Skibbrud

---

Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

4. Gunnar får Prygl af Harald

   Selv om Harald havde travlt med at læse til Eksamen, fik han dog Lejlighed til så godt som hver Dag at se et Øjeblik ud til Inger på Hospitalet, og selv om han frygtede den tyske Stil, der er alle Realisters Rædsel, så lod han alligevel Syntaksen få et lille Hvil om Eftermiddagen, gik ned i Baghaven og fandt en Buket af de smukke Syrener, som hele Nabolaget misundte Skipperhuset.
   Han var netop blevet færdig med at samle en pragtfuld Buket, som han bar hen til sin Mor, der havde travlt med et eller andet i Køkkenet.
   „Mor! - Her er nogle Syrener til dig,” sagde han indsmigrende.
   „Det er godt. - Der trænger også til friske i Stuen!” smilede hun. „Men det er da en gruelig Bunke. Så mange kan Vasen jo slet ikke tage.”
   „Nej! Det ved jeg nok! - Men jeg ville også gerne have Lov til at smutte ud til Inger. Jeg laver så to Buketter. - Frk. Kragh skal have den ene. - Hun er så flink.”
   „Nå, er det der, Tampen brænder?” lo Fru Nielsen godmodigt. „Men du har jo så travlt med at læse Tysk!”
   „Ja, det er sandt! - Men jeg tager min Cykel, så er jeg jo hjemme, inden nogen ved det.”
   „Nå, jeg er nu ikke så meget med på det. - Tror du nu også, Fru Frederiksen synes om det? - Hun er jo lidt fin på det. - Vi hører jo slet ikke til hendes Venner eller Bekendte.”
   „Det passer slet ikke! - Den Nat, Inger blev kørt på Sygehuset, kyssede hun mig på Kinden. - Hun er nu flink! Men hun sørger sådan over sin Mand, der døde så tidligt.”
   „Ja, og vist ikke mindre over den Laban af en Dreng, hun har. - Stik så af; men vask dine Hænder først.”
   Den Indrømmelse måtte han yde sin Mor, og han fo'r ind i sit Kammer og skrubbede sig, så det var en Lyst. - Så så han sig i Spejlet. Det lyse Hår strittede, så det stod som en Glorie om hans Pande. - Sådan var der ingen, der gik med Håret i hans Alder. - Nu skulle Forandringen ske. Han gik hen til en gammel Skibskiste, som hans Far havde givet ham, trak en Nøgle op af Lommen og lukkede op. Det, han tog frem, var en lille Flaske Brillantine. Han havde ærlig talt haft den længe og ikke turdet bruge den.
   Han hældte en Slump ud i Hånden og gav sig så til at gnide den fede Olie ind i Håret; men der skulle meget til, for Håret var tørt, og inden han vidste det, var Flasken tom. - Men da lå den genstridige Manke også så glat som et Åleskind om hans Pande, og han havde fået anlagt en Skilning så elegant, at den ville have tilfredsstillet enhver Dameekspedient i en Modeforretning. - Han tog også sit Søndagsslips på. Han skulle vise, at han nok kunne nette sin Person, når det endelig gjaldt.
   Så gik han stolt ud efter Syrenerne, der stod i Køkkenvasken. Hans Mor stod ved Gasbordet med Ryggen til ham.
   „Hvad er det dog for en bedøvende Stank?” spurgte hun pludselig og vendte sig om. „Ih, du store Kineser! Hvad har Drengen dog gjort ved sig selv?”
   „Nå, det ved jeg ikke! Jeg har vasket mig og redt mit Hår!- Ser det så slemt ud? - Du sagde jo selv, at jeg skulle gå ind og vaske mine Hænder.”
   Fru Nielsen lo, så de klare Tårer trillede ned ad hendes Kinder. - Det Syn var alt for kosteligt, og hun havde Sans for Humor.
   „Dersom du anede, hvor komisk du ser ud, Harald! - Du ligner jo en skrabet Gris. - Hvad har du dog kommet i dit Hår?”
