WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Bogkassens Hemmelighed




(1928)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


5. Fru Marias Sorger

   Tiden sneg sig langsomt hen for Fangerne på Loewestein.
   Hårdest var den sikkert mod Fru Maria og Børnene. For Hugo Grotius betød Indespærringen neppe så meget, som den betød for hende. Han havde sine Bøger og var snart fordybet i lærde Studier, da han hørte til de lykkelige Mennesker, som altid kan finde på noget at bestille.
   Mellem sine Bøger fandt han en gammel; græsk Bog, „Fønicierinderne” af Euripides, og da han havde læst den igennem et Par Gange, følte han sig straks greben af Digtets Skønhed og gav sig til at oversætte det til smukke og klangfulde Vers.
   Mellem Hr. van Penkenburg og Fru Maria herskede der et meget spændt Forhold. Han hadede den energiske og villiestærke Kvinde, som søgte at trodse hans Magt, hvor hun kunde.
   En Dag, da der var gået omtrent to År hen, sad Familien Grotius ved Middagsbordet. Pieter var seks År og Popeje otte, og Doktoren læste hver Dag flere Timer med sine Børn, der var både lærenemme og flittige.
   Døren gik op, og ind trådte Mynheer van Penkenburg.
   Uden nogen Hilsen vendte han sig mod Fru Maria.
   „Jeg kommer i Anledning af en ny Skrivelse fra Generalstaterne, Frue, og jeg mener, at den er af betydelig Interesse for eder!”
   „Kan ske! - Jeg får jo høre, hvad den går ud på!”
   Van Penkenburg tog et sammenlagt Dokument ud af sin Vams og rakte det til Hugo Grotius.
   „I får selv læse, Doktor Hugo, så kan I dømme, om jeg farer med Usandhed eller ej!”
   Hugo Grotius åbnede Skrivelsen og løb den igennem. Han blev ligbleg under Læsningen, og hans Hustru kunde se, at den gjorde det stærkeste Indtryk på ham.
   „Det var et hårdt Slag!” sagde han endelig.
   „Kan hænde!” Van Penkenburg smilede hånligt. „Men Staten må jo sikre sig, at Fængslerne ikke bliver overbefolket af uvedkommende Personer!”
   „Men min Hustru og mine Børn har jo fået Tilladelse til at bo her, mens mit Fængselsophold varer!”
   „Hvad er der?” råbte Fru Maria. „Er der Befaling til, at vi skal bort!”
   Slotsherren smilede ondt.
   „Nej, Fru Maria! Så hård er Staten heller ej. Det er kun befalet, at fra den første i denne Måned at regne, og vi har i Dag den fjerde, må man ikke mere give de Personer, der opholder sig i Fængslerne, Kosten på Statens Regning, selv om de som Slægtninge af Fangen har Tilladelse til at opholde sig hos ham.”
   Fru Maria stirrede målløs på ham.
   „Ja, I ser på mig, Frue; men jeg er en meget lovlydig Mand. Hvad der gælder andre Slotte, kommer også til at gælde på Loewestein!”
   „Får vi så ej noget at spise mere?” klynkede Popeje.
   „Ti stille, mit Barn!” tyssede Fru Maria. Så vendte hun sig til Slotsherren, og med lynende Øjne spurgte hun:„Mener I at kunne tvinge mig bort fra min Husbond?”
   „Bevares, Frue! - Så længe Tilladelsen til, at I deler Doktor Hugos Fængselsophold, ikke er trukket tilbage, får I Lov til at bo her - men heller ikke en Time længere.”
   „Men må vi intet få at spise?”
   „Den Sag er mig ganske uvedkommende. - Så meget er sikkert, at I, Frue, og Børnene med nu har fået det sidste Måltid, der udleveres til eder fra Køkkenet på Loewestein.”
   „Kan I ej vente med at tage Bestemmelse, indtil vi får spurgt Generalstaterne?” spurgte Doktoren.
   „Jeg har fået min Ordre, og den er jeg lydig!”
