Skibbrud
Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
7. Gunnar og hans nye Omgivelser
Sommeren var umærkelig gledet over i Efterår. Aftenerne blev for hver Dag, der gik, længere og længere, og selv om Vejret, mens Solen var på Himmelen, endnu havde noget af Sommerens Glød i sig, så rykkede Vinteren dog med barsk Styrke nærmere, og Vindens Rusken i Træernes Kroner fortalte, at om få Dage ville de sidste Rester af Efterårets farvestrålende Pragt flyve hen ad Jorden for at falde sammen som Støv, inden en ny Vår atter holdt sit Indtog.I Skipperhjemmet var der kommet en anden Tone; der plejede at være en egen lys Fred og Munterhed over den Familie; men nu var Fru Nielsen ene med Knud, Erik og den lille Erna. „Svanen” fo'r stadig på sine Togter i Østersøen, og Harald sejlede med. Han skulle gøre det ud for den fjerde Mand, som hans Far plejede at hyre om Vinteren.
Efterårstiden var altid slem for Fru Nielsen. Hun hadede Stormen, når den fo'r hylende hen over det lave, røde Hus, og hun kunne komme til at gyse, når Bølgerne under Pålandsvind stod ind mod Stranden, kronede med hvide Skumtoppe. - Nu havde hun to at tænke på, for det første, sin brave og ejegode Mand, der altid tænkte så kærligt på hende og Børnene, og for det andet sin ældste Søn, der, hvordan det nu kunne være, stod hendes Moderhjerte nærmest. Han havde da også været hende en virkelig Støtte i de sidste Skoleår.
Det var hende en Sorg, en virkelig tung og dyb Sorg, at han ville ud på det troløse Hav. Hun havde altid tænkt, at han skulle have været anbragt ved noget af det, hun anså for pænt, Postvæsen, Jernbanen, Toldvæsenet eller noget lignende. Det var gode, faste Stillinger; men i disse Tider, hvor der næsten ingen Elever antoges, var det ikke til at tænke på. Hun havde også mange Gange søgt at interessere Harald for at læse til Lærer, - sådan rigtig studere var der jo ikke Råd til, selv om man nok sad lunt i det i Skipperhuset. Så havde hun slået sig på, at han skulle være Købmand; det passede han til, for han havde så let ved at omgås Mennesker.
At han foretrak Søen for alt andet, havde allerede nu kostet hende mange Tårer, og hun vidste, at det ville komme til at koste hende mange flere.
Forholdet til Naboerne inde i Villaen var ikke blevet bedre - heller ikke værre. Dertil var Fru Frederiksen både en for klog og for dannet Dame. - Harald og Gunnar talte ikke et Ord sammen, efter at de var kommet ud af Skolen. De gik skulende forbi hinanden, når de mødtes, skønt Harald havde den største Lyst til at få det gjort godt igen.
Den lille, grå Killing var forlængst blevet lige så stor som en voksen Kat. Den var blevet afleveret inde i Villaen af lille Erna, som havde fået en stor Kurv Æbler og et blankt Kronestykke til sin Sparegris, men den lille Mis kunne ikke sådan glemme sit Barndomshjem; men dens Kår dér, var nu ikke de bedste, for dens Mor havde en ny Killing at tage sig af, og den grå blev slet ikke behandlet godt mere. - Lille Mis kom dog stadig på Besøg i sit gamle Hjem, og når det trak for længe ud, kom Inger ind og hentede den.
En Aften i Mørkningen var hun atter inde for at spørge efter sin Kæledægge, og hun traf Fru Nielsen, der havde siddet stille i en Kurvestol og lyttet til den hvinende Blæst; hendes Øjne var rødgrædte og Inger kunne se, at det smertede i dem, da Lyset blev tændt.
„Det var bare Mis, jeg kom efter!” hviskede Inger forlegen. „Vi kan ikke finde den hjemme.”
„Du skal se, den ligger inde i Ernas Seng!” sagde Fru Nielsen. „Der vil den gerne putte sig, om den kan få Lov.”
Inger hørte, at Stemmen lød træt. - Fru Nielsen havde også siddet alene, det plejede hun ikke. - Drengene var ved at høre hinanden i Lektier inde i Spisestuen, og den lille Erna var sikkert inde hos dem.
„De er da ikke syg, Fru Nielsen?” - Inger var altid meget deltagende overfor dem, der ikke havde det godt.
„Åh, nej! - - - Der er ikke noget i Vejen med mig. - Men når det bliver mørkt om Aftenen, føler jeg mig så ene, så ene! - Det kan du sikkert ikke forstå, så ung du er!”
