Skibbrud
Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
14. Katastrofen
Det var slet ikke noget let Opgave for Harald at få Gunnar Frederiksen bragt om Bord i „Særimner”. Da de i „East-End” steg op fra det underjordiske Tog, viste det sig næsten umuligt at slæbe ham forbi de mange Restaurationer og „Whisky-Shop'er”. Han tryglede, bønfaldt og truede, og det kom den ene Gang efter den anden til langsommelige Kævlerier, indtil Harald fast og bestemt tog ham i Armen og forsikrede ham, at nu havde han at lystre, ellers fik han en Dragt Prygl og kunne så få Lov at sejle sin egen Sø.Endelig kom de om Bord, og på Dækket traf Harald en af sine Kammerater, en flink Læsø-Matros, som han hviskede i Øret, at det var en gammel Kammerat, han havde med sig; imens listede Gunnar hen i Retning af Kabyssen, drevet af Madlugten.
„Du gør mig så den Tjeneste, Læsø, at tage Fyren med ned i Lukafet. Lov ham en Drink og giv ham også en, men pas på, at han ikke bliver fuld!”
„Hvad er det dog for en rædsom Tramp! - Han ser ud, som om du havde fisket ham op af Rendestenen.”
„Det har jeg også! - Men, som jeg sagde, han er en gammel Kammerat, der er i Drift. Jeg vil forsøge at få den gamle til at tage ham med hjem. - Ellers sulter han ihjel, inden der er gået en Måned.”
Læsømanden nikkede forstående, og Harald gik hen til Kahytten. Kaptajn Larsen gik sjældent i Land om Aftenen, og nu var Mørket ved at falde på. Harald bankede på Døren, og der lød et barskt „Kom ind!”
Kaptajnen sad ved Bordet i Salonen. Rundt om ham lå en Mængde Papirer. En Dampskibsfører har et helt Bogholderi at passe, og mange Penge passerer mellem År og Dag gennem hans Hænder. Harald hilste høfligt og blev stående ved Døren.
„God Aften, Nielsen! - De kommer vel ikke for at få Penge at drikke op?”
Kaptajn Larsen var en svær Sømandsskikkelse med gråt Hår og et stærkt, rødmosset Ansigt. Hans godmodige Smil viste tydeligt, at han slet ikke mente, hvad han sagde.
„Nej, Kaptajn, jeg vil helst have, at de gemmer mine Penge, til vi kommer til Danmark; men jeg har truffet en gammel Skolekammerat oppe i London. Han har sejlet som Fyrbøder; men han har været på Hospitalet, og da jeg fandt ham inde i City, var han lige på Nippet til at sulte ihjel. - Kunne De ikke hyre ham i Svenskerens Sted?”
„Hmh! - Kan han bestille noget?”
Den Side af Sagen havde Harald ikke skænket en Tanke. Det havde kun drejet sig om art få Gunnar hjem til Strandkøbing.
„Det ved jeg ikke! - Han er både mager og sølle!” svarede han ærligt.
„De kan godt forstå, Nielsen, at vi ikke kan stikke ham ind på Vagten mellem de andre. Så bliver der Vrøvl i Maskinen. - Hvad er han for en Fyr? - Fortæl mig lidt om ham?”
„Han er Søn af en Enkefrue, der bor lige ved Siden af mit Hjem. Vi har gået i Skole sammen og været Børn sammen!”
„Det er altså en Mor-Dreng, det er gået galt for? - Fortæl mig kun, hvad De ved om ham. - Jeg må vide Besked, hvis jeg skal tage mig af ham.
Så fortalte han da Gunnars triste Historie, om hans Egenkærlighed, hans Mangel på Pligtfølelse og Sandhedskærlighed, hans Hjerteløshed overfor Moderen osv. - Kun Tyveriet tav han med. Det kunne han ikke få over sine Læber. - Kaptajn Larsen var imidlertid en klog Mand.
