Bogorme

---

Af D. von der Lyhe Zernichow (1905)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Der var stille og højtideligt som altid oppe på Læsesalen. De, der kom og gik, gjorde det dæmpet, næsten lydløst, Dørene lukkedes stilfærdigt, og ellers hørtes ikke andre Lyde end når Bladene i en Bog vendtes, når en Pen skrattende løb over et Kollegiehæftes Side eller når en af de mange Gamlinge ved Bordene hostede og harkede. Ind fra de høje Vinduer trængte et stærkt gråligt Lys, der ikke virkede flatterende på de Ansigter, det traf.

Næst det midterste Vindu sad en rødtoppet Student med Fregner op til Issen og læste, mens han ihærdigt bed næsten usynlige Negle på sine bløde, ledeløse Fingre, ved hans Side kom en gammel tyk Emeritus, der lå halvt tilbage i Stolen og holdt Bogen en god Alen ud fra sig, af og til rettede han med den ene Hånd på Brillerne, løb sig med Pegefingeren rundt det hvide, svære Halsbind med Sløjfen oppe under det ene Øre og rømmede sig højlydt og dominerende. For hver Gang fik han et lynende Blik fra sin Genbo, en ilter, nervøs sortladen Magister, der snart sad med Albuerne på Bordet, snart løb sig med alle fem udspilede Fingre gennem Håret, snart sad oprejst, snart lå tilbage, men hver Gang rykkede til som et anskudt Dyr, når den stærke gejstlige Rømmen lød.

Nede ved Bordenden lyste et rødt Bluseliv op mellem de gråmelerede og grønligsorte Skikkelser. Bærerinden var en ung kvindelig Studerende, der passede sig selv og sine Bøger uden at se til højre eller venstre. Alligevel virkede det røde synligt distraherende på en ung Mediciner, der uafladelig skottede over til det, snoede sit spæde Overskæg, trak ud i den rene Manchet, skød den syreplettede tilbage og i det Hele søgte at gøre sin ungdommelige Person så tiltrækkende som mulig. Dog, da det ikke lykkedes, vendte han ærgerlig Ryggen halvt til, smækkede det ene Ben over det andet, tog for Alvor fat på sin Bog og læste.

Allernederst foran en mægtig Bogstabel sad forhenværende Toldkontrollør Haman. Der sad han hver Dag fra elleve til tre og læste, studerede og noterede med usvækket Ihærdighed og Interesse.

Der strømmede ingen nervøs Uro fra hans solide, firkantede Skikkelse, tværtimod skinnede et inderligt Velvære frem fra hans blanke Skallehoved ned til de tyksålede Støvler, der tydelig sagde, at som han sad der, sad han på sin rette Plads.

Det gjorde han også.

Sålænge han kunne huske, havde han elsket Bøger og hvad der hørte dem til. Den Lugt, der strømmede ud fra gamle Bøger, var som Røgelse og Myrrha i hans Næse, de gulnede Sider i en tyk Foliant var som de allerbedste Skilderier, og det at tage en ny Bog i sin Hånd, gav ham samme Fornemmelser, som en elsket Kvindes Hånd giver Kæresten.

På Lykkens Top stod i hans Øjne de misundelsesværdige Bibliotekarer. Det at kunne leve i Bøger, omgiven af Boghylder og stadig tumle med Bøger, var dog Livets højeste. Så lykkelig havde han ikke været. Ikke engang den studerende Vej havde han kunnet gå, trods al hans Lyst. I hans Hjem var der fire ældre Søstre, der skulle forsørges, Råden var ikke stor, der måtte knibes og spares på hver Skilling, og så snart han blot kunne, blev han anbragt i Toldfaget med en lille månedlig Løn, og der var han bleven siddende, til han kunne gå af med Pension. Først da begyndte han at leve.

Det første han gjorde, var at flytte fra den lille By, hvor der ikke fandtes andre Bøger end i Jomfru Kristoffersens Lejebibliotek, til Hovedstaden, hvor de store Bogsamlinger stod åbne for alle og enhver. Lykken var endelig med ham, de to ugifte Søstre, der var fulgt med ham fra Forældrehjemmet, var døde, lige efter hinanden, netop nu som han tog sin Afsked, var han omsider bleven sin egen Herre og kunne gøre og lade som han ville og leve ganske for sin Kæphest.

I Skindergade lejede han sig ind i to Værelser hos en Enkefrue, og så snart han var kommen i Orden, begyndte han sit „Arbejde”.

Der var en Fest over Tilværelsen, som han aldrig havde drømt om, den første Dag han trådte over Dørtærskelen ind i den store, stille Læsesal. Aldrig havde han følt sig grebet så dybt. Ikke, da han som en lavstammet Konfirmand stod på Kirkegulvet i Spidskjole og hvidt, ikke engang da han blev fejret som Jubilar i Toldvæsnet af Kolleger i „Harmonien”, dette var noget for sig selv. Det var Kronen på hans Livs Drøm!

Det var svært i Begyndelsen at indskrænke Valget af Bøgerne. Rigdommen var så overvældende og hans Appetit så glubende, at han Knap vidste, hvad han skulle forlange. Det var en Fryd blot at, sidde og se på de sobre, solide Læderrygge, der stabledes op foran ham, og så at vide, at de kun ventede på, at han skulle tage dem i Hånden for at lukke sig op for ham og meddele ham deres forskelligartede mangesidige Indhold.

Han gik ikke efter nogen bestemt plan, læste ikke efter anden Metode end den, der faldt ham ind. Stødte han under læsningen på en ukendt Forfatters Navn og Værker, forlangte han dem straks, på den Måde aftog aldrig Bunken foran ham.

Livsprincippet er Udvikling og Afvikling, havde han læst et Sted, men for hans Vedkommende syntes det rigtignok at være vendt på Hovedet. Først nu mod Slutningen af sit Liv var hans Udvikling begyndt, hele den lange Fortid forekom ham som en uendelig lang Afvikling, men var Udviklingens muligheder kommen sent, så skulle de også benyttes til Gavns, og han kastede sig på Hovedet ind i alle de Videnskaber, der så længe havde stået for ham som forjættende Mysterier, skrevet med Guldbogstaver på røde og brune Læderrygge.

Nu åbnedes Porten for ham, og han drog ind, ør i Hovedet af Beundring, strejfede fra Verdenshistoriens slagmarker ind på Filosofiens mere dunkle Stier, banede sig Vej gennem Hærskarer af biologiske og palæontologiske Skrifter, tumlede med uendelige Talstørrelser og snublede over Ligninger og pythagoræiske Læresætninger - svedte af Iver og var lykkelig.

