Skibbrud
Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
9. Gunnar og Paul morer sig
Plask! Plask! - Regnen strømmede ned. Det blæste, og det var koldt, rigtig som den danske Sludvinter melder sig. Lygterne kastede et blafrende Skær i Gaderne og gjorde et svagt Forsøg på at,lyse op; men de kunne ikke rigtig nå det, for de hang for højt.Der var ingen Mennesker at se på Gaden, man skulle nok holde sig inde i sådan et Hundevejr. - Nu kom der nogen ud fra en større Bygning, som lå lidt tilbagetrukken, og hvor enkelte Vinduer var oplyste i Grupper på tre og tre. Det var Byens Kommuneskole, og de kommende var et Par unge Fyre med Regnfrakkernes Kraver slået helt op om Ørerne.
De lod til at have travlt, for de var de første af Eleverne, der kom ud. De andre kom langsommere i småsnakkende Klynger.
„Puha!” udbrød den ene af dem. „Den sidste Time var drøj. - Jeg kan ikke holde mig vågen ved det Skidt til Bogholderi!”
Det var Poul Worm. Han gabede med et Hyl som en søvnig Hund.
„Nå, jeg var et Stykke bagefter, og så lånte jeg Lise Nørgaards Bog og tjærede af efter den. - Jeg kan alligevel ikke begribe et Kvæk af det; men det skal jo gøres.”
„Det skal det jo; men jeg siger, at det er Dyrplageri at sende os i Skole om Aftenen, når vi har stået hele Dagen i Forretningen.”
„Principalerne burde være Medlemmer af Foreningen til Dyrenes Beskyttelse,” mente Gunnar. „Men se, om de er det. Vi er jo kun Mennesker, og derfor har de Lov til at pine og mishandle os, lige så galt de vil.”
„Gid Pokker havde alt, hvad der hedder Skole!” sagde Poul arrigt. „Men nu skal vi også have det morsomt. Nu går vi op hos Steffensen. Han inviterede mig, da jeg gik derhen, og han sagde, at jeg skulle tage dig med. - Hansen er der.”
„Jeg ved ikke, om jeg gider! - Mor sidder gerne oppe, til jeg kommer!” indvendte Gunnar svagt. „Hun er ikke med på, at jeg bliver voksen, skal jeg sige dig.”
Gunnar huskede ganske vist på den Samtale med sin Mor for omtrent fjorten Dage siden; men det var ikke den, der tyngede ham mest. Han var kommet til at skylde Hansen adskillige Kroner for Tab i Kortspil. - Han kunne ikke lære Finesserne, og Gang på Gang vandrede både hans og Pouls Lommepenge i de to Kommissers Lommer.
„Far og Mor er til Kortspil hos Borgmesterens. Det vil sige, det er en Knippelmiddag, de giver det Navn. Der skal der naturligvis spilles Bridge, og så kommer de ikke hjem, før Klokken er to-tre Stykker - måske bliver den fire, det har den da før været. - Du bryder dig jo alligevel ikke om, hvad din Mor siger?” sagde Poul.
„Nå, ikke større! - Men jeg er så søvnig.”
„Du skal se, når vi kommer op til Steffensen, så får vi det rart. Han plejer gerne at have noget på Lager, - hvor han så får det fra!” Poul lo. „Jeg kender nok Prisnoteringerne på Bagsiden af Æskerne. Han hugger dem fra min den gamle; men man er da ikke nogen Sladderhank.”
„Tja! - - - Jeg er just ikke sådan med på at tærske i Kortene i Aften. Jeg har den sidste Wallace at gå i Seng med. - Men - lad så gå for i Aften da.”
Gunnars Modstand, der forøvrigt aldrig havde nogen rigtig Bund, var altid hurtigt brudt. - Drengene kom snart hen til det Hus, hvor de to Handelsmedhjælpere boede. De gik ind i Entréen og op ad en Mængde smalle Trapper, til de endelig nåede det Kvistværelse, hvor Steffensen logerede. Det var næsten ikke til at få Øje på noget, sådan en Tobaksrøg var der inde i det lille Hummer. Steffensen hilste dem med et stormende Velkommen. Henne fra Chaiselongen lød nogle søvnige Grynt. Det var den tykke Hansen, der lå her i en Tilstand, der nærmede sig Søvnen betænkelig.
