Skibbrud

---

Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

3. Mens Inger var syg

   Stakkels lille Inger fik nogle slemme Dage på Hospitalet efter Operationen, der faktisk var bleve foretaget i sidste Minut. Bedøvelsen havde taget hårdt på hende, og hun længtes slemt, da hun begyndte at komme til Kræfter. Hun ville helst have, at hendes Mor var hos hende så meget som muligt, og Fru Frederiksen anstrengte sig af al sin Magt for at føje hende.
   Men det var slet ikke så let. Gunnar skulle om en god Ugestid op til skriftlig Eksamen, og selv om han havde været sønderknust over Begivenhederne, så var han alligevel ikke blevet sådan gennemrystet, at han var blevet ydmyg. Han repeterede nok lidt; men der var ingen Lyst i hans Arbejde.
   I År var det Sportsfiskeriet, der fuldkommen optog ham. Hans afdøde Fader havde været en ivrig Fisker, og nu havde han fundet hans Stænger og øvrige Redskaber frem, ja, selv de engelske Håndbøger kastede Drengen sig over. Nå, den Interesse skadede i hvert Fald ikke hans Engelsk.
   Da Inger havde ligget på Hospitalet en Uge så omtrent, begyndte hun at befinde sig lidt bedre og kunne leve med i, hvad der foregik omkring hende, og hvad der skete hjemme.
   Fru Frederiksen sad således en Eftermiddag og fortalte løst og fast om, hvad der var sket, siden Inger blev syg.
   „Og Harald, Mor?” spurgte Inger. „Har du set noget til ham?”
   „Det har jeg da rigtignok. - Den store Buket hvide Syrener, som jeg kom med i Går, var jo fra ham.”
   „Åh, det havde jeg glemt. - Mor, synes du ikke, det var pænt af ham, af han sådan løb efter Medicin til mig?”
   „Jo, det var det rigtignok! - Jeg har også takket ham pænt for det og hilst fra dig. - Det er flinke Folk, Skipper Nielsens.”
   „Noget så flinke, Mor. - Og tænk, at han ikke kunne nænne at lade Gunnar gå alene herud den Nat, jeg blev opereret. - Det var et pænt Træk af ham. Han er ganske anderledes rar end ham, „Wormen den Lange”.”- Inger slog små Rynker på Næsen, der var ved at blive lidt skarp.
   „Hvem er det, der har sådan et rædsomt Øgenavn?” Fru Frederiksen smilede lidt, bare en lille Antydning, men nok til at vise, at hun både var yngre, end man antog hende for at være, men også at Sorgen havde mærket hende hårdt.
   „Det er Poul Worm. - Du kan tro, han er væmmelig. Jeg kan ikke begribe, at Gunnar synes om ham. Det er der ikke mange, der gør.”
   „Hans Forældre er da så rare, synes jeg.” Fru Frederiksen syntes ikke om, Inger havde så uforgribelige Meninger om alt og alle som Tilfældet oftest var.
   „Du kan stole på, at Harald er en langt bedre Dreng end Poul Worm. - Harald har hjulpet mig mindst hundrede Gange med mine Opgaver, når Gunnar ikke har gidet, og du ikke har kunnet huske Formlerne.”
   Der blev en lille Pause i Passiaren mellem Moder og Datter. Fru Frederiksen kunne ikke tåle at Gunnar altid faldt igennem, når han sammenlignedes med andre Drenge.
   „Mor!- Når du nu kommer hjem, vil du så ikke huske at spørge Harald, om den grå Killing er vokset, siden jeg blev syg? - Du ved nok, at den er min, Fru Nielsen har selv givet mig den.”
   Det vidste Fru Frederiksen så udmærket; men en Kattekilling var just ikke det, hun mest ønskede på Villa „Solfryd”.
   „Jo, jeg skal spørge til den, når jeg ser Harald.”
   „Og så bede ham om at komme ud og se til mig? - Må han ikke nok, Mor?”
