Den blå Dyne-

---

Af D. von der Lyhe Zernichow (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Hen ad den åbne Landevej skumplede en Vogn med Agestol, hvori sad Herredsfuldmægtigen, med den guldtressede Kasket dybt trykket ned i Panden og et tykt, tigret Plæd stoppet fast til over Knæerne.

Februarvinden, der kom i Stød, fik ham hver Gang til at trække Hovedet ned i Peltsen og skutte sig, mild var ikke den kåde Zephyr, der strøg fra Vest ude fra Stranden og drev Vandet ud af ens Øjne og farvede Næse og Øren med den stærkeste Karmin.

Man hørte kun Hestens tunge klap, klap på den hårdfrosne Vej og Hjulenes Rumlen; med lange Mellemrum lød et opmuntrende Smæk med Læberne fra den duknakkede Automatskikkelse på Kuskesædet, der ellers nøjedes med at stramme Linerne, når det langhårede, brune Bondeøg truede med helt at indstille Farten og med små Sæt, der fik Herredsfuldmægtigen til at dingle i Sædet, slog det over i Trav igen.

Herredsfuldmægtigen var gnaven; og sandt at sige, var Landskabet om ham ikke egnet til, at muntre ham op. Snerester lå som små Stykker gulligt Vasketøj til Bleg på de brune Jorder, og Træerne langs Vejen var krumryggede og forpiskede af den evindelige Vestenvind, vesterude brød Morgensolen nu og da gennem Skyerne, men kun for lige efter at trække dem end sortere og tættere sammen, så Skyggerne faldt stærkt ud over det flade, åbne Land. Hist og her sås en Klynge Huse og en Bondegård, men på denne Årsens Tid frembød ikke Synet af dem nogen Tillokkelse for et blaseret Hovedstadsøje.

Her til denne fattige Del af Bondelandet var Herredsfuldmægtigen, for et godt halvt År siden arriveret fra København og skulle forblive - ja, så længe Vorherre og Justitsministeriet med Billighed kunne forlange det af ham. -

Alligevel følte han det i lyse Øjeblikke, som om Tilværelsen selv herude kunne blive udholdelig, om bare -!

Det nyttede ikke, at han listede som Katten om Grødfadet og ville prøve at skjule det for sig selv længer, han var forelsket, håbløst forelsket, og det i en af de „Indfødte”.

Det var den skære Sandhed, og det var vel også nok Grunden til hans bistre Stemning. Ja, for det latterlige i det var, at Pigebarnet slet ikke lod til at ville bryde sig om ham. Dertil var han for „københavnsk” for hende, sagde hun rent ud, med en Frimodighed, som hos en anden ville være Uforskammethed, men hos hende var uimodståelig.

Hvordan han havde båret sig ad med at gå hen og forelske sig herude på Landet, lige stik imod sine Principper og sine ellers så nøgterne Ræsonnementer, det var ganske ufatteligt. Han måtte på en Måde forsvare sig selv, hver Gang han kom til at tænke over det, og det gjorde han mange Gange om Dagen, for altid at komme til den samme Slutning: - at det var en Kendsgerning, som ikke lod sig omstøde.

At Kaptajn Borchs Annette fra Strandgaarden var et usædvanligt Eksemplar af Kvindekønnet, var han forresten ikke ene om at finde. Hvert Mandfolk der på Egnen svor til hendes Fane, lige fra Herredsfogden til den fattigste Fisker nede ved Stranden, selv den sejgeste Knoldesparker kunne krænge Munden ned til et skævt Smil, korn hun på hans Vej, høj, slank og frisk med Håret i Guld om Panden og et fornøjet Blink i de klare, grå Øjne.

Gudbevares, hvor var hun sød!

Så, nu drejede Vognen om ved Korsvejen, så var der kuns et Stød igen til Købmandshandelen, hvor han skulle holde Auktion på tredje Dag over afdøde Købmand Knapstrups Løsøre og Effchter. Det hørte ikke til Forlystelserne herude at være Auktionarius for de drævende Landbofolk. Der var magelig Tid til at få et Blund mellem hvert Bud, og Hovedsagen syntes at være, at få Tiden trukket ud i det længste. Herredsfuldmægtigen sukkede indædt ved Udsigten til nok en lang Dags Tørn.

- Ka’ Herredsfuldmægti’en sie, at der er li’så ædendes fuldt som i Goer, og Foregoers udbrød Automaten på Kuskesædet uden at vende sig om, og pegede med Pisken henad Vejen, som var fuld af Gående, der alle stilede mod det samme Mål, den røde Købmandsgård, der var bygget i en forloren Villastil og lå ganske umotiveret og alene midt ved Vejen, et langt Stykke fra den nærmeste Bondeby.

