WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Afdansning




Af (1906)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Det lød som Torden under den store Porthvælving, når Vogn efter Vogn kørte ind. Hestene stampede, Bidselkæder raslede og Tjenere smækkede Dørene op for lysklædte Alfeskikkelser, der hoppede let ud, efterfulgte af vægtigere Duennaer i moirée antique og Fløjl.

På den tæppelagte Trappegang med de mægtige japanske Vaser og Blomsterarrangementer, og i Forværelserne i første Etage lød Summen og Snak, Raslen af Silke, og nu og da en skærende Kvint fra Strengeinstrumenter, der stemtes rene. Over det hele Palæ lå den ubeskrivelige Balduft, der hovedsagelig består af Blomsterduft, nye Handsker, Parfumer - en pêle-mêle isprængt med Maddunster og Vinånde nede fra Køkkenregionerne.

Ballet stod hos Grev Stolpe i det store, gamle Stolpeske Palæ, og alt hvad der kunne krybe og gå af Aristokratiet, stævnede derhen til denne Sæsonens sidste Fest, før den „stille Uge” kom, og forjog Familierne ud på de respektive Godser igen.

Den mægtige, bonede Dansesal med de strålende elektriske Lysblomster i Væggenes og Loftets Felter skinnede eventyrligt, og i den halvcirkelrunde Baggrund var Orkestret anbragt, hvorfra de pirrende Toner udsendtes, der skar så oplivende gennem Konversationen.

I alle Sideværelser var Belysningen dæmpet med rosa og gule Skærme, de bedste og mest flatterende Farver for Teinten Og det var noget alle var enige om, at de Stolpeske Fester var fortrinligt sat i Scene, takket være Husets ældste Datter, den fejrede unge Attachéfrue, som meget skyldte sit Ry for Skønhed, den Klogskab hun viste, ved at vælge Stoffer og Belysninger, der gav Udseendet det smukkeste Relief.

I Døren til Balsalen lød pludselig høje Lattersalver, fra et lille Opløb af Kavalerer, der stimlede omkring en ung Dame med meget smukke Øjne og en Mine, der tydelig sagde, at hun vidste, hvad hun var værd. Sammen med hende var et andet Par trådt ind, der fik Lov at passere mere uænset. Det var den tykke Baronesse Raten med sin eneste Datter Angela.

Angela var fyldt de niogtyve År, men så meget yngre ud - bagfra sagde hendes Veninder. Hun var lille og net, havde små rødlige Hænder og bitte små, fortrinligt chausserede Fødder, men Ansigtet svarede slet ikke til det øvrige. Det var stort og bredt, Øjnene små og runde med et fugtigt, hundeagtigt Blik, Huden gusten og Næsen udsvømmende med en rødlig Glans. Trods alle kosmetiske Midler var og blev Baronesse Angela rødnæset.

Fra Sæson til Sæson, fra Badested til Badested havde den lille tykke Fru Baronesse og hendes ligeså trivelige Baron draget om med Angela, stadig i Håb om, at få hende standsmæssigt anbragt, men stadig uden Resultat. Efter et sidste ondartet Anfald af Podagra havde Baronen imidlertid svoret på, at denne Sæson skulle være den sidste. Endnu denne Vinter ville han og Mama vogte over deres eneste Lam, mens det var ude og „morede” sig, så måtte der sættes Punktum, om de to gamle nogensinde skulle nyde den Hvile, som Pligten hidentil havde hindret dem i.

- Man har gjort, hvad der med Billighed kan forlanges af os - sagde Baronen som Ultimatum - ingen kan forlange mer, og Vorherre må sørge for Resten - og resigneret så han op til Lysekronen, som om Vorherre sad og regerede der.

Angela havde straks trukket sig tilbage i et Hjørne til en Klynge ældre Baldamer, der sjælden fik Balkortene overtegnede, men morede sig til Gengæld desto bedre, ved at være vittige på de Dansendes Bekostning. Rundt om i Lænestole og på de orientalske Sofaer sad Mødre og Tanter og holdt Passiaren gående, mens de ikke et Øjeblik havde Døtre og Myndlinge ude af Syne. Trætte og udasede efter Sæsonens store Strabadser så de alle ud, intet Under at Nattevågen, Spænding og fejlslagne Forhåbninger var løben dem som Galde i Blodet, så at det ikke var lutter Honning og Strøsukker, der faldt fra deres Læber.

