Skibbrud
Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
12. Onkel Frederik tager Affære
Fru Frederiksen sad i sin Dagligstue. Der var kun den lille, røde Lampe på Klaveret tændt. Hun var nemlig alene med Helene. Inger havde fået Lov til at blive hos en Veninde og spise til Aften dér.Hun ventede på, at Gunnar skulle komme hjem, og hun kunne ikke forstå, at det varede så længe. Nu var Klokken næsten halv syv, og når den blev syv, skulle han møde i Handelsskolen. Det var nu heller ikke rigtigt, at de holdt ham så længe henne i den Bank, og hun skulle nok huske at tale med Direktør Spliid om det, når hun mødte ham.
Nu ringede Entréklokken. - Det måtte vel være Gunnar? - Han havde jo sin egen Entrénøgle; hun var forøvrigt ked af, at hun havde ladet ham få den. - Helene rumsterede med noget ude i Køkkenet, og Fru Frederiksen stod derfor op for at gå til Døren. Først tændte hun Lyset; men da hun lukkede op, fo'r hun forskrækket tilbage ved at se sin Søn stå derude ved Siden af Direktør Hansen. Han havde tilmed et fast Tag i Drengens Arm, skønt han slap i samme Øjeblik, Døren gik op.
„God Aften, Fru Frederiksen!” Stemmen lød høflig men barsk. „Ja, De må undskylde, at jeg kommer på en så ubelejlig Tid; men jeg må tale med Dem om Deres Søn.”
Han lod Drengen gå ind foran sig. Hun kunne se, at Gunnar var ligbleg, og at han rystede. - Der måtte være sket noget forfærdeligt.
„Vær så god at gå ind i Dagligstuen,” sagde hun, idet hun åbnede Døren og samtidig tændte Lysekronen. - Gunnar trak sin Frakke af, mens Direktøren ikke gjorde Mine til at lægge sin.
„Gå så ind, Frederiksen!” sagde han skarpt. „Jeg skal gå med det samme, når jeg har talt med Deres Mor!”
„Vær så god at sidde ned!”
„Tak!” Han satte sig med Hatten i Hånden. „Ja, der er sket noget i Banken, som nødvendiggør en Samtale med Dem, Frue!”
Hans Ord lød lidt blidere nu, for han kunne se, hvor bange hun var for det, der ville komme.
„Kan Gunnar ikke rigtig komme efter Arbejdet?” spurgte hun for at sige noget.
„Åh, det han hidtil har haft med at gøre, kan enhver blot nogenlunde normal Dreng lære på fjorten Dage; han har ganske vist haft svært ved at forstå, at det skulle læres ordentligt.” - Direktøren gjorde en Pause, for han mærkede, at han var ved af, tale sig vred igen.
„Er der da sket noget?” spurgte hun angst.
„Ja, der er sket noget meget slemt, Frue! - Vi har, hvor ondt det end gør os, været nødt til at afskedige Deres Søn. - Direktør Spliid og jeg er enige i den Sag; vi kan ikke have ham længere. - Jeg er selv gået med herud for at give Dem en Forklaring, mens Deres Søn hører på det. - Så kan han gøre Indsigelse, hvis der er noget, der ikke passer, og han mener, vi er for hårde imod ham.”
Direktør Hansen tav; men hverken Gunnar eller hans Moder sagde noget.
„Vi vidste, at Deres Søn var i slet Selskab; men vi havde ingen Grund til at blande os i hans private Forhold, før han forgreb sig på Bankens Midler, og - det har han gjort i Dag.”
„Gunnar!” skreg hans Mor. „Gunnar! Sig, at det ikke er sandt.”
Hun prøvede på at rejse sig op, men sank ligbleg ned i Stolen igen.
„De får da ikke ondt, Frue? - De ved, jeg er Pebersvend og ikke vant til at omgås Damer. - Vi ønsker ikke, at Historien skal ud mellem Byens Folk, men jeg skal dog få besørget, at de to Fyre, der har ført ham på gale Veje, skal komme ud af Byen inden alt for længe!”
