Bogkassens Hemmelighed
Marius Dahlsgaard (1928)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
12. Slutning
Så nærmer da denne sandfærdige Beretning sig sin Ende.Fru Maria og Doktor Hugo blev endnu nogen Tid boende I Antwerpen. De kunde ikke rejse bort lige med det samme, for de havde lovet Leo og Rebekka, at de vilde overvære deres Bryllup.
En frostklar Vinterdag ringede alle Klokker i den mægtige Frue Kirke. Man kunde tydeligt skelne dem alle sammen fra den store, der havde Toner, der mindede om Tordenens Bulder, til den lille bitte, der næsten lød som en Kanebjælde. Sådan ringer nemlig disse Klokker, når de ringer til Fest. Men de kan også ringe med skrækindjagende Larm, når de bringer Bud om Fejdetid, og det har de ofte gjort i Antwerpen.
Men denne Dag ringede de til Fest, til Bryllup.
Og hvem er det, som skal giftes?
Det er selvfølgelig Leo og Rebekka.
Han går rank og strunk i sin bedste Stads. Det er en Dragt, som altid bæres af Fægtemestere, og han er allerede en kendt Mand. Historien om van Penkenburgs Næsetip har grundfæstet hans Ry.
Hun går bly og lykkelig i sin Hjemegns smukke Brudedragt med den gyldne Krone over det udslagne Hår.
Leo har en lille Brudesvend, og det er Pieter.
Rebekka følges af Popeje, der tripper så gravitetisk af Sted, at man skulde tro, det var hende selv, der havde Bryllup.
Så kommer Hugo Grotius og Fru Maria, og efter dem følger den gode Skipper Cornelius. Han er flyttet til Antwerpen nu. Han bryder sig ikke om at sejle op ad Waalfloden mere, for skulde Herren til Loewestein få Øje på hans Skøjte, så kunde det hænde, at en Kanon fra Slottet ved et Uheld kunde gå af af sig selv.
Bim! Bam! Bim! Bam!
De mange Klokker bliver ved med at ringe.
Der er Brudefærd i Antwerpen. Det kan rigtignok mærkes.
Leo og Rebekka skal bo i den rige Stad. De har fået en Lejlighed med en Bod, hvor de kan handle med Bøsser og Kårder. Men Rebekka vil også handle med andre Ting, for hun er en ægte Hollænderinde. Hun har Handelsblodet i Årerne, så hun skal nok få noget ud af det.
Det mener de også alle sammen, som kender hende.
I Familien Grotius er der Sorg. De er jo så glade for den gode Rebekka, og hvad hun har været for dem, så det gør ondt at skilles. Men det kan jo ikke være anderledes.
Doktor Hugo og Fru Maria græder, da de siger Farvel til Rebekka, og hun græder også; det gør Børnene med, ja, selv Nero, der ellers altid har Lyst til Løjer, hænger med Halen.
De har jo holdt sammen I de onde Dage, og da lærte de at skønne på hinanden; derfor gør det så ondt at skilles.
Men Leo er stolt, og Lykken lyser ud al hans ærlige Ansigt.
Han ved, at den, som får en god Hustru, får en god Gave.
Hvad Familien Grotius ellers angik, så blev den ikke længe i Antwerpen. Den flyttede til det skønne Paris, hvor Kong Ludvig den Trettende gjorde meget ud af den lærde, lovkyndige hollænder. Men Hugo Grotius kunde ikke finde Hvile her. Han længtes efter sit Fædreland, og til sidst blev hans Længsel så stor, at han ikke kunde overvinde den. Han søgte tilbage til Holland. Generalstaterne fandt endnu, at han var farlig for Staten, og derfor udviste man ham atter fra Land og Rige.
Nu søgte han til Fristaden Hamburg, hvor han havde Venner, og her traf han i 1634 den lærde og højmodige svenske statsmand Axel Oxenstierna. De to Mænd syntes godt om hinanden, og Grotius kom i svensk Tjeneste, hvor han var i mange År. Således var han i lang Tid Svenskernes Sendemand i Paris, og det endda på den tid, da man udkæmpede den sidste Del af Trediveårskrigen.
Men Hugo Grotius længtes altid efter det lille Fædreland, der havde behandlet ham så utaknemmeligt.
Omsider gik det da også op for Hollænderne, at han var en af deres allerberømteste Mænd, og at de havde behandlet ham slet. De anmodede ham derfor i de bønligste og mest ydmyge Udtryk og i de mest anerkendende og smigrende Vendinger om at vende hjem igen.
Det nåede han dog ikke. Thi på Hjemrejsen fra Stockholm blev han syg og døde i Rostock den 28de August 1645, 62 År gammel.
Men Mindet om ham er levende den Dag i Dag, ikke mindst i Holland.
Bogkassen, som den lærde Doktor foretog sin eventyrlige Flugt i, har Hollænderne opbevaret som en Helligdom, der knytter sig til en af deres berømteste Mænd, og man kan endnu den Dag i Dag se den på Bymuseet i Amsterdam.