„Kommer I nu endelig?” gabede han. „Skal vi så have Kortene frem, I to Starudser?”
„Ja, vi har længtes noget så gebommerlig efter jer. - Tykke var næsten ikke til at holde Liv i, sådan længtes han!” forklarede Steffensen grinende.
Han gik hen til et vaklevorent Skrivebord, der stod over et Hjørne, så det kunne støtte sine ormstukne, skrøbelige Baglemmer. Fire Glas og en korthalset Romflaske stod på Skriveunderlaget. Der var Sukker i en Papirspose. Henne i Kakkelovnen snurrede en Blikkedel. - Han fandt to Spil medtagne Kort i en Skuffe og smed dem hen på Bordet.
„Tag så op om Makker, mens jeg finder Cigaretter til vore unge Gæster! - - - Pas nu på Tykke! - Han kan pakke Kortene.”
Det var mærkeligt at se den Forandring, der foregik med Hansen i samme Øjeblik, Kortene kom på Bordet. Mageligheden var som blæst af ham. Hurtigt rejste han sig over Ende og gav med fabelagtig Hastighed Kortene nogle Stød, så begyndte han at give rundt. Det så ud, som om det var en stærkt roterende Maskine, der blev sat i Gang.
„Træk så!” - Han holdt det andet Spil frem. „Højest og lavest er sammen! - Jeg har givet!”
Hvordan det nu gik til eller ikke, så blev Hansen og Steffensen Makre. - Dette gentog sig så regelmæssigt, at alle andre end netop et Par store, dumme Drenge ville være blevet mistænksomme.
„Høh! Høh!” grinede Hansen. „Det bliver os to, Steffensen, der skal have de to unge Herrer imod os. Det ved jeg Søren jensemig ikke om jeg tør! - Hæh! De har jo gået i fin Skole, lært Matematik og alt det andet Stads!”
Gunnar var, trods sin Stolthed over at være i Selskab med de to voksne Handelsmedhjælpere, ret betænkelig ved Makkerfordelingen. Han vidste, at når han og Poul var sammen, tabte de aldeles afgjort. Han sagde imidlertid ikke noget. Man trak jo om Makkerskabet.
„Hvor højt spiller vi?” spurgte Steffensen, der var ved at pirre op i Kakkelovnen.
„Det skal vel være som sædvanlig!” brummede tykke Hansen, der var ivrigt i Gang med at ordne sine Kort.
„Jeg er ked af det Barnespil med den Tiendedel Øre! - Det er jo noget, som gamle Damer kan more sig med. - Det er ikke et Spil for voksne Mandfolk. - Skal vi ikke sætte det op til en halv - bare for i Aften!” foreslog Steffensen.
„For min Skyld ingen Alarm!” svarede Hansen hurtigt.
Gunnar fo'r forskrækket sammen. Han havde gjort den Erfaring, at det nemt lod. sig gøre at tabe et Par Kroner, når mån spillede om en Tiendedel Øre. - Kom det nu op på en halv, blev Tabet ti Kroner.
„Det går jeg ikke med til. - Man kan jo tabe en Masse Penge!”
„Der kan da også vindes!” grinede Hansen. „Det kan jo være, at du kunne vinde de seksten Kroner tilbage, du skylder mig!”
„Jeg vil ikke spille så højt!” protesterede Gunnar. „Det vil du vel heller ikke, Poul?”
Poul og Hansen vekslede et Blik, som egentlig kunne have fortalt Gunnar en hel Del; men han sad og så ned i sine Kort, som han havde taget op. Det var en oplagt „sans á tout”.
„Nå, hvad skal man sige til det? - For en Gangs Skyld kan det ikke være så farligt, tænker jeg.”
Steffensen tog sine Kort. - „Hvem melder?” spurgte han.
Tykke Hansen meldte Ruder.
