Graamanke. Historien om en Hest

Martin Skovbo (1916)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

I

Det var en lun, mulmet Juniaften; det var ikke, hvad vi kalder Nat, men dog så sent, at alle i Landsbyen var kommen til Ro, både Mennesker og Dyr.

Længe hørtes der ikke en Lyd, så stille var der.

Men så blev Stilheden omsider brudt af nogle Lyde, der kom nede fra »Humlegaarden«, som lå i Udkanten af Byen, ved Engene, halvt tilsløret af de hvide Engtåger.

Der hørtes nogen Trampen og en Hest skronnede. Gårdhunden gav et par Bjæf; en Hane vågnede og galede, en anden svarede. Den samme Hest skronnede endnu en Gang; - så døde Uroen hen...

Den Nat blev Graamanke født nede i Humlegaarden.

Det var et gråt Føl med store, grove Lemmer. Da Humlegaardsmanden om Morgenen kom ned for at se Følhoppen, kom det stolprende på sine høje, leddeløse Ben hen til Halvdøren og skulle se, hvad han var for en mærkelig Åbenbaring i den ukendte Verden, den var kommen til i Nattens Mulm.

Han så lidt på det, så klappede han det store, kluntede Hoved, som det ikke rigtig kunne bære endnu, men stod og rokkede med, så lo han og sagde:

»Nå, du ser ud til, at du kan blive til at bestille noget. Men Stadshest bliver du ikke!«

Så gik han ind i Sovekammeret til Børnene og sagde, at nu havde de fået en Legekammerat; Hoppen havde folet i Nat og fået et stort, gråt Føl.

Drengene røg af Sengene og ud til Hoppen i bar Skjorte og Træsko. Den ældste rev Døren op; den yngste faldt ind over det høje Dørtræ og jog Hænderne i nogen Gødning, - men hvad gjorde det! Op igen!

Nej da, sikket Føl! hvor var det mærkeligt, det store, grå Skabilken med de høje Stankelben, som det gik og stolprede på og havde ondt ved at holde Balancen. Det ligesom nikkede til dem med sit store Hoved, som det ikke rigtig kunne bære, og Drengene nikkede igen og tog det om den bløde Mule og lagde kælende deres Kind til den.

Så med ét for det skræmt fra dem, hen til sin Mor; det var dog ikke sikker på, at disse tobenede Væsner med det hvide, flagrende Klædebon var Venner, som det kunne stole på...

Men det varede ikke mange Dage, før det erfarede, at ved Drengenes Venskab var der ikke nogen Fordægtighed, det var ægte nok. Og nu blev de så indgåede med hinanden, at Føllet blev som en Legebror for dem.

Nu var det også et særdeles kælent Dyr, ligesom Mor til det var, så det gjorde, at det mere end noget andet Føl, der havde været i Gården, blev deres Legekammerat. Det var så tossegodt og kælent, at det var dem en Fryd, og det fulgte dem snart både her og der i Gård og Mark.

Efterhånden som det vokste til, slog dets grå Farve mere og mere igennem; den var ikke fin, og Hårlaget var ikke fint: uld- og langhåret var det mere end noget andet Føl der i Gården havde været. Men det passede til det store, knoklede Dyr, og det blev derfor noget helt for sig selv i Drengenes Fantasi, og det gjorde netop, at de var så ualmindeligt indtaget i det. Det var ikke noget almindeligt, som en hver anden havde Magen i til, - nej, Magen fandtes måske ikke i I tre Kirkesogne!

I Sådan et Dyr måtte jo have et Navn. Drengene prøvede med »Skabilken«; nej, det duede ikke; det var nedsættende. De prøvede med »Kamelen«; men heller ikke det svarede til deres høje Forestillinger om dets Værd; »Kamel« sagde man jo spottende om en gammel mager Krik.

Det gik således i længere Tid; de prøvede det ene Navn efter det andet, men ingen syntes dem godt nok.

Imidlertid var Føllet vokset til et helt Kæmpedyr efter sin Alder, og Manken var begyndt at gro til; den var grå og tyk, - så tyk, at den var ligeså mærkelig som Føllets Kæmpekrop, og høje tykke Ben.

Og en Dag slog pludselig den Tanke ned i den ældste af Drengene: »Jamen, det må jo hedde Graamanke!«

Graamanke! Ja!

Der var Navnet; det blev hængende så fast ved det, som en Burre ved dets Uldhår.

Graamanke!

Der var ikke et Navn i Byen, der kom til at stå sådan en Glans over som det. For Graamanke blev med sin Klodsethed og Grimhed og Styrke og Tossegodhed et helt Under eller Eventyr i Landsbyen.

