Skibbrud
Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
6. Drengene vælger Livsstilling
Eksamen var endelig forbi.Det er altid strengt at gå til Eksamen, og når den endelig er sluttet, er Lærere og Elever lige trætte. Der er sikkert også kun få, der med Sandhed kan prale af, at de ikke er nervøse under Eksamen, og det havde både Gunnar og Harald været, men hver på sin Måde. Gunnar blev tvær og sur og betragtede enhver Ytring om Eksamen og alt hvad dertil hørte, som en Fornærmelse. Harald gik rundt i en febrilsk Tilstand, rystede som en Bævreasp, når han skulle op, og sad glorød i Ansigtet og med Sveden perlende på sin Pande, når han var oppe, og klarede sig rigtig pænt. Gunnar fik 5,80 - et hæderligt g×; hans gode Evner kunne let have skaffet ham langt mere. I Læsefagene og Sprogene fik han kun små Karakterer. Der viste det sig, hvor meget hans manglende Flid gjorde sig gældende. I Matematik og Regning gik det derimod tåleligt. Der kunne Forstanden hjælpe ham.
Med Harald var det en ganske anden Sag; han opnåede at få 7,01 - et jævnt mg, det var lidt mere, end hans Lærere ville have troet om ham og meget mere, end han selv havde turdet håbe. Den danske Stil trak ham lidt ned. Matematikken satte ham lidt i Vejret. Læsefagene gik fint, og Sprogene klarede han nogenlunde. Han var så glad, at han gik rundt og skinnede som en nyslået Toskilling.
De fleste af Kammeraterne var allerede taget ud på Ferierejse for at få Oprejsning for den udståede Spænding og et nødvendigt Hvil, inden de atter skulle begynde på Bogen igen eller tiltræde en eller anden Stilling. Dette gjaldt navnlig for Drengenes Vedkommende; men mange af Pigerne glædede sig ved, at nu var det Slut med Skolens hæmmende Bånd, og at de nu skulle til at føle sig som voksne. - Det havde de forøvrigt selv længe ment, at de var.
Harald gik og drev rundt og ventede på, at hans Far skulle komme hjem i Havnen med en Trælast fra Sverige. At han måtte få Lov at komme med på en Rejse, vidste han nok; men det havde han været så mange Gange før. Nu skulle det store Slag stå om, hvorvidt han måtte få Lov til at komme til Søs eller ikke. - På dette Punkt følte han sig langt fra sikker. Hans Mor ville nødigt, og hans Far plejede enten at rette sig fuldkomment efter hende - eller også, og det var hun ved meget sjældne Lejligheder, fast og bestemt sige sin Mening, som Familien havde at rette sig efter.
Fru Frederiksen plejede hver Sommer at tage ud til et Badested ved Vestkysten; det havde hun gjort i hele den Tid, hendes Mand levede. Hun plejede at rejse først med Børnene, og så kom Sagføreren og fik sig en halv Snes lykkelige Dage sammen med sin Familie. - Også sidste År var hun taget derud med sine Børn; men det havde været, som om hendes Sorg var blevet større, da hun kom derud og så alle de kendte Steder, hvortil der knyttede sig Minder om dejlige Dage og tusinde Småting.
I År var det mere nødvendigt at komme til Havet end nogensinde. Inger trængte svært til frisk Luft, hvile og megen Søvn efter sin Sygdom og det uforholdsmæssigt lange Sygeleje efter Operationen. - Det var egentlig Hensigten, at de skulle have været af Sted, så snart Gunnar var færdig, men en let Forkølelse tvang Inger til at holde Sengen et Par Dage, og Fru Frederiksen ønskede så at se en lille Tid an, før hun turde forlade sit Hjem og de Læger, der havde tilset hendes lille Pige.
Denne Udsættese var langt fra efter Gunnars Hoved. Han havde for det første fået sit Fiskeudstyr i udmærket Orden. Der var flere Åer og Bække ude ved Kysten, hvor han havde været med sin Far på Fisketure, og her var det hans Mening i År at ville optræde som den erfarne Sportsfisker. Tillige havde han fået sig anskaffet en ny flot Tennisketcher. Udstyret var fint, selv om han kun var en særdeles middelmådig Spiller.
