Bogkassens Hemmelighed
Marius Dahlsgaard (1928)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
9. På Vej mod Friheden
Skipper Cornelius stod ved sit Ror, mens Skøjten for Sejl drev af Sted over mod Gorkum.Bogkassen stod på sin Plads ved Masten. På den ene Ende af den stod en Kurv med Løg, og på den anden sad en tyk Kone fra Bommelerward, som skulde til Bys med en Kurv Æg. Den havde hun forsigtigt anbragt på sit Skød.
Rebekka kom hen til sin Fader.
„Hvordan tror du, at det går?” hviskede han.
„Godt! Han har så ofte prøvet at ligge i Kassen, at det nærmest er blevet ham en Vane.”
Cornelius spyttede ud i Vandet over Agterstavnen.
„En meget mærkelig Vane,” sagde han eftertænksomt. Mærkeligt nok, at jeg skulde være med, både da den lærde Herre blev fanget, og da han blev fri igen!”
„Hys! - Pas på, Far, at ingen hører dig!”
Skipper Cornelius så forskrækket op. Nej, der var ingen i Nærheden.
„Så skulde de nok have lange Øren! - Men vi må nok være lidt forsigtige, når vi skal have Kassen i Land.”
„Nej! Det må du ej. Vi har en Deling Soldater med. Når de er gået i Land, kan vi gøre, hvad vi vil; men der var en Mand, som hjalp med at bære Kassen ud. Han var ved at fatte Mistanke, så vi må passe godt på!”
Cornelius nikkede. Det gjaldt nok om at lade som ingenting, og den Rolle forstod han også at spille.
Skøjten nåede over til Gorkum, uden at der hændte noget mærkeligt. Så snart den var fortøjet, gik Soldaterne hen og undersøgte det fremmede Skib, og Bønderne gik fra Borde med deres Ting.
Så kom Dragerne for at bringe de Sager i Land, som var bestemt for Byen og Omegnen.
Endelig kom de til den store Kasse.
„Hvor skal den hen?” spurgte en af Dragerne.
„Til David van Daetzelaer i Groote Straat,” svarede Skipper Cornelius kort.
„Kom her, Konrad, og lang mig en Næve,” svarede Drageren til sin Kammerat.
De tog fat, men Kassen var for ubehagelig, fandt de.
„Vi må nok helst trille den op på en Skubkarre,” mente Konrad.
De fik fat i en og begyndte at tumle løs med Kassen.
Rebekka havde hidtil stået og stirret ligegyldigt over Floden og Havnen; men nu begyndte hun at himle op:
„Det går aldrig! - Pas på med den Kiste, Folkens! Den er fyldt med kostbart indisk Porcelæn. Der er en Skål imellem, som har tilhørt selve Stormogulen. I er evig ulykkelige, om der sker noget med de kostbare Sager!”
„Hvad er det du fortæller, er der så dyre Sager i Kassen?” råbte Skipper Cornelius.
„Ja, Kassen kom jo med fra Loewestein, van Penkenburgs Frue var meget omhyggelig for den. Hun lod den bære om Bord af Soldater! - I kan aldrig betale, hvad der er i den Kasse.”
„Måske ej,” sagde Skipperen og kløede sig endnu mere eftertrykkeligt i Nakken. „Så må vi nok helst få den transporteret på en Bærebør.”
Han fik Dragerne til at hente en sådan, og forsigtigt og omhyggeligt blev Kisten transporteret op i Groote Straat.
Rebekka gik i Forvejen. Da hun kom til Huset, skyndte hun sig ind og bad om at få Mester David i Tale.
Han kom ud i Køkkenet til hende.
„Hvad vil du mig i Dag, Rebekka?” spurgte han.
„Det kan jeg kun sige under fire Øjne,” svarede hun.
De gik så ind i Mester Davids Studerekammer.
„Doktor Hugo er her om et Øjeblik,” sagde hun.
„Hugo Grotius?” Mester David slog Hænderne sammen af Overraskelse.
„Ja, de kommer bærende med ham nede på Gaden. Han er i Bogkassen. I må hurtigst muligt skaffe ham en Forklædning, så han kan komme af Sted igen. Her er han ej sikker.”
Mester David Daetzelaer var en Mand af få Ord.
„Når Kassen kommer, sætter I den herind i denne Stue. Imens går jeg hen og får fat i en Dragt, som ingen Opsigt vækker.”
Så kaldte han på sin Hustru Fru Genete og satte hende ind i Stillingen og overlod hende og Rebekka at få Kassen bragt sikkert i Hus.
Selv skyndte han sig bort. Han vidste nemlig et Sted, hvor han kunde få en udmærket Forklædning, og den vilde han skaffe, så kunde Vennen sikkert slippe bort.
Få Øjeblikke efter kom Dragerne pustende og stønnende med den store Bærebør, hvorpå Bogkassen tronede.
„Puh-ha! Den var hård at trække igennem,” sagde den ene af dem og tog sin Kasket af og tørrede sin svedige Pande. „Det er godt, vi ej skal slæbe den længere.”
