Skibbrud

---

Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

8. Inger får Brev fra Harald

   November Måned var inde med kolde, grå Morgener, hvor Blæsten fo'r tudende og hvinende om Gadehjørnerne, ruskede i Træerne og legede Tagfat med bortkastet Papir. Regnbyger jog af Sted, piskede frem af den fygende Storm og smeldende mod Ruderne med arrige Smæk. November er Årets grimmeste Måned, og den er i særlig Grad frygtet af Sømandskoner og Mødre, der har Sønner på Havet; den er de pludselige Stormes Tid, og da hænder de fleste Ulykker i de nordiske Farvande. Det er næsten, som selve den barske Vinter med dens Kulde og Frost er mere pålidelig - mere til at stole på.
   En sådan kold, grå Novembermorgen sad Gunnar ved sin Morgenmad, inden han skulle møde i Banken Klokken ni. Inger var gået i Skole for en Time siden; men som en lille Levning fra Sygdommen, fik hun stadig sin Morgente på Sengen. - Helene kunne ikke tåle, at hendes lille Kæledægge skulle stå op med en tom Mave, som hun sagde.
   Gunnar sad alene i den hyggelige Spisestue. Ilden buldrede i Kakkelovnen, og der var allerede rigtig lunt og behageligt, men han frøs. - Han var søvndrukken endnu, skønt han var fuldt påklædt og Toilettet i den mest mønstergyldige Orden. Det var ham inderlig imod at skulle stå så tidligt op, og han fandt det både urimeligt og uretfærdigt, at Bankens Personale skulle møde Klokken ni, når der først åbnedes for Publikum Klokken ti. - Det var meningsløst, fandt han.
   Helene havde som sædvanlig dækket Frokostbordet pænt. Der var Havregrød, Spejlæg, ristet Brød, Ost og Kaffe - altsammen meget nydeligt anrettet. Gunnar var meget fordringsfuld, og den rare Helene, der havde været i Huset i mange År, var kommet til at frygte ham, for han var meget ubarmhjertig imod hende, hvis der var det mindste at kritisere, når han sur og morgengnaven satte sig til Bords, og hans Mor ikke var til Stede. - Var hun det, kunne han som Regel dy sig - men ikke altid.
   Det var ham en ren Sport at finde Fejl ved Anretningen eller ved Maden. Snart var Grøden for tyk, snart for tynd; så var det de kogte Æg, det var galt med, enten var de for bløde eller for hårde. Så, vrissede han ad Spejlæggene. - De var svedne eller brændte, sagde han, så snart der var en Antydning af en mørk Rand. - Jo, jo, Gunnar følte sig som en ung Herre, der havde Lov til at kritisere, når det passede ham.
   Nu kom hans Mor ind; hun var friseret men i Slobrok, som hun ofte plejede om Morgenen. Hendes Udtryk var lidt træt, og hun havde mørke Rande under Øjnene.
   „God Morgen, Gunnar!” sagde hun, idet hun satte sig på sin Plads ved Bordenden. „Du kom lidt for sent hjem i Aftes!”
   Han gryntede et Svar; om det var en Morgenhilsen, var vanskeligt at afgøre.
   „Du ser så søvnig ud,” fortsatte Fru Frederiksen og betragtede bekymret sin Søns Ansigt. „Er det nu også rigtigt, at du går så sent i Seng?”
   „Nå! - - - Det var nu ikke særlig sent! - Jeg var lige med Poul hjemme. - Vi spillede et Par Omgange Bridge med Hansen og Steffensen, - du ved Kommissen og Bogholderen. - Det er et Par meget flinke og dannede unge Mænd. - - - Jeg synes godt om dem, og de kommer da også ofte hos Worms.”
   Gunnar glemte at tilføje, at det var på Pouls Værelse, når Købmanden og hans Kone var ude, hvad de ofte var.
   „Det kan nok være, Gunnar! - Men du trænger jo til Søvn - det er noget, du må tænke på. - Du skulle nu gå lige hjem fra Handelsskolen de Aftener, du er der. - Så kunne du drikke en Kop Te sammen med Inger og mig, inden du gik i Seng!”
