Skibbrud

---

Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

13. Et Møde fire År senere

   En solklar Septemberdag fire År senere stod Harald ved Monumentet på Fish Street Hill i London og så sig både ængstelig og forvirret rundt for at finde en Mulighed til at passere dette travle Knudepunkt.
   Det var Lørdag. Losningen om Bord i Damperen, han sejlede med, var holdt op for et Par Timer siden, fordi Arbejderne holdt fri fra Middag, „weekend”, som det kaldes. Han havde skyndt sig at klæde sig om, da han gerne ville se lidt af London på egen Hånd og ikke havde Lyst til at følges med Kammeraterne, der gerne gik ind på den første den bedste Bar, de fandt åben. Bar'en med dens spiritusduftende Atmosfære var ikke et Sted, Harald yndede.
   Han havde nok været i London før, men det sidste Årstid havde han sejlet med Dampere, og ofte gik det på Livet løs med Losningen. Hver Time ved Kajen kostede Rederiet mange Penge, og så måtte Tiden tages i Agt. I Dag var Lejligheden der, Damperen havde ikke overdreven Hastværk, da der ikke var sluttet nogen ny Fragt.
   Harald var forhyret som fuldbefaren Matros. Han havde sejlet lidt mere end et År med sin Far, var så kommet med et Sejlskib, en tremastet Skonnert fra Svendborg, på et Par Rejser til New Foundland med Salt fra Spanien og Fisk tilbage. Hele fire Gange havde han tilbagelagt Turen over Nordatlanten med et Skib, der ikke var mere end 225 Register Tons. Det havde ikke været Fornøjelsesrejser; men det havde været Ture, der havde gjort ham til Sømand. Så var han blevet ked af den Fart, havde været en Tur hjemme og gjort en enkelt Rejse med sin Far op til Finland efter Tømmer.
   Her var de kommet til at ligge Side om Side med en stor finsk Fuldrigger, der hed „Lawrence”. Det var oprindelig en Liverpool-Longtrader; men den var blevet solgt til et Rederi i Mariehamn på Ålandsøerne. Her var Chancen for at komme på en rigtig Langfartsrejse, og Skipper Nielsen var ikke sen til at få sin Søn anbragt om Bord i Fuldskibet, der skulle rundt om Kap til Australien. Så havde han gjort en Rejse med Erts til San Francisco; derfra igen til Australien med Stykgods og så endelig til Hamburg med Hvede. På den Måde var der gået hen mod to År.
   Han havde nu opnået at få sin Sejlskibstid og skulle spare lidt sammen til Styrmandsskolen. Her kunne en Matros, der havde sejlet så længe med Sejlskib, få en meget god Hyre. En sådan Mand kan nemlig en Mængde Sømandsarbejde, som er til uvurderlig Nytte. Dampskibsmatroserne får ikke rigtig Lejlighed til at lære dette.
   Harald havde da også sine gode Dage om Bord i Damperen „Særimner” af København. Han gjorde trods sin Ungdom nærmest Tjeneste som Bådsmand og var meget afholdt af Officererne og de bedste af Kammeraterne. - Han havde lært at tale Engelsk på sine lange Rejser, og med sine gode Skolekundskaber som Grundlag havde han lært det bedre end de fleste Søfolk.
   Endelig blev der Lejlighed til at komme over Gaden, og han drev ind mod Londons Hjerte. Færdslens voldsomme Larm var ved at gå ham på Nerverne. Han fik Hovedpine ved det uhyre Spektakel af Motorkøretøjer af enhver tænkelig Slags.
   Endelig fik han Øje på et lille roligt Lyons Tea-House, hvor han gik ind og bestilte sig en Kop The med ristet Brød. Samtidig købte han et Par Postkort, for at sende en Hilsen hjem til sin Mor. Hans Far var sikkert som sædvanlig et eller andet Sted i Østersøen med „Svanen”. I År var Erik med for første Gang. Han var i Juli blevet færdig med Skolen og havde fået en Realeksamen, der var bedre end Haralds.
   Den unge Sømand lagde nok Mærke til, at de fikse Opvartersker gjorde Bemærkninger om hans høje Skikkelse og hans store, lyse, letkrusede Hår, der var blevet stærkt bleget af Sol og Vind.
   En af dem smilede endda meget indladende til ham, da hun serverede for ham.