Familien sad i Glasverandaen. Inger var anbragt i en Liggestol med et let Tæppe om sig. Fru Frederiksen var ved at lægge sidste Hånd på den Garderobe, som skulle med til Badestedet. Gunnar hang i en Kurvestol med Benene op over dens ene Arrmlæn. I den ene Hånd holdt han en oversat Roman. - Den hed „Damen med Opaløjnene”, en Skildring af de mystiske Mord i Orientekspressen. - Den Slags Læsning elskede Gunnar frem for al anden Litteratur. En udgået Cigaret dinglede mellem Fingrene på den anden. Nu, Eksamen var forbi, røg han hjemme, når det passede ham. - Han lod ikke en eneste Lejlighed gå til Spilde til at vise sin Mor, at han var voksen.
„Hmh!” rømmede Fru Frederiksen sig. Det var hendes Vane, når hun skulle indlede en alvorligere Samtale med sine Børn. „Synes du så ikke, Gunnar, at jeg skulle få Sagen i Orden med Direktør Spliid?”
Drengen gryntede kun og trak Tændstikholderen nærmere hen til sig. Han tændte først omhyggeligt Cigaretten, inden han svarede.
„Er det nu også nødvendigt, at jeg skal anbringes i den lille, snavsede Fedtebutik her i Byen? - - Du ved jo, at det eneste Sted her i vort lille Land, hvor man kan lære Bankvæsen ordentligt, er i København! - Farbror Frederik vil såmænd hellere end gerne hjælpe mig, og du ved, at han har storartede Forbindelser. Han er vist en Mand med Indflydelse.”
Det var Fru Frederiksens Svoger, der var Direktør for en Storvirksomhed i København.
„Ja, han lovede din, Far, at han ville hjælpe dig frem. - Når du er uddannet her, skaffer han dig nok også ind i en Bank derovre, det tvivler jeg ikke om. - Jeg vil imidlertid have, at du begynder her!” Fru Frederiksen talte med større Bestemthed, end hun plejede.
Gunnar vidste, at hans dårlige Eksamen i ikke ringe Grad havde svækket hans Mors Tro på hans Evner.
„Det er nogle dumme, gamle Asener, der sidder nede i den Bank. - Den eneste unge er jo ham, Duksedrengen, der tog den store Udmærkelse for to År siden. - Ham kan jeg ikke udstå.”
Men nu tog hans Mor Skeen i en anden Hånd end ellers.
„Jeg er nu heller ikke vis på, at Bankvæsen er det rette Felt for dig! - Jeg tror næsten, det var bedre, om du kom i Handelslære. - Der er en Plads ledig hos Hansen & Co. - Jeg talte med unge Hansen i Går!”
„Hansen & Co.” var den lille Bys største Manufakturhandel.
„Tak! - Diskenspringer! - Rende i Byen med Pakker! - Vende alle Reolerne for at finde en Stump Klud til en Brystsløjfe til Skorstensfejermadammen! - Puha! - Nej! Det er sandelig ikke noget, der ligger for mig.” Gunnar talte sig helt varm og var lige ved at opgive sin magelige Stilling i Stolen og rejse sig op.
„Ærlig talt ved jeg ikke, om du er begavet og flittig nok til at blive ansat i en Bank!” svarede Fru Frederiksen med et Suk. „De, der får dig, skal da også kunne være tjent med dig. - Ikke?”
„Jeg synes, det er Synd, at Gunnar skal være Manufakturhandler,” indvendte Inger. „Han egner sig slet ikke til at snakke med Folk.”
„Det skal man også i en Bank - Der kræver man som andre Steder, at Personalet skal være elskværdigt mod Kunderne. - Gunnar har slet ikke så lidt at lære på dette Punkt!” svarede hendes Mor.
Han bakkede voldsomt på Cigaretstumpen. Den Vending, Samtalen havde taget, passede ham ikke. - Den var for personlig, syntes han.
„Ja, sætte dig til at studere, som din Far ønskede, kan aldrig nytte!” vedblev Fru Frederiksen.
„Det kunne jeg vel nok, om jeg ellers gad!” Gunnar blev nu rød i Ansigtet. „Men I kan stole på, at, jeg hår fået nok af Skoleluften, og de elskelige Læreres Tyranni. - Hvad det andet angår, så foretrækker jeg det mindste af de to Onder og går hen i Banken. - Der er der da i hvert Fald nogenlunde kønne Omgivelser.”
