Bogkassens Hemmelighed
Marius Dahlsgaard (1928)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
6. Rebekkas Soldat
Næste Dag lå Waal som et blinkende Sølvbånd. Det var blevet stille Vejr, og Luften havde denne gennemsigtige Klarhed, som den har under Frostvejr eller på solrige Efterårsdage.Rebekka, som var tidlig oppe, så med Glæde Forandringen i Vejret. Så kunde hun få gjort Alvor af sin Plan med at komme over til Gorkum.
Hun tænkte med Sorg på Børnene, som ikke kunde få deres gode, varme Morgenmåltid.
Nå, Kød og Brød havde de da rigeligt af. Børnene tog vel heller ingen Skade af at leve af tør Kost for en enkelt Gangs skyld? Når de kom over til Gorkum, skulde de få den Skade, de havde lidt, oprettet. Det skulde hun være Pige for.
Hun tog en Spand for at gå ud til Brønden efter Vand; men idet hun kom ud i den lange Gang, faldt hendes Blik på noget, som stod op mod Dørstolpen.
Hun bøjede sig ned for at se efter, hvad det var, og hendes Overraskelse blev stor ved at se, at det var en stor Krukke med dejlig, nymalket Mælk.
Rebekka gav sig ikke Tid til at hente Vand nu. Hun skyndte sig ind og vækkede sit Herskab og fortalte dem glædestrålende den gode Nyhed.
Familien kom på Benene i en Fart. Det gjaldt jo om at få holdt Morgenmåltid, inden van Penkenburg kunde komme.
Børnenes Glæde over den friske Mælk var stor.
„Men hvor har du da fået Mælk fra?” spurgte Popeje.
„Ja, det kan jeg ej sige!” svarede Rebekka. „Den stod herudenfor i Krogen op mod Dørstolpen.”
„Det har nok været en Engel, der har været her med den!” sagde Pieter.
Hugo Grotius smilede og så hen på Rebekka:
„Har det været en Engel, så har han haft gule Hjortelædersstøvler på!”
Hun rødmede og gav sig i en Fart noget at bestille.
Der blev nok til dem alle, og selv Nero fik en lille Tår i en Skål.
Det blev nu bestemt, at Rebekka skulde sejle til Gorkum og gøre Indkøb. Hun skulde have Børnene med, da man vidste, at hun hos Vennerne i Byen nok skulde få godt sørget for dem.
Så gik Rebekka ud for at låne en Båd. Hverken Hugo Grotius eller hans Hustru nærede mindste Frygt for at betro Børnene til Rebekkas Sømandsskab. Hun var opvokset ved Floderne og på Kanalerne og var lige så godt hjemme i en Båd, som hun var i en Stue. Det voldte hende derfor intet Besvær at få fat i en Båd, som var egnet til Farten.
På Skibsbroen mødte hun Leo.
„God Morgen!” hilste han. „Fik du Mælken?”
„Ja, men hvor har du fået den fra?”
„Fra Køerne i Stalden! - Jeg stod op lidt før Malkepigerne, det er det hele.”
„Hvordan tror du Vejret bliver? - Jeg skal til Gorkum, og jeg vil have Børnene med.”
„Skal du til Gorkum?” - Han lod Øjnene løbe Horisonten rundt. „Foreløbig ser det godt ud. - Jeg har Fridag i Dag. Når sejler du?”
„Om en lille Time!”
Så løb hun i ind i Borggården, og Leo slentrede bag efter hende.
Børnene var meget glade for den forestående Udflugt, som var en hel Oplevelse for dem. Fru Maria fik travlt med at klæde dem på og give dem gode Råd og Formaninger om, hvordan de skulde være på Sejlturen, og hvad de skulde sige til den eller hin ovre i Gorkum.
Alle disse mange Ting måtte atter gentages for Rebekka, da det jo alligevel blev hende, som skulde huske dem.
Van Penkenburg havde været der på sin Morgenvandring; men Nero havde mærket ham på lang Afstand og med sin Piben og Knurren advaret Fru Maria, så hun havde fået Mælkekrukken gemt i Tide, så den intet kunde røbe. Den strenge Herre lod til at blive noget overrasket ved at se, at Familien befandt sig så godt; men han sagde intet.
Doktor Hugo havde travlt med at skrive et Brev til Generalstaterne i Haag med Bøn om, at der måtte vises Barmhjertighed og Retfærdighed mod hans Familie. Skrivelsen skulde Rebekka have med, så vidste han, at den kom i de rette Hænder.
Da Børnene var påklædt, var han færdig, og så kom de af Sted.
På Skibsbroen gik Rebekka om Bord i Båden og løftede Børnene ned i den og bad dem om at sidde kønt stille i Agterstavnen, mens hun satte Sejlet. Inden hun var helt færdig med dette Arbejde, kom Leo farende.
„Hallo!” råbte han på lang Frastand. „Skal den Båd til Gorkum? Kan jeg komme med?”
„Ja, nok, når du skynder dig!„ råbte Rebekka.