   „Heller ej skal vi tigge om Mad!” sagde Fru Maria og rejste sig fra Bordet. Nu var hun vred; det var let at se. „Det er os vel ej forbudt at købe Maden?”
   „Jeg ventede dette Spørgsmål, Frue; men da Skrivelsen intet indeholder derom, så kan jeg ej tillade, at I køber af Slottets Forsyninger, som da også er knappe nok.”
   „Vil I da tillade, at vi i det mindste i Dag får Mad fra Køkkenet, så vi kan få vor Husholdning indrettet?„ spurgte Fru Maria lidt mere ydmygt.
   „Absolut ikke!”
   „Tænker I da ej på de arme Børn?”
   „Jeg har intet Ansvar for eders Børn, Frue. Jeg tænker kun på det Krav, som Staten stiller mig.”
   „I er en hård Mand, van Penkenburg!” sukkede Doktoren.
   „Man plejer ej at kalde mig blid!” svarede Slotsherren med sit stygge Smil.
   „Men hvor skal jeg få Mad til mine Børn?” klagede Fru Maria.
   „I kan jo gå ud og ind af Fæstningen, som I plejer!” svarede Slotsherren. „Nu kender I Sagens Sammenhæng, Doktor Hugo, så I kan ej rette Bebrejdelser mod mig, om I sender en af eders lange Skrivelser til Haag!”
   Van Penkenburg gik og smældede Døren i efter sig.
   „Hvad skal jeg dog gøre med mine arme, uskyldige Børn?” udbrød Fru Maria og vred sine Hænder. „Hvor er det dog en ond Verden, vi lever i!”
   Børnene krøb sammen i en Krog med den trofaste Nero imellem sig.
   „Så kan Nero nok heller ej få noget at spise!” sagde Pieter tankefuld.
   „Og det kan vi heller ej!” sagde Popeje grædende.
   „Der er nok ej andet for, end at du får drage til Rotterdam med Børnene. Der har vi da Venner!” sagde Hugo Grotius og for med Hånden over Øjnene.
   „Og lade dig ene med din Plageånd?”
   „Du kan jo komme og besøge mig, når du har fået Lejlighed til Børnene. Det er jo ej forbudt! Du kan så bringe Mad med!”
   „Nej!” råbte Fru Maria, „Skal vi vel forlade Fader, Børn?”
   „Nej, nej!” sagde Popeje.„Vi vil blive hos Fader og Nero!”
   Rebekka, der var sysselsat med at tage af Bordet, kom nærmere. Den ærlige og trofaste Pige tog jo altid Del i Familiens Sorger.
   „Ja, så er der nok ikke andet for, end at vi må tage os af Husholdningen, Fru Maria!”
   „Hvad mener du, Rebekka?”
   „Jeg må nok helst se, om jeg kan skaffe noget Køkkenudstyr ovre fra Gorkum. Der er jeg jo godt kendt!”
   „Men det kan du ej, Rebekka! - Færgen er jo gået over!”
   „Åh! I glemmer nok, jeg er Datter af en Skipper. Der er sikkert en, som låner mig en Båd.”
   Fru Maria gik hen tit det smalle Vindue over hendes Mands Skrivebord og så ud over den oprørte Waalflod, hvor Strømmen gik strid og hård på Grund af Efterårsblæsten. Det var nærmest Storm, så det så ikke ud til, at Rebekka kunde udføre sin Plan.
   „Må du så ej hellere tage til Zalt-Bammel? - Så skal du ej over Vandet!”
   „I det Hul kan jeg jo ej få noget!” svarede Rebekka.
   „Nej, det er sandt nok!” sagde Fru Maria og kastede et Blik ud på Floden.
   „I Gorkum har vi da også gode Venner! - Der bor den brave David Daetzelaer!” sagde Hugo Grotius. „Han er min gode Ven fra de unge År.”
   Rebekka gik hen til Vinduet og så nøje på det oprørte Vand. Hun kunde let se, at Floden var vanskelig at komme over.
