Idyl!
Af D. von der Lyhe Zernichow (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
- Der kommer Postbudet! - udbrød Baronesse Adele, der sad ved Vinduet og syede Silkebroderi ved det sidste, svindende Dagslys.
- Men det er næppe til os - sagde Mama resigneret. I det samme lød en kraftig Banken på Gadedøren, der fik Baronesse Sofie, den ældste af de to Døtre, til hurtigt at gå ud og tage imod ham.
- Det var dog til Mama - sagde hun forbavset og rakte Enkebaronessen et stort, firkantet Brev, forseglet med rødt Lak.
Mama vendte og drejede Konvolutten et par Gange, mens Døtrene utålmodig så til, endelig satte hun Brillerne langsomt på og så stift på det store, komplicerede Segl på Bagsiden.
- Det er fra en af Slægten - sagde hun omsider og brød med et beklemt Suk Brevet. Fra Onkel Ludvig! - lød det i en uudsigelig Tone.
- Fra Onkel Ludvig! - udbrød begge hendes Døtre i Kor og Baronesse Adele lagde resolut sit Sytøj ned på Bordet foran sig, rejste sig og gik hen mod Moderen.
- Du kan jo ikke se at læse herinde i Stuen, Mama, sæt dig dog her hen. -
Mama .satte sig hen på Vinduespladsen, så rank som et Lys og foldede Brevet ud med en Dronningebevægelse.
- Min kære Eleonora! - læste hun.- Da jeg for Tiden opholder mig i Xby og agter at besøge Granholm på Hjemrejsen, tænker jeg at lægge Vejen om ad Nørreby og vil tillade mig, at hilse på dig og dine elskværdige Døtre. Dagen bliver den fjortende dennes, jeg tager Tog 1220 og kan altså tilbringe tre Timer i din Residensstad.
Glædende mig til at se Eder alle ved forhåbentlig god Helbred, er jeg - etc. - Din hengivne Fætter
Ludvig von Haffsten.
- Kommer Onkel Ludvig her til os! - udbrød Baronesse Adele med ligefrem Rædsel malet på sit blege, skarptskårne Ansigt.
- Som du hører - svarede Mama værdigt.
- Men hvad i Alverden skal vi gøre . . . - begyndte hun igen, men tav, da et meget sigende Blik fra Søsteren standsede hende.
Der blev en Pause.
Onkel Ludvig var Slægtens Overhoved og store Mand. Ikke nok med, at han havde Lehnsbaroniet med de tilflydende store Fideikomis'er, men han var rigt gift, havde kun én eneste Søn og kunne se tilbage på en ret glimrende, diplomatisk Karriére. I Årevis havde han ikke set sin „kære Eleonora” og nu kom han pludselig og ville gøre dem et Besøg her i deres mere end beskedne Bolig i Nørreby! Hvad gik der af ham? Var der en skjult Hensigt under; eller var det et almindelig Høflighedsbevis, han på en Gang følte Trang til at vise sine forarmede Slægtninge?
Mørket var sagte listet frem fra Stuens Hjørner og Kroge og viskede omhyggeligt Omrids og Genstande ud. Selv Enkebaronessens ranke, gamle Skikkelse gled ud i et med Gardinet bagved på Vinduespladsen.
Den, der først brød Stilheden var Baronesse Adele. Hun rejste sig og tog Kuplen af Lampen på Bordet foran Sofaen.
- Tænder du allerede? - spurgte Mama, som vågnede hun af en Drøm.
- Jeg bliver nødt til det, Mama, om jeg skal få Lysedugen færdig i Aften - sagde Adele undskyldende.
- Bare Olien holder ud til ti - faldt Baronesse Sofie bekymret ind.
- Det gør den vel nok - mente Mama - man behøver så ikke at skrue for højt op. -
Baronesse Adele sagde ikke noget. Hun tog sit Sytøj fra det lille runde Marmorbord ved Vinduet, satte sig på sin Plads ved Bordet og begyndte at sy som en rasende.
- Vi bliver nødt til at have mindst én varm Frokostret. Synes Mama, at vi kan nøjes med så lidt, at vi kan nøjes med én Ret? - spurgte Baronesse Sofie pludselig. - Onkel Ludvig er naturligvis vant til at spise mindst to varme Retter foruden Mellemret og Dessert . . . -
- Jeg tænker på - sagde Mama og standsede.