Han sprang ned i Båden, greb Bådshagen og stødte fra. Sejlet fyldtes, og de begyndte at fjerne sig fra Skibsbroen med retning mod Gorkum. Rebekka satte sig hos Børnene på Agtertoften. Leo tog Plads på Toften foran Masten.
„Det er godt Vejr!” begyndte han.
„Nu kommer det an på, om det holder,” mente hun.
Så blev der en lang pause, hvor Børnene småsnakkede med hinanden og sad og glædede sig over den herlige Sejltur. Vinden var med, og Båden skød af Sted for god Fart.
„Kunde I tygge Kødet?” spurgte Leo. „Det var jo Soldaterkost.”
„Det sagde Rebekka også!” ytrede Popeje. „Var det også dig, som skaffede Mælken?”
Han nikkede.
„Fader sagde, at det var en Engel i Hjortelædersstøvler,” sagde Pieter.
„Han mente Leo,” sagde Popeje.
„Ja, det gjorde han!” indrømmede Pieter.
Leo lo. Det satte ham i godt Humør.
„Nu skal vi have en Vise!” fortsatte han. „Det passer så godt, når man sejler!” Og så tog han fat på at synge den ene lystige Vise efter den anden til stor Glæde for Børnene.
De syntes, Sejlturen kun havde varet et Øjeblik, da de lagde til ovre i Havnen ved Gorkum.
Leo og Rebekka fortøjede Båden.
„Hvornår skal du hjem igen?”
„Når jeg er færdig med mine Ærinder; men jeg tror næsten, at jeg skal over tyve Steder. - Du kan finde mig hos min Fader. Du ved jo, hvor han bor?”
„Ja, det ved jeg nok!” svarede han og smilede polisk.
Så gik Rebekka og Børnene ind i Byen; men Leo blev ved med at gå og drive ved Havnen en Tid. Nu, da han var kommet til Gorkum, syntes det, som om han egentlig slet ikke havde noget at skulle have lavet der, og han gik først ind i Byen, da der absolut ikke var mere at se ved Havnen.
Rebekka og Børnene fik meget travlt.
Først var de henne i det Hus, hvor Rebekkas Fader boede. Han var Enkemand, men han havde et Par Stuer hos en gammel Kone, som hed Moder Debora. Hende holdt Børnene meget af, da hun altid trakterede dem med Kager, der var bagt med Honning og Ingefær. Så kom de hen til David van Daetzelaer, som var deres Faders meget gode Ven. Her skulde de spørge efter, om Bogkassen, som skulde komme med ny Bøger til deres Fader fra Biblioteket i Leyden, var ankommet.
Fru van Daetzelaer holdt meget af Børnene, og da hun ikke havde Småbørn selv, var hun altid glad for at have dem hos sig. Derfor blev de nu her, mens Rebekka var ude at søge efter Mad og få fat i de Ting, som var nødvendige til en Husholdning. Det medte af den Slags lånte hun hos Venner og Bekendte, lidt måtte hun købe, men det var ikke meget.
Hun fik også truffet Aftaler med Fiskere og Slagter om at levere familien Grotius Fisk og Kød på bestemte Ugedage med Færgen.
Men der var meget at gøre, og Dagen var næsten til Ende, inden hun var færdig med alle sine Ærinder. Flere Gange havde hun været nede med Pakker for at lægge dem i Båden. Så gik hun hen til Mynheer van Daetzelaer for at få Børnene med sig; den store Bogkasse var ganske rigtigt kommet med en Skøjte fra Leyden. To Karle bar den ned til Båden og fik den forsigtigt om Bord.
Hos Moder Debora, som de var inde at sige Farvel til på Vejen ned til Båden, traf de Leo. Da de kom, sad han og sov på en Stol ved Siden af Ilden. Han havde jo også kun fået lidt Søvn sidste Nat. En Del af Tiden havde han været på Vagt, og af den knappe Hviletid havde han i det mindste brugt Morgenstunden til at skaffe Mad til sine Venner.
De kom ned til Båden. Det var langtfra det smukke Vejr, det havde været om Formiddagen. Sydvestvinden blæste kold og bidende, og Waal lignede ikke mere et glimrende Sølvbånd. Den mindede mere om en grøn, kæmpestor Slange, der bugter og krummer sin Ryg i Vrede.
„Det bliver nok ikke så helt let at komme over Floden!” ytrede Leo.
„Det kan nok lade sig gøre!” imødegik Rebekka fast.
„Jeg er bange,” klynkede Popeje.
„Det er jeg ikke!” sagde Pieter. „Rebekka sidder jo til Rors.”
Børnene blev løftet om Bord, og Rebekka fik dem anbragt i Bådens Bund, så de kunde sidde i Læ af den store Kiste. De blev pakket godt ind i et Par store uldne Tørklæder, og til sidst tog Leo sin grove Soldaterkappe og bredte den ud over dem.
„Nu sidder vi som i en Seng!” sagde Popeje.„Jeg tror, at jeg bliver søvnig. Vi har også fået så meget at spise.”
„Når man sejler, må man ikke sove,” svarede Broderen. „Jeg er ikke det mindste søvnig.”