- Men man vænner sig til det, ma chère - sagde Kammerherreinde von Osten til den mange År yngre Medsøster von Rosen, der klagede over Træthed. - Pligten er en rar Rygretter - og rank som et Lys sad hun op i Sofaen med sine små vagtsomme Øjne, der så ud, som om de aldrig sov begge ad Gangen. Femten Sæsoner havde hun gjort med, og en Fest uden „Niobemoderen” kunne slet ikke tænkes.

Fire nydelige Døtre havde hun efterhånden set falde for et „godt Gifte”, og nu havde hun kun tilbage den yngste, den høje, omsværmede unge Dame i Salsdøren, og så med sit fossile Ansigt til, hvordan de mer eller mindre anløbne „Partier” summede om hende, som Fluer om et Stykke Sukker.

Tæt ved hende sad Kredsens mest frygtede og derfor mest feterede mauvaise langue. Hendes Ansigt havde et mildt Udtryk med en sagtmodig Mund og lyseblå Øjne i mørke Omgivelser. Men ud af den sagtmodige Mund rullede til Tider den giftigste Kritik, og nu og da udvidedes Pupillerne i de lyse Øjne, så de blev mørke som en Brønd, fra hvis Dyb den argeste Ondskab viste sig.

Ungdommelig som sine egne Døtre sad hun og smilede venligt bag Viften, da Husets Søn og Arving nærmede sig den yngste Datter, hende der lignede Moderen mest.

Værtinden korn et Øjeblik og satte sig ved Siden af den smilende Moder.

- Kære Grevinde - sagde hun indsmigrende - hvor ser Deres Døtre yndige ud i Aften! Min Søn Ove talte forleden om, at Deres Emmerense ligner et af vore Ahneportrætter, og han har virkelig Ret. Med den Frisure ser jeg det selv. Han har virkelig megen Kunstsans, virkelig forbavsende. -

- Ja, virkelig højst forbavsende - gentog Grevinden med en lille Latter - men han er meget elskværdig Grev Ove, i al Fald synger mine to altid hans Pris. - De to Mødre fulgte med Blikket Genstanden for deres Lovtaler, der gik fra Gruppe til Gruppe og var Vært. Endelig standsede han foran Angela Raten, der resigneret havde sat sig ned med sit tomme Balkort i Hånden og talte med en halvfjersindstyveårig Vallødame med vældige Fjerdekorationer på Hovedet, der vippede op og ned på en sindsforstyrrende Måde, når hun livligt bøjede sig frem, talte og lo.

Grev Ove så et Øjeblik ud til at betænke sig, han gik et Par Skridt, blev stående som Herkules på Skillevejen, men drejede sig pludseligt om mod Angela med et vindende Smil på sit blege Ansigt og bukkede for den rødmende Gæst, mens han rakte Hånden ud efter hendes Balkort.

De to Grevinder fulgte den lille Scene med højst forskelligt Ansigtsudtryk. Med en lille hånlig Skuldertrækning lod Grevinde Bannèr sin Skildpaddes Lorgnet falde og vendte sig mod Husets Frue.

- Kære, er det dog ikke rædsomt at ville være med til alt, når man ser ud som Angela! Det er dog skandaløst, når Mennesker ikke har mere Selvkritik, men jasker omkring med Datteren på den Måde, som Ratens gør. Jeg forstår det ikke, at de ikke generer sig! - Værtinden trak på Skulderen. Havde hun haft Mod, som hun havde Lyst, ville hun have vendt Grevindens Ord om mod hende selv, der ganske åbenlyst og ugenert tilbød sine to halvældre Døtre til hvert nogenlunde passende Parti mod Løfter om Indflydelse på højeste Steder og Udsigt til hurtigere Avancement; men da hun kendte sin egen Underlegenhed i Replikken, tav hun.