„Vil du gerne være Bankassistent?” spurgte Inger.
„Aner det ikke! - Noget skal man jo være!” brummede han tvært og fordybede sig atter i „Damen med Opaløjnene”.
Fru Frederiksen syede ivrigt på en Trådhandske. Der sad en Tåre i Øjenkrogen; nu løsnedes den og trillede langsomt ned ad hendes Kind. - Hun var blevet mager og bleg i den sidste Tid, og der var kommet en Mængde fine Rynker omkring hendes smukke Øjne. - Bekymringerne forenedes om at ødelægge hendes Skønhed.
„Så går jeg ned og træffer Aftale med Direktør Spliid i Eftermiddag!” Hun måtte ligefrem gøre sig hård for at få det sagt roligt. „Han var en af Fars meget gode Venner, og han vil sikkert meget gerne hjælpe dig.”
„Hjælpe? - - - Jeg er vel nok lige så god en Arbejdskraft som så mange andre?” - Gunnar kunne ikke udstå, at hans Mor var begyndt at finde Fejl hos ham.
„Han har sikkert fået mange Henvendelser om den Plads! - Dersom han giver dig den, så må du ikke glemme, at det er for Fars Skyld! - Din Eksamen er så dårlig, at den snarere er til Skade end Gavn, og det Vidnesbyrd, du fik fra Skolens Overlærer, er så forbeholdent, at jeg næsten ikke kan forstå det, når jeg læser det.”
„Nu vil jeg sige dig en Ting, Mor! - - - Jeg blæser på Skolen og på Lærerne - og allermest på det gamle Nokkehoved af en Overlærer! - Hvad kender han til mig? - Han har jo aldrig haft så meget som en eneste Time med mig! - Jeg synes, det er uforskammet af den gamle Idiot at skrive sådan et Vidnesbyrd „om gode Evner, der kan blive til noget, hvis de bruges på rette Måde!” - - - Han retter sig efter Lærernes Sladren, gør han.”
„De er vist desværre enige i deres Dom over dig!” sukkede hans Mor.
„Ja, og så havde jeg det Uheld, at den Bølle herinde ved Siden af stak mig det Øje ud. - Der blev jo en Sladren om det af den anden Verden. - Det er nu den ælde Sledskeprins, der er Skyld i meget af alt det Vrøvl, der har været.”
„Harald er nu flink! - - - Du har absolut drillet ham,” protesterede Inger. „Jeg har slet ikke snakket med ham, siden I sloges! - Du skal ikke bilde mig ind, at det ikke var et regulært Slagsmål, lille Gunnar!”
„Bah! - Du er, som du er tosset efter ham, fordi han kan snakke med dig om Kattekillinger og Fugleunger! - Han er en rigtig Proletarhvalp!”
„Fy, Gunnar! - Du skulle skamme dig! - Sådanne Udtryk, du bruger! - - - Det er slet ikke sandt! - Harald er den flinkeste Dreng, der gik i din Klasse. Det sagde alle Pigerne også. - - - Han er slet ikke sådan en Bølle i sin Mund som Wormen den Lange! - Men du synes jo, han er så sjov og så flink og så dygtig og så - - - jeg ved ikke hvad!” vrængede Inger.
„Pas du dig selv! - Jeg søger i det mindste ikke tarveligt Selskab. Jeg skal nok holde mig fra sådan en Fyr, der ikke holder sig for god til ligefrem at begå Overfald!” snerrede Gunnar.
„Hold nu Fred!” tyssede deres Mor. „Jeg går så ned hos Direktør Spliid. - Jeg vil gerne have dig ansat under ham, Gunnar. - Han er både en god Mand og en fin Mand.”
„Bevares! - Ridder af Dannebrog!”
„Nu kommer det bare an på, om han vil have dig!” føjede Fruen til.
„Lad du bare være at stille dig sådan an, lille Mor.” Gunnar anlagde nu en beskyttende Tone. „Tror du ikke nok, at jeg ved, du har mange Penge i den Bank. - Du har jo da blandt andet også alle Fars Aktier. - Han var Formand i Bankrådet. Der er slet ingen Hekseri i den Historie. Dersom jeg vil have Pladsen, så er de mere end villige til at give mig den. - - - Det er givet, og jeg vil da også nok have den; men jeg vil sandelig ikke dermed forpligte mig til at synes om den. - - - Det bedste ved det hele er, at Poul også bliver her i Byen!”
