Bogkassens Hemmelighed
Marius Dahlsgaard (1928)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
2. Den hårde Dom
Samtidig med, at Hugo Grotius blev fængslet, blev også en anden navnkundig Hollænder fængslet, nemlig Johan van Oldenbarneveldt, der bar den mærkelige Titel: Rådspensionær af Holland. Denne Mand havde under sit Fædrelands Krige med Spanien vist det største Mod og den hensynsløseste Tapperhed. Han havde været en af Vilhelm af Oraniens tapreste Mænd. Senere havde han med stor Dygtighed ledet Rigets Pengevæsen og Styrelsen af Kolonierne; men Vilhelm af Oraniens Søn, Prins Moritz, kunde ikke tåle ham. Oldenbarneveldt var Republikanernes Fører, og derfor skulde han gøres uskadelig.Prins Moritz fik endelig Lejlighed til at føre det dræbende Slag mod ham, da han kom ind i de religiøse Kævlerier, som førtes mellem en Sekt, der kaldtes Arminianerne, og de Folk, der kaldtes Calvinister. Det vil sige, de holdt strengt på den store Reformator Calvins Tro og lære. Prinsen Spillede sine Kort så fint, at Oldenbarneveldt fik det menige Folk og Hollands øverste Styrelse eller Generalstaterne mod sig. Man misbilligede hans religiøse Meninger og vilde have ham til at underkaste sig en særlig, kirkelig Domstol; men det vilde han ikke.
Hugo Grotius var barnefødt i Delft i Holland, hvor hans Fader var Borgmester. Allerede som Dreng havde han vakt Opmærksomhed på Grund af sine udmærkede Evner. Han kastede sig over Lovkyndigheden, og i sit 16. År blev han doctor juris, en stor videnskabelig Udmærkelse; men han nøjedes ikke med at studere Lov og Ret. Intet menneskeligt var ham fremmed, og han var hjemme både i Religion og Naturvidenskab. Allerede i 1613 blev han Borgmester i Rotterdam og Generaladvokat. Det sidste var nærmest en Titel.
Johan van Oldenbarneveldt og Hugo Grotius blev snart gode Venner, og de samledes i deres Tro på Arminianernes milde Opfattelse af Kristendommen. Grotius blev snart på Grund af sin Lærdom Arminianernes Fører, idet han skrev en Mængde Skrifter, hvori han forsvarede deres Lære, og derved blev den stilfærdige Mand uden egentlig selv at ville det ført ind i de bitre religiøse Stridigheder, som blev så meget desto farligere, fordi Prins Moritz af Oranien benyttede dem til sine egne Formål.
Der blev ikke straks taget Bestemmelse om, hvad der skulde gøres med dem. Først blev der holdt en endeløs Række Forhør, og så endelig skred man til at nedsætte en særlig Domstol, som skulde træffe Afgørelse i den vigtige Sag.
- - -
For Dr. Hugos Hustru, Fru Maria, kom der nu trange Dage. Hun elskede sin Mand højt, og det var et meget hårdt Slag for hende at vide ham i Fængsel og i Prinsen af Oraniens Magt.
Prins Moritz lignede ikke sin Fader, den udmærkede og ædle Vilhelm af Oranien. Han tænkte ikke på Nederlandenes Fremtid undtagen i Forbindelse med sin egen Person og sine egne Ønsker om at blive Konge. Derfor var han så uforsonlig mod den gamle, brave Statsmand Johan van Oldenbarneveldt og hans Venner.
Intet Under, at den gode Fru Maria var ulykkelig. Børnene var endnu for små til at fatte, hvad der var sket. Popeje græd også imellem, selv om hun havde lettest ved at trøste sig.
Det var et sørgeligt Hjem.
Allerede næste Dag var Doktoren bleven ført til et Fængsel i Haag, og hans Hustru rejste derfor dertil med Børnene og den trofaste Rebekka, og efter nogen Tids Søgen fandt hun en Bolig nær ved Fængslet.