„Vi melder vel ikke, før Spillet er bestemt?” indvendte Steffensen pludselig.
„Sans” sagde Gunnar ivrigt.
„Du går altså med til en halv?”
„Selvfølgelig!”
Spillets Djævel havde allerede fanget ham i sine grådige Kløer.
Steffensen meldte to Ruder, Poul to „sans”, Hansen tre Ruder, og Gunnar fik Spillet for tre „sans”, som Hansen øjeblikkelig doublede. - Så begyndte den spændende Kamp. Gunnar havde aldrig spillet så godt - måske heller aldrig lagt så megen Alvor i Spillet. Resultatet blev, at han gjorde sine to Modparter store Slem.
Hansen gjorde Regnskabet op. - Han sendte sin Ven, Steffensen, et lurende Blik med det ene Øje - blot en Antydning, og så fo'r hans Blyant op og ned ad Rubrikken med fabelagtig Hast.
„Først 120 under Stregen! - 100 for at holde Doublingen! 100 for „game”. - Så havde du fire Esser på egen Hånd - 200! - Lad os se 120+100++100+200, det er 520! - Vundet 2 Kr. 60 Øre! - Gratulerer, unge Mand! - Den var jo fin.”
Gunnar rødmede. Han var så ophidset af Spillet, at han næppe kunne blande Kortene.
„Dette her må vi have en Hjertestyrkning på!” sagde Steffensen. „Jeg har ingen Citronvand i Aften; men I kan vel også drikke en svag Toddy, uden at den slår jeres Lue af - sådan en ren Barnepunch?”
„Jeg drikker ikke Spiritus,” sagde Gunnar.
„Da har jeg såmænd tit drukket en Toddy,” grinede Poul, „også når min Far så på det. - Men du kan vel ikke kysse din Mor til Godnat, når du lugter af Spiritus!”
Poul kunne nok drille, og han kendte Gunnars svage Steder. - Steffensen lavede Glassene i Stand, da det blev hans Tid til at sidde over. - Han satte også et ved Siden af Gunnar, og Drengen smagte på Drikken. - Den var lidt kraftig, syntes han, men den smagte ikke ilde.
- - -
To Timer senere.
Ilden var ved at dø ud i Kakkelovnen, og alligevel syntes Gunnar, at der var kvælende hedt inde i det lille Værelse. Store Sveddråber perlede på hans Pande. Spillet havde gået sin første Omgang, og nu var det atter ham og Poul, der var Makre. - Han tabte forfærdeligt. Gang på Gang gik det galt, og hans Spil blev vildere. Han doublede og tabte, redoublede næste Gang og tabte endnu værre end sidst.
Uden at tænke på, hvad han gjorde, skyllede han en nyskænket flammehed Romtoddy i sig. - Den stimulerede, syntes han. - Poul gik det modsat. Han blev tvær og søvnig. For Resten spillede han ikke ret ofte. Når Gunnar og han var Makre, var det altid Gunnar, der ville føre Spillet, og når han var sammen med Hansen eller Steffensen, gav han sig altid ind under deres Meldinger og holdt sine tilbage.
Endelig sluttede en Rubber. Hansen var ved at gøre Regnskab. - Blyanten fo'r atter op og ned ad Talrækken.
„Hvor meget har jeg tabt?” spurgte Gunnar med tyk Tunge.
„Lad mig se - fire - syv - tretten - nitten - to og tyve og halvtreds! - Rask Omsætning! - Tabt Driftskapital! - Ha!” grinede Hansen.
„Hvor meget har Poul tabt?” - Gunnar var voldsomt ophidset.
„Tre Kroner og tyve!”
„Hvor meget skylder jeg nu Dem ialt?” Han søgte at holde Hansens Øjne fast. Men det hele dansede for ham. Alt havde ligesom en Tilbøjelighed til at dreje til venstre.
„Skidt! - Lad os nu ikke snakke om det!” smilede tykke Hansen venligt. „Det klarer vi en anden Gang! - Mine Fødder er kolde! - Lad os lige få en Punch mere!”
Han blinkede til Steffensen, der gik hen og hentede Romflasken.