Selv om man ikke forstår alt, hvad der står skrevet, så hænger der immer noget ved - var en Trøst, han stadig holdt sig selv for Øje, blev Ordene ham for gådefulde.

Dag ud og Dag ind sad han på sin plads i den store, højloftede Sal og begyndte efterhånden at få Ejendomsfornemmelse til Stedet. Ikke alene at han nu kendte de Assisterende og de ham, men han studerede nøje hvem der kom og gik, og overfor de ganske unge Bibliotekaraspiranter var han streng. Han kunne ryste på Hovedet og sige indvendig til sig selv, højt taler man jo ikke på Læsesalen, at den eller den unge Mand aldrig ville drive det til noget i sit ærefulde Fag.

Det er på Måden at tage en Bog, man skal kende Fagmanden. Den rette Bibliofil har et ganske eget Greb på Bøger. Han tager blidt og bestemt men aldrig skødesløst om en Bog, han brækker den aldrig i Ryggen, blader den endnu mindre hastigt og ligegyldigt igennem, retter ud hvert Æselsøre, uvorne Mennesker har anbragt i den, og lægger den omhyggeligt fra sig igen. Har han så dertil brede Hænder med endnu bredere Fingerender, så hører han til de Udvalgte, der når højst på Stigen.

Og Haman så på sine egne brede, flade, gullighvide Fingre og sukkede.

Hvor få Mennesker kommer på den rette Hylde i Verden.

De besøgende inddelte han i Klasser. Til Overklassen hørte de få, der som han selv kom daglig og havde deres bestemte Plads, til underklassen dem, der kun kom for en kortere Tid og så forsvandt, for atter at dukke op, det var mest de unge Studerende, der kom for store, omfangsrige Værkers Skyld, der ikke var for magre Punge. Efter dem kom Vagabonderne og tilsidst Fruentimmere. En Vagabond var den, der kun kom for en Dag og bladede Avisbunkerne eller et Billedværk igennem og så gik ud med Bram og Brask og ovenikøbet kunne smække med Døren. Hvad i Herrens Navn havde de Mennesker deroppe at gøre? Forbydes stedet skulle de, for ikke at tale om Fruentimmere, der altid bragte Forstyrrelse med ind.

Individer, der havde Sans for Hatte med røde og gule Tøjblomster, Flitter og Guldstads kunne dog umulig forene det med en alvorlig Interesse for Bøger og hvad dertil hørte, det ene udelukkede aldeles det andet, og alligevel så kom de der hen og sad, ganske som om de hørte hjemme der!

Nu måtte han, for at være ærlig, indrømme, at den Slags stærkt brogede Hatte sjældent eller aldrig kom til syne på Læsesalen; de små bare Stråhatte eller beskedne Filthatte, der sad bøjet over Bøgerne, kunne for så vidt ikke fornærme nogen, men alene det, at de var der, ærgrede Tolderen ind i Sjælen.

Ikke at han var Kvindehader, tværtimod, han var netop en Beundrer af det andet Køn, han undte dem alt godt, Kvindeemancipationen måtte for ham ovenikøbet trives og sætte de fagreste Frugter, når blot de ikke bredte sig på Områder, hvor de ikke hørte hjemme.

Og hvorfor skulle det andet Køn have noget forud for andre Kristenmennesker? Hvorfor kunne de ikke, når de endelig ville kile sig ind overalt, i det mindste lade Hattene og Overtøjet blive udenfor i Garderoben, den var der til det samme? Hvorfor masede de sig på, hvorfor blev de ikke der, hvor de hørte til? - Ingen kunne dog nægte at det røde Bluseliv derovre virkede forstyrrende ind i Helheden og havde gjort sin Virkning på den stakkels Mediciner, der sikkert ikke havde fået meget ud af sin Læsning, denne Gang, Nej, alting til sit Sted og på sin Plads!

Man var nået hen i den mørke Tid. Uden for var der gråt jævnt hen over den hele Dag og det kneb med at se Bogstaverne, de høje Vinduer tiltrods. Tolderen læste som en rasende. Han havde foresat sig at komme igennem den resterende Bogsamling foran ham, inden den kedsommelige Juleferie begyndte.

Det var Årets værste Tid, man nu gik i Møde. De Ferier var utålelige, men undgåes kunne de jo nu engang ikke. I Sommertiden kunne det til Nød gå an, der var jo så at sige Slappelse på alle Kanter og sad man os læste, greb pludselige Fantasier om isafkølede Bajere forstyrrende ind i Læsningen; men nu i de korte, mørke Dage, hvor der var koldt og råt uden for, hvor Byen var grim og Gaderne et Ælte, nu var der ved Gud ingen Rimelighed for at lukke Folk ude!

Hvert År på samme Tid følte Haman det Samme Ubehag og var gnaven og først når den utålelige Ferie var inde blev han sig selv igen.

Han tog omsider Blikket fra Bluselivet, pudsede Brillerne, satte sig til rette og dukkede ned i Marcus Aurelius’ tankevægtige Fyndsprog.

Paragraf 3 - Se altid tilbunds i Tingene og lad aldrig hver enkelts Ejendommelighed eller virkelige Værdi undgå dit Blik.

- Irriteres du af noget udefra så brug din Forstand og lad ikke din Misfornøjelse gå videre end højst nødvendigt. Jo hurtigere dit Sind kommer i Ligevægt, jo lettere Herre bliver du over del næste Gang.

Haman så op et Øjeblik, for at tænkte over det læste. Ved Gud han havde ganske Ret den store Romer - der var mangt et Guldkorn gemt i denne lille Bog.

I det samme strejfede han med Blikket sin Nabo.

- Hvad var det? Hvornår var hun kommen? Tak Skæbne, skulle han nu have en kvindelig Sidekammerat! - Før havde der siddet den gamle kemiske Professor, der kom daglig som han selv og som sad tavs, som den Mumie, han så ud til at være. I en Uges Tid havde Stolen stået tom og så kom hun og tog den. Et lille tørt Fruentimmer med det grå Hår trukket stramt sammen i en Knude i Nakken, uden Overflod af hverken Kød eller Tøj og med et yderst determineret Ansigt. Der kom hendes Bøger; Haman strakte sig uvilkårlig frem, for at Se Titlerne, men så i sin opblussende Ængstelse ingenting og satte sig tilbage på sin Stol. Væk var Marcus Aurelius og hans Formaninger fra hans Tanker og i Stedet snurrede det rundt i hans Hoved med hans Værtindes snøvlende Stemme: - Man har såmænd ikke længer Fred, end ens Nabo vil! - Det var sandt nok - Fred fik han såmænd heller ikke, når han skulle sidde klistret op ad det lille, gamle Fruentimmer.