„Er det Bogholder Hansen hos Worms, du har haft noget med at gøre?” spurgte hun grædende sin Søn. - Han svarede ikke men blev stående stiv og ubevægelig op ad Dørkarmen.
„Nå, De aner dog noget, Frue?”
„Ja, jeg aner det værste! - Sig mig, hvad der er sket. - Jeg skal nok være stærk.”
Selv den ret hårdhændede Direktør kunne se, at det kostede hende en fortvivlet Kamp at beherske sig.
„Vil De selv fortælle, Gunnar, eller skal jeg?”
Drengen rystede på Hovedet; men der var ikke Tårer - kun Trods - i hans Øjne.
Og så fortalte da den fremmede Mand nøgternt og knapt, hvad der var sket om Eftermiddagen. - - - Stakkels, stakkels Fru Frederiksen! - Hun brød ud i en jamrende Hulken, da han kom til at berette om, hvorledes Gunnar udførte sit klodsede og dog så beregnede Tyveri af de to Hundredekronesedler. - Han gav sig Tid og lod hende komme nogenlunde til Ro, og så fortalte han, hvad der var sket mellem Gunnar og ham i Privatkontoret. Han forklarede, hvordan Drengen havde tænkt at dække sit Tyveri ved at skaffe sig sin egen Bankbog, hæve to Hundrede Kroner og så lade dem glide ind i Kassererens Beholdning.
„Men hvad skulle han med de Penge? - Han har jo fået Lommepenge nok af mig, og desuden fik han jo også sin Gage!” jamrede Fru Frederiksen.
„Den var såmænd alt for stor til Lommepenge til sådan en Herre!” afbrød. Direktøren hende bistert. „Sagen er den, at han har tabt 147 Kr. 75 Øre i Spil til det fordrukne Svin af en Bogholder hos Købmand Worm. - Kommissen, Steffensen er det vist, han hedder, har også været med i Udplyndringen af Knægten. - Men sig mig, Frue, anede De ikke, at Deres Søn var i slet Selskab, og at han spillede?”
Fru Frederiksen anede desværre nok, at hendes Søn var i dårligt Selskab. - Der var således en Gang for ikke længe siden forsvundet en Tikroneseddel, som Helene havde lagt i Køkkenrækken. Den gamle Pige havde troet, at den var blevet taget af en Tigger; men Fru Frederiksen havde haft sine egne Tanker.
„Jo, jeg var meget ked af, at han netop kom sammen med de to unge Mænd, De nævnte!” hviskede hun.
„Kald dem ikke unge Mænd, de to Banditter! Mand bør være et Hædersnavn; men disse to er jo et Par Labaner! - Nå, vi kan imidlertid kun have ærlige Folk om os i en Bank. - Jeg talte med Direktør Spliid om det. Han har længe været ked af, at han skaffede Deres Søn den ledige Lærlingeplads hos os. - Gunnar har ikke ved nogen Lejlighed vist, at han nærede nogen som helst Interesse for sit Arbejde.” Han gjorde en lille Pause, som om han blev halvvejs bange for sine egne Ord. „Ja, De synes måske, Frue, at jeg er ubarmhjertig i mine Krav! - Men i en Bank handler man med andres Penge, og jeg holder på, at man kun skal have Folk, man kan stole på, og at en uhæderlig Mand i en Bank er en såre farlig Person. - Derfor kan og vil jeg ikke være med til at uddanne Deres Søn til en Stilling, som han synes at mangle alle Betingelser for at kunne komme til at udfylde!”
Han holdt nu op at tale et Øjeblik; men da ingen sagde noget, tog han atter fat.
„Vi har på det bestemteste forbudt vort Personale at tale om denne kedelige Sag. - Jeg håber, at den ikke kommer ud fra os! - Jeg skal imidlertid have en Samtale med Købmand Worm, så snart han kommer hjem. - Hans Søn er også godt med, så vidt jeg forstår!
