WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Bogkassens Hemmelighed




(1928)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


3. Fange på Loewestein

   Holland er fra Naturens Hånd et af de mærkeligste Lande på Jorden. Det er dannet af alle de store Floder, som udmunder i Nordsøen, og det er ikke alene Rinen, Maas og Schelde, som har skabt Landet, men også de tyske Floder Elben, Weser og Ems har hjulpet med. Men Landet er lavt og fladt, og Floderne, som i Bjerglandene har været viltre og sprælske nok, snor sig dovent af Sted, og man skal se godt til, om man kan opdage en Krusning af Strømmen på deres Overflade.
   I den sydvestlige Del af Landet, hvor Rinen, Maas og Schelde i den særeste Forvirring danner et Utal af Arme og Vandløb, deles det flade Marskland i en Mængde Øer, der er så lave, at de alle må omkranses af mægtige Diger og Dæmninger for ikke at blive skyllet bort i Forårstø og Efterårsstorm, når Springfloden skyller vældige Vandmasser ind i Flodmundingerne.
   Her kæmpes der altid en fortvivlet Kamp med Havet, og Befolkningen er gennem Århundreder blevet lige så fortrolig med dette lunefulde Element som vi andre med vor Dagligstue. Man kan næsten give Hollænderne Ret, når de siger, at den gode Gud har skabt alle Lande på Jorden, kun Holland fik han ikke færdigt, så det måtte Hollænderne selv besørge.
   Hvor Maasfloden løber sammen med Waal, Rinens vestligste Arm, dannes der en lang, smal Halvø, som ender i en Odde, der hedder „Bommelerward”. Det er ikke noget kønt Ord, og det er vanskeligt at sige; men Hollændernes Sprog er fyldt med lange og vanskelige Ord.
   På den yderste, vestlige Odde af „Bommelerward”, ligger Slottet Loewestein på et højt Sted, som ingen Stormflod kan overskylle.
   Det er et skummelt, gammelt Slot, og det er oprindelig bygget som en Fæstning, der skal passe på de to vigtige Vandveje, Maas og Waal. De tykke, røde Mure og de lave, runde Vagttårne viser tydeligt, hvad Hensigten har været.
   Loewestein skulde også passe på, at Skibene lagde til og betalte Told, inden de fik Lov at sejle videre. Søgte de i Nattens Mørke eller Tåge at liste sig fra den forhadte Toldafgift, skulde de se vel til; thi årvågne Øjne var på Vagt, og et Skud fra de svære Kartover kunde let forårsage en Skade, som kunde koste meget mere end Tolden.
   Her var der altid en stor Besætning af Toldere og Krigskarle, og her blev der altid holdt omhyggeligt Vagt; derfor brugte man ofte Slottet som Statsfængsel.
   Det blev bestemt, at Hugo Grotius skulde føres herhen, da Dommen over ham var faldet.
   Med Johan van Oldenbarneveldt gik det anderledes. Prinsen af Oranien ønskede at ydmyge den stolte Statsmand; men det passede ham just ikke at tage hans Liv. Han vidste nok, at den gamle Herre havde mange Venner, og derfor kunde hans Død for Bøddelsværdet blive farlig.
   Oldenbarneveldts Sønner fik på løndomsfuld Måde at vide, at dersom de indgav Benådningsansøgning, undertegnet af deres Fader, så vilde Straffen ligesom for Grotius's Vedkommende blive forandret til livsvarigt Fængsel.
   Men Johan van Oldenbarneveldt vilde ikke bede om Nåde.
   Derfor blev han henrettet den 24. Maj 1619 på Bunkenhof uden for Gevangenpoort i Haag.
   - - -
   Da Fru Maria først var klar over, at hendes kære Mand ikke skulde lide Døden, fik hendes flittige Hjerne mange Opgaver at tumle med. Hun var en meget energisk Kvinde, som ikke gerne gav op, selv om Vanskelighederne blev aldrig så store.
   Først og fremmest gjaldt det om for hende at få Tilladelse til at dele sin Mands Fængselsliv. Hun var nemlig meget ængstelig for hans Skæbne. Hun vidste, hvor ubehjælpsom og kejtet han var, og hun frygtede for, at han fuldstændig skulde synke hen i Grublerier, om hun ikke fulgte med ham. Hans Helbred var ikke det bedste, og blev der ikke sørget for, at han kom ud og fik lidt legemlig Bevægelse, var hun bange for, at Fængselslivet skulde få de sørgeligste Følger for ham.