„Ja, det er godt nok! - Jeg har heller ikke nogen Penge på mig. - Det vil sige - ikke så mange! - Jeg vil vide det! - for jeg skal have nogen ud af Banken. - - - for jeg har penge i Banken. - - - Det tror I måske ikke, I Diskenspringere? - - - I er nogle slemme Idioter!” lallede han.
Han slog et Tjat i Bordet. Det var ment som et Næveslag; men det blev kun til et ynkeligt Dask. Han lænede sig frem for at se Regnskabet, som tykke Hansen stadig tumlede med. - Dette Øjeblik benyttede Steffensen til at hælde mere Rom i Gunnars Glas. - Poul var på dette Tidspunkt sunket sammen i Kurvestolen. Han sov.
„Ja-a, når du endelig vil vide det, så har du tabt 17 Kr. 20 Øre til mig i Aften,” oplyste Hansen. „Med de seksten, du skylder mig i Forvejen, bliver det alt så til 33 Kr. 20 Øre - uden Renter!” Det sidste, der vel var ment som en Spøg, gjorde Gunnar, der endnu havde lidt af sin Opfattelsesevne i Behold, helt rasende.
„Renter! - Uforskammede Slyngel! - Skal jeg betale Renter?”
„Tja! - Du siger jo, at du er Bankmand, og så må du da vide, at man ikke kan have Penge stående ude uden Renter. - Jeg har tænkt mig, at du skal slippe billigt. Seks Procent om Måneden må vel nok kaldes rimeligt?”
Hansen, der også begyndte at mærke Rusens Virkning, blev sur og trættekær.
„Det er der ikke noget at sige til,” indskød Steffensen. „Seks Procent er altid billigt.”
Gunnar sad og stirrede stift ned foran sig. - Så greb han sit Glas og tømte det i et Drag.
„Han sagde om Måneden!” skreg han. „Det er da 48 Procent om Året.”
„Nu er du fuld, Frederiksen!” drævede Hansen. „Jeg sagde seks Procent om Måneden; seks Gange tolv er to og halvfjerds! - Du er nemlig et usikkert Firma, og du må heller ikke tro, at jeg vil have mine Penge stående hos dig et År! - Nej, det er mig, der stiller Betingelser.”
„Jeg betaler aldrig de Penge!”
Gunnars Tunge var ved at slå Klik. Han var så rød i Hovedet som en kogt Krebs.
„Det er lige meget! - Jeg skal nemt få mine Penge!” smilede Hansen ondt.
„Jeg betaler dem ikke!”
„Det gør - slet - ingen - Ting!” Hansen efterabede Gunnars Tale.
„Gør - De - Nar - ad mig?”
„Haha! Haha!”
„Jeg siger Dem, jeg - betaler - ikke!”
„Det gør ikke et Skud! - Så henvender jeg mig til Fru Frederiksen. Hun vil sikkert gerne betale.”
Gunnar stirrede på ham med store, forskrækkede Øjne. - Han var nu så ødelagt af den stærke Rom, at han kun halvt opfattede, hvad der foregik. Så meget var han imidlertid klar over, at han ikke ville have sin Mor blandet ind i dette her.
„De går ikke til min Mor! - Slyngelhuskarl!”
„Jeg skal så gerne lade være, når du kun betaler mig mine Penge. Jeg vil have dem med Renter, forstår du!” fnisede tykke Hansen, der nu blev klar over, hvordan Spiritussen havde Tag i Drengen. „Lægger du Pengene på Bordet, så er det en anden Sag, så må du både være grov og bruge Skældsord. Det er den Slags, en Handelsmand må finde sig i.” Men pludselig brølede han op: „Du kan ikke komme her og give dig af med at spille Kort med voksne Folk, når du ikke vil rette for dit Tab. - Jeg må altså have Lov til at henvende mig til din Mor, forstår du det, din vigtige Hvalp?”
Gunnar gloede dumt frem for sig. - Han kunne ikke holde Begivenhederne ude fra hverandre. Var det en Drøm, eller var det Virkelighed? Han vidste det næppe. - Pludselig kastede han sig grædende ind over Bordet.