   „Waal har sin grønne Kåbe på! Det er nok klogt at se sig om efter en anden Udvej”, sagde hun, idet hun vendte sig om.
   „Hvad mener du?” spurgte Fru Maria.
   „Ja, nu får vi se, hvordan det går,” ytrede Rebekka, der havde sit Frisprog over for Herskabet.
   Rebekka gik ud i det forreste Værelse; her kunde de høre, at hun tumlede lidt rundt med forskellige Ting, som hun satte til Side. Så gik hun ud ad Døren, og de kunde høre hendes Skridt hen ad den lange Gang.
   „Hvad mon hun mente?” spurgte Popeje.
   „Jeg ved det ej!” svarede Fru Maria.
   Men der var en, der stolede ubetinget på Rebekka, og det var Pieter.
   „Når Rebekka lover noget, så holder hun det!” slog den lille Alvorsmand fast.
   „Så, nu skal I have fat på Bøgerne;” sagde Moderen, som vilde have Børnene til at tænke på noget andet.
   Børnene gik lydige ind i den anden Stue; Hunden tog de med sig.
   - - -
   Så snart Rebekka kom ud i Borggården, tog hun Vejen over mod den Fløj, hvor Svendene havde deres Kvarter. Det var ikke påfaldende, at hun gik den Vej. Der boede Kokken også, og der skulde hun hente Brænde.
   Med Villie gik hun langsomt forbi Vinduerne til Vagtstuen.
   Der var da også en af Soldaterne, der så hende, for så snart hun var forsvunden i Brændekælderen, kom der en høj, smuk Karl ud ad Døren og skyndte sig bag efter hende.
   „Hallo! Hvor gemmer du dig, Rebekka?” spurgte han, så snart han var kommet ned ad Trappen.
   „Jeg gemmer mig ej!” svarede hun.
   „Nå, er du der? - Jeg kunde ej se dig. Men du tykkes mig så modfalden i Dag!”
   „Om så var, er det ej sært!” genmælede hun mut.
   „Hvad er der da på Færde?”
   Hun så et Øjeblik prøvende på ham, som om hun vilde udforske, om han nu også var til at stole på. Soldaten var Leo, som for to År siden havde været med Skøjten på Kanalen, da de kom til Loewestein.
   „Er der sket noget?” spurgte han. Skønt han talte roligt, røbede hans Stemme dog den Ængstelse, han følte.
   „Ja, Slotsherren vil nok sulte os bort.”
   „Sulte jer bort! Hvad mener du?”
   Hun gav ham nu en kort Forklaring på, hvad der var sket, og at hun havde tænkt på at sejle til Gorkum i Eftermiddag. Hun fandt imidlertid, at det vilde være for vovelig en Færd, fordi det blæste så hårdt.
   Nu var der nok ikke andet at gøre, end at hun måtte ud til Bønderne og se at få fat på noget Mad.
   Leo fløjtede.
   „Mon det går! - Du kender ej ret Hr. van Penkenburg,” sagde han.
   „Alle heromkring er jo hans Kreaturer. Se til at få Forbindelse i Gorkum, der er hans Magt ej så stor!”
   „Jeg må i alt Fald se at få fat i noget til i Aften,” slog hun fast.
   „Du kan lade mig vide, om det lykkes dig at få noget!” sagde han.
   „I Morgen skal jeg til Gorkum, hvad Vejr der end så er på Sky. Bliver det godt, tager jeg Børnene med. De små Stakler har få Glæder!”
   „Nu må jeg gå!” sagde han, „Giv mig et Vink, når du kommer tilbage.” Så gik han op.
   Nogen Tid efter gik Rebekka ud over Vindebroen og i Retning af de nærmeste Gårde. Men Leo havde haft Ret i sin Antagelse. Alle de Steder, hvor hun kom, fik hun Afslag. Hun kunde let se på Bøndernes Miner og Adfærd, at de handlede sådan af Frygt og ikke af ond Villie.