   Derfor henvendte hun sig til indflydelsesrige Mænd, som hun kendte, og som kunde tænkes at være i Stand til at udrette noget for hende hos Generalstaterne og hos Prinsen. Det passede egentlig Prinsen ganske godt at vise nogen Velvillie med Hugo Grotius efter den hårde Fremfærd, der var blevet Johan van Oldenbarneveldt til Del, og han gav derfor sin Tilladelse til, at Fru Maria og Børnene samt Tjenestepigen Rebekka måtte tage Ophold på Loewestein.
   Den 6. Juni 1619 rejste Hugo Grotius med sin Familie under militær Bevogtning til sit Fængsel.
   De blev ført om Bord i en Skøjte, som ad Kanalen og Floden skulde bringe dem til Målet for deres Rejse.
   For Børnene var Rejsen en Fryd; de kunde jo ikke rigtig forstå, hvad det vilde sige, at deres Fader skulde sidde i Fængsel. Fru Maria brød sig heller ikke om, at de skulde have for meget at vide om det, og derfor forbød hun Rebekka at give dem for mange Oplysninger.
   Familien blev indskibet på Skøjten. Fangerne, der dog behandledes som Standspersoner, fik anvist Agterkahytten under Rejsen, og her sad Hugo Grotius og Hoogerbeet, som også skulde i Fængsel på Loewestein, i ivrig Samtale.
   Fru Maria havde lagt sig på en Løjbænk i Kahytten. Hun havde Hovedpine og var træt af den Uro og Spænding, som den sidste Tid havde medført.
   Pieter og Popeje gik på Dækket og legede, og Rebekka holdt Øje med dem, mens hun sad og syede på noget af deres Tøj.
   På den store Luge midtskibt sad Landsknægtene og spillede Terning. En enkelt af dem sad for sig selv med sin Lut i Favnen. Af og til klimprede han lidt på den. Somme Tider sang han en Visestump, ellers sad han og stirrede ud i Luften på det smilende Landskab, som de kom forbi.
   Pieter stolprede hen til Lugen og så på Krigsmændenes Terningspil. Sådan noget havde han aldrig før set. Den Leg interesserede ham.
   „Hvad bestiller I?” spurgte han.
   En af Mændene så hastigt op; men han var alt for optaget af Spillet til at svare Barnet.
   Det var da en underlig Leg, sådan at ryste Terninger ud af et Bæger og så give hinanden snart Sølvpenge og snart Guldpenge. Det lod ikke til, at den, som skulde give de andre Penge, var særlig glad for at komme af med dem, for de bandede og svor gerne så grueligt, når de tabte. Der var navnlig en af Knægtene, en gammel, grim Fyr med et mægtigt Overskæg, som lod til at blive helt rasende, hver Gang han skulde af med de blanke Skillinger. Han havde et fælt Ar over det ene Øje, og når han skældte ud, blev det som en blodrød Stribe, der trak sig hen over Panden.
   Det Spil kunde Pieter ikke lade være med at se på, og han var en lille Fyr, der var vant til at have Frisprog, derfor spurgte han igen:
   „Hvad er det, I bestiller?”
   Den fæle Landsknægt så op på ham med et bistert Blik.
   „Hvad kommer det sådan en Kætterunge ved?” sagde han brutalt.
   Han rystede Bægeret og kastede de tre Terninger ud på Lugen.
   Der kom en Toer og to Enere op. Det dårligste Kast!
   „Ved Hertugen af Albas Skæg! Alle onde Magter har sammensvoret sig imod mig!” råbte han rasende. „Det kommer der af at sejle med Arminianere og Kætterunger!”
   „Hvad er en Kætterunge?” spurgte Pieter, der holdt af at få grundig Besked.
   „Hold Mund!” råbte Landsknægten bistert.
   Spillet fortsattes; men Heldet lod ikke til at vende tilbage til den vrede Krigsmand. Han tabte i hver Omgang, og Arret over Øjet blev rødere og rødere. Det så næsten ud, som om det var en hæslig, levende Orm, der lå på hans Pande.
