Skibbrud
Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
2. Gunnar og hans Kammerater
Fru Frederiksen var Enke efter en Sagfører, som havde drevet en meget stor Forretning. Men det overvældende Arbejde havde næsten gjort ham fremmed for sit Hjem, og det var kun få Aftener, han i Årets Løb havde kunnet ofre på sit Familieliv. Næsten hver eneste Aften, når man var færdig med at spise, måtte han tilbage til Kontoret, hvor han ofte var nødt til at blive til langt ud på Natten.En sådan Tilværelse er ikke blot usund og opslidende; men den medfører også andre Ting som ikke er heldige. - En slem Forkølelse afløstes af en ondartet Lungehindebetændelse. Denne blev ganske vist tilsyneladende helbredet; men så begyndte den før så stærke Mand at skrante og endelig konstaterede Lægen, at han var angrebet af Tuberkulose. Denne lumske og snigende Sygdom gjorde Ende på hans Liv i Løbet af et Årstid. - Han blev ganske vist indlagt på et af de allerdyreste og bedste Sanatorier, ingen Udgift blev sparet; men al Lægekunst var forgæves, og nu sad Fru Frederiksen alene tilbage med sine to Børn, den godt femtenårige Gunnar og Inger, der var et Par År yngre.
Det var et knusende Slag for den næppe fyrretyveårige, Dame at miste sin Mand, som hun havde holdt så uendelig meget af, og som havde været så klog, så god og så kærlig og hensynsfuld over for både hende og Børnene. Alt, hvad hun havde ønsket, havde hun også fået. Der var aldrig et Nej i hans Mund, når hun bad om noget, og hun havde skabt det nydeligste Hjem med smukke Møbler, kostbare Tæpper og gode Malerier, og Sagfører Frederiksen havde været en lykkelig Mand.
Men det værste var, at, han opholdt sig for lidt hjemme. Kontoret, „det forfærdelige Kontor”, som Fru Frederiksen kaldte det, drog ham bort, når hun og Børnene sad og havde det hyggeligt, og han måtte af Sted for at arbejde med en eller anden dræbende kedelig Sag. - Derved blev hun for meget alene om Børnenes Opdragelse.
Hvad Inger angik, var det ingen Sag. Hun var, fra hun var ganske lille, god og føjelig; men med Gunnar var det en ganske anden Ting. - Han var overordentlig velbegavet, og skønt han ikke var mere end godt femten År, skulle han om få Dage op til den skriftlige Del af Realeksamen. Flittig havde han ikke været; nu og da havde han haft en kortere Flidsperiode, og så kunne ingen af hans Kammerater komme op på Siden af ham; men disse Perioder var som sagt kun sjældne. Til andre Tider åbnede han ikke en Bog men dyrkede den Interesse, der i Øjeblikket optog ham. Det kunne også træffe, at han gik ørkesløst omkring, var i Vejen for andre og i Grunden en Plage for sig selv. Denne mærkelige Ugidelighed syntes at tage til efter Faderens Død, og især siden han havde fået en tvivlsom Kammerat og et Par lydige Beundrere, hvis Fører han blev på Grund af sit gode Hoved og sin Opfindsomhed.
Gunnar var ikke ret gammel, før har, viste Tilbøjelighed til at være næsvis. Han svarede igen, både når Pigerne og hans Mor havde noget at bebrejde ham, og mere end een Gang havde det været nødvendigt, at hans Far havde måttet tage hårdt på ham. Det skete sædvanligvis på den Måde, at han blev trukket ind i Soveværelset hvor han fik nogle Rap af et tyndt Spanskrør. - Så dyede han sig en Tid.
Fru Frederiksen var en god Moder for sine Børn; og hun holdt uhyre meget af dem begge. - Men det kunne ikke nægtes, at Gunnar, lige siden han var ganske lille, havde været hendes Stolthed. - Den Dreng kunne nu også være så indsmigrende, og navnlig for tre-fire År siden fandt hun ham helt fortryllende. Under Faderens Sygdom blev Børnene for en stor Del overladt til sig selv, og da tog Gunnars Udvikling i dårlig Retning rivende Fart. - Noget senere var det, han fandt Behag i at drysse rundt med dårlige Kammerater.