Nu må De ikke tænke ondt om mig, Fru Frederiksen! - En blid Mand har jeg aldrig været. Jeg har strakt mig så vidt, jeg kunne, for min Retfærdighedsfølelse. - Jeg vil håbe, at De må finde en anden Gerning til Deres Søn, hvor han passer bedre. - God Nat!”
Så gik han. - Fru Frederiksen var så lamslået, at hun ikke kunne følge ham til Døren. - Hun blev ved at sidde i Stolen og græde, græde, som hendes Hjerte skulle briste.
„Gunnar! - Gunnar! - Har du da intet at sige?” skreg hun pludselig.
„Hvad skulle jeg sige?” spurgte han tvært. „Porcelænet er jo klinket, og - - så er der ikke mere at sige om den Ting.”
„Gunnar! - - - Hvor er du hjerteløs!” råbte hun i sin sorgfulde Harme.
Han trak på Skuldrene, gik ud af Døren og knaldede den hårdt i. - Lidt efter hørte hun, at han gik op ad Trappen til sit Værelse.
- - -
To Dage senere holdt et stort Automobil udenfor Fru Frederiksens Villa. Chaufføren var klædt i Læder. Han steg ud, en Smule usikker på Benene, som om han havde kørt en meget lang Vej og længe siddet i samme Stilling; han åbnede Døren for en midaldrende, svær Herre i Ulveskindspels.
Det var Fru Frederiksens Svoger, Ingeniør Frederiksen, Direktør for en københavnsk Storindustri. Han var hendes afdøde Mands ældste og kæreste Broder, og han havde altid været Svigerinden en fortrinlig Støtte, så hun vidste ikke bedre end at telegrafere efter ham, nu hun følte sig i så svær Nød.
Hun modtog ham i Entréen, bleg og forvåget og med rødgrædte Øjne.
„God Dag, lille Emilie!” sagde han med sin rolige, joviale Stemme. „Her har du mig altså! - Jeg kom sporenstregs, som du ser! - Vi har kørt med en Gennemsnitsfart af 60 Kilometer i Timen hele Tiden, så det er nærmest et Under, at jeg ikke er blevet nappet af Færdselspolitiet. - Du ser så traurig ud, lille Svigerske! - Er det rent galt?”
Hun gav sig straks til at græde og kunne næppe hjælpe Svogeren af Rejsetøjet.
„Så! Så! Nu bare rolig, lille Mille! - Nu er jeg her jo! - Men nu skal vi først have noget at spise! - Jeg kan mærke, at her lugter pragtfuldt af Mad. - Ja, din gamle Helene er jo en meget flink Kokkepige! - Ja, jeg har jo en Hilsen - nej, en hel Bunke Hilsener - til dig fra min Kone og Pige børnene. - Hun ville altså gerne have været med, ville Marie, men så havde jeg jo fået to at trøste. - Græd nu ikke så sindsoprivende! - Vi skal såmænd nok hitte på Råd. - Fordi en ung Knægt kommer af sin Plads, er der jo ikke sket nogen større Ulykke!”
„Åh! - Det er så slemt, så slemt, at det næsten ikke er til at sige!” mumlede hun.
„Ja, vist så! - Men du kan tro, jeg skal nok ordne de Dele. - I mine unge Dage sloges jeg med Russere og Polakker; nu til Dags slås jeg med Pengematadorer og Fagforeninger! - Du skal se, jeg skal nok ordne ham, det er sandelig min mindste Kunst. - Jeg har jo Øvelsen! - Og sørg nu for, at Jensen kommer ind i Køkkenet til Helene og får et ordentligt Foder, det Skind. - Du skal ikke være bange for, at hun bliver forelsket i ham. Han er det grimmeste Mandfolk på Sjælland. Jeg tog ham udelukkende for hans Grimheds Skyld, så er der Fred i Køkkenet, skal jeg sige dig, kære Mille; vi har jo Kokkepige og to Stuepiger.”