I det samme kom Husets gifte Datter brusende ind og bøjede sig over sin Mama, der hurtigt rejste sig, for på et andet Sted at udfylde sine Værtindepligter.

- Hvor charmante De ser ud, kære Malvine - udbrød Grevinde Bannèr begejstret - et superbe Toilette! -

- Ja, jeg synes også selv, at det er temmelig vellykket - sagde den unge Frue og så smilende ned ad sig, - Herbert lod det forskrive fra London, fra den kongelige Hofskrædder. -

- Jeg troede snarere, det var fra den kejserlige Hofskrædder - svarede Grevinden og lukkede Øjnene halvt i - det minder påfaldende om Kejserens nye Klæder - -

Den unge Frue rødmede og lo lidt forceret.

- Deres Nåde er altfor spirituel - svarede hun - trop d’esprit tue le coeur -

I det samme faldt Musikken ind med en lokkende Vals og den ustandselige Stigen og Synken i Konversationens Bølger lagde sig et Øjeblik helt, mens Salonerne og Kabinetterne langsomt tømtes.

Angela sad igen med sine kære Veninder, som hun ikke kunne løsrive sig fra. Samtalen gik med et Liv, der måtte narre enhver, der ikke véd, hvor solidt „Selskabets” Tugt er indprentet dets „fødte” Medlemmer. Ikke et Blik forrådte indre Uro eller Nedslagenhed og sande Latterkaskader trængte ind til de asende Dansere, for at vise dem, hvor tåbeligt de bar sig ad.

Balsalen var pragtfuld.

Her dansede små sortladne, fremmedartede Diplomater forsigtigt og med afmålte Bevægelser med Sæsonens Stjerner, og dér svang flotte Husarer og adelige Gardeofficerer Arvinger og indflydelsesrige Familieklenodier med stilfuld Elegance.

Dog var Stemningen kendelig mat, og kun ganske forsøgsvis åbnedes hist og her en lille Skinfægtning, som Forløber for den stærkere Ild, der senere på Natten skulle brændes af mod en attråværdig Entreprise. Kun Selskabets alleryngste og allerældste Medlem var i uafbrudt Aktivitet og glædede sig uden Beregninger og Besværinger over Tilværelsen. Det var den purunge Komtesse Minna, der først var nået til sit tredje Bal og gik løs på Dansen med hæsblæsende Iver, angst for at lade noget af det vidunderlige Nu slippe sig af Hænde. For hende var et Bal endnu et Lyksalighedens paradis og ikke et blot og bart Marked, hvor Menneskeværdien ansloges efter det ydre Skøn, efter prisen på Klæder og Smykker, efter Metalglans og hvor Kapløbet om Indsatsen er så hæsblæsende, at det ikke regnes for noget, om et par Konkurrenter rives omkuld og trædes i Skarnet. Hun havde et Fond af uprøvede Kræfter, der trængte til at omsættes og Glæden over Livet strålede ud af hendes Øjne, af hendes leende Mund og sunde, struttende Kinder.

Den anden var den snart firsindstyveårige Baron Per Thot, der med sit hvide Skæg og Hår, med Brystet behængt med Ordener, broget som et Fastelavnsris tumlede sig som en Yngling på tyve, kurtiserende, komplimenterende og konverserende i det lumske Håb, at overtale sig selv og andre til at tro, at Aldersgrænsen for hans Vedkommende var rykket ud i det blå.

Bag en eksotisk Palme sad den meget blonde, nydelige Grevinde Cederskjöld og koketterede med sin Danser, der trods det civile Tøj, umiskendelig røbede Husarofficeren.

- Og det kan De spørge om? - udbrød denne halvt bebrejdende - hvorfor jeg har forlovet mig! Hvorfor forlover man sig og gifter man sig i det Hele taget? - Naturligvis for at leve - om De vil, leve bon. - Og Løjtnanten bøjede sig så langt over sin smukke Dame, at Spidsen af hans Moustache næsten rørte ved hendes nøgne Skulder. Må jeg sige Dem en Ting? -

- Çela depend - Svarede hun raskt.

