WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Skibbrud




(1930)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


11. Tykke Hansens Nytårsregning

   Julen var forbi, Nytår med, og den lille Provinsby var ved at falde tilbage i den grå Hverdag igen efter den Feststemning, der altid følger med de mange Højtidsdage. - „Svanen” var forlængst udlosset, og den lå nu tom og forladt i Havnen, der var helt tilfrossen. Hans fra Thurø og Lars fra Hou var hjemme hos deres Forældre, og kun Maskin-Mikkel blev i Byen. Han havde ingen Steder at rejse hen, og så kom han til at bo i et Loftsværelse hos Skipper Nielsens; hverken Skipperen eller hans Kone kunne lide, at den flinke Fyr skulle leje sig ind hos fremmede.
   Mikkel forsømte ikke at bruge Tiden. Han tilbragte de korte Dage om Bord i „Svanen”, hvor han skilte Motoren ad i alle dens Bestanddele og gav den et yderst grundigt Eftersyn.
   Harald og hans Far sad hjemme i et andet Loftskammer end det, Mikkel beboede. De reparerede Sejl, og det er et Arbejde, der tager på Hænderne, så længe man ikke har lært at bruge Sejlmagerhandsken rigtigt. Man undgår ikke at få mangt et dybt Stik af den lumske Nål.
   En Dag, et Stykke Tid efter Nytår, traf Harald Gunnar på Gaden. Han havde ikke set hverken ham eller Inger; men den lille Erna havde bragt ham en Tak for det smukke Bælte. Forøvrigt var den lille Piges Visit inde i Nabovillaen Juledag kun blevet ganske kort. Hun holdt ikke af at være der, når Gunnar var hjemme.
   Harald lod imidlertid som ingenting og gik frejdigt hen til sin gamle Kammerat.
   „God Dag, Gunnar! - Glædeligt Nytår!” sagde han muntert. „Jeg har længtes svært efter at se dig; men du har holdt dig godt skjult.”
   Gunnar så hånligt på ham.
   „God Dag!” Nytårsønsket gengældte han ikke. „Nå, De er hjemme i Julen. - Det anede jeg ikke noget om.”
   Det var selvfølgelig ikke sandt. Han havde tilmed været rasende Juledag over det Bælte, Harald havde sendt Inger. - Han havde kaldt det hæsligt. Der var ingen, der gik med sådan et Bælte; det var noget billigt Kram, kunne enhver se. - Dette var heller ikke sandt, for det var smukt Håndarbejde, og havde kostet Harald et stort Hul i Landgangspengene. - Endelig havde han påstået, at det var frækt af den Skippersnude at sende Foræringer til Folk, han slet ikke kendte eller havde det mindste med at gøre.
   Harald studsede ved det formelle „De”. - Han måtte have hørt fejl? - Det var da ganske umuligt, at Harald kunne falde på at bruge en sådan Tiltale til en gammel Skolekammerat.
   „Ja, vi slap da hjem, skønt du kan stole på, det kneb. Sikken Storm vi havde ved Bornholm. - Vi lå underdrejet et helt Døgn.”
   „Underdrejet? - - - Ja, De må undskylde, men jeg forstår ikke de barbariske Sømandsudtryk. - Er det det samme som, at I var fulde?”
   „Fulde? - Jeg tror, du er tosset! - Far drikker jo aldrig Spiritus, og han tillader ikke vore Folk at have noget med om Bord. - Nej! Vi lå med Snuden op i Søen og med Bølgerne ind over os hele Tiden, og det frøs, så vi var ved. at skride af Dækket og ud i Baljen hvert Øjeblik.”
   „Baljen? - Hvad er det for en Balje, De taler om?”
   Denne Gang var Trykket på „De” så tydeligt, at det ikke kunne overhøres.
   „Hør nu, Gunnar!” Haralds Stemme var alvorlig. „Jeg forstår, at du er vred på mig endnu. - At du siger „De” til mig, er jo fuldkommen latterligt. - Men det må du selv om; men nu er der noget, jeg ønsker at sige dig. - Du ved så knusende godt, at jeg ikke overfaldt dig i Sommer; men at du udfordrede mig til Slagsmål, og at du fik Klø? - Det stemmer, Tøsedreng!”
   „Tøsedreng? - - - Hvad mener De, Nielsen? - Mon De ikke snarere svarer til den Betegnelse? - Hvorfor i Alverden overvælder De min lille Søster med Gaver og Breve? - Hun er jo kun et Barn, og min Mor er meget ked af Deres kluntede Påtrængenhed.”