   „Er De Svensker?” spurgte hun.
   „Nej, jeg er fra Danmark!”
   „Danmark? - Er det ikke også en Slags Svenskere, der bor dér?”
   Han lo og sagde, at det skulle nok passe og tog atter fat på at skrive sine Kort. Den lille Londonerinde fjernede sig let fornærmet; hun forstod nok, at hun havde sagt noget dumt.
   Det var mindst to År siden, Harald havde talt med en ung Pige, og det var vistnok det, der fik ham til at tænke på Inger. - Hvor var det dog mange År siden, han sidst havde talt med hende eller set hende. - Det Par Uger, han havde været hjemme, havde været midt i Sommertiden, og da havde hun været på Ferierejse med sin Mor.
   Så udsøgte han et af sine Postkort, et stærkt farvet Billede af Parlamentsbygningen, og skrev udenpå til „Frk. Inger Frederiksen, Villa Søfryd, Strandkøbing”. - Det gik hurtigt nok.
   Men hvad skulle han så skrive? - Det var sandelig slet ikke så nemt. For tre År siden havde han ofte skrevet et Par Ord til hende; men da var det helt anderledes, syntes han. - Hun var sikkert lige så stor som Damerne derhenne ved Disken.
   Han sad længe og drejede Blyanten betænkeligt mellem Fingrene, stak den endda i Munden og suttede på den, men lige meget hjalp det.
   Endelig tog han fat og skrev:

      Kære Inger!
   Jeg sidder på en Restaurant i London. - Der kom jeg pludselig til at tænke på dig, og derfor skal du have en Hilsen fra din gamle Kammerat.

Harald Nielsen. S/S „Særimner” af København, c/o Danish Consulate Rotterdam.

   Ja, det var såmænd det hele; men han syntes, det var en stor Bedrift. Nu kunne hun sende et Svar, om hun ville.
   Han gjorde Tegn til Betjeningen, at han ønskede at betale, og den fikse Opvartningspige kom igen. Hun stak imidlertid i at le, da hun så hans Ansigt.
   „Hvad ler De af, Miss?” spurgte han forbavset.
   „Oh, Sir! - De er helt blå i Ansigtet og på Læberne!”
   Det var en Blækstift, han havde brugt, og han havde ikke passet på, at den ville smitte af. - Hun fo'r hen til Disken og tog et lille Spejl i sin Håndtaske.
   „Se dér! - Sådan går det, når man skriver Kærlighedsbreve!” sagde hun stadig smilende.
   „Den Gavstrik,” tænkte han. „Hun kan vel ikke se, at der er et Kort imellem til en ung Pige, når de alle sammen ligger i min Trøjelomme.”
   Hun var imidlertid venlig nok til at vise ham et Toiletrum, hvor han kunne fjerne det værste af den blå Farve.
   Så gik han langsomt op ad High Holborn og New Oxford Street, til han kom til Tottenham Court Road. Her blev det atter galt med den larmende Trafik, og han stod stille og betænkte sig, om han turde vove sig ud i den eller søge at finde en Overgang, hvor en af de store Politibetjente stod og dirigerede Færdslen.
   Der stod mange og ventede ligesom han. Der var en pæn, gammel Herre, et Par nydelige Damer, en velklædt Familie, Mand og Hustru og tre-fire Børn og mange, mange andre. Histhenne stod et Par Kinesere med stive, ubevægelige Ansigter, og lige ved Siden af dem var der et Par kulsorte Negre, der snakkede og pludrede med Grinen og mange Fagter. - Jo, London var en stor By, og han måtte indrømme, at der her i den indre By også var mange nydelige og pænt klædte Mennesker.
   Nå, det gjaldt dem nu ikke alle sammen, for derhenne lige ved Brevkassen stod f. Eks. en fæl, duknakket Skikkelse. Han vendte Ryggen til, men alligevel var han slem at se på. Bukserne var flossede forneden, Bagen havde en mægtig Rift, og Trøjen så ud, som var den fisket op af en Skarnkasse. Den var tillige syet til en meget større og sværere Person. - Her i City så man ellers ikke mange af den Slags. De hørte hjemme i de fattige Kvarterer omkring Dokkerne i „East-End”. - Han gik hen for at lægge sine Breve i den morsomme, søjleformede Brevkasse; men han kunne ikke lade være med samtidig at skæve efter den bedrøvelige Skikkelse for om muligt at få et Glimt at se af Ansigtet, der næsten skjultes af den snavsede, storternede Sportshue.