- Jamen jeg vover det under alle Omstændigheder - vedblev han og så hende udfordrende ind i de store, dybblå Øjne. - De ved jo, ligeså godt som jeg, at der var en Tid, hvor De havde Hånd- og Halsret, over en ung Mand, der tilbad Dem, så han med Glæde havde kysset Støvet hvor de trådte, og alligevel forlovede De dem og giftede Dem med en anden, efter at have opmuntret ham, og lod ham stå tørmundet og se til med sviende Hjerte, hvordan den anden drog afsted med Dem. Hvorfor gjorde De det? Naturligvis også for at kunne leve bon - derom drejer sig til syvende og sidst hele Livet. - Om man altid opnår det, det er et andet Spørgsmål, men enfin - nu er vi atter sammen og vil more os - og han bukkede for Grevinden og slog Armen om hendes Liv, idet hun rejste sig, med en Energi, som havde han svoret, denne Gang ikke at slippe Taget.

En nyankommen fransk Diplomat kom hen og bad om blive forestillet for Løjtnantens charmante Forlovede, idet denne førte sin Dame tilbage til hendes Plads.

Løjtnanten bukkede og sendte et ligegyldigt spejdende Blik rundt efter sin Forlovede, der dansede i den anden Ende af Salen og Stemmen lød isnende, da han svarede: -

- Såsnart min charmante Forlovede har danset af, skal det være mig en Fornøjelse -

Franskmanden, der stod rede med et Buk og en udsøgt Kompliment på Tungen trak sig baglæns tilbage med et komisk forbavset Udtryk.

Da han var forsvundet, brast de begge i Latter. At være bleven antaget for et nyforlovet Par, morede dem over al Beskrivelse og den lille Misstemning, Løjtnantens halv alvorlige Ord et Øjeblik havde fremkaldt, druknede ganske i Latteren.

Imidlertid blev der klappet af og Livet rørte sig påny i de lysdæmpede Saloner.

Angela lysnede. Hendes Tur til at danse med Husets Søn var kommen. Selv i sine lønligste Tanker, turde hun ikke indrømme for sig selv, at der lå et lille Håb parat til at skyde i Vejret inde i hendes stakkels, lille Hjerte. Bag en Masse Småtterier og forvirrede Småfølelser sad et Afgudsbillede godt gemt, der netop bar Grev Oves markerede Træk.

- De maler jo, Baronesse - indledede Greven, da Angela aldrig selv havde haft Mod til at begynde en Samtale - dyrker Kunsten flittigt? -

Angela så taknemlig op. Nu var hun reddet. Hendes Malertalent var den Planke, der var kastet ud i de senere År, og på hvilken Papa og Mama Raten byggede deres skrøbelige Håb om Angelas Fremtid.

At Angela havde et „smukt lille Talent” derom var alle enige, og med rolig Samvittighed gik man i Gang med at håne hendes Udseende og kejtede Manerer, for bagefter at slette ud med Lovprisning af det smukke Talent, ingen kunne nægte hende.

Stakkels Angela havde ikke danset på Roser, trods sine tilsyneladende så glimrende Kår.

Efter mange Års Venten kom der omsider et Barn i det Ratenske Hjem, efter at alt nu var bleven ordnet på det modsatte og Barnet var Angela. Da hun var der, måtte der naturligvis sørges for hende, og det blev der gjort.

Der blev sørget for Ammer, Bonner, Lærerinder, fine Kjoler og Hatte og lille Angela voksede op, som en velafrettet Papegøje uden en selvtænkt Tanke i sit lille friserede Hoved og uden en varm Impuls i sit ydre eller indre Liv.

- Når Angela er gift, trækker vi to os tilbage og lever i Ro på Gården - sagde Baronen og gned sig i Hænderne ved Udsigten.

- Ja, når Angela er gift! - lød som et Omkvæd i alle Forældrenes Samtaler under hendes Opvækst. At den lykkelige Omstændighed mulig ikke ville finde Sted, faldt absolut ikke de to gamle ind - „man” gifter sig altid, dermed var den Ting givet.

At Angela blev klosterskrevet, var snarere en Formsag end noget andet, hendes samtidige blev alle som én skrevne ind, derfor kom hun med.