Han kunne ikke dy sig for at skele over Brillerne hen på hende. Der tog hun en Bog op af Bunken. Tog den forsigtig i sin store, hvide venstre Hånd og åbnede den med Andagt. Hun bladede et Par Sider frem, lagde den så ned på Bordet, bredte den med begge Hænder ud til begge Sider, brækkede den ikke brutalt i Ryggen og gled tilsidst næsten kærtegnende over Bladene med Håndfladerne. Så tog hun et Brillefuteral op, åndede på Glassene, satte Brillerne på Næsen, gjorde et mandfolkeagtigt Kast med Hovedet, som om hun var vant til at gå med kort Hår og dukkede ufortøvet ned i sin Bog og lod ham stirre eller ikke stirre, ganske som han ville.

- Blåstrømpefruentimmer! - snerrede det indeni ham. - Der sad hun som et Stenbillede og studerede med begge de to ægte Bibliofilhænder demonstrativt spredt. ud foran sig på Bordet.

Tolderen søgte at tage sig sammen og komme i det rette-Læsehumør igen, men det trak og kriblede ustandseligt i ham - det var Hænderne, der tiltrak ham, han måtte stadig skotte hen til dem; gid hun dog ville tage dem til sig; gid noget ville begynde at klø på hende! Gid noget ville falde i Hovedet på hende, at de fordømte hvide store Plader kunne komme ned af Bordet og ud af hans Tanker.

Paragraf 43. Ethvert Menneske har sine særlige Glæder, men min er at træffe sund Dømmekraft, et ligeligt Sind, der ikke bruser op mod Skæbnen og sin Næste, men tager Tilskikkelserne, når de komme store og små, med et godt Humør, som en Lære! - -

- Jeg gad se om Forfatteren ville være i godt Humør hvis han, på en grå sjasket Vinterdag som denne med Ferie for Hånden, var bleven ligefrem forfulgt af en påtrængende Blåstrømpe! - En Ting er at præke Moral for andre, en anden Ting er selv at leve derefter. Jeg skulle lide at se den gode Romer i min Situation! - Og han lukkede Bogen i med noget der lignede et Smæld.

Det var ikke hændet ham i År og Dag, at han havde lagt en Bog fra sig i Utide, før den var læst fra Bind til Bind. Det kom der af den alt for store Liberalisme i vore Dage, overfor Kreti og Pleti.

Den næste Dag kom og gik ganske på samme Måde og Dagen, der fulgte.

Hans Naboerske sad der, lige urørlig, sommetider med Hænderne oppe på Bordet. sommetider med dem nede, men Haman vidste hvordan de lå udstrakt i Skødet, derfor kunne han se dem for sig, blot han lukkede Øjnene.

Ellers gjorde hun egentlig ingenting. Hatten hængte hun udenfor, som de andre Herrer og Pladsen blev efterhånden anerkendt som hendes. Hvad hun læste, kunne han ikke se, men at hun forstod sig på en Bog, det var ikke vanskeligt at afgøre. Hvert Æselsøre glattede hun ud som om det kunne have været ham selv, og ellers var der ikke meget Vrøvl med hende. Hvad hun bad om, var kort og klart, ingen Hvisken og lang parlamenteren henne ved Bordet med Assistenterne, ingen spørgen til højre og venstre, som de fleste af hendes Køn, plejer at gøre, som en Komet kom hun farende ind på Klokkeslet og som et Urværk gik det hele.

Et Pokkers mærkeligt Væsen!

En Dag blev hun borte. Haman så forbavset op på Uret, da Klokken slog tolv, og hun ikke kom. Så var hun måske færdig for den Gang, og han kastede et Blik hen på Bogbunken, der lå på sin vante plads i den Hylde, hun selv havde valgt, den lå der uantastet, så kom hun altså igen. Rimeligvis var hun syg - - næste Dag kom og gik uden hende. Flere Dage gik, men hun kom stadig ikke.

En ganske ung, knoppet Student forsøgte en Formiddag at tage hendes Plads.

Undskyld! - udbrød Haman indtrængende og lagde sagte sin Hånd på Stolen, - „Den er optaget”. - Studenten tog en anden Plads, men hun kom alligevel ikke.

Så prøvede han på at glemme hende, men det gik ikke. Hænderne var plantede for fast i hans indre Bevidsthed.

Endelig en Dag kom hun igen. Akkurat som ingenting var hændet, farende ind på Klokkeslettet, lidt blegere og tyndere syntes det Tolderen. Han var lige ved at hilse men tog sig i det. Hun ikke så meget som så til hans Side. Det ærgrede ham lidt, men bragte ham straks i den gamle, vante Stemning igen.

Ude på Trappegangen mødtes de ved Garderobedisken. Pludselig fo’r det ud af ham:

- Har De været syg? -

- Syg, nej. - Hun klippede Ordet af som med en Papirsaks og trak Øjenbrynene i Vejret.

Han blev så forfærdet over det pludselige Punktum, at han ikke fandt videre Ord.

Så gik de hver til sit, men næste Dag, nikkede hun først, et ganske kort lille Nik til ham i det hun passerede hans Stol. Han havde besluttet ikke at bemærke hende, men en Dames Hilsen kan man ikke lade ubesvaret, om man ikke er en Grobian, - og det var han ikke.

Et Par Dage efter stod de igen sammen ude på Trappegangen:

- De er nok fast Kunde heroppe på Salen! - begyndte hun, og det var første Gang han så, at hun kunne smile og det endda kønt.

- Ja, - sagde han - De med? -

- Før - svarede hun - i de senere År har jeg været andetsteds, men man vender stadig tilbage til sin gamle, første Kærlighed.

- Desværre kommer nu snart Ferien - udbrød Tolderen og sukkede - det er en fatal Tid, hvor man ikke ved, hvor man skal gøre af sig selv. -

- Tja! - svarede hun.

- Ja, synes De ikke? - Hvad skal man få Tiden til at gå med? -

- Gå på Museer! - svarede hun rapt.

- På Museer? -

- Ja, naturligvis. Hvad har man Museer for? Hvad har man offentlige Samlinger for? - For ikke at bruge dem? - Troede De det? - Ja, det er den gængse Tro. -

- Næh - men . . .

- Går De der ofte? -

- Nej aldrig. -

- Der ser De selv. Men jeg skal sige Dem noget, hvad man læser her, får man illustreret der, det ene er et Udviklingsled, så godt som det andet. Folk er dumme, og blinde, de ser ikke, hvad de har lige for Næsen ad sig, det er Sagen. Farvel. Tak. - -

Han havde åbnet Døren for hende og væk var hun.