Var en Skovvogn kørt fast et Sted, så Hestene ikke kunne tage den, var det Graamanke, der måtte hjælpe til at tage den; og var der en Langtur med stort Læs, som blev for svært for to andre Heste, måtte Graamanke atter med og tage den lange Hamle...

Det kostede ikke mere end et godt Ord til Humlegaardsmanden og godt Foder til Graamanke, helst med en god Humpel Rugbrød, der var dens Livret i højere Mål end nogen anden Hests.

For et godt Foder og, en venlig Påmindelse tog den Livtag, så Sporene efter dens store Hove stod flere Tommer dybt i Jorden.

II

Men enhver Saga bliver gammel, når den gentages for tit, og det blev Graamanke også med Hensyn til de Storbedrifter, der gik Ry af i Byen.

Et stærkt og godt og tro Slæb var den dog bleven ved med at være, og det fik den Ros for, da Humlegaardsmanden kom i Tanker om, at han ville sælge den, og der kom en Køber, hvis Øjne var faldet på Graamanke, fordi den havde de Egenskaber, som han satte Pris på, nemlig den Styrke og Tossegodhed, der lod den gøre det tunge, sindige Slæb, som andre springske Heste ikke duede til.

Og her kommer netop den smukkeste Del af Graamankes Saga; den er så smuk, at den bør optegnes.

Ovre bag Engene, ikke så langt fra Humlegaarden, lå nogle Ødemarker, som kaldtes »Leret,« fordi det var Ler, næsten uden Spor af det mørke Muld, som gør en Mark frugtbar og tiltalende. Imellem Lerknoldene var der nogen sur Mosejord med Vandpytter, Startuer og Ellekrat.

Nogle af Gårdene i Landsbyen havde Udmarker her; men de regnedes ikke for ret meget, man mente ikke, de duede til andet end Fårefælleder, og andet brugte man dem ikke til; de havde ligget År ud og År ind og passet sig selv, og mange Steder var de overgroet med noget Småkrat.

Men her havde nu en Mand, Jørgen i Krathuset, der higede efter at få en stor Bopæl, for en billig Penge købt en halv Snes Tønder Land af Humlegaardsmanden.

Med i Handelen skulle Graamanke følge, også til en Pris, der var passende i Forhold til dens Skønhed, men billig i Forhold til dens Styrke, samt en halv Længe Bygning til Nedbrydning, af Humlegaarden, der netop skulle ombygges; en gammel Vogn fulgte også med på Købet...

Det var en stor Dag, den, da Graamanke kom trækkende op igennem »Leret« til Huset med så stort et Læs gammelt Tømmer, at to almindelige Heste ville have haft nok at gøre med at trække det.

Den fik både Brød og Kærtegn, da den pustende og noget svedt, nåede op til Huset, der lå noget højt, foran en lille Kratskov, med stor Udsigt over Engene til Landsbyen og dens Omegn ved den anden Side.

Et godt Foder Hakkelse med Havre vankede der også, da den kom ind i det tomme Halmrum, der måtte tjene til Stald sålænge, til man fik bygget mere Hus af det gamle Tømmer...

Og Graamankes første Bedrift her ovre hos »Jørgen på Leret«, som han nu blev kaldt, var at vælte det meste af det gamle, skrøbelige Skillerum imellem sig og Foderloen, da den en Aften lagde sin tunge Krop til Hvile efter Dagens Arbejde og det sidste gode Foder.

Det gav et Bulder, så det hørtes ind og vækkede Jørgen, der lige var slumret ind. Han kom op af Sangen i en Fart og derud med en Lygte, og da lå Graamanke nok så rolig med Ryggen helt ind over Grunden, hvor Muren havde stået, og så med store, godmodige Øjne på ham, mens han synede den Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som den uskyldig havde afstedkommet.

Nogen Skade var der sket derved, men den var dog ikke større, end at Jørgen morede sig over denne mærkelige Bedrift, men Børnene tog den som Tegn på en så vældig Vægt og Styrke hos Graamanke, at det grænsede til det helt utrolige. -

Tænk, den kunne vælte næsten et helt Skillerum bare ved at trykke imod det, da den lagde sig ned!

Imellem Børnene indbyrdes og imellem dem og andre Børn blev der talt om denne Begivenhed, der i deres Øjne jo var en hel Bedrift. Selv til Humlegaarden nåede Historien; den vakte hos Drengene igen noget af den gamle Beundring, og det var ikke frit for, at de fik lidt Samvittighedsnag over, at de så let havde givet Slip på Graamanke, da Jørgen kom og ville købe den og Jorden, og deres Fader først havde spurgt dem, om de ville af med den. De havde syntes, at de ikke mere brød sig om at se på eller høre om dens Bedrifter. Men nu, bare efter nogle få Dages Adskillelse, var de som ny igen, og de gik og spejdede efter at få et Glimt af Graamanke at se ovre ved Huset eller på Marken, mens de talte med stigende Beundring om alle dens gamle Bedrifter, der nu føjedes sammen til en hel Sagnrække.