Årene gik og Angela blev præsenteret og begyndte at komme ud. Der gik én Sæson, og to - efter et Anfald af Anæmi rådede Lægen til et Badeophold, og de pligttro Forældre tog afsted med Datteren og fortsatte Livet fra om Vinteren, langt ud over Sommeren, seende til med runde, halv bebrejdende Øjne, mens Angela ofte havde Tårer i sine.

Snart kom den første af hendes jævnårige på Visit med sin Udkårne og blev modtagen med Smil.

- Næste Gang kommer Turen til Dig, Barnlille - sagde Mama -

Men næste Gang blev det en anden og tredje, fjerde Gang med - aldrig syntes Turen at skulle komme til hende.

- Det kommer nok - mente Baronen, der ikke så let slap sit Håb - det kommer, alt til sin Tid, Angela er jo kun et Barn endnu - men imidlertid gennemgik Angela Kvaler.

At sidde over på Ballerne, at uglesees for sit uheldige Ydre, at føle Stilhed om sig, såsnart man nærmer sig en Gruppe lystige unge Mennesker og høre Lystigheden tage fat igen, såsnart man er gået, er kun Småting som dog snart summes op til et sandt Martyrium for en frygtsom Sjæl; og det var en sørgelig Parodi på „at more sig” forAngela at slæbes med fra Fest til Fest. I hendes forvirrede Hjerne var Helvede nærmest lig en Balsal, hvor Fandens Oldemoer og hendes Hofdamer sad langs Væggene, mens Djævlene svang de ulykkelige Ofre under deres bidende, sønderslidende Kritik.

De Fornøjelser kostede hende mange Tårer.

Der var en Tid, hvor de kom så let og rigeligt, at intet kunne standse dem, men det skadede Teinten og Næsen blev dobbelt rød, og hun lærte sig at græde indvendig. Til alt Held kom hendes Malertalent i den Tid for Dagen og bragte Lys ind i hendes grå Tilværelse. Det var de bedste Timer i Døgnet, hun tilbragte ved Staffeliet foran de små Stykker Lærred og Silke, hvorpå hun sirligt prikkede små Blomster og Landskaber frem.

Forældrene beundrede, Vennerne beundrede, og der var ikke en Basar, ikke en Velgørenhedsfest, hvor ikke et af de sirlige? små Billeder prangede med Signaturen A. R. og den syvtakkede Krone i Hjørnet. Den sidste sattes der på Foranstaltning af Mama, og Idéen var praktisk, da det lille Mærke trak Købere til langt bedre end Billedernes Indhold.

Men nu dansede Angela med sit Hjertes Afgud og talte om sin Kunst. Hendes Øjne lyste med tilbedende Glans, og det morede Greven at slå Gnister af det lille sky Væsen, han blev livlig og talte om sin Kunstsamling og bad hende ovenikøbet om en af hendes nydelige Skitser - til Samlingen.

Det var ikke ganske uden Grund, at Grev Ove den Aften følte sig særlig menneskevenlig stemt. Med denne Aften var Sæsonens værste Hoveritjeneste forbi og en roligere Tilværelse for Hånden og inde i hans silkeforede Kjolelomme lå en Talisman, der lokkede alle gode Følelser frem. Den havde Form som et Brev med udenlandsk Stempel og skrev sig fra hende, der havde fået hans Hjerte i Forvaring og givet sit eget igen.

Angela triumferede. Hun løftede Hovedet og havde pludselig Mod til at trodse Grevinde Bannèrs Stanglorgnet, der en Tidlang på en højst udfordrende Måde havde været rettet mod hende og hendes Kavalèr. Lysblomsterne på Væggen sprang ud og blev til små Sole og hele Salen med de Tilstedeværende lyste og strålede forklaret som i en Apoteose. Det var en Fest så glimrende, som hun nogensinde havde været med til, takket være „ham”.