Ingeniør Frederiksen var altid en gemytlig Mand; men i Dag var Gemytligheden måske nok en lille Smule påtaget for at berolige Svigerinden, og han måtte i sit Indre vedgå, at han just ikke var alt for begejstret for det, der ville blive forlangt af ham. - Men han blev ved med sin hyggelige Småsnakken, mens han spiste, og søgte at opmuntre Svigerinden på enhver mulig Måde. Inger var også med ved Bordet, og han var lutter Elskværdighed mod hende også. Hun sad ellers bleg og forskræmt og syntes parat til at stikke i Gråd, hvad Øjeblik det skulle være.
Hun vidste ikke helt Besked med, hvad der var sket; men af sin Mors og Helenes Ytringer og af, hvad hun havde hørt i Skolen, forstod hun, at der var noget meget galt i Vejen med Gunnar. - Trods alle Direktør Hansens Forsikringer løb Rygtet om Begivenheden i Banken fra Dør til Dør i den lille By, og der fortaltes de mærkværdigste Ting om Gunnars Forseelse. Børn er altid ubarmhjertige, og Ingers Klassekammerater var kommet med Spørgsmål og Hentydninger, der havde været yderst pinlige for den lille Pige.
Fru Frederiksen kæmpede fortvivlet for at være rolig, så længe Måltidet varede. Hun vidste nemlig af Erfaring, at hendes Svoger kun meget nødigt gav sig af med Forretninger, når hans Mave var tom.
Gunnar var ikke med ved Bordet. - Siden hin Aften havde han i tavs og mut Trods holdt sig på sit Værelse, hvor hans Mor og Helene bragte ham Maden. - Inger havde ikke engang set ham; men hun stillede ingen Spørgsmål.
Endelig var Onkel Frederiks Appetit tilfredsstillet, og man satte sig ind i Dagligstuen for at nyde Kaffen i Ro. - Han fik Ild i en tyk, sort Cigar, som han tog op af et tungt Sølvetui. - Han lod med en Blinken Svigerinden forstå, at han ønskede, Inger skulle gå.
„Vil du ikke ud en lille Tur, Inger?” spurgte hendes Moder.
„Uf! - Det regner så grimt! - Jeg må da ikke gå ind hos Nielsens og se, hvordan lille Erna har det? - Det er så længe siden, jeg har været derinde!” spurgte hun. Hun længtes efter en fornøjelig Passiar oppe i Loftskammeret, hvor Harald og hans Far sad med Sejlmagerarbejdet.
„Gå kun, lille Inger!” sagde Fru Frederiksen med sagte Stemme. „Hils Fru Nielsen fra mig!”
Så gik Inger. - For at glæde Harald løb hun ind i sit Værelse og tog det smukke finske Bælte på.
- Onkel Frederik tog et Par lange Drag af sin sorte Cigar og så sagde han: „Nå, lille Mille, hvad er der så galt med Knægten?”
„Åh, Frederik! - Den Dreng knuser mit Hjerte. - Han var mig så uendelig kær, og nu lønner han mig med Utak! - Han har spillet Kort, drukket sig fuld og - stjålet!”
„Hov! Hov! - Der er da forhåbentlig ikke mere end det halve, der passer?” udbrød Onkel Frederik; han blev så forbavset, at han tabte den kridhvide Cigaraske ned ad sig.
„Der er vist sket meget, meget mere!” hulkede hun.
Han sagde ikke noget, men lod hende græde ud. Han var ikke uden Menneskekundskab; men hans store Godmodighed fik ham altid til at se lyst på Tingene. - Hans største Svaghed var, at han troede om sig selv, at han var en forfærdelig Bussemand, og den Rolle ville han gerne spille.
Lidt efter lidt rykkede Svigerinden frem med hele Historien. - Hun gjorde det så skånsomt overfor sin Søn som muligt, men alligevel på en sådan Måde, at intet blev fortiet af det, hun vidste Besked om. - Alligevel døjede hendes Svoger svært med at skjule, hvor forfærdet han blev over det, han hørte.
Endelig var hele den triste Beretning til Ende.