Men det syntes Fru Frederiksen slet ikke.
- - -
Lidt over Middag stod Harald på Vejen bag Haverne Iige nedenfor sine Forældres Hus. Derfra var der Udsigt over Fjorden, der førte ind til Byen. Han så efter Skonnerten „Svanen”, hans Fars Skib. Den havde forladt Varberg for tre-fire Døgn siden, og som Vinden var, kunne den ventes hver Time.
Hvad var det? - Toppene af en Skibsrigning blev synlige bag Skovpynten. - Jo, der var to Toppe! Det måtte altså være en „Fore- and after” Skonnert. Nu var der ingen Tvivl, Han kendte den. Ikke Tale om, at det kunne være nogen anden. Han fo'r ind ad Lågen og op ad Havegangen, idet han skreg af sine Lungers fulde Kraft:
„Mor! - Mor! - Mor! - Nu kommer „Svanen”! - Den er oppe under Næsset!”
Fru Nielsen, der selv var både Kokke- og Enepige, kom ud af Bagdøren i en utrolig Fart.
„Er du nu også sikker på, at det er „Svanen”? - Jeg kan ikke forstå, at Lodsen ikke har varskoet mig! - Han plejer næsten altid at komme selv eller også skikke Bud, når Far står Fjorden ind. - Han snakker jo med Lodserne ude ved Gabet hver Dag i Telefonen.”
„Det er Far!” sagde Harald bestemt. „Jeg kan kende den ny Vimpel, du syede i Vinter. - Må vi løbe derned?”
„Ja! - Knud og Erik er ude på deres egen Boldgade. - Men du skal tage Erna med!”
Der hørtes et vældigt Vræl inde fra Stuen, hvor den lille fire Års Pige legede med sine Dukker. - - Faderens Hjemkomst var for hende noget af det største i Verden.
„Selvfølgelig! - Jeg tager hende på Nakken! - Så går det! Hu! - Hej! - Hopla!”
Den lille Stump, der havde været skinnende ren og pæn om Morgenen, så ganske vist nu lidt forpjusket ud, som den Slags Småfolk helst vil; men hun fik en hastig Oppudsning; men det stod lidt hårdt på, for hverken hun eller Harald havde Tid til at vente. - Hun fik dog den røde Trøje med Messingknapperne på. - Den kunne jo dække over Kjolens værste Pletter.
Lidt efter løb den lange, femtenårs Dreng af Sted ind ad Byen til med den lille Søster på Ryggen. - Hun snakkede og pludrede hele Tiden. Han svarede hende muntert på det alt sammen - ganske vist i Øst, når hun spurgte i Vest; men derfor var de alligevel lige glade og lige gode Venner.
Skonnerten var nu i Havneløbet. Sejlene var tagne, og den stod langsomt ind for sin Motor. - Men hvad var det; Harald så herhenne? - Et par purke - ni og elleve År gamle, akkurat lige så lyshårede som han selv og lige så fregnede. - Der var ikke noget at tage fejl af; det var Knud og Erik. Da de kom hen til ham, fortalte de to Brødre ham, at de havde fået Øje på Skonnerten næsten lige så tidligt som han, og så var de styrtet af Sted på Cyklerne, så hurtigt de kunne.
Nu var Skibet på Prajehold, og der begyndte en Udveksling af glade Hilsener og muntre Tilråb.
„Velkommen hjem, Far!” skreg Drengene i Kor. - Lille Ernas Hilsen blev kun til et skingrende „Fa-a-a-ar!”
Men den Lyd nåede Skipper Nielsens Øre. - Han stod ellers agtpågivende ved Rattet og styrede sin Skude ind mellem de to Stenmoler, der gav Læ for Havnen.
„Hallo! - God Dag, Erna! - God Dag, Knægte! - - - Hen og tag mod Trossen og stik den om Hjørnepælen!”