Inger så op til „store Bror” med både Beundring og Kærlighed. - Hun var en lille, blid og god Pige, der tænkte godt om alle, stillede små Fordringer og var tilfreds, når man talte godt til hende, hun fandt sig villigt i, at Gunnar skaffede sig mangen Fordel på hendes Bekostning, når han til Gengæld bare viste hende en Smule Venlighed.
Fru Frederiksen var en Dame med gode Skolekundskaber, og det havde været hende en stor Glæde at hjælpe Børnene med deres Skolelektier, Opgaver og Stile, alt det meget sure, der tynger de lykkelige Barneår, men som Livet nu engang kræver. - Men i de sidste to År havde Gunnar ikke ønsket Hjælp af sin Mor. Den var han vokset fra, og drøftede hun og Inger et eller andet, kunne det, hvis han tilfældigt hørte det, falde ham ind at gøre Nar ad dem, og meget, meget værre var det blevet siden Faderens Død.
Sådan en Dreng var Gunnar Frederiksen. Hans gode Evner blev ikke brugt, og han var i Færd med at blive både dum og frygtelig egenkærlig.
- - -
Gunnar drev ned mod „Svanebiografen”, Byens flotteste. Han gik ganske langsomt og så sig spejdende om, for hans gode Ven, „Wormen den Lange”, eller, som hans Døbenavn var, Poul Worm, var tilsagt til at møde på et af Gadehjørnerne, og det var Meningen, at de skulle have en Aften ud af det.
Nå, derhenne stod han og kiggede ind ad et Tobakshandlervindue. Han gik derhen, og uden at tage Hænderne op af Buksernes Stiklommer spurgte han:
„Nå, du strøg så Grimen, Worm?”
„Tja! - Den kneb jo; men man har jo lært at lave den fint, forstår du, Frærik?”
Det var Gunnars Øgenavn.
„Ja, hvad kunne ikke Wormen den Lange udrette i Krig og Leding, som de gamle Skjalde beretter.”
„Ser du! - I Øjeblikket sidder jeg ude i Villa „Solfryd” hos min gode Ven og Klassekammerat, Gunnar Frederiksen, og regner geometriske Opgaver - læg vel Mærke til geometriske; det gør det så indlysende bestemt. - Det er med den forestående Eksamen for Øje, begriber du vel?” forklarede Poul Worm. Han var uden Hat og havde det ret farveløse Hår strøget lige tilbage som de amerikanske Filmshelte.
„Altså gement Pladeslageri! - Næh, så er jeg da en meget flinkere Mand!”
„Du er da Katten, er du! - Du lyver vel nok også, når det passer dig, hvad Frærik?”
Der var en Antydning af et ondt Grin i Pouls Ansigt. Han holdt ikke af , at hans Metoder kritiseredes.
„Personligheder frabedes her, på lignende Måde som der står skrevet i Portene! - Næh, ser du, jeg er vel nok så gammel, at jeg går, når det passer mig. - Hvordan fik du Spånerne? - Du var jo så blank som en Reje i Morges.”
„Fandt en løsgående Krone i Mors Sykurv. Den har ligget der de sidste otte Dage og kedet sig. - Hun har sikkert vundet den i Bridge. - Men hvordan klarede du Finansoperationen?” - Poul Worm var ikke særlig opfindsom, og Gunnar havde lært ham mangt et godt Trick.
„Lige ud ad Landevejen! - Jeg forkyndte kort og godt, at jeg havde taget en Krone af Mors Pung, og at jeg nu gik i Biografen. - Sådan finder jeg, at man bør optræde, når man er voksen. - Alt her i Livet beherskes af det økonomiske Spørgsmål, som der står i Samfundslæren. Den, der intet har, tager fra den, der har! - Er du med, lille Worm?”
„Næh! - Den kunne jeg ikke have spillet for åbent Tæppe. Havde den gamle hørt den, så havde han varmet mine Kæber med Tilbehør! - Han er jo noget af en Hustyran mod de mindreårige!”
„Hvad stod du for Resten og gloede efter, da jeg kom, Worm?”
„Cigaretterne dér! - Kender du dem? - Det er et nyt Mærke her i Byen. De hedder „Camel”, og der er da også en Dromedar udenpå. - De skal være noget så storartede.”