De to første Auktionsdage havde været de store Bønders og „fine Folks”, hvor „Old porto” og „golden Sherry” i Pottevis var gleden ned bag de sorte Klædesveste, og Vittigheder, der var mer end mosgroede, havde fremkaldt Latter, som rullede helt ned til Vognene, der i Rækker holdt ned ad Landevejen og var forspændte med fede, gumlende Heste.

Vejene, der førte til Auktionslokalet, var optrådte og overdryssede med Halm og papirstumper, Mel, Gryn og puddersukker, som Mindelser fra de forskellige Foustager, og foran Indgangsdøren lå en Pøl af Snavs og Søle, der efterhånden trampedes ind i Lokalet, og fik Gulvet til at se ud, som hørte det til en velfyldt Svinesti.

Damp af gamle Klæder, Brændevinsånde, dårlig Tobak og Sved blandedes med den krydrede Butikslugt og lå som en tyk Em over Rummet. Bag en Disk tog Herredsfuldmægtigen Plads og stak besynderlig af med sit ungdommelige Ansigt og sin soignerede Person mod de stubbede Skægfysiognomier og de rynkede, tandløse Koner, der hemmelighedsfulde skubbede sig sidelænds frem, for at beføle de fremlagte Genstande, mens de krampagtig holdt på deres små Pengetutter.

Auktionen begyndte. Budene kom kun trevent. En Øre, to Øre op ad Gangen. Hævede Auktionarius Hammeren for at slå til, lød et drævende Bud, en Pause og den samme proces om igen.

Han bandede, gabede til Kæberne var ved at gå af Led og ønskede den ganske Købmandsgård med samt dens grumsede Indhold på et Sted, hvor der er meget hedt. Blev man ved som nu, måtte man tage Natten til Hjælp og endda være glad til om man blev færdig.

Lad det nu gå lidt rask, for pokker - femogtyve Øre - ikke højere - hvem byder højere - femogtyve, seksogtyve! Bondeøg! -

Det var til at gå i Spånerne over!

Pludselig gav det et Spjæt i ham.

Ind mellem de sorte og grå Mumier så han en velkendt blå Skikkelse dukke frem, og Frøken Anette Borch banede sig rank og smilende Vej mellem Folkene, der villige og hilsende gav Plads for „deres egen Frøken”.

Farven for op i Auktionarius Kinder, og de før så bistre Øjne, der sprudede Gnister af undertrykt Arrigskab, fik et helt lyksaligt Skær.

- Det var Ret - råble han hende hilsende i Møde - trænger de til noget at pynte op i Hjemmet med, så er her en enestående Leilighed dertil - Frøken Borch - se Dem om, vælg og vrag og byd! -

Det var ligefrem latterligt, hvor det ene Menneskes Nærværelse i det overfyldte Rum kunne gøre Virkning. Lige for et Øjeblik siden havde de trykket og pint ham, alle de mange uvaskede, stærktlugtende Individer, der fyldte Kammeret. Og alt ved dem og hos dem irriterede ham. Den ustandselige Hosten og Harken og Spytten, den stinkende „petum”, den seje Langsomhed, som de gik til Værks med, de uforstående Blikke, de gloede på ham med. - Og nu! Nu fik han pludselig Lyst til at slå Gækken løs, til ikke at ærgre sig en Smule, men se, om man dog ikke kunne få slået Gnister ud af de hårde Pander.

Han rettede sig op i Sædet, strøg Hånden over det velplejede Overskæg og tog fat med en Veltalenhed, der måtte røre Stene.

Parcelisterne og Husmændene gloede stift og mistroisk på ham. - Var han bleven sindsfortosset, Køvenhavneren, siden han pludselig skavede sig sådan og galede op om Knapstrups de gamle, møjede Ting! Det var da ellers ikke Skik ved „Autioner”, hvor alting gik i Alvor og ikke som dette her, hvor man knapt kunne skelne Sagerne, for de Navne den akavede Fuldmægtig satte på dem.

- Her ser De et bibelhistorisk Mesterværk, der både kan gavne og fornøje - råbte Auktionarius og holdt en Porcelænsgruppe i Vejret - Samson i Kamp mod Løven!

En rød og hvid Samson med blå Øjne, Skilning i Håret, Overskæg, Skulderskærf, med rødprikket Skørt, bare Ben og sandaler og Løven: et gult Uhyre med lyserødt Menneskeansigt.