„Ja, det har du min Tro Ret i,” svarede den anden og rankede Ryggen. „Man skulde tro, det var hele Stormogulens Søndagsspisestel, der var i den.”
Så kom Husfruen og Rebekka ud i Porten til Mændene.
„Nå, der er nok Kassen med Porcelænet. - Kan I bære den ind i min Mands Kammer?”
„Ja, det kan vi nok, Frue. - Men I må sandelig op med en ekstra Skilling og en Tår Godtøl, for det er den tungeste Kasse, vi længe har haft med at gøre.”
„Ja, det skal ej skorte på nogen af Delene,” lød Svaret leende.
„Det er der Mening i,” sagde den ene Drager. „Når man betaler som en Mynheer, bliver man betjent som en Mynheer.”
Så blev Kassen båret ind i David Daetzelaers Studerekammer.
Dragerne fik en Drikkeskilling, og i Køkkenet fik de en Tår Øl at slukke deres Tørst på, så gik de og tog Bærebøren med sig.
Så snart de var borte, for Rebekka og Fru Genete ind i Kammeret. Døren låsede de omhyggeligt efter sig. Dernæst gik Fruen hen og trak det tykke, grønne Tæppe for Vinduet, så Genboerne ikke kunde se ind i Stuen.
Der blev nu næsten helt mørkt derinde, så man først måtte vænnes til den nye Belysning, inden man kunde se.
Fru Genete gik hen og lagde sit Øre mod Kistens Låg.
Der var intet som helst at høre derinde.
„Rebekka! Han rører sig ej det mindste. - Tør du lukke op. Jeg kan ej høre ham ånde.”
„Vist tør jeg så! - Turen herover har kun varet et Par Timer, så Doktor Hugo har nok ej taget nogen Skade. Han har før prøvet at være fulde halvtredie Time i Kassen.”
Hun tog Nøglen op af Lommen og stak den i Låsen. Så stod hun et Øjeblik og betænkte sig, inden hun drejede den rundt.
Låget blev løftet, og der lå Doktor Hugo i bedste Velgående.
„Puh! Det var en varm Omgang,” sagde han og rejste sig op. „Nå, jeg kan nok se, at jeg er i Gorkum og blandt Venner. God Dag, Fru Genete.”
„Hjertelig velkommen! Det er mig en stor Glæde, at vi kan hjælpe jer til Frelsen fra eders Fjender.”
Hugo Grotius krøb ud af Kassen. Han var godt stiv i Lemmerne, men i sit stille Sind takkede han Fru Maria for de mange prøvelser. Havde han ikke gennemgået dem, havde han sikkert ikke kunnet klare sig.
Han gik nogle Gange frem og tilbage i Værelset for at strække Benene; men det varede kun få Øjeblikke, før han atter var i Besiddelse af sin fulde Førlighed.
„Og dig, min kære Rebekka, dig kan jeg ikke noksom takke. Du kan tro, jeg var glad for dig på Skøjten, da Dragerne begyndte at tumle med Kassen. Du kan tro, jeg fik nogle slemme Knubs, - jeg beundrer dig, at du kunde hitte på at sige, at der var kostbart Porcelæn i Kassen. Aldrig var jeg faldet på det.”
„Åh,” svarede Rebekka. „Vi Kvinder har jo fået det ind i Hovedet gennem dyrekøbt Erfaring, at den Slags er skøre Sager. - Nej, er der nogen, som I skal takke foruden Gud i Himmelen, så er det Pieter. - Den dejlige Dreng fik jo først Tanken, og derfra og til at lå den udført var ej langt.”
Nu kom David Daetzelaer. Han medbragte en Murerdragt og en Spand med Murske, Waterpas, Kalkkost og andet Murerværktøj.
„Så, Doktor Hugo! Nu må I skifte Klæder. - Disse her vil i Løbet af få Øjeblikke forandre jer til en Murer. Der ligger nemlig i Havnen en Trækskøjte, som skal gå til Wolwijk i det brabantske. Når I først er der, kan I let nå Antwerpen. - Men I må skilte Tøj i en Fart.”
Rebekka og Fru Genete gik ud, og Mændene blev alene.
Forklædningen var meget grundig.
Den lærde Mand måtte finde sig i at blive gjort støvet i Ansigtet med Kalkkosten. Han fik en gammel, fedtet og støvet Kasket på, store, tunge Sko, der var så hvide, at man ikke kunde se dem for Kalk, grove Lærredsbenklæder og en Murerkittel.
Til sidst tog David Daetzelaer Kalkkosten og gav ham nogle Stænk i Ansigtet, så han blev helt hvid på den ene Kind.
Men det var ikke det eneste, som den betænksomme Mester David sørgede for. I en Tværsæk var der gemt en hel Dragt af den Slags, som Håndværkere af Middelklassen plejede at gå med om Søndagen.
„Men nu Penge, Doktor Hugo, har I nogle af dem?”
„Ja, jeg har omtrent tyve Gylden,” svarede Hugo Grotius.