„Sig mig, hvorfor kom han væk fra den Bank hjemme i Strandkøbing?” afbrød han Harald.
„Jeg har hørt, at han ikke kunne tåle at se mange Penge; men jeg var ude at sejle dengang.”
„Han har altså altid været en Slubbert?”
Harald vidste ikke, hvad han skulle sige. Det var jo sandt nok, at Gunnar ikke var reel.
„Kaptajn Larsen! - Det er for hans stakkels Mors Skyld, at jeg gerne vil have ham med hjem!”
„Var det ikke bedst, hun aldrig så ham mere?”
„Hun holder så forfærdelig meget af ham,” svarede Harald stille.
„Godt! - De er en brav Fyr, Harald Nielsen! - For Deres Skyld skal jeg hyre ham som Læmper. Bliver der Panik forude, så har De det vel sådan, at De kan ordne det, uden jeg skal have Næsen i det? - Hyren bliver ikke stor; men han skal dog nok få lidt. Når vi en Gang kommer hjem, må han have noget ordentligt Tøj. Det skal jeg give en god Skærv til af min egen Lomme.”
„Tak, Kaptajn! - Det skal De have tusinde Tak for!”
„Sludder, Nielsen! - Vi Søfolk er jo også Mennesker. - Min Kone og jeg har ingen Børn at have Sorg af - og heller ingen til at skaffe os Glæde på vore gamle Dage. - Havde vi endda haft en Dreng som Dem, Nielsen!”
Han gav den unge, stovte Sømand et let Dask på Skulderen til Farvel. Så fortroligt havde Harald endnu aldrig talt med sin Kaptajn, men han havde ikke taget fejl af ham. - Han var en god Mand.
Da Harald kom op i Lukafet, blev han modtaget med en Storm af Bebrejdelser af sine Skibskammerater. Både Dæksfolk og Fyrbødere var lige forargede over, at han havde ført sådan en forfærdelig Londoner-Bisse om Bord.
„Hans!” sagde Harald roligt til Læsø-Matrosen, „tag min Kammerat med hen til Kokken og lad ham få noget Mad og en Kop Kaffe. - Han har jo altid noget på Kanden!” Sagte hviskede han: „Du kan jo bilde ham ind, at han får en Dram i.”
Læsømanden nikkede. Han var Haralds svorne Ven. Men Gunnar var ikke sådan at få med.
„Hvad er I for Sjovere? - Kan I ikke få i jeres Skaller, at I skal hjælpe en Kammerat, der er kommet på den gale Side af plankeværket? - Er der ikke en af jer, I Fedtemikler, der kan give en Drink? - Hva'! Griner du, din Abekat?”
„Han ligner en fuldkommen Forbryder!” sagde Donkeymanden forarget. „Han har jo ikke Tøj på Kroppen!”
I det samme rakte Læsø-Manden sin Arm frem og fik fat i Gunnar.
„Kom nu! - Vi går hen til Kokken. Han har næsten altid Sprut, bare andre har Skejser, og det har jeg.”
„Du er da også det eneste fornuftige Mandfolk om Bord i denne gamle Rustkasse! I andre skal ikke tro et Ord af, hvad. Harald fortæller. Han er så smadderfuld af Løgn.”
Så vaklede han af Sted ved Hans' Arm, og Harald gik hen til sin Kiste, hvor han begyndte at finde nogle Klædningsstykker frem. Hans Kammerater stod rundt om ham og skældte ham mere eller mindre højrøstet ud for at have ført et sådant Individ om Bord.
„Vil du også klæde ham?” spurgte en stridslysten Nordmand.
„Han kan jo ikke gå mellem os, som han ser ud!” Harald fandt et Par nye Bramdugsbukser og så kritisk på dem.
„Dem drukner han i,” sagde en af Fyrbøderne. „Han kan bruge dem som „over-alls”, den magre Rad!”
„Hvorfor vil du belemre os med ham? Har den gamle virkelig givet Lov?” spurgte Donkeymanden.