- Hvad tænker Du På, Mama? -
- Ja, det tror jeg bliver det bedste - udbrød Mama og nikkede tilfreds - om vi kan få en Gedde fra Nørrebysø. -
- Kan vi ikke lige så godt få Botillas Mand til at fange én i Åen, Mama, du véd, han har Fiskeret der og er altid meget billigere end Torvehallen - forsøgte Baronesse Sofie.
- Nej, Barn - sagde Mama bestemt. - Skal vi have Gedde, må den være fra selve Søen. De. Nørresøgedder er jo ligefrem bekendte og det ville være en Slags Honnør for Byen. Det er jo en af de få Ting, vi overhovedet kan få gode her på Stedet. Det vil sikkert interessere din Onkel Ludvig at smage en af vore Specialiteter. -
- Ja ja, som du vil, Mama, - sagde Baronesse Sofie fromt. - Så bestiller jeg altså en i Morgen. -
- Adele har jo sin brune Kjole, som hun naturligvis tager på. Du kan sprætte de hvide Kniplinger af din lilla, så får den mere Formiddagspræg - jeg tager min moirêe antigue. Mon man skulle se den efter allerede i Aften? -
- Ikke i Aften, kære Mama. Man ser ikke Hullerne. Det vil sige, jeg mener, man sér ikke så godt ved Lampelys, om der er kommet nye Revner i Folderne; og du skal jo denne Gang bruge den om Dagen. -
Mama svarede ikke, hun var inde i en ny Tankegang.
- Mon han kommer alene! - udbrød hun pludselig.
- Hvad mener du? - Alene? Skulle han, skulle Onkel Ludvig ikke komme alene! Lån mig Brevet, Mama, der står vel ikke vi - sagde Baronesse Sofie forfærdet. - Ne-nej, jeg står her. Jeg mener at komme osv.
- Naturligvis kommer han alene, men jeg tænker på Tjeneren. Onkel Ludvig rejser næppe noget Steds uden sin Kammertjener. -
- Det har du da Ret i, Mama. Kammertjeneren har han sagtens med. -
- Ikke sandt, Adele. Du var sidst hos Familien sammen med Onkel Ludvig. Tror du, at han nogensinde rejser uden Tjener? -
Baronesse Adele fór op ved Tiltalen. Hun havde siddet i sine egne dybe Funderinger og ikke hørt de andres Tale. Det var Penge, hun tænkte på. De Penge, der ville gå med til dette Besøg, Onkel Ludvig ville beære dem med. Hvor tarveligt det end kunne blive, så løb der en Del Ekstraudgifter med, det kunne ikke være andet. Og Ekstraudgifter var den rene Ulykke der i Hjemmet, hvor Ekstraindtægter kun kendtes af Navn. Vistnok kunne hun føje et beskedent lille Plus til de magre Rentepenge ved sin Syning, men det kunne sandelig ikke gå under Begrebet Ekstra, da hver Øre i Forvejen var lagt Beslag på og regnet med. Nu havde hun seks Kroner stående hos Frøknerne Ingversen, som hun kunne hæve i Morgen. Men hvor langt kom man med dem! En Krone og halvtreds fik hun for denne Lysedug, der måtte være færdig i Aften, altså blev Summen alt i alt syv Kroner og halvtreds, men deraf gik mindst én Krone til Blomster at sætte i den sachsiske Vase På Konsollen.
Mama gentog sit Spørgsmål.