Men Fru Maria var en alt for kraftig Natur til ret længe at kunne være uvirksom. Hun søgte at komme i Forbindelse med indflydelsesrige Mænd for at udvirke noget til Gunst for sin Mand. Her fik hun virksom Støtte af Oldenbarneveldts to Sønner, Vilhelm og René. Men det var ikke let at få noget udrettet.
Vinteren sneg sig hen, og endnu svævede Fru Maria i Uvished om sin Husbonds Skæbne. Vel lykkedes det hende nogle Gange at få Tilladelse til at besøge ham i Fængslet; men Samtalerne mellem Mand og Hustru overværedes af både Soldater og Fangevogtere, og ud over de almindeligste Ting om sig selv og om Børnenes Helbred var det hende umuligt at komme til at tale med sin Mand om noget, som kunde have Betydning for ham og hans Skæbne.
- - -
En af de første Martsdage sad Rebekka i det lille Køkken og legede med Pieter. Popeje sad på Bordet med en Saks i Hånden og nogle brogede Klude foran sig. Hun var i Færd med at sy Tøj til Dukkerne.
„Rebekka skal fortælle Historier!” sagde Pieter. Han var ked af at lege mere.
„Rebekka kan ingen Historier!” sagde hun og rystede på Hovedet.
„Rebekka kan mange!” indvendte den lille Dreng bestemt.
„Jeg har vist glemt dem, jeg kunde!” sagde hun og tog den lille Fyr og satte ham på sit Skød.
„Fortæl en rigtig Historie!” bad Popeje.
„Ja, en rigtig Historie, som da vi var hjemme i Rotterdam!” stemte Pieter i med.
Rebekka faldt i Tanker. Hun tænkte på, at da hun var ude for at gøre Indkøb, havde hun hørt Slagteren sige til en Kunde, at nu var det bestemt, at der skulde holdes Dom over Fangerne. Hun havde ikke fortalt sin Frue det endnu, fordi der var et Par fremmede Herrer på Besøg, da hun kom hjem.
„Begynd så!” plagede Pieter.
Rebekka tog sig sammen.
„Der boede engang i Rotterdam en god Mand. Han havde to små Børn - - -”
„Den lille Dreng hed Pieter, og Pigen hed Popeje, og Manden hed Hugo de Groot! - Den kender vi, Rebekka!” afbrød Popeje.
„Den kender vi!” råbte Pieter.„Nej, en Historie, som vi aldrig har hørt før!”
„Jeg kan nok ej flere!”
„Jo, du kan nok. Du kan så mange.”
Rebekka tog sig sammen. Hun måtte ikke sidde og falde i Tanker. Det var Synd for Børnene.
„Begynd så!” gentog den lille Plageånd og borede sig endnu tættere ind til hende.
„Dengang Spanierne huserede i Rotterdam,” begyndte Rebekka.
„Hører du, det er en Historie om Spanierne, Popeje!” afbrød lille Pieter.
„Ti nu stille! Ellers kan Rebekka ej fortælle!” sagde hun og truede spøgende ad ham med Pegefingeren.
„Da Spanierne handlede så ilde med Folk i Rotterdam, var de kommet i Tanker om, at alle Hollændere skulde slås ihjel på en bestemt Dag!”
„Når jeg bliver stor, så vil jeg være Soldat!” sagde Søsteren. „Så vil jeg gå i Krig mod Spanierne.”
„Så vil jeg håbe, vi har en ny Prins Vilhelm!” sagde Rebekka. - „Nå, de begyndte ved det store Torv, og næsten i alle Huse fik de fat i nogen, som de slog ihjel. Da var der en Mand, som boede i det Hus, som ligger på Hjørnet af Torvet og Hangstad, som kom igennem Gaden. Han kunde se, at der så grueligt ud alle Vegne. Han havde ej set Staden længe og var kommet med en Båd ad Kanalen.”
„Hvad hed den Mand?” spurgte Popeje. „Jeg kan godt huske Huset. Det havde grå Mure!”