   „Jo, selvfølgelig, nu du kan tåle det!” svarede hendes Mor. „Men nu må jeg gå. Jeg skal hjem at hjælpe Helene med at hænge Tøj ud. - Hun har jo vasket.” - Så bøjede hun sig ned og kyssede sin lille Pige. Inger skulle ligge ganske stille. Hun måtte jo ikke røre sig på Grund af Såret.
   Så gik Fru Frederiksen. Lige ved sin Låge mødte hun Harald, der kom med en Trillebør fuld af Brænde, som han havde hentet på Havnen.
   „God Dag, Harald! - Du skal rigtignok have Tak for de dejlige Syrener, du sendte ud til Inger. Hun er så glad for dem.”
   „Det var jo ikke noget. - Det var kun hvide Syrener fra vores Have!” sagde Harald og rødmede, så hans Hår så endnu lysere ud end sædvanlig, og Fregnerne blev helt mørkebrune.
   „Snak om en Ting, Harald! - De var ganske usædvanlig smukke. - Og så skulle jeg spørge, om du ikke snart kunne komme ud og fortælle hende, hvordan den lille grå Killing har det, og om den er vokset noget?”
   „Det kan De tro, Fru Frederiksen! - Det er en ren Spilopmager. Far ligger i Havnen for Tiden, og han var hjemme i Aftes. Han sagde at der nok skulle blive en udmærket Rottekat af den, sådan et Humør den havde!”
   „Inger længes efter den. Du skulle nu gå ud og besøge hende. - Du kan komme ind, når det skal være; hun ligger jo på Eneværelse. - Det drejer sig bare om, hvorvidt hun er rask nok til at tage mod fremmede.”
   „Tror De, at hun vil blive glad for, at jeg kommer?” spurgte han.
   „Det kan du være sikker på! - Farvel, Harald! Du har været god mod os i denne Tid.”
   „Farvel!” mumlede Harald. Han vidste slet ikke, hvad han skulle svare på de rosende Ord.
   Men da han kom hjem, fik han noget at tænke på. Han havde aldrig langt fra Tanke til Handling, og han begyndte at plage sin Mor for at få Lov til at gå ud på Hospitalet og se til Inger.
   Fru Nielsen kom med nogle svage Indvendinger; men Harald fejede dem til Side som Korthuse. - Hans kraftigste Bevisførelse var imidlertid, at hun selv, da hun sidste Vinter lå på Hospitalet, havde været så urimelig, at de alle var nødt til at komme ud til hende mindst een Gang om Dagen.
   „Ja! - Så får du da have lov til at gå! - Men vask dig nu ordentlig og tag en ren Bluse på!” indvilligede hun.
   Men Harald nøjedes ikke med en almindelig Renvask; det blev nærmest Storvask, og han tog heller ikke kun en ren Bluse på, men også et Par rene, blå Lærredsbukser og sine nyanskaffede Sandaler. - Imens gik han i dybe Tanker. Han havde en Plan. - Da han var helt færdig med Påklædningen, fandt han en Spånkurv med Låg over, og den anbragte han i Smøgen ind til Huset. Dernæst gik han ned I Haven og skar en stor Buket hvide Syrener, som han lagde ved Siden af Kurven.
   Nu var den Sag i Orden, og han begyndte på anden Del af sin Plans Udførelse. Han gennemsøgte hele Haven, Baghuset og var til sidst en Tur oppe på Loftet. Da han kom ned derfra, ville enhver kunne have set, at han skjulte noget under sin Bluse, og dette lod han hurtigst muligt forsvinde i Spånkurven, da han kom hen til den. Så satte han sig på sin Cykle og rullede ud til Hospitalet.
   Her var der ikke noget i Vejen for, at han måtte komme ind til Inger.
   „Du kan godt lade Kurven stå her i Venteværelset,” sagde Sygeplejersken, der var en Bekendt af Harald fra i Vinter.