- Nej, der er vistnok al Rimelighed for, at Onkel har sin Tjener med - svarede Baronesse Adele, nu lysvågen tilbage igen hos de to øvrige. - Sidste Gang, vi var sammen, havde Onkel Jackson med. I ved, den stramme, formfuldendte Englænder, der har fulgt ham Europa rundt. Jackson og Botilla! - udbrød hun pludselig og brast i Latter. - Kan man tænke sig to større Kontraster. Vi kan ikke sætte Jackson i Køkkenet, Mama. -
- Vil du måske have ham med ved Bordet? -
- Kan Botilla ikke dække til ham og sig selv inde i Sovekammeret? -
- Tjenestefolk i vort Sovekammer! -
- Ja, Mama, du véd ikke, hvor alting er anderledes nu end i din Ungdom; og du aner ikke, hvor store de Folk er. Jeg forsikrer dig, at det var Kammerjomfruen på Roselund, der fik mig til at forkorte mit Ophold der. Både Onkel Jørgen og Tante Josephine var lutter Elskværdighed, det ved du, jeg tit har sagt, men deres Kammerjomfru var utålelig. Alene den Måde hun havde at se på min Kjole og mine Toiletsager var, til at få Blodet til at koge i en. Det kan slet ikke gå an, at anbringe Jackson i Køkkenet; jeg, véd heller ikke, hvordan han skulle få Plads, han måtte sidde på Huggeblokken. Vi må, som Sofie foreslog, lade Botilla arrangere Soveværelset. Min Seng kan flyttes ud, og de to er jo heldigvis til at skubbe sammen, så dækker hun Bordet derinde, - og om hun lod ham forstå, at det var hendes Værelse . . . -
- Tak, vi behøver ikke at kruse op med Løgne for vor Slægtnings Tjener - udbrød Enkebaronessen indigneret - det han være nok, at vi lader ham komme ind i vore Stuer! - Adele tog fat på Syningen igen. Øjeblikkene var dyre.
- Men nu efter Gedden, Mama - skyndte Baronesse Sofie at lede af - mener du, at vi da kan nøjes med Spejlæg garneret med Karse, eller hvordan? -
Der var meget at drøfte den Aften.
- Så Adele, læg nu sammen. Det gælder da heller ikke Livet - udbrød Mama og viste sig i Natkappe og dyb Negligé i Døren ind til Lejlighedens andet Værelse, det omdebatterede, fælles Sovekammer - kom nu i Seng, Barn. -
- Nu er jeg også helt færdig - svarede Adele, der havde to røde Pletter på Kinderne af den anstrengende Flid. - Jeg mangler kun Brevet til Frøknerne Ingversen, som Botilla skal have med i Morgen tidlig, når hun går derhen. -
Det kunne aldrig falde Baronesse Adele ind personlig at indfinde sig i Ingversens Broderimagasin, for at få noget udleveret eller indlevere et færdigt Arbejde; Botilla var Komissionær og gik troligt Bud mellem Forretningen på Torvet og Baronessens Hjem herude ved Lunden. Men selv Botilla holdtes ganske udenfor Hemmeligheden. Det var et fromt Bedrag, en Slags stiltiende Overenskomst, at hun ikke vidste, hvad de hyppige Besøg i Broderimagasinet betød. Alt gik pr. Brev, og det faldt ligeså lidt de to Frøkner Ingversen ind, at ville sende Botilla hjem med mundtlig Besked eller Penge, som det kunne falde dem ind at øve Vold. De var to dannede Piger, der forstod at værdsætte den Støtte, de havde i Baronesse Adele. Ikke for ingenting havde deres Moder tilbragt Halvdelen af sit Liv som Husjomfru på adelige Herregårde.
* * *
Den fjortende oprandt med Solskin.
- Ganske, som når de kongelige rejser - udbrød Mama fornøjet, da hun stod op - det - siger man da altid. -
- Det er både vel og ilde med det stærke Martssolskin - mente Adele, som var ved at iføre sig den brune Kjole, der sad som den var støbt om hendes endnu ungdommelige, slanke Figur - Forårssolen er ikke så lidt ubarmhjertig - vedblev hun - den viser hver lille Brist og Mangel. -
Og at der var mangen Brist og mangt, der trængte til at dækkes der i Huset, kunne ikke nægtes. Møblerne var så gamle, Forgyldningen skrabet af, Tæpper og Betræk trådslidte og Stopningen i de møre Gardiner slet ikke til at skjule. Heldigvis dækkede Familiebillederne over det revnede Tapet, men værst var det med det ene Pillespejl. De to forgyldte Rokokospejle med Marmorkonsollerne var ellers dem, der gav „Salonen” dets Præg af Fornemhed, men nu var sidste Vinter Glasset faldet ud af det ene og gået i tusinde Splinter. Siden var det ikke bleven erstattet - det vil sige, erstattet var det på en Måde, idet Baronesse Sofie, der var Husets mest praktiske Medlem, havde dækket Hullet med hvidt Glanspapir, som hun havde givet et glasagtigt Skær ved at male over med en let, blå Tone. Ved Lampelys kunne det se helt skuffende ud, men i det stærke Solskin var det ikke til at skjule. Derfor havde Baronesse Adele lige straks tænkt på de Blomster, der måtte i Vasen, som stod på Konsollen. Det dækkede da altid noget.