„Vi har gået i Skole sammen; hans Mors Hus lå ved Siden af vort. - Han har gjort sin Mor megen Fortræd!”
„Han er smækfuld af Utøj!” Skreg Nordmanden. „Vi kan ikke have ham her.”
„Er der nogen af jer, der kan huske Historien om den barmhjertige Samaritan?” spurgte Harald og rettede sig i sin fulde Højde. „Du vil nok klippe ham med din Hårmaskine, Jönsson!” Han vendte sig om mod en stor Smålænding.
„Ja, nok det da, om han får et varmt Bad også.”
„Det giver Hans og jeg ham,” svarede Harald knapt.
„Hør!” Det var Nordmanden, der atter tog Ordet. „Han kan ikke gå i dine Bukser, Harald! - Jeg er på hans Højde! - Her er et Par, der kan passe ham.”
Han smed dem hen til Harald, og fra et andet Sted kom der en ulden, strikket Overtrøje, en tredie kom med Sokker, og en fjerde havde et Par Sko at undvære. Han påstod, de trykkede hans Tæer, så han ikke kunne gå med dem. Der blev hurtigt samlet en hel Garderobe. - En af Fyrbøderne gik ind og gjorde Badet i Stand.
„Der skal skrap Lud til!” sagde han grinende, mens han smeltede Soda i det hede Vand, og den Snak kunne der være noget om.
Hvor meget Gunnar end sparkede og bed om sig, blev han snart klart over, at her havde han kun at lystre. Han måtte lade sit Hår klippe, og han kom lige på Hovedet i et varmt Bad, der var så hedt, at han påstod, det var ved at skolde ham ihjel; men Fyrbøderen forsikrede, at Temperaturen passede, om de skulle opnå at få ham ren. Til syvende og sidst tvang de ham til at barbere sig, og endelig var Gunnar så ren, som han ikke havde været i lange Tider. Sømændene morede sig som Børn over Forvandlingen. - Nu så den nye Bakskammerat virkelig ud som en ren og pæn Sømand i Arbejdstøjet.
Men Gunnar skulede. Han var utilfreds og følte sig krænket. Han forstod slet ikke, at det, der var sket, havde fundet Sted i den bedste Hensigt, og at Sømændene under deres Latter og Spøg og ofte grove Bemærkninger søgte at skjule et Sindelag, som deres Undseelse bød dem ikke at vise åbenlyst. På den anden Side følte han sig så mat, at han måtte bede om at komme til Køjs. På en eller anden Måde havde et tykt, rent Uldtæppe fundet Vej ind i den Køje, der var blevet anvist som hans.
Han sov med det samme, sov som en død et helt Døgn; han var langt mere medtaget, end nogen troede.
- - -
S/S „Særimner” af København lå i den engelske Kanal med Kurs mod Rouen lastet til Mærkerne med Jernbaneskinner. Man var nu allersidst i September, og Nætterne var ikke blot mørke men også kolde. Den stærke Solvarme om Dagene, der endnu var smukke, bevirkede svær og tæt Tåge om Natten.
En Tågenat på Havet er en uhyggelig Oplevelse, som kun den kender, der er fuldt indlevet i Havet og dets Rædsler. En Tågedag i Land kan være slem og ubehagelig, og man bliver i dårligt Humør på Grund af Kulden og Klamheden; men på Havet kan det uldne Tågemørke være så tæt, at man næppe kan se en Hånd fra sig. Alt udslettes og forsvinder, og Lydene bliver fjerne og uvirkelige. Søfolkene bliver tavse. Kommandoordene lyder som en Hvisken; selv Larmen fra Skibets Bug, hvor de sagtnede Maskiner dunker langsomt af Sted, synes underlig fjern og uvirkelig.
Tåge er Havets Rædsel.