   „Tak! - Men må jeg ikke have Lov til at tage den med ind?”
   „Jo! - Men der er da ikke Slikkerier i den? - Den Slags kan Inger ikke tåle endnu.”
   „Nej! Nej! - det forstår jeg da nok! - Der er absolut ikke noget spiseligt i Kurven!” forklarede han ivrigt.
   Så kom han ind i Sygeværelset, hvor Inger lå, og hvor Hvidhed og Renhed gav Stemningen.
   Hvor så den lille Pige dog bleg ud, som hun lå dér i Sengen! - Hendes Ansigt var blevet så smalt, så smalt - og hendes Hænder! - De var jo næsten lige så hvide som Lagenet.
   „God Dag, Inger!” sagde han. „Hvordan har du det? - - - Her er et Par af vore Syrener til dig.”
   „Tak! - Det var pænt af dig!” Og så blev der en lille Pause, hvor ingen af dem vidste, hvad de skulle sige, skønt de ellers nok kunne bruge Munden, når de var alene sammen.
   Sygeplejersken smilede venligt. Hun vidste nok, de var generte, og at det ikke hjalp på deres Undseelse, at hun var til Stede.
   „Lad mig tage de Syrener!” sagde hun hjælpsomt. „Jeg skal se, om jeg kan finde en Vase, der er stor nok til dem,” føjede hun til og gik.
   Så snart hun var ude af Døren, drejede Inger sit Ansigt om mod Harald, og hendes Øjne strålede af Liv.
   „Hvordan har Killingen det?” spurgte hun. „Vokser den?”
   „Det kan du stole på,” lo Harald. „Kunne du lide at se den?”
   „Ja, gid jeg havde den herude! - Her er noget så kedeligt!”
   „Passer det nu også, at du gerne ville se den?”
   „Er du tosset? - Jeg ville give en Krone for at, få den at se!”
   „Så skal du også få den at se, og det endda ganske gratis!”
   Harald bøjede sig ned over sin Spånkurv. Han lukkede den op, og ud hoppede den grå Killing, det nydeligste lille Dyr, man kunne se for sine Øjne. Den var rigtig tigerstribet. - Inger var så ivrig og spændt, at hun var lige ved at rejse sig op; men det måtte hun jo ikke, og det lykkedes da også Harald at få fat på den lille Mis.
   Det kan nok være, der blev Glæde. - Inger fik Killingen op til sig og trykkede den ind mod sin Kind.
   „Misse! - Misse da! - Og du skulle ud at se til mig? - Har den slemme Dreng spærret dig inde i en ækel Kurv, hvor du næsten ikke kunne få Plads? Det var rigtignok pænt af ham, den slemme, slemme Dreng!” småpludrede hun.
   Børnene morede sig kongeligt. - Ingen af dem mærkede, at Døren gik op, og at Sygeplejersken stod bag ved dem, lige ved at tabe Næse og Mund af Forfærdelse.
   „Nå, så det var den Fyr, du havde i Kurven? - Det er rigtignok en slem Overtrædelse af Reglementet, må jeg sige jer, og nu skal både Harald og Katten smides ud!” sagde hun strengt; men hendes Øjne fortalte, at det var ikke nær så slemt ment som sagt.
   „Det kan De da ikke nænne, Frøken!” sagde Harald. „Inger har sådan længtes efter at se den.”
   Og det kunne den rare Sygeplejerske heller ikke, for hun var snart lige så begejstret for lille Mis som Børnene og lige så optaget af, at lege med den som de.
   Tænk! - Hun mærkede ikke, at den unge Reservelæge kom ind. - Da hun så ham, blev hun blussende rød og forfjamsket; men han lo og ville også lege med Killingen. Særlig ivrig blev han efter at hjælpe Sygeplejersken med at fange den, da den hoppede ned, og det blev bestemt, at nu skulle den i Kurven igen. - Det lykkedes dem først at få den fat inde under Ingers Seng, og de havde sikkert måttet krybe godt rundt efter den, for de var meget røde i Ansigterne, da de kom frem igen.