Tidlig om Morgenen havde hun været ude hos Byens eneste Blomstergartner, for at få en Buket, men den Tur havde været en sørgelig Skuffelse. Den store, farverige Blomsterkost, hun havde tænkt sig, blev til en meget beskeden Håndfuld Tulipaner og Immergrønt, der ikke så ud af noget i den bredmundede, gammeldags Vase, der var slået op til at rumme det firdobbelte. Hvordan hun vendte og drejede den, skinnede Papiret lige uhyggelig dødt bagved, om at dække var der simpelt hen ikke Tale.
Men denne Dag skulle blive en virkelig Mærkedag i Husets Historie, og Baronesse Adeles Sorg blev hurtig slukket. Ved Titiden rullede Køkkenvognen fra Hofjægermesteren på Næsseholm op foran Døren og Tjeneren afleverede en mægtig Pakke med tilføjet Brev, hvori Næsseholms Herre i udsøgte Vendinger komplimenterede de tre Baronesser og bad dem ikke at forsmå en lille Forårshilsen fra Gårdens Drivhus.
At det var mere til Ære for den fornemme Gæst, der ventedes, end til Glæde for dem selv, var ikke vanskeligt at regne ud, men Tiden var for knap til Skumlerier og Gaven modtoges med Fryd.
Der var Azaleaer og Tulipaner, Hyacinther og Roser, udsprungne Kirsebærgrene og pragtfulde Bregneblade, store nok til at dække både i Bredden og Længden. Baronesse Adele glødede, det var en Lyst, et Velvære at frådse i denne duftende Pragt.
- Havde vi bare vidst forud, at disse ville komme, kunne du have sparet den Krone - kunne Baronesse Sofie ikke lade være med bekymret at sukke - men hvem anede Vel også . . .-
Hun gik ind og ud mellem Salonen og Soveværelset, som Botilla havde fået lavet om til et Slags Forværelse og hvor i det ene Hjørne Bordet stod dækket til to.
Mama var ikke så lidt beklemt, trods sit rolige Ydre. Det var så sjældent, at hun nu om stunder gjorde Honnørs for noget Medlem af Slægten i sit eget Hjem - og hun turde slet ikke tænke på Sammenligningen mellem før og nu, skønt det netop ved denne Lejlighed var så vanskeligt at lade være. Den Gang Baronen levede og Børnene var små og de førte Hus, havde Rækker af Sale, Heste og Vogne, Skarer af Tjenestefolk - mens hun nu sad i en to Værelses Lejlighed med Botilla!
Botilla, som havde gået til Hånde der i Huset i mange År, og var gift med en Skomager, var så ophedet ved den store Begivenhed, at hun glødede omkap med Kobberkedlen på Komfuret. Hun var ikke så bange for Baronen, fine Folk var hun jo nu vænnet til, men det var Tanken om Jackson, der ligefrem satte sig i hendes Knæ. Hvad hun hørte Baronessen ymte om, gjorde hende heller ikke tryggere, en levende Englænder var aldrig før kommet på hendes Vej, og at han var noget ganske aparte, kunne hun let regne ud, siden hendes Nåde tillod at han som dog nok var et Mandfolk, skulle sidde og spise i Baronessernes eget Sovekammer.
Klokken 1220 rullede det lille lokale Tog ind på Perronen, hvor Stationsforstanderen „tilfældigvis” stod i sin bedste Uniformsfrakke. Han havde engang stået ved samme Regiment som Lehnsbaronens Søn og man vidste ikke, om det muligvis kom til en Præsentation.
I Togets eneste 1ste Klasseskupé kom Baronens Ansigt til syne. Han stod med Monoklen klemt ind i det ene Øje og spejdede ud og nikkede venligt til de to yngre Baronesser, der var mødte, for at tage imod ham. Mama blev hjemme naturligvis, desuden havde den moirée antique ved nærmere Eftersyn vist sig umulig til fuld Dagsbelysning, bristet som den var i Folderne, ved at ligge så længe hengemt.