„Ja, det er rigtigt nok; men jeg kan ej huske, hvad Manden hed. Da han kom ind, fandt han sin Kone og sine Børn siddende i Soveværelset i den dødeligste Angst for, at Spanierne skulde komme. Han gav sig nu til at tænke på, hvad han skulde gøre for at frelse dem. - I det samme hørte han et Lam bræge. Det var et lille Dæggelam, som Børnene holdt så meget af. Det stod inde i Køkkenet. Der havde de lukket det ind, så Spanierne ej skulde tage det. Det gik han hen og slagtede.”
„Det var da en slem Mand,” sagde Pieter, „ham kan jeg ej lide.”
„Hør nu videre, lille Pieter! - Så tog han Blodet og hældte det ud på Gaden foran Huset. Noget hældte han også på Trappen og nede i Forstuen. I Stuerne væltede han Møblerne. Ja, han slog også en Rude eller to ud, skønt Glarruderne er så dyre!”
„Det var da en sær Mand!” mente Pieter og rystede på Hovedet.
„Så gik Manden ind og fik sin Kone og sine Børn med sig ned i Kælderen. Der sad de ganske stille og kom ej op på Gaden, mens Spanierne rasede i Staden. Da de vilde Soldater kom forbi Huset, så de Blodet på Gaden, og da de kigede ind ad Døren, kunde de se al den Uorden, der var inde i Huset. Så kunde de nok se, at her var ej noget for dem at gøre, og så gik de igen.
Sådan gik det til, at i det Hus blev alle reddet”, sluttede Rebekka sin Fortælling.
„Jeg lider ej den Mand!” faldt Pieter ind. „Det var Synd for Lammet!”
„Du kan da nok forstå, Pieter, at Lammet reddede Folkene,” oplyste Søsteren.
„Ja, - men det var nu Synd for Lammet alligevel!” vedblev Pieter, der blev ved sit, når han først havde fået en Mening.
I det samme gik Køkkendøren op, og Fru Maria kom ind. Hendes øjne var rødgrædte, og det var ikke svært at se, at hun var meget bedrøvet.
„Hvad er der sket, Fru Maria?” spurgte Rebekka.
„Du hørte nok, at der var et Par fremmede Mænd inde hos mig, da du kom. Det var Vilhelm og René van Oldenbarneveldt. Den unge Hoogerbeet kom senere. Du ved nok, at hans Onkel også er mellem de ulykkelige, som denne Blodhund holder fangen. De har sneget sig ind i Byen, fordi de har opsnuset, at i Morgen, den syvende Marts, skal der fældes Dom i Sagen mod Arminianernes Førere. De har tænkt sig, at der muligvis kunde findes en Lejlighed til at hjælpe dem til Flugt, når de skal føres til Forhørssalen på Rådhuset. Der er kommet mange af deres Venner for at hjælpe med; men de ved jo intet. - Prinsen er en fremragende Hærfører og en glimrende Soldat; han har jo den strengeste Lydighed blandt sine Tropper.”
„Skal der være nye Forhør?” spurgte Rebekka.
„Ja, det skal der! - Men denne Gang er det nok også Meningen, at der skal falde Dom. René fortalte mig, at der er nedsat en særlig Ret, som består af 24 Medlemmer, og det er alle sammen Oldenbarneveldts og min Mands bitreste Fjender. Prinsen har sørget for kun at få Folk ind i Domstolen, som han kan stole på. Alle er de renlivede Calvinister, så Udfaldet af den Dom er sikker.”
„Ja, så er vi nok ej i Tvivl længere!” sukkede Rebekka.
„Nej,” sagde Fru Maria og hulkede højt. „Min kære Hugo! Hvordan skal jeg dog frelse dig!”
Hun satte sig ned på en Stol og gemte sit Ansigt i sine Hænder. Rebekka græd, og begge Børnene begyndte at klynke. Men nu fik Pieter en Idé. Han gik hen til sin Moder og prøvede at tage hendes Hænder bort fra Ansigtet.
„Lille Mor! Det kan være, der kan komme et Lam og frelse Far ligesom i Historien om Lammet i Rotterdam.”
