Bogkassens Hemmelighed
Marius Dahlsgaard (1928)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
10. Mødet med de kære
Rebekka vendte tilbage til Loewestein med Færgen.På Skibsbroen mødte hun Leo, han havde ventet på hende for at få at vide, hvordan det var gået med Doktor Hugos Flugt.
„Hvordan gik det?” spurgte han sagte.
„Han er på Vej til Wolwijk med en Trækskøjte! - Det gik meget let. I Gorkum er der ingen, der aner noget!”
„Det er der ej heller her; men der bliver sikkert stor Opstandelse, når van Penkenburg kommer hjem i Aften!”
„Ja, det gør der; men det må vi jo finde os i. Nu er Doktor Hugo reddet. Det er det vigtigste.”
Leo gik et Øjeblik tavs ved Siden al Rebekka hen mod Bagporten, som de skulde ind ad.
„Husker du dit Løfte?” spurgte han tøvende.
„Hvad har jeg lovet dig?” svarede hun drillende.
„At gifte dig med mig, når Familien var i Sikkerhed.”
„Familien er jo ej i Sikkerhed endnu. Lad mig nu få Fruen og Børnene vel herfra.”
„Min Tid er ude til April,” sagde Leo. „Jeg lader mig ej hverve mere.”
„Det må du heller ej. - Rebekka skal ej være Soldaterkone.”
„Når jeg er fri, tager jeg til Gorkum; der venter jeg så på dig. Jeg har talt med Smeden derovre. Jeg er jo oprindelig Kleinsmed, så jeg skal nok klare mig. Han har lovet mig Arbejde.”
„Det er godt, Leo. - Men nu skal jeg ind til Fru Maria. Hun er selvfølgelig lige ved at forgå af Længsel og Spænding efter at høre, hvordan det er gået med Doktor Hugo.”
Rebekka smuttede ind i Fangefløjen, og det kan nok være, at Fru Maria og Børnene blev glade, da de hørte, at det var gået så godt med Flugten.
„Men nu er den stramme Ende nok tilbage for os andre,” sagde hun. „Men han kan vel ej gøre mere end sætte os i Fængsel, og det er vi jo i Forvejen. - Pyt med, at han skælder og smælder; det har vi hørt før, Gøende Hunde er jo ikke de værste.”
Ved Aftenstid kom Slotsherren hjem. Odderjagten havde været ganske mislykket, og han var i meget dårligt Humør. Det gav sig straks Udslag, da han kom ind ad Bagporten. Den arme Skildvagt fik en grundig Omgang, fordi han ikke skuldrede sin Partisan godt nok.
Hundene, der vilde ind ad Døren før ham, blev sparket til Side, så de hylende for ud ad Døren igen, ja, den mægtige Herre havde sit triste Humør på.
Hans Hustru kom ud for at tage imod ham.
„Nå, Jagten var nok dårlig,” sagde hun med et Smil.
„Slettest mulig! - Vi har ej så meget som set en eneste Odderhale i hele Mosen ved Rasmolen, og vi har travet rundt den hele, lange Dag til ingen Verdens Nytte.”
„Det var kedeligt,” sagde Fru Margarete beklagende, „her er ellers sket noget. som jeg tror, du vil more dig over.”
„Lad høre! - Der er ellers kun Bedrøveligheder i denne elendige Verden!”
Så gav hun ham en lang og omstændelig Beretning om, hvordan det var gået til alt sammen.
Til at begynde med brummede van Penkenburg misfornøjet, det var ikke, fordi han egentlig var det; men når han var utilfreds med en Ting, så var det hans Vane at være misfornøjet med alt. Men efter som hans Kones Fortælling skred frem, blev hans Bemærkninger mere og mere tilfredse. Godt, at han havde en så energisk og handledygtig Hustru, der kunde tage sig af Tingene, når han var borte.
Endelig sluttede Fru Margarete sin Beretning.
„Hvad synes du så om det? Var det ej rigtigt handlet?”
„Godt nok! Det var ganske simpelt glimrende. Hun skulde med Glæde have fået en hel Deling Soldater til at besørge de lede arminianske Bøger og Skrifter ud af Huset. - Du skal ej tro, at jeg har været så glad for at være under Tag med den Slags. - Så snart jeg har fået noget at spise, så skal jeg om og se efter, hvordan han befinder sig, den lede Kætter.”
