Skibbrud
Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
5. Med blåt Øje til Eksamen
Harald var ikke så snart ude af Syne, før Gunnar tyede ind i en Krog ved et af Udhusene til Købmandsgården. Der havde været Hestestald tidligere, og han vidste, at der var en Vandhane herinde. Ved den vaskede han ved Hjælp af sit Lommetørklæde Blodet af Ansigtet. Så fik han et Lommespejl frem. Det ramte Øje var ved at hovne voldsomt op og var næsten lukket. Det var ham en Tilfredsstillelse, at Næsen blødte lidt endnu. Den kunne nok blive ved, til han kom hjem.Så gik han samme Vej tilbage. Her lå hans Sager i Gruset. Han havde så småt håbet på, at de var borte, så ville han have haft et Erstatningskrav mod Harald at føje til alt det øvrige. - Nu var der ikke andet end at grise et Par af dem til med Blod. - Den ny Wallace-Roman fik en særlig omhyggelig Behandling; så ville Poul Worm blive rasende, for Bogen tilhørte ham.
Forøvrigt gik han ganske adstadigt hjem og holdt for den blødende Næse med Lommetørklædet. - Næseblod var jo ikke noget særligt påfaldende. Han sørgede også for at dække det blå Øje, så godt han kunne.
Han gik ind ad Haveindgangen og kunne se, at hans Mor stod ude i Glasverandaen og havde travlt med at lægge Tøj sammen. - Nu var Lommetørklædet godt fyldt med Blod, og i en Fart fik han det smurt ud,over Ansigtet og da især omkring det dårlige Øje. Han var for Resten også godt øm i Siden; men han behøvede ikke af den Grund at hinke så jammerligt, da han gik op ad Trappen.
„Men Gunnar!” skreg Fru Frederiksen. „Hvordan er det dog, du ser ud?” Hun tabte det Stykke Linned, som hun var i Færd med at lægge sammen. „Er du styrtet med Cyklen, eller hvad er der sket?”
Gunnar smed sig i en Kurvestol og gned dygtig rundt i Blodet. Han svarede ikke; men han snøftede tungt og - lidende.
„Svar dog, lille Gunnar! - Hvad er der sket med dig?” Hun gik hen til ham og forsøgte at fjerne Blodet med det snavsede Lommetørklæde.
Gunnar svarede ikke, han våndede sig endnu ynkeligere.
„Svar dog, Gunnar! - Er du styrtet med Cyklen?” spurgte hun. „Svar dog, min Dreng!”
„Jeg er blevet overfaldet!” Hans Stemme lød hul og brudt.
„Overfaldet?”
Der foresvævede Fru Frederiksen en hel Del gruelige Ting ved Ordet „overfaldet”. Hun tænkte både på Børnemishandling, sindssyge Personers uberegnelige Gerninger og alt det, der kan skræmme et Moderhjerte.
„Det kan du da ikke mene?” spurgte hun med Rædselen dirrende i Stemmen. „Lad mig dog se, hvordan du ser ud!”
Det var Gunnar ikke slet så glad for. Begyndelsen havde været god nok; men at hun snart ville opdage, at Blodet stammede fra Næsen, var han fuldstændig klar over.
„Pyt med Næseblodet, lille Mor!” Det var ellers kun sjældent, at han brugte så kærlig en Tiltale. „Det er såmænd slet ikke så slemt!” Han gav sig atter hjerteskærende. „Det er mit Øje! - Mit venstre Øje! - Jeg kan slet ikke se med det.”
Skulle hendes Dreng, hendes Stolthed, virkelig have taget alvorlig Skade på Øjet? - Det ville være frygteligt, og det var med skælvende Hænder, at hun lempeligt tog hans Hånd bort fra det dårlige Øje.
„Der er ikke noget, der bløder ved Øjet,” sagde hun med lidt roligere Tonefald. „Men det er meget hovent, og det øverste Låg er meget blodunderløbet. - Du må jo have fået et forskrækkeligt Slag.”
