Skibbrud
Marius Dahlsgaard (1930)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
15. Slutning
Det var i Påsken tre et halvt År senere. Den faldt i de første Aprildage med høj, klar Himmel og Nattefrost, men med en Solvarme om Dagen, som gjorde Højtiden dobbelt festlig. Det var rigtig en Påske, som lokkede selv gamle og svage Folk ud af Vinterhiet.Hos Skipper Nielsens i Strandkøbing var der Feststemning. „Svanen” var på Bedding for at få en grundig Reparation og blandt andet også en ny Motor, så Maskin-Mikkel, der stadig hørte til Skonnertens Besætning, var fuldt optaget fra Morgen til Aften - Han ville kende den ny Maskine fra Fødselen af, sagde han.
De to små Drenge, der for øvrigt slet ikke var små længere, var hver gået sin Vej. Knud var fulgt i sin Faders og Haralds Fodspor og ville være Sømand; men Erik, der var en meget velbegavet Dreng, læste til Studentereksamen i en større Naboby, og han var unægtelig hele Familiens Stolthed. Når Sommeren kom, håbede man på et strålende Resultat.
Og lille Erna! - Ja, hvem kunne i den langbenede Tøs på tretten År kende den lille, buttede Unge, der i sin Tid havde været hele Strandstiens Kæledægge.
Der var en Grund mere til Fest. For et Årstid siden havde Harald fået sin Styrmandseksamen, og han var straks blevet forhyret som Andenstyrmand i den ny „Særimner”, der var blevet bygget efter Forliset. Den smukke Damper lå nu i Dok og skulle have installeret Køleanlæg, og Harald havde fået hele Påsken og endda et Par Dage mere fri, en af de meget sjældne Appelsiner, der kan falde i en Sømands Turban.
Han delte sin Tid så omtrent Ligeligt mellem sin Familie og Fruen og Frøkenen inde i Villaen ved Siden af. Han forklarede, at han var nødt til at gå ind og tale med Fru Frederiksen om Gunnar; men både hans Forældre og Søskende lo ad ham i det skjulte.
Det var en dejlig, sollys Formiddag, og han stod og børstede sin blå Jakke særlig omhyggelig. Den fine, gråbrune Hat fik også en Omgang, som om den ikke havde set en Børste den sidste Måned.
„Nå, skal du nu ud at bisse rundt igen?” spurgte Erna, der havde Frisprog overfor sin store Bror. „Tror du ikke, Inger vil blive glad, når du rejser? - Så får hun da sine Formiddage i Ro igen!”
„Pas dig selv, Jomfru Næsvis!”
„Ja, jeg ville da nødig have sådan en Kavaler rendende i Hælene af mig hele Dagen!”
„Vil du nu holde Mund, ellers sætter jeg dig op på Skabet!” truede han.
„Dersom du ikke frier til hende denne Gang, så er du da også et værre Fjols!” vedblev den lille Drillepind.
Hvor meget Erna så end sparkede os strittede imod - og hvinede af Fryd - så måtte hun op på det gamle Klædeskab, der stod i Gangen, og der måtte hun blive siddende, til en forbarmede sig over hende og skubbede Bordet hen til Skabet. - Hun havde nemlig en indgroet Frygt for at springe ned fra et højt Sted, hvor det så var.
Harald gik derimod fløjtende ind i Nabovillaens Have og ringede på. - Inger kom og lukkede op.
„Nå, er det dig! - Jeg har sandelig ventet længe! - Kom nu ind og hils på Mor. - Hun sidder ude i Glasverandaen i Dag og slikker Solskin. - Så tager jeg en Kåbe på imens. - Lad nu være at kramme mig sådan. - Helene opdager det straks!”
Hun smuttede fra ham, og han gik gennem Spisetuen ud på Verandaen, hvor Fru Frederiksen sad med et Strikketøj.
Hun hilste på Harald med et venligt Smil. - Men hvor var hun ældet. - Hendes tidligere så smukke, næsten kulsorte Hår var blevet snehvidt. Hun var blevet mager og tør, og der var dybe Furer i hendes Ansigt, skønt hun ikke var stort ældre end et halvt Hundrede År.
„Sæt Dem ned, Harald! - Det tager altid sådan en Tid for Inger at komme i Tøjet. Den kortklippede Frisure skal jo være så nem, hedder det. - Nå, men det forstår De Dem jo ikke på.”
„Jeg har da ellers selv været kortklippe! så længe jeg kan huske!” svarede han gravalvorligt.
