Risikovurderinger

Michael Pilgaard (2010), blogindlæg på food-supply.dk
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Risikovurderinger

Af Michael Pilgaard, Polymerspecialist, FORCE Technology

Produktrisikovurderinger kan være en svær øvelse. Hvordan vurderer man om noget er en risiko? Risiko er lig med fare gange påvirkning, så der er ikke en simpel afhængighed at tage stilling til. Ved almindelig brug er risikoen ved konserveringsmidler i hårplejeprodukter minimal. Lav koncentration og lav eksponeringstid. For frisører der bliver påvirket en hel arbejdsdag, kommer påvirkningen op på et niveau, hvor udslet er almindeligt forekommende, og der er tale om en risiko, man skal tage action på.

Det svære er ikke de oplagte tilfælde. Det er grænsetilfældene og nye produkter/ny teknologi, hvor man kun har minimal viden og erfaring. Det er her det bliver svært og tidskrævende, især hvis man griber det forkert an.

Hvordan skal man gribe det an?
Der er som sådan ikke en fast måde at gribe en risikovurdering an på, men nogle metoder er mere udbredte og accepterede end andre. Forskellige forretningsområder har forskellige traditioner for at lave risikovurderinger, men målet er det samme: Alle risici skal identificeres, og det skal vurderes om disse er acceptable og i modsat fald hvilke korrigerende handlinger, der skal til for at bringe de enkelte risici ned på et acceptabelt niveau.

Hvornår starter man på at lave risikovurderingen?
Det er et spørgsmål om firmakultur, men der ses generelt to fremgangsmåder:

De der starter risikovurderingen sammen med projektet og i god ro og mag får systematiseret problemstillingerne og afviklet problemerne i takt med, at de bliver opdaget.
De der laver det som det afsluttende papirarbejde og løber stressede rundt for at få igangsat tiltag, der gør noget ved de problemer, som risikovurderingen afslørede.

Risikovurderinger er et skøn
Når man laver en risikovurdering skal man vide, at man laver et skøn baseret på den viden, der har været tilgængelig for den, der ledte efter oplysninger. Det er ikke nødvendigvis det samme som tilgængelig viden. De store mængder viden på Internettet har gjort, at mange fejlagtigt arbejder ud fra den antagelse, at kan det ikke findes med Google eller en af de andre søgemaskiner, findes det ikke. Erfaringsmæssigt kan denne type sjusk meget hurtigt blive meget dyrt.

En løbende proces
Der kommer hele tiden ny viden til. Ting vi troede var harmløse, viser sig at være farlige, og skal fjernes, og det er ikke til at sige, hvor hurtigt det sker. Effekten af Thalidomide blev opdaget inden for et par år og produktet blev fjernet over alt, DDT tog årtier, og i visse lande er det stadig tilladt. Der gik 50 år før Phthalater blev forbudte til visse produkter. Risikovurderingen er en løbende proces, og ikke et dokument der afsluttes ved overleveringen af produktudviklingen til produktionen.

Ikke helt uden dobbeltmoral
Lovene omkring produktsikkerhed er ikke uden en vis dobbeltmoral. Ethanol har en toksicitet der gør, at hvis det blev introduceret til fødevarer i dag, aldrig ville blive tilladt. Det samme gælder en stærk gift som nikotin. Til tobak og tobakserstatninger er den tilladt. Historie og økonomiske interesser har gjort, at visse indholdsstoffer tillades på trods af dokumenteret farlighed.

I forhold til en risikovurdering betyder det, at man kan opleve at en risiko som er så høj, at den reelt kræver korrigerende handlinger, men den kan affærdiges som værende acceptabel med henvisning til eksisterende produkter.

Hvorfor er det en god idé at kaste ressourcer efter en god risikovurdering?
Som reglerne er i dag, skal der laves en risikovurdering på nye produkter, der introduceres i Danmark, så det er en dokumentation, der skal laves under alle omstændigheder. Man må derfor gøre sig den overvejelse om det er noget man hurtigt skriver sammen for at opfylde de formelle minimumskrav, eller det er noget man bruger proaktivt, for at skabe en konkurrencemæssig fordel og minimere ubehagelige overraskelser.

Når man ser sager som phthalaterne og Bisphenol A, er det tydeligt, at forbrugernes og mediernes fokus er på sjusk og manglende handling. Producenterne bliver ikke klandret for at have ageret korrekt på viden der bare ikke var bedre, og som de ikke havde mulighed for at fremskaffe. De bliver klandret for sløseri og manglende omtanke, f.eks. forskellen på mængderne af Bisphenol A der kommer ud i babyernes mad, afhængigt af om maden er varm eller ej.

Som producent bør man overveje: Har man lyst til at være den der står på landsdækkende TV og skal forklare hvorfor man har udsat en gruppe forbrugere for fare, fordi man ikke brugte ressourcer på at afdække alle risici ved produktet?