Det var netop i en sådan Tågenat, at „Særimner” lå i det stærkt trafikerede Farvand mellem Dover og Calais. Damperen brølede to Gange hvert Minut. Rundt om kunne man høre andre Sireners og Dampfløjters infernalske Spektakel; ind imellem blandede der sig Klokkeklemt, der lød som nervøse og forskræmte Småklynk. Man kunne høre Blæsen i Bliktrompeter, og af og til trængte et utydeligt Kommandoråb fra et Sted ude i Tågen igennem uden at kunne opfattes.
Harald havde Frivagt og lå fuldt påklædt i sin Køje. Det eneste, han havde trukket af, var Stortrøjen og Gummistøvlerne. Selv Skedekniven sad i Bæltet.
Han sov. - I Køjen under hans kastede Gunnar sig frem og tilbage. Han var ikke rigtig rask. Harald mente, at han havde lidt Feber; men han sov dog. Rundt om i Lukafet, som oplystes svagt af en eneste elektrisk Lampe, lød. den sovende Frivagts tunge Åndedræt. Sømænd kan altid sove, bare der er en Lejlighed.
Pludselig skar en fremmed Dampsirenes skingrende Diskant gennem det uhyggelige Orkester, og den måtte absolut være ganske nær. Harald vågnede i samme Nu og skød sig ud af Køjen; men netop i det Øjeblik, han satte Foden på Dørken, lød der et sønderrivende Brag. Skibet fik et så kraftigt Stød, at det krængede voldsomt med det samme, og Harald slyngedes over mod den modsatte Køje.
„Sammenstød!” skreg han. „Tørn ud alle Mand!”
Samtidig greb han Gunnar i Kraven og trak ham ud af Underkøjen.
„Lad mig være,” jamrede den arme Fyr. „Jeg er så træt. Jeg tror, jeg er syg! - Lad mig ligge! - Skroget holder såmænd nok! - Lad mig bare ligge! Jeg vil ikke ud i Kulden!”
Men Harald lod ham ikke ligge. Fast og bestemt kommanderede han ham til at tage den uldne Sweater på. Støvler og Sko var det måske bedst at være foruden. - Rundt om i Lukafet var et voldsomt Røre. Alle sprang efterhånden ud af Køjerne. Nogle gav sig Tid til at få lidt Tøj på. Andre fo'r ud på Dækket, som de gik og stod.
I det samme kom Andenstyrmand farende.
„Til Bådene! - Vi synker! - Vandet står højt, i Maskinrummet! - Det brøler ind som en Fos!”
Harald og Gunnar kom lige tidsnok ud til at se de sorte Fyrbødere springe dødsskræmte op fra Maskinrummet.
„Bådene ud! - Hurtigt!” Det var Kaptajn Larsens mægtige Stemme, der skar gennem Tågen. „Vi kan befrygte en Kedeleksplosion! - Skynd jer Manne!”
Harald banede sig Vej hen til den Båd, hvor han hørte hjemme, og Gunnar klyngede sig til ham. En Del af de Folk, der også hørte til her, var allerede i Gang med at svinge Daviderne ud. - Uden at give nogen Forklaring, løftede han sin svage Kammerat om Bord i Båden.
„Her har ingen Forret!” skreg den norske Matros.
„Du ser vel, at han er syg! - Nu går jeg med Båden ned og holder den fri. - Pas nu på!”
Matroserne firede raskt Båden af; men netop i det Øjeblik, den tog Søen, gav Fortaljen Rovs, og Fartøjet dykkede Stavnen ned i Vandet, så Båden fyldtes og kæntrede.
Harald og Gunnar kastedes langt ud i det kolde Vand; men ingen af dem tabte Åndsnærværelsen, og Harald bevarede stadig et fast Tag i sin Kammerat.
„Hug Taljerne!” skreg han. „Så holder vi os oppe ved Båden.”
De hørte Lyden af dumpe Øksehug. En Tid slæbte Båden efter Vraget ved en enkelt Taljestreng. - Harald bad Gunnar om at holde sig fast ved Båden og så svømmede han hen og skar Linen over med sin Skedekniv.