„Jeg blev slået til Jorden, uden jeg anede det!” stønnede han. „Jeg tror nok, jeg lå uden at røre mig i fem-ti Minutter efter!”
Fru Frederiksen var nu kommet så vidt, at hun kunne handle. Nu måtte hun have Drengen gjort ren og se, hvor galt det var fat.
„Følg med op i Badeværelset, så jeg kan få Snavset vasket af dig!” sagde hun og tog ham i Armen. - Han rejste sig med synligt Besvær og humpede småjamrende af Sted, idet han holdt sig i Siden. Han lignede i det hele taget en Ridder af den bedrøvelige Skikkelse, og hver Linje i hans Ansigt var et Råb om Medlidenhed.
„Gør det ondt at træde?” spurgte den omhyggelige Moder forbavset.
„Ja! Ja! - I venstre Side - - - Jeg har fået et Slag dér - lige i Hjertekulen!”
„Hvem har dog tilredt dig sådan?” spurgte Fru Frederiksen, der endelig fik sig samlet sammen til at tænke på Ophavsmanden til al denne Elendighed.
„Åh, Mor! - Mor! - Det bliver helt sort for mine Øjne. - Jeg må sætte mig lidt her på Trappen!”
Så blev Fru Frederiksen atter lutter Omhu for den kære Dreng og glemte sit Spørgsmål om Ophavsmanden til Affæren.
Endelig stod de i Badeværelset. Næsen var nu holdt op med at bløde, og en Svamp fjernede nemt alle de nu næsten indtørrede Blodstrimer. Men det blå Øje sad der - et rigtigt „Sæbeøje”, som Drengene i den lille By kaldte en sådan Slagsmålserindring. - Fru Frederiksen var imidlertid ikke så uerfaren, at hun ikke vidste, at hun stod overfor det, der betegnes som „blåt Øje”.
„Nå, det er vist ikke så slemt,” sagde hun lidt koldt. „Hvem har dog slået dig sådan?”
„Det har Harald Nielsen herinde ved Siden af. Jeg kom ad Bagvejen fra Poul Worm, og han kom cyklende ude fra Hospitalet. Han er jo helt tosset med sin Renden ude hos Inger. Så sprang han af Cyklen og begyndte at skælde mig ud.”
„Skælde dig ud? - Hvorfor dog?” Fru Frederiksen kunne slet ikke fatte, hvad hun hørte. Harald havde altid været så flink mod hende.
„Han kom med nogle ækle Hentydninger til, at jeg ikke havde Spor af Interesse for Ingers Sygdom, og så - så ved du da, lille Mor, at jeg sender noget ud til hende så godt som hver Dag, jeg ikke selv kommer derud!” Det var nu ikke helt sandt, for det var Fru Frederiksen selv, der sørgede for de forskellige Småting og afleverede dem i Broderens Navn. „Og du ved, hvor meget jeg holder af Inger, - ikke, lille Mor? - Så begyndte han at himle op om, at jeg var doven, og at jeg ikke læste til Eksamen! - Vi slider i det hver Aften til Klokken elleve-halvtolv.”
Gunnars Mor var ikke helt med. - Hun kunne ikke rigtig få Overfaldet, hvis strålende Resultat hun havde foran sig, til at passe ind i hele Billedet.
„Jeg kan nu ikke få andet ud af det, end at I er begyndt med at skændes!” sagde hun endelig.
„Ikke Tale om! - Jeg værdigede ham så godt som ikke et eneste Ord. - Men så begyndte han at øse op af en Historie fra Skolen med Hr. Frier, Tysklæreren - du ved. Den Herre har jeg aldrig kunnet med. Han beskyldte mig for, at jeg havde løjet. - Jeg havde nemlig sagt, at jeg ikke havde læst på min Grammatik Dagen efter Ingers Operation. - Var det vel noget Under? - Men sådan noget kan en Lærer jo ikke begribe.”