Men det kunne Inger nok. - Hun havde så ofte set sin Moder sidde sammensunken i en Stol med Øjne, der intet så, eller også med Tårerne rindende sagte ned ad Kinderne. - Sådan havde hun truffet hende mange, mange Gange i Løbet af det Par År, der var gået, siden Faderen døde.
„Jo! - Det kan jeg godt!” hviskede Inger lidt genert. „De tænker på Deres Mand, der er ude på Søen! - Mor græder tit endnu! - - - Det gjorde jeg også selv i den første Tid efter Far's Død.”
„Det er så svært at være alene!” sukkede Fru Nielsen. „Og nu er det så meget mere tungt, som Harald også er derude; han var mig sådan en god Støtte.”
„Da kan De tro, at jeg også længes efter ham,” sagde Inger. „Jeg savner ham hver Gang, jeg skal regne Opgaver. - Gunnar er jo sådan en sær en. Han vil ikke hjælpe mig, skønt Mor siger, at han skal.”
„Jeg har en Hilsen til dig fra Harald! - De ligger i Kalmar og får repareret Maskine. - Han spurgte såmænd både til dig og til lille Mis!” Fru Nielsen ville ikke tale om Gunnar. - De havde aldrig rigtig kunnet sammen, og det var selvfølgelig ikke blevet bedre, da hun fik Forklaringen på, hvad der var sket mellem de store Drenge.
„Han må da opleve meget,” afbrød,Inger hende livligt. „Dersom jeg var Dreng, ville jeg også være Sømand. - Skriver han ikke noget morsomt? - Han var da ellers så glimrende til at fortælle!”
„Nå, det ved jeg såmænd ikke!” Fru Nielsen vidste imidlertid så udmærket, at Harald var en god Fortæller. „Det er mest om Arbejdet og sådan noget. - Sømænd tror næsten altid, mens de er unge, at De vil få så uhyre meget at se; men det får de bare slet ikke. - Det hele er kun Slid og Fare for Liv og Lemmer.”
„Jeg ville forfærdelig gerne have et Brev fra Harald,” afbrød Inger hende. „Kan De ikke bede ham om at skrive til mig, Fru Nielsen? - Jeg vil så gerne høre om fremmede Lande.”
„Jo, det skal jeg nok; men han har jo ikke meget Tid til at skrive Breve,” føjede hun til.
Så blev Samtalen afbrudt af den lille Erna. Hun havde hørt Ingers Stemme og kom ind med den deserterede Mis på Armen.
- - -
Samme Aften sad Fru Frederiksen også i dybe Tanker, der var alt andet end lyse. Hun sad inde i sin afdøde Mands Stue i en af de store læderbetrukne Lænestole, som hun engang i den lykkelige Tid havde givet ham i Fødselsdagsgave. Herinde var intet fjernet. Alt lå og stod, som da han levede. Det eneste nye, der var kommet, var et stort Fotografi af ham, som hun havde hængt på Væggen lige overfor Stolen, hun sad i. - Når hun så på det, var det, som om hun følte sig ham nærmere, og det kunne virkelig trøste hende i den Sorg, der stadig knugede hende.
Gunnar havde nu været i sin Plads i Banken i fem-seks Uger. - Men det var mærkeligt, så lidt han havde at fortælle om de ny Forhold, og sagde han endelig noget, så var det kun Ord, der rummede Udtryk for Ringeagt, Spot og Misfornøjelse.
Hun forstod ikke sin Søn. Han var vokset fra hende, og det gjorde hende så ulykkelig, at hun bogstavelig talt ikke vidste, hvad hun skulle gøre.
I Formiddags havde hun f. Eks. været inde i Byen for at gøre et Par Indkøb, og da havde hun truffet den gamle Direktør Spliid, der havde været hendes afdøde Mands gode Ven, og som havde brugt sin Stilling til at skaffe Gunnar Ansættelse i Banken. Han havde som sædvanlig hilst høfligt på hende og med den pyntelige Anstand, som er karakteristisk for Herrer af den gamle Skole.
Skønt det kunne se ud, som om han havde travlt, kunne hun ikke lade være med at skrå over Gaden til ham.
„God Dag, Direktør Spliid! - Det er så sjældent, jeg ser Dem nu om Stunder!”