III

Ovre hos Jørgens skete nu det underlige, at Leret, der havde grint frem alle Vegne, så stærkt, at det i tørre Tider formelig kunne ligge og skinne helt hvidblakket og skarpt i Solen, efterhånden fik en mere blød og dæmpet Tone, der endogså her og der kunne gå over til noget helt muldgråt.

Det var Graamankes Bedrift! Den var det, der havde trukket Læs efter Læs af Tørvemuld fra Mosehullerne op på Leret. Den var det, der havde slæbt Læs efter Læs af Gødning hjemme fra og omkring fra de jordløse Huse i Landsby og på Mark, op på Leret. Den var det, der havde trukket Plov og Harve, dybt og solidt og ofte, så Ler og Tørvemuld og Gødning omhyggeligt var bleven blandet i et Forhold, der gav Kraft til at bære Korn og Græs.

Det var Graamanke!

Jørgen måtte lægge Indsigt til, og også Kræfter; men uden Hest kunne han intet udrette, og der skulle ledes længe efter så stærk og udholdende og villig Hest til at gå og slæbe som Graamanke; et Barn kunne styre den, så villigt og roligt gik den. Den travede ikke gerne, hverken for Vognen eller ved nogen anden Lejlighed; men den gik en jævn og langstrakt Pasgang, så det led godt for den.

Stærkt Seletøj skulle der til; det vil sige de Dele, som den trak ved: Bringestykke, Hammelreb, Hammel . . . Bæreremme kom det sig derimod ikke så nøje med, heller ikke med Hovedstol, Bidsel og Tømme; Graamanke skulle jo hverken ruskes eller rykkes til at gå, og den gjorde ingen Krumspring og Kaprioler, hvorved den kunne sprænge sit Tøj: den gik så roligt, af egen fri Vilje og Tilbøjelighed, efterkommende det mindste Ord eller Tømmeberøring fra Kusken, når de skulle vende eller dreje.

»Han går ligesom et Menneske,« sagde Jørgen.

»Ja,« sagde Per Nielsen fra Stengaarde, som hørte derpå, »den ny Karl, jeg har fået, kunne bedre have Brug for at fornemme Tømme og Pisk end Graamanke.«

Han gik i Grunden og var lidt misundelig på Jørgen, fordi han havde fået Hesten til så godt Køb og havde så stor Nytte af den.

»Klaus i Tornebjerg har fået to Russere.«

Jørgen blæste foragteligt. »Sådan et Par Kaniner; de går her og valser omkring og trækker ikke mer end min Hat!«

»Nå, så dårlige er de vel ikke,« mente Manden fra Stengaarden.

»Å, nej; men nogle Spjathoveder er det, som man al Tid skal passe godt på, at de ikke tager for sig selv. Da kan vi stole på Graamanke, han går sin rolige Gang. - Og Stadsvogn har han fået; der passer dertil; de kan rigtig gøre Kaprioler!«

»Ja, det gør Graamanke ikke,« sagde Stengaardsmanden lidt på Dril.

»Nej, og det priser jeg ham for! Han gemmer sine Kræfter til noget bedre.«

»Han har vel aldrig prøvet at gå for en Stadsvogn,« sagde Manden i samme Tone. »I Humlegaarden var han nok ikke fin nok til at gå i Stads, og her på Leret flotter I jer ikke med Fjedervogn!«

»Den kommer, når Tid er!« sagde Jørgen med Vægt...

Og den kom - den Dag, der blev holdt Auktion på Stengaarden, - Manden var gået fallit. Da købte Jørgen den lille Fjedervogn, som han havde siddet og bredt sig i og ofte kun haft et nådigt Nik og et Smil til Jørgen og Graamanke, når han traf dem på Vejen til Mølle eller Købmand.

Vognen var noget for snæver og kort i Skagletøjet, men det gik, fordi Graamanke var så rolig, at der næsten aldrig skete noget Uheld, selv om der ofte kunne være Årsag dertil.

Der var da gået femten År, siden Graamanke kom over på Leret. Det døde Ler var bleven til levende Muld; de ti Tønder Land var bleven til tyve og det lille, gamle Hus til en pyntelig, lille Gård.

Det største Hestearbejde, der var bleven udført i Marken, havde Graamanke gjort. Først i de sidste fire-fem År var den bleven afløst af to andre Heste. Den var nu nået Støvets År for en Hest og var sat på »Nådsens Brød«; den skulle ikke mere bestille noget uden at trække en Mælkevogn en Gang imellem, eller gå for en Vogn over til Landsbyen, når nogen af de yngre Børn, der ikke var så drevne i at køre, skulle over til Købmand eller Bager eller i andet Ærinde.