„Det der har du aldrig fortalt mig noget om,” sagde Fru Frederiksen, der blev mere og mere forvirret. „Har der været noget i Vejen i Skolen?”
„En ren Bagatel! - Ingen Verdens Ting! - Men den ubetydelige Sag ville han nu puste op til, at jeg havde løjet for Hr. Frier! - Da var det, at jeg gjorde noget, som sikkert var galt; jeg sagde til ham - sådan roligt og behersket, som du ved, jeg kan - at jeg bad ham om at holde sig fra mine Sager, og at jeg fandt, at hans Renderi ude på Hospitalet hos Inger var meget upassende. - Og det er det også, Mor. - Der snakkes, meget om det.”
„Harald har nu været flink over for både Inger og mig,” sukkede Fru Frederiksen.
„Det er godt nok! - Men det er da ikke Mennesker, vi har noget med at gøre, vel? - - - Men tænk dig, så blev han aldeles rasende og fo'r ind på mig, uden at jeg havde gjort det fjerneste. - Du kan jo se, hvordan han har behandlet mig! - - - Havde jeg anet det, kunne jeg med Lethed have hold mig den Bølle fra Livet!”
„Er det nu sandt, alt det, du fortæller mig?" spurgte han Mor usikkert.
„Hvad mener du? - Jeg ville kun ønske, at du meldte Sagen til Politiet. - Jeg kan jo ikke gå til Eksamen med sådan et Øje!”
Men her var der et Punkt, hvor hans Mor ikke var til at rokke. Et blåt Øje var ikke gyldig Grund til ikke at gå til Eksamen. - Han fik et koldt Omslag og kom ind i sit Værelse for at hvile lidt ud efter Slagsmålet.
Så gik Fru Frederiksen ind til sit Vasketøj igen; men det havde ingen rigtig Skik med Arbejdet. Hun stod den ene Gang efter den anden med et Stykke Tøj i Hånden uden at gøre noget ved det. - Pludselig tog hun en Beslutning, slog et let Sjal over Skuldrene og gik ind i Nabohusets Have og ringede på Gadedøren. Fru Nielsen kom selv og lukkede op. Hun fik Gæsten ind i den pæne Stue, - det var forøvrigt en meget hyggelig Stue, der rummede mange morsomme Ting, som Skipper Nielsen havde bragt med hjem fra sine Rejser, - og bad hende venligt om at sætte sig ned.
„Der har i Eftermiddag været et Sammenstød mellem Deres Harald og min Søn,” begyndte Fru Frederiksen lidt stift.
„Det skal De såmænd ikke tage Dem så nær, Fru Frederiksen. - Drenge vil slås. Det er deres Natur!” svarede Skipperkonen smilende. „Det er jo noget, der ligger til Mandfolk.”
„Tage mig nær? - - - Ja, det er nu ikke så let at lade være. - Min Gunnar har fået et mægtigt blåt Øje, som man vel kalder det!”
„Åh, det er ikke noget at regne! - Læg en Skive råt Kød på, Fru Frederiksen, så klares Øjet nok så nydeligt!”
„Tak for Rådet! - Men min Søn siger nu, at det var Harald, der overfaldt ham!” Hun var ikke fri for at være lidt isnende.
„Overfaldt! - Nej, kom De nu bare ikke her med den, lille Fru Frederiksen!” Når nogen vovede at angribe Fru Nielsens Børn, blev hun som en tirret Løvinde. „Dersom Deres Dreng har fået nogle Børst, så har han været ude om dem. - Jeg skal sige Dem, Harald har fortalt mig det hele.”
„Jeg kommer ikke for at klage over Deres Søn, Fru Nielsen!” afbrød Fru Frederiksen hende roligt. „Jeg vil gerne have at vide, hvad Harald har fortalt Dem. - Det har De vel ikke noget imod at fortælle mig?”