   Nå, nu drejede Fyren Hovedet, og et Par sløve Øjne i et gult, rynket Ansigt med slappe Træk stirrede op på Harald.
   Det gav et Sæt i ham. Han kendte jo dette Ansigt og disse mistænksomme Øjne. - Det måtte være - - - kunne ikke være andre end - - - Nej! Det kunne ikke passe.
   Den anden så hans Forbavselse og smilede skævt. - Ja, det var vel snarest kun en Trækning i den nedadløbende Linje ved Mundvigen.
   „Åh, Sømand, kun et Par Kobberdalere til en Kollega, der lige er kommet ud af Hospitalet!” sagde Manden på Engelsk med en underlig tør og rusten Stemme og rakte Hånden frem.
   Harald rodede mellem sine løse Penge for at finde et Par Pennystykker; men han kunne ikke få fat i andet end en Sixpence, og han var ved at række den frem, da han pludselig bemærkede, at Gadetiggeren stirrede undersøgende på ham og tilsyneladende var ikke lidt overrasket.
   Det sløve Ansigt var nu så forandret, at Harald kunne se, at det var en ganske ung Mand, han havde foran sig. - Pludselig gik det op for ham, hvorfor Ansigtet havde forekommet ham bekendt.
   „Gunnar! - Er det virkelig dig? - Hvordan er det dog, du ser ud? - Jeg havde nær ikke kendt dig?” Pengestykket gled ham ud af Fingrene og faldt klirrende ned på Asfalten. - Den anden bukkede sig hurtigt, tog det op og lod det med forbavsende Færdighed forsvinde i sin Lomme.
   „Vel er det mig! - - - Tja! Nu er vi altså blevet Kolleger!” sagde han med et hæsligt Grin.
   Harald så et kort Nu ned ad sit eget solide, blå Sømandstøj.- Jo, han så både pæn og ordentlig ud.
   „Kollega? - Hvad mener du? - Jeg vidste ikke bedre, end at du var Kontormand?”
   „Har været! - Først i Banken hjemme! - Fordømt Bur! - Dirigeredes af Idioter og sindssvage! - Kom så ind i min Onkels Forretning!- Han var alt for knap med Gagen! - Så tog jeg selv, - mente, at det jo blev indenfor Familien! - For øvrigt anerkender jeg ikke Ejendomsretten. - Jeg er Kommunist.”
   „Kan du leve af, det?”
   „Leve af? - Det er en politisk Overbevisning. Nej, jeg tog ud at sejle for en tre-fire År siden - som Fyrbøder, forstår du? - Ingen Hyre at få fat i her i London. - Jeg blev lagt på Hospitalet og skulle have været hjemsendt! - Tak! Må jeg ikke bede mig fritaget for Strandkøbing.”
   Han hostede hult og holdt sig i Siden. Det var tydeligt at se, at han både var syg og sulten.
   „Har du ondt dér?” spurgte Harald.
   „Ondt! - Nå, nej! Jeg er ligesom, hvad man kalder brødflov. - Det har været skralt de sidste Dage. - I Dag har jeg ikke så meget som fået en Bitter til Morgen!”
   „Hvor længe har du gået sådan?” spurgte Harald fast.
   „Siden en Gang i Juni; men nu begynder Nætterne at blive noget kolde!” En Hosten kvalte Gunnars Stemme. Der var ikke meget tilbage af hans tidligere så overlegne Væsen.
   „Hvor bor du?”
   „Som det træffer sig. - På en Bænk i en af Parkerne, dersom jeg får Lov for Bobby. Ellers under Broerne - men oftest nede ved Embankment. - Der er man mest i Fred.”
   Harald var lige ved at få Tårer i Øjnene. - Så megen Elendighed efter så få År.
   „Er du sulten?” spurgte han.
   Der kom et grådigt Glimt i den andens Øjne. - Men han svarede ikke.
   „Følg så med! - Jeg trænger også svært til en Bid Mad!”
   Nu betænkte Harald sig ikke på at gå over Gaden. Fra et tidligere Besøg vidste han, at der var et godt billigt Spisehus på den anden Side. Gunnar fulgte efter. Han gik på en underlig luskende Måde, som om han intet så.