Pieter begyndte nu på sit Barnesprog at fortælle den Historie, han lige havde hørt af Rebekka.
„Ja,” sukkede Fru Maria, „det er nok sådan, at vi ej kan sætte vort Håb til Mennesker mere. Her kan nok kun Gud hjælpe; han er da også det bedste Værn mod Menneskers Ondskab.”
Så sad de to voksne ganske stille en Tid, hensunkne i deres egne, triste Tanker, mens Børnene klyngede sig til deres Moder.
Endelig brød Rebekka Tavsheden.
„Hvornår mon Forhøret tager sin Begyndelse?”
„René van Oldenbarneveldt sagde, at så vidt han vidste, var det nok Klokken ti, de skulde begynde. Men det vil sikkert trække længe ud, inden de kan blive færdige. - Om min Husbond kan de vel neppe sige, at han har været en Fare for Staten, sådan som de siger om Rådspensionæren!”
Rebekka rystede på Hovedet.
Så gav de sig til at sørge for Mad til Børnene. Fru Maria skulde ud i Byen for at tale med sine Venner blandt de formående Mænd.
- - -
Næste Formiddag strømmede en Mængde Mennesker mod Slottet i Haag. Den åbne Plads Vest for Slottet var allerede fyldt med nysgerrige fra den tidlige Morgenstund.
Forhørene holdtes i en al Slottets store Sale.
Prins Moritz sad midt for et stort Bord, og på hver Side af ham sad de Mænd, som han havde fået valgt til Dommere i den vigtige Sag, som i så høj Grad syntes at angå Rigets Velfærd.
Det var ikke noget ringe Antal Mennesker, som skulde fælde denne Dom; men - Udfaldet var på Forhånd givet, for Prinsen havde med Omhu valgt hver enkelt Mand, og blandt de fire og tyve fandtes der ikke en eneste, som ikke hadede Arminianerne af sit inderste Hjerte.
Herrerne i de brogede Dragter med de kostbare Guldkæder og Signetringe, de pyntede Officerer, Bysvendene i deres krigerske Udrustninger, de svære Lysekroner, det pragtfulde grønne Bordtæppe, de tunge Stole med de udskårne Rygge, alt gav Rummet et pragtfuldt og højtideligt Udseende.
Men man var slet ikke samlet til Fest eller Glæde. Man var tværtimod kommet sammen for at fælde en umenneskelig og uretfærdig Dom, som skulde gå ud over to af Hollands bedste og berømteste Mænd. -
De høje Dommere var kommet til Stede. Fru Maria havde af sær Nåde fået Lov til at overvære Forhøret. Hun blev anbragt på en Bænk i Baggrunden af Salen, og for at hun ikke skulde krænke Rettens Værdighed ved at foretage sig noget, som stred mod Stedets Orden, blev et Par Landsknægte med skuldrede Partisaner stillet op bag ved hende.
Statsadvokaten, som skulde lede Forhandlingerne, henvendte sig nu til Prinsen og spurgte, om man kunde føre Fangerne ind. Et tavst Nik var Svaret. En af de vagthavende Officerer skyndte sig bort for at udføre Ordren, og lidt efter blev den store Egetræsdør slået op, og Johan van Oldenbarneveldt og Hugo Grotius blev ført ind i Salen mellem fire væbnede Fangevogtere i grå Dragter.
Oldenbarneveldt var en statelig Skikkelse. Hans hvide Skæg nåede ham langt ned på Brystet, og det lange, hvide Hår lå som en Krave om hans Skuldre.
Der blev åndeløst stille i den store Forsamling. Den ærværdige Skikkelse med det berømte Navn gjorde et dybt Indtryk på de tilstedeværende. Hugo de Groot kom duknakket og halvvejs famlende ind i Salen, som hans Vane var. Hans blege, fine Ansigt med det blonde Hår og Skæg gjorde også et dybt Indtryk på de tilstedeværende. Han så sig om i Salen med et hurtigt Blik og fik Øje på sin Hustru. Et Glædens Smil for hen over hans smukke Åsyn, og en Purpurbølge skød op i hans blege Kinder. Man kunde se, at han døjede med ikke at kunne kaste sig i Armene på sin Hustru. Men så tog han sig sammen. Med et ærbødigt Buk hilste han på Prinsen og Dommerne. Dernæst vendte han sig mod Fru Maria og hilste også hende med et Buk.