„Nej, det kan De stole på, jeg ikke har, og De kan være aldeles sikker på, at min Dreng taler Sandhed, for det har jeg vænnet ham til, fra han var ganske lille. - Det var ikke noget Overfald, men et ganske gement Slagsmål, som Drenge nu en Gang kommer op i!”
Så tog hun fat på at genfortælle Begivenhederne, som hendes Søn havde fremstillet dem for hende.
„Tak. Jeg ville gerne høre Sagen fremstillet fra den anden Part også,” sagde Fru Frederiksen, da Beretningen var til Ende. „Det er jo ikke så helt let at være Enke!”
„Det er sandt nok!” indrømmede Haralds Mor. „Men det er sandelig heller ikke let at være Skipperkone, så er man også ene om Knægtenes Opdragelse. - Man må da også sørge for, at de opfører sig sådan, at deres Far ikke just skal have nok at gøre med at banke dem, når han endelig er hjemme en Gang imellem og gerne skulle have det lidt hyggeligt. - Derfor giver jeg mine Drenge en streng Opdragelse.”
Fru Frederiksen kunne ikke lade være at smile venligt til den trivelige lille Kone med det muntre Ansigt.
„Ja, nu skal De have Tak for Oplysningerne!” sagde hun og gjorde Mine til at gå.
„Nu vil jeg håbe, at de har fået afgjort, hvem af dem, der er den stærkeste,” sagde Skipperfruen. „Så skal De se, at så går det godt igen. - Ellers må de på den en Gang til. - Drenge skal rende Hornene af sig.”
Gunnars Mor gik bedrøvet og forvirret hjem. Hvad hun havde hørt, passede ikke med det, hun havde fået at vide af sin Søn. - Den fremmede Kvindes Forklaring lød så sandsynlig og rigtig, når hun tænkte på, hvordan Gunnar kunne være, når hans værste Side vendte ud.
- - -
Skriftlig Eksamen var inde, og den bragte både Spænding, Sejre og Nederlag, som den altid gør. Der var enkelte af Klassen, der altid, mente, at de klarede sig godt, og det var mærkeligt nok de dårligste, der havde denne Opfattelse. Pigerne gik næsten alle rundt i nervøs Rædsel og klarede sig gennemgående fint - med Undtagelse af de enkelte, som ikke kunne forliges med Matematikken. Den Slags er der jo gerne et Par Stykker af i en Klasse.
Harald vidste, at han ikke havde klaret sin danske Stil alt for strålende. For det første var han ikke dygtig til at skrive Stil, og for det andet kunne han slumpe til at skrive de mærkeligste Fejl. Med den frygtede tyske Stil gik det derimod helt skikkeligt - han ville nemlig være sjæleglad, hvis han kom over den Prøvelse med et mg? eller g+. Han havde virkelig også slidt med Syntaksen, så han kunne den på Fingrene. - Lavede han Fejl, blev det i selve Stavningen af Ordene.
De matematiske Opgaver klarede han derimod som ingenting. De var for det første lette, og for det andet var alt, hvad der hed Matematik og Regning det bedste ved hele Skoleundervisningen, syntes han.
Med Gunnar var det en helt anden Sag. - Han mødte for det første med et sirligt, hvidt Gazebind om det blå Øje. Dernæst anlagde han en tilbageholdende, yderst tvær Mine, som ikke fristede Kammeraterne til at stille alt for mange Spørgsmål, fordi de kendte hans skarpe Tunge og hans Evne til at sige sårende Bemærkninger.
Et Par af Lærerne, og den Herre, der førte Tilsyn ved Eksamen, spurgte ham om, hvad han havde gjort ved Øjet. Han svarede ikke lige ud på, hvad de spurgte om; men han mumlede noget om Overfald og Bøller, som man ikke kunne vare sig for.
Tysklæreren, den myndige Hr. Frier, bemærkede også Forbindingen, da Gunnar kom fra Eksamen efter at have skrevet dansk Stil. -
„Hvad er der i Vejen med dit Øje?" spurgte han.