Hendes Ord gjorde ham tankefuld. I Grunden var der jo noget i, hvad hun havde sagt. Det lå jo ret nær, at benytte den ledige Tid til at gå rundt på de Samlinger, der var åbne, mens Bibliotekerne var lukket, det var blot aldrig før faldet ham ind. Det Fandens raske, lille Kvindemenneske var ikke helt tabt bag ad en Vogn. Det måtte i Grunden være fornøjeligt at gå rundt med hende et par gange og høre hendes Forklaringer. Mon han kunne foreslå hende det? - For Velanstændighedens Skyld var der næppe noget til Hinder. De havde trådt deres Børnesko for så længe siden, at de for den Sags Skyld kunne flytte sammen uden at Folk ville forarges. - Nej, Tingen var snarere den, at man aldrig kunne være sikker på, hvordan hun ville falde ud. Han havde læst et eller andet Sted, at en Kvinde kan blive forelsket, hvad enten hun er tres eller firs, og sæt hun blev forelsket i ham? - Så meget forstod han sig dog på Fysiognomier, at ville hun en Ting til Gavns, så gav hun ingen Pardon.

Nej, det var alligevel det fornuftigste ikke at indlade sig med nogen Kvinde. Bitre Erfaringer havde han høstet i sit Liv, den Gang da - -

Men derfor kunne det ikke nægtes, at det havde sin Tillokkelse at få Juleferien til at gå med hende som Cicerone på Museerne rundt i Byen. Han kendte ikke et. Det var virkelig en Skam, at man forholdt sig så passiv overfor de mange Samlinger. Når Staten sørgede for Varme og øvrige Bekvemmeligheder, så burde Statens Borgere anerkende det ved at vise en lille Smule interesse. Det var kun ens simple Pligt.

Tolderen havde slet ikke vekslet flere Ord med sin Naboerske, indtil den sidste Dag kom før Lukningen. Han var kommen igennem sit engang fastsatte Pensum, afleverede Bøgerne, ønskede „glædelig Jul”, - og gik ud i Garderoben.

Der stod hun allerede i Tøjet, men det syntes som om hun trak det i Langdrag med at komme i de strikkede Handsker.

- Jeg ville blot sige Dem Farvel og ønske Glædelig Jul! - sagde hun og rakle Hånden ud mod ham. - Så mødes vi forhåbentlig igen ved næste Semesters Begyndelse. -

- Tak i lige Måde - svarede han venligt og gav hendes Hånd et Tryk. - Hør, - tror De ikke, . . . kan jeg ikke også . . . syntes De, det ville være påtrængende om jeg gik på Museerne i denne Ferie? -

- Ih Gud! - udbrød hun - det er da tilladt alle og enhver. Tiden og Dagene kan De læse Dem til i Deres Avis. -

- Jamen, jeg mente rigtignok at gå sammen med Dem. Så ville De måske hjælpe mig til at se bedre i Begyndelsen, - skyndte han sig at tilføje.

Hun trak Brynene i Vejret.

- Gå sammen! - Jeg véd virkelig ikke om det passer med Tiden. Jeg går længe og jeg går grundigt. Interesserer noget mig bliver jeg stående til jeg er færdig, jeg er min egen Herre, - men jeg kender ikke Deres Tid og Smag. -

- Ja, min Smag kender jeg heller ikke selv, jeg har nemlig aldrig været nogen af Stederne svarede han, nu ville han have det afgjort. -

- Så var det sandelig på Tiden, De kommer der, skal De nogensinde komme - svarede hun, ikke meget galant, - men lad mig se - i Overmorgen går jeg på mineralogisk Museum, går De med, så mødes vi jo. Det er bedst at begynde med Begyndelsen. Der findes Fossilerne. -

- Tusind Tak! -

- Ingenting at takke for. Adgangen er fri for alle. Farvel! -

- På Gensyn! - sagde han og Ordet lød helt festligt i hans Øre, som det gav Resonans i den hvælvede Forhal.

Han gik så smilende ud af Døren, at hvem der kendte ham, aldrig skulle tro, at det var mod Juletiden man stundede. -

* * *

Det var også med et Smil, at han et Par Dage efter gjorde sig rede til at møde „hende” ude ved Museet. Navnet vidste han ikke engang, lige så lidt om hun var Frue eller Frøken, - han formodede dog det sidste. Det Hele var en højst besynderlig og komisk lille Affære. Men yderst velkommen i disse uhyggelige gråsorte Dage.

Han gik grumme tidligt hjemme fra for ikke at lade hende vente.

Naturligvis var der ikke lukket op, da han kom og han slog nogle små Slag frem og tilbage foran Bygningen med den lukkede Gitterport. Det var koldt og blæsende. Støv, Papirstumper, Halm og det som værre var, tumlede i vild Cancan ned ad Boulevarderne, lagde sig af og til til Hvile ved Foden af de sorte, bladløse Træer, for Øjeblikket efter at hvirvle om endnu mere løssluppent. Hamans Næse løb uafladelig og Brillerne blev duggede og uklare af Vandet i Øjnene.

Han frøs og begyndte så småt at ærgre sig over at være kommen ud i det Vejr. Han kunne være bleven hjemme i al skikkelig Ro, havde der været en Gnist af Fornuft i ham, i Steden for at spanke op og ned udenfor en idiotisk Anstalt, der aldrig ville lukke op. Hvad havde han også her at gøre?

Fordi et gammelt Gespenst løb grasat på offentlige Samlinger, behøvede han dog ikke at være Nr. 2. En Nar var han. Et rigtigt Fjols, der var let at lokke. Ingen burde dog vide bedre end han, hvad det var at gå efter Fruentimmerråd! Uha, uha! Det gøs i ham, bare ved Tanken. Og nu var han der igen, - lige ufortrøden og uforknyt!

Blot den forbistrede Ferie ikke var, så kunne han nu sidde i Fred og Ro og arbejde videre på sin åndelige Udvikling ved Hjælp af Marcus Aurelius og andre af hans Lige. Dette med Illustration, det lød vist nok af mere, end det var. Fy for Satan, sikken en gennemtrængende Blæst!

Omsider slog Klokken i et nærliggende Kirketårn og Porten blev åbnet.

Det varede både langt og længe inden den ventede Cicerone kom. Haman fik rigelig Tid til at se sig om. Han kiggede på grønne Stene og røde Stene, på gule Metaller og på Forsteninger, som han ikke havde Begreb om hvad forestillede, og som heller ikke forekom ham særlig oplysende eller illustrerende; men der var i alt Fald lunt inde i Modsætning til udenfor og så kunne han sætte sig, om han trængte til Hvile.