   Det Sted, hvor de kom ind, var en stor, meget smuk Restaurant, som lå i Tottenham Court Road, skråt overfor New Oxford Street. - Gunnars bedrøvelige Skikkelse passede ind her, som et Fugleskræmsel i et Rosenbed. - Han så sig sky om, og det var meget tydeligt, at det pinte ham, når han så Damerne trække sig forskrækkede tilbage fra hans Nærhed.
   „De kan ikke tage den Fyr med herind!” sagde en Inspektør til Harald, da de havde fundet sig et Bord. „De må gå!”
   „Det er en gammel Kammerat og jeg kan betale både det, han og jeg får! - Er det så ikke nok? - - - Han er forøvrigt lige ved at styrte af Sult!” Det sidste hviskede han ind i Øret på Inspektøren, der trak meget sigende på Skulderen.
   „Godt! - Sæt Dem så hen bag det Skærmbræt dér! - Etablissementet kan ikke have en af disse Nattefugle siddende i fuld Belysning!” føjede han lavmælt til som en Forklaring.
   Gunnar satte sig sløvt og blev siddende med den lasede, alt for store Sportshue på Hovedet; men da han havde siddet lidt, rev han den pludselig af og så sig forfjamsket rundt.
   Harald undersøgte Spisekortet, standsede ved Kalve- og Flæskepostej; det var da et godt og kraftigt Måltid. Så vinkede han ad en Opvarter.
   „Veal and ham pie!” bestilte han. „Og så to Glas Ginger Ale.”
   Det er en Slags meget forfriskende Limonade, der smager af Ingefær.
   „Hør du?” sagde Gunnar. „Kan vi ikke få en lille Apéritif? - Sådan et lille Glas Genever! - Jeg drikker ikke, ser du; men Maven er jo tom, så den trænger til Varme! - Bare et lille Glas, du! - Det hører da også til mellem Gentlemen, der ses efter mange Års Forløb!”
   „Her kan ikke fås Spiritus,” svarede Harald kort.
   „Ikke det? - Det var måske derfor, du slæbte mig herind? - Du har jo altid været så knusende moralsk. - Du skulle også holde med den dumme, gamle Friermand, når han var efter mig hjemme i Fordummelsesanstalten.”
   „Lad være med at tale om Skolen. - Den har jeg længtes efter mange Gange, det indrømmer jeg gerne.”
   „Ja, du! - Du var jo de rare Læreres elskede Kælegris! - En rigtig - æh - bæh - Tøsedreng!”
   Han brød pludselig af, for nu kom Tjeneren med Maden. Harald kunne se, at han ligefrem kæmpede med sig selv for at lade være med at rive hele den store, runde Kødpostej til sig.
   „Rigeligt med Brød!” sagde Harald kort.
   „Ja, det er jo forholdsvis billigt,” grinede Gunnar ondt.
   „Du skal ikke være bange! - Du skal nok få så meget, du kan spise!”
   Gunnar kastede sig med Grådighed over Maden. Han skar først Kødpostejen midt over, dængede den så til med Tomatsauce og skar dernæst Bidder så store, at han næppe kunne få dem ind i Munden. - Harald så på hans magre, rystende Hænder; de var frygtelig snavsede og så ud, som om de ikke havde været i Vand i flere Dage - måske Uger.
   For et Syns Skyld tog Harald også et Stykke af Postejen og sad så og nippede til den, mens han iagttog Kammeraten, der kun havde den ene Tanke, at her var der endelig en Lejlighed til at spise sig rigtig mæt.
   Endelig så det ud, som om Gunnar havde fået nok. Han spiste langsommere, hans Udtryk blev mindre grådigt, og hans Måde at behandle Kniv og Gaffel på blev mere præget af den Dannelse, han tidligere havde været i Besiddelse af.
   „Vil du have en Kop Te?” spurgte Harald.
   „Ja! - Og Kager!- Rigtige Kager!” Der kom et lystent Blink i hans Øjne, og han stirrede som fortryllet hen på et Bord, hvor en Mængde pragtfulde Kager var udstillet. „Men helst Kaffe! - Jeg har ikke smagt Kaffe i Måneder.”
   „Englændernes Kaffe duer jo ikke!”
   „Forlang „black coffee”. - Så får vi god Kaffe! - Men den koster en Shilling mere for to. - Du har måske ikke så mange Penge hos dig?” Der var kun en svag Antydning af den gamle Spytlighed i Tonen; men Harald opfattede den straks.