Frøken Anette brast i Latter.

- Femogtyve Øre er budt! - sagde hun resolut.

Publikum spidsede Øren. Det var noget andet, når Frøken Anette bød - kunne hun være det bekendt, så ville de heller ikke holde sig tilbage. Der begyndte at komme en Smule Fart i Tingene.

- Her har vi Knapstrupperhanen! - udbrød Auktionarius og holdt en sprællende, arrig, gul Hane op, der hvinede og hvæsede og forgæves prøvede på at hakke fra sig til alle Sider. - Det er et Jubilæumsdyr! - vedblev han og satte Hanen tilbage igen i en lille Tremmekasse - Lægger Æg! -

- Sa’e han, ade Hanen gør Æg, hva’? - spurgte den døve Maren Smed sin Nabokone højt og vantro - det er da vel Løgn, ædde? -

- Nej - råbte Auktionarius lystigt - det er tværtimod den skære Sandhed, at Haneæg er de fortrinligste, det er dem, der kommer Bassilister af. -

- Det er noget for mig, der samler på naturhistoriske Fænomener - udbrød Anette med tindrende Øjne og bød. - En Bondekone, der stod ved Siden af og så beundrende på hende, bød over.

Anette blev uforknyt ved.

Folk kom i Ånde.

- Hva? mumlede Peter Hansen, der almindeligvis regnedes for Parcelisternes Krøsus, men nærig som den Onde selv. Ka’ Kaptejnens Datter byde på han, så må der li’godt være noget apartigt ve’ han. - Gøre Æg er jo kuns Sludder, men hun er da ellers fornuftig nok, a’ et Fruentimmer og være - og han hævede Røsten og deltog i Kapløbet.

- En Krone og halvtreds.

- To Kroner.

- To Kroner og femogtyve.

- To Kroner og halvtreds er budt! råbte Auktionarius - ingen højere? -

- Tre Kroner - for Fanden! - ligefrem brølede Peter Hansen og tørrede dirrende Sveden af det ophidsede Ansigt.

Enkemadam Knapstrup og Pigen var kommen til for at se, hvad det var der gik så højt, og stod med Hænderne i Siden og så til i Køkkendøren.

- Tre Kroner for den gule Hane! - udbrød hun himmelfalden. - Det gamle Liv! Han var elle’s god nok én Gang, men nu er han da kuns så simpel og aflægs, at Hønerne knap gidder se til han, Skrovet! -

- Husmændene og Fiskerne brast i en skrallende Latter og Peter Hansen så ud, som ville han til at eksplodere.

- Det rådne Skidt! - udbrød han, og sendte Auktionarius et rasende Blik og for ud af Rummet med Hanen i Kassen under Armen og smed den på Fjælevognen, så det sang i det arme Dyr.

Det kan nok være, at der kom Liv i Tingene efter denne lille Hændelse. At nogen kunne få pint Penge, og det så mange Penge ud af den nærige Rad for så godt som ingenting igen, satte Småkårsfolkene i dyb Respekt. Der var li’godt Krummer i den Fuldmægtig, han kunne blive god med Tiden, når han alt nu, så ung han var, kunne nå at pudse Peter Hansen.

En gammel, plettet blå Dyne kom på Auktionsbordet. Udseendet var ikke tiltalende, men Auktionarius slog med Hammeren opmuntrende i den, så at Fjerene bulnede og bovnede under det stærke, uldne Betræk.

Ved Dynens Tilsynekomst borede pludselig en ældre, rynket, usselt klædt Kone sig frem fra Baggrunden, med et fanatisk Blik, der ligesom hypnotisk hang fast ved det fedtede, blå Monstrum på Bordet. Det var den ugifte „Enkekone” Ane Lisbeth nede fra Stranden. I Hånden holdt hun en Avispapirskugle, der indeholdt en Skat af Toører og Enører, som hun med tålmodig Udholdenhed havde lagt til Side i årevis til en kommende gunstig Lejlighed.

For hende var Dynen Auktionens egentlige og eneste Hovednummer. Hun var gået til og fra den den ganske Dag og havde befølt den og sét på den, havde trykket i den og vendt og undersøgt den på alle Leder og Kanter og trofast stået Vagt ved den fra Morgenstunden af til nu, da den lå der på Disken i al sin uappetitlige Udstrækning, for hende betydende Varme og Liv i de kolde Vinternætter, hvor Klude og Halm ikke kunne bringe Varme i de stivfrosne Lemmer. Hele hendes Hjerte og Sjæl lå i det Blik, hun sendte den.

Straks til en Begyndelse lød hendes Stemme sejersikker, skingrende over de andres.