   „Brillantine!” mumlede han fornærmet. „Ægte Bergamotte! - Det står på Flasken!”
   „Ja, der er sandelig en skrap Lugt ved dig. - Du må jo have brugt mindst en halv Liter!” Hans Mor kunne næsten ikke tale, sådan lo hun.
   „Der kan ikke engang være en halv Deciliter i Flasken,” mumlede han fornærmet. „Du kan da nok begribe, at jeg nu til Eksamen må til at være ligesom andre Drenge! - Ikke Mor!”
   Han måtte forsøge at snakke sig fra Fadæsen nu; men indvendig var han lumsk ked af, at han havde valgt netop Dagen i Dag til sit første Forsøg.
   „Ja så! - Du ville høre, hvad Inger mente om Stadsen ? - - - Hun vil sikkert grine godt ad dig, om hun får dig at se med den Paryk. - Dersom du kunne se dig selv, så besvimede du af Grin. - Så er der en Stank ved dig så stærk, at jeg ikke mere kan lugte de sure Rabarber, som jeg koger til Saft!” lo Fru Nielsen. „Du må rigtignok være glad for, at vi to er alene.”
   „Ja, men de andre Drenge bruger Brillantine til Håret!” Nu bævede det lidt om Haralds Mund, og han var lige ved at glemme sine femten År.
   Nu fik hans Mor ondt af ham. Han var jo en god Dreng, som hun altid havde haft stor Glæde af, når hun var alene hjemme, og han var altid så flink mod de mindre Søskende.
   „Jeg forstår dig nu godt, når det kommer til Stykket! Du er jo også ved at blive stor, Harald. - Men du forstår ikke helt, hvordan man skal bære sig ad. - For det første skal Håret jo klippes, så det passer til den Frisure, man vil have, og for det andet må man ikke komme sådan en Bunke Fedtelse i, som du har gjort. - Det er alt for meget. Hvor meget har du brugt?”
   Han kunne ikke holde noget skjult for sin Mor, når hun først begyndte at tale alvorligt til ham.
   „Hele Flasken gik med!” lo han skamfuldt.
   Hun rystede smilende på Hovedet.
   „Jeg tænkte det nok! - Du ved jo, at jeg var Stuepige hos en Oberst, da jeg var ung. Han brugte altid Brillantine til sit Hår - men bare en lille bitte Smule, og så var det af den allerbedst. - - - Dårlig Parfume er noget så tarveligt. - Så langt hellere ingen Ting. - Når du virkelig ønsker at få noget af den Slags i Håret, skal jeg nok hjælpe dig til Rette. - Sådan som du står dér, og den fede, ækle Olie ligefrem driver i Perler ned i Panden på dig, ville du gøre dig selv til Grin, hvor du kom hen - - - for ikke at tale om, at du ville forpeste Luften i Stuerne! - De kunne slet ikke have dig på Hospitalet.”
   Harald var flov. Det kunne ikke nægtes; men det var nu alligevel godt, at hans lille Mor - ja, for han var da næsten et Hoved højere end hun - forhindrede ham i at gøre en Dumhed.
   „Hvordan skal jeg få det Skidt af?” mumlede han med et halvvejs lystigt Glimt i Øjnene. „Det er da godt, at Fatter ikke er hjemme mere! - Hvor ville han have grinet.”
   „Jeg kunne have undt ham at have været her!” lo Fru Nielsen.
   „Lad nu være!” Harald havde overvundet sit lille Nederlag.
   „Nå, men du kan som sagt ikke vise dig ude på Hospitalet i den Polering! - Der er varmt Vand i Kedlen der! - Tag nu det Vaskefad og kom et forsvarligt Stykke Soda i Bunden. Der skal skarp Lud til! - Så kan du da komme til at ligne en fornuftig Dreng igen. Kom nu her hen og lad mig hjælpe dig den Bluse af. - Ellers bliver den så fedtet, at den ikke bliver til at få ren. Olien har svinet den godt til i Nakken allerede!”