   „Ved du nu hvad, lille Mor! - Jeg sidder indespærret i den dumme Bank. - Ja, jeg ser nok, du rynker Panden; men dersom du kendte de Idioter derhenne, så ville du ikke finde det morsomt, kan du tro. - Gamle Spliid er en rar Mand, siger du, det ved jeg så godt. - Han er et gammelt Nusletræ. Ikke Spor har han at sige. Det er ene og alene den Bonde til Direktør Hansen, der fører Kommandoen. Du kan tro, det er en værre Slavefoged!”
   Gunnar sikrede sig det største Spejlæg, inden han bød sin Mor Fadet.
   „Du skal da også tænke på, at du skal i Handelsskolen i Aften igen, lille Gunnar! - Du bliver jo så søvnig og træt, at du ikke får noget ud af det.”
   „Dette her Æg er svedent!” afbrød han hende. „Helene er nu ikke fiks til at spejle .Æg. - Handelsskolen, siger du, Mor!- Åh, nævn den ikke i min Nærværelse! - Det er den værste Fordummelsesanstalt, jeg har været i.- Og ved du, hvad jeg synes? - Det er ganske umulige Lærerkræfter, de har derhenne. Lutter Kommunelærere, der ikke har det mindste med praktisk Handel at gøre - endsige Bankvæsen. Ja, det er ikke blot min Mening; men det siger et Par dygtige, unge Handelsmænd som Hansen og Steffensen også.”
   „Eleverne plejer da at få gode Eksaminer fra Handelsskolen her,” indvendte Fru Frederiksen.
   „Selvfølgelig! - Lærerne kan nok Teorien. Det skal jeg villigt indrømme. Men jeg forsikrer dig, at det, vi lærer, har ikke Spor af praktisk Værdi. Vi får ingen Gavn af det. - Steffensen siger, at f. Eks. Bogholderiet er helt ved Siden af, og jeg ved så meget at bankmæssigt set, har man ikke fjerneste Nytte af det Pjank, og det er ganske meningsløst at spilde sine Aftener i den Fordummelsesanstalt!”
   „Direktør Spliid gjorde det jo til en Betingelse, at du skulle tage den Handelseksamen, og det må da også være temmelig let for dig, der har Realeksamen!” indvendte Fru Frederiksen.
   „Netop derfor er den ikke til den ringeste Nytte. - Det øvrige lærer man jo ved det daglige Arbejde! - - - Men det kommer af, at Spliid er Formand for Skolen, som han er for så meget andet, skønt han er fuldkommen åndssvag!”
   „Gunnar!” afbrød hans Mor ham skarpt. „Den Slags vil jeg ikke høre. - Sådan kan en Dreng ikke tale om en god og brav gammel Herre, der tilmed var din Far's gode Ven!”
   „Åh, kommer du nu med det Sludder igen? Han er åndssvag, kan jeg forsikre dig. - Se, om han ikke er Formand for Forskønnelsesforeningen! - Han har ikke Begreb om Kunst. - Og så har han Hareskår, som Skægget ikke kan dække.”
   „Gunnar! - Du er jo ligefrem rå! - - - Du søger slet Selskab, kan jeg høre. - Jeg vil ikke tåle, at du taler på en så uærbødig Måde om en hæderlig og agtet Mand!”
   Gunnar tav et Øjeblik. Han plejede ellers ikke at tale så uforbeholdent til sin Mor. I Almindelighed nøjedes han med at vrisse hånligt, komme med en enkelt giftig Bemærkning eller indskrænke sig til en Skuldertrækning og mut Tavshed.
   „Det kan såmænd godt være, det skurrer i dine Øren, Mor!” begyndte han lidt blidere. „Men det er nu en Gang Sandheden. - Du må også tro mig, når jeg siger, at Handelsskolen er en Plage for os unge Mennesker. Jeg er så ked af den. - Den Eksamen er ikke til fjerneste Nytte, når jeg skal på Købmandsskolen alligevel.”
   „Du får ikke min Tilladelse til at holde op!” sagde hans Mor bestemt.
   „Så er det da godt, at jeg har Realeksamen og kun skal gå der i to Vintre; de andre Stakler skal holde ud i tre!”
   „Gunnar! - Du er slet ikke flink!”
   „Hvem har sagt, jeg skulle være det? - Man kan ikke gå rundt og lege flink - bare for at være til Måde for andre! - Vel? - Jeg er nu så gammel, at jeg selv har en Stemme med - ikke?”
   „Du skulle skamme dig, sådan en Tone, du taler til mig i!”
   „Sandhed er jo altid ubehagelig.”
