Graamankes Død
Martin Skovbo (1918)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Vi har en Gang hørt om Graamanke, om den Nat, det store, klodsede Føl blev født og om, hvorledes det vokste op og blev en stor, stærk og trofast Hest, som var Drengenes Stolthed og tilsidst endte ovre på Ejendommen »Leret«. Hvorledes den her gik og gjorde et stort og trofast Arbejde og blev så afholdt, at den ikke måtte sælges, end ikke til Krigstidens fristende høje Priser, men skulle blive gående der og æde sit velfortjente »Nådsens Brød« til den døde af Alderdom.
Nu havde Krigen varet tre lange År; Graamanke var bleven tre År ældre, og dens Dage var talte.
Før havde den været grå; nu var den hvid, så den snarere måtte kaldes Hvidmanke. Den kunne ikke tygge det sædvanlige Hestefoder; dens Syn var dårligt og adskillige Alderdomssvagheder havde slået sig til.
Det var i Høstens varme Tid, Graamanke gik frit om i Ungkvægets Indhegning udenfor Gården og bagede sin gamle Krop i Solen. Det høstgamle Græs kunne den til Nød gnave lidt af. Men Børnene var flinke til at bære Føde hen til den, som var let at tygge: Kål, Roeblade og lignende, og et Par Gange om Dagen fik den Grut og småt skårne Roer.
Så en Dag lå den og kunne ikke mere rejse sig, da, Børnene kom ud til den. Den lå på Siden, med Hovedet strakt ud, hvilende på Grønsværet, og pustede og stønnede, så de kunne både høre og se, den var syg.
De lagde sig på Knæ hos den, talte medlidende til den og kærtegnede den:
»Stakkels gamle Graamanke, er du syg! Nu skal vi hente Dyrlægen, at han kan give dig nogen Medicin, så skal du nok komme dig igen.«
Og en af Drengene løb ind og sagde, at Graamanke var bleven så syg, og at de måtte skynde sig og hente Dyrlægen.
Hans Far smilede:
»Nej, min Dreng, det nytter ikke at hente Dyrlæge til Graamanke; den er nu bleven så gammel, at den må dø af Alderdom; her kan ingen Dyrlæge hjælpe.«
Det syntes Børnene var så sørgeligt. Men derved var der jo ikke noget at gøre. De måtte da trøste den i Døden, så godt de kunne.
Den ene strøg den på Kinden, den anden klappede den på Mulen, den tredje lagde Munden til dens Øre og sagde:
»Lille Graamanke, nu er du bleven så gammel, at du må dø. Men du skal ikke være ked af det, for Folk må jo også dø, når de bliver gamle. Og når du er død, skal du ikke flåes og kastes hen til Krager og Ravne at hakke i, men du må beholde din Hud og være Graamanke ligegodt, når du er død, og vi vil grave en rigtig Grav til dig og smykke den med Blomster og Kranse ligesom vi en Gang smykkede Graven til den lille Storkeunge, som en Dag faldt fra Reden på Tagrygningen ned på Stenbroen og slog sig ihjel."
Og gamle Graamanke skronnede sagte, som ville den dermed sige: »Det er godt - godt - godt, I vil sådan hædre mig, så dør jeg gamle Slider roligt.«
Så kastede den Hovedet tilbage, trak Vejret dybt nogle Gange, sparkede lidt ud med Benene, - og Graamanke var død.
Den var bleven født om Natten, og døde ved den lyse Høstdag, ret før Solen stor og rød gik ned i Vest.
Karlene kom netop hjem fra Marken.
Børnene fik dem kaldt hid, og de måtte nu grave en Grav til Graamanke i Indhegningen, tæt udenfor Gården, føre Graamanke hen i den og igen kaste den til.
Imens hentede Børnene Blomster og grønt til at pynte den med.
Så gik Solen ned, og Aftenklokken gav sig til at ringe, ret som kunne det være over Graamanke, og den ældste af Drengene stillede sig nu ved Graven og talte, helt smukt og højtravende, som kunne han være en lille Præst:
»Nu er du død, kære gamle Graamanke, og vi har begravet dig og smykket din Grav med så mange smukke Blomster, fordi vi holdt så meget af dig. Her kan du ligge og hvile dig ovenpå det strenge Arbejde du har haft med at trække Plov og Harve og Vogn, og vi siger nu Farvel til dig og lover, at vi nok skal pynte din Grav med ny Blomster, når de andre visner, for det har du fortjent, du kære gamle Graamanke!«
Og det var sandt, det havde den fortjent, den gamle, gode Graamanke, der havde hjulpet så trofast til at opdyrke »Leret«, så det var blevet til så frugtbar en plet, at Folk, som huskede den fra gammel Tid undredes derover.
Og hermed siger vi det sidste Farvel til Graamanke. Men falder vor Rejse engang forbi »Leret«, vil vi besøge dens Gravhøj og se, om Børnene nu har husket at pynte den med Blomster, som' de havde lovet.