„Det er blevet slået,” svarede Gunnar, der ikke holdt af Hr. Friers barske, lidt friske Facon.
„Slået? - Hvad vil det sige?”
Så mumlede Gunnar noget om, at han var blevet overfaldet.
„Overfaldet? - Af hvem? - Der er sjældent nogen, der giver sig af med at overfalde Skoledrenge.”
„Af en af mine Kammerater!”
„Overfaldet af en Kammerat? - - - Ja, nu får du sandelig undskylde mig, Gunnar, om jeg ikke forstår dig. - Den Kamel kan jeg ikke sluge så tidligt på Dagen, skønt Drenge nutildags er af en Kaliber, hvor man kan vente sig alt - i Retning af det uventede. - I mine Dage fik man Klø af Lærerne og sloges med sine Kammerater. - Vil det så på jævnt og forståeligt Dansk sige det samme, som du er blevet mørbanket af en af dine Klassekammerater i Slagsmål, eller vil du udlægge det sådan, at du har stået stille og taget mod Lussingerne?”
Gunnar rødmede af Raseri. Hr. Friers klare Spørgsmål, der tydeligt røbede, at han nøje kendte sin Mand, var alt for nærgående, fandt han.
„Da det er noget, der er foregået udenfor Skolen, kan jeg ikke se, hvad det kommer Dem ved, Hr. Frier!” sagde han skummelt. „Min Mor tænker ellers på at melde det til Politiet.”
„Melde til Politiet?” - Hr. Frier lagde en knusende Foragt i Tonefaldet. - Hans Øjne faldt netop på Harald, der stod og snakkede med et Par af sine Venner, og tydeligt havde hørt hvert Ord, der var blevet sagt. Hr. Frier så øjeblikkelig, at Harald rødmede og blev tavs. „Ja, Verden bliver tosset! Rende til Politiet, fordi et Par Skoledrenge har været i Totterne på hinanden. - Har man hørt Magen? - Hvem var det, der stak dig den Lussing ud?”
„Når De endelig vil vide det, så var det Deres specielle Yndling, Harald Nielsen!” svarede Gunnar med et Skuldertræk.
„Jeg har ingen specielle Yndlinge, min gode Gunnar. - Men jeg har undertiden haft det kedelige Hverv at måtte undervise nogle uopdragne Hvalpe!” så vendte han vredt Ryggen til Drengen og vinkede ad Harald, der skamfuld og genert kom hen til ham. - Han holdt ikke af Hr. Friers skarpe Tunge, der kunne skære til Marv og Ben.
„Hvad har der været Gunnar og dig imellem?” spurgte han bistert, men med det kåde Glimt i Øjnene, der viste Harald, at han slet ikke var vred. „Han siger, at du har overfaldet ham.”
„Hr. Frier!” stammede Harald. „Jeg vil gerne fortælle Dem det, når ingen hører det.”
„Godt! - Så følges vi ad. - Jeg skal jo omtrent samme Vej som du.”
Mens de gik, fortalte Harald, hvordan Konflikten var opstået. Han glemte heller ikke at sige, at han var blevet hidsig, og at han havde udfordret Gunnar; men han hævdede lige så bestemt, at Kampen havde været „ærligt Spil” fra hans Side, noget, som hans Lærer ikke et Øjeblik tvivlede om. - Han sluttede med at fortælle om Fru Frederiksens Besøg, og hvad hans Moder havde sagt.
„Hmh!” brummede Hr. Frier. „Hmh! - Ja, jeg har aldrig tvivlet om, at din Mor var en fornuftig Kone, så pænt hun holder jer i Tøjet. - Den gode Gunnar er vist lidt af en forkælet Hvalp. - Det der med Politiet skal du ikke tage alvorligt!” Han gik og drev en lille Sten foran sig med sin Spadserestok, som han ofte havde for Skik, når han gik sine Ture og havde noget at tænke på. Han havde i sin Ungdom opholdt sig i England og havde været en god Golfspiller. „Og den lille Søster, Inger hedder hun jo - jeg får hende først efter Sommerferien - skal være flink?”