De snakkede så lidt om løst og fast, om Solskinnet og de første Erantis, der begyndte at blomstre ude i Plænens Bede. Pludselig sagde Fru Frederiksen:
„Det er mig altid sådan en Glæde at se Dem, Harald! - Det trøster mig, at De var hos stakkels Gunnar i hans Dødsstund. - Det ville have været forfærdeligt, om han var gået bort uden at sende mig en Hilsen! - De kan tro, den har hjulpet mig over meget.”
„Det var de sidste Ord, han sagde,” forsikrede Harald, som han havde gjort det så mange Gange før.
Så kom Inger. - Hun havde en smuk, blå Kåbe på med gråhvid Pelsbesætning, en lille, kæk Hat og smukke Spadseresko. Hun var blevet en køn og frisk, ung Pige, og det sygelige, der i nogen Grad havde været over hende som Barn, var ganske forsvundet.
„Gå så ind om Gartneren og tag en Buket med til Far's Grav!” sagde hendes Moder. „Jeg kommer ikke selv ud i Dag.”
Inger nikkede.
„Må Harald ikke spise til Middag hos os?” spurgte hun med en let Rødmen.
„Jo! Jo da! - Det er vi jo enige om, min lille Pige!” smilede Fru Frederiksen.
Så gik de to.
På hele Strandstien var der mange Par Øjne, der fulgte dem. - Fru Nielsen stod også bag Gardinet i Sin Dagligstue og løftede let på det for at se efter dem. Hun nikkede tankefuldt. Det var et smukt Par, og hendes Moderhjerte bankede af Stolthed, når hun så på sin Søns statelige Skikkelse.
Da de kom ind hos Gartneren, måtte Harald betale Buketten, fordi Inger havde glemt sin Pung. Hun tog uden videre hans, da han fik den halet op af Lommen, og talte Pengene op på Disken. - Ekspeditricen smilede forstående. Her var der noget at fortælle Veninderne.
Ved Vejen op til Kirkegården stak hun sin Arm ind under hans.
„Jeg har en øm Tå! - Ligtorne, ser du! - Det er ellers en stor Hemmelighed! - Du kommer altså til at trække mig op!”
Men hun slap ikke hans Arm, da de kom ind på Kirkegården, og både den ene og den anden af de Mennesker, der var derinde, så efter dem. I en lille By kender alle jo hverandre.
Inger og Harald havde ganske vist ofte før gået Arm i Arm; men det havde ikke været på Steder, hvor så mange færdedes. - Men det jublede i Haralds Sind. Nu ville Inger altså vise alle og enhver, at hun og han holdt af hinanden.
Endelig stod de ved det smukke Gravsted med den slanke Granitsøjle, der bar Sagfører Frederiksens Navn. - Der var kommet noget nyt, så Harald straks, en sort, poleret Tavle med Guldbogstaver, der dannede følgende Indskrift: Minde over Gunnar Frederiksen, død på Havet, den - - -
Inger gik ind og satte de friske Blomster i den nedgravede Vase. Harald tog stille sin Hat af, og Solskæret spillede i hans smukke, lyse Hår. Der stod en fugtig Glans i hans Øjne. Han mindedes hin grufulde Nat i den engelske Kanal. - Så kom Inger hen til ham, tog hans Hånd og stillede sig ved hans Side. - Sådan stod de længe.
„Du tænker på Gunnar!” sagde hun.
„Ja,” svarede han. „Jeg tænker på det hele.”
„Mor er så glad for, du var sammen med ham, da han døde.”
„Det var forfærdeligt! - Men jeg kunne ikke redde ham, Inger! - Og - det var måske ikke godt, om han var blevet reddet. - Det var vist bedst, det gik, som det gik.”
„Du, Mor sagde i Aftes, at hun ikke kunne tænke sig nogen bedre Svigersøn end dig! - Ja, og så var det da så rimeligt, at jeg fortalte hende, at du og jeg for længe siden var enige!”
„Gud ske Lov!” - - Harald trykkede Ingers Hånd. „Hvad sagde hun så?”
„At det havde hun vidst længe; men hun havde ikke villet tage Glæden fra os. - Sådan er Mor! Det er derfor, du skal spise til Middag hos os. I Aften vil vi alle ind til dine Fonældre. - Det er Mor og jeg enige om. - Du går ind og siger det, når vi nu kommer hjem.”
„Åh, Inger! - At du holder så meget af mig!”
„Det skal du ikke være så forbavset over. - Det er en gammel Historie. Den begyndte allerede, da du regnede mine Hjemmeopgaver.”
Men Harald hørte næppe, hvad hun sagde. Hans Bryst svulmede af Lykke og Stolthed, og hans Hjerte var fuldt a Glæde.
„Jeg skal blive din Mor en god Søn! - Vi to må være gode mod hende! - Hun har lidt så meget!”