   Hun blev blussende rød af Vrede; men i det samme ringede det på Dørklokken. Det var Postbudet, og hun gik ud for at se efter, hvad han havde bragt. Lidt efter kom hun ind med en Avis og et enkelt Brev med udenlandske Frimærker på.
   „Her er der et Brev til Inger!” sagde hun med en Smule Forundring i Stemmen. „Der er fra Sverige.”
   Gunnar stod og lagde sin Serviet sammen; om fem Minutter skulle han være på sin Plads bag den rødmalede Pult henne i Banken.
   „Fra Sverige? - Lad mig se det!” sagde han og tog Brevet ud af Hænderne på sin Mor. „Nå, syntes jeg ikke nok, jeg kendte de Kragetæer! - Det er fra ham, Bissen, herinde ved Siden af. - Du skulle brænde det!”
   „Hvorfor skulle jeg dog det?” spurgte hans Mor halvvejs forskrækket ved at se det onde Glimt i hans Øjne. Hun tog hastigt Brevet fra ham.
   „Fordi jeg finder det i høj Grad upassende, at sådan en Tøs får Breve fra en Sødreng. - Og så ved du vel også nok, at det er den Laban, der er Skyld i, at jeg fik så dårlig en Realeksamen. - Ja, jeg ser nok, at du heller ikke kan lide, at jeg siger det; men også det er sandt. - Jeg hader den Fyr!”
   „Så fo'r han ud i Gangen, trak sin Overfrakke på og stak - al sin forlorne Værdighed til Trods - i fuldt Løb ned ad Gaden.
   Det var ikke helt morsomt at komme for sent, i Banken, hvis Direktør Hansen allerede var kommet. - Den Mand havde en Tunge som en Ragekniv.
   Men Fru Frederiksen sank hulkende sammen i en Kurvestol, så snart Sønnens Trin døde bort.
   - - -
   Inger kom glad nynnende ind ad Bagdøren. Hun holdt mest af at benytte denne Indgang, da hun næsten altid kunne være sikker på, at Helene havde stukket en eller anden Lækkerbidsken til Side til hende. I Dag kom hun hjem Klokken elleve, og så var det netop allerbedst. Så havde både hendes Mor og Helene noget at bestille i Køkkenet og der kunne blive Lejlighed til en rigtig hyggelis Sludder, hvor hun kunne sidde og nyde af Helenes Forråd.
   „God Dag! - God Dag, Mor! - Du kan stole på, at jeg er skør! - Du kan være glad for, at det ikke er dig, der skal lære at regne med Logaritmer, Helene! - - - Jeg kan i hvert Fald ikke begribe et Suk af det. - Men har du da slet ikke noget til mig, Helene?”
   „Jo! Jo! - - - Tålmodighed, lille Inger! - Tålmodighed! - Jeg har da lige betalt vor Månedsregning henne hos Bageren. - Se her! - Han gav mig virkelig en lille Pose Konfekt. Han er ellers Gerrigheden selv.” Hun rakte op på Køkkenhylden og tog en lille Papirspose.
   „Tak!” sagde Fru Frederiksen. „Nu ikke for meget! - Du må ikke miste din Appetit til den rigtige Mad !”
   „Det går nok! - Jeg er for Resten så sulten som en Ulv!” Hun vendte sig om mod den smilende Helene. „Du er da en herlig, gammel Perlehøne! Tak skal du have!”
   Posen viste sig at være fuld af lækker Chokolade, og Inger havde allerede fisket sig et godt Stykke.
   „Jeg må vel nok få det, Helene?” spurgte hun pludselig med det troskyldigste Udtryk i sine store, blå Øjne.
   „Spis bare væk!” lo Helene. „Det var da også din Mors Penge, Bageren fik.”
   „Det er rigtigt nok,” sagde Inger; „men han gav jo dig Posen, og så er den din.”
   „Du kan såmænd godt spise hver Bid. - Du ved nok, at jeg ikke bryder mig om søde Sager!” forsikrede den gamle Pige.
   Men nu brast Inger i en hjertelig Latter, og selv Fru Frederiksen kunne ikke lade være med at le. - Det var nemlig ikke nogen Hemmelighed i Familien, at Helene var lidt af en Slikmund.
   „Sådan da,” føjede hun til med et lille Tilløb til krænket Værdighed.
   „Skal vi så ikke indrømme, at vi er lige slikne alle tre?” lo Inger højt. „Ræk mig en Tallerken, så lægger vi det på den, og så deler vi!”