„Med dem kommer I ej langt.”
„Jeg mener, jeg kan nå Antwerpen. Der har jeg mange Venner.”
„Rigtigt! Det har I. Men for jer gælder det at nå derhen så snart som muligt. Når I kommer til Wolwijk, så skal I tage en Vogn, og med den skal I køre lige til Antwerpen. Jeg vil antage, I er der i Morgen Aften.”
Mester David gik hen til et stort, udskåret Stolpeskab, som stod i Kammeret, åbnede en af dets mange Låger og tog en lille, flad Kasse med Stålbånd ud. Så fandt han en Nøgle, som han bar i en Snor om Halsen, og åbnede den.
„I ler, Doktor Hugo. - Her har I hundrede Gylden. Så er I ej uden Penge. Dem kan I bruge, som I tykkes bedst. I skal ej skylde mig Regnskab for dem. Kun skal I love mig, at I får det bedste Par Heste, der er i Wolwijk til at køre jer til Antwerpen. - Lover I mig det? - Der går ej så lang Tid hen, før man savner jer på Loewestein.”
Hugo Grotius var stærkt bevæget over den Venlighed, der vistes ham.
„Jeg takker jer så mange Gange for den Ædelmodighed, I viser mig,” stammede han. „Bliver jeg nogen Sinde i Stand til at betale jer tilbage, da skal jeg gøre det med Renter.”
David van Daetzelaer tog Grotius's aflagte Klæder og lagde dem i Kassen.
„Tænk ej på den Smule, Doktor Hugo. - Nu sender vi Kisten med de gamle Klæder til Leyden. Det plejer vi jo at gøre med Bøgerne. Det er jo ikke værd, at man skal finde den her hos os.”
Doktoren lo.
„Hvad tror I, mine Venner vil sige, når de modtager nogle slidte Klæder i Stedet for de Bøger, de venter?”
„Det ved jeg ej, - men nu skal I have en Bid Mad, og så skal I af Sted til Havnen og om Bord i Skøjten til Wolwijk.”
Rebekka og Fru Genete kom ind med et godt, kraftigt Måltid, og nu spiste den lærde Mand med god Appetit. Det var, som om hans Ængstelse var forsvundet, ja, selv den Kejtethed, som ellers var over hans Person, var ganske som blæst bort. Han lo og spøgte, og man skulde tro, han var en helt anden Mand.
Men David Daetzelaer var ikke rolig. Han skyndede på sin Gæst Hugo Grotius, at han skulde al Sted, og neppe en Time efter at han var kommet, var han atter klar til at drage bort.
Han tog Afsked med sine brave Venner og takkede dem på det hjerteligste for al den Venlighed, han havde modtaget hos dem, og den gode Hjælp, de havde ydet ham.
Til sidst vendte han sig mod Rebekka:
„Far vel, Rebekka! Tak for din Trofasthed mod mig og mine. Jeg ved jo, at du vender tilbage til Loewestein for at dele ondt og godt med dem. - Hils dem og sig, at jeg ej lader noget Middel uforsøgt for atter at få dem i min Nærhed. Jeg tænker nok, at Borgmester og Råd i Antwerpen vil være mig behjælpelig og understøtte mit Forlangende. Hils min trofaste Maria! Hils Børnene og sig, jeg vil længes efter dem. Hils også din Leo og sig ham Tak! - Husk Børnene på, at de skal tage Nero med, når de forlader Fængselet. Det lille Dyr, som har delt vore trange Kår, skal også få at føle, at vi ej glemmer vore Venner i blidere Dage!”
Rebekka hulkede. Nu, der ikke var flere Opgaver for den tapre Pige, tabte hun Modet og syntes, at hun var overflødig.
Så gik Doktoren ud gennem Køkkendøren og ad Bagporten ud på Gaden, Tværsækken med Søndagstøjet havde han på Nakken, og Kalkspanden med Murerværktøjet gik han med i Hånden.
Han fandt snart Skøjten, som han skulde med.
„Skal I til Wolwijk?” spurgte han.
„Ja, skal du også det?”
„Kan jeg komme med for en kvart?”
„Det kan du ikke. Du kan komme med for en halv.”
„Det var ikke så lidt.”
„Hvor kommer du fra? Jeg kender dig ej?” spurgte Skipperen.
„Nej, det kan nok hænde. Jeg er fra det brabantske, men jeg har arbejdet på Kirken i Zalt-Bommel. Det er ellers noget meget, du vil have; men jeg får vel give dig det.”
Så gik han om Bord. Skøjten lagde ud i Kanalen og gled af Sted.
Doktoren gik ned i Ruffet og lagde sig på en Bænk. Få Minutter efter sov han fast. Han var for træt og anspændt.
Da Skøjten kom til Wolwijk, gik han op i Gæstgiverstedet „Den gamle, fede Hane”. Her skiftede han Tøj og lejede en Vogn til at køre sig til Antwerpen. Den fik han uden Besvær, og snart var han på Vej til en Kreds af trofaste Venner og Beundrere.