   Harald adlød villigt - halvt smilende, halvt flov, som en stor, godmodig Dreng forstår at tage en Situation, der ikke er helt smigrende for ham selv, og hvor han ved, at han har sin egen Dumhed at takke for, at han er kommet til at stå i et latterligt Lys.
   Der måtte rigtignok en alvorlig Omgang af det stærke Sodavand til, inden al Olien kom af, og det kan ikke nytte at skjule det: Fru Nielsen måtte ind for at skrubbe sin store Dreng rigtig ren. - Hun kunne ikke tænke sig at have ham til at rende rundt med den mindste Dråbe af det stinkende Stads på sig.
   Endelig var han præsentabel. Fregnerne og det lyse Hår skinnede atter om kap.
   „Hør, Harald! - Du skulle tage dine nye, brune Sko på! - De passer så udmærket til de Bukser og Strømper,” sagde hans Mor. Han havde nemlig taget Spidsbukser og Sportsstrømper på.
   „Det er ingen Nytte til,” sagde Harald. „De skal jo være pæne til Eksamen.”
   „Jo! - Det skal du nu! - De er både solide og gode. - Dem kan du godt gå lidt med nu og da, så er de også rarere at have på til Eksamen. Da er det sikkert ikke godt at have noget på, der klemmer!”
   Harald lo. - Selvfølgelig ville han gerne have de nye Sko på. Men det bedste var nu, at det gode, hyggelige Forhold mellem ham og Moderen atter var oprettet.
   - - -
   Harald var færdig med sit Besøg på Hospitalet. Det var i Dag kun blevet ganske kort. Inger havde været på Operationsstuen for at få pillet Tråde af Såret, så hun var lidt træt og medtaget, og Sygeplejersken, den rare Frk. Kragh, havde sagt, at han helst måtte gøre sit Besøg kort, da den lille Patient trængte hårdt til Ro.
   Han fik derfor ikke nogen rigtig Sludder med hende, som de ellers plejede. Men han fik dog spurgt om noget.
   „Har Gunnar været ude hos dig?”
   „Nej! - Han har slet ikke været her de sidste fire Dage! - Mor siger, at han og Poul Worm har så travlt med at repetere til skriftlig. - Han trænger vist også hårdt til det.”
   „Nå, det gør vi vel allesammen, når det kommer til Stykket,” mente Harald.
   „Du er da flittig, ved jeg. - Når jeg har været inde for at spørge om noget med en Opgave, har du næsten altid været, ved at læse på dine egne Ting. - Men Gunnar er nu doven. Det værste er, at han går sådan og lyver for Mor. - Hun tror, at han er flittig, når han sidder oppe på sit Værelse og ryger Cigaretter og læser Romaner fra Folkebiblioteket!”
   Altså var det lutter Løgn, han havde fortalt Hr. Frier, tænkte Harald, mens han cyklede hjemad. Han havde valgt den Vej, som førte bag om Byen langs Stranden. Her kunne han se Vandet og Skibene, og det var noget, der altid havde hans store Interesse. - Da han kom til den Bagvej, der førte ind til Købmand Worms Gård, så han Gunnar komme slentrende med en Pakke Bøger under Armen, dampende på en Cigaret. - Han sprang straks af Cyklen.
   „Har du været henne at repetere med Poul?” spurgte han.
   „Selvfølgelig! - Og du har vel som sædvanlig været ude på Hospitalet for at gøre dine Hoser grønne hos min Søster?” svarede Gunnar ondskabsfuldt.
   „Ja, jeg har været et Smut derude med nogle hvide Syrener!”
   „Nå, de er jo så rart billige. I har jo hele Haven fuld.”
   Harald følte et Stik, som blev han ramt af en giftig Pil.
   „Hvad er det for et Par Bøger, du går med dér?” spurgte han for at aflede Gunnars Spydigheder.