Og det kan nok være, de to Småfyre benede af. - Den af dem, der fik fat på Trossen først, fik en Krone til sin Sparebøsse; den anden måtte nøjes med halvtreds Øre. - Skønt Knud var den ældste, var det ikke altid ham, der gik af med Sejren og Belønningen. Den lille Erik var så smidig som en Væsel. De var så ivrige efter at fange den smækre Line, der fo'r gennem Luften som en bugtet Streg, at de uafvigelig var gået på Hovedet i Vandet, hvis ikke en stærk Havnearbejder havde grebet en i hver Hånd. - Den Slags Optrin er jo Hverdagsbegivenheder i enhver Kystby, så der var ingen, der blev bange af den Grund.
Snart lå „Svanen” sikkert fortøjet ved den Kaj, hvor Tømmeret skulle losses. Der var villige Hænder nok til at hjælpe til. Allerede inden Skibet lå helt ved Bolværket, blev Erna løftet over til sin Far, der trykkede hende ind mod sig og kyssede hendes bløde Kind. - Hun fandt sig tålmodigt i det, skønt hans stive, ugegamle Skægstubbe stak, så det var en Gru.
Så blev hun sat på Ruftaget over Kahytten med streng Ordre til ikke at gå derfra. - Skipper Nielsen fandt det ikke tilrådeligt, at sådan en lille Dame gik og balancerede på det Tømmer, der udgjorde Dækslasten. Hun satte sig lydigt ned og så sig om med Tommelfingeren i Munden - en meget kedelig Uvane, som hun fik mange Skænd for af sin Mor og af sine Brødre.
Der var rigtignok også noget at se på. Der var for det første Polle, Far's Hund, som var så gammel, at den sejlede med „Svanen” før Erna blev født. Den var så klog, at den vidste, hvor Skibsprovianteringshandlerne boede i alle de Byer, „Svanen” gæstede på sine Togter. - Så var der Letmatrosen, Hans fra Thurø, der var så glimrende til at spille på Harmonika, at en Dampskibskaptajn på sidste Rejse havde budt Skipper Nielsen en hel Flaske Rom for at få ham - og så endda sende en anden, duelig Mand i Stedet. - Men Skipper Nielsen var ikke Slavehandler, sagde han. - Så var der Bedstemanden, der hed Lars fra Hou; han var heller ikke helt almindelig. - Han havde kun halvandet Øre; den resterende Halvdel havde han mistet ved Forfrysning på en Tur i Ishavet med en norsk Sælfanger. Så var der endelig Maskin-Mikkel! - Men han var nu noget helt for sig selv.
Hver af Ungerne fik et Stykke Knækbrød at gnave på. Det var jo uvant Kost. - Selv den lange Harald måtte have et Stykke med. - Hver Krog i Kahytten endevendte de. Far's Skab, Kistebænkene, de små Gemmer inde i Kahyttens allerhelligste, Køjerne fik et særligt Eftersyn. Der blev ikke noget glemt. Børnene vidste nok, hvor Far plejede at gemme de Småting, han altid huskede at købe.
Jo, der var virkelig Fest, når „Svanen” kom i Havn. - Den var for det første den lille Bys smukkeste Skude, og så var den så velholdt og fint udhalet, så den måtte fryde ethvert Sømandsøje.
Skipper Nielsens Børn var ikke et eneste Øjeblik i Tvivl om, at Kaptajnen på „Svanen” var Verdens bedste Mand.
- - -
Om Aftenen sad Harald, hans Far og Mor sammen i Dagligstuen. De små var i Seng; men man kunne høre Dunkene i Loftet, når de to Brødre, der sov ovenpå, løb fra den ene Seng til den anden for at se på og drøfte de Herligheder, deres Far havde bragt med hjem. De kunne ikke sådan falde til Ro efter en så bevæget Dag.
Skipper Nielsen var blevet barberet. Han havde fået andet Tøj på; men han sad i Skjorteærmer og uden Flip. Han døjede med at udholde Stuevarmen, sagde han. - Der var Kaffekopper på Bordet, lækkert, hjemmebagt Brød og nydelige Småkager. Skipperen befandt sig ypperligt ved at være kommet hjem, og han sad nu og pustede den fede Røg op mod Loftet. Han røg aldrig Cigarer, kun sin sorte, forbrændte Snadde.