„Og du siger, at den Lømmel ikke har været at formå til at gå ud i to hele Døgn? - Da skal han få bedre for det, når jeg nu tager ham med mig til København. - Jeg skal lære ham at lystre! - Se, læse duer han ikke til. - Men jeg kan få ham uddannet til en fortræffelig Kontormand hjemme i min egen Virksomhed. - Han trænger til at komme under Disciplin, den unge Mand! - Jeg skal nok tumle ham. - På Fabrikken og i Kontorerne er der kun én Ånd, der svæver over Vandene, og det er min!”
Fru Frederiksen sukkede lettet. - Hun havde tænkt sig en sådan Løsning, og nu kom den, uden at hun havde behøvet at bede om den.
„Tak, skal du have, Frederik! - Det var, hvad jeg havde tænkt mig af dig,” sagde hun. „Du vil måske også tage ham i Huset?”
„Nåh, ja, - se, det ville vi jo så inderlig gerne, lille Mille! - Men det kniber jo med Plads!” - Der var elleve Værelser i Direktør Frederiksens Villa; men hans Kone havde på det bestemteste sagt, at hun ikke for nogen Pris ville have Emilies uartige Dreng i sit smukke, rolige Hjem. „Nej, jeg skal ordne det på en anden Måde. - Jeg har truffet Aftale med en af vore gode Folk om at tage ham. - Det er vor Hovedbogholder - en uhyre fast og bestemt Mand. - Dér kan han både bo og få Kosten, og der er han i de bedste Hænder. - Tillige er Bogholder Frandsen jo altid hjemme, mens jeg meget ofte er ude på lange Rejser.”
„Er det et rart Sted? - Tror du, de vil være gode mod ham?”
„Gode? - Det er barnløse Folk; men de er store Børnevenner. Han vil få det som Blommen i et Æg - ganske som Blommen i et Æg, min kære! - - Men nu må vi op og snakke med ham. - Han skal min Tro mærke, at der er en, der har Kommandoen, og at min Ånd svæver over Vandene!”
„Du må ikke være alt for hård mod ham, Frederik!”
„Hård! - Aldeles ikke! - Jeg vil bare være fast. Fasthed er min Fremgangsmåde, og den virker!”
Så gik Onkel Frederik op ad Trappen med tunge Skridt, der fik hvert enkelt Trin til at knage. Han gik lige ind i Værelset, hvor Gunnar lå på Divanen med en Cigaret i Munden.
„Nå, ligger du dér og slanger dig, din forhærdede Slave? - Hvordan er det, du opfører dig mod din stakkels Mor!” buldrede Onkelen løs. „Nu skal Piben få en anden Lyd. - Nu tager jeg dig med til København. Nu skal du få at føle, hvordan det er at have min Ånd svævende over Vandene!”
Gunnar rejste sig. Middagen, som var blevet bragt op til ham af Helene, havde smagt ham udmærket. - Den gamle Pige lavede en fortræffelig forloren Haresteg.
„Er det virkelig sandt, Onkel Frederik? - Så får jeg da endelig mit højeste Ønske opfyldt og kommer bort fra dette elendige Hul. - Det skal du sandelig have Tak for!” sagde Gunnar med sit elskeligste Smil.
„Uforskammede Knægt! - Forstår da da ikke, at det er en Straf, en Skam! - Du skal hjemmefra fordi din Mor ikke kan have dig, og du ikke kan være her i Byen.”
Men Gunnar lagde sig atter smilende tilbage på sin Divan og pustede den fede Røg op mod Loftet. - Onkel Frederik så et Øjeblik forbløffet på ham, og så fo'r han rasende ud af Stuen og skyndte sig ned ad Trappen med en for ham ganske usædvanlig Hastighed; men så sundede han sig og gik videre med sin sædvanlige Ro og Adstadighed. - Da han kom helt ned i Entréen blev hans Skridt langsomme og dvælende.
„Nu sagde jeg ham Sandheden!” sagde han dystert, da han kom ind i Dagligstuen til sin Svigerinde. „I få Ord - men knusende! - Sådan skal han have det. Jeg er sandelig den rette Mand til at tæmme ham, skal du se, lille Mille!”