   Åh, hvor det sved! - Harald. blev ligbleg. Et Øjeblik stod han parat til at anvende den gamle Skoledrengeudvej at ordne Fornærmelsen på Stedet med en Dragt Prygl. - Men så tog han sig sammen og blev stående tavs med skælvende Næsebor.
   „Og så vil jeg blot sige Dem, Nielsen, at jeg ikke ønsker at kende Dem eller at hilse på Dem. De forstår jo nok, at efter det, der er foregået, er vi to færdige med hinanden. - Jeg hører til i andre Kredse end De, og vi to har intet - slet intet - med hinanden at bestille!”
   Gunnar efterlignede omhyggeligt Direktør Hansen i Banken, når han gav en af Personalet en Opstrammer. Han havde selv fået så mange, at han havde haft rig Anledning til at gøre Studier.
   Harald stod et Øjeblik og så på ham. Det kogte i ham; men han besindede sig. Pludselig stak han begge Hænder i Lommerne og så foragteligt på Gunnar.
   „Prås!” råbte han. „Du bilder dig vist ind, at du er noget!”
   Så vendte han ham Ryggen og gik fløjtende ned ad Gaden.
   Det var næppe det Udfald, Gunnar havde ventet sig; men på den anden Side var han helt tilfreds med sig selv. - Nu var den Søulk vel nok sat på Plads. - Han gik så langsomt hen mod Banken med sin Mappe under Armen. Han havde været ude for at præsentere Veksler.
   Da han passerede Worms Forretning, bankede tykke Hansen på Kontorvinduet og betydede ham, at han skulle komme ind. - Der måtte vel være et eller andet, der skulle sendes hen i Banken, tænkte han. - I de sidste tre Uger havde han ikke haft noget at gøre med hverken Steffensen eller Hansen; de to Herrer havde været for optaget af Travlheden i Forretningen.
   Gunnar gik ind. Vejen førte gennem Butikken; men Poul var der ikke. Han var med sine Forældre på et lille Besøg i København.
   Tykke Hansen modtog Gunnar inde i Kontoret med sit sædvanlige, fedtede Smil.
   „God Dag, Frederiksen! - Skulle det ikke være en lille Formiddags-Cigar? - Ikke det? - Så en Teofani? - Kings Own, vældig fint Mærke? - - - Og det er sandt! Glædeligt Nytår! ,skulle man vel sige, Frederiksen! - Tak for det gamle! - Det har været en stor Glæde at gøre Deres Bekendtskab.”
   Gunnar svarede med et „Tak i lige Måde” og tændte Cigaretten.
   „Man er jo Chef på Kontoret i disse Dage! - Nu kommer Statusopgørelsen og Nytårsregningerne, ja, de gør såmænd, både Forretningens og ens egne.”
   „Vi har også lidt travlt henne i Banken. - Terminen er forbi! - Men der er så meget andet, der er blevet forsømt,” sagde Gunnar, der nok holdt af at lade skinne igennem, at han var ret nøje inde i Bankens Forhold.
   „Selvfølgelig! - Og det er Folk som os, det går ud over, Frederiksen. Vi er Trældyrene for Chefernes og Direktørernes Vogne. - - - Her skal vi nu til at sende Regninger ud. Se, de Stabler der!” Han pegede på nogle Bunker blå Breve. „Desværre må jeg sige, at jeg også selv venter en Del Nytårshilsener! - Man er jo letsindig og tager på Regning, hvad man aldrig skulle gøre. - Den Slaveløn, man får, forslår ingen Steder!”
   „Nå, det er vel en ganske god Stilling, De har her hos Worm!” indskød Gunnar.
   „God! - Ja, De kan sagtens tale med. Deres Mor er jo en rig Dame! - Men ser De - - - jeg er jo ikke meget for at tale om det, men De skylder mig jo - et - - - æh - - oh - - mindre Beløb, som jeg vil sætte Pris på at få betalt inden på Fredag!”
   „Skylder Dem? - Nå, De mener - den Smule Tab i Spil?”
   „Glæder mig, at De synes, det kun er en Smule! - Nå, men De er jo Rigmandssøn, mens en anden er begyndt nedefra. - Jo, jeg er såmænd startet som Bydreng i Maribo. - Det er jeg!” Han tog en Lommebog op. „Her har vi Regnskabet. Det bliver pr. 31. December akkurat 145 Kr. 75 Øre.”