   Det var et herligt Sygebesøg - måske for flere end Harald, Inger og Killingen.
   - - -
   Den første Ugestid, Inger lå på Hospitalet, var Gunnar helt flink til at besøge hende, og han var slet ikke så dårlig til at finde på noget, der kunne more hende og underholde hende, så Tiden ikke skulle falde hende alt for lang.
   Men så kølnedes hans Iver. Fru Frederiksen havde endda glædet sig så meget ved at se hans Bestræbelser for at opmuntre den lille Søster. Det gjorde hende meget bedrøvet, da han begyndte at vægre sig ved enten at gå med hende på Hospitalet eller selv gå et lille Svip derud. Han foregav imidlertid Eksamenstravlhed, og det kan heller ikke nægtes, at en truende Sky trak højere og højere op over Gunnars Horisont, og både han og hans Mor vidste så godt, at den kunne bringe Uvejr.
   Navnlig stod han i et skævt Forhold til Læreren i Tysk. Det er nemlig sin egen Sag at gå til Eksamen i dette Fag og ikke være fortrolig med Grammatikken, og det var Gunnar langt fra.
   Tysklæreren hed Herman Frier. Et sådant Navn er lidt ejendommeligt og bliver let Genstand for Skoledrenges dårlige Vittigheder og - hvis vedkommende Lærer ikke er en myndig Mand - Næsvished.
   Hr. Frier var imidlertid en meget myndig Mand, og han fordrede bestemt, at Drengene - og Pigerne med for den Sags Skyld - skulle lære deres Ting. Han sled nu på det sidste med at få den tyske Syntaks eller Sætningslære slået fast. Drengene sled og surmulede; Pigerne blev nervøse og græd i Smug hjemme med Kapers tyske Grammatik på Skødet og Fingrene stoppet i Ørerne for at lukke enhver fremmed og forstyrrende Lyd ude.
   Det var sidste Eftermiddagstime. Der var dygtigt lummert i Klassen. Stort bedre var det heller ikke ude i den trange Gård, hvortil alle Vinduerne stod åbne. Ikke en eneste forfriskende Luftning rørte sig.
   Realklassen havde Tysk, og Hr. Friers private Termometer stod nærmest på Kogepunktet. Han ville have Orden i den Syntaks. Om tre Dage var skriftlig Eksamen inde, og han var særlig bange for, at Resultatet ikke i År ville komme til at svare til hans Anstrengelser, og det gjorde den alvorlige og dygtige Mand både bekymret og nervøs. Den Klasse var nu ubegavet; det mente han bestemt, og der var også adskillige dovne Krabater i den.
   Han kom ind, satte sig på Katederet, tørrede hastigt sin våde Pande og sendte så bag Brillerne et lynrapt, altomfattende Blik ud over Klassen.
   Der sad for det første Poul Worm! - Slapsvans - uden Karakter! - Og der Harald Nielsen! Flink Fyr, men ikke særlig begavet! - Men derhenne hang Gunnar Frederiksen op mod Væggen! Han var sandelig begavet nok, men desværre doven som en Ulykke! - Nå, han skulle nu alligevel holdes til Vinden, den Herre!
   „Nå, Gunnar! - Er du så efterhånden blevet „Dus” med Syntaksen? - Jeg hørte dig, da vi havde om Akkusativ! - Du erindrer måske, at det ikke absolut var en Gallaforestilling?”
   Hr. Frier kunne være lidt spottende, og han havde en Hukommelse af Jern, støttet til en Lommebog med Bemærkninger om hver enkelt Elev.
   „Det husker jeg ikke noget om,” mumlede Gunnar tvært og skelede hen til Wormen den Lange, der gjorde sig så lille som muligt og søgte Dække bag sin Formands Ryg.
   „Såh! - For mig står det dog som et uforglemmeligt Minde!”
