Engle i natten
Michael Pilgaard (2003)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Jeg stod i mørket og kiggede på menneskemængden. Det var lidt svært af fokusere. De stod i en rundkreds om et eller andet.
"Er der nogen der kan førstehjælp?" var der en der skreg.
"Ja." lød en anden stemme. Der lød noget tumult. "Flyt jer, så jeg kan komme igennem for Helvede."
Mere tumult.
"Trækker hun vejret?"
"Nej! Træk jer lidt tilbage, så jeg kan komme til at give hende kunstigt åndedræt."
Ingen flyttede sig.
"Flyt jer så for Helvede!" brølede stemmen.
Jeg begyndte at fryse som jeg stod der midt på Højbro Plads. Det var lidt underligt, at det pludseligt var blevet småkoldt. Det havde ellers været en lummer sommernat. Måske jeg skulle komme videre, så jeg ikke stod og blev forkølet. Et eller andet fik mig til at blive der. Jeg ved ikke helt hvad det er, men ulykker virker dragende. Måske fordi de minder os om vores egen dødelighed. Der var lidt uro i mængden, som om de flyttede sig lidt.
"Hun skal i Natostilling!" skreg en eller anden hysterisk kvindestemme.
"Hun trækker stadig ikke vejret. Er der nogen der har tilkaldt en ambulance?"
Der var lidt uro i skaren.
"Ja." lød en stemme, "De kan være her hvert øjeblik."
"Godt." Kort pause. "Pis! Hendes hjerte slår ikke."
"Hvad nu? Hvad nu? Hvad nu?" lød den hysteriske kvindestemme fra før. "Hvad gør du?"
"1 2 3 4... Hjertemassage." lød stemmen, lettere stakåndet. "2 2 3 4... Er der nogen der ved hvad der skete?... 3 2 3 4..."
En ny stemme: "Hun fald om på fortovet, netop som hun passerede min kone og mig. Det var min kone der tilkaldte ambulancen."
"4 2 3 4..." Pause... "Shit!"
Jeg kunne ikke høre hvad han lavede, men jeg havde en fornemmelse af at han gav hende kunstigt åndedræt igen. Hvor uhyggeligt. Hvad mon der kunne være galt?
Det havde ellers være en kanon aften. Jeg havde været ude med pigerne. Vi havde været ude og spise, og var taget på bar-tourné bagefter.
"Hun skal i Natostilling!" gentog den hysteriske kvindestemme.
"1 2 3 4... Hold så kæft med det Natostilling." sagde stemmen vredt.
Der havde været en utroligt sød fyr. Kim. Han havde sagt alle de rigtige ting og været meget charmerende. Han kendte et godt sted hvor de holdt rave-party. Jeg var på vej hen for at møde ham.
De andre piger ville ikke med. Det var for højt og larmende til dem. Sikke noget vrøvl. Det var ikke mere højlydt end de andre steder. Så var musikken for dårlig. Hvor meget dårligere kunne det være end karaoke? En samling fulde mennesker der skrålede med på en sang, ude af stand til at ramme en eneste tone rigtigt. De sædvanlige scoresteder kunne være lige meget. Lige i aften gad jeg ikke det kødmarked, så den stod på rave.
Jeg kunne høre ambulancen i det fjerne. I virkeligheden kunne det ikke være så fjernt. Så stor var København heller ikke. Mine fødder begyndte at sove, så jeg stod og trampede lidt på stedet. Jeg burde nok komme videre.
"Er der nogen der har noget lys?" Sagde manden der var ved at give kunstig åndedræt.
"Jeg har en lighter, kan det bruges?" Lød en stemme.
Puha... Mit hoved begyndte at føles lidt let. Jeg havde vidst fået for meget at drikke. Jeg havde også fået et ’Lyn’ af Kim, men de gjorde mig ikke svimmel. Jeg forstod ikke hvorfor pigerne flippede sådan ud over piller. Alle tog dem da. Det var der ikke noget farligt i. Jeg havde prøvet dem flere gange. Det skete ikke noget, man blev bare frisk. Der var selvfølgelig reglerne om at drikke meget. Dem overholdt jeg altid. Vand i store mængder, ellers blev man syg. Ellers var der ikke noget problem i opkvikkere som ’Lyn’.
"Hvad laver du?" Sagde en i klyngen.
"Prøver at finde ud af hvad der kan være galt." Kom det, og jeg kunne høre at han genoptog det kunstige åndedræt. "Har hun ikke en taske eller en pung med noget ID?"
Nogen skramlede rundt.
"Her er en pung."
"Fint." Åndepause. "Se efter om der er kort der siger hun er diabetiker eller sådan noget." Endnu en åndepause. "En eller anden træk hende ærme op og se om der er stikmærker på armene."
Han gik over til hjertemassage igen.
"1 2 3 4... Er der noget?... 2 2 3 4..."
"Nej."
"Shit! 3 2 3 4..."
"Heller ikke noget på armene..."
"Christ... 4 2 3 4... Hvor bliver den ambulance af?"
"Hun skal i..." Begyndte den hysteriske kvindestemme igen.
"Og du holder kæft med dit Natostilling." Pustelyde igen. "Det er noget man bruger når de trækker vejret..." Flere pustelyde. "Det gør hende her ikke."
Ambulancen kom om hjørnet.
"Endelig!"
Gruppen rørte lidt trægt på sig for at gøre plads til personen på jorden. Der var en del tumult og sammenstimlen, mens de fik personen op på båren og ind i ambulancen, og et øjeblik efter var de på vej væk for fuld udrykning.
At en eller anden grund følte jeg et stik af sorg da de forsvandt. En af personerne i gruppen, der nu opløstes, så over på mig. Det var som om han lyste. Han gik over mod mig.
"Jeg ved ikke om jeg nåede at redde dig." Sagde han.
Jeg genkendte stemmen. Det var ham der havde forsøgt at redde hende der var faldet om.
"Undskyld?" Sagde jeg uforstående.
"Pillen du tog indeholdt ikke kun Ecstasy. Det var derfor du faldt om."
Som han kom tættere på, kunne jeg se at lyset der kom fra ham havde form som vinger på ryggen.
"Hvis du overlever, vil du være tilbage i din krop om ganske kort tid."
"Hvad snakker du om?" Sagde jeg uforstående.
"Din krop som ambulancen kørte med. Hvis du overlever, så kommer du tilbage, og hvis ikke..." Han pegede op i luften.
"Min krop? Hvad er det du snakker om din skøre stodder? Og hvorfra ved du hvad jeg har taget?" Sagde jeg desperat. Lige i det øjeblik gjorde han mig meget bange. Hvad var det her for noget?
"Jeg må videre." Sagde manden og begyndte at gå. "Håber de redder dig."
Et stærkt lys blev tændt over mig. Manden snurrede rundt på hælen og flaksede med vingerne. Et træt udtryk maledes på hans ansigt. Jeg kunne høre lyset kalde, mærke jeg blev trukket op, og med ét vidste jeg, at det ikke var lykkedes at redde mig.