   „Men hvad bestiller I da?” spurgte Pieter. Hans Stemme var ved at blive utålmodig. Han var ikke vant til at skulle vente på Besked.
   I samme ulyksalige Øjeblik tabte den vrede Krigsmand atter sin Indsats, og denne var lige blevet fordoblet.
   „Hvad vi bestiller!” skreg han op. „Ja, jeg skal give dig noget at bestille. Siden du stillede dig op og gloede på mig, fordømte Kætterhvalp, har Heldet ganske forladt mig. Pak dig!”
   De andre Spillere lo højt. Kammeratens Vrede morede dem.
   „Nå, I griner, I Bengler! - I griner ad Kunz von Langenberg, hvis Fædre kæmpede under den store Rudolf. Jeg skal lære jer at grine!”
   Han gjorde i det samme en så gruelig Grimasse, at den stakkels Pieter blev ganske forskrækket og stak i at brøle højt.
   „Ja, du tuder, Kætterhvalp! - Du skulde se, hvad jeg har gjort ved Karle af den Slags i Bøhmerland! - Du er ikke bedre værd, end at jeg tager dig i Benene og kaster dig udenbords!”
   Han snappede efter Pieter, og det arme Barn skreg af Rædsel; men han var samtidig så bange, at han ikke kunde røre sig.
   „Lad Barnet være!” råbte Manden med Lutten.
   „Hvem siger, at jeg skal lade være! Hvem forbyder mig at bruge ham som Fiskeføde!”
   „Det gør såmænd jeg! - Lad nu være med at skabe dig, Kunz!” sagde Lutspilleren godmodigt.
   Rebekka var blevet opmærksom på sin lille Yndlings Skrig og kom farende for at bringe ham i Sikkerhed på Agterdækket.
   Den rå Landsknægt greb hende i Skulderen med et hårdt Tag.
   „Slip den Unge! - Han skal have sin Straf! - Han har taget Lykken fra mig!” skreg han barsk.
   „Slip Pigen og Barnet!” sagde Manden med Lutten og rejste sig.
   „Bland dig ikke i mine Affærer, Leo! - Vogt dig!”
   Leo lagde Lutten fra sig og kom nærmere. Han smilede overlegent til Rebekka, idet han sagde:
   „Tag du Barnet med dig! Her bliver lidt for hedt for Kvinder og Småbørn.”
   Hun snappede Drengen og løb af Sted med ham hen til Ruffet. Her følte hun sig i Sikkerhed, og så kunde hun ikke lade være med at se efter, hvad der skulde foregå.
   „Hvor tør du, sådan en ung Fløs, vove at blande dig i mine Affærer? Du kan jo neppe føre en Klinge!” skreg Kunz.
   „Fordi du er ved at gøre dig selv til Nar!” svarede Leo med uforstyrret Ro.
   „Sagde du Nar!”
   „Ja!”
   „Mener du, at jeg er en Nar!”
   „Ja, en topmålt tysk Nar! - Af alle Narre er de tyske de værste!” føjede Leo til med bidende Spot.
   Kunz så på ham med et skulende Blik.
   „Du vil fornærme mig?” hvæsede han.
   „Såmænd ja! - Dersom Sandheden da er en Fornærmelse!”
   „Så skal du slås med mig!”
   „Hellere end gerne!”
   Da det nu lod til at blive ramme Alvor, syntes Kunz knap så modig.
   „Du er jo en Sinke til at bruge Kårde,” begyndte han. „Det er Skade, at der ikke er en Præst her om Bord, så du kunde skrifte dine Synder. Du ved vel nok, at dine Timer er talte?”
   Leo så på ham med et hånligt Smil.
   „Træk fra Læderet, gamle Gækkepibe! Mig skræmmer du ikke med dine Grovheder!”
   Han drog i det samme lynsnart sin egen, lange Stødkårde og lod den blanke Klinke blinke i Eftermiddagssolen.
   Kunz trak også sin Dyrendal, og snart stod de to Kæmper over for hinanden med bistre Miner, medens det ene Øjenpar søgte at bore sig ind i det andet.
   Det var ikke nemt at sige, til hvilken Side Sejren vilde falde. Begge de to kæmpende var dygtige Fægtere. Leo var så langt den stærkeste; men Kunz havde hundrede Kampe og Slagsmål bag sig. De andre Landsknægte stod stille og så på dem. De morede sig kosteligt; et Slagsmål, og helst et blodigt, var for dem en behagelig Afveksling.