Det lysnede svært op i ham, da hun kom farende ind på sin vanlige korte, raske Måde og hilste ham med et Nik.

- Nå, der er De! Det er jo godt. Lad os så straks begynde med Begyndelsen. -

Og så begyndte de. Her var hun hjemme og her fik hun Munden på Gled. Hun trak Vanterne af og pegede, og hun viste, og hun demonstrerede, og det svirrede og summede Tolderen om Ørene med Navne som Trilobiter, Ortiseratiter, Brakiopoder og Gud ved hvad ikke, så han næsten tabte Vejret.

- Næh, hvor meget De ved og har lært! - udbrød han i en lille Pause, hvor han fik Ordet.

- Ja, man læser jo for at lære, gør De ikke det? - spurgte hun og førte ham hen til en ny Gruppe Urtidslevninger. - Her skal De se, Planter fra Stenkulsperioden, bregneagtige Arter - - og hun gav ingen Pardon. Han følte hvordan det svimlede for ham, men han skulle igennem Udviklingslæren enten han ville eller ikke.

Da det var Lukketid skiltes de. Han, som havde besluttet at spørge om hendes Navn og se at få lidt at vide om hendes Forhold, måtte beskæmmet tilstå for sig selv, at han ligefrem ikke havde haft Mod til at afbryde hende med så hverdagsagtige Ubetydeligheder.

Om et Par Dage skulle de mødes igen og, - det svor han på ved sig selv, denne Gang ville han spørge hende ud og ikke komme så latterlig til kort.

* * *

Juleaften og de to Helligdage var gåede langsommelige og udtværede som altid, og det var med et sandt Befrielsens Suk, at Haman slog Øjnene op den syvogtyvende ved Tanken om, at i Dag var det en almindelig Dag med åbne Museer.

I de ufrivillige Hviledage havde han haft rigelig Tid til at tænke over sin forunderlige nye Veninde, og han havde også gjort det til Gavns. Strengt talt, var hun aldrig helt ude af hans Tanker. Han vidste nu så meget, at hun hed Bistrup, var Frøken og havde været Lærerinde. Men hvor hun boede, hvad levede af hun og hvordan hendes forrige Forhold var, det kendte han ikke det mindste til.

Hun holdt absolut ikke af, at tale om egne Affærer, hvad der var én Mærkelighed mere ved hende. I det Hele taget var hun en Gåde for ham. Sådan et Fruentimmer havde han aldrig mødt før på sin Vej i Livet. Ellers var det dem, der hængte på og bød sig til, her var det ham, der hængte på og bød sig til, her var det ham, der måtte anstrenge sig til det yderste for at få et Ord uden for „Foredragene” slået af hende, og fik han hende et øjeblik til at smile, kunne han føle sig ganske stolt. Det var Latterligt, at det skulle være sådan, men han havde en overvældende Respekt for hendes store Lærdom. Han måtte ligefrem tage sig sammen og holde Ørene stive, for ikke at vise sig altfor uvidende og forbavset, især da han Begyndelsen af deres Bekendtskab havde pralet noget med sin megen Læsning. Men hos ham gled Tal og Navne straks af, hos hende blev de siddende, det var Forskellen.

En mærkelig intelligent Fremtoning var hun, det kunne ikke benægtes!

Aldrig var nogen Ferie gået så hurtig som denne, takket være hende og hendes Foredrag. Tolderen syntes nok at han kunne mærke, at han blev noget magrere og mere slunken i Klæderne, af al den megen Jagen omkring, men det var kun godt. Det gjorde ham mere ungdommelig af Udseende, når lidt af det overflødige Fedt kom af og han syntes at kunne se, at det klædte ham. Ellers hang Spejlet over Kommoden i Fred i dagevis uden at han sendte det et Blik, nu hændte det ikke så sjældent at han nikkede smilende og anerkendende ad sig selv. Denne Jul havde sat ham i et ualmindeligt festligt Humør!

Nu var der kun et par Dage igen inden Læsesalen atter var åben, og alle hans Tanker drejede sig kun om, hvordan han dog bedst skulle kunne vise sin utrættelige Førerske en lille Erkendtlighed.

Presenter turde han slet ikke tænke på, men en Invitation kunne han vel nok vove at komme til hende med.

En Middag hjemme hos ham selv forkastede han straks, dels var Værelsernes Indretning ikke egnede for Festbrug, dels kendte han ikke Enkefru Pedersens Kogefærdighed. Muligvis hun kunne stille en net lille Middag til to på Bordet, men hvad ville hun tro og hvordan ville hun opfatte hans Venskab?

Der kom ellers aldrig Damer og besøgte ham, og hun vidste, at hans Søstre var døde, det havde han fortalt hende, hvad ville hun så sige, når han pludselig begyndte at snakke til hende om „en Veninde”? At tage Frøken Bistrup med på Stamspisehuset var endnu mere umuligt, der kom alle de, der var komne der i årevis og kendte hinandens Livsvaner ind og ud, der ville man være udsat for endnu mindre Forståelse end hos Værtinden. Verden er nu engang ikke så god, som den burde være.

Men hvad om han engang brød ud fra Reglen og tog sin Middag i en anden Restauration, hvor ingen af dem var kendte? Det kunne lade sig gøre, det var endelig en Idé. Nu gjaldt det blot om den ville falde i hendes Smag, som den faldt i hans.

- Kunne De - ville De gøre mig den Ære at være min Gæst den sidste Feriedag, Frøken Bistrup, jeg har nu så ofte været Deres, så det ville glæde mig, om De ville være min til en lille Middag? - (Det var ellers nydelig turneret, - tænkte han indvendig) - Hvad siger De?

- Tak! - svarede hun.

- Det var storartet - udbrød han fornøjet. - Så bestemmer vi Middagen til 3½, og går sammen fra National-Galleriet. - Dertil var de nu nået.

Haman mødte den sidste Dag i Diplomatfrakke, hans Gæst havde lagt den evindelige grå uniformlignende Dragt og mødte op i blå Cheviotskjole med en lille nedfaldende, hvid Krave.

Han så på hende, glad overrasket, og fandt hende meget net og nydelig.

Der var noget mere dæmpet over Forevisningen denne sidste Dag, et lille festligt Skær lå usynligt over alt. Eller kom det måske blot af, at Tolderen var kommen i et usædvanligt Humør ved Tanken om Middagen og ved Synet al den blå Kjole og hvide Krave? Han hørte ikke det halve af, hvad hun forklarede.