„I lige Måde! I lige Måde, kære Frue! - Hvordan har De det? - Forhåbentlig godt? - - - Og den lille Frk. Inger? - Er hun nu helt rask? - - - Jeg så et Glimt af hende forleden. - Hun så jo strålende ud. - Som Sundheden selv, forsikrer jeg! - - - Ikke sandt?”
„Tak! - Inger har det godt nu, bedre end hun har haft det i lange Tider! - Jeg er selv sund og rask, og så må jeg vel ikke klage. - Men jeg ville gerne benytte Lejligheden til at spørge Dem om, hvordan det går med Gunnar?”
Direktør Spliid trak sit Lommeur frem og sammenlignede det omhyggeligt med Tårnuret på Kirken. - Ville man have spurgt ham om Forskellen, da han atter stak sin trofaste Tidmåler i Lommen, ville han ikke have været i Stand til at sige det, før der var blevet foretaget en ny Sammenligning. Det var en Vane, han havde tillagt sig i Banken, når han ønskede at gøre Ende på en eller anden trættende Samtale.
„Ja! - Jo ! - Han er jo en nydelig, ung Mand at se på! - Han er næsten nærmest sådan, hvad man kalder elegant. - - - Jeg mener, ja De forstår mig nok, kære Frue - i min Tid kunne de unge Fyre, der kom i Kontorlære, sandelig ikke møde i Laksko og Silkestrømper. - Men det er jo Moden og Tidsånden, og den kan vi gamle ikke helt finde os i. - - Det nytter så sandt heller ikke at kæmpe mod den! - - - Nå, ja, altså, det var Deres Søn, vi talte om. - Ja, han er ikke sådan at blive klog på, selvom han er en flot Fyr! - Måske kan han blive god i Skranken. - Der er jo Stil over ham; men det vil unægtelig vare et Stykke Tid, inden han kommer dér!”
Fru Frederiksen opfattede kun lidt af, hvad den gamle Herre fortalte hende. - Men hun havde en ganske bestemt Følelse af, at der var noget, han ikke ville fortælle hende. - - - Og det var rigtigt; der var virkelig adskilligt, som ikke var, som det burde være. - - - Den yngre, bankkyndige Direktør havde netop i Aftes på en just ikke alt for skånsom Måde ladet sin ældre Kollega forstå, at han ikke kunne fordrage Gunnar, og at han fandt, at Knægten var både doven, indbildsk og forkælet. - Alt dette gnavede den gamle Herre i Sjælen; men det kunne han jo ikke så godt fortælle Fru Frederiksen.
„Jeg mener,” begyndte hun langsomt og famlende. „Er De nu også tilfreds med Gunnar? - Svarer han til Deres Forventninger?”
„Nej! - Svarer til mine Forventninger? - - - Nej, det gør han ikke - - absolut ikke! - Det - vil - sige - på en Måde - - - ja! - - Han er jo en nydelig ung Mand; men han har jo ikke meget af sin Far's store og strålende Energi og Arbejdsevne, som vi satte så megen Pris på i Banken. - - - Men det kan jo komme med Tiden, lille Frue! - Det kan komme! - Måske var Deres afdøde Mand ligesom Gunnar, da han var i hans Alder! - - - Ja, Frue, Drenge og Hønsehunde er ikke lette at opdrage! - Men jeg må skynde mig hen i Banken! - Der er et lille Møde i Tilsynsrådet! Nå! - Se nu ikke så bedrøvet ud, kære, lille Frue! - Der er slet ingen Grund til det!” Han så, at Fru Frederiksen stod med Tårer i Øjnene. - „Deres Søn er måske lidt langsom til at komme ind i de nye Forhold. - Men jeg skal hjælpe ham, hvor jeg kan. Jeg gør det med Glæde! - Ingen Tak! - Jeg må af Sted til det Møde!- Farvel, lille Frue! - Farvel! - Farvel! - Ikke noget at takke mig for! - - Farvel!”
Han svang bredt og favnende med Hatten og var yderst glad for at slippe for yderligere Forklaringer. - - - Stakkels Fru Frederiksen derimod; hun måtte blive stående alene med sine triste Tanker.
Atter blev der kastet en Skygge over hendes Moderstolthed. - Hun vidste jo, at Gunnar var meget velbegavet, og at han kunne, hvad han ville. -
Men var der virkelig Vilje i Drengen? -
Skulle hun tænke på at få ham ind i noget andet?
Men Folk var også efter den stakkels Dreng. - Ingen kunne se hans gode Sider.
Alt dette sad Fru Frederiksen og tænkte på. Hun havde haft mange bitre Øjeblikke siden Mødet med Direktør Spiid. - Åh, hvor var det strengt at være alene om at opdrage en vanskelig Dreng.