Slotsherren spiste, og han spiste hurtigt. Han kunde ikke vente med at komme over i Fangefløjen for at nyde det skønne Syn at se Doktor Hugo bedrøvet og nedslået, fordi de kære Bøger var borte. Ikke heller var han utilfreds med, om der var kommet en Kurre på Tråden mellem Ægtefolkene. De plejede at være som et Par Turtelduer, og det ærgrede ham at se dem så lykkelige. Det var efter hans Opfattelse ikke Meningen, at Fanger måtte være glade.
Nero varslede som altid hans Komme med Knurren og Gøen.
„Nå, nu kommer han nok,” sagde Rebekka.
„Uh! Han vil blive rasende,” sagde Popeje. „Jeg gemmer mig under Sengen.”
„Det skal du ej,” sagde Pieter.
„Han tror, vi er Krystere, og den Fornøjelse skal han ej have.”
„Tys, Børn! Han er her lige ved Døren,” sagde Fru Maria.
Det var kun alt for sandt, for i det samme blev Døren revet op på den samme hensynsløse Måde som altid.
„Nå, Maria,” sagde han, og der var virkelig en Smule mere Ærbødighed i hans Stemme, end der plejede at være. „Hvordan befinder Doktor Hugo sig så efter Forandringen?”
„Jeg vil håbe, at min Husbond befinder sig vel,” svarede hun; men i hendes Stemme var der en spottende Biklang, som ikke undgik Slotsherrens Øren.
„Befinder sig vel! - Det lader det da ej til, siden han endnu holder Sengen.”
Han gik rask hen til Alkoven og slog Omhænget til Side.
Der var ikke andet at se end en pæn, opredt Seng.
„Ligger han i det forreste Værelse? Det plejer han ej!” spurgte Slotsherren barsk.
„Nej, det gør han ej heller i Dag,” svarede Fru Maria.
Van Penkenburg så overrasket op.
„Hvad mener I?”
Han kom uvilkårlig til at se så forbløffet og dum ud, at Rebekka ikke kunde lade være med at smile.
„Hvad griner du af, Tøs!” skreg han. „Hvad er det der?” sagde han og pegede på en uformelig Bunke, som lå op mod Væggen, dækket af et Klæde.
Ingen svarede, og han for hen til den mærkelige Opstabling og rev Dækket til Side.
Han blev overrasket stående.
Der lå jo Bøgerne, de var altså ikke sendt til Gorkum.
Herpå gaves der kun een Forklaring.
Doktor Hugo måtte være flygtet.
„Ha! Falske Kvinde! I har bedraget mig! Hvor er Doktor Hugo? Sig mig det øjeblikkelig, eller jeg lader jer kaste i Hundehullet, hvor I ej skal se Sol eller Måne, før I bekender, hvor han er!”
„Åh, Mynheer van Penkenburg. - I må ej tro, at I skræmmer mig så let. - Min Husbond er nu i Sikkerhed uden for Loewesteins Mure.”
„Hvor er han?”
„Jeg ved det ej.”
„Vil I sige det - eller I kommer til at ride Træhesten!”
„Når er det blevet Skik i Nederlandene, at vi bruger Spaniernes Tortur mod Kvinder.”
„Hvor er han?” skreg den rasende Mand.
„Hvor han er, kan jeg ej sige jer; men jeg ved, at han er om Bord i et Fartøj og på Vej mod Friheden.”
„Tog han bort fra Gorkum?”
„Dertil kom han i alt Fald.”
„Nå, I er nok på den høje Hest. - Vid da, at I alle er Fanger. Der bliver sat Vagt for Døren fra nu af. Trods mig ej, Fru Maria! - I må ej tro, at jeg ej nænner at sætte jer i Celle for jer selv og forsvarligt sikret bag Lås og Slå.”
„Jeg frygter jer ej! - Snart sidder min Husbond i Sikkerhed i et fremmed Land, og da må også I frygte hans Magt!”
Slotsherren for ud på Trappen.
„Hej, Gerge! - Tredive Ryttere sadler op. Den store Færge klar til Gorkum! Fuglen er fløjet! Jeg føger selv med! Kom med min hvide Hest!”
Så sprang han ind til sig selv.
„Hvad er der da i Vejen?” spurgte hans Hustru.
„Og det spørger du om, tåbelige Kvinde!”
„Jeg tykkes, der er Grund til det. Du skaber dig som en vanvittig, og jeg aner ej Grunden.”