   „Det er Løgn!” skreg Gunnar hidsigt. „Så meget kan det ikke være. Jeg skylder Dem måske halvtreds Koner - ikke en Øre mere!”
   „Lad være med at skrige sådan op. - Der kunne nogen høre Dem ude i Butikken. Det er ikke værd at, få sådan noget ud mellem Folk - Vel? Værsågod! - Her kan De selv se Posterne og de enkelte Datoer.
   Selvfølgelig agter jeg ikke at gå til Retten med det. Spillegæld er Æresgæld!”
   Han lod Gunnar se Siden i Lommebogen, hvor Posterne stod opførte. „Kan De se, det stemmer! - Jeg har bare overtaget de Beløb, De skylder Steffensen, da jeg formente, det var bedst, at De havde Gælden samlet hos en. Det er altså sket af Hensyn til Dem.”
   „Det kan aldrig passe! - Jeg skylder ikke sådan en Masse Penge bort!” stønnede Gunnar grædefærdig.
   Men nu gik alt det glatte af Tykke Hansen. Hans Ansigt blev trods Fedmen stenhårdt. Der kom et ondt Udtryk i hans små Griseøjne, og han slog sin Bog sammen med et Smæld.
   „Nå, så De tror, De kan rende fra det? - Nej, sådan leger Sofus Hansen ikke! - De vil måske oven i Købet beskylde mig for at føre falsk Regnskab. - - - Det kan du stole på, min søde Dreng, at du skal komme til at fortryde. - Jeg vil have mine Penge, det vil jeg sige dig! - Får jeg dem ikke inden Fredag Aften Kl. 8, så går jeg ud til din Mor og forlanger dem. - Hun er sikkert så klog en Kone, at hun vælger at betale for sin Skidtknægt af et Pattebarn!”
   „De må da ikke gå ud til Mor om det,” bad Gunnar.
   „Betaler du Pengene inden Fredag Aften, er der ingen Ko på Isen. - Du har vel selv en Bankbog ligesom alle fine Folks Børn? - Nå, men er Skejserne der ikke inden Fredag Aften, så kan du stole på, at jeg skal lege med dig, din Pattegris ! - Nu kan du gå! - Nu har du hørt, hvad Sofus Hansen havde at fortælle dig!”
   Lidt efter stod Gunnar som bedøvet ude på Gaden.
   - - -
   Gunnar vaklede sanseløs hen mod Banken. Det var, som havde han fået et Kølleslag mellem Øjnene. Inderst inde havde han jo altid vidst, at Tykke Hansen var en grim Fyr, som det var bedst ikke at have noget med at gøre. - Men der havde været alt for megen Tillokkelse i at komme sammen med de to voksne Handelsmedhjælpere, at blive behandlet som deres Ligemand og at kunne vise sig i deres Selskab. Nu var Timen kommet, da den ækle Fyr viste sit sande Ansigt.
   Som i en Døs afleverede han Mappen, da han kom ind, og Assistenten måtte tre Gange spørge ham om den samme Ting, inden det gik op for ham, hvad det drejede sig om, og inden han var i Stand til at kunne svare.
   „Hør, Frederiksen!” sagde Assistenten, en ung flink Mand, der hed Møller. „Det går ikke med al den Nattebummel, De er inde i. De står jo og sover og aner ikke, hvad De har mellem Hænderne. - De skal holde Dem fra Worms Bogholder. Han er ikke noget fint Papir, og de bedre unge Mennesker her i Byen vil ikke have noget med ham at gøre! - - - Nå, det er jo ikke noget, der kommer mig ved; men det er da også kun ment som et godt Råd.”
   Gunnar gik hen til den rødmalede Pult. Hvad han foretog sig dér, kunne han ikke have forklaret, om nogen havde spurgt ham. - Tykke Hansen skulle han nok vide at holde sig fra i Fremtiden, når han fik ham de Penge betalt.
   Men hvordan skulle han gøre det? - Han havde ganske vist nogle Hundrede Kroner, der stod i Banken; men hvordan skulle han få fat i sin Bankbog, uden at hans Mor opdagede det? - Det kunne kun ske ved Lejlighed, for den blev gemt i hans Faders Pengeskab derhjemme, og det måtte ingen anden end hun røre.
   Fik han bare fart i Bogen, var det en let Sag at hæve et Hundrede og halvtreds Kroner. - Hans Mor faldt såmænd aldrig på at se i den.
   Kunne det dog ikke ordnes på en eller anden Måde?