   De andre Elever smilede svagt, endog en lille Fnisen hørtes. Kun Gunnar og Poul så tvære ud, og Harald skyndte sig at skjule Munden, så han kun lo med Øjnene.
   „Hvad er det egentlig, vi særlig skal beskæftige os med i Dag?” - Hr. Frier så ud over Klassen med et lystigt Blink bag de skarpe Brilleglas. „Det var vist noget, I selv havde ønsket ikke? - Hvad var det nu, det var, Poul Worm?”
   „Jo!” indrømmede Poul villigt og godt forfjamsket. Nu trak Bygen op over hans syndige Hoved, følte han.
   „Nå, hvad skal vi så gennemgå?”
   Intet Svar.
   „Du ved det forhåbentlig, Hr. Frederiksen?”
   „Jeg har forberedt mig lidt på Dativ!” snøvlede Gunnar. „Der foresvæver mig noget om, at det var det Afsnit, vi skulle igennem.”
   Læreren så på ham med et hastigt, undersøgende Blik. - Sikken Tone at tale i. - Nå, sådan en Herre skulle han nok finde. - Han lod ellers, som han intet havde bemærket.
   „Fuldkommen rigtigt! - Hvad hedder så: Han takkede sin Ven?”
   Det var i Øjeblikket Gunnar fuldkommen umuligt at huske, hvad „Ven” hed på Tysk. Det engelske „friend” faldt ham på, Tungen.
   „Er dankte seinen friend,” svarede han raskt.
   „Nå, gjorde han det? - Det var ellers en besynderlig Måde at udtrykke sin Taknemmelighed på! - Navnlig var det sidste Ord mærkeligt at anvende af en Tysker. - Jeg har aldrig hørt Ordet „Freund” udtalt på den Måde. Det var en besynderlig Anvendelse af det engelske Ord „friend”, Gunnar. - Ikke?”
   „Er dankte seinen Freund,” skyndte Gunnar sig at rette Fejlen.
   „Der er endnu noget galt!” sagde Hr. Frier. „Men det er også en Tremaster.”
   Gunnar svarede ikke.
   „Hvad er Genstandsled i Sætningen?”
   „Freund!”
   „Rigtigt! - Men hvad skal Faldet være i dette særlige Tilfælde?”
   Gunnar følte sig nu på sikrere Grund.
   „Akkusativ - selvfølgelig!”
   „Hvorfor „selvfølgelig”? - Jeg hørte vel ikke forkert?”
   „Genstandsleddet er altid Akkusativ!”
   „Forbavsende rigtigt! - Det overvælder mig så godt underrettet du er! - Men det skal nu alligevel ikke være Akkusativ i dette særlige Tilfælde!” Stemmen havde fået en lidt anden Klang.
   „Hvorfor dog ikke?” spurgte Gunnar med den nedladende Tone, han undertiden fandt på at anvende overfor Kammeraterne. „Pyt med, om han bliver gal,” tænkte han. „Om en Månedstid er jeg færdig med ham og med Skolen.”
   „Du kender altså ikke Paragraf 200 i Kaper?”
   „Nej, jeg er ikke særlig kapitelfast!” svarede Knægten næsvist.
   „Det er sandelig ikke nogen overraskende Nyhed, kære Gunnar!” bemærkede Hr. Frier med et skævt Smil. „Du har atter røbet dit manglende Kendskab til den tyske Grammatiks lille Katekismus! - Poul, hvad hedder så: Han takkede sin Ven?”
   „Er dankte seiner Freund,” svarede Wormen den Lange hed i Hovedet.
   „Det var i Sandhed en endnu mærkeligere Sammensætning! - Harald Skipper,” Harald hørte til Hr. Friers svorne Venner, „kan du ikke bringe Lys i de to overbrændte Pærer?”
   „Er dankte seinem Freund!” svarede Drengen hurtigt.
   „Rigtigt! - Hvorfor?”