   Så begyndte den gamle Deleleg, som de tre havde opført Gang på Gang her i det lille Køkken. Konfektstykkerne blev lagt pænt ud på en flad Tallerken; Fru Frederiksen måtte stille sig op med Ryggen til, mens Inger valgte et Stykke, som hun satte Fingeren på.
   „Hvem skal have det Stykke, jeg peger på?”
   „Det skal Helene!”
   „Åh, dit Asen! - Det var det allerbedste! Det ville jeg sandelig selv have haft!” protesterede Inger. „Værsågod! - Du kan sagtens være glad!”
   „Hvem skal så have dette her?”
   „Det skal jeg!”
   „Nu har jeg aldrig kendt Mage! - Det var akkurat af samme Slags, som Helene fik. - Og så dette her?”
   „Det skal du!”
   „Haha! - Nu narrede jeg jer begge to, for det er det fineste! - Overtrukken Ananas! - Åh, det er Guf!”
   Sådan fortsattes Fordelingen under Spøg og Latter. Ingers Besøg i Køkkenet var Feststunder både for hendes Mor og Helene.
   „Jeg har for Resten et Brev til dig, Inger!” sagde Fru Frederiksen. „Det kom med. Morgenposten!”
   „Er det fra Kusine Ida i København?”
   „Nej, der er svenske Frimærker på!”
   „Svenske Frimærker! - Jeg kender da ingen i Sverige, så det er vist ikke til mig. - Hvor ligger det, Mor?”
   Inger var selvfølgelig meget interesseret. Det var ikke hver Dag, hun fik Breve.
   „Gunnar sagde, at det var fra Harald!” - Skønt Fru Frederiksen slet ikke ønskede det, kom hendes Stemme til at lyde tør.
   Men det mærkede Inger ikke. Hun havde kun den ene Tanke, at det var pænt a Harald at huske sit Løfte om at skrive, og så syntes hun også, at det var vældig morsomt at få Brev fra et fremmed Land. - Hun skyndte sig ind i Dagligstuen og hen til sin Moders Stol. - Nå, sådan så den svenske Konge altså ud. Frimærkerne var da ikke pænere end de danske. Så tog hun Saksen, klippede Brevet op og tog et Par beskrevne Ark ud.
   Haralds store, lidt klodsede Drengebogstaver var lette at læse.

      Kære Inger!
   Jeg har lovet at skrive et Brev til dig om mit Sømandsliv, og i Aften er der Tid til det. Far og Lars fra Hou er i Land for at finde en Motordoktor, for vi har Sygdom om Bord. Vi kommer nemlig oppe fra Oscarshamn. Det er en lille By, hvor der ikke bor flere Mennesker end hjemme; men der udskibes slet ikke så lidt Træ fra den Plads.
   Byen er godt kedelig og har kun eet Biografteater, hvor de spiller de Stykker, vi så hjemme sidste Vinter. Vi lå der to Søndage; men det var der ingen Stads ved. Far kender nogle Mennesker der, Havnefogeden og en Skibshandler. Jeg var med oppe hos sidstnævnte en Aften, og vi fik noget Kaffe, som vi næsten ikke kunne smage; hvad var lavet af.
   De laver da også deres Kaffe på en sjov Facon. En Dag, jeg stod. i Skibshandlerens Butik, så jeg nogle sære, sorte Tingester, der hang under Loftet på en Snor. Jeg spurgte om, hvad det var og fik at vide, at det var „Torskmager”. - Det vidste jeg jo ikke, hvad var, men så fandt jeg da ud af, at det var Torskemaver. Jeg ville så have at vide, hvad de var til, og Handelsbetjenten fortalte mig, at dem brugte man til at komme i Kaffen for at klare den. - Du forstår, når man kommer den tørrede Svømmeblære af Torsken i den kogende Kaffe - jeg skal sige dig, at herovre „koger” de Kaffen, og det, så den er næsten branket - synker Grumsen til Bunds. Kan du så forstå, at jeg ikke synes om Kaffen?
   Nå, jeg kom fra dette her med Motoren. Den er ikke stabil. Vi har krydset os herned for små Sejl, for det blev en Brandstorm af Sydvest. Vi kunne ikke stå Havnen ind, og så ankrede vi her i Sundet. Fatter kender jo Farvandet her lige så godt som sin Bukselomme, og nu er han inde for at finde en Mand, der kan få Motoren til at gå. Vores skulle vist sælges som gammelt Jern; men der er ikke Penge til en ny, siger Far.