   Her flød jo Penge rundt om ham! - Det var bare at rage til sig! - Blot to af de brune Lapper henne fra Kassererens Pult, hvor der lå hele Stabler af Pengesedler i alle Størrelser. - - Kunne han ikke få fat i et Par Stykker - blot for nogle få Dage, til han kunne få sin egen Bankbog ud af Pengeskabet derhjemme. - I Dag var det Onsdag, i Morgen Torsdag, og på Fredag inden Klokken otte skulle Hansen have sine Penge.”
   Ikke Tale om, at han skyldte ham så meget! - Hansen var en Kæltring! - - - Men han havde jo selv givet sig af med at spille med ham, og han havde flere Gange drukket for meget siden hin Novemberaften.
   „Frederiksen! - De sover!” råbte Kassereren ind i Øret på ham. „Der er Indlån, der skal føres! Rap Dem nu!”
   „Han er helt åndssløv i Dag,” sagde Møller, Assistenten, „han har ikke været til at drive et fornuftigt Ord af.”
   Gunnar gik i Gang med at føre nogle Beløb ind i Bøgerne, og han måtte flere Gange gå frem og tilbage forbi Kassererens Pult med de tunge Protokoller. - Han lagde Mærke til, at nogle løse Hundredekronesedler lå meget yderlig - ligefrem fristende langt ude. - Men række en Hånd ud og tage to af dem, turde han ikke.
   „Kunne jeg få Tag i nogle af de Penge, uden nogen opdagede det!” tænkte han. „Om to Dage får jeg sikkert fat i min Bankbog. - Så hæver jeg to Hundrede Kroner og lægger dem på Kassererens Pult, uden nogen mærker det!”
   „Det er at stjæle! - Det er at stjæle!” sang det inde i hans Hjerne. „Hvad var det nu, der stod i det Skriftsprog. - Tyve og Røvere skal ikke arve Guds Rige! - - - Hvad så med de mange store Mænd, der ofte stjæler af andres Penge, Bankdirektører, Vekselerere, Børsspekulanter og mange flere. - Aviserne er fulde af den Slags Historier. - Jeg lægger jo Pengene tilbage igen i Løbet af to-tre Dage.”
   „Frederiksen! - Kommer de Bøger snart? - Vi kan ikke have Dem til at stå dår og snorke! De er mildest talt umulig i Dag!” Det var atter Assistent Møller, der passede Skranken, som måtte vække Gunnar op til at varetage sine Pligter.
   Nu måtte han tage sig sammen. To-tre Bøger hørte hjemme i samme Protokol. Nu skulle der hentes en ny. Atter passerede han Kassererens Pult. - Dersom han nu kom til at strejfe den Stabel Pengesedler, der lå så yderligt, måtte de alle falde ned. - Det var sket for nogen Tid siden, og da havde Kassereren ladet ham være ene om at samle op.
   Så var Lejligheden der. - Men når Kassen blev gjort op, ville man savne Beløbet. Åh, der var så tit en Uoverensstemmelse, som man søgte efter i flere Dage. - Ingen ville falde på, at det var ham, der havde taget Pengene. - Hans Mor var jo rig. Hvem ville vove at beskylde ham for Tyveri!
   Sludder! Det var jo ikke Tyveri. - Bare et Lån i - måske - to-tre - nej, kun én Dag! - Han kunne jo med Lethed få den Sag ordnet, når han først fik fat i sin Bankbog. - Så ville der være to Hundrede Kroner for meget i Kassen. - Som de ville spekulere over, hvordan det var gået til! Men det skulle han nok lave sådan, at de aldrig fandt ud af det.
   Hele to Gange passerede han Kassererens Pult, inden Lejligheden kom. - Men nu var der atter kommet nye Stabler til, idet et Bud fra en større Virksomhed havde afleveret mange Tusinde Kroner i Kontanter. - Kassereren var meget ivrigt beskæftiget med at tælle efter.
   Med en rask Bevægelse med Albuen - åh, det kom så naturligt - strejfede Gunnar Seddelstakken og rev den ned, da han gik forbi med sin store Protokol.
   „Undskyld! - Jeg kom for nær til Deres Pult!” stammede han, smed Protokollen fra sig og begyndte at samle op. Kassereren gryntede arrigt men blev ved at tælle.
