da Årsagen til Oprøret endnu var de fleste ubekiendt. Da jeg var kommen til Tanaqviternes Grændser, lod jeg alle forsamle, som kunde bære Våben. Jeg fik en Armee af fyrretive tusinde Mand samlet, hvoraf de fleste vare Tanaqviter, og vendte nu tilbage i det Håb, at min Magt anseeligen skulde blive formeeret, når de af Qvamiterne stødte til mig, som endnu vare mig troe. Men jeg blev bedraget i mit Håb. I Stedet for Hielpetropper, mødte jeg en Herold med et Brev fra Prindsen. Deri erklærede han mig, som den, der på en listig Måde havde tilsneget mig hans Rige, en formelig Krig: og lod mig vide, at min Kone og Søn vare satte i Fængsel. Strax efter Heroldens Bortgang fik vi den Qvamitiske Hær, tilligemed den rebellerende Prinds, i Sigte. Da de førte en stor Mængde Kanoner med, vovede jeg ikke at indlade mig i noget Slag, førend jeg havde forstærket mig. Jeg holdt derfor stille, og forskandsede min Leir. Men da jeg mærkede, at mine Soldater hemmelig gik over til Fienden, og at den fiendtlige Armee ventede nye Undsætning, besluttede jeg, efter mine Generalers og TOMOPOLOKOS Råd, at begynde Slaget. Det stod i den samme Slette, hvor Tanaqviterne for nogle År siden vare drevne på Flugt i en Hovedtrefning. Fiendernes Kanoner bragte snart vore Gelidder i Uorden, og det smertede mig inderlig, at jeg skulde overvindes ved min egen Opfindelse, og med de Våben, som jeg selv havde dannet. Nogen Tid udholdt dog mine Soldater Fiendernes Angreb, indtil endelig den tappre TOMOPOLOKO mistede sit Liv ved en Kugle. Jeg selv flygtede op på en Klippe, og styrtede mig derfra ned i en hosliggende Dal. Der sad jeg nogen Tid, og begræd for sildig min Elendighed, eller rettere min Dårlighed. Jeg var så forvirret, at jeg glemte at bortkaste min Krone, der var prydet med Solstråler, og let kunde forråde mig. Da jeg havde siddet omtrent en halv Time, ganske forskrækket, i denne Dal, hørte jeg nogle, som klavrede op på Klippen, og søgte mig med megen Bulder, for at drage mig frem til Straf. Jeg såe mig om efter et Smuthul, hvor jeg kunde flye hen

En tyk, uveisom Skov, imellem øde Høie,
   Med Mørkets trygge Taushed vinkte mig -

Jeg iilede derhen, gik dybere og dybere ind imellem Buskene, og kom endelig til en Hule. Ved den blev jeg nogen Tid stående, for at puste; thi jeg var udmattet af at løbe. Omsider krøb jeg ind deri, som en Slange, på min Bug; og da jeg mærkede, at Hulen var meget dyb, og dog ikke steil, besluttede jeg at trænge mig ned til Enden derpå. Men da jeg havde lagt omtrent hundrede Skridt tilbage, faldt jeg pludselig ned fra et steilt Sted; derfra styrtede jeg med Lynets Fart igiennem tykt Mørke og bestandig Nat, indtil jeg endelig blev et svagt Lys vaer,

Som når igiennem Skyen Månen skinner    Med matte Smiil -

Ligesom dette Lys efterhånden tiltog, formindskedes også min Fart, så at jeg, uden megen Besværlighed, og ligesom båren på Havets Bølger, kom til at ståe imellem nogle Klipper; og jeg såe, til min største Forundring, at det var de samme, hvorfra jeg, for nogle År siden, var styrtet ned i de underjordiske Egne. Men Årsagen til den aftagende Fart indsåe jeg, efter nogen Betænkning, måtte være den overjordiske Dunstkreds, som er tungere end den underjordiske; thi dersom ikke vor Dunstkreds var meget tungere, var det gået mig ved min Opfart ligesom ved min Nedfart, og jeg var måskee bleven ført igiennem Luften hen til Månen. Dog henstiller jeg denne Hypothes til Astronomernes nøiere Undersøgelse.