   „Det er en Wallace, min Ven! - Men den Slags læser du vel ikke? - Du læser velsagtens Drengebøger, ligesom Tøsene. - Pigebøgerne læses som bekendt af gamle Bedstemødre, hvorimod vi unge Mandfolk nok skal søge en kraftigere Kost. - Nej, den her er om Forbrydere og Opdagere og Folk, der kan udrette det vidunderlige. - Nå, men det er ikke åndelig Næring for et Gimmerlam af din Type!”
   Nu fo'r Blodet Harald til Hovedet. Det var ikke til at udholde sådan at, få den ene Fornærmelse slynget i Synet efter den anden. - Først skulle der gøres Nar ad de smukke Syrener, og nu skulle han yderligere hånes.
   „Hvad var det for en Løgn, du stak Hr. Frier?” spurgte han skarpt.
   „Hvad mener du?”
   „Åh, om Ingers Sygdom!” Harald så på ham med lynende Øjne. „Du har ikke været ude hos hende de sidste fire Dage.”
   „Nå, du spionerer i mine Sager, lille Harald Dydsdragon?”
   „Ja, det er tarveligt! - Først bilder du din Mor ind, at du repeterer til Eksamen, og så ligger du et eller andet Sted med Poul Worm og læser Røverromaner.”
   „Kommer det egentlig dig ved?”
   „Og så stikker du sådan en Løgn som den i Dag om den tyske Grammatik!”
   „Hvad så? - Det er vel nok min Sag og ikke din?”
   Harald stod et kort Nu og betænkte sig. Egentlig kom det jo ikke ham ved, og han havde heller ikke søgt at klare sig, hvorfor han var så forarget over Gunnars Opførsel.
   „Se, det kan du ikke svare på, din Fedteprins! Nej, det kan Folk af din Kaliber sjældent. De kan sleske sig ind hos Lærerne, kan de; men Mandfolk er de aldrig.”
   „Nå, jeg fandt det bare så lumpent, at du gik dér og løj for din Mor,” svarede Harald langsomt. Når det endelig var kommet så vidt, var det vel bedst, at Harald fik hele Sandheden at vide.
   „Det er, om jeg så må sige, et rent Familieanliggende, der ikke rager dig en Fjer. - Og din Forargelse på gamle Bejlers Vegne! - Ja, der må du nu undskylde mig, den forstår jeg ikke. Det manglede bare, om vi Kammerater ikke kunne holde sammen i det Stykke, især når det gælder den mest udprægede Lektieterper mellem vore Plageånder. Men Kammeratskab er vel ikke et Ord, der findes i dit Leksikon, dit skinhellige Skrin!”
   Nu begyndte Vreden at koge i Harald. - Mon Gunnar da virkelig troede om sig selv, at han var en god Kammerat? - Vidste han da ikke, at alle de andre i Klassen bag hans Ryg talte om ham og Poul som et Par tvivlsomme Fyre, og at de åbenlyst viste dem, at de ikke brød sig om dem.
   „Åh, det var bare det, at jeg vidste, at det var Løgn det hele, det gjorde mig gal på dig, og så vidste jeg jo også, at du gik og løj for din Mor!” sagde Harald langsomt. „Jeg synes, det er en stor Skam, når hun er Enke.”
   „Tak! - - - Og fordi jeg savner en Far til at tæve mig, så synes du, du skal tage dig af min Opførsel? - Ja, du er sød! Jeg skal imidlertid nok se at få Mor til at sætte en Stopper for dit Rend ude på det Sygehus. - - - Inger har slet ikke godt af at omgås en Luskepeter som dig!”
   Nu kunne Harald ikke tåle mere, det var dog for galt, at han skulle stå her og lade sig skælde ud for Luskepeter af en Dreng, som han i sit Hjerte foragtede.
   „Du er vist i Grunden en stor Kryster” sagde han, idet han stillede sin Cykel op mod et Træ.
   „Hvorfor så store Fagter?”
   „Jeg tror, du trænger til Tærsk!”
   „Du kan da overhovedet ikke forbyde mig at mene, du er en Lumsker, vel Harald?”
   „Jo, det kan jeg! - Kom an, så skal jeg banke dig sådan af, at du skal blive renset for alt det storsnudede.”