At hun i det Hele havde vist sig så medgørlig overfor Invitationen og oven i Købet havde smykket sig til Ære for Middagen, fyldte ham med en vis Stolthed. Altså havde hun måttet tænke på ham, om Morgenen, mens hun klædte sig på, måske havde hun smilet med sit kønne Smil, mens hun sendte Middagen en Tanke, - det var altid noget.

Blot hun nu ikke var Afholdskvinde, men ville indvilge i at drikke et Par Glas Vin til Middagen. Det ville straks bringe Stemning. Og Stemning måtte der til, særlig når Selskabet var så fåtalligt, som det var, de to, hun og han, alene i et Indelukke for dem selv!

Han kom til at le højt, så latterlig og så pikant fandt han Idéen.

Hun så forbavset på ham, og standsede midt i en Udvikling om den italienske Malerskole. De stod foran Joseph og Potifars Kone.

- De er nok i godt Humør, - udbrød hun lidt strengt.

Tolderen fik pludselig Øjnene op for Virkeligheden igen. Billedet foran ham gav ham et lille Chok.

- Hva’ Pokker var det, hun havde ført ham hen til . . . . Hm! . . . ville hun prøve ham? - - Han skelede til hende, der stod roligt og lidenskabsløst som et Strygebræt og missede med Øjnene på den berygtede Egypterindes fyldige Former.

- Forskellen mellem den prærafaelitiske Skole og den senere venezianske falder særlig i Øjnene, ved at se de to Skolers Opfattelse af Kvinderne og deres Legemsformer . . . .

Det lod ikke til, at hun var anfægtet af Billedets Motiv -, men Pokker tro de Fruentimmere. Tolderens Stemning steg endnu en Linje.

De elektriske Blomster var tændt under Loftet, da de tog Plads ved det lille Bord, der var dækket til to i Restaurationen. Der var spanske Vægge med imiteret Gyldenlæder til begge Sider og et Filtgardin var foreløbig trukket tilbage, men lod man det gå ned, var den lille Bås ganske som lukket for sig selv.

Frøken Bistrup tog Hat og Tøj af, og leverede sin Kavaler det, som var han Garderobedamen fra Biblioteket, men Tolderen var let nervøs.

Det stærke Lys, det brogede Tapet, Summen af Stemmer og Klirren af Porcelæn og Glas henne fra Anretterdisken, satte gamle Mindetråde i Svingning og bragte et svagt Genskin af Rødme op i hans fede Kinder.

Forsigtig havde han forvisset sig om Frøkenens Smag for Vin, og lettet og glad bestilte han Rødvin og Champagne. Var der Gilde, så skulle der være Gilde. - Det gav et lille næsten usynligt Stød i hans vis-à-vis.

Suppen kom, og Frøken Bistrup spiste gravitetisk og i den dybeste Tavshed.

Tolderen kunne ikke straks få Stemningen op i de rette Grader. Det var som det brune Fludium virkede dæmpende på begge - Opvarteren irriterede ham desuden. Der var et uforskammet Blink i den Fyrs Øje og et halvt smilende, halvt forstående Udtryk i hans blege, glatbarberede Ansigt, som han aldeles ikke havde Lov til at have. Der var ingen Ting at grine af eller undre sig over, og det bragte Tolderen ud af Humør.

Med stor Anstrengelse tog han sig dog sammen og sagde:

- Holder De af Fiskefilet, Frøken Bistrup?

- Meget. -

- Nå, Gudskelov da! - Det er det, vi skal have efter Suppen; - og Tolderen lænede sig lidt tilbage og drak sit første Glas ud. - Ser De, nu kender jeg efterhånden Deres Smag i Retning af forstenede Lungelisk og Palæ - læon - -

- Palæonicus! - faldt hun hjælpende ind.

- Netop ja! - svarede han smilende. - Men hvordan den er med Hensyn til vor almindelige daglige Rødspætte etcetera, det har jeg ingen Anelse om, men det glæder mig, at De synes om den. Må jeg fylde Deres Glas, Gud velsigne Dem, Frøken - Fisk må dog svømme, de kan ikke alle sidde i Sten. -

Tolderen begyndte at live op igen.

Ser De, Frøken Bistrup, jeg må virkelig takke Dem for, at De i Dag vil være min Gæst. De ved ikke, hvor sjældent det er nu om stunder, at jeg ser nogen ved mit Bord. Det var ikke som før i gamle Dage, da mine Søstre levede. Jeg skal sige Dem, vi var fem Søskende, hvoraf fire Søstre, to gifte og to ugifte, - alle døde. Ak ja! - Sådan går det desværre, når man bliver gammel, eller ældre, om De vil. De kender måske også nok til Ensomheden omkring Dem? -

- Nej, jeg gør ikke. Ingen fornuftige Mennesker behøver at føle sig ensomme. Verden er fuld nok af Liv og Væsner, både på to, fire og seks. Der er et Myldr og en Gniden sig op af hinanden, så jeg synes, der er snarere for fuldt end for ensomt. Det er blot tom Snak. -

- Ja, å ja, set fra den Side er der naturligvis noget i det. - Sæt den Karaffe der, Opvarter, og bring noget Apollinaris! Det er utåligt så det Krybdyr af en Kelner er langsom i Vendingen; det er næsten som om han ville lure på, hvad man siger. - Men det var det, jeg kom fra. Lidt Selskabelighed gør et Menneske godt, man trænger ligefrem til det en Gang imellem. Jeg er ingen Menneskehader, og det er De heller ikke, det er jeg vis på - og han så prøvende og smilende på hende fra Kraven og opefter. Sig mig, Frøken Bistrup, har De altid følt den stærke Læsetrang i Dem? -

- Altid, så længe jeg kan mindes. -

- Jeg også. Er det dog ikke mærkeligt, at det kan ligge en ligefrem i Blodet. Og hvor har man fået det fra? - Vor Familie har aldrig talt lærde Mennesker før mellem sine Medlemmer. Det er ganske ubegribeligt. Min første store Livssorg var, at jeg ikke kom til Studeringerne, men min Fader, der var Købmand, kunne ikke forstå den Trang, desuden var der dårlig Råd, og så blev den Tand slået ud. Men skulle jeg leve mit Liv om igen nu, ville jeg sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at nå det, jeg sætter som mit ideal. Det nytter s’gu ikke at holde sig tilbage, og være beskeden og resignere. Man siger nok, at Skuffelserne ofte er større, når man har nået sit Ideal, end når man ikke har nået det; men det er noget godt Vrøvl, den gule Bitterhed man samler sig sammen i Årenes Løb, den er så ægte, at den tilsidst kommer til at farve hele Tilværelsen for en. -

Frøken Bistrup nikkede anerkendende, Vinen havde bragt en lille fin Rødme op i hendes indfaldne Kinder.