Men Oldenbarneveldt rørte sig ikke. Han stod rank som et Lys. Hans hvasse Øjne skød Lyn; men han ikke så meget som antydede, at han anede, at Rigets Statholder var i hans Nærhed og fortjente hans Hilsen.
Statsadvokaten henvendte sig til ham og Hugo Crotius med myndig Røst.
„Mynherr Johan van Oldenbarneveldt, Rådspensionær af Holland, og Mynherr Hugo de Groot, kaldet Hugo Grotius, doctor juris og Borgmester i Staden Rotterdam! - Statholderen i Nederlandene, vor øverste Myndighed til Lands og til Vands, Hans Højhed Prins Moritz af Oranien, Greve af Nassau, har i Dag ladet eder stævne hid for denne høje Domstol, som skal prøve eders Sag og fælde en retfærdig Dom over eder for den svære Anklage, som rettes mod eder!”
Oldenbarneveldt rørte sig ikke. Hugo Grotius blev derimod urolig og vidste ikke rigtig, hvordan han skulde tage Sagen.
Dernæst begyndte Statsadvokaten at oplæse Klagen mod dem. Den var både hård og lang og rummede en Mængde Punkter. Oldenbarneveldt anklagedes for at forstyrre Religionen, beskyldtes for at føre en oprørsk Politik og nære Planer om at hidføre en Omvæltning i Statens Styrelse. Særlig dvælede man ved, at han ikke var ren i Troen, og at han var en Fare for den sande Kirke, ligesom man hævdede, at han havde gjort sig skyldig i Overgreb mod Landets Love ved at holde sig til Arminianerne, der betegnedes som Djævelens Børn og Fjender af den sande Kristendom.
Anklagen mod Grotius var omtrent af samme Art, selv om den ikke var slet så hård. Den dvælede især ved, at han havde gjort sig skyldig til den hårdeste Straf, fordi han havde udsendt flere hvasse Flyveskrifter mod de rettroende Kalvinister.
Endelig holdt Statsadvokaten op.
„Johan van Oldenbarneveldt, Rådspensionær af Holland! I har Ordet og kan forsvare eder!” sluttede han.
Den gamle Herre rømmede sig. Han lod sit skarpe Blik glide hen over Forsamlingen ved Dommerbordet, så begyndte han at tale.
„Høje Råd! - Vise Dommere!” - Del var en umiskendelig Hån i hans Stemme. „Jeg tror, at hver Mand i denne Sal kender mig, I ved, at jeg er født i Amersfort, og at jeg har studeret ved italienske og franske Universiteter. Jeg kender mit Lands Love så godt som nogen i denne Sal, og i Lovkyndighed bøjer jeg mig kun for min lærde Ven, Hugo de Groot, som står ved min Side. Ej en eneste af jer kan bevise, at jeg har forstyrret vor Stats Ro eller hindret den sande Religions Udøvelse. - Man vil også, høje Herrer! erindre, at jeg sammen med den store Vilhelm kæmpede for og arbejdede på vort Lands Befrielse. - Ligesom eders Fader, Prins Moritz, har jeg arbejdet for, at Nederlænderne kunne komme til at leve deres Liv i Frihed. - Men denne sande Frihed må også omfatte Religionen. Her i Holland skal det være sådan, at Katolikker og reformerte, Kalvinister såvel som Arminianere skal have Lov til at dyrke deres Gud, som deres Hjerte byder dem! - Jeg kæmpede ved Vilhelm den Tavses Side for vort Land og vor Ære. Nu sidder hans Søn i Domstolen over mig. Han ønsker mig fjernet, og jeg ved hvorfor. Han ved nemlig, at jeg ej vil være med til at give en Stump af vor dyrt erhvervede Frihed bort. - Om jeg giver mit Land til Spanierne eller til fremmede, eller jeg lægger dets Velfærd i Hænderne på en enkelt Person - det være sig en Konge eller Prins, ja selv en Fyrste af Huset Oranien - kommer for mig ud på eet!