„Jeg kan ikke - betale de Penge! - Det kan jeg ikke! - De må - ikke sige det til Mor! - Hører De, Hansen! - Det må De ikke!”
„Ikke Tale om! - Det gør jeg kun i Nødsfald! Tro ikke, at jeg er en skidt Kammerat! - Du kan jo betale Steffensen og mig det Par Skilling afdragsvis. - - - Det ordner sig nok, skal du se, lille Frederiksen! - Nu er du fuld!- Det har vi allesammen været! - Men vi snakker om Tingene i Morgen eller en anden Dag! - Forstår du!- Vi kan da nemt ordne de Paragraffer!”
„Jeg er ikke fuld! - - Jeg - er - syg!” jamrede Drengen.
Og det var sandt! - Han havde en frygtelig Kvalme. - Han skulle kaste op. Alt kørte rundt for ham. - Så kom der nogle ynkelige Øjeblikke, hvor de to værdige Kammerater, Hansen og Steffensen måtte til at tage sig af deres stakkels Offer.
Lidt efter lidt kom han til Hægterne igen og sad og gloede i en Kurvestol. Hans Hjerne og Sanser var sløvede. Nu kunne han slet ikke følge, hvad der foregik.
„Så fik vi ham i Gyngen, Steffensen,” grinede tykke Hansen. „Nu skal vi nok lære ham, at det koster Penge at være i voksent Selskab. - Det har han godt af den vigtige Unge!”
„Vil du da virkelig snakke med Fru Frederiksen om det?” spurgte Steffensen, der ikke helt kunne lide en sådan Fremgangsmåde.
„Nej, det kunne ikke falde mig ind. - Jeg vil klemme ham, forstår du. - Vi lever i Nedskæringens Tid, så det gælder om at skaffe sig forøgede Indtægter.”
„Gunnar sov nu lige så fast som Poul, og de to gæstfri Værter fandt, at det var på Tide at få Drengene hjem.
„Skal vi så fjerne Ligene, Tykke?” grinede Steffensen.
„Lad gå med det! - Vi leverer først ham der,” sagde han og pegede på Gunnar. „Den anden bor jo lige ved Siden af, så ham vipper vi ind, når vi kommer tilbage. - Det kan såmænd være helt rart at komme en Tur i Luften.”
De trak Gunnar i Regnfrakken, satte Sportshuen avet på Hovedet af ham og sørgede omhyggeligt for at få hans Mappe med Handelsskolebøgerne med. Det var slet ikke så let at få ham ned ad Trapperne, for han var så slatten som en Klud, og de holdt ikke af at vække Husets Beboere. Midt på Trappen var der et Øjeblik, hvor Gunnar helt lod være med at støtte på Benene; men da tog tykke Hansen en rask Beslutning. Han tog Knægten midt om Livet og vippede ham op på sin Skulder, som om han var en Melsæk. Han var vant til at bære tunge Byrder ned ad Pakhustrapperne.
Hvordan Gunnar kom ud til Villaen på Strandstien, anede han ikke selv ret meget om. - Der blev et Hul i hans Erindring om Aftenens Begivenheder på dette Punkt.
Der brændte endnu Lys i Fru Frederiksens Soveværelse. De to unge Labaner så det nok og gik så forsigtigt, som de kunne, med deres viljeløse Offer. Med Udfoldelsen af megen Kunst og Snedighed fik de Gunnar sat på Trappen ved Døren, og så ringede de på Dørklokken.
„Så er der ingen, der kan forlange mere af os,” sagde tykke Hansen pustende, da de atter var ude på Vejen. „Vi har da gjort, hvad vi kunne, for at han kom pænt hjem.”
„Det var for lidt, du ringede,” sagde Steffensen. „Vi vil da ikke risikere, at han sidder dér og fryser ihjel.”
En skingrende Klokkeringning skar gennem den nattestille Villa. Fru Frederiksen vågnede med et Sæt, stod op og tog Tøfler på for at gå ned og åbne Gadedøren.
Stakkels, stakkels Fru Frederiksen.