Helt spændstig og ungdommeligt rask sprang Baronen ned ad Vogntrinet og rystede de rødmende Damers Hænder, mens han på en kavalermæssig Måde overøste dem med Komplimenter og sirlige Talemåder. Bag hans lille, yderlig elegante Skikkelse stod som plantet i Jorden, Jackson, med sit glatbarberede, gråsprængte Hoved og bukkede dybt med Hatten i den ene Hånd og i den anden en stor Buket lyserøde Roser, som han ceremonielt rakte mod Baronesse Sofie, den ældste af de to Damer.
- Roser fra Drivhuset hjemme - forklarede Baronen med en elegant Håndbevægelse - her ude har man vel næppe den Slags på denne Årstid. -
Stationsforstanderen så langt efter det fornemme Selskab, eskorteret af Jackson. Ikke et Blik havde Ekcellencen haft for Omgivelserne, heller ikke et Ord havde Baronesserne ofret ham, siden de kom til Stationen.
- Snobberak! - mumlede han indædt og løb hastigt ovenpå, for at skifte Frakken med den allerældste, han havde.
Onkel Ludvig var trods sine smilende Ord ikke i Stemning. Det var ikke til at tage fejl af. Baronesse Sofie fik straks en frysende Fornemmelse indvendig at at han egentlig angrede, at han var kommen. Vejen syntes ham åbenbart for lang, og da han galant holdt på, at Damerne skulle benytte Fortovsfliserne, gik de alle midt ad Gaden, hvor Brolægningen ikke var bedre.
- Det er jo en hel Rejse - udbrød han Gang efter Gang.
Baronesserne gjorde de bedste Undskyldninger.
- Ingen smuk By - hm? Hvor kunne også Eders Mama finde på at vælge netop denne By? -
Nej, Onkel Ludvig var åbenbart endnu morgengnaven.
Mama kastede et sidste mønstrende Blik ud over Frokostbordet, som efter Omstændighederne virkelig var ret imponerende med den mægtige Blomsteropsats på Midten, der hastede en fortræffelig Skygge over de noget skårede Porcelænstallerkner ved den nederste Bordende. Dugen var den sidste af de fine, silkelignende Damaskes indvævet med Familievåbnet og ingen kunne ane den indfældte Lap under Sølvkruset, som Baronesse Sofie omhyggelig havde anbragt just der.
Nu slog Uret - så måtte de straks være der, Botilla kom farende ind, for at være behjælpelig med Tøjet.
Modtagelsen var ceremoniel og langvarig med mange smukke Ord fra begge Sider. Botilla nejede og nejede, mens Øjnene stod hende stive i Hovedet. Aldrig i sit Liv havde hun tænkt sig, at en Englænder kunne bære sig sådan ad, som Jackson gjorde ved straks at hjælpe Damerne Overtøjet af og anbringe Baronens Frakke inde i Soveværelset, så hjemmevant som var han født og opfostret der i Nørreby.
- Men mine Damer, De bor jo som i et rent Drivhus - udbrød Baronen pludselig og så sig om med en lille misfornøjet Rynkning af Panden - Blomster allevegne; og jeg, der mente, at Roser var en sådan Sjældenhed i denne Udkant af Landet. Jeg ser, at jeg, som vi Mennesker så tit gør, atter har tænkt fejl. -
- Disse La-france-roser har vi virkelig heller ikke Magen til, Onkel Ludvig, forsikrede Baronesse Sofie og stillede sig hurtigt foran Rosenglasset på Konsollen - har Mama beundret dem rigtig? -
- Vidunderlige, superbe - sukkede Mama begejstret og sugede den fine Duft ind - ak, hvor den Duft vækker Minder, kære Fætter. Du er da bleven din Ungdomskærlighed tro! -
- Jeg ønsker altid, at se de Roser på mit Bord, så vidt det kan lade sig gøre, det ved Gartneren, derfor har han særlig lagt sig efter den Specialitet. - Og du. Eleonora? -
Jeg - sagde Enkebaronessen og slog ud med Hænderne på en meget sigende Måde.
- Jeg forstår, jeg forstår - skyndte Baronen sig at afbryde. - Sig mig, ma chére, hvad Slags Mennesker er her i denne lille By. Til at omgås, hm? -
Baronesse Adele anbragte Roserne i to Glas foran Onkel Ludvig og Mamas Kuverter.
