WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Bogkassens Hemmelighed




(1928)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


8. Flugten i Bogkassen

   Nu var der åbnet en Udvej til Frelse, og det var, som om hele Familien levede op igen.
   Men en så vigtig Ting som en Flugt fra et Fængsel, hvor det kan gælde Livet, om man bliver opdaget, kan ikke foregå uden Forberedelse.
   Den eneste, der var noget betænkelig ved Stillingen, var Hugo Grotius; men det var jo heller ikke så sært. Det var ham, der skulde forsendes i Kassen, og det var jo ikke behageligt at ligge krum så længe, som det kunde vare at komme fra Loewestein til Gorkum.
   Fru Maria opgav ikke sin Plan. Hendes Husbond måtte øve sig i at ligge i Kassen. Til at begynde med var han der kun et Kvarters Tid ad Gangen; men Opholdet blev gjort længere og længere.
   Selvfølgelig blev der boret Huller i Kassens Låg og Sider, og det gjorde Fru Maria selv med et Bor, som Rebekka fik Leo til at skaffe; men hun borede dem så fint, at de næsten ikke kunde ses.
   Bogkassen plejede at blive sendt med en Trækskøjte fra Loewestein til Gorkum. Det kunde så meget bedre lade sig gøre, som Skipper Cornelius, Rebekkas Fader, var kommet til at sejle på den Rute; så behøvede man ikke at være bange for, at der ikke skulde blive passet på Kassen og dens dyrebare Indhold, mens Overfarten varede.
   Hver eller hver anden Dag måtte den lærde Herre finde sig i at blive puttet ned i Kassen; men Fru Maria havde Glæde af sin Omhu og Forsigtighed. For hvert Ophold kunde han bedre tåle at være der, og endelig kom man så vidt, at der kunde holdes Generalprøve.
   Man havde beregnet, at det mindst vilde tage halvtredie Time, inden man kunde være vis på, at Kassen kunde være i Sikkerhed i Gorkum. Derfor måtte Doktor Hugo prøve et Ophold i Kassen i så lang Tid, og for at gøre Prøven så naturtro som muligt anbragte Fru Maria sig siddende på Kassen for at høre nøje efter, om ikke hendes Husbond skulde røbe sig med Stønnen og Pusten. Med Sytøjet i Hånden sad hun og lyttede efter den svageste Lyd; men Hugo Grotius bestod Prøven med Glans. En Gang imellem vekslede de et Par Ord; men ellers herskede der fuldkommen Tavshed.
   Prøven forløb absolut heldigt. Kassen kunde godt sendes med Trækskøjten, og selv om nogle af dennes Passagerer skulde finde på at sætte sig på den, så vilde de ikke kunne opdage, at der var et Menneske i den.
   - - -
   Den 22. Marts om Morgenen kom Rebekka ind i det inderste Værelse med hemmelighedsfulde Miner. Hugo Grotius og hans Hustru sov endnu i den store Alkove.
   „Fru Maria!” kaldte hun. „Den strenge Slotsherre er ej hjemme i Dag. Han er på Odderjagt i Rasmolen. - Skulde vi så prøve? Fa'r kommer jo med Skøjten ved Middagstid!”
   „Hvem har givet dig den Besked?”
   „Det har Leo!” svarede Rebekka rødmende. Mellem tolv og eet er han fri for Vagt. Så har han lovet mig, at han skal drive omkring her ved Fangefløjen. Når vi så skal have fat i et Par Mand til at bære Kassen ud, bliver han den ene!”
   „Tak Rebekka! Du er en god Pige. - Jeg skylder også din Leo Tak; han er en brav Karl. Hører du, Hugo? - I Dag kan Flugten gå for sig!”
   „Jeg hører det, Maria! Jeg befaler mig i Guds Hånd, og jeg håber, at han i sin Barmhjertighed vil lade mig slippe ud til den Frihed, som jeg længes imod!”
   „Amen!” svarede Fru Maria og foldede sine Hænder.
   Da Børnene kom op, var de ganske betuttede ved Tanken om, at det nu skulde være Alvor.
   „Men Mo'r! Hvordan skal det gå os, når Far er borte?” spurgte Popeje.
   „Vi er i Guds Hånd, mit Barn! - Jeg tænker ej heller, at Prinsen fører sin Kamp med Kvinder og værgeløse Børn. Heller ej vil det passe ham, at han ved eders Fader og hans Pen i Frihed. - Den kan skade ham meget mere end en hel Krigshær.”
   „Jeg må nok helst få mine Bøger og Papirer ordnet, så du kan tage dem med dig. - Se her, Maria! Disse Blade her indeholder det vigtigste af mit Arbejde her på Loewestein i disse lange År.”
   „Gør du det, kære Hugo! Orden du nu dine Ting; men jeg får også noget at bestille, så jeg kan få dig sikkert af Sted!”