   Gunnar så på ham med et Blik, der skulle betegne den mest grundige Foragt. Sådan var i hvert Fald Hensigten, skønt der var en vis Dirren i Øjenlågene, der tydede på noget andet - nemlig på Frygt.
   „Ja, jeg vil tro det!” sagde han med godt kunstlet Overlegenhed. „Du er ikke kommet ud over, at man kan afgøre Meningsforskelligheder på anden Måde end med at slås. - Men du må atter undskylde, den Slags indlader jeg mig i hvert Fald ikke på.”
   „Nå - ikke? - Mon det ikke skulle komme af, at du er bange? - - - Jeg kender dig og ved, at der ikke er mere Mod i dig end i en selvdød Flynder.”
   „Uh! - Sikken et Bøllesprog! - Men du kan vel nok tænke dig, at jeg ikke gider slås med sådan en fattig Skippersnude! - Det holder jeg mig dog for god til, om du endelig ønsker at vide det.”
   Hans Tone var irriterende fræk, og Harald oprørtes i sin Sjæls Inderste. - - - Som om han ikke havde hørt Gunnar og Poul bruge Ord og Udtryk, der var tusinde Gange værre og ligefrem sjofle.
   „Nu får du en på Kassen,” råbte han ophidset.
   „Så bliver det Overfald! - - - Jeg har jo gjort dig opmærksom på, at jeg ikke indlader mig i Slagsmål. - Overfald er noget ganske andet. - Jeg forsvarer mig, Harald Skipper, det er klart; men Følgerne, din Bølle, Følgerne, dem er du ikke klar over!”
   Nu var Harald endelig ved sin Tålmodigheds yderste Grænse. Han fo'r frem og langede en „uppercut” ud; men Gunnar parerede den hurtigt og sikkert.
   „Nå, du ønsker at optræde som Voldsmand? Da skal det være mig en udsøgt Tilfredsstillelse at give dig det, du fortjener!”
   Han listede rundt i Dækstilling uden at have sine Øjne borte fra Haralds hårde Næver. - Når alt kom til alt, var han langt fra glad ved den Vending, der var indtrådt. - Skipperdrengen var en alt andet end ufarlig Modstander.
   Så langede Harald atter ud - et maskeret Højrehåndsstød, der fulgtes af et lynsnart venstre, som satte sig i Skulderleddet med stor Træfsikkerhed og næsten lammede Armen. Han kunne føle det snurre helt ud i Fingerspidserne. - Gunnar måtte springe tilbage for at sunde sig; men nu var Hidsigheden også ved at gribe ham. Et Øjeblik stod han og lurede, og denne Gang lykkedes det ham at anbringe en meget ufin Næve i Haralds Mave, så denne tumlede et par Skridt tilbage.
   „Røver!” skreg Harald. „Så du bruger Røverstreger?”
   „Når man bliver overfaldet, så værger man sig,” hvæsede Gunnar.
   I Løbet af et Sekund var han inde på Livet af Harald i Håb om at slå ham ud, mens han endnu ikke var kommet til at trække Vejret ordentligt efter det lumske Mavestød. - Det lykkedes ham også at få et Par Slag ind; men han mærkede ikke Haralds Plan, der gik ud på, at han kunne få ham så tæt ind på sig, at han kunne få Tag i ham og vælte ham. - Kom de først til Brydetag, ville Gunnars Chancer kun være små. Han var langt fra hård nok, og når det kom til Stykket ret ømskindet.
   Pludselig ramtes Gunnar af et voldsomt Slag i venstre Øje. Det gnistrede og flimrede, som så han en hel Mængde Fyrværkerisager gå af, på samme Tid; ja, om det så var både røde og grønne Sole, så fik han dem at se.
   Nu gjorde han imidlertid ikke fjerneste Forsøg på at dække sig, og Haralds næste, hurtige Udfald gik derfor uhindret ind og traf ham i venstre Side lige i Ribbenskanten og sendte ham ned i Vejstøvet, som var det en Melsæk, der faldt.