   Hun gik fra Dør til Dør; men intetsteds vilde man hjælpe hende. Rebekka talte flere Steder Bønderkonerne hårdt til; deres Frygt for den strenge Herre var imidlertid så stor, at de intet turde give hende.
   Da hun ved Aftenstid vendte tilbage til Slottet, stod Leo på Vagt ved Vindebroen; men da denne lå lige under Slotsherrens Vinduer, kunde hun ikke sige noget til ham. Hun nøjedes med at vise ham sine tomme Hænder, da hun gik forbi ham.
   Han blev stående rank og strunk, som han ikke ænsede hende; men han mumlede dog: „Om halvanden Time bliver jeg fri!”
   Fru Maria kom hende i Møde i det forreste Værelse, da hun trådte ind.
   „Men Rebekka! Hvor har du dog været?”
   „Ude for at skaffe Mad; men jeg har intet kunnet få. Bønderne her på Bommelerward tør intet give mig. - Åh, Gud! Hvad skal det dog blive til?”
   De to Kvinder satte sig ned og græd ved Siden af hinanden. De var lige hjælpeløse, og de mødtes i deres store Kærlighed til Børnene.
   Fra den anden Stue kunde de høre munter Latter og ind imellem Hundebjæf. Det var Hugo Grotius, der legede med sine Børn og Nero.
   „Doktor Hugo morer sig nok med Børnene?”
   „Ja, men du må ej tro, at han er mindre sorgfuld end vi,” sagde Fru Maria. „Men han kan ej tåle, at Børnene skal mærke noget.”
   I det samme blev der banket på Døren, og den Køkkensvend, som havde Fangernes Opvartning, kom ind med en knapt tilmålt Portion Mad til en enkelt Person.
   Fru Maria gik hen og lukkede Døren op ind til den anden Stue. Her var Lyset tændt, og dets Skær faldt på den unge Mand.
   „Her er den Mad til Hr. Hugo!” sagde han. „Jeg vilde have hentet et Brød til; men det gik sådan!” tilføjede han og pegede på sin venstre Kind, der var meget rød. „Den gav Mesterkokken mig!”
   Rebekka tog Maden, og Køkkensvenden forsvandt skyndsomt.
   Der stod Familien! Hele dens Aftensmad var ikke mere, end een Person med stor Lethed kunde spise, og så var de endda fem og en lille Hund.
   „Gud se i Nåde til os!” bad Fru Maria og foldede Hænderne.
   „Det gør han sikkert!” sagde hendes Husbond. „Nu lader vi Børnene dele Maden, og så får vi se Tiden an til i Morgen!”
   „Nej,” indvendte Pieter bestemt. „Vi deler Maden, så går vi i Seng og sover, så mærker vi ej, vi er sultne.”
   Men Popeje græd højt. Hun var sulten, og den kære Nero var også sulten.
   Det blev imidlertid, som Faderen havde sagt. Børnene delte Maden; men både Pieter og Popeje var rørende enige om at dele med deres firbenede Ven.
   Så kom Børnene i Seng. Pieter sov snart trygt, Popeje derimod græd sig i Søvn.
   Derfor hørte de ikke, at der senere på Aftenen kom en listende ind i det forreste Værelse.
   Det var Leo. Han bankede sagte på Døren ind til den anden Stue, og Rebekka ilede hen og lukkede op.
   „Men er det dig, Leo!” udbrød hun.
   „Ja!” hviskede han, idet han smuttede ind. „Hr. Hugo og I, Fru Maria, får undskylde, at det ej bliver bedre!” sagde han, idet han frem af sin Kappes Folder trak et Stykke Brød, og et Stykke røget Fårekød. „Men en Flaske Vin fik jeg da også fat i!”
   Han satte Sagerne fra sig og skyndte sig bort for ikke at høre deres Taksigelser. Fru Maria kunde ikke lade være med at spørge:
   „Hvor har du fået disse Ting, Leo?”
   „Som Soldaten klarer sig i Felten, Frue! - Stjålet dem fra Kokken!”
   Inden de kunde sige noget, var han borte.


Kapitel 6 >