„Jo, af en Fireøres Cigaret at være kan de nok gå an, og i den fattige Periode, jeg er inde i, ryger jeg dem selv. - Ellers er det „Teofani”, du ved nok - til seks. - Jeg har forøvrigt en Pakke Kameler i Lommen, da jeg jo ved, „Wormen den Lange” ikke går så godt uden ved Dampkraft, skønt den ikke kendtes i Vikingetiden. - Se her! - Lækre Ting! - Nå, ærlig talt, så kneb det at komme af, Sted. Inger har som sædvanlig lagt sig i Byssen. - Hun har fået ondt i Maven, det Kræ, og Mor er lige så tosset, som hun plejer. - Som om det kunne hjælpe, at jeg sad oppe og holdt hende med Selskab!”
„Så Inger er syg? - Ved du hvad? Hun er nu ganske sød, siden hun fik Håret klippet!” Der var næsten Beundring i Pouls Tonefald.
„Såh! - Du spekulerer måske på at blive min Svoger. Det skulle du ikke gøre, for hun er skravlet, og hun har ingen Lyst til Badutstreger, forstår du. - Hun er et lille Pjevs! - Men nu må vi vel hen og se Lygtepælen og Ledstolpen. - Den skal jo være Skvaldergrin!”
Så gik det værdige Par i Svanebiografen. Stykket var af den sædvanlige Slags - ikke overdrevent morsomt for Folk, der har Smag, og hvad Handling angår så tom som en udpakket Kasse. Der var en hel Del Løjer med Oversprøjtning med Vand, tilsøling med Sæbeskum og Klister, Overdrysning med Mel og Fald over egne Ben, Folk lo, som om de havde det på Akkord, og så havde de endda betalt for Morskaben med Priser fra en til to Kroner, som de havde i Sinde at sidde fint til.
Men så man rigtig til Bunds i Filmen, så var „Fætter Fiks og Frands Faks fra Fjollerup” en rigtig flad Historie. „Wormen den Lange” og „Frærik” morede sig imidlertid kongeligt. De hylede som Sjakaler, hvor de andre Tilskuere lo, og de trampede med Hælene og gav højlydt deres Mening til Kende, når Handlingen blev for stillestående.
„Kan I ikke holde Bøtte, I to Labaner!” sagds en Herre, der sad bag ved dem og blev irriteret af deres Skrålen.
Gunnar vendte sig om og så på ham med godt forstilt Overraskelse.
„Var det os, De talte til, Hr. Petersen?”
„Ja, det var det! - Jeg hedder for Resten ikke Petersen, og du kan være glad for, at du ikke er min Dreng!”
„Hedder De virkelig ikke Petersen? - Det skulle man tro efter Deres Udseende. - Forøvrigt er den Følelse, De antyder, meget gensidig. Jeg ville absolut frabede mig alt Slægtskab med Dem.
„Jeg stikker dig sandelig en på Kassen,” hviskede Manden indædt.
„Det ville være uklogt! - Vold overfor mindreårige straffes med Forbedringshus!”
„Så skulle da også - - -,” og hvad Manden ellers ville have sagt, druknede i en arrig Hosten, der gjorde ham højrød i Hovedet.
„Så er han da tromlet flad,” hviskede Gunnar til Poul. „Han er heller ikke vanskelig at tumle, for han rager jo ikke længere i Vejret end en lille Brosten, den gamle Nuslebøsse!”
„At du tør! - Han kunne jo kalde på Kontrollen, så blev der Brand i den.”
„Kontrollen! - Ham blæser jeg på. - Han går rundt med Fisk ved Dørene, og vi handler med ham hjemme!” lo Poul. „Den Slags kan let ordnes!”
Under Resten af Forestillingen teede de to Lømler sig dog lidt mere stilfærdigt; men da Løjerne på det hvide Lærred kulminerede til Slut, lavede de en Larm med Hylen og Trampen, så man måtte tro sig i et Galehus.
Da Forestillingen var forbi, stod de lidt ude på Gaden, hvor der var Skygge for det skarpe elektriske Lys.
„Så skal vi vel hjem og sove!” gabede Gunnar.