   Han blev liggende, hvor han faldt, og stønnede svagt; men han rørte sig ikke.
   „Mon du har fået nok?” spurgte Harald bistert.
   Intet Svar.
   „Jeg spørger, om du har fået nok?”
   Gunnar blev liggende uden en Bevægelse.
   „Lad nu være med at skabe dig! - Har du fået nok? - Ellers kan du være rolig for, at jeg skal banke dig til Live!”
   Heller ikke denne Gang svarede Gunnar; men efter en Pause på nogle få Sekunder begyndte han at småklynke.
   „Mit Øje! - Mit Øje! - Jeg tror, du har slået mit Øje ud, din Bølle!”
   Det var mest af Hidsighed, han græd, og han passede på, som han lå dér på Maven, at tørre Blodet fra Næsen, der også havde fået et Strejfskud, ud over Ansigtet.
   „Sludder! - Du er vel ikke af Porcelæn!”
   Nu var Gunnar sikker på, at han så tilstrækkelig rædselsvækkende ud, og han vendte sig derfor langsomt om på Siden, så hans Modstander kunne se Resultatet. - Det var virkelig skrækkeligt. Det så ud, som om Øjehulen var fyldt med Blod.
   „Kom op, Gunnar!” skreg Harald forfærdet, og al hans Vrede svandt som Dug for Solen. „Det ville jeg ikke have gjort! - Det ville jeg ikke! - Lad mig hjælpe dig! - Vi løber ned til Fjorden og vasker det i koldt Vand!”
   Men Gunnar rejste sig klynkende og stønnende op og gik hen mod Vejen, der førte ind til Købmand Worms Gård. Harald sprang efter ham og tog ham i Armen.
   „Lad os nu gå ned til Vandet! - Du skal se, det meste af det er Næseblod! - - - Og du må tro mig, jeg ville ikke have gjort det.”
   „Lad mig gå! - Jeg vil intet have med dig at gøre! - Jeg må have Lægehjælp!” hviskede Gunnar, tilsyneladende meget lidende. „Lad mig gå - Jeg tror, jeg har mistet Synet på det Øje. - Lad mig være, siger jeg!”
   Harald stod et Øjeblik og så efter ham. Så satte han sig på sin Cykel og kørte hjem. Han glemte helt at samle Gunnars Bøger op. - De lå og lyste i Vejstøvet.
   Havde hen været fiks og fin, da han kørte ud til Hospitalet, var der nu kun såre lidt af Herligheden igen. - Det pæne Søndagsslips var revet itu. - De fine Eksamenssko havde fået en skramme, der helt havde taget den brune Farve af Overlæderet. Han var så støvet og snavset, at det næsten var umuligt at kende ham.
   „Men Harald! - - - Som du dog ser ud! - Har du været under en Bil, eller er du styrtet med Cyklen?” sagde hans Mor, der mødte ham i Gården hjemme.
   Grædende begyndte han at fortælle alt, hvad der var sket, og han skjulte ikke noget. Alt fortalte han, og hans Mor afbrød ham ikke en eneste Gang. Hun var en god Moder, der havde Tid til at høre på sit Barn.
   „Det var slemt min Dreng,” sagde hun endelig, da han var færdig med sin Beretning om Sammenstødet. „Det skulle du aldrig have gjort. - Du havde Retten på din Side, og så behøver man ikke at slå sig til den!”
   „Mor! - Tror du, han har taget Skade på Synet?”
   „Nej! - Snak om en Ting! Lidt Næseblod og så Skaberi for Resten. - Men der er noget andet, jeg er ked af, og det er at få Uvenskab med vore Naboer. - Fru Frederiksen tåler det ikke. - Men kommer hun til mig, da skal jeg nok svare både for dig og for mig. - Men det kan give Bagslag, at man sådan giver sig til at banke løs. - Det må du kunne indse, om du ellers selv vil.”
   Det havde han forøvrigt været klar over, siden Slagsmålet endte.