Frie Nederlændere! Hør mit Forsvar!”
Efter denne Indledning tog han fat på sin egentlige Forsvarstale, og med glimrende Veltalenhed gennemgik han den Anklage, der var rettet imod ham, Punkt for Punkt.
Endelig sluttede han. Hans sidste Ord lød:
„Døm mig! Døm mig kun til Døden, om I vil. Jeg forandrer ikke et Ord i mine Meninger eller i de Grunde for min Adfærd, som jeg her har fremført.”
Prinsen havde siddet ganske stille under Oldenbarneveldts lange Tale. Nu så han op med et ondskabsfuldt Smil og gjorde Tegn til, at man kunde lade den næste Fange få Ordet.
Hugo Grotius begyndte at tale; men den lærde Herre var langt bedre til at fægte med Pennen, end han var til at kæmpe med Ord. Hans Tale var stiv ag tør, og den var ikke nær så dristig og fripostig som hans aldrende Vens; men han hævdede ligeledes, at han kæmpede for Trosfrihed i Nederlandene, og at det aldrig kunde falde ham ind at ændre et Ord i, hvad han havde talt og skrevet i denne Sag. Han endte med at sige, at så vidt han kunde se, gaves der ingen Hjemmel for hans og Oldenbarneveldts Fængsling i de hollandske Love. Han påstod sig frifundet og løsladt og formente, at man ikke med nogen Ret kunde holde nogen af dem i Fængsel.
Fru Maria så hen til sin Mand, da han holdt op; mens han talte, havde hun holdt sit Blik fæstet mod Jorden, først nu turde hun se op på ham. Jo, han havde talt, som hans Samvittighed bød ham. Hun kunde se, at hans indre Ro og Tilfredshed prægede hans Sind.
Prinsen gjorde en Håndbevægelse.
„I befaler, høje Herre?” spurgte Statsadvokaten.
„Før de anklagede til Side, og lad de næste komme ind!”
Så kom de andre fængslede ind, een eller to, som de havde arbejdet sammen, og den samme, gruelige Anklage for Forstyrrelse af Religionen og Forræderi mod Nationen oplæstes for dem.
Endelig trak Dommerne sig tilbage for at fælde Dommen. Tilhørerne blev i Forhørssalen. Der gik lang Tid hen - næsten halvanden Time, så kom de høje Herrer med Prinsen i Spidsen.
Statsadvokaten tog atter Ordet:
„Min høje Herre, Statholderen af Nederlandene, Hans Højhed Prins Moritz af Oranien, Greve af Nassau, har betroet mig til at oplæse Dommen over eder for eders Forsyndelser mod vort Land, dets Love og dets Orden. Denne Dom er fældet af disse Dommere i Beråd med Gud og deres Samvittighed, og Hans Højhed Prinsen af Oranien har bifaldet den.
Johan van Oldenbarneveldt, hidtil Rådspensionær af Holland, vi dømmer dig ej; men dine Gerninger dømmer dig!
Du skal have dit Liv forbrudt, og dit Hoved skal afhugges med et Sværd!
Hugo de Groot, kaldet Grotius, doctor juris, hidtil Borgmester i Pladsen Rotterdam! Ej dømmer vi dig; men dine Gerninger dømmer dig, og din Forbindelse med Johan van Oldenbarneveldt dømmer dig. Dine ugudelige Skrifter fortjener den hårdeste Strat. Dine Ejendele skal sælges til Fordel for Statens Kasse, og selv skal du hensættes i evigt Fængsel!”
Der lød et skingrende Kvindeskrig, og Fru Maria sank ned på Gulvet. Bysvendene bar hende ud.
Den ene hårde Dom oplæstes efter den anden. Sådan forstod Hollænderne den Frihed, de havde kæmpet så hårdt i en Menneskealder for at fravriste det spanske Tyranni.