Men det var nu ikke sandt; thi få Minutter efter at Båden var gledet bort fra Skibsbroen i Gorkum, begyndte de to små at nikke stærkt, og snart lænede de sig op imod hinanden og sov trygt.
Vejret var blevet rigtig stygt. Der kom Regnbyger imellem, og det var ingenlunde let at krydse over Floden. Vinden var nu lige imod, og det blæste mere og mere op. Det er i det hele taget meget vanskeligt at styre en Båd over en Flod i Modvind, når Strømmen går hårdt, og den uøvede vil altid komme galt at Sted; men Rebekka kendte Waalfloden. Hun sad ved Roret og passede Sejladsen omhyggeligt.
Båden vuggede tungt og besværligt i det oprørte Vand. Tilsyneladende kom den ingen Vegne.
„Det vil nok vare længe?” sagde Leo.
„Et Par Timer, om Vinden ikke rejser sig.”
„Ved du, hvad jeg tænker på, Rebekka?”
„Nej, hvor skulde jeg dog vide det fra?”
„Se, nu til Foråret er min Tid jo ude. Jeg er ikke hvervet længere. Jeg er led og ked af dette Soldatervæsen. Jeg har tænkt mig, at jeg vil tage til Amsterdam eller Rotterdam. Der vil jeg have en lille Handel med Bøsser, Våben, Tobak og Kridtpiber. Du kender nok sådan en Bod?”
Rebekka nikkede; men for Resten var hun tilsyneladende mere optaget af at passe Sejlet.
„Ja, og så kunde jeg jo nok tjene mig en god Skilling med at lære rige Mænds Sønner at ride en Hest og føre en Kårde. Jeg er jo Søn af en Våbensmed fra Lüttich, og jeg har kunnet føre min Klinge, siden jeg var så stor som så.” Han pegede ud i Luften for at beskrive Højden. „Men nu er jeg ked af Soldatervæsenet. Det er råt og modbydeligt, og nu skal vi nok snart i Krig med Spanierne igen.”
Rebekka nikkede.
„Skal jeg ikke tage Årerne og ro?” spurgte han.
„Vi kommer bedst frem for Sejlet.”
Lidt efter begyndte han igen.
„Jeg har jo en Smule Penge og lidt Kram at begynde Boden med. Du kan tro, der kan tjenes godt ved at være Fægtemester. Jeg kender en, som er blevet en rig Mand, og jeg fører bedre en Kårde end han. Jeg drikker ej, og Terninger har jeg aldrig drevet det med; men jeg mangler en til at passe på Boden, når jeg fægter med de unge Herrer.”
Rebekka hørte nok alligevel efter.
„Det var Skade,” mente hun spotsk. „Det må du se at få.”
„Det har jeg også tænkt på,” vedblev han ufortrøden. „Men det skal helst være en, der vil gøre lige så meget ved Tingene, som jeg vil selv, så jeg har tænkt mig, at det skulde være min Kone!”
„Så må du se at finde dig en Kone!” svarede Rebekka.
„Det mener jeg, jeg har. Vil du være min Kone, Rebekka?”
Hun svarede ikke. Båden var midt i Strømmen, og hun måtte holde af for en svær Bølge, og de kom over uden at tage en Dråbe Vand.
„Hørte du, hvad jeg spurgte dig om?”
„Ja, Leo! - Du ved nok, at jeg kan lide dig, og at jeg holder af dig; men det vil jeg sige dig, at så længe Doktor Hugo skal sidde som Fange, da forlader jeg ej Fru Maria og Børnene. Det har jeg lovet mig selv og den gode Gud, og det holder jeg fast på!”
Leo sad og stirrede ned for sig. Han havde ventet dette Svar; men at det skulde falde så bestemt og afgørende, havde han ikke helt gjort sig fortrolig med.
Rebekka passede Sejl og Ror, som om intet vat hændt; men hendes Kinder brændte, og det var ikke alene Blæsten, der fik dem til at gløde.
„Ja, når det er din Mening, Rebekka, så er der jo ikke andet at gøre, end at jeg må vente. - Men kunde vi ej hitte på noget, så vi kunde få den lærde Doktor ud af Fængselet?”
„Gør det! - Så kommer du ej til at vente længere på mig, end til Familien har fået Tag over Hovedet og er i Sikkerhed i en fremmed Stat.”
Leo kløede sig bag Øret. Nu kendte han Betingelserne.
„Ja, så må vi se at hitte på noget,” sagde han.
Rebekka nikkede, og så blev der ikke talt mere om den Ting.
Båden nærmede sig Loewestein for forsigtige Kryds, og endelig lagde den til ved Skibsbroen.
Fru Maria måtte have passet nøje på dem, for hun var nede for at tage imod dem. Hun og Rebekka tog hver et af de sovende Børn og bar dem ind.
Leo begyndte at tage Sager op fra Båden og bære dem ind i Fangefløjen, og det blev han trolig ved med, så længe der var noget.
Til sidst fik han en Kammerat til at hjælpe sig med at bære den store, tunge Bogkasse ind i Slottet.