- Aldrig har jeg personlig følt det gamle Bibelsprog så stærkt som i Dag - hvem meget har, skal meget få - sagde hun i Forbifarten og pegede med et Smil på den duftende Overflod, der truede med at forgifte Luften om dem med sin stærke Ånde.
- Og hvem lidet har, skal tages fra - hviskede Baronesse Sofie tilbage - jeg tænker på din sidste Krone! -
Frokosten blev vellykket. Mamas Idé med Gedden viste sig at være fortræffelig. Baronen lod til at leve op og befinde sig vel, han spiste af alt, roste alt og var i sit mest nådige Lune, mens Jackson lydløst og korrekt vartede op og tog Fade og Tallerkner ud af den endnu skælvende Botillas Hænder og ikke så meget som blinkede, ved at skulle bære Sauçeskålen ind med begge Hænder, da Ørene var løse, limet på til Anledningen med Syndetikon.
Der var slet ingen Pauser i den livlige Samtale.
- Mindes du, Eleonora, Blomsterfesten hos Grev Uhlendorff? - Hvor du var Celinde. -
- Og du min Floridon. -
- Og den store Hoffest. -
- Å, jeg ser den hvide Sal så lydelig for mig - hvor var den imposant -
- Husker du ma chére den Aften, hans kongelige Højhed viede dig en Kultus, så at vi unge Kavalerer blev gule og grønne af Misundelse. -
Den gamle Baronesse rødmede som en ung Pige.
- Ja, mine unge Damer, Eders Mama var en feteret Skønhed i sine unge Dage, omsværmet som få. Men smuk er hun endnu, ikke sandt - udbrød Baronen galant og truede smilende ad sin Værtinde. - Du har handlet klogt i at vælge det stille Liv i disse idylliske Omgivelser. Intet tærer på Udseendet og ælder én før Tiden, som det hidsende Liv ude i den store Verden, de Krav éns høje Stilling fører med, er komplet legemsopslidende - og Baronen sukkede dybt og strøg sig med Hånden over sine fyldige, glatte Kinder - rolige Dage uden Bekymringer og Begivenheder er den bedste Livseleksir. -
Enkebaronessens Smil falmede under Baronens sidste ord, men ikke et Træk røbede, hvad hun følte ved dem.
Der blev en lille Stilhed, hvor Baronesse Sofie rejste sig og hviskede et par ord til Mama. Mama nikkede og rømmede sig let, som om der var kommet noget op i Halsen.
- Det er desværre ikke ganske efter eget Valg, at vi er havnede I dette lille Hus her i Udkanten af denne lille Købstad - begyndte hun men omstændighederne har ført det med sig.-
- Hvad mener du, min bedste - faldt Baronen ind med et Tonefald, der stod forunderlig Modsætning til hans endnu så smilende Ansigt.
- Jeg mener - svarede Enkebaronessen værdigt - at havde vi kunnet vælge vort Opholdssted, var det næppe blevet her, - i disse meget indskrænkede Omgivelser, men Omstændighederne - -
Baronen smilede ikke længer; med et hastigt Blik søgte han Uret, der stilfærdigt dikkede på Rokokokommoden.
- Pardon, ma chére - men vi glemmer vel ikke Tiden? -
Mama vinkede beroligende.
- Hvad min ældste Datter foreslog og ville have sagt, er om du ikke føler Trang til at ryge efter Måltidet? Jeg lever jo slet ikke med længer og følger med Tiden, som også på det Punkt ganske har forandret sig - og jeg ville blot have sagt, at desværre forbyder vore reducerede Omstændigheder os at holde et Rygekabinet, men vil du - -.