„Nej du, det er skam for tidligt. - Mine de gamle er til Sommer-Bridge. - De kommer såmænd ikke hjem før Klokken halv to eller på et andet lige så uanstændigt Tidspunkt. - Kom med hjem i min Hybel. Jeg har både Chokolade, Appelsiner og Citronsodavand! - Ens Far er vel nok Købmand. - Jeg har som sædvanlig samlet mig et lille Forråd.”
„Tja! - Jeg er ligesom en Smule søvnig efter det Bras; men jeg er unægtelig lidt tør i Halsen. - Så kunne du også få Lejlighed til at prøve mine Kameler. - De er slet ikke tossede.”
„Godt! Du er altid på Vingerne!”
Så gik de to Kammerater hen til Købmand Worms og listede sig op på Pouls Tagværelse, hvor de forlystede sig med Slik og Cigaretter. - At Poul havde taget Tingene i Forretningen uden Forlov, behøver næppe at antydes.
- - -
Klokken slog elleve på Kirkeuret, da Gunnar kom hjem. Han blev lidt forundret ved at se, at der ikke var Lys. Hans Mor var da ellers helt flink til at sidde oppe og vente på ham med en Kop The, lidt Dessert, Frugt eller noget andet lækkert, selv om det ikke passede ham at komme hjem til Klokken ti, der ellers var Tidsgrænsen for hans Udflugter. Han tog et Tag i Gadedøren. Den var låset. - Pokkers også, at han havde glemt Nøglen.
Så om til Bagdøren. Den lod hans Mor gerne stå åben i Tilfælde af, at han ikke kom hjem, mens hun var oppe. - Også den var låset.
„Hvad går der af Konen?” sagde han halvhøjt. „Nå, den skal nu nok blive klaret.”
Han gik så om til Havestuedøren. Den var imidlertid også låset. Nøglen sad indvendig, kunne han mærke, da han stak en Blyant ind i Nøglehullet. - Så stod der kun tilbage at kalde. - Han stillede sig op nedenfor Kvistvinduet til Soveværelset, hvor hans Mor og Inger sov. Så begyndte han at kalde - - først sagte, så højere og højere.
„Mor! - Mor! - - - Sover du?”
Intet Svar.
Han tog en Håndfuld af det fine Havegrus og kastede det op mod Vinduerne. Han kunne høre, hvordan det smældede mod Glasset. - - - De sov rigtignok fast. Det havde passet, som han havde ment om Inger, at hendes Sygdom ikke betød noget.
„Mor!” råbte han nu - egentlig meget højere, end han havde villet. - Der kom ligesom en vis Rædsel krybende ind på ham. „Kan du ikke vågne? Du har lukket mig ude!”
Der kom stadig intet Svar; men han kunne høre, at der blev lukket et Vindue op inde i Nabohuset hos Skipper Nielsens.
„Gunnar! Gunnar!” kaldte en lavmælt Stemme. „Kom herhen! - Jeg vil ikke så gerne vække Mor og de små.”
Det var Harald. Han sov i et lille Værelse, der lå lige op til Verandaen.
Gunnar gik hen og krøb op på Verandaens Gelænder og lænede sig ind over det nære Plankeværk. Han så, at Harald stod ved det åbne Vindue.
„Hvad mon der er i Vejen? - Jeg kan ikke begribe, at Mor kan sove så hårdt!”
Harald tav et Øjeblik. Når alt kom til alt, havde han en hel Del tilovers for Gunnar, fra den Tid de var yngre.
„Ved du det ikke?”
„Hvad for noget?”
„Det med Inger?”
„Jeg ved ikke noget. - Jeg har været i Biografen og så gik jeg lige et Smut med Worm hjem!”
„Inger er syg! - Vistnok meget farlig syg!”
„Farlig syg? - Hvad mener du? - Det kan jeg sandelig ikke forstå? - Så måtte der da være Lys derinde.”
„Hun er kommet på Sygehuset.”
„På Sygehuset? - Det siger du ikke?”
Modet sank hos Gunnar fra Sekund til Sekund. Tavsheden inde i Villa „Solfryd” havde allerede gjort ham ængstelig; men denne Oplysning var ved at tage Vejret fra ham.