- De har ret i hvad de der siger. Det er slet ikke dårligt sagt. -

Opvarteren havde taget Stegen ud og sat Desserten på Bordet. Idet han trak sig tilbage, lod han med et diskret smil Portieren falde for - og forsvandt.

Frøken Bistrup lagde tilsyneladende ikke Mærke til noget, hun sad med Albuerne på Bordet og spillede tankefuldt med Fingerenderne mod hinanden, men Haman så Smilet, så Portieren falde blødt igen og lod Tungen glide fugtende over sine Læber.

- Ja Ja, vist har jeg Ret, - udbrød han livlig og lagde sin Hånd nær op til hendes Arm, - se på min Hånd og sig, om den ikke er talende nok, er den ikke som skabt til at tumle med Bøger og kun med Bøger? - Men se nu på Deres egen. Hvad giver De mig for, hvor de ligner hinanden? - Lige fra den første Dag jeg så Dem, har Deres Hænders Form tiltrukket mig. Er det ikke tydeligt, at de to er en kvindelig og en mandlig Repræsentant for samme Tilbøjelighed, samme Evne. Tror De på Skæbnens Indgriben? -

- Det kan jeg ikke sige, det står mig ikke helt klart -

- Nu skal jeg sige Dem en Ting, lille Frøken. Jeg tror, at dette er en Skæbnens Tilskikkelse. Det, at to Sjæle med samme Tanker, to Par Hænder af samme Form og tilsnit mødes, det er Pinedød ikke en ren Tilfældighed, det er en Forudbestemmelse. -

- Undskyld, - men det er noget Vrøvl! - Tror De, at noget så mægtigt som et Skæbnemaskineri bliver sat i Aktivitet for at vi to skal mødes på et Bibliotek og bagefter spise en Middag på en almindelig Restauration? De må forlade mig, men så indbildsk er jeg ikke. -

Tolderens Øjne, der var begyndt at få et svømmende Udtryk, blev runde og stive af Overraskelse og Indignation.

- Men De kan sige, at det var behageligt at vi mødtes - vedblev hun som for at mildne sine Ord en Smule - og det har været mig en Fornøjelse at kunne være Dem til Nytte. Nu har de fået et lille Begreb om Måden, på hvilken man kan slå fast, hvad man læser. Det er Anskuelsesprincippet, som ligger til Grund for al moderne Undervisning. De er slet ingen dårlig Elev. - Tak, ikke mere Champagne, et glas er nok. - Blot er de sommetider lidt distræt. -

- Man er gammel, sagde Tolderen med et godt eftergjort lille Teatersuk.

- Det er De, men derfor kan De godt selv gøre meget for at holde Deres Ånd ung. De fleste Folk gør sig selv meget ældre end de behøver at være, ved at lægge Hænderne i Skødet, når de er fyldt de Halvthundrede, og erklærer, at nu kan de ikke huske mere og ikke lære mere. Det er det rene Nonsens, man kan tvinge sin Hjerne til at være ung og modtagelig ved at holde den i Trit. Men forfalder man til åndelig Dovenskab, så først bliver man gammel. Det er ikke Årene, der ælder en, - det er ens egen Mangel på Energi og Modtagelighed. -

- De har Ret, svarede Tolderen fornøjet. Det er netop mine Ord. Årene gør ingenting, når blot Forstanden holder sig frisk og grøn og Hjertet med! Kære lille Frøken, De er så forstående, det er så velgørende at tale med Dem. Jeg har længtes efter en Gang at få en rigtig Samtale med Dem, hidentil er det som oftest bleven ved Monologer. Må jeg tillade mig at drikke et Glas på Deres Intelligens og Deres åndelige Ungdom, der er større end, end - ja, nok sagt, Forståelsen er som et smukt Bind om Livsbogens brogede Indhold, først da kommer det Hele til sin Ret. Er det ikke sandt, er Forståelsen ikke skøn?

- Jo, det er den vel nok. -

- Ja, hvad kan ikke to, der forstår hinanden, få ud af Tilværelsen. Hvor lyst ligger ikke Livet foran en og hvor små kendes ikke Byrderne, når der er to, der bærer dem.

- Hvorfor har De ikke giftet Dem?

- Hvorfor? - Og det spørger De om? Fatter De da ikke, at jeg ikke har kunnet? Forstår De ikke, at det ville have været mig umuligt at tage en almindelig Kone, der ville have hængt mig om Halsen som en Møllesten og trukket mig ned i den rene hverdagsagtige Intethed. Jeg har mødt Gæs nok i mit Liv, der kunne være lette at fange, men aldrig før har jeg set Visdomsfuglen, der lokkede mig fra min første Ungdom. Tror De virkelig ikke, at Skæbnen har ment noget med at have bevaret os begge ugifte og fri, for så endelig at lade os mødes? - Tænk på, hvad Marcus Aurelius byder os, at gå tilbunds i Tingene og drage Slutninger af, hvad vi ser, og er der ikke noget påfaldende i vort Møde, i vort hele Bekendtskab? Se denne Hånd hvor den passer med min, er de ikke skabte for hinanden? - Og han greb hendes Hånd og søgte at holde den fast.

- Men Gud! jeg tror sandelig De frier til mig? - udbrød hun og spilede Øjnene op, så at Brynene kom helt op i Panden. - Er De gal, Menneske, eller hvad mener De? - Skal jeg forstå dette som en Tilståelse? -

- Ja - sagde Tolderen halv forfærdet - ja, vil De ikke . . . . vil De da ikke have mig?