Nu hørte hun Inger komme hjem. Hun stod ude i Entréen og snakkede beroligende til den lille Kat. - - - Hun havde slet ikke lagt Mærke til, hvor længe Datteren havde været borte.
Der dæmrede en Anelse hos hende om, at Gunnar slet ikke svarede til de Tanker, hun havde gjort sig om hans Begavelse.
- - -
Gunnar sad på sin Plads i Banken. - Han var forøvrigt meget misfornøjet med, at han skulle „sidde”. - Det så langt mere imponerende ud at stå ved en af de blanke Egetræspulte med de grønne Linoleumsplader. - Den unge Mand, han havde afløst, var nu rykket op til at få Plads ved en Pult, og det gav ham i Gunnars Øjne et Fortrin, som han ikke burde have.
Ganske vist havde han et enkelt Arbejde, der krævede, at han skulle stå ved en Pult; men det var en hæslig, gammel, rødmalet Tingest, der havde sin Plads ved et Vindue ud til Gården, så han stod med Ryggen til Skranken, når han arbejdede.
Det var forøvrigt den allervigtigste Del af hans Arbejde, der foregik her. Han skulle nemlig til visse Tider indføre Sparernes Indskud, i de dertil bestemte Indlånsbøger og Kontrabøger. - Det var et let - men dog meget vigtigt Arbejde, der krævede både Nøjagtighed og Agtpågivenhed.
Ved det Skrivebord, hvor han ellers havde sin Plads, skulle han tage sig af Bankens Post. - Det vil sige, han skulle på Maskine skrive uden på Konvolutter, folde Brevene fra Direktørerne sammen efter at have undersøgt, om de nu også var underskrevne, og derefter lægge dem i Konvolutter.
Endelig var det også hans Arbejde at ordne Kopierne og hæfte dem ind på det rigtige Sted i Kopibøgerne. - Det er heller ikke et Arbejde, der kræver særlig Omtanke; men det skal gøres nøjagtigt og omhyggeligt.
Der var en enkelt Side af Dagens Gerning, som Gunnar ligefrem hadede; det var Besørgelsen af Incasso og Veksler. Hver Formiddag, en god Timestid efter at Banken var åbnet, fik han en Mappe med Anvisninger og Veksler under Armen, og så skulle han ud til Byens Forretningsfolk for at indkassere Dagens forfaldne Beløb. Det er selvfølgelig et meget vigtigt Led i den daglige Gerning, og der skal også på dette Punkt vises både Orden og Omhu.
Gunnar syntes, at det var et rent Bydrengearbejde, som lå langt under hans Værdighed. - Han var derfor i sit allersorteste Humør, når han gik gennem Byen med den slidte Mappe, der oprindelig havde været rødbrun, men som nu var af ganske ubestemmelig Farve.
Han var yderst omhyggelig med sin Person. Han havde fået sig et Sæt smukt Tweed Tøj, havde anlagt grå Gamacher, Silkeskjorter og de fineste B.O.W.-Slips, der var så dyre, at hans Mor formelig gispede, da hun så Regningen fra Ekviperingshandleren.
Det, han egentlig bedst kunne lide var at skrive på Maskine. Han havde altid haft lidt mekanisk Begavelse, og det morede ham at traktere Maskinens Tangenter efter alle Kunstens Regler.
- En Formiddag, da han var i Færd med at skrive Adresser på en hel Del Konvolutter, der skulle bruges til et Cirkulære, som skulle sendes ud til Bankens Kunder, kom Bogholderen hen til ham.
„Hør - Gunnar! - Du kommer til at stikke hen til Træhandler Simonsen med de Veksler, der skulle have været præsenteret i Går. - Så er der også et Par Tratter til Skov & Søn og en til Isenkræmmer Berg. - Skynd dig nu! - Jeg vil helst have de Småsager af Vejen, inden der bliver rigtig travlt!”
Gunnar kunne ikke fordrage, at Bogholderen, en ung, meget dygtig og meget hurtig Mand, sagde „du” til ham. - Det manglede bare, at sådan en Herre, der vistnok var begyndt som Kolonialhandlerlærling, skulle tillade sig den Slags Friheder. - Der var også andre i Banken, der sagde „du”; men det var ældre Folk. Gamle Spliid var en Undtagelse. Han sagde „De” og var så nogenlunde høflig, skønt Gunnar ikke kunne forsone sig med, at han så ofte stillede sig op og så på ham over Brilleglassene - og næsten altid på Tidspunkter, hvor han var led og ked af at bestille noget.