„Vi synes så godt om hende hjemme,” svarede Harald.
„Ja, så fik jeg den Forklaring! - Jeg tvivler ikke om, at hvad du siger, er rigtigt. - Men nu må I to Fyre holde Fred, mens Eksamen varer!”
„Jeg skal ikke komme ham for nær!” bedyrede Harald. „Så får jeg også Spektakler, når Far hommer hjem.Mor har sagt, at hun ikke vil have det.”
„Godt! - Det respekterer jeg sandelig din Mor for. Hun er jo en virkelig fornuftig Kone! - Farvel! - Nå, Tysken klarer du vel nok anstændigt.”
Harald så lidt mere lyst på Tingene efter den Samtale; men ved den mundtlige Eksamen I Tysk hændte der noget, som kom til at uddybe Kløften yderligere mellem ham og Gunnar.
Den beskikkede Censor var en munter og livlig Mand, der ikke kom med stramme Miner, som om han var en Forhørsdommer. Han havde et venligt Smil og et Par opmuntrende Ord til hver Elev, der var oppe, og da Turen kom til Gunnar, bemærkede han straks det blå Øje, Bindet var nu fjernet; men både Kindben og Øjelåg lyste i alle Regnbuens farver.
„Nåda! - Sikken et Øje - Er det en Kricketbold, der har lavet det?”
„Nej! - Det skyldes et Overfald!” sagde Gunnar og sendte et Blik i Retning af Harald, der sad inde i Lokalet og ventede på at komme op.
„Overfald? - Sådan et rigtigt Voldsoverfald?”
„Ja!” Gunnars Tone lød fast og afgørende.
„Det var da forskrækkeligt!”
„Sludder!” afbrød Hr. Frier. „Det stammer fra et Slagsmål. - De må ikke glemme, at de lange Fyre ikke er andet end Drenge, og at de må gøre Drengestreger nu og da!”
Så måtte Gunnar, der blev blussende rød, trække en Opgave, og snart forvildede han sig ynkeligt i den Ørken, der hedder den tyske Grammatik, og hvor der kun er få Buske at skjule sig under for den vildfarne Vandrer. Han vrøvlede gyseligt, og det eneste, han klarede nogenlunde, var det fuldkommen ukendte Stof, som Censoren havde medbragt til Prøven i Ekstemporallæsning.
Harald derimod klarede sig hæderligt. Der var ikke noget just strålende over hans Fremstilling; men da Karakteren faldt, havde han reddet sig et mg i Land, mens Gunnar havde hentet sig et g? - „meget mildt bedømt” - som Hr. Frier føjede til.
Gunnar var rasende, og så snart Hr. Frier vendte Ryggen til, gik han lige hen til Harald.
„Det g? kan jeg altså takke dig for! - Men du kan være overbevist om, at jeg skal huske det!” hvæsede han.
„Jeg var meget ked af, at Censor snakkede om dit Øje!” forsikrede Harald.
„Ked af? - Det må jeg nok sige! - Tror du ikke nok, jeg ved, du har bagtalt mig overfor Hr. Frier? - Jeg stod inde i vor Forhave og hørte en hel Del af de Løgne, du fortalte, da vi havde haft Stil! - Men vent du, til min Tur kommer! - Jeg skal ikke lægge Fingrene imellem.”
Så gik han bort med en Holdning, som var han en spansk Adelsmand.
„Uf! Hvor var han ækel!” sagde en af Pigerne. „Han er da også den modbydeligste Dreng på hele Skolen.”
Men Harald var ulykkelig. - I Dag skulle Inger netop komme hjem fra Hospitalet og den grå Killing afleveres. Det var en gammel Aftale. Han havde håbet på en Forsoning mellem ham og Gunnar, men nu så han, at den var udelukket.