   Hun gik hen og tog en ny Pelskrave på og rettede lidt på sin Påklædning. Det var nok bedst, at hun aflagde et Besøg hos Slotsherrens Frue.
   Hun blev også meget venligt modtaget af Fru Margarete.
   „Ja, jeg kommer i Dag, Frue, for at bede jer om en Tjeneste!” begyndte Fru Maria.
   „Så gerne, min kære Frue, om det da ej strider mod Lov og Pligt; I ved jo nok, at af mig opnår I ej noget til Gunst for jer Husbond!”
   „Det var slemt! - Sagen angår i høj Grad min Husbond. - I har nok lagt Mærke til, at han i den sidste Tid er kommet til at se bleg og dårlig ud?”
   „Ja, min gode Fru Maria, det har vi alt drøftet så mange Gange. En Mand, der sådan sidder og hænger over nogle mugne Folianter og stanger i et Blækhus Dagen lang og en Del af Natten med, kan ej se ud som et frisk Menneske. - I får forbyde ham den megen Læsning!”
   Fru Maria sukkede og rystede på Hovedet.
   „Det falder ej så let, som I synes at tro, Fru van Penkenburg. - Nu i Dag er det rent galt. Han ligger i Alkoven med en slem Hovedpine, og jeg og Rebekka skiftes til at lægge våde Klude på hans Pande!”
   „Ja, det er godt! - I får tale jer Husbond hårdt til.”
   „Nej, jeg tror, at jeg har regnet noget ud, som er langt bedre. Jeg ved, at når han har denne slemme Hovedpine, så falder han i en tung Søvn op ad Dagen. Jeg har tænkt mig at få alle hans Bøger pakket ind i den store Kiste, de plejer at komme i, og så få dem sendt bort med Skøjten, som går herfra Kl. 1.”
   „Den Plan var ej ilde, Fru Maria. - Den skulde I gøre Alvor af!”
   „Det vil jeg også; men Kassen er jo stor og tung, og Rebekka og jeg kan ej slæbe den ud; men hertil vil jeg gerne bede jer om at låne mig et Par Knægte!”
   Fru Margarete tænkte sig om et Øjeblik. - Nej, her risikerede hun ikke sin Mands Vrede. Han vilde tværtimod more sig kosteligt, når han fik at vide, hvad der var gået for sig.
   „Så gerne. I kan sige til Vagten, at I har min Tilladelse til at låne et Par af Karlene.”
   „Ja, så var der ikke andet, Fru Margarete. I må have mig undskyldt, at jeg forstyrrede jer på Formiddagen, så har en Husmoder jo altid travlt.”
   De to Damer tog Afsked med hinanden i bedste Forståelse, og Fru Maria skyndte sig over i Fangefløjen, hvor der straks blev stor Travlhed.
   For det første måtte Kassen laves i Stand med Puder og Tæpper, så Hugo Grotius kunde tåle at være i den, om den skulde blive udsat for alt for mange Stød og Knubs.
   Dernæst måtte alle de mange Bøger af Vejen. Det kunde jo hænde, at Fru Margarete kom for at se efter, om de nu også var borte. Derfor blev de gemt i og under Alkoven, så man skulde se nøje til, om man kunde opdage, at der var noget skjult i den.
   Så holdt den lærde Mand det sidste Måltid på Loewestein sammen med sin Familie; men han kunde næsten intet spise.
   Rebekka kom ind og meldte, at nu lå hendes Faders Skøjte ved Skibsbroen, så der var ikke megen Tid at give bort.
   Hugo Grotius stod op, kyssede Hustru og Børn til Farvel og krøb ned i Kassen. Men inden Låget blev lukket til over ham, trykkede han endnu en Gang de kære til sit Bryst og rakte Hånden ud til Farvel til den trofaste Rebekka.
   Så lukkede Fru Maria Låget til over ham og stak Nøglen i Låsen. Men forinden havde hun dækket ham til med et Tæppe og kastet nogle løse Blade oven i Kassen, så et Par Hjørner stak ud.
   Det gik, som hun havde tænkt. Fru van Penkenburg kom få Minutter efter selv ind med et Par Karle; den ene af dem var Leo.
   „Hys!” hviskede Fru Maria, „min Mand sover!”
   Fru Margarete så sig om. Jo, Bøgerne var borte.
   „Jeg kommer med et Par Karle,” sagde hun. „I har vel Kassen pakket?”
   „Ja,” svarede Fru Maria, idet hun gik hen og lukkede Låget lidt på Klem og skød de løse Papirsblade ind; Nøglen drejede hun rundt og tog den af. „Vi er blevet færdige, uden at han mærkede noget.”
   „Det er da godt,” hviskede Slotsfruen. „Han vil blive overrasket,” føjede hun til, „når han ser, at Bøgerne er borte.”
