WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Bogkassens Hemmelighed




(1928)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


7. Farlige Planer

   I Løbet af Vinteren begyndte Hugo Grotius at skrante, og efter Nytår 1621 syntes hans Hustru, at han var kommet til at se foruroligende dårlig ud, Hun talte ofte med Rebekka om det og udtrykte sin Frygt for den kære Mands Helbred. Han kunde ikke tåle Fængselsluften, så meget kunde hun tydeligt se.
   Med hende selv var det en anden Sag. Hun og Børnene kunde jo færdes ud og ind, som de vilde, og Fru Maria foretog da også mange små Rejser. Snart var hun i Gorkum, snart i Rotterdam og også et Par Gange i Haag, og altid arbejdede hun på sin Mands Befrielse.
   Men der var ingen Udvej at øjne. Skønt Hugo Grotius havde mange Venner, var det umuligt at opnå noget hos den indesluttede Prins af Oranien.
   På Loewestein gik det noget bedre. Ganske vist var Slotsfogeden lige hård; men hans Hustru Fru Margarete kunde ikke tåle at se, at hans Hårdhed skulde gå ud over Børnene og Fru Maria, som i hendes Øjne var ganske uskyldige, selv om deres Fader og Mand var en led Arianer og Kætter, som var hjemfalden til den hårdeste Straf.
   Når Mynheer van Penkenburg var på Rejse eller ude på Gæstebud i Juletiden og Vinterdagene, sendte hun ofte Bud efter Fru Maria og hendes Børn og opvartede dem på det bedste.
   Men når Fru Maria, hvad der altid var Tilfældet, førte Talen hen på sin Mand og hans Fangenskab og bedyrede hans Uskyld, så vendte Fru Margarete det døve Øre til, eller også sagde hun:
   „Ja, ja, min gode Fru Maria, Doktor Hugo kunde have holdt sig fra den farende Præst Jacob Harmensen og hans Sværmerier, så kunde han min Tro have været Borgmester i Rotterdam den Dag i Dag.”
   Over for Børnene var Slotsfruen meget venlig, og hun tillod dem at lege med sine egne Børn og skaffede dem også mange Småfriheder.
   Fru Marias flittige Hjerne syslede tidlig og sent med Planer om at få sin Mand skaffet Friheden; men alle strandede de på, hvordan hun skulde bære sig ad med at få ham uden for Fæstningens Mure. Ofte drøftede hun sine Ideer med den trofaste Rebekka; men de kunde ingen Udvej se til, at de kunde finde en Måde, hvorpå det kunde lykkes.
   Doktor Hugo skrantede mere og mere, og hans mindre raske Udseende fik Fru Maria til at tabe sit gode Humør. Nat og Dag grundede hun på Udvej; men hun kunde ingen finde.
   Også Rebekka spekulerede meget på, om der ikke skulde være en Måde, hvorpå det kunde lykkes at få Hugo ud af Fæstningen, og ofte, når hun om Aftenen mødtes med Leo, talte hun med ham om Sagen. Men han var bange for, at et Flugtforsøg skulde opdages. Så vilde Skaden være uoprettelig. Både vilde Doktor Hugos og hans Hjælperes Liv være i Fare; men selv om der ikke skulde blive taget så hårdt på dem, som var med i Affæren, så kunde de i det mindste være sikre på, at det vilde blive forbudt både Fru Maria og Børnene at opholde sig på Slottet.
   - - -
   En Dag var den store Bogkasse atter vendt tilbage fra en Rejse for at blive fyldt med Bøger. Doktor Hugo havde lige tømt den, og han stod nu ved sin Reol og ordnede sine Skatte.
   Rebekka havde netop vasket, og hun og Fru Maria havde travlt med at lægge Lintøj sammen. Der var ikke ret meget med Skuffe- og Skabsrum; men den praktiske Husmoder forstod at hjælpe sig, som hun kunde.