- Hva’ Herregudsens! Var hun ka’ske ikke kommen akkurat for det sammes Skyld. Lå Pengene ikke vel forvaret i Papiret? Hver evigste Enesteskilling redelig hendes egen, lagt op i Årenes Løb! Og hun rettede sig op et Stød og bød, som hun havde Stemme til, men efterhånden som Summen voksede blev den mer og mer dæmpet og usikker, mens Hånden med Pengene virrede som i Krampe. Pludselig tav hun helt stille og Blikket slukkedes ud og blev helt tomt og med et dybt, dybt Suk trak hun sig langsomt tilbage til en Krog af Stuen.

Herredsfuldmægtigen, der med et overlegent Smil havde fulgt Ane Lisbeths hidsige Byden op og pludselige Dukken ned igen, vendte sig atter mod Frøken Anettes tiltrækkende Person, der var så velgørende for Øjet, som hun stod der ved Vinduet med Solstriben faldende over sig og et medfølende Udtryk i sine talende Øjne.

Men pludselig var det, som om noget i hendes Blik fremkaldte en Metamorfose i hans Indre. Som om han på en Gang ikke længer så med sine egne Øjne, men på en hel anden Måde og uvilkårligt fulgte han Retningen af hendes Blik, der gik imod Krogen, hvor Ane Lisbeth stod.

Og det komiske Skær, der før var over hende, som hun skød sig frem, sejrsikker og skingrende, så forgabet i den væmmelige Dyne, han ikke gad røre med en Lillefinger, forsvandt, og han så kun et fattigt, forkomment Væsen, Mor til en Masse forsultne Unger, lige brøstholden på både Sjæl og Krop, men dog et Menneske. Der arbejdede sig frem i ham en Følelse, han slet ikke kendte, noget ganske nyt og fremmed, og halvt som en Indskydelse, tog han en rask Beslutning og - bød på Dynen, der nu var nået op til en Krone og Firs.

Hele Forsamlingen rykkede til og der kom Spænding i de fleste Ansigter. Hva’ var nu det? Hva’ Fa’en, hittede Københavneren på for nye Kunster?

En enkelt hævede Røsten til et fornyet Bud, men blev hurtig slået af Marken; og under dyb Tavshed tilsloges den blå Dyne selve Auktionarius.

- Ded er vel så te hanses Foræller - lød atter Maren Smeds skrattende Stemme - han ka’ d’atte ha’ Brug for den sel’, som itte er gift. Men a’ ded er elles møje go’e Hønefer, som er i ’en, ædde . . .

Herredsfuldmægtigen måtte uvilkårlig smile ved Tanken om sit københavnske Forældrehjem i Forbindelse med denne Rædsel af en Dyne, men han tog sig i det og vinkede ad den forknytte Enke henne i Krogen.

- Kom De herhen og tag den væk - bød, han kort og pegede med Hammeren på den nyerhvervede Ejendom - værs’go’, den er Deres.

Ane Lisbeth stirrede sløvt på ham. Hun forstod ham åbenbart ikke.

- Tag den væk - gentog han utålmodig - med Dem hjem og læg den i Deres Seng. -

Først da gik det op for hende, at Dynen skulle være hendes og det samme fanatiske Lys fra før, tændtes i hendes Øjne. Med rystende Hånd greb hun efter hans.

- Vorherre lønne Dem! - udbrød hun og famlede igen, for at få fat i hans Hånd, som han afværgende holdt op og pegede på Anette, der var trådt et Skridt hen mod Disken og så til med et glad overrasket Ansigt.

- Tak De Frøkenen der, om nogen skal takkes - sagde han halvt henvendt til Konen, halvt til Anette - var hun ikke kommen og havde bragt Solen med herind, så havde jeg slet ikke fået Øje på Dem, og De havde kunnet skyde en hvid Pind efter den blå Dyne. Men De véd nok, min søde Kone - føjede han til i en højtidelig Tone, men med et lystigt Sideblink i Øjet - at selv om Amor er blind, kan han gøre andre seende -

Ane Lisbeth stod med Dynen i Favnen.

- Ok Gud ja! - sukkede hun lykkelig - der sto’er så møjet i Katekismen, som en anden en har svedt yd - - -

- En Kasse med Ragelse! - råbte Auktionarius videre. - Hvem byder - Ti Øre - Elleve Øre - Elleve er budt! - Tolv Øre! - Ingen højere! - Hans Stemme lød som en Sejersfanfare og Øjnene lyste. Men Solstrålen var også faldet lige over hans Plads!