„Nå, Harald! - Den klarede du jo fint! - Altså Eksamen!” sagde han med et tilfreds Nik. „Har du bestemt, dig til at komme i Lære hos Lassen?”
Det var Byens eneste rigtige Skibsprovianteringshandler, og han havde forlængst fæstet sine Øjne på Skipper Hansens raske Søn.
„Det vil jeg da rigtignok helst være fri for,” lo Harald. „Jeg vil ud at sejle med „Svanen” først!”
„Begribeligvis! - Det har jeg lovet!” nikkede Skipperen. Fru Nielsen sad lidt urolig på. Stolen. Den Vending, Samtalen tog, huede hende ikke helt.
„Vi går efter Oliekager til Harburg. Det er til Konsul Hammer. - Fin Tur, den gennem Kielerkanalen. - Rigtig Sommerferierejse!”
„Jeg bryder mig slet ikke om at komme i Handelslære!” forsikrede Harald og blottede sine stærke Tænder i et glad Smil.
„Ikke i Handelslære? - - - Det har jo været Meningen, fra du kunne krybe!” Tonen var venlig nok; men der kom alligevel en lille Rynke mellem Skipper Nielsens Bryn.
„Jeg har ingen Lyst!” erklærede Sønnen frejdigt.
„Ingen Lyst? - Der er da Penge i det. - Hvad er der ellers, du har Lyst til? - Du vil da vel ikke studere? - For det vil jeg sige dig, at det magter Mutter og jeg ikke. - Jeg kender en Skipper, der har en Søn, der har studeret til Præst i tolv År. - Da han begyndte på det, havde hans Far mange Skejser i Banken. Nu har han Prioritet i Skuden. - Nej, min Dreng, den går aldrig. - Den må du holde op med.”
„Ja, men jeg vil heller ikke studere, Far!” lo Harald. „Slet ikke - sådan da.”
„Hvad vil du så, Dreng! - Frem med det, om der ellers er Fornuft i det!” Nu var Skipperen ved at blive utålmodig.
„Ja, er det ikke forskrækkeligt!” udbrød Fru Nielsen, der var for Resten ikke langt igen, inden hun gav sig til at græde. „Kan du tænke dig det, Far? - - - Han vil være Sømand!”
„Vil du til Søs?” Stemmen lød hul, som kom den fra Gravens Dyb. „Det havde jeg aldrig troet om dig.”
„Ja, det er det eneste, jeg har Lyst til, Far! - Jeg vil da også bede dig så meget om at få Lov til det! - Jeg tror, jeg bliver så ked af det andet, at jeg hver eneste Dag vil gå og længes efter at komme ud at sejle.”
Nu lo Harald ikke længere. Dette her var Alvor, ramme Alvor.
Både Skipper Nielsen og hans Kone sad tavse. Men det var tydeligt at se, at hver tænkte sit. - Fru Nielsens Mund var snerpet sammen, og der var Rynker i hendes Pande; hendes Mand sad derimod og så halvvejs glad og halvvejs gnaven ud - akkurat som han kæmpede med, hvilken Følelse han skulle give Spillerum.
„Det nytter vist ikke, vi stritter imod, Mutter!” sagde han endelig. „Min Far var fra Tåsinge, og han var Skipper; hans Far var fra Ærø, og han var også Skipper. - Min Morfar var Skipper, og hans Far var det også. - Længere kan jeg ikke føre Familien tilbage. - Du, Mutter, er egentlig den eneste Landkrabbe i vor Familie, der findes ingen mellem Kvindfolkene på min Side. De var allesammen af Sømandsslægt - Dette her med Harald er der ikke noget at gøre ved, når det er sådan. - Det er Blodet, skal jeg sige dig. - - - Ville nogen have spærret mig inde bag en Disk, lille Mutter, da jeg var på hans Alder, var jeg rendt min Vej. - Det er Blodet, det nedarvede Blod, det ligger i, så kan vi andre gøre os, lige så obsternasige, som vi vil. Vil Drengen til Søs, er der ikke noget at gøre ved den Ting, så, vil han til Søs. - Jeg kender det. - Du kommer ud med „Svanen”, når vi sejler igen.”
Så lang en Tale havde Fru Nielsen aldrig hørt sin store, rare Mand holde; men hun forstod af det hele, at nu var der ikke noget at stille op.
Far og Søn ville det samme.