„Ja, jeg raser! - Jeg er en af Skæbnen hårdt ramt Mand. Se, om ikke Guderne i deres Vrede har sendt mig en dum og tosset Kvinde til Hustru!”
„Hvad har jeg nu gjort?” spurgte Fru Margarete krænket.
„Hvad du har gjort? - Du har hjulpet Hugo Grotius til Flugt!”
Hun satte sig overrasket ned på en Stol.
„Så var han dog i Bogkassen?”
„Ja, det var han, og du lod ham bære bort!”
Så for han ud, satte sig i Spidsen for sine Ryttere og red over til Gorkum.
Her var det, at ethvert Spor af Fangen forsvandt. David van Daetzelaer forklarede, at han havde sendt Kassen med en Skøjte til Leyden, som han altid plejede.
Ganske vist hørte nogle af Rytterne om en fremmed Murer, som var kommet med en Skøjte op i det brabantske; men det Rygte var så svagt, at det ikke kunde efterspores.
Mynheer van Penkenburg drog slukøret tilbage til Loewestein.
- - -
Omtrent fire Uger senere kørte en hollandsk Rejsevogn med Tøndedækning over ad Vejen fra Rosendaal til Antwerpen. Den blev trukket af et Par svære Flamske Heste, som lagde Kræfterne godt i. På Kuskesædet sad en høj, slank Mand, han lo og sang hele Tiden den ene lystige Vise efter den anden.
Det var en løjerlig Kusk. Han lignede hverken en Vognmandskusk eller en Bonde; på Benene havde han lange, gule Hjorteskindsstøvler, og hans Vams lignede mere en Soldats end en Bondes. Så man nøjere til, vilde man opdage, at han sad med en lang Stødkårde mellem Benene.
Ved Siden af ham sad en sort, stridhåret Hund med det grinagtigste Mundskæg, man kunde tænke sig. Den gøede lystigt ad alt, hvad de kom forbi, ad Husene ved Vejen, ad andre Vogne og ikke mindst ad sine egne Slægtninge, som kom tumlende ud af Husene, når de kørte forbi.
Det var Leo og Nero.
Så var der en lille Hånd, der trak Forhænget for Tøndehvælvingen til side.
„Er vi ej snart i Antwerpen?”
„Giv Stunder, Pieter! - Så skal jeg synge Visen om de tre Kuske, som drog over Rinen, den er smuk, og den er lang, hør godt efter, så du kan lære den, den kan vare, til vi kommer til den næste Omdrejning af Vejen, så kan vi se Tårnet på Frue Kirke i Antwerpen.”
Det var Fru Maria, Rebekka og Børnene, som var på Vej for at mødes med Hugo Grotius; de havde kun været i tre Uger på Loewestein, så var de blevet løsladt på Generalstaternes Befaling. Nu var Friheden der, og for Fremtiden kunde det jo ikke nytte at lægge Planer endnu.
Men Dagen sled sig hen, og ved Aftenstid rullede den tunge Vogn frem mod Antwerpens Byport.
Et Stykke uden for denne, ved nogle store Piletræer stod en smuk Herre i sort Kappe og med firkantet Baret på Hovedet og så hen ad Vejen, som førte til Rosendaal. Ingen kunde tage fejl af, at det var en lærd Doktor; det kunde man se både af hans Klædedragt og hans blege Ansigt. Der var måske større Bleghed over ham, end der i Almindelighed er hos lærde Folk, som sidder inde i Stueluften; men måske havde han været syg?
Eller havde han været i Fængsel?
Det hændte desværre så ofte, at man satte lærde Mænd, som ikke havde samme Mening som de styrende, bag Lås og Slå, så var man da sikker for dem så længe.
Den lærde var Hugo Grotius.
Sådan var han to Gange hver Dag gået uden for Staden for at se, om de kære ikke skulde komme, siden han af Venner i Haag havde fået at vide, at Generalstaterne havde bestemt sig til at løslade hans Familie.
Hvad var det?
Kom der ikke en Rejsevogn derhenne?
Hugo Grotius stirrede på den. Der kunde ingen Tvivl være om det. Det måtte være dem. Kusken på Forsædet med den bredskyggede Soldaterhue kunde ikke være nogen anden end Leo, den trofaste Svend, som havde været dem til så megen Nytte.
Den lærde Herre ilede dem i Møde i et Tempo, som slet ikke passede til den højtidelige Dragt.
Den, der først opdagede ham, var Nero. Den gav sig til at tude og gø som en rasende og logrede med sin Halestump, så det var næsten ikke til at få Øje på den. Og så kunde den ikke dy sig længere.