„Kan De ikke se, jeg har travlt, Christensen?” vrissede han. „Jeg fik hele denne Bunke stukket ud af Direktør Hansen. - - - Kan De ikke lige så godt lade Bydrengen rende med den skabede Mappe? - Jeg er både led og ked af den!”
Bogholderen så overrasket på ham. - Et sådant Svar af en yngste Lærling havde han aldrig været ude for. - Det var grænseløs Frækhed, fandt han.
„Hvad siger du, Dreng? - De Adresser dér har ingen Hastværk. - - - Skulle du være for optaget til at gå et Par Ærinder? - Og Mappen! - - Er den ikke fin nok til dig? - Det er alligevel noget af det strammeste, jeg nogen Sinde har været ude for!” sagde Bogholderen højrøstet.
„Jeg synes, den er så snavset, at jeg ikke gider røre ved den!” svarede Gunnar hovent. „Jeg er ikke vant til den Slags!”
„Nej - Du er hverken vant til Høflighed eller til at bestille noget, din vigtige Slubbert,” brusede Bogholderen op.
I det samme kom en Kunde ind. Han tog en Indlånsbog op af Lommen og rakte den til en Assistent.
„Jeg kan ikke rigtig forstå dette her,” sagde Manden. „Jeg sendte min Kontrabog herhen i Går for at få et Par Hundrede Kroner sat ind. - Samtidig er der blevet ført 1450 Kr. ind for den 23., altså i Forgårs. - Jeg har ikke selv sat de Penge ind, og jeg har ikke så mange Penge til Gode hos nogen. Der må være sket en Fejltagelse!”
Assistenten tog Bogen; Mandens Opgivelser passede. Hans Konto blev fundet i Indlånet. Ganske rigtigt! - Der stod der tydeligt at læse med Gunnars kejtede Skoledrengeskrift, at der den 23. var tilgået Kontoen 1450 Kr.
Nu kan det nok være, at der blev stor Opstandelse. Man undersøgte, om en Navnelighed kunne være Skyld i Fejltagelsen; men det var ikke sådan at finde. - Endelig var der en ung Dame blandt Personalet, der kunne huske, at hun ved Skranken havde ekspederet en bestemt Mand, der var kommet med et sådant Beløb. En Telefonsamtale med denne Mand klarede så Sagen.
Gunnar havde læst Bogens Nummer forkert. De sidste to Tal var rigtige. Det første galt.
Selvfølgelig måtte den Slags ikke passere. Han blev kaldt ind på Kontoret til den myndige, meget dygtige Direktør Hansen, som i meget håndfaste Vendinger foreholdt ham, at det var hans Pligt at se sig for, og at man i Banken måtte stole på, at enhver gjorde sin Pligt til det yderste, og at han tænkte over det han var sat til at passe.
„Du må jo sove indvendig, Dreng!” endte han med at sige. „Forleden forvekslede du Brevene for mig, og i Dag er du Skyld i en så graverende Brøler! - Du vil aldrig blive en duelig Bankmand, hvis du ikke tager dig sammen!”
Gunnar stod ligegyldig og stiv, som om det hele egentlig ikke kom ham ved.
„Kan du ikke se, det er en skrækkelig Historie, du har lavet?” spurgte Direktøren lidt blidere.
Drengen trak på Skuldrene.
„Har du da ikke det mindste at sige?”
„Jo!” Gunnar talte uanfægtet og med den naturligste Stemme af Verden. Skændene havde tilsyneladende ikke haft Spor af Virkning på ham. „Jeg ville forfærdelig gerne have en ny Mappe til de Veksler og Anvisninger, jeg går med i Byen. - Den gamle ser forskrækkelig ud. Alle Folk gør Nar ad den!”
Direktøren stirrede forbløffet på ham. - Var Drengen ikke rigtig klog, eller var det dundrende Frækhed og Uforskammethed, der lyste ud af ham.
Et Øjeblik var han lige ved at springe op og stikke Knægten en Lussing; men så tog han sig i det.
„Du er da en topmålt Tølper! - - - Ud med dig! Ellers taber jeg Tålmodigheden. - - - Du kan takke Direktør Spliid for, at du får Lov til at blive her! - - - Så flyt dig da i en Fart, så jeg kan blive fri for at se på dig!”
Gunnar forlod Kontoret. - Han var en Smule rød i Kinderne; men han satte Næsen højt i Sky, da han gik ned gennem Ekspeditionslokalet.