Disse Ture over til Landsbyen ville have været rene Glanspunkter i Graamankes dådløse Liv på de gamle Dage, hvis den havde kunnet fatte Menneskers Tale, for aldrig kom den der over, uden at man jo traf nogen, der huskede den, fra den var i Humlegaarden, og. da blev den synet og klappet og smilet ad, og der blev fortalt om dens Bedrifter lige der fra; hvor den alene trak Skovvognen op af det bundløse Væld, hvor først et Par og atter et andet Par af Byene bedste Heste havde måttet lade det stå, fordi de ikke var stærk nok til at tage det, og to aldrig kunne blive enige nok om at trække, og dér til, hvor den en halv Sommer, da der var Sygdom blandt Hestene, alene gjorde alt det svære Arbejde nede på Humlegaarden.

Men vel tilpas følte den sig derovre, for al Tid fik den jo Kærtegn og gode Ord af Folk, og al Tid en god Humpel Rugbrød eller en anden Lækkerbidsken, hvor den holdt.

Graamanke havde nu sine kronede Dage oven på de mange Års trofaste Arbejde.

IV

Så kom Krigen, den store, blodige Verdenskrig.

Da gik det ud over Mennesker og Heste. Det unge Mandskab blev indkaldt, det ældre blev indkaldt. Hestehandlere drog om fra Marked til Marked, fra Gård til Gård og købte Heste ind til høje Priser, stadig højere.

Folk solgte dem, de kunne undvære og mange lod sig af de høje Priser forlede til at sælge flere, end de kunne undvære.

Da den travle Forårstid kom, og Krigen endnu ikke var endt, stod de og manglede Heste, som de nu kun kunne købe til ligeså høje Priser, som de før havde solgt dem.

Oppe i den lille Gård på Leret havde det ingen Nød; de havde solgt en Hest, men været kloge og beholdt det Spand, som de skulle have for at få deres Arbejde gjort. Og foruden havde de Graamanke, der i Nødsfald, under Sygdom blandt Hestene eller andet Uheld, jo nok kunne gå med ved Siden af en anden, når man kunne finde sig i, at den nu tog lidt sindigere af det end før og trængte til at hvile lidt ofte og få en Humpel Brød.

Der var imidlertid ingen Uheld indtruffet, og Graamanke gik stadig og havde sine gode Dage med god Levemåde og kun lidt at bestille.

Det var der nogle af de, der havde solgt sig selv til Skade, som havde ondt af. Det syntes dem en Skam, at sådan en Hest skulle stå og næsten ingen Ting bestille, når andre Folk trængte så hårdt til Arbejdskraft! Og en fik den Tanke, at Graamanke måske kunne købes for en billig Penge.

Det var den ny Mand i Stengaarden; han havde ved Auktionen efter den forrige Ejers Fallit købt Gården, men kun haft en forholdsvis lille Sum Penge at sætte i den, så han var næsten al Tid i Betryk. Dels for at klare nogle Gældsposter, men endnu mere fordi han ikke kunne stå for det høje Bud, der blev gjort, havde han om Efteråret solgt en Hest, som han jo vidste, han ikke kunne undvære...

Han kom op til, »Leret« en Dag i den travle Sædetid.

Sådan og sådan, - han havde solgt mere end han kunne undvære, - men det havde jo så mange ladet sig friste til, undskyldte han sig. Om de ikke ville sælge Graamanke. Unge Heste var jo ikke til at få for Penge, men gamle Graamanke, som de jo nu slet ingen Brug havde for her på Leret, kunne jo da ikke blive dyrere, end at han kunne overkomme at købe den, sagde han med et Smil og bød en Sum, der på andre Tider og under andre Forhold kunne kaldes helt antagelig.

Han havde truffet Folkene ved Kaffen; det var Søndag, og de var lige kommen hjem fra Kirke...

Jørgen havde nu givet Ejendommen fra sig til en Datter og hendes Mand. De var alle til Stede.

Jørgen så på Svigersønnen, og Moderen så på Datteren. Der blev ikke svaret straks.

Men da der var gået lidt, mens der herskede en trykkende Stilhed i Stuen, lod Svigersønnen sit Blik glide fra Svigerforældrene til sin Kone og sagde derpå helt stille, men i en fast Tone:

»Jeg synes nu, at Graamanke har gjort nok, og at den nu skulle hvile og henleve sine sidste Dage her, hvor den har lagt så stort et Arbejde!«

Det var netop det forløsende Ord. Nu var Stilheden brudt, og først Jørgen, og derpå de andre tre, sagde, mens deres Øjne duggedes af Medfølelse med den tro gamle Slider, at det syntes de også; nu skulle den hvile.

Og derved blev det.