   Du må ikke tro, jeg keder mig. Jeg koger Vandgrød. Lars siger, at den er bedst til Omslag. Jeg koger også Kartofler, og det går ligesom lidt bedre. - Så er der det - med Søsyge. Jeg tænker mig, at du sidder og spekulerer på, om det ikke skulle komme. Jeg var jo vigtig, da jeg rejste, fordi jeg aldrig før har prøvet den, når jeg var med „Svanen” i Sommerferierne; men som den ærlige Mand, jeg er, skal jeg indrømme, at nu har jeg prøvet Søsygen.
   Det var, da vi sejlede herop. Vi lå mellem Sverige og Bornholm i det Farvand, der kaldes for Hammervandet. Det blæste en stiv Nordost, og du kan tro, at den gamle Svane viste sig som en meget urolig Fugl.
   Det begyndte, mens jeg sad på en omvendt Pøs inde i Kabyssen og skrællede Kartofler. Jeg døjede jo lidt med at holde mig på den, for Skuden var sandelig livlig. - Jeg blev hed, og jeg blev kold, og jeg blev så mat i Sokkerne, at jeg straks kunne forstå, at nu var jeg der. Jeg kravlede ud til Rælingen for at ofre til ham med Ålejernet - Neptun eller Ægir, eller hvad han nu hedder, Slughalsen.
   Det var for Resten lige ved, at han havde fået mig med Hud og Hår, for da jeg rakte efter Stængebardunen for at have noget at støtte mig til, mens Ofringen stod på, kom der en Sø, forstår du, en af dem der brækker over, og den gik lige ind over Agterskibet, og jeg havde ligget ude i Baljen, om ikke Fatter havde taget et Tag i mig. - Ålestangeren blev altså snydt for mig den Gang.
   Så puttede den gamle mig til Køjs. Sikken Nat vi fik. Jeg lå og spekulerede over, når jeg da kunne tænke, om ikke min Mave kunne gå i Stykker. Til sidst ønskede jeg såmænd, at jeg kunne dø. - Og hvor var jeg rasende på Fatter, da han kom ned og langede ind i Køjen efter sin Harmonika og begyndte at spille sin Aftensang. Du ved, han kan spille alle mulige Melodier, og det både Sange og Dansestykker mellem hverandre. - Nå, jeg tror, det hjalp, at jeg blev gal, for jeg faldt i Søvn midt under det hele, og jeg har ikke været søsyg siden.
   Ellers er det såmænd meget sjovt at sejle, og jeg havde egentlig aldrig tænkt mig, at Fatter var så gemytlig. Han kan jo blive gnaven. I Går var jeg lige ved at sætte „Svanen” på en Klippe, der var mærket af for. - Jeg gør jo Rortørn. - Da fik jeg en på Kassen, men vi var selvfølgelig lige gode Venner for det bagefter.
   Hvordan har Mis det? - Han bliver vel til en fin Kat? - Polle har været i et skrækkeligt Slagsmål med en svensk Køter Vi måtte lave stiv Forbinding til ham, sådan var han blevet bidt i Benet. Jeg har husket at købe noget til dig, men det får du ikke før Jul. Så er vi vel hjemme, tænker jeg.
   Dersom du tror, Gunnar bryder sig om en Hilsen, så hils ham fra mig. Jeg er så ked af det Vrøvl, der blev mellem os. Dersom han er ligedan til Sinds, så glemmer vi det hele.
   Du må undskylde, der er en Fedtplet på Papiret. Jeg skriver ved Bordet i Kahytten, og vi bruger ikke Dug, når vi spiser. Fatter påstår, jeg er bange for varmt Vand, og at jeg er den ringeste Stuepige, han har haft.
   Nå, nu kan jeg ikke komme i Tanker om mere. -
   Hils din Mor! - Venlig Hilsen fra din gamle Kammerat
   Harald Nielsen.

   Inger sad længe med Brevet. Hun læste det både een og to Gange. Haralds Hilsen til Gunnar afleverede hun ikke. Hun kunne ikke lide - ligefrem ikke tåle - de Ondskabsfuldheder, han ville sige i den Anledning.
   Hun vidste i sit Hjerte hvem der var den bedste af de to.