- Nej, det ved Gud jeg ikke vil - svarede den Adspurgte og trak Hånden til sig med et Ryk. - Hvor kan De dog spørge om noget så latterligt! - Troer De, at jeg har gået ugift i over 62 År for nu at gifte mig med Dem? - Vil da et Mandfolk aldrig lære at blive fornuftig! Tænk Dem om og se, hvad der ville komme ud af et Ægteskab mellem et Par gamle Bogorme, som vi er. De ville næppe opgive nogen af Deres Vaner og Tilbøjeligheder og jeg ikke heller. De ville gå på Læsesalen og jeg ville gå der. De ville ærgre Dem over at se mig sidde der i Stedet for at sidde hjemme og være hyggelig, hvad jeg hverken har Anlæg eller Gnist af Interesse for, og jeg ville ærgre mig over at vide, at De ærgrede Dem. De snakker om Forståelse og fælles Tilbøjeligheder, det er den almindelige Passiar, som slet ikke holder stik. Se Dem om og brug Deres egne Øjne, i Steden for at lade Dem lede af andres, og De vil finde, at de bedste Ægtefæller er de, der har ganske modsatte Tilbøjeligheder. Hvorfor tog De ikke en Gås, som De siger. Gåsen ville have beundret Dem og set op til Dem, hvorimod „Visdomsfuglen” ser fra oven og nedad. De har jo desuden læst Nietzsche. Husker De ikke hans Ord: Visdomsfuglene bør helst flyve alene. -

Hun stod foran ham og så på hans glødende Ansigt og glinsende skallede Hoved, der langsomt mistede noget af sin blårøde Farve under de strenge Ord, men Afslaget virkede ganske modsat af, hvad der var ventet. Under Indtrykket af Middagen, af den blå Kjole og hvide Halskrave, af den underlig fede, pirrende Luft og de mange Glas, han følte sig forpligtet til at drikke, for dog at få noget for Pengene, var Tolderens gamle, erotiske Tilbøjeligheder voksede op påny og havde nået en fast utrolig Højde. Han glemte i Øjeblikkets Hede sig selv, sine Omgivelser og selve Genstanden for sine varme Følelser, som de virkelig var, for helt og holdent at give sig Stemningen i Vold, og hendes Ord gjorde ham ganske desperat.

- Men Frøken! - Frøken Bistrup, kan De dog ikke se, kan De da ikke mærke at jeg elsker Dem, at jeg attråer Dem, - at De ikke må afslå min Bøn. Hører De - kære, Elskede. - . . .

- Råb dog ikke så højt. Menneskene her ved Siden af kan høre hvert Ord De siger. -

- Jeg skal hviske, hviske ganske sagte i Dit Øre - kom, kom tæt hen til mig. - Og han trak hende med Magt ned til sig og kyssede hende bredt og stærkt på Halsen, lige over Kravens Linning.

- Nu er De ordentlig, hører De, - formanede hun og rev sig løs og styrede hen til Stumtjeneren i Hjørnet, hvor hun tog sit Tøj.

Tolderen sank tilbage i Stolen og løb sig med Hånden over Panden.

- De går da ikke allerede? - Går De? - Uden Dessert? -

- Tak. Jeg har fået nok. Jeg holder ikke af søde Sager. Farvel. Gid De snart må komme til Besindelse. -

Væk var hun, som en Komet, ganske som på Læsesalen. Tolderen sad et Øjeblik og stirrede tomt efter hende. Så smækkede han et Par Gange med Læberne, som for at føle, om de var der, fyldte og tømte et Glas Champagne, og satte sig alene til at nyde Desserten: Svedsketærte med Flødeskum.

Endelig ringede han på Opvarteren og betalte i dyb Tavshed med sammentrukne Bryn og uden at værdige den bukkende Tjener et Blik.

Eftermiddagen var utålelig, kvalmende lang og dræbende, heldigvis var det „Feriens” sidste Dag.

Næste Dag var han første Mand på Læsesalen og tog sin vante Plads. Han var lidt bleg, følte sig ilde tilpas, havde en underlig Fornemmelse af Uro og Ubehag i hele Kroppen og var tør i Munden. En efter én gled de gamle, velkendte Skikkelser ind. Der kringlede sig ind mellem Bordene, den røde, fregnede Student, og der kom den gamle, langsynede Emeritus, Sløjfen på hans Halsbind sad lige og han så vasket og barberet ud efter Ferien. Den sorte, hidsige Magister var flyttet hen i den længst bortliggende Krog, for at være så fjernt som mulig fra de oprørende Harkninger. Det røde Bluseliv var bleven afløst af et gråt og den medicinske Student var forsvunden.

Haman så det altsammen, men jo mere Klokken nærmede sig tolv, jo mere febrilsk blev han. Han rejste sig to Gange og drak Vand. Assistenten så op og spurgte hviskende, om han følte sig uvel. Haman smilede benægtende, men Smilet var sygt, skævt, som en Tandpinepatients. Han havde frygtelige, åndelige Tømmermænd.

Der slog Klokken en, to, tre - lige til tolv. Døren gik op og Tolderens Hoved dukkede ned som en Skoledrengs, der gribes på fersk Gerning. Der var hun.

Som sædvanlig styrede hun lige mod Bibliotekaren, bad om det hun ville have, passerede ham, gav ham et Nik, som om ingenting var sket og tog Plads langt væk fra ham.

Det var som en Sten væltede af ham. Han blev dristig og fulgte hende med Øjnene.

- Gudbevares! hvor så hun gul og gammel ud i denne Belysning! Var det virkelig hende, som han engang, - som han i Går Eftermiddags havde erklæret sig for. Var han da gal. Kunne det være muligt. Det måtte være en Hallucination. Det var ikke ham der havde friet og det var sandelig ikke til hende, det lille tørre, grå Væsen derhenne. Havde man levet i Middelalderen, ville man have kunnet tro, at der var Hekseri med i Spillet. Nu heroppe i dette nøgterne Vinterlys, forekom det Hele ham så fuldstændig absurd og uforståeligt, at det næsten ikke var Umagen værd at hæfte sine Tanker ved. - - Men det var ærgerligt at sådant noget kunne ske, at man ikke var mere Herre over sig selv og sine Følelser, end at lidt ekstra Belysning, lidt Vin og medfølgende Temperaturstigning skulle kunne bringe en helt ud af ens gode Skind. Det var irriterende.

Men det kom der af, at lade det forbistrede andet Køn få Adgang til Biblioteket! - Var der dog ikke et fornuftigt skrivende Menneske, der kunne gøre rette Vedkommende opmærksom på den Forstyrrelse, der altid følger med, hvor Kvinder har Adgang. Kunne man ikke få en Cirkulære sat i Gang til Undervisningsministeriet og samtidig indflette nogle Ord om Feriernes Indskrænkning - - -

Al Skamfølelse og hvert Gran af Tømmermænd gled efterhånden ud af Tolderens Bevidsthed.

Foran ham lå en Hoben tykke Folianter, der lugtede gammelt og indbydende, rundt om ham var der stille og højtideligt, Træerne udenfor i Universitetsgården slog frem og tilbage og svajede med de bladløse Grene og en ganske lille Solstråle faldt på skrå nedover et Bord og brød sig i et sort Glasblækhus.

Tolderen lagde sig helt tilbage i sin Stol, tog sine Briller af og tørrede dem i et mægtigt gulladent Lommetørklæde; så satte han dem tilrette, slog ef Bog op, bredte den ud med begge Hænder foran sig og begyndte at læse.