   „Ja, det vil han! - Rebekka følger med til Gorkum, så de kan få Besked på, at de ej skal skikke flere Bøger hid.”
   „Skal vi så tage fat på Kassen, Robert?” spurgte Leo.
   „Ja, det kan vi godt,” mente hans Kammerat, en stor stærk Flamlænder.
   Leo gik hen og tog fat i den ene af Kistens Hanke, og Robert fik Tag i den anden. De fik også Kisten ud i det forreste Værelse, og Døren blev lukket; men nu blev det galt med Nero, der sad i en Krog. Den havde set, at Doktor Hugo var i Kassen, og den begyndte at knurre højlydt.
   Soldaterne tog fat i Kassen for at løfte den op.
   Hvor den var tung.
   De måtte ordentlig lægge Kræfterne i for at løfte den.
   „Ho, ho!” brummede Robert. „Man skulde næsten tro, at der er en Arminianer i den, så tung er den.”
   Fru Maria blev så forfærdet, at hun troede, hun skulde dåne. Børnene havde imidlertid intet hørt, de var optaget af at passe på Nero, at den ikke skulde ryge i Benene på Robert. Leo kendte den godt, så ham var den ikke vred på.
   Rædselsslagen i sit inderste svarede Fru Maria med smilende Ansigt:
   „Ak nej! Det er ganske umuligt! Kætteres Samvittighed vejer ej meget!”
   Soldaterne måtte, da de kom ud i den lange Gang og ned ad Trappen, sætte Kassen ned for at skifte Hånd.
   „Den vejer lige så meget som et halvt Dusin Arminianere!” sagde Robert arrigt og sparkede til Kassen med sin jernskoede Støvle.
   „Hele Familien var fulgt med ud. Nero også. Dette her blev den for meget, og som en rasende for den løs på Soldaten og plantede sine Tænder i hans Læg.
   „Sikken Køter!” skreg han rasende og slap Håndtaget på Kassen, så den ene Ende faldt mod Stenbroen. „Hedninger og Kættere skal man ej give sig af med; de er i den andens Varetægt. - Fru van Penkenburg! - I skulde se efter, om der ikke er noget i den Kasse alligevel! - Ingen skal bilde mig ind, at Bøger kan være så tunge!”
   Men Fruen var alt for ivrig efter at komme til at spille Hugo Grotius et Puds, som hun vidste, hendes Mand vilde synes godt om.
   „Du skaber dig, Robert! - Vil du bilde dig ind, at jeg ej skulde vide, hvad der er i den Kasse? - Vi er ej alle lige store Tåber; men du er nok doven og vil helst være fri for Ulejligheden.”
   Robert skulede.
   „Men Hunden bed mig, det sorte Bæst,” sagde han trodsigt.
   „Og du tror, at du skulde kunne bilde mig ind, at den lille Køter kan bide igennem et Par Hjortelædersstøvler! Det lyder nærmest rørende,” råbte Slotsfruen hånligt.
   „Kom, lad os nu tage fat igen,” foreslog Leo opmuntrende.
   Under megen Pusten, Banden og Skænden fra den vrede Robert blev Kassen båret om Bord i Trækskøjten og stillet op ved Masten.
   „Det er nok en tung Kammerat den,” sagde Skipper Cornelius. „Hvor skal den hen?”
   „Den skal til Gorkum. Mynherr van Daetzelaer skal sørge for, at den kommer til Leyden. - Men jeg skal til Bys i Dag, Far, kan jeg følge med?”
   „Værsgo', min Pige! - Du kender Lejligheden!”
   Der kom Folk fra Slottet, som skulde til Gorkum, og Bønder fra Bommelerward i deres maleriske Dragter, som ønskede Overfart med for dem selv og deres Kram. Der kom også en Deling Krigsknægte med, som skulde over for at undersøge et fremmed Skib, som samme Morgen var kommet ind i Gorkums Havn.
   Rebekka hoppede om Bord. Hun og Fru Maria vekslede et Blik, fyldt med Ængstelse og Håb.
   Da Skøjten havde lagt fra Land, gik Fru Maria og Fru van Penkenburg med hinanden under Armen tilbage til Slottet, Børnene løb om Kap med Nero. De trængte til at komme hjem i en Krog, hvor de kunde le rigtig ud; Robert havde været alt for morsom, syntes de.
   „Den gode Doktor Hugo vil blive godt overrasket, når han vågner,” sagde Fru van Penkenburg ved Afskeden.
   „Ja, det vil blive en stor Forandring for ham,” svarede Fru Maria.
   Men da hun kom ind i det hvælvede Værelse, som hun i så mange, lange Dage havde delt sammen med sin ejegode Mand, kastede hun sig ned og borede sit Ansigt ind i Alkovens Dyner og græd.
   Det var på samme Tid Glædens og Bekymringens Tårer.


Kapitel 9 >