   Gunnar stod bøjet over de adsplittede Pengesedler og var tilsyneladende kun beskæftiget med at samle sammen; men han holdt samtidig Øje med alle sine Omgivelser, at ingen stod og iagttog ham. - Nu var Bunken samlet, og han lagde den med et høfligt „Undskyld” på Kassererens Pult. - Der var absolut ingen, der havde set det mindste - og dog lå der to Hundredekronesedler i hans Jakkelomme.
   - - -
   Endelig var den sidste Kunde blevet lukket ud. Hele Bankens Personale var hver for sig ved at afslutte Dagens Arbejde. Kun den myndige og ellers så travle Direktør Hansen gik nervøst frem og tilbage mellem Pultene. Gunnar syntes, at hans Øjne stadig kom til at hvile i Direktørens, og det var en yderst ubehagelig Følelse. - Nå, det var vel kun Indbildning.
   Godt, at Klokken snart var seks, så han kunne slippe derfra.
   Pludselig så han Kassereren vende sig om mod Direktør Hansen:
   „Jeg kan umuligt få min Kasse til at stemme i Aften! - Der mangler lige to Hundrede Kroner!”
   „Det var en mærkelig Fejl.”
   „Jeg har regnet efter to Gange! - Jeg plejer ellers ikke at regne galt.”
   „Nej! - Der er måske begået en Fejl et andet Sted! - - - Frederiksen, gå med ind på mit Kontor! - Jeg vil tale lidt med Dem!”
   Direktøren gik hen mod sin Dør. - Gunnar fulgte ligbleg bagefter ham.
   „Hvad er der nu med den Umulius igen?” spurgte Kassereren, som var i Færd med at gå i Gang med sine Tal for tredie Gang.
   „Har har været helt skør i Eftermiddag,” sagde Møller. „Jeg er ved at gå hans Arbejde efter. Det må jeg gøre næsten hver Dag. - Jeg begriber ikke, hvad de ser i ham, siden de beholder ham her.”
   „Det er for Moderens Skyld!” bemærkede en af de kvindelige Assistenter. „Men han er en Laban.”
   „Ja, og doven som en Ulykke!” knurrede Møller.
   Da Gunnar kom ind i Privatkontoret, der lå et Par Trin højere end Ekspeditionslokalet, satte Direktør Hansen sig i sin Skrivebordsstol. Han sagde intet en lille Tid, men sad og trommede med Fingrene på Bordpladen.
   „Er du klar over, at du er den værste Drivert, vi nogen Sinde har haft i Banken?” spurgte han pludselig og så hvast op.
   Nå, det gjaldt kun en Reprimande.
   „Jeg bestiller så meget, jeg kan,” sagde Gunnar med et Tilløb til sin gamle Frækhed. Der var dog en tydelig Rysten i Stemmen.
   „Du var halvanden Time om et Par Præsentationer i Formiddags. - Enhver normal Dreng kunne gøre det på tyve Minutter. - I Eftermiddag har du sinket hele Bankens Ekspedition uhyggeligt. Er du ikke klar over det?”
   Gunnar faldt det klogest intet at sige.
   „Hvorfor rev du de Pengesedler ned?” spurgte Direktør Hansen pludselig med skarp Stemme.
   „Det var af Vanvare!” stammede Knægten.
   „Hvad Grund havde du til at rive de Penge ned?” tordnede Direktøren.
   „Det var et Uheld, Hr. Direktør!”
   „Hvorfor rev du dem ned?”
   „Jeg gjorde det ved et Uheld!”
   „Vend dine Lommer!”
   Gunnar tøvede og forsøgte at stirre Direktøren ind i Ansigtet.
   „Bliver det til noget!”
   „De beskylder mig for - - - -”
   „Kan du nu få de Lommer vendt!”
   Direktør Hansen var en meget stor og svær Mand, der ragede højt op over Gunnar.
   Der var absolut ingen Udvej! - Han måtte til det. - - - Men han undgik ligesom tilfældigt højre ydre Jakkelomme. - Pludselig fo'r Direktør Hansens store Hånd ned i den. - Da han trak den op, holdt han et Par sammenkrøllede Hundredekronesedler mellem Fingrene.
   „Jeg ville blot se din Frækhed! - Ja! Nu bliver du ydmyg nok. - Jeg stod nemlig herinde og så dig stikke Pengene til dig, mens du samlede de øvrige Sedler op. - Er du nu klar over, at du foruden at være en Slyngel også er en infam Tyveknægt? - Nu sender vi Bud efter Politiet!”
   Gunnar kastede sig rystende og grædende ned på en Stol.


Kapitel 12 >