   „Fordi Verberne: danken, dienen, drohen, fluchen, folgen - - -” begyndte han med rivende Tungefærdighed.
   „Ussh! - Stop! Gør hvad?”
   „Styrer Dativ!”
   „Javel! - Og det er ikke gået op for Firmaet Gunnar & Poul! - Ja, I er såmænd et nydeligt Kompagni; men man skal ikke nære blind Tillid til jeres Soliditet!”
   Der var ingen, der sagde noget.
   „Og så, Gunnar, hvad hedder så: Denne Karl har længe tjent mig tro?”
   „Det ved jeg ikke,” svarede Gunnar frækt.
   „Du ved det ikke?” Hr. Frier talte langsomt og overvejende. „Nu er der noget, jeg ikke er klar over. - Er du uforskammet, eller hvad mener du med en Udtalelse som, det ved jeg ikke?”
   „Kun det, jeg siger, for jeg ved det ikke.”
   „Du har Lektien for til i Dag!”
   „Jeg har ikke læst på den! - Der er sket noget i min Familie, der gør, at jeg ikke har Tid eller Ro til at læse!” Gunnar fandt det nu rådeligst at finde en Undskyldning.
   „Sket noget i din Familie? - Hvad?”
   „Min Søster er lige blevet opereret for Blindtarmsbetændelse, - det var meget farligt, og hun vil gerne, at jeg er hos hende så meget som muligt ude på Hospitalet.”
   „Hmh! - Ja, jeg ved, at Inger er blevet opereret! - Hvordan har hun det?”
   „Tak - bedre!”
   Harald dukkede sig. - Han var bange for, at Læreren skulle se ham. Det var jo dundrende Løgn. De to sidste Dage havde Gunnar ikke sat sine Ben på Hospitalet, og han havde af Fru Frederiksens egen Mund hørt, at det var, fordi han var optaget af Eksamenslæsning, at han ikke kom derud. - Uha! at bære sig sådan ad.
   Hr. Frier henvendte sig ikke mere hverken til Gunnar eller til Poul Worm. Han gik over til at høre Pigerne, der alle klarede sig flinkt, og Tiden gik nu hurtigt. - Han så ganske vist flere Gange ned på Gunnar med et mistænksomt Blik. - Den Dreng var ikke til at blive klar over.
   „Hvorfor stak du Hr. Frier den Plade om Inger?” spurgte Harald, da de gik fra Skole.
   „Plade? - Hvad mener du? - Det er da sandt nok, at Inger er syg, og at hun er blevet opereret!”
   „Det var lumpent mod Inger! Det var det! - Du kan ikke være det bekendt.”
   „Lumpent? - Mod Hr. Bejler? - Nej! Må vi nu få Lov til at være her. Der er da andre Ting til i Verden end tysk Grammatik.”
   „Det var lumpent mod Inger! Det var det! - Du har jo ikke været derude i de sidste to Dage!”
   „Det er svært, som du fører Regnskab med mine Handlinger! - Hvad Besked ved du om det?”
   „Jeg har selv været ude hos hende både i Går og i Forgårs. - Hun klagede over, at du ikke kom derud, fordi du havde så travlt med at læse til Eksamen - og så er det hare Løgn det hele!”
   Gunnar så rasende på ham.
   „Og hvad rager det så dig, din fordømte Skippersnude? - Nå, så du har dit Rend ude på Sygehuset hos min Søster? - Det skulle du have fortalt gamle Bejler. - Du kan være overbevist om, at du så igen havde fedtet dig et godt Stykke ind hos ham!” skreg Gunnar hidsigt. „Ja, for du er en Spytslikker og en Støvæder!”
   „Hov! Hov! - Du må da være blevet tosset! - Enhver vil da indrømme, at det er mig, der har Ret!” sagde Harald, der var ved at blive hed i Kinderne. „Nå, men jeg ønsker ikke at snakke mere med dig!”
   Så stak han i Løb ned ad Gaden!