„Så må vi op på Bunden af Båden!” råbte han til Gunnar. „Kryb nu op!”
„Det magter jeg aldrig!” stønnede hans Ven. „Jeg døjer med at trække Vejret.”
„Hold så fast for Livet Gunnar! - Nu kryber jeg op, så kan jeg give dig en Håndsrækning! - Slip nu ikke Taget!”
Skønt Harald var en glimrende Svømmer, gjorde han hurtigt den Erfaring, at det er lettere sagt, end gjort at komme op på Bunden af en kæntret Båd. To Minutter måtte han bruge til hængende over Kølen at få, pustet ud, inden han var i Stand til at hjælpe Gunnar.
„Holder du fast endnu?” spurgte han stønnende.
„Javel - endnu!”
„Nu skal jeg hjælpe dig! - Her! Kom så med Hånden! - Sådan! Skyd fra med Fødderne! Nej, ikke sådan! - Hop op i Vandet! - Træd Vande!- Træd Vande! - Forstår du?”
Men det kostede uhyre Anstrengelser at få Gunnar op på Bådhvælvet. Men Harald beholdt sit Tag, og skønt hans Ben værkede af at hænge over den skarpe, jernskoede Køl, og hans Fingre var ved at få Krampe af at holde fast med venstre Hånd og hale i den næsten magtesløse Gunnar med højre, tænkte han ikke et Sekund på at give op. - En venligsindet Sø gav ham en uventet Hjælp, og endelig lå Gunnar foran ham, ubevægelig som en Melsæk.
I lang, lang Tid, en hel Uendelighed syntes det, lå Harald og døjede med at genvinde det rolige Åndedræt der er Betingelsen for at kunne handle; men det kom lidt efter lidt, og han kunne føle, at Gunnar også var ved at komme til Kræfter.
„Kan du holde dig fast alene, mens jeg hugger min Skedekniv i Bådbunden? - Så får vi dens Skaft at holde os ved!”
„Ja!” hviskede Gunnar.
Harald huggede tre Gange, inden Kniven sad fast nok. - Det er en Fremgangsmåde, der har frelst mangen Sømand fra Døden.
„Se her!” Han tog Gunnars Hånd og førte den frem til Kniven. „Hold dig nu fast ved den! - Nu går det jo meget bedre!”
Gunnar talte for første Gang.
„Harald! - Jeg er færdig! - Lad mig bare glide ud! - Så har du Kniven alene. - Jeg er færdig! - Det er vist kun godt det samme! - Lad bare mig drive af! - Jeg har været i Drift længe! - Jeg er en Slyngel, ingen vil savne!”
„Sludder!” afbrød Harald ham kort. „Det er snart Dag! - Så længe der er Liv, er der Håb!”
„Jeg er færdig! - Lad mig kun drukne, Harald! - Tak for alt godt!” Han hostede hult. „Glem det onde! - Vil du ikke også glemme, hvordan du fandt mig?”
„Det taler vi ikke om! - Der er et Reb i Forstavnen! - Det slæber i Vandet. Jeg springer ud efter det. Så binder vi os fast til Knivskaftet!”
Harald lod sig glide ud, og Gunnar holdt sig også fast til han kom igen. Denne Gang var det nemt at komme op, når han havde Knivskaftet at holde sig til. Han gjorde ivrigt Linen klar for at slynge den om Gunnars Krop og få ham bundet fast; men lige idet han ville slynge Løkken om Gunnar, gled denne ud i den mørke oprørte Sø. Hans Kræfter var udtømte.
„Hils min Mor!” skreg han i det Øjeblik, han gled ned.
At søge efter ham ville være Vanvid, og Harald måtte blive, hvor han var.
Næste Morgen blev han fisket halvdød op af Besætningen på en fransk Fiskelugger. Resten af „Særimner”'s Mandskab var da forlængst reddet om Bord i den Damper, der havde forårsaget Sammenstødet.
Gunnar var Ulykkens eneste Offer.