Ved Fantasiens - den største Hurtigmalers Hjælp, fik hun et mægtigt Fremtidsperspektiv smurt op, hvor hun langt distancerede alle de mange, der så længe havde set hende over Hovedet. Hvad de skyldte deres heldigere Udseende, skyldte hun sin Kunst og hun sendte et lille taknemligt Suk ud i Rummet og sad og glødede, som var hun illumineret indvendig.

Ballet gik sin Gang og Souperen bragte Stemningen til at blusse. Vinen og de udsøgte Retter satte fornyet Liv i de tapre Mødre, der bagefter blidt fordøjende sank tilbage i de bløde Sofaer og Stole, for at kæmpe mod den frembrydende Søvnighed.

Værten havde trukket sig ind i et fjerntliggende Kabinet med nogle ældre Herrer, der spillede en søvnig bridge, kastede stjålne Blikke hen til det lille Rokokour, som tikkede fornemt højtideligt på Kaminen og gabede uafladeligt, men diskret bag Kortene.

Ved et andet Bord gik det livligere til. Der havde et Par fremmede Diplomater slået sig ned med nogle indenlandske Kolleger og spillede Poker, og hvad Dansen ikke formåede, gjorde Spillet, det bragte Liv i de blaserede Øjne og Rødme i Kinderne.

Alle de oversiddende Elementer var blevne „rørte” efter Tur og deres Latter klang mere naturlig, gamle Baron Per figurerede endnu lige ufortrøden med stive Ben og det hvide Hår og Skæg drivvådt af Sved. Grevinde Bannèr smilede anerkendende i sin Døråbning. Hendes to havde stadig paraderet på Gulvet foran hendes Øjne og en lovende Flirt, som hendes ældste havde indledet med en skaldet, forspist Stamherre, bragte hendes moderlige Sind i en from, næsten religiøs Stemning. At den yngste passede for Husets Søn, havde hun forlængst opdaget og denne Aften havde, så at sige, gjort hendes Håb til Vished.

Unge Grevinde Cederskjöld måtte hurtig trække sig tilbage fra Dansen, et lille Uheld med den ene smukke, lille Fod tvang hende til at søge ind i et af de mange Småværelser, hvor hun med stor Beherskelse udholdt Smerten, trolig hjulpet og understøttet af den mørkhårede Løjtnant fra første Dans, der ikke veg Pladsen fra hendes Side.

Omsider hørtes Vognene atter at tordne ind under Porthvælvingen og Hestetrampen og Seletøjsraslen lød op fra den rummelige Gårdsplads.

Parrene tyndedes mer og mer ud i Dansesalen, kun Musikken holdt ved med usvækket Energi. Tjenere med blege, trætte Ansigter fór omkring og bød de sidste Forfriskninger om. Dansernes Skjortebryst var krøllede og fugtige, Damernes lette Dragter hang om dem som visnede Blade, mens Blomsterne på Barmen var sprungne unaturligt ud i den stærke Varme, og hang med de tunge Hoveder på slappe Stilke. Over Balsalen lå en Dis, som end ikke de elektriske Blomster kunne forjage.

Festen havde været en Succes. Ingensteder morede man sig som på de Stolpeske Baller. Lovord og Begejstring udtalt i alle Tungemål svirrede om hinanden, mens raslende Silkeslæb fejede ned ad de tæppelagte Trapper - Vogndøre smækkedes i, Tjenerne sprang op på Bukken, og ud i de stille Gader rullede Vogn efter Vogn.

Mama Raten nikkede og småblundede i sit Hjørne, Papa snorkede højlydt og ugenert lige overfor, kun Angela sad lysvågen ret op og ned i sin lyse Balkåbe og rullede hjem fra den Fest, der for første og eneste Gang i hendes Liv havde bragt hende en Sejrsfølelse.

Endnu i denne Nat ville hun være ene om sine lysende Drømme og det skønne Håb, først i Morgen skulle Forældrene delagtiggøres i dem, det var jo hendes Pligt at fortælle det!

Angela måtte lukke Øjnene, så overvældende blev Tankerne, mens det svage, grålige Morgenskær trængte ind gennem Karetvinduerne og faldt på hendes udviskede Ansigt med den rødlige Næse og det undselig lykkelige Smil om Munden.

Stakkels Angela!