Uden at betænke sig sprang den ned fra Vognen og for af Sted som en Pil hen ad Vejen, og da den nåede sin kære Herre, begyndte den at fare omkring ham i en hvirvlende Dans. Den peb, den halsede, og den skabede sig, som om den havde mistet Forstanden.
Leo svang sin store Hat og råbte et muntert „Hallo!”
Pieter og Popeje, som var kravlet ud af Vognens tøndeformede Ruf og nu klamrede sig til Leo, jublede og skreg. Fru Maria græd Glædestårer og sank i den trofaste Rebekkas Arme.
Så nåede de ham, og Leo holdt Hestene an.
Han havde jo i flere År været Krigsmand, og i hine urolige Tider, da der foregik så meget stygt og grusomt, blev man ikke blødhjertet af det Håndværk; men hans Øjne blev dog så sært fugtige. Han måtte gnide Tårerne af med Bagen af Hånden.
„Så er vi her, Doktor Hugo!” råbte han.
„Gud velsigne jer alle sammen!” svarede den lærde Herre med grådkvalt Stemme. „Hjertelig velkomne skal I være til Friheden!”
„God Dag, Far!”
„Løft os ned!”
„Også mig!”
„Mig først!”
Det var Børnene, der skreg i Munden på hinanden af bare Ivrighed for at få Del i de Kærtegn, som de vidste, deres ædle Fader vilde yde dem.
Leo, der var smidig som en Mår, svang sig ned fra Kuskesædet og løftede dem ned, og så for de løs på deres Fader, klamrede sig til hans Ben, lo og skreg og rakte Armene op mod ham, for at han skulde kysse dem.
Imens kravlede Fru Maria frem fra Vognteltet. Hendes Øjne var røde; men det var Smil og Glæde, som lyste gennem Gråden.
Leo hjalp hende ned fra den høje Vogn. Doktor Hugo kunde slet ikke komme til for Børnene.
„Kæreste Maria! Hav hjertelig Tak for dit Mod og dit Snilde. Uden din Klogskab havde jeg ej kunnet nå Friheden. Der er stor Sandhed i det gamle Ord, at Mands List er vel behænde, men Kvindelist er uden Ende.”
„Kæreste Hugol Det er intet! Men hvorledes kom du dog over Rejsen i den frygtelige Kasse?”
„Åh! Det gik såmænd let nok. Det har Rebekka vel berettet dig? - Ja, det kan jeg tænke. Dygtig stiv blev jeg i Ryggen, og mine Ben sov ækelt, da jeg blev lukket ud hos den brave Mester David i Gorkum; men nu er det alt sammen glemt!”
„Det er rigtigt!” udbrød Leo. „Når Faren er forbi, så skal den være glemt. Det holder jeg på som gammel Soldat!”
„Men nu må vi til Vogns igen!” skyndte Fru Maria på dem. „Vi kan ej stå her på Landevejen. Se, hvor Folk ser efter os. De kan nok ej forstå, hvad vi er for Mennesker.”
„Lad os da så stige til Vogns alle sammen!” sagde Doktor Hugo leende. „Vi får vel ellers et helt Følge efter os ind i Staden.”
Så krøb de op på Vognen igen alle sammen. Leo løftede Nero op til sidst. Der var ikke Tale om andet, end at den vilde være på Vognen, og da den lærde Herre tog et Barn på hvert Knæ, så borede Hunden sig ind mellem hans Ben for at være så nær ved ham som muligt.
„Hvordan slap I dog fra den hårde Herre på Loewestein?” spurgte Hugo Grotius sin Hustru.
„Åh, ham slap vi så tåleligt fra! Men ond var han, og Fortræd vilde han gøre!”
Der kom et Glimt i Fru Marias Øjne, som viste, at hun langtfra havde glemt van Penkenburgs onde Gerninger.
„Det må have været forfærdelige Dage!”
„Det var det; men så hændte der noget, som gjorde, at vi fik blidere Kår - også inden vi fik Besked om, at Generalstaterne havde fået i Sinde at benåde os!”
„Lad høre, hvad der da skete, som kunde ændre den onde Mands Sind? Jeg troede dog, at Sygdom og Afmagt var hans eneste Herre.”
„Ja, det er nu en lang Historie, kære Hugo, så den må vi opsætte, til vi kommer i Herberget, så skal du få den.”