- Men mine Damer, hvad tror De dog om mig! - udbrød Baronen og sprang pludselig op fra sin Plads. - Ryge Tobak, når man har et så udmærket Selskab. Nej, Gud være lovet, jeg er dog endnu en Kavaler af den gamle, franske Skole. -
De tre Timer gik hurtig tilende, og var lige tilfredsstillende for det lille Selskab I Salonen som for de to i Køkkenregionerne. Efter ordre havde Botilla trukket afsted med Jackson for „at vise ham Byen”; og Jackson fulgte „Jomfruen” automatisk, uden at røbe nogen Følelse, som han ville have siddet på Huggeblokken i det mørke lille Køkken eller ved Bordet i Baronessens Sovekammer. Hun tog ham med i Lunden, hvor han lod et par anerkendende ord falde om Grantræernes Størrelse og Grønhed, men Byen var han ikke til at formå at beundre, hvor meget Botilla end strengte sig an. Tavs og udeltagende stod han foran de største Spejlglasruder hos Stedets fineste Handlende og lod sig forstå med, at der var større og finere Ting at se i London, Paris, Berlin og Rom, hvor han havde fulgt sin Herre. Men det troede Botilla ikke, skønt hun ikke turde sige ham imod. Lige så lidt som hun turde fortælle ham, at hun slet ikke var Jomfru, men hæderlig og ærlig gift med sin Skomager. Hun havde en Følelse af, at det slet ikke var hende selv, der gik dér med den fine Kammertjener på Gaden, men at hun „spillede Teater” og virkelig var Jomfru hos Enkebaronessen og at de til Hverdag levede som i Dag. Ja, så inde var hun i Rollen, at havde hun mødt Skomageren, havde hun fornægtet ham rent ud - men heldigvis blev hendes ægteskabelige Troskab ikke sat på den prøve.
Og nu stod hun og rakte Jackson Overtøjet, som han omhyggelig hjalp Herskabet på. Baronen stak hende en Tokrone i Hånden, det var Dagens Clou.
- Et charmante Besøg - en idyllisk Formiddag - forsikrede Baronen endnu en Gang fra Kupéen, hvor Vinduet var slået ned. Han viftede og vinkede, selv Stationsforstanderen i den gamle, plettede Uniformsfrakke fik en høflig Hilsen, der jog ham Blodet op i de vejrbidte Kinder.
Afsted rullede Toget, det sidste man så, var Jackson, der stram og stilfuld bukkende stod på Platformen foran en 2den Klasses Kupé. Så forsvandt Toget ved Omdrejningen og kun Røgen fra Lokomotivet lå igen over Landskabet.
* * *
En Ugestid efter sad Baronesse Adele atter ved Vinduet og syede. Et Øjeblik holdt hun inde og gned sig med Hånden over de rødkantede, trætte Øjne. Det havde været en anstrengende Uge, der var fulgt på Besøget.
- Der kommer Postbudet - sagde hun roligt. Denne Gang var han ventet.
Mama fik det firkantede Brev bragt ind og brød straks Konvolutten.
- Hvad skriver så Onkel Ludvig? - spurgte Baronesse Sofie interesseret. - Er han tilfreds med sit Besøg? -
Mama sad et Øjeblik tavs.
- Meget - sagde hun omsider. - Han skriver meget høfligt og elskværdigt. - Begge Døtre så hen på hende, der var en så underlig Klang i hendes Stemme. - Overmåde høfligt og elskværdigt - gentog hun fastere - og takker for den charmante Dag i vort lille, blomsterduftende Hjem, hvor det glædede ham at se os alle så tilfredse, se så godt ud og væreså glade. Hans Besøg syntes at have lettet ham en stor Byrde. -
- Sandt at sige, - skriver han, - havde han, fra en unavngiven Kilde, hørt ymte om, at „den kære Eleonora” befandt sig i yderst reducerede Omstændigheder. Det havde da været hans Hensigt ved dette Besøg, personlig at overbevise sig om Sandheden deraf, og i fornødent Fald stille en mindre Årepenge til vor Disposition.
Men til al Lykke viste det sig, at Rygtet havde overdrevet og han var glad ved at kunne undgå at berøre det delikate Tema: Forretningssager, som vore moderne, mere hensynsløse Herrer, ikke generer sig det mindste, for at tale med Damer om.
Verden var bleven så brutaliseret, netop derfor var det så velgørende, at kunne tilbringe en solrig Formiddag i idylliske Omgivelser sammen med hans Ungdoms så beundrede „Celinde”. - Som en fin lille Blomst i Mindernes Buket ville dette hans Besøg hos de tre elskværdige Slægtninge stå, og han forblev - etc. - deres altid hengivne Ridder
Ludvig von Haffsten.
Der fulgte en lang Stilhed efter Oplæsningen af Brevet. Ingen dristede sig til at ytre nogen Bemærkning af Frygt for, at Stemmen skulle røbe den Sindsbevægelse Indholdet kaldte frem. Kun Baronesse Adeles Nål hørte man, som den gik frem og tilbage, frem og tilbage med den fortvivlede Energi, der var hende egen.