„Jo! Der blev ringet efter Doktor Furbo en halv Timers Tid efter, du var gået. - Han sagde, at hun øjeblikkelig skulle på Sygehuset.”
„Hvad skulle hun der efter? - Hvorfor er Mor ikke kommet hjem? - Hun er vel ikke også indlagt på Sygehuset!” - Han mente, det skulle lyde flot; men Stemmen rystede dog.
„Inger har vist en slem Blindtarmsbetændelse! Ambulancen kom, og Mor og jeg var derinde; -vi hjalp til med at få hende ned. Der var også en Sygeplejerske med. - Hun skulle vist opereres straks, havde Doktoren sagt. - Det var Sygeplejersken, der hviskede det til Mor,” fortalte Harald.
„Skal Inger opereres?”
Nu var der ikke langt til Gråden - trods al den forlorne Overlegenhed, der ellers prægede Gunnar.
„Ja! - Det var vist ret farligt, for Doktoren var så alvorlig og så bestemt!”
„Og Mor er blevet derude?”
„Det er da klart! - Hun bliver da, til Operationen er overstået - måske hele Natten. - Jeg hørte, hun talte med Sygeplejersken, om hun kunne få Lov til at blive der.”
„Tror du, hun kunne få Lov til det?”
„Ja, det er der ikke noget i Vejen for, når der er Fare på Færde!”
„Jeg begriber ikke, hvorfor Mor har lukket mig ude!” Nu var Tonen helt ynkelig.
„Det kan du da nok forstå! - De to Døre, Bagdøren og Havestuedøren, bad din Mor mig om at lukke. - Gadedøren er der jo Smæklås på. - Hun fik Nøglerne med sig, for jeg fandt dem til hende.”
Gunnar følte sig, som om han havde fået en Spand iskoldt Vand over Ryggen. - - - Her stod han og havde ikke været sin Mor til mindste Hjælp. Han havde moret sig i Biografen, mens hans lille Søster måske lå og kæmpede med Døden. Det var Harald, der havde hjulpet hans Mor, og det burde have været ham, der skulle have trøstet og støttet hende. - - - Tårerne begyndte virkelig at pible ham ned ad Kinderne, og uden at han var i Stand til at stå imod, begyndte en hulkende Gråd at bryde igennem.
„Er du ked af, at Inger er syg?” spurgte Harald.
Intet Svar.
„Ved du, hvad jeg synes?”
„Nej! - Det kan jeg jo ikke vide!”
„Det kan du ikke! - Men var jeg i dit Sted, så løb jeg dertil. - De er så flinke. De skal nok lade dig komme ind.”
Gunnar svarede ikke. - Han kunne ikke.
„Du! - Jeg følger dig derud! - Vent i to Minutter, så tager jeg Kludene på. Jeg kravler ud af Vinduet og kommer over til dig.”
Heller ikke nu kunne Gunnar svare; det lykkedes ham først efter en Anstrengelse at få hvisket Tak. - Få Minutter senere løb de to Drenge gennem de nattestille Gader. Gunnar sagde intet, men Harald småsnakkede hele Tiden og søgte at give Vennen Mod. Operation var jo det eneste, der hjalp for Blindtarmsbetændelse, og Dr. Roskjær var noget så dygtig. Inger var en sund og stærk Pige. Han skulle bare se, det blev godt alt sammen.
Det var også Harald, der førte Ordet, da de kom til Sygehuset og ringede på Nattevagten. - Der var intet til Hinder for, at Gunnar måtte komme ind og være hos sin Mor. En venlig Sygeplejerske strøg ham over Håret og kaldte ham en god Dreng.
Først da blev han i Stand til at vende sig om mod Harald, der stod i Døren.
„Tak, fordi du fulgte mig herud!” hviskede han, og i dette Øjeblik stod det ham klart, at han ikke havde nogen bedre Ven end Harald.
Få Øjeblikke senere kastede Gunnar sig om sin Moders Hals.
„Åh! - Mor! Mor! - Lille Mor! - Om Forladelse!” hulkede han.
„Lille Gunnar! - Kæreste Gunnar! - Nu gør det altsammen ikke noget! Doktor Roskjær har lige sagt, at han er aldeles vis på, at Inger vil stå det igennem - Operationen er lige overstået!”