   Leo nøjedes med at parere sin Modstanders Hug og Finter, og til at begynde med så det ud, som om han døjede med at klare sig; men så begyndte han med eet at gå angrebsvis til Værks. Lynsnart faldt hans Hug ned over Modstanderen, og Skridt for Skridt drev han ham hen mod Masten.
   Så gjorde han atter et Par rasende Udfald, Kunz's Kårde for ham ud af Hånden, og med det samme stod han selv spigret til Masten med sin Modstanders Kårde gennem sin Køllertflig.
   „Ha!” råbte Leo. „Her kan du se, hvad det vil sige at komme til at fægte med en Mand, hvis Fader var Våbensmed i Lüttich! - Kom her, Kammerater, og se, hvordan jeg har bundet den største Pralhans i Generalstaternes Hær!”
   Landsknægtene lo og hånede den arme Kunz, der ikke kunde gribe om den skarpe Klinge og forsøge på at befri sig. Heller ikke kunde han prøve at lade Kården skære igennem Køllerten, da denne så blev ødelagt.
   „Nok!” pustede han. „Jeg indrømmer, at du er min Overmand i Kården! Lad mig så være fri!”
   Leo rystede leende på Hovedet.
   „Nej, min gode Kunz! - Først må du love mig, at du for Fremtiden vil være høvisk i din Adfærd mod Kvinder og Børn.”
   Også det måtte Fyren love, og så blev han fri.
   Under Kammeraternes Hånlatter forsvandt han forud; men Leo greb sin Lut og stak i med en lystig Vise.
   Om Aftenen mødte han Rebekka på Dækket. Hun havde lige fået Børnene til Ro og stod og så ud over den stille Kanal.
   „Hvem er du?” spurgte han.
   „Jeg er Rebekka Dirks fra Gorkum!„ svarede hun.
   „Tjener du hos den lærde Doktor?”
   „Ja, jeg har tjent hos ham, siden hans første Barn, den lille Pige, blev født.”
   „Han er nok en god Herre?”
   „Bedre Mand kan ej findes!”
   „Det var meget sagt!” sagde Leo med et Smil.
   „Ikke for meget!”
   „Tager du med Familien til Fængselet på Loewestein?”
   „Ja, og jeg bliver hos dem, så længe de vil have mig!”
   Leo stirrede ud over det blanke Vand. Hans Ansigt forrådte ikke hans Tanker.
   „Jeg skal i Tjeneste der også!” sagde han. „Kommer du i Trang for en hjælpende Hånd, så søg mig.”
   - - -
   Næste Dag, sent på Eftermiddagen, lagde Skøjten til ved Skibsbroen på Loewestein. Slotsherren, Mynherr van Penkenburg, kom om Bord og modtog sine Fanger. Det passede ham ikke, da han så Fru Maria og Børnene.
   „I kommer med stort Følge, Doktor Hugo!” sagde han. „Jeg skulde fast tro, at I var en fyrstelig person. Men jeg siger jer, at mere end to Værelser kan jeg ej afstå jer, så får I skalte og valte, som I vil.”
   Hugo Grotius hilste den barske Slotsherre med rolig Alvor.
   „Ej skal jeg stille Fordringer!” svarede han. „Jeg er mig min Stilling bevidst, og jeg skal vide at opføre mig, som det anstår sig en Fange.”
   Så kom de i Land og ind på Slottet.
   Familien fik anvist et Par høje, hvælvede Tårnværelser. Vinduer var der ikke mange af; men i det ene Værelse var der et langt, smalt et, som i Nødstilfælde kunde bruges som Skydeskår; det vendte ud mod Floden med en herlig Udsigt.
   Her anbragte Fru Maria et Bord, som hendes Mand kunde arbejde ved.
   Men da hun havde fået sine små Børn bragt i Seng i det yderste Værelse, som de skulde dele med den trofaste Rebekka, satte hun sig ned i en stor Armstol og græd bitterligt, imens hendes Mand krøb op på Bordet for at benytte den sidste, svindende Stråle af Dagslyset til at læse i en interessant Bog, han havde ført med sig.


Kapitel 4 >