   „Jeg har Penge nok!” sagde han og bestilte Kaffen hos Tjeneren.
   Gunnar spiste seks-syv Kager uden at sige noget. - Men Harald kunne se på ham, at han blev mere og mere mæt.
   „Dersom du så havde en Cigaret?” sagde Gunnar endelig.
   Der blev bragt en Pakke Teofani. „Kings Own”.
   „Dit gamle Yndlingsmærke!” sagde Harald med et lille Smil.
   Gunnar tændte Cigaretten med tilfreds Mine, og det var tydeligt at se, at han nød Tobakken.
   Så lettede han Hovedet og så på Harald med et Glimt af den gamle Ondskab i Blikket.
   „Nu mener du vel om dig selv, at du har handlet lige så rosværdigt som den barmhjertige Samaritan, Børn læser om i Skolen?” spurgte han og blottede sine Tænder i en Snerren.
   „Slet ikke!” Harald så ham fast ind i Øjnene. „Men han er for Resten en af de Personer i Bibelhistorien, der interesserer mig mest. - Han var jo en god Kammerat!”
   „Tænkte jeg det ikke nok! - Nu skal jeg have en Omgang Moralprædiken. Du bilder dig ind, at du har købt dig Retten til at skælde mig ud og lappe på min Tilværelse, fordi du har givet mig et Måltid Mad, og du sidder og er så glad for dig selv og synes, du har Ret til at præsentere din Dyd og Skikkelighed på Baggrund af min - øjeblikkelige - Elendighed. - Vær nu blot forvisset om, at jeg, hvad Dag jeg ville, kunne tage en hvilken som helst Stilling og udfylde den. - Jeg var altid det bedste Hoved af os to!”
   „Såmænd! - Du kunne vist blive til noget endnu, hvis du selv ville!”
   Men Gunnar hørte slet ikke, hvad han sagde. Han vred sig, som om noget gjorde frygtelig ondt. Harald så overrasket på ham.
   „Hvad er der i Vejen?” spurgte han.
   Gunnar stønnede og småjamrede. - Inspektøren kom til og så kritisk på den lurvede Gæst. Han var en ikke helt ung Mand med megen Erfaring om Storbyens mange mærkelige Skæbner.
   „Hvad er der i Vejen?” spurgte han. „Er De syg?”
   „Det er Maven!” klynkede Gunnar.
   „Hvor længe er det siden, De fik et ordentligt Måltid?”
   „Kommer det Dem ved? - - - Men det har hverken været i denne Uge eller i den forrige.”
   „Jeg tænkte det nok! - De Herrer må helst gå nu!” Han vendte sig om mod Harald. „Han kan godt få Opkastninger, og det vil vi ikke have her! - Deres Regning Sir!” - Han rakte en Papirlap hen til den unge Sømand, der lagde en Håndfuld Penge på Bordet og begyndte at tælle Beløbet op.
   Så gik de ud og blev ved med at drive ned ad Tottenham Court Road forbi Charing Cross til London-Broen. Her satte de sig på en af Marmorbænkene. - De havde ikke talt meget, mens de gik. Gunnar havde følt sig for ilde tilpas. Nu lod han imidlertid til at have det bedre.
   „Jeg har været et Bæst mod min Mor!” sagde han pludselig og uden nogen som helst Indledning. „Kunne jeg endda komme ud med en Damper igen! Så skulle jeg vise, at jeg kan rette mig, når jeg vil.”
   „Er det din Mening?”
   „Ja, og du kan stole på, at jeg kan, når jeg vil.”
   „Godt! - Vi har fået en Fyrbøder på Hospitalet. - Vor Skipper er en god Mand, og jeg tror, jeg kan snakke med ham.”
   „Jeg har ingen papirer!”
   „Det var slemt! - Nå, men vi prøver! Du har vist ikke godt af at gå så langt som et Par Kilometer ned på den anden Side af Tower-Broen? - Vi tager den underjordiske fra Charing Cross.”
   Så gik de. - Gunnar stak sin Arm ind under Haralds! - Så mager og tynd den dog føltes! - At tænke sig, at det skulle gå så galt med Fru Frederiksens forkælede Søn!
   Det var rigtignok godt, at hun ikke så ham i denne forfærdelige Tilstand.