   De to Søskende legede i Stuen.
   De var blevet kede af en Leg og skulde til at finde på noget nyt.
   „Hvad skal vi så lege?” spurgte Popeje.
   „Det ved jeg ikke,” svarede Pieter. „Kan vi ej lege noget, som Nero kan være med til?”
   Nero kunde være med til meget. Den kunde være gammel Kone. Så blev den klædt ud i noget af Børnenes Tøj og fik en af Rebekkas hvide Kapper - men ikke en ren - med de stive Øreflipper på. Den så meget pudsig ud, når den blev anbragt i en Stol i den Påklædning. Nå, det kan nu ikke siges, at den brød sig meget om den Leg. Den så gerne bundulykkelig ud, når den gik for sig.
   Den kunde også være Hest og Løve og alle mulige vilde Dyr. Det forstod den. Når det bare kom an på al springe lystigt omkring, så var den med.
   Jo, den kunde også een Ting til. Den kunde passe på.
   Når Popeje sagde til den, at den skulde passe på en Stol, så gøede den som en rasende, hvis Pieter kom og vilde sætte sig på den.
   Den bed ham ikke; men alle Hår på dens Ryg rejste sig som en Manke. Den var i det hele taget det mest trofaste lille Dyr, man kunde tænke sig.
   „Du, Popeje! Vi leger, at Bogkassen er en Trækskøjte. Så er Nero en Gris, der skal ind til Byen og sælges.
   Jeg er Skipper, Du er Konen, der kommer med Grisen, og du er også Manden, der skal tage mod den!”
   „Ja, lad, os så det!”
   Legen kom snart i Gang.
   Et Strygebræt blev stillet op til Kanten at Kassen. Det var Landgangsbroen, og den arme Nero måtte marchere op ad den, trukket Ved Øren og Hale.
   Den gjorde Knuder flere Gange og hoppede ned, Så løb Børnene efter den og vilde have fat i den. Nero kom i godt Humør og sprang rundt i Stuen og lavede Krumspring. Hunden kunde godt forstå, at det kom an på, at den skulde gå op ad Brættet; men den kunde bare ikke lide, at den skulde trækkes op.
   Da Børnene løb efter den, sprang den flere Gange lystigt op ad „Landgangsbroen” og hoppede ned i Kassen og ud igen. Det var, som om den vilde vise dem, at den nok forstod, at den skulde i Kassen.
   Men sådan bærer en anstændig Gris sig ikke ad, så den skulde jo trækkes op med Besvær og under Grynten, som Popeje besørgede, og Tilråb og Skænd, som Pieter gengav meget naturtro.
   Nu kom det an på at få den til at blive roligt om Bord i Fartøjet. Så var der intet andet at gøre, end at den gode Pieter måtte lægge sig fladt ned på Bunden af Kassen. Det syntes Nero ikke var så ilde. Den var træt af at springe omkring, så nu kunde den nok trænge til at hvile sig.
   Skøjten skulde lægge fra Land. Det var ikke nemt. Det forklarede Pieter alt sammen for Søsteren, der imens var meget travlt beskæftiget med at forvandle sig selv til Slagteren, der skulde modtage Grisen. - Der var kun lidt Vand i Kanalen, så Skøjten rørte Bunden. Den skulde stages, og den skulde trækkes, og så var det så slemt at passe på den Gris. Nu havde Skipperen - det var selvfølgelig Pieter - sejlet med mange Hundrede Svin i sine Dage, men aldrig med et, det var så vanskeligt at styre som dette.
   Popeje havde også travlt. I et Hjørne af Stuen var hun i Færd med at bygge en Svinesti af Brændekurven, en væltet Stol og nogle Stykker Brænde. Når Grisen var vanskelig at tumle, måtte der en god Sti til.
   Hun lagde slet ikke Mærke til, at Pieter blev fuldstændig tavs, og at han ikke havde det mindste mere at fortælle om den besværlige Rejse, som han gjorde om Bord i sin Trækskøjte.
   Men Pieter lå på sin Ryg i Bogkassen med Nero i Favnen, og han tænkte, så han syntes, at det gjorde helt ondt i hans Hoved.
   Imens dette rædsomme Postyr stod på i Stuen, sad Hugo Grotius ved sit Bord med Fingrende i Ørene og læste i en af de dejlige nye Bøger uden at ane det mindste om, hvad der foregik.
   Så kom Fru Maria ind med en Stabel Linned på Armen, som skulde anbringes i Bogkassen. Hun vilde til at lægge det ned, da hun fik Øje på Pieter.
   „Men Dreng da! Ligger du der? - Og Hunden har du med dig? Som I griser Kassen til! Op med jer, at jeg kan få gjort den ren. Det manglede bare, at det rene Tøj skulde snavses til af Støv fra dine Støvler og Hundehår! - Op med dig!”
   „Mor!” sagde Drengen og rejste sig langsomt op, idet han stirrede på Fru Maria med store Øjne. „Ved du, hvad du skulde?”
   „Nej, det ved jeg sandelig ej, om det da ej skulde være at trække dig op ved Ørerne og Nero ved Halen,” svarede Fru Maria leende. Hun fandt Drengens Adfærd og højtidelige Væsen så uhyre komisk.
   Den gode Pieter havde nok regnet en Måde ud, som skulde blødgøre hende, så de kunde få Lov at fortsætte Legen.
   „Lad mig hviske det til dig!”
   „Åh! Narrestreger, Dreng! - Ja, ja, sig det da så!”
   Moderen bøjede sig ned over Drengen.
   „Du skulde hellere lægge Far ned i Kassen!”
   Men nu var det Fru Maria, som bar sig underligt ad. Hun tabte alt det rene Lintøj ned i Kassen til Drengen og Hunden, og hun ikke så meget som tænkte på, at det kunde blive snavset. Den eneste, der tog Sagen fortrydeligt op, var Nero. Den var nemlig faldet i Søvn på sin lille Herres Skød, og nu blev den vækket på en meget ublid Måde af et tungt Lagen, som faldt ned i Hovedet på den.
   Det varede flere Minutter, inden Fru Maria kunde samle sig.
   „Men Pieter, hvordan falder du på den Tanke?”
   „Jo, når jeg lå om Aftenen og ej kunde sove, så troede du ofte, at jeg sov, og så hørte jeg, at du snakkede med Rebekka om, at du vilde ønske, at du kunde få Far ud af Slottet, så han kunde få sin Frihed igen. Men når du putter ham i Kassen, så kan han komme over til Gorkum, så - - -”
   „Dreng! Dreng! Du er en Engel!”
   Hun greb ham og trykkede et Kys på hans Mund.
   Nero, der blev helt ked af Situationen, hoppede ud og løb hen på det Lammeskind, som Doktor Hugo havde til sine Fødder.
   „Hugo!” råbte Fru Maria. „Prøv det, Mand!”
   Han rejste sig langsomt, stadig med Øjnene i Bogen. Endelig kunde han rive sig løs fra sin Læsning.
   „Hvad er der, Maria? Skal jeg hjælpe dig med at flytte Kassen?”
   „Nej! Nej! Kryb ned i den. Forstår du, det er Frelsen!”
   „Frelsen! - jeg forstår ej din Mening?” sagde den lærde Herre forundret.
   „Kan du ej forstå? - Kryb nu derned! Prøv det, Mand!”
   Doktoren var endnu ikke klar over, hvad hans Hustru kunde mene. Han tænkte, at det var en ny Leg, Børnene havde fundet på, og han plejede jo så ofte at lege med dem, så nu vilde de vel have ham med igen. Ganske vist vilde han meget hellere blive hos sine Bøger, men nu var han oppe, og så kunde han lige så godt gøre dem den Fornøjelse at kravle ned i Bogkassen.
   „Læg dig ned!” råbte hun. „Prøv, om du kan være der!”
   Jo, det gik an. Han kunde ligge der; men han kunde ikke ligge fuldt udstrakt.
   Det kunde let lade sig glre at lukke Låget til over hans Hoved.
   „Ja, det går, når vi får nogle Puder og Tæpper i den, så kan du ej tage Skade.”
   Hugo Grotius rejste sig pustende op.
   „Hvorfor skal jeg i Bogkassen, Maria? Hvad er det for en Leg!”
   „Du kære, kære Mand! Aner du det virkelig ikke? Det er jo Frelsen for os alle. Dersom det kan lykkes os at få dig velbeholden til Gorkum i Kassen der, så kan du slippe bort, så ligger Vejen dig åben til Antwerpen, og der kan du le ad Prinsens Magt.”
   Doktoren så overrasket på sin Hustru og på Bogkassen. Skulde Frelsen virkelig være så nær?”
   Han kunde neppe tro det.
   Men så begyndte Nero at knurre og rejse Børster.
   „Nu kommer van Penkenburg!” sagde Popeje.
   „Til dine Bøger, Mand,” hviskede Fru Maria og gav Doktor Hugo et velment Puf.
   Han satte sig lydig, og da Døren gik op for Slotsherren, så han det vante Syn at den lærde Mand ved sit Arbejdsbord og hans Hustru i husligt Arbejde.
   „Jeg kommer, Doktor Hugo, for at lade jer vide, at jer Hustru og Børn skal betale for Kosten her i Fængselet, jer Tjenestekvinde ligeledes. For de to Kvinder skal der betales lige så meget som for halvanden Soldat, og for de to Børn det samme som for een Soldat. I vil da få Forplejningen fra Slottets Køkken, som I fik den tidligere. Men Ønsker I noget ud over, hvad Reglementet byder, da må I selv forskaffe jer det.”
   „Jeg takker for Underretningen!” sagde Doktoren stift.
   „Der er ej noget at takke for! Det er Generalstaternes Ordre, og jeg er kun en ringe Tjener!”
   Dermed spankede den høje Herre af med en Mine, som i høj Grad modsagde hans sidste, ydmyge Ord.
   Da Fru Maria var ganske sikker på, at Slotsherren var borte, udbrød hun:
   „Gud ske Lov, at vi havde Hunden. Dersom den ej havde været, så kunde han have set dig i Bogkassen, Mand, og så var vor gode Plan opdaget med det samme. - Men nu må du sandelig til at øve dig i at ligge i den, nu du skal holde ud at gøre Rejsen herfra og til Gorkum på den Måde.”
   „Mon det skulde være nødvendigt?” spurgte Doktoren halvvejs forskrækket.
   „Ja, det er nødvendigt, om det skal lykkes os at lå dig bort fra Fængselet.”
   Rebekka kom ind. Hun var blevet færdig med Tøjet i den forreste Stue.
   „Rebekka! Kom herhen!” kaldte hendes Frue. „Så skal jeg fortælle dig, hvad vi har regnet ud.”
   Hun fortalte nu Pigen, hvad Pieter havde fundet på, og at Flugten kunde lade sig udføre.
   Der blev holdt mange Prøver med Bogkassen, både Pieter og Popeje og Nero med blev lukket ned i den. Til sidst måtte Rebekka også prøve. Hun erklærede, at der måtte laves nogle Huller i Låget, ellers kunde man ikke være tjent med at være dernede.
   „Men det skal vi nok få besørget. Jeg tror nok, jeg kender en, der vil skaffe mig et Bor,” sagde hun.
   Pieter og Popeje fik nu de kraftigste Advarsler mod ikke at sige noget til nogen om Bogkassen eller